Vejen mod planetær klimaintervention og atomvinter

En teknologi for den antropocæne tidsalder? Solar Aerosol Injection som fremtidens teknofix.

Af Martin Karlsson Pedersen
Illustrationer af Jannik Friberg

I den amerikanske science fiction-forfatter Kim Stanley Robinsons nær-fremtids roman The Ministry for the Future (2020) begynder vi med en hedebølge i Indien, der er så ekstrem, at den slår 20 millioner mennesker ihjel. Som svar vil Indien iværksætte Solar Radiation Management (SRM) eller nærmere bestemt Stratospheric Aeresol Injection (SAI).1 Det er en teknologisk klimaintervention, som nedkøler en overophedet jordklode ved at sprøjte svovlpartikler ud i stratosfæren ca. 20 km over Jordens overflade for at reflektere en del af det indkommende sollys tilbage. Det teknologiske grundlag for udførelsen af en sådan plan findes allerede. Vi er på realismens grund.

Fra fiktionen ind i virkeligheden. Vi hører om globale og regionale varmerekorder, der overgås måned efter måned. Vi oplever de varmeste dage nogensinde målt. Drivhusgasudledningerne fortsætter deres himmelflugt. Parisaftalens mål fordamper hurtigt i varmen.2 Men med SAI kan nedkølingen ske uden reduktion af drivhusgasserne i atmosfæren: inden for kort tid, måneder, kan den globale temperatur sænkes. Det er teknologiens strukturelle imperativ, som humanøkologen og klimaaktivisten Andreas Malm understreger: den eneste teknologiske løsning i klimapolitikkens arsenal, som kan reducere temperaturen hurtigt, samtidig med at man kan fortsætte med at udlede drivhusgasser.3 Det står i kontrast til virkningen af reduktionstiltag, som vil udspille sig over årtier. Ifølge Wake Smith, en af de førende forskere i geoengineering og fortaler for SAI, vil standardtiltag ikke kunne nå at virke i tilstrækkeligt omfang til at hindre en fremtid med dræbende temperaturstigninger. Robinson-lignende scenarier. Fremtiden har derfor allerede ifølge Smith truffet beslutningen om SAI uden at vente på nutidens tilladelse.4

Jesse Reynolds, en anden af de ”rationalistiske optimister”, som Andreas Malm har dømt dem, drømmer om SAI som en teknologi for den antropocæne tidsalder.5 Menneskets indflydelse på Jordens økosystemer mærkes overalt, men med SAI vil vi træde ind i en ”moden antropocæn”, hvor den menneskelige påvirkning endelig vil være intentionel.6 Et ultimativt teknofix på planetær skala, hvis permanente visuelle påmindelse vil være skiftet fra en blå til en mælkehvid himmel – hvilket er konsekvensen af at sprøjte svovlpartikler ud i stratosfæren.

Ifølge Smith og Reynolds er den gode nyhed, at teknologien er ”cost-effective”.7 Smith skønner, at det ca. vil koste 18 milliarder dollars om året at nedkøle jorden med én grad.8 Langt billigere og mere attraktivt end at gennemføre omfattende strukturelle ændringer for effektivt at reducere drivhusgasser i den påkrævede hastighed.9 Det gør teknologien særlig attraktiv for magtfulde fossilstater som USA, der lige nu er den nation, som leder forskningen i GE og SAI.10

I fraværet af en international koordinerende instans, som håndhæver og sætter regler og normer for brugen af SAI, vil en fremtidig SAI-strategi derfor blive bestemt af en individuel stat.11 Spørgsmålet er derfor, hvilke rationelle grunde der kunne få en magtfuld stat som USA til at udrulle teknologien. Det åbenlyse svar er: Hvis fremtiden allerede er indtruffet, er det, fordi SAI som planetært teknofix vil være til gavn for magtfulde stater. Dvs. deres økonomiske og politiske eliters allerede eksisterende materielle og geopolitiske interesser. Der er her mere tale om en teknologi for en (over)moden kapitalisme end en moden antropocæn.

Min analyse vil fokusere på to sider af den amerikanske stats mulige brug af SAI. På den ene side et klasseperspektiv, som ser på dynamikken mellem kapitalfraktioner og den amerikanske stats klimainterventionsdilemma. På den anden side et nationalt sikkerhedspolitisk perspektiv, som retter blikket mod den amerikanske stats mulige sikkerhedsgørelse af klimaet og militariseringen af SAI i en multipolær verdensorden. Slutteligt vil jeg se videre ud i en post-SAI fremtid. Et muligt scenarie er her risikoen for en ny menneskeskabt klimakatastrofe: atomvinter. Den mulighed opstår i kraft af, at SAI i samspil med tilstedeværelsen af stormagters arsenal af atomvåben udtrykker et særligt sikkerhedsdilemma: det SAI-nukleare anarki-dilemma.

Den imperialistiske kapitalisme og stat-kapital-relationen

For at forstå, hvorfor den amerikanske stat vil kunne se det som rationelt at udrulle SAI, er vi nødt til kort at have en baggrundsforståelse af relationen mellem stat og kapital. Lad os starte med dynamikken i det, marxist og professor i international politik Alex Callinicos betegner ”den imperialistiske kapitalisme”. Denne er bestemt af to former for konkurrencelogik og magtforhold: økonomisk-kapitalistisk og geopolitisk-territorial. På den ene side har vi det konkurrencemæssige forhold mellem individuelle kapitaler eller kapitalfraktioner (eks. fossil-kapital, finans-kapital, klima-kapital, tech-kapital etc.) om akkumulationen af kapital og tilraning af så meget profit som muligt. Kapitalklassen er derfor at forstå som en fragmenteret og internt opdelt klasse, der dog som samlet klasse ejer og har kontrol med størstedelen af samfundenes produktive og finansielle ressourcer. På den anden side har vi den geopolitiske konkurrence, dvs. rivaliseringen mellem nationalstater over territorium, sikkerhed, indflydelse, teknologi o.l.12

Denne skelnen indbefatter altså en dynamik mellem to forskellige, men forbundne former for rationelle aktører i form af den politiske og stats-bureaukratiske elite og den økonomiske elite i form af kapitalejere og kapitalmanagers.13 Forskellen mellem kapital og stat har at gøre med disse rationelle aktørers magt, interesser og motivationer. Det kan i vores kontekst forsimples til at betyde forskellen mellem på den ene side kapitalens økonomiske magt i form af investeringer i og ejerskab af produktionsmidler og en markedsstyret drivkraft mod profitmaksimering som ”snæver” egeninteresse. Og på den anden side statens politiske magt i form af et juridisk og lovgivningsapparat (domstole og myndigheder) bakket op af et voldsapparat (militær og politi). Her er statens egeninteresse centreret om social og økonomisk orden og stabilitet.

Vi kan betegne denne relation mellem stat og kapital som en ”gensidig strukturel afhængighed”14 og som ”et partnerskab”.15

Tre præmisser er vigtige. Som det første, at staten i kraft af partnerskabet med kapitalen er orienteret mod stabiliseringen af kapitalakkumulation generelt. Det beskrives typisk med eufemismer i erhvervspressen som ”erhvervstillid” og ”sundt investeringsklima”, som med andre ord betyder, at kapitalen ser det som opportunt at investere i økonomien.16 Staten er af åbenlyse grunde afhængig af disse kapitalinvesteringer i form af skatter og jobskabelse. Omvendt er kapitalen afhængig af, at staten sikrer betingelser for kapitalakkumulation gennem vedvarende opretholdelse og understøttelse af de sociale klasseforhold, altid med truslen om brugen af lov og vold som hjælp hertil.17

For det andet implicerer forskellen mellem stat og kapital, at staten kan have rationelle grunde til at gøre ting, som den enkelte kapitalist eller kapitalfraktion ikke er i stand til at gøre.18 Det vil med andre ord sige, hvordan staten ”medierer” forskellige kapitalfraktioners interesser for at sikre de generelle betingelser for kapitalakkumulation og herigennem social stabilitet og egen legitimitet.

For det tredje bunder konkurrencen mellem stater i et anarkisk statssystem, hvor der ikke eksisterer en ”verdensstat” eller ”verdensregering”, som med truslen om brugen af fysisk magt kan intervenere og sikre planetær orden.19 I vores sammenhæng betyder det, at der ikke eksisterer en overstatslig politisk styringskapacitet, som kan kontrollere, styre og eventuelt begrænse brugen af teknologier som SAI.20

Fra disse overordnede præmisser skal vi vende os mod den aktuelle situation og den potentielle konflikt og dynamik mellem forskellige fraktioner i kapitalklassen. Det giver os en første grund til at forstå, hvorfor staten kan se sig nødsaget til intervenere i klimaet med SAI som et kompromis mellem disse kapitalfraktioner.

Kapitaler i krise

Kevin Surprise og JP Sapinski, forskere i klimapolitik og kapitalklassen, fremhæver forskellen og forbindelserne mellem følgende kapitaler: klima-kapital (vedvarende energisektor, dele af Big Tech), teknologi-kapitalen (Big Tech og tech-industrien mere generelt), fossil-kapitalen (den fossile og petrokemiske industri) og finans-kapitalen (banker, hedgefonde, forsikringsselskaber etc., som har tråde ud i alle øvrige kapitalfraktioner).21

I lyset af klimakrisen kan vi forstå relationen mellem disse kapitaler som bestemt af to forskellige kriser.22 På den ene side er fossil-kapitalen i en eksistentiel krise. Hvis klimareduktionsmålene reelt eller tilnærmelsesvis skal overholdes, skal den fossile industri afvikles. En terminal situation med andre ord. Tiden for denne kapitalfraktion er derfor kritisk: Jo længere denne afvikling kan udskydes, jo mere liv og profit. Fossil-kapitalen har, som de fleste efterhånden ved, arbejdet ihærdigt imod klimapolitisk regulering og gør det stadig i form af ”job-blackmail”, lobbyisme, politisk kampagnebidrag, misinformationskampagner etc.23

Denne trussel om afvikling gælder ikke på samme måde for klima- og tech-kapitalen. De er snarere i en strukturel krise. Deres eksistens er i teorien ikke afhængig af den fossile energi, da det i udgangspunktet f.eks. ikke betyder noget for deres forretningsmodel, om elektricitet kommer fra fossil eller vedvarende energi. Deres krise er derimod kendetegnet ved to beslægtede problemer.

På den ene side vil en for hurtig udfasning af den fossile energi ramme deres vækst og værdiskabelse, eftersom den stadig fungerer som deres energigrundlag.24 På anden side er klima- og tech-kapitalens egne foretrukne klimahandlingsplaner baseret på den private, konkurrencemæssige, markedsdrevne og gradvise tilgang. Her har vi alle ”net-zero”-løfterne.25 Det er en ”grøn” kapitalisme og ”øko-forretning”26, som ikke fundamentalt ændrer ved kapitalistiske vækstdynamikker. Ifølge Surprise og Sapinske er det derfor usandsynligt, at denne tilgang kan levere de nødvendige reduktioner og dermed modvirke de mest alvorlige risici fra klimakrisen inden for den nødvendige tidshorisont.27 Disse to problemer gør, at også klima- og tech-kapitalen har behov for at købe sig mere tid.

Finans-kapitalen står i en interessant position midt imellem de to kapital-fraktioner, da den har massive investeringer i begge. Gregor Semieniuk og kollegaer, som har sat særligt fokus på finansielt ejerskab af fossil-kapitalen, taler her om finans-kapitalens overgangsrisiko: Hvis man afviklede den fossile industri med den intensitet, som reel klimahandling kræver, vil de gigantiske investeringer, som allerede er foretaget i den fossile industri, gå tabt. Det er såkaldt ”strandede aktiver”. Finans-kapitalen kan stå over for tab af værdi i upstream-olie og gasdelen (efterforskning, boring og produktion) på over en billion dollars (over 7.000 mia. kr.), hvor en stor del vil være hos private investorer i OECD-lande.28 Derfor har den finansielle sektor altså et incitament til at forsinke overgangen til en lav-karbon økonomi og få udbytte fra den fortsatte produktion af fossil energi.

Taget som et samlet billede ser vi altså, at alle de forskellige kapitalfraktioner på hver deres måde har rationelle grunde til at forhale de nødvendige samfundsforandringer.

Det er i denne i situation, at den amerikanske stat kan finde det nødvendigt at intervenere i klimaet på vegne af kapitalen. SAI vil være det eneste klimapolitiske redskab, som vil give tid til den fortsatte gradvise, markedsdrevne klimapolitik, som klima- og tech-kapitalen foretrækker, samtidig med at det vil udskyde den truende devaluering af fossil kapital. Interventionen vil lade den fossile industri fortsætte med at pumpe olie, kul og gas ud i økonomien, mens finans-kapitalen undgår katastrofale investeringstab, hvis effekter også kan forgrene sig ud i det finansielle og økonomiske system mere generelt.

Det i den betydning, at SAI vil kunne ses som et forsøg på en stabilisering af kapitalismens akkumulationsregime overordnet set og en sikring af de eksisterende sociale magtforhold. Det er altså systembevarende klimaintervention.

Men den amerikanske stat vil også have en anden interesse i at udrulle SAI, som har at gøre med dens egen potentielle legitimitetskrise og manglende evne til at intervenere drastisk i økonomien i takt med klimaforandringernes forværring.

Statens grænser for klimahandling

Denne potentielle legitimitetskrise kommer af, at staten selv har grænser for, hvor meget den kan eller vil intervenere i økonomien for at reducere drivhusgasudledningerne og adressere den bredere økologiske krise. Her er vi tilbage ved statens føromtalte strukturelle afhængighed af kapitalen til sikring af social og politisk stabilitet gennem investeringer, lånemuligheder, priser på energi og fødevarer, jobskabelse etc. Altså den private kapitals økonomiske magt.

I tråd med denne strukturelle magtanalyse kan vi følge forsker i bæredygtighed og social forandring Daniel Hausknost og se problemet illustreret ved den amerikanske stat som miljøstat dvs. med et udbygget miljøreguleringsapparat, der søger at regulere kapitalens miljøforurening.29 Hausknost betegner begrænsningen for reguleringen som et ”glasloft for transformation” af samfundet. Altså en barriere for, hvor stort hensyn staten kan tage til klima og miljø, og dermed hvor hårdt den kan intervenere i økonomien for at reducere drivhusgasudledninger. Det kan forstås som en konfrontation mellem to imperativer i staten. På den ene side et bæredygtigheds-imperativ, der ud fra klimatiske hensyn kalder på en total af-karbonisering af samfundet. På den anden side et vækst-imperativ, som understøtter privatkapitalens ret til akkumulation og heraf øget forurening.30

Vender vi tilbage til antagelsen om den ”gensidige strukturelle afhængighed” mellem stat og kapital, kan vi sige, at under ”normale” forhold har store virksomheder og kapitalejere indflydelse på politik, også uden nødvendigvis direkte at forsøge på det, fordi de er integreret i selve processen for økonomisk vækst.31 Men når økonomiske kriser opstår og det sociale pres for politisk handling stiger i form af krav om større statslig regulering af kapitalen, bliver kapitalens latente magt tydelig. I efterspillet fra finanskrisen i 2007/8 oplevede Obama-administrationen således en direkte ”kapitalstrejke”. Finans- og industri-kapitalen tilbageholdt op mod en billion dollars i investeringskapital fra den amerikanske økonomi, førend de fik forsikringer om mere positive politikker vedrørende finansielle reformer, skattepolitik samt ikke mindst miljøregulering. Det forklarer bl.a., hvorfor Obama ikke indfriede mange af sine miljøløfter.32 Samtidig er denne strukturelle magt også med til at forklare, at Biden-administrationen fortsatte med at give tilladelser til at bore efter mere olie og gas.33

Denne (relative) grænse for statens dyberegående klimapolitisk intervention i økonomien betyder, at SAI lige så vel vil være den amerikanske stats vej ud af dette dilemma mellem bæredygtighed og kapitalakkumulation og -ekspansion.34 En vej ud af, hvad der i stigende grad vil opfattes som statens manglende evner og magt til at reducere drivhusgasudledningerne, samt de voksende problemer med at håndtere de negative samfundsmæssige effekter af klimaforandringerne. I vejen ud af det dilemma kan SAI-teknofixet være med til at sikre amerikansk hegemoni og statens egen legitimitet som den handlekraftige og duelige stat, der ”gør noget”.

SAI kan derfor ses som den amerikanske stats atmosfæriske imperialisme, der nu kunstigt udvider atmosfæren som affaldsspand og sikrer plads til fortsat forurening.35 I det lys er SAI en naturlig forlængelse af den imperialistiske kapitalismes historiske tendens til at eksternalisere sine forureningsproblemer.36 Denne genvinding af statens legitimitet og handlekraft fører os ind i det geopolitiske sikkerhedsperspektiv og en ”militarisering” af SAI. Den anden konkurrencelogik i den imperalistiske kapitalisme.

Sikkerhedsgørelse af klimaet

I det amerikanske forsvars forskningsarm, DARPA, øger man nu midlerne til forskningen i klimamodeller, som kan simulere, hvordan Jordens forskellige klimasubsystemer vil reagere på implementeringen af SAI.37 Det er med henblik på at modgå, hvad DARPA kalder ”strategisk overraskelse”, ved at øge forsvarets viden om de effekter, SAI vil have, hvis man selv eller andre vælger at bruge teknologien. Men også for at kunne overvåge og se tegn på, hvis andre aktører end USA er i gang med at opbygge kapacitet til brug af SAI. Det er en ”militarisering” af SAI, som viser, hvordan klimateknologi og klimahåndtering allerede er forankret i en geopolitisk sikkerhedslogik.38

Træder vi et skridt tilbage, ser vi her bekræftet, hvordan det amerikanske militærs interesse i SAI er styret af en velkendt amerikansk sikkerhedslogik, som har været operationel i det amerikanske forsvar post-9/11: preemption eller preemptive warfare (forebyggende krigsførelse).39 Begrebet henviser til statens ret til at foretage et forebyggende angreb, når den opfatter en fremvoksende trussel. Det er en måde at håndtere fremtid og usikkerhed på. Men i én forstand er denne strategi også selv ”fremtids-fremkaldende”, dvs. den selv med til at influere den fremtid, som staten beskytter sig imod. Det handler ikke bare om viden om en trussel, men lige så meget om, hvornår noget kollektivt opfattes som en trussel – et politisk og militært problem, en fjende, der kan bekæmpes.40

SAI kan derfor ses som det seneste og mest ekstreme eksempel i en militær og politisk tradition med at sikkerhedsgøre klimaet, dvs. gøre klimaet til et sikkerhedsproblem, som så kan håndteres og udnyttes gennem teknologiske indgreb.41 Argumentet er her, at jo mere klimaforandringerne bliver opfattet og håndteret som en krise, des mere kan forandringerne blive genstand for forebyggende sikkerhedslogikker, som vil legitimere SAI som klimaintervention. Samtidig vil staten kunne levere en kontant løsning på et ellers hyperkomplekst problem.42 Således kan SAI bidrage til at afhjælpe statens føromtalte legitimitetsproblem.

SAI udrulning og sikkerhedstrusler

Vi mangler dog fortsat svar på, hvad der mere konkret er indholdet af denne kriseopfattelse. Hvad kan opfattes som en klimakrise og -trussel, der gør det bydende for staten at udrulle SAI? Som vi så i artiklens begyndelse, var det i Kim Stanley Robinsons Ministry for the Future omkomne i millionstørrelsen, der motiverede den indiske beslutning om at udrulle SAI. Følger vi det scenarie, kan vi sige, at et klimachok i den størrelsesorden får staten til at opfatte klimaforandringer som en potentiel eksistentiel trussel mod dens borgere og dermed sig selv.43 Men vi behøver ikke nødvendigvis vente på et klimachok af den massedødelige art. Der er andre mulige årsags-scenarier. Jeg vil fremhæve to.

Det første trusselscenarie kan vi kalde livstils-truslen fordi det går på statens sikring af samfundets energi-intensive livsstil.44 Her er trusselsopfattelsen bundet til bestemte værdier og en bestemt forbrugskultur i de vestlige liberale vækstsamfund – som har intensivt energiforbrug baseret på fossil energi – der kan opfattes som truet af øget migration og sociale klimaprotester. Stigende protester kan med deres krav om dybdegående drivhusgasreduktioner fremstilles som en trussel mod vores livsstil af statens sikkerhedsapparat. På samme måde kan klimarelateret migration udråbes til en sikkerhedstrussel mod ”vores” velstand og hjemlige orden. SAI sikrer derfor staten mod både indre og ydre trusler.45

Det er dog samtidig klart, at ”vores” karbonintensive livsstil dækker over en væsentlig klasseulighed: Det er i særdeleshed kapitalklassens ekstreme rigdom og forbrugsintensive livsstil, som ville blive truet af en lav-karbon verden. De rige vil med andre ord sikre deres velstand, livsstil og privilegier i en nedkølet verden.46 En fortsættelse af den herskende klasses imperiale levemåde.47

Men samtidig må denne levemåde ses i lyset af konkurrencen mellem stater i det anarkiske statssystem, dvs. den amerikanske stats imperialistiske rivalisering med andre stormagter, ikke mindst Kina og Rusland. Her har vi det andet trusselsscenarie.

Fordi SAI kan ændre det klimatiske miljø, som stater opererer i, med sociale og økonomiske konsekvenser til følge, kan teknologien blive en ny faktor i den geopolitiske magtbalance mellem stater. Det har betydning for staters trusselsopfattelse vis-a-vis andre stater. Ifølge William Morrissey, en bekymret ansat i det amerikanske statsapparat, ændrer SAI dermed de sikkerhedspolitiske og strategiske vurderinger, som stater må foretage, da der hersker usikkerhed om staters intentioner i at forske i og bruge SAI.

Vi kan derfor risikere at se ind i to forbundne konkurrenceforhold mellem stater: en teknologisk konkurrence om at være den første til at udvikle kapaciteten til at udrulle SAI, samt en klimatologisk konkurrence om at være den første til at bruge SAI – og få de klimatiske fordele heraf. Begge konkurrenceforhold er båret af, at den enkelte stat i fraværet af en overstatslig styringsinstans ikke kan kende til de andre staters intentioner. Vi kan derfor kalde denne trusselsopfattelse for first-mover-truslen. Den taler ind i den føromtalte forebyggende sikkerhedslogik.

Situationen er nemlig den, som Morrissey fremhæver, at langtfra alle stater vil få klimatiske fordele af brugen af SAI. First moveren har den fordel at kunne afgøre, hvor mange partikler der skal sprøjtes ud, og hvor stor nedkølingen skal være. Herved vil man potentielt sikre sig mere favorable klimatiske betingelser for sig selv i den nye post-SAI-verden.48 Eller måske ligefrem blive en global termostat-hegemon?

Men selv hvis den amerikanske stat vandt denne kamp om hegemoni, vil en post-SAI-verden ikke nødvendigvis garantere klimatisk og geopolitisk stabilitet. SAI vil som teknologisk løsning på klimakrisen selv producere nye sikkerhedstrusler og risici.49 Lad os derfor afslutningsvis bevæge os videre ud i fremtiden, hvor SAI er i gang med at udrulles. Her ser vi ind i en risiko for åben militær konflikt og faren for atomkrig og ny global klimakatastrofe i form af atomvinter. En mørk fremtid i det mindskede lys fra SAI.

Har vi en fremtid efter SAI? Det SAI-nukleare anarki-dilemma

Der har i forskningen i geoengineering generelt været en underbelysning af de mulige sikkerhedsrisici, som klimateknologier selv kan skabe. F.eks. risikoen for ”den næste klimakrig”.50 I vores kontekst er det især SAI som årsag til eskalering af konflikt mellem stormagter, der er interessant. Eskaleringen kan bl.a. forårsages af mod-geoengineering (”counter-geoengineering”).

Man kan forestille sig følgende eskaleringsscenarie: USA vælger at udrulle SAI, hvorved de klimatiske forhold ændres, og nedkølingen finder sted. Det har mulige ødelæggende økologiske konsekvenser for Kina, som vælger at foretage en SAI-modoffensiv, dvs. sprøjter partikler ud i atmosfæren, som annullerer svovlpartiklernes kølende effekter. Det får USA til at reagere ved specifikt at angribe Kinas kapacitet for mod-geoengineering. Det sker bl.a. gennem cyberangreb, dvs. en krigsførelse, som taktisk stadig er på det ”sub-konventionelle niveau”.51 Men Kina dømmer nu både SAI og subkonventionelle modangreb som fjendtlige handlinger. Resultatet bliver, at konflikten bryder ud i åben konfrontation, hvor Kina angriber amerikanske styrker i Indo-Stillehavsregionen.52 Nu har vi en reel stormagtskrig i fuldt flor. SAI-paraplyen kollapser.

Denne geopolitiske rivalisering i en post-SAI-fremtid er som taget fra Neal Stephensons The Termination Shock (2021), en anden nær-fremtids science fiction-roman. I denne krigstilstand lurer ”terminations-chokket” – den bratte afslutning af SAI og den hurtige opvarmning af Jorden igen.53 Men modsat Stephenson bevæger vi os nu videre fra det mulige terminationschok til den åbne militære kamp om kontrollen med den globale termostat og risikoen for en global atomkrig.54

Det, vi ser udspille sig med planetære teknologier som SAI og atomvåben, er et særligt sikkerhedsdilemma, som er en version af, hvad Nathan Sears kalder anarki-teknologi dilemmaet: den over tid stigende afstand mellem teknologisk udvikling af planetær-destruktive teknologier og de politiske kapaciteter til at styre og kontrollere disse teknologier under anarkiske forhold, hvor stater konkurrerer mod hinanden.55 I fraværet af en verdensregering eller anden form for overstatslig politisk styringsinstans, som vil ”ophæve” det anarkiske statssystem og politisk kontrollere den teknologiske udvikling, er tendensen over tid for Sears mod civilisatorisk selvdestruktion.56

Den teknologiske interaktion mellem de to planetære teknologier SAI og atomvåben udgør altså, hvad vi uskønt kan kalde klimakrisens SAI-nukleare anarki-dilemma.

Effekten af reel stormagts atomkrig vil betyde en ny slags klimakatastrofe i form af atomvinter og i et tilfælde af uhyggelig historisk ironi forårsage en ny nedkøling af Jorden. Nukleare eksplosioner over byer og industrielle områder vil betyde store brænde, som vil sende sod og askepartikler op i stratosfæren. Her er der ikke regn, som kan vaske røgpartiklerne væk. De vil derfor forblive deroppe i op til et årti. Røgen vil så sprede sig rundt på kloden og blokere sollys, ligesom SAI, og reducere Jordens overfladetemperaturer.57 To af de ledende eksperter i atomvinter, Alan Robock og Owen Brian Toon, vurderer, at en fuldskala atomkrig, hvor ca. 150 millioner tons røg frigives, kan medføre et gennemsnitteligt globalt temperaturfald på de første år mellem 7 og 8 grader. Efter et årti forbliver den nedsat med omkring 4 grader.58 Landbrugs- og fødevareproduktionen vil kollapse totalt.

I ruinerne fra den fremtidige atomvinter må et andet kald lyde tilbage til nutiden: ikke tro på teknooptimisternes sirenesang om SAI som rationel klimapolitisk løsning, som binder os til bestemte sociale virkeligheder og udgrænser andre. I stedet må en klassebåret klimapolitik kæmpe for en teknopolitik, som afviser SAI og med Herbert Marcuses formulering begrænser destruktive teknologier til fordel for en ”fredeliggørelse af vores eksistens”.59

Martin Karlsson Pedersen er freelanceskribent og politisk aktivist.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Både SRM og SAI udgør sammen med andre lignende tiltag en af de teknologiske søjler i, hvad der overordnet betegnes som Geoengineering (GE). Den anden søjle er Direct Carbon Removal (DCR) og Carbon Capture and Storage (CCS), dvs. teknologier, hvor man fjerner CO2e direkte fra atmosfæren.
  2. Juni 2024 er den tolvte måned i træk, hvor den globale temperaturstigning har nået eller brudt 1,5 graders grænsen i forhold til præ-industrielt niveau. Samtidig er juni 2024 den varmeste måned målt globalt set ud fra eksisterende datasamling ifølge det europæiske klimabureau Copernicus. Se: https://climate.copernicus.eu/copernicus-june-2024-marks-12th-month-global-temperature-reaching-15degc-above-pre-industrial.
  3. Andreas Malm: ”The Future is the Termination Shock: On the Antinomies and Psychopathologies of Geoengineering. Part One”, i: Historical Materialism, 30.4, 2022, 3–53, s. 5.
  4. Wake Smith: Pandora’s Toolbox – The The Hopes and Hazards of Climate Intervention. Cambridge University Press. 2022. Denne antagelse om, at det bare er et spørgsmål om tid, førend SAI vil blive udrullet, ses hos både fortalere og kritikere af SAI. Bare to eksempler. Fra et økonomisk perspektiv se fortalere som Gernot Wagner and Martin Weitzman i Climate Shock – The Economic Consequences of a Hotter Planet. Princeton University Press. 2015. Den måde, antagelsen formuleres her, er typisk i forhold til de økonomiske omkostninger ved klimaforandringer kontra brugen af SAI, se s. 7. Fra et sikkerhedspolitisk perspektiv antager Rita Floyd også, at sandsynligheden er stor for, at SAI vil blive brugt i fremtiden grundet manglende drivhusgasreduktioner.
  5. De de to vigtige essays af Andreas Malm: ”The Future is the Termination Shock”, 2022, og ”The Future is the Termination Shock: On the Antinomies and Psychopathologies of Geoengineering. Part Two”, i: Historical Materialism, 31.1, 2023, 3–61. Malm betegner dem som “rationalistisk-optimister”, fordi de opererer med klare antagelser om, at brugen af SAI vil ske på en rationel og kontrolleret måde: det vil ske i kombination med reduktioner i drivhusgasudledninger, en ”ideal kombination”, som han kalder det. Udrulningen antages i ”best-case scenarie” samtidig at blive styret og håndteret gennem en FN-lignende global autoritet og styringsinstans, som handler på vegne af et samlet verden, som kan overvåge klimaintervention og justere brugen undervejs relativt til de negative sideeffekter for de enkelte lande. Malms essays er et stort forsøg på at vise vildfarelserne i disse antagelser og dermed det perverse håb om en ”rationel” brug af SAI.
  6. Jesse Reynolds: “Earth system interventions as technologies of the Anthropocene”, i: Environmental Innovation and Societal Transitions 40, 2021, 132–146, s. 142. For Reynolds og ligesindede vil det selvfølgelig være en bevidst og ansvarlig intervention foretaget gennem en FN-lignende politisk institution, der sikrer internationalt samarbejde og koordinering. En antagelse, som hele min artikel er en anfægtelse af. Se også Malm “The Future is the Termination Shock”, 2022 og “The Future is the Termination Shock”, 2023, for en kritik af sådanne idealiserede antagelser i SAI forskningen.
  7. Ryan Gunderson et al.: ”The Political Economy of Geoengineering as Plan B: Technological Rationality, Moral Hazard, and New Technology, i: New Political Economy, 2019, 24:5, s. 704-5. Kritikken af denne og lignende estimater er bl.a., at de typisk undervurderer de indirekte omkostninger fra de negative sideeffekter. Se også Malm for en diskussion af omkostninger, ”The Future is the Termination Shock”, 2022.
  8. Wake Smith: ”The cost of stratospheric aerosol injection through 2100”, i: Environ. Res. Lett. 15, 2020, s. 1-15.
  9. Ifølge Malm undervurderer de ”rationalistiske optimister” generelt omkostningerne eks. ved de øgede negative sideeffekter. Han opsummerer en del af forskningen på området og fremsætter ”The Law of the tendencies of the side-effects to rise”: jo længere tid verden nedkøles, jo mere vil sideffekterne vokse. Malm: The Future is the Termination Shock”, 2022, s. 19-26. Se også opsummering af disse sideeffekter i United Nations Environment Programme- rapporten, som også er meget kritisk over for brugen af SAI: One Atmosphere: An independent expert review on Solar Radiation Modification research and deployment. 2023.
  10. William Morrisey: ”Avoiding atmospheric anarchy: Geoengineering as a source of interstate tension”, i: Environment and Security, 2024, Vol. 2(2) 291–315, s. 298. PÅ trods af at vi er i en multipolær verden med stormagtspolitik og imperialistisk rivalisering mellem USA, Kina og Rusland, samt regionale spændinger mellem atomvåbenlande som Indien og Pakistan, fokuserer jeg på USA. For argumenter herfor se Kevin Surprise: “Stratospheric imperialism: Liberalism, (eco)modernization, and ideologies of solar geoengineering research”, i: EPE: Nature and Space, 2020, Vol. 3(1) 141–163; Kevin Surprise og JP Sapinski: “Whose climate intervention? Solar geoengineering, fractions of capital, and hegemonic strategy”, i: Capital & Class, 2023, Vol. 47(4) 539–564.
  11. Morrissey: ”Avoiding atmospheric anarchy”, s. 295-296. Som en del af de ”rationalistiske optimisters” håbefulde antagelser er, som nævnt, en ideal situation, hvor udrulningen af SAI vil ske gennem en form for FN-lignende institution, hvor magtfulde stater vil samarbejde herom. En ”global monopolistisk aktør” som Wake Smith betegner denne instans Pandora’s Toolbox, s. 279. Fokus her i afsnittet er derimod på fraværet af en sådan ideal situation og dermed den unipolære udrulning fra en magtfuld stat som eks. USA, som har den teknologiske og økonomiske kapacitet til at udbygge teknologien og dens infrastruktur samt ikke mindst den militære kapacitet til at forsvare den fra angreb fra andre lande, som vil blive hårdere ramt af de negative sideeffekter.
  12. Alex Callinicos: Imperialism and global political economy. Polity. 2009, kapitel 2. Som Callincos understreger, udgør konkurrencen mellem kapitaler, altså kapital-kapital relationen, den ene side af kapitalismens ”produktionsforhold”. Den anden side er det udbyttende forhold mellem arbejdere/lønmodtagere og kapital, som er betinget af arbejderens adskillelse fra og manglende kontrol og ejerskab med produktionsmidlerne. Det sidste forhold vender jeg kort tilbage til i afslutningen.
  13. Fred Block: ”The Ruling Class does not Rule: Notes on the Marxist Theory of the State”, i: Socialist Revolution, 33, 1977, s. 6-28, s. 10. Se også Callinicos: Imperialism and global political economy, s. 84-88.
  14. Pepper Culpepper: “Structural power and political science in the post-crisis era”, i: Bus. Polit. 2015; 17(3): 391–409. For en understregning af genoplivningen af denne strukturelle forståelse af magt i kontrast til en for ensidig fokusering på ”instrumentel magt” (lobbyisme, pengedonation, elite netværk etc.), se Pepper Culpepper: ”Quiet Politics in Tumultuous Times: Business Power, Populism, and Democracy”, i: Politics & Society, 2021, Vol. 49(1), 133–143. De to typer af magt hænger dog tæt sammen: politikere og embedsmænd lyttere mere til og reagere på kapitalinteressers lobbyisme og møder, som netop besidder en større strukturel magt. Generelt fokuserer jeg primært på den ene kausale side i den gensidige strukturelle relation: kapitalens påvirkning direkte og indirekte af staten.
  15. Se Ralph Miliband: The State in Capitalist Society. 1969/2009, s. 106. Milibands skelnen mellem ”klassemagt” og ”statsmagt” flugter her med skellet mellem de to rationaliteter og interesser, altså mellem stat og kapital i Callinicos’ imperialismeteori. Se Ralf Miliband: State Power and Class Interests. Verso. 1983, s. 72.
  16. Fred Block: ”The Ruling Class does not Rule”. Se også Kevin Young et al.: ”Capital Strikes as a Corporate Political Strategy: The Structural Power of Business in the Obama Era”, i: Politics & Society, 2018, Vol. 46(1) 3–28.
  17. Den gensidige strukturelle afhængighed er naturligvis langt mere kompliceret og omfattende, eksempelvis kapitalens afhængighed af staters subsidier; forskning og udvikling (universiteter); hjælp til eksport og ekspansion til udenlandske markeder, også i form af en ”økologisk imperialisme”, som sikrer, at naturressourcer flyder fra det Globale Syd mod det Globale Nord i en ulige økologisk udveksling; den sociale reproduktion af arbejdsstyrken generelt (sundhedsvæsen, skoler, daginstitutioner etc.), som igen også er blevet områder for varegørelse og kapitalakkumulation (privatiseringer) osv.
  18. Block: ”The Ruling Class does not Rule” og Alyssa Battistoni: “State, Capital, Nature: State Theory for the Capitalocene”, i: Marxism and the Capitalist State – Towards a New Debate (eds. Rob Hunter, Rafael Khachaturian og Eva Nanopoulos). Palgrave. 2023, s. 37.
  19. Teorien om det anarkiske statssystem er selvfølgelig en hjørnesten i den (neo-)realistiske teori om international politik og analysen af interstatslig konflikt og krig, se det klassiske værk af Kenneth Waltz Man, the Stat and War. Jeg trækker senere på Nathan Sears teori om eksistentiel trussel i international politik-teori og hans analyse af dynamikkerne i det internationale anarkiske system. Men hvor Sears og ligesindede ser bort fra den bredere sociale og økonomiske virkelighed, som stater er forankret i, dvs. kapitalismen som økonomiske system, kapitalen og dennes økonomiske magt, forsøger jeg at koble økonomiske og (geo-)politiske forhold sammen i analysen af den amerikanske stats mulige brug af SAI, dvs. interaktionen mellem de to logikker. Mit udgangspunkt er derfor, at det moderne internationale statssystem skal ses som en dimension af den kapitalistiske produktionsmåde, se Callinicos Imperialism and Globale Political Economy, s. 83-93. En vigtig pointe er derfor også, at det ikke handler om at kollapse den ene logik ind i den anden, men derimod at vise deres dialektiske interaktion. I denne artikels tilfælde med det særlige indsnævrede statsfokus: hvordan den amerikanske stat både reagere politisk på kapitalens interesser og strukturelle magt samt egen sikkerhedspolitiske situation i konkurrencen med andre stormagter i det anarkiske statssystem.??
  20. Jeg følger her Nathan Sears: ”Anarchy, Technology, and the Self-Destruction Hypothesis: Human Survival and the Fermi Paradox”, i: World Futures, 76:8, 2020, s. 679-610. Se også diskussionen om og kritik af teorier om muligheden af en sådan kosmopolitisk verdensstat/-regering i Joel Wainwright og Geoff Mann: Climate Leviathan. Verson Books. 2018. Denne kritik af den aktuelle mulighed for en sådan stats opståen hænger også sammen med den førnævnte kritik af de ”rationalistsk-optimisiske” forskere, som er fortalere for forskning i og brug af SAI, der i deres idealiserede modeller opererer med en sådan antagelse om en global politisk instans, som vil kontrollere og styre brugen af SAI.
  21. Se også Dana Fisher: Saving Ourselves. Columbia University Press. 2024. Fisher ser også en af de store årsager til at energiovergangen til vedvarende energi går for langsomt, at vi ser denne konflikt mellem den klimakapital-fraktion (vedvarende energi), fossil-kapitalen og finanskapitalen. På den ene sider ser vi den vedvarende energisektor vokse og priserne falde, mens flere og flere virksomheder støtter politikker, som arbejder for en overgang til vedvarende energi. På den anden side arbejder de fossile interesser benhårdt imod en sådan overgang. Bidens store infrastrukturplan – the Inflation and Reduction Act – er for Fisher et klart eksempel på denne ”bipolare” dynamik. Bidens plan rummer netop både investeringer i vedvarende energi, samtidig med at der gives nye tilladelse til boringer samt efterforskning af nye olie og gasfelter. Samtidig har og forsætter den finansielle kapitalfraktion med at investere i den fossile sektor bl.a. pga. de fortsat store profitter i sektoren. For Fisher er årsagen til denne bipolaritet primært politisk bestemt (eks. Joe Manchin og hans relation til fossilkapitalen) og skal forstås ud fra ”instrumentel magt” (lobbyisme, partidonation, politisk-virksomhedsnetværk og svingdør etc.). Herved underteoretiserer hun stat-kapital relationen og spørgsmålet om ”strukturel magt”, som gør det sværere at analysere statens mulige grænser for klimahandling. Se Kevin Young: ”Trump, Biden and Why Elections Don’t Bring Bigger Policy Changes”, i: Trump and the Deeper Crisis (eds.) Michael Schwartz, Kevin Young and Richard Lachmann. Emerald Publishing Limited. 2023, s. 7-39.
  22. For skellet mellem eksistentiel og strukturel krise, se Andreas Malm og Zetkin Collective: White Skin, Black Fuel. Verso Books. 2021, s. 17. De opererer med en brugbar analytisk distinktion mellem ”primitiv akkumulation af fossil kapital” og ”fossil kapital generelt”. Det første henviser til fossilindustrien, altså en fraktion af kapitalklassen, som Surprise og Sapinski beskriver. Den anden betegnelse dækker over alle de kapitalister, størstedelen af kapitalismen, som er afhængig af fossil energi som input og materielt underlag for deres varer, eks. bilfabrikanter, stål- og cementproducenter såvel som tech-virksomheder, der bruger elektricitet, som kommer fra fossil energi. Fossil kapital som en totalitet dækker over disse to distinktioner.
  23. Se Dana Fisher: Saving Ourselves – From Climate Change to Climate Shocks. Columbia University Press. 2024, s. 36-52; Kevin A Young: ”Fossil Fuels, The Ruling Class, And the Prospects for the Climate Movement”, i: Trump and the Deeper Crisis (eds.) Michael Schwartz, Kevin Young and Richard Lachmann. Emerald Publishing Limited. 2023, s. 127-157.
  24. Vi har historisk set et relativt stabilt globalt energimix, dvs. selvom vi i disse år ser en stigende vækst i energi, som kommer fra vedvarende energikilder (især sol og vind), erstatter de ikke fossile brændsler. De sidste udgør stadig ca. 80 procent af energimixet, mens vedvarende energi heriblandt også atomkraft udgør resten. Se Smith: Pandoras Box, s. 94-95. Ifølge Smith er det, fordi den globale energiefterspørgsel vokser så hurtigt, at væksten i vedvarende energi blot udfylder det nye ekstra behov. For kritiske vedvarende energi-forskere som Alexander Dunlap, skal vedvarende energi derfor ikke forstås som ”grøn” eller ”ren”, men derimod som ”Fossil Energi +”, dvs. de er blot med til addere mere energi oven i det allerede eksisterende fossile energiforbrug. Addition og ikke substitution. Samtidig med at vedvarende energi også i sig selv er dybt forurenende i hele forsyningskæden. Se Alexander Dunlap: ”Spreading ’green’ infrastructural harm: mapping conflicts and socio-ecological disruptions within the European Unions transnational energy grid”, i: Globalizations, 20:6, 2023, s. 907-931. Som et konkret eksempel på problemet med tech-kapitalens (uhindrede) akkumulation og ekspansion, energibehov og drivhusgasreduktioner kan vi bruge den hastige udvikling i AI. Fordi AI er ekstremt energiintensiv (træning, brug og justering) og kræver udbygning af nye store datacentre, er Googles drivhusgasudledninger steget med 46 procent over de seneste 5 år og sætter derfor spørgsmålstegn ved deres klimahandlingsstrategi om at nå net-zero i 2030. Se: https://www.theguardian.com/technology/article/2024/jul/02/google-ai-emissions.
  25. Disse løfter indebærer typisk (fremtidige) teknologiske fix som CCS (Carbon Capture and Storage), DAC (Direct Air Capture) o.l., prissætning af CO2, investeringer i vedvarende energi, grøn forbrugerisme, off-setting-planer etc.
  26. Peter Dauvergne og Jane Lister: Eco-Business. MIT Press. 2013. ”Øko-forretning” er en måde at forstå den modsætningsfyldte dynamik på, hvor multinationale selskabers (Walmart, Amazon, Nestle etc.) udvidelse af klimabevidst produktion og ”grønt” forbrug ikke fungerer som en erstatning for en allerede klimabelastende produktion og forbrug, men derimod reelt betyder en, samlet set, forøgelse af den samlede produktion og forbrug af varer. Igen: addition og ikke substitution.
  27. Surprise og Sapinski: “Whose climate intervention?”, s. 546.
  28. Gregor Semieniuk et al.: “Stranded fossil-fuel assets translate to major losses for investors in advanced economies”, i: Nature Climate Change, Vol 12, 2022, 532–538.
  29. Arthur P. J. Mol: “The environmental nation state in decline”, Environmental Politics, 2016, 48-68. Miljøstaten er et deskriptivt og historisk begreb, som især betegner kapitalistiske staters udvikling primært i OECD-lande fra 1960’erne og frem af organisationer, institutioner og praksisser til håndtering af moderne miljøbelastninger. Den fase vi er inde i nu, relateret til neoliberalisering og globalisering, er ifølge Mol kendetegnet ved en generel stagnation og til tider nedgang i miljøstatens kapacitet og magt, eksemplificeret ved nedskæringer i ansatte, budgetter, effektiv regulering og lign. Denne fase er især også kendetegnet ved såkaldt privat-offentlige partnerskaber, hvor dele af statens autoritet overtages af den private kapitals.
  30. Daniel Hausknost: “The environmental state and the glass ceiling of transformation”, i: Environmental Politics, 2020, 29:1, 17-37. Se også Surprise og Sapinski, som i deres strukturelle analyse stat kapital relationen trækker på Nicos Poulantzas og økomarxisten James O’Connor og dennes ”second contradiction of capitalism”: “Whose climate intervention?”, s. 546-549. Hvor Hausknost fokuserer mere på forbrug og livsstil, fokuserer jeg på kapitalens strukturelle magt og produktionssiden. De to ting hænger naturligvis sammen. Som David Frayne påpeger, er forbrug et strukturelt problem: jo mere vores behov opfyldes gennem markedet, dvs. markedsgøres, og kræver penge for at tilfredsstilles, jo mere integreres vi ind i forbrugslogikken og dermed det kapitalistiske produktionssystem. David Frayne: The Refusal of Work – The Theory and Practice of Resistance to Work. Zed Books. 2015, s. 92.
  31. Pepper D. Culpepper: “Structural power and political science in the post-crisis era”, i: Bus. Polit, 2015, 391–409, s. 402.
  32. Kevin Young et al.: ”Capital Strikes as a Corporate Political Strategy”. Eksemplet her er under en økonomiske krise, som kapitalen greb som mulighed for at presse den amerikanske stat. I mere normale tider behøves der ikke være eksplicitte trusler fra kapitalen, som der var under finanskrisen, men derimod blot ytringer om manglende ”business confidence” (tillid til at det kan betale sig at investere), som typisk er nok til at indikere over for den bureaukratiske og politiske elite, at det kan betyde manglende villighed til at investere i økonomien.
  33. Se Kevin A Young: ”Fossil Fuels, The Ruling Class, And the Prospects for the Climate Movement”.
  34. Præmissen er her også, at “grøn vækst” ikke er en reel løsning i virkeligheden på denne modsætning, dvs. den i hastighed og omfang tilstrækkelige og nødvendige afkobling mellem energi- og ressourceforbrug og økonomisk udvikling/vækst målt i BNP. Se også Tim Jackson Prosperity Without Growth. Earthscan. 2009.
  35. Surprise: “Stratospheric imperialism”, s. 145 og 149.
  36. Se Kohei Saito: Slow Down – How Degrowth Communism Can Save the Earth. Weidenfeld & Nicolson. 2024, kapitel 1.
  37. Der er en lang tradition for magtfulde nationers militarisering af vejret og atmosfæren. Roden til klimavidenskabens systemtænkning om Jorden er at finde i den kolde krig og forsøget på at forudsige og kontrollere atmosfæren. Der er en lang tradition for magtfulde nationers militarisering af vejret og atmosfæren. Se Paul N. Edwards: “Entangled histories: Climate science and nuclear weapons research”, i: Bulletin of the Atomic Scientists, 2012, 28-40. SAI skal ses i forlængelse af denne tradition og forbundne historie mellem militæret og en klimaviden, som fører til teknologisk kontrol. Sat på spidsen kan man ifølge Madeleine Fagan, forsker i international politik, sige, at det er den selvsamme systemtænkning i form af videnskaben om jordsystemer (Earth System Science) og planetær måling (data, grafer), som netop sætter scenen for teknokratiske løsninger som geoengineering eller jordsystemsinterventioner (Earth System Interventions): “The Paradox of Anthropocene Inaction: Knowledge Production, Mobilization, and the Securitization of Social Relations, i: International Political Sociology, 2023, 1–21.
  38. Se Sovacool et al.: “The next climate war? Statecraft, security, and weaponization in the geopolitics of a low-carbon future”, i: Energy Strategy Reviews, 45, 2023, s. 2. SE også Morrissey: Avoiding atmospheric anarchy”, s. 294 og 298.
  39. Madeleine Fagan: “The Paradox of Anthropocene Inaction”, s???
  40. Cooper: “Pre-empting Emergence”, s. 125.
  41. Danielle N. Young: “Considering stratospheric aerosol injections beyond an environmental frame: The intelligible ‘emergency’ techno-fix and preemptive security”, i: European Journal of International Security, 2023, 8, 262–280. Se også Floyd: ”Solar Geoengineering”, som ser SRM/SAI som den totale sikkerhedsliggørelse af klimaet, s. 5. Floyd forsøger at diskutere spørgsmålet om, hvorvidt SAI reelt kan blive en moralsk forpligtelse for stater at udrulle dvs. den moralske ret til at sikkerhedsgære klimaet.
  42. Young: “Considering stratospheric aerosol injections beyond an environmental frame”, s. 269-273.  Om betydningen af at “frame” klimaforandringer som krise og undtagelse i relation til SAI, se også Nils Markusson et al.: ” “‘In case of emergency press here’: framing geoengineering as a response to dangerous climate change”, i: WIREs Clim Change, 2014, 5:281–290.
  43. Om klimachok som katalysator for samfundsforandring, se Dana Fisher: Saving Ourselves. Columbia University. 2024. Fisher analyserer dog ikke muligheden for, at den amerikanske stat kan gøre brug af SAI og lignende teknofix.
  44. De to sikkerhedspolitiske forskere Duncan McLaren og Olaf Corry betegner dette scenarie som ”samfundsmæssig sikkehedsgørelse af klimaet”. SAI kan ses som et udtryk for ”geomagt”, dvs. den amerikanske stats sikring af betingelserne for samfundets fortsatte energiintensive livsstil. Duncan McLaren og Olaf Corry: “’Our Way of Life is not up for Negotiation!’: Climate Interventions in the Shadow of ‘Societal Security’”, i: Global Studies Quarterly, 2023, 3, 1–14
  45. Det er samtidig klart at militarisering af SAI og den samfundsmæssig sikkerhedsgørelse af klimaet også hænger sammen med det faktum, at amerikansk hegemoni er baseret på militær kapacitet (baser og materiel) og tilstedeværelse i verden, som omvendt er betinget brugen af fossil energi. Det amerikanske forsvar udledte i 2021 51 millioner tons CO2, hvilket ca. svarer til Sveriges samlede udledninger. Med over 750 oversøiske baser fordelt på 80 lander, kommer en stor del af dets drivhusgasudledninger fra flybrændstof. Se: https://www.theatlantic.com/science/archive/2024/01/military-emissions-climate-cop28/677151/
  46. Den globale økonomis ulighed lader sig oversætte til ”karbon-ulighed”. Sidste år kom Oxfam med en rapport, Climate Inequality, som (igen) pointerede det åbenlyse faktum, at den superrigeste 1 procent var ansvarlig for 16 procent af de globale karbon-udledninger, hvilket svarer til udledningerne fra de fattigste 66 procent af menneskeheden (5 milliarder mennesker).
  47. Se Saito: Slow Down.
  48. Morrisey: ”Avoiding atmospheric anarchy”, s. 296 og 300.
  49. Denne dialektik kan vi med Kohei Saito formulere lidt mere generelt som et iboende problem ved teknologiske fix under kapitalismen: ved at løse ét økologisk problem i systemet skaber det samtidig nye problemer et andet sted i systemet, som potentielt kan blive endnu værre i skala og omfang. Teknologiske fix er derfor en del af, hvad han betegner som ”stofveksel skift”, dvs. løsninger som forskyder økologiske problemer i tid og rum. Se Slow Down. Side??
  50. Se Sovacool et al.: “The next climate war? Statecraft, security, and weaponization in the geopolitics of a low-carbon future”, s. 1-2 og 12-13. Den “første klimakrig” var for dem, følgende klimaforskeren Michael Mann, en blød krig: kampen om ideer og viden.
  51. Jeg trækker her på Rebecca Hersmans analyse af de forskellige måder, som eskalering mod atomkrig kan ske i dag i en multipolær verden med ni atommagter og regionale konflikter. Ifølge Hersman er sikkerhedsdilemmaet eller ”paradokset” nu, at der kan ske et pludseligt spring fra det sub-konventionelle niveau, hvad hun betegner som ”gråzoner” mellem stats- og krigsførelse (eks. cyber-angreb, dis-informationskampagner, deep fake etc. muliggjort af nye digitale teknologier som AI), som alle stater nu bruger som en del af deres strategi for at fremme egne interesser, til konventionel krigsførelse og dermed risikoen for atomkrig. Jeg fokuserer dog på stormagtskonflikt og ikke på regionale konflikter, som hun gør, hvilket har den specifikke konsekvens, at truslen om brugen af atomkrig foregår mellem to stormagter, som hver vil have kapaciteten for andet modangreb ligesom med mod-geoengineering. Det gør sig ifølge Hersman ikke på samme måde gældende for mindre atommagter som Nordkorea og Israel, hvilket vil sige, at i fraværet af at kunne lave et modangreb, kan det accelerere en krise, da den enkelte stat er nødt til at være den første, som angriber. I den forstand er min analyse af eskalering nok også lidt for ”traditionel” (læs: lineær) end Hersmans ide om ”ormehul eskalering”. Se Rebecca Hersman: ”Wormhole Escalation in The New Nuclear Age”, i: Texas National Security Review: Volume 3, Issue 3, 2020, s. 91-109.
  52. Se Morrissey: ”Avoiding atmospheric anarchy”, s. 304-305.
  53. Når først teknologien er implementeret af en enkelt stat, og den får lov at virke uhindret et stykke tid, opstår der også den mulighed, at den implementerende stat altid kan true med ”terminations-chokket”, dvs. den pludselige afslutning af SAI programmet. Det vil betyde, hvis ikke der er sket seriøse reduktioner i drivhusgasudledninger i mellemtiden, en pludselig opvarmning igen. Denne opvarmning vil gå langt hurtigere og være katastrofal i forhold til forsøg på klimatilpasning??

    Den geopolitiske vinkel på terminations-chokket supplerer Andreas Malms analyse, som netop har fokus på, hvordan SAI som teknologisk løsning selv fører til dette punkt i kraft af tendensen mod stigende negative sideeffekter.

  54. Sovacool et al.: “The next climate war? Statecraft, security, and weaponization in the geopolitics of a low-carbon future”, s. 11. Det er samtidig Alan Robocks, en af de førende videnskabsfolk i de klimatiske effekter af både solar geoengineering og atomkrig, største bekymring i forhold til udrulningen af SAI. BAS: “Cloud control, Climatologist Alan Robock on the effects of geoengineering and nuclear war”, i: Bulletin of the Atomic Sciences, 2015, s. 3.
  55. Sears, Nathan Alexander: ”Anarchy, Technology, and the Self-Destruction Hypothesis: Human Survival and the Fermi Paradox”, i: World Future, 2020, 579-610.
  56. For en kritik af ”troen på” en verdensregering som international politisk udvikling og endemål, se Joel Wainwright and Geoff Mann: Climate Leviathan – A Political Theory of Our Planetary Future. Verso. 2020, kapital 6.
  57. Wilhelmsoon, Andreas and Baum, Seth D.: “Public health and nuclear winter: addressing a catastrophic threat”, i: Journal of Public Health Policy, 2023, 360–369, s. 362.
  58. Robock, Alan and Toon, Owen Brian: “Self-assured destruction: The climate impacts of nuclear war”, i: Bulletin of the Atomic Scientists, 2012, 66-74, s. 69. Scenariet er inden for mulighedernes verden i forhold til det arsenal af atomvåben, som eks. USA, Rusland og Kina besidder, eks. vil brugen af 4000 atomvåben på 100 kiloton mod industrielle og tætbeboet mål, betyde skabelsen af ca. 180 millioner tons sod.
  59. Herbert Marcuse: One-Dimensional Man. Beacon Press. 1964, s. 16-17. For en brug af Marcuses kritik af teknologisk rationalitet i relation til SAI, se Ryan Gunderson et al.: ”The Political Economy of Geoengineering as Plan B: Technological Rationality, Moral Hazard, and New Technology, i: New Political Economy, 2019, 24:5, s. 696–715. For en uddybning af hvad der kunne konstituere en marxistisk funderet ”afvisningens teknopolitik” se bl.a. Nick Dyer-Witheford et al.: Inhuman Power. Pluto Press. 2019, og Kohei Saito: Marx in The Anthropocene. Cambridge University Press. 2022.