Psyke, arbejde, klima

Vores helbred afhænger af balancen mellem krop og sind og omverden. Jobbet spiller her en central rolle, da det optager det meste af vores tid og kræfter. De senere års ændringer i arbejdets organisering har svækket de faglige fællesskaber og øget individets isolation og usikkerhed – og forøget risikoen for psykosomatiske lidelser.

Af Klaus Krogsbæk

Forskerne kan dokumentere en forbindelse mellem hjernen og immunsystemet, der betyder, at vores psyke og vores relationer til omverdenen har betydning for vores fysiske helbred. Således kan længerevarende stress føre til forstyrrelser af immunsystemet, som i værste fald kan lede til bl.a. kræft og hjerte-kar-sygdomme. Helbredet afhænger altså af vores forhold til omverdenen, og i den forbindelse spiller jobbet naturligvis en stor rolle. Igennem en årrække er presset på individet steget, samtidig med at de faglige og kollegiale fællesskaber er blevet svækket.

Bag denne udvikling ligger virksomhedernes evige jagt på gevinstmaksimering. Resultatet er et konstant vokseværk, som presser individ og samfund, ikke mindst mentalt. Vi skal hele tiden præstere, men føler os alligevel utilstrækkelige.

Vokseværket breder sig ikke alene ind i menneskets krop og sind, men også op i atmosfæren. I dag står vi over for udledninger af drivhusgasser i et omfang, som betyder drastiske forandringer af menneskers liv på kloden. Vi ser således ind i en bio-psyko-social-økologisk sammenhæng, som strækker sig fra den menneskelige organismes immunsystem over hjernen og psyken til de sociale relationer og samfundsmæssige forhold, der, med gevinstmaksimeringen som katalysator, er på vej til at ødelægge både menneske og natur. Denne artikel er et spædt forsøg på at belyse denne sammenhæng og konsekvenserne heraf.

Det mentale helbred og vaccinerne

Vi ved, at biologiske og fysiske faktorer har haft betydning for effekten af vaccinationerne mod Covid-19. Men baseret på, hvordan vaccinationer mod andre sygdomme virker, mener forskerne, at også vores mentale helbred og stressniveau har betydning for immunsystemets reaktion på vaccinerne. I artiklen ’Don’t worry, be happy: how your state of mind could affect your Covid jab’ i The Guardian fra 2021. gennemgår David Robson en række undersøgelser, som peger i denne retning.¹

Eksempelvis en undersøgelse fra 1990 med en gruppe medicinstuderende, som blev vaccineret mod hepatitis B (leverbetændelse) midt i en hektisk eksamensperiode. Selvom vaccinen normalt kræver tre stik i løbet af syv måneder, begyndte en fjerdedel af de studerende at udvikle målbare niveauer af antistoffer allerede efter den første dosis. Deres fællestræk var et markant lavere angstniveau end blandt de øvrige studerende. Den afslappede tilgang syntes således at have fremmet en hurtigere respons.

Noget kunne tyde på, at influenzavaccine også virker dårligere på personer udsat for langvarig stress. I en undersøgelse af ældre med ansvar for pleje af deres demente ægtefælle steg antallet af antistoffer betydeligt fire uger efter indsprøjtningen hos blot 38 pct. af deltagerne – sammenlignet med hele 66 pct. af medlemmerne af en kontrolgruppe med tilsvarende alder og økonomisk status. Den kroniske stress lader desuden til at svække antistoffernes virkning over tid; så personer med kronisk stress må ikke alene vente længere på, at vaccinen virker fuldt ud, men også finde sig i, at virkningen forsvinder hurtigere. Også søvnmangel og dårlig søvnkvalitet – der ligeledes kan være forbundet med stress – har betydning for vaccinens varighed.

Samværet med andre mennesker har også betydning. Personer med et svagt socialt netværk lader til at være dårligere beskyttet end andre. Effektiviteten af vaccinen kan endog afhænge af, hvordan det går i parforholdet; en undersøgelse tyder på, at immunresponsen på en influenzavaccine er mere effektiv blandt lykkelige ægtepar end blandt dem uden følelsesmæssig nærhed. Ensomhed kan altså ikke alene true humøret, men også helbredet.

Jeg kender ikke til lignende nyere undersøgelser i forbindelse med Covid-vaccinationer, men der er grund til at forvente, at de ovenstående faktorer også vil være relevante i denne sammenhæng: ”Det er de samme processer, der sættes i gang i immunsystemet, så jeg ville forvente at se lignende effekter,” siger professor Anna Whittaker, der studerer adfærdsmedicin ved ’University of Stirling’ til David Robson i The Guardian. Whittaker understreger, at selv om den gennemsnitlige effektivitet er meget høj for Covid-vaccinationerne, vil stress for nogle individer kunne reducere beskyttelsen – især hvis de i forvejen har andre risikofaktorer som høj alder eller fedme.

Psykoneuroimmunologi

Vaccinernes forskellige virkning afhængigt af de bio-psyko-sociale faktorer giver os et fingerpeg om en sammenhæng mellem individets sind og krop og mellem individet og verden udenfor. Og takket være det relativt nye tværfaglige forskningsområde, psykoneuroimmunologi, kan denne sammenhæng dokumenteres, og der kan føres videnskabeligt bevis for, at psykologiske faktorer som stress kan påvirke immunsystemet med konsekvenser for helbredet.

Professor Bobby Zachariae bidrager i lærebogen ’Klinisk Sundhedspsykologi’² med et kapitel om psykoneuroimmunologi og forklarer nærmere om sammenhængen mellem hjerne, psyke og immunsystem.

Historisk opfattede man immunsystemet som et relativt selvstændigt forsvar af organismen – mod indtrængende bakterier og andre mikroorganismer – uden væsentlig indflydelse fra andre dele af kroppen, men i 1970’erne begyndte man for alvor at forske i sammenhængen mellem psyke og immunforsvar.

En undersøgelse viste, at hvis mus fik sukkervand sammen med et immunhæmmende stof, lærte de at forbinde smagen af sukkervand med den immunhæmmende effekt. Da musene senere blot fik sukkervand, reagerede de således med en stærkt nedsat immunrespons. Der var altså tale om en betinget – en tilvænnet – svækkelse af immunsystemet.

Denne og anden forskning i mulige sammenhænge mellem de psykologiske processer, hjernen og immunsystemet førte i 1981 frem til introduktionen af begrebet psykoneuroimmunologi; og dermed også til et skifte i forståelsen af sundhed – fra en mere snæver biomedicinsk til en bredere bio-psyko-social model. I dag efter yderligere 40 års forskning i sammenhængen mellem krop og psyke foreligger der videnskabelig dokumentation for, at psykologiske og sociale forhold kan have betydning for, hvordan en række somatiske sygdomme udvikler sig i individet.

Psykoneuroimmunologi beror på, at den menneskelige organismes enkelte systemer – fx centralnervesystem, hjerte-kar-system, hormonsystem, immunsystem – arbejder sammen med henblik på at sikre organismen bedst muligt. Når organismen udsættes for belastninger, kan den indre ligevægt kun opretholdes, hvis de forskellige systemer kommunikerer indbyrdes.

De seneste årtiers forskning har således dokumenteret kommunikationsforbindelser fra centralnervesystemet til immunsystemet – og den modsatte vej. Der er påvist nerveforbindelser mellem centralnervesystemet og organer og væv med betydning for immunsystemet (bl.a. knoglemarven, brislen, milten og områder i tarmen), og centralnervesystemet kommunikerer desuden ad flere veje med slimhinder og hud, som også betragtes som immunologiske organer.

Kommunikationen udveksles ved hjælp af informationsstoffer³ og modtagere, såkaldte receptorer, som sidder på immunsystemets celler. Disse biokemiske forbindelser danner et ’psykosomatisk netværk’ (Zachariae), hvorigennem kognitive og emotionelle processer kan påvirke organismen, herunder immunsystemet. Hensigten er at respondere på ydre og indre belastninger og opretholde organismens ligevægt.

Som nævnt går informationsstrømmen begge veje. Centralnervesystemet kan kun regulere immunsystemet og de øvrige systemer, fordi det modtager feedback fra disse. Immunsystemet kan således fremme en ’immuninduceret motivationel tilstand’ – dvs. en tilstand med nedsat aktivitet, som kan være afgørende for organismens muligheder for at bekæmpe sygdom; eksempelvis kan feber begrænse de aktiviteter, som ikke har en betydning for bekæmpelse af en infektion.

Forskerne kan altså dokumentere forbindelser mellem hjernen, immunsystemet og organismens øvrige systemer. Forbindelsen betyder, at psykologiske og sociale faktorer kan påvirke immunfunktionen og få betydning for helbredstilstanden. Derfor kan også stress få konsekvenser for immunsystemet og føre til immunrelaterede sygdomme. Her skal vi interessere os for den længerevarende stress, som kan forbindes med en generel reduktion af immunitet.

Organismen reagerer med en stressrespons i forsøget på at tilpasse sig eventuelle stressorer,⁴ fordi den menneskelige organisme – som tidligere nævnt – altid vil bestræbe at opretholde en indre ligevægt på trods af ydre påvirkninger. Det gælder også i tilfælde af længerevarende stress, hvilket dog kan føre til en alvorlig trussel for helbredet, fordi der er store biologiske omkostninger forbundet med de vedvarende forsøg på at genoprette organismens ligevægt, eksempelvis ved frigivelse af stresshormoner. Forhøjet kortisol-niveau kan over længere tid således få negativ betydning for helbredet bl.a. ved skadelig virkning på hjernens kognitive funktioner (evnen til at erkende, tænke og erfare).

Immunsystemet har evnen til at op- og nedregulere under forskellige omstændigheder. Men hvis disse reguleringsmekanismer aktiveres hyppigt over lang tid – for at håndtere en længerevarende stress – sker det altså ikke uden alvorlige biologiske omkostninger og kan eksempelvis føre til øget modtagelighed over for infektioner, øget inflammation (betændelse) og allergiske reaktioner.

Kort sagt kan længerevarende stress resultere i en dårlig regulering af immunologiske processer og medføre forskellige risici for helbredet. Nogle dele af immunsystemet vil blive nedreguleret med større risiko for infektioner – og for kræftsygdomme. Andre vil blive opreguleret med større risiko for hjerte-kar-sygdomme, autoimmune sygdomme, kræftsygdomme og depression.

Psykoneuroimmunologien hjælper os altså med at forstå den bio-psyko-sociale-sammenhæng; altså at vores helbred afhænger af ligevægt i den fysiske organisme (’homøostase’), af forholdet mellem krop og sind og af individets forhold til omverdenen.

Og her spiller jobbet en vigtig rolle, eftersom det optager så meget af vores tid og kræfter; der er derfor god grund til at se nærmere på forholdet mellem arbejde, individ og helbred. Nedenfor fokuserer jeg på en overset, men central faktor i den forbindelse, nemlig de forandringer i produktionen og arbejdets organisering, som over en årrække har ført til en svækkelse af de faglige og kollegiale fællesskaber, øget individets isolation og usikkerhed og i sidste ende forøget risikoen for psykosomatiske lidelser.

Forandringer i produktionens organisering

Igennem snart mange år har dele af arbejdsmarkedet været kendetegnet af de såkaldte prekære job, altså job uden garanti for et bestemt antal timer, en bestemt løn, ferie eller betaling under sygdom – og ofte i et usundt arbejdsmiljø. Det drejer sig eksempelvis om de såkaldte nultimers-kontrakter, om freelancere, vikaransættelser og falske selvstændige, de såkaldte ’arme og ben-firmaer’. Og det gælder ikke mindst i brancher som hotel og restauration, byggeri, transport og service i bred forstand.

Selvom sådanne prekære jobområder udgør en mindre del af arbejdsmarkedet,⁵ er de måske alligevel udtryk for en generel tendens. For også på det ordinære arbejdsmarked hersker i dag, hvad der er blevet kaldt en ’daglig undtagelsestilstand’, og hvad adjunkt ved Salzburg Universitet Dr. Stefanie Hürtgen kalder en ’ikke-normal normalitet’.⁶ I teksten ’Glokale Produktion und Dauerkrise in der Arbeitswelt‘⁷, som jeg i dette afsnit tager afsæt i, beskæftiger Hürtgen sig med de senere årtiers forandringer i produktionens organisering;⁸ forandringer kendetegnet af centralisering af økonomisk magt og beslutningskompetence – og omvendt af organisatorisk fragmentering af produktionsprocesser og udførende led.

Fragmenteringen af produktions- og arbejdsprocesserne har internt i virksomhederne taget form af økonomisk adskilte enheder såsom produktionsafdelinger, servicecentre og arbejdsgrupper. Eksternt har de taget form af outsourcing af bestemte produktions- og servicefunktioner til underleverandører, og i den offentlige sektor har de taget form af udlicitering af funktioner eller direkte privatisering af disse. Underleverandørerne er ofte også fragmenteret i en dynamisk pyramide af virksomheder – eksempelvis i logistik- og servicesektoren – med modsvarende muligheder for koncentration af ejerskab og beslutningskompetence.

Typisk afkræves underleverandører en fleksibilitet (fx i pris, levering, kvalitet og kvantitet), så de kan fungere som buffere ved udsving i efterspørgslen. Af den italienske sociolog og historiker Marco Revelli låner Hürtgen billedet af den moderne organisering af produktionen som en røgsky:⁹ flygtig, fleksibel og i konstant forandring med henblik på at matche de turbulente og svært forudsigelige markedsbevægelser. For lønmodtagerne har konsekvenserne af denne udvikling været store. Den organisatoriske fragmentering, den samtidige digitalisering og teknologiske udvikling og det konstante fokus på fleksibilitet opleves af den normalt beskæftigede lønmodtager netop som en ’daglig undtagelsestilstand’ med en gevinstorienteret trimning af produktions- og arbejdsprocesser.

Samtidigt opleves et permanent pres på de omkostninger, der er forbundet med arbejdskraften – løn, arbejdstid, arbejdsforhold, pension, faglig indflydelse m.v. Overalt har den strukturelle og organisatoriske opdeling af virksomhederne medført forandringer af løn- og arbejdsforhold og ofte ført til en forringelse af disse forhold og af lønmodtagernes faglige organisering. Dette har da også i mange tilfælde været et selvstændigt motiv for virksomhedernes opdeling og udskilning af funktioner og afdelinger.

Som tidligere nævnt modsvares fragmenteringen af de udførende led af en centralisering af beslutningskompetencen og den økonomiske magt. For at kunne bevare overblik og magt over processen er kontrol og styring centraliseret. De digitale teknologier spiller en stor rolle i den forbindelse, da de muliggør en næsten øjeblikkelig måling og sammenligning af arbejds- og produktionsresultater for alle relevante produktionsenheder overalt på kloden. En vigtig forudsætning herfor er en organisatorisk og teknologisk standardisering, som på tværs af grænser kloden over ensarter maskinparker, produktionsprocesser, arbejdsgange, kontrol- og målesystemer.

Den ’konstante undtagelsessituation’ gør sig også gældende i forhold til arbejdsproduktet. Hele tiden må der omarbejdes, repareres, returneres eller tilsløres. I næsten alle brancher kritiserer medarbejderne, at både underleverancer og egne arbejdsprodukter bliver dårligere som følge af konstante besparelser på personale og materiel.
– Stefanie HürtgenMålingen organiseres som en permanent sammenligning af de forskellige produktionsenheder og rækker helt ned til de enkelte afdelinger, produktionslinjer, grupper, teams og individuelle medarbejdere. Måling af arbejdsprocessen sker ofte via digital kontrol, hvor eksempelvis et kontrolpanel, et keyboard, en mobiltelefon eller PDA (personlig digital assistent) kan være kodet med henblik på separat og personlig registrering. Der måles eksempelvis på ansvarlighed for produktionen (ex omkostninger, effektivitet, fleksibilitet, kvalitet, kundetilfredshed osv.) og for ansættelsesforholdet (ex fravær og punktlighed); måleresultaterne kan – afhængig af branche, overenskomstforhold m.v. – få konsekvenser for aflønning og ansættelsesforhold. Den numeriske og digitale måling følges op af samtaler med henblik på optimering og evaluering og af en omfattende dokumentationspligt (ofte i standardiserede elektroniske formater).

De enkelte enheder i en koncern konkurrerer ofte indbyrdes med hinanden og ’benchmarkes’¹⁰ derfor på deres effektivitet. Enhedernes metoder og processer, produkter og services sammenlignes eksempelvis på kvalitet, tid og omkostninger og holdes op mod standarder og ’best practice’¹¹. Paradoksalt nok medfører den fleksible organisering af produktionen således ikke blot en opdeling og adskillelse af arbejdskraften, men også vis form for sammenføring af denne; altså en samtidig udvidelse og sammentrækning som følge af omdannelsen af samarbejdet til et middel for den indbyrdes konkurrence lønmodtagerne imellem.

I den trimmede og fleksible organisering af produktionen er det, ifølge Stefanie Hürtgen, ”frem for alt stadigt kortere produktcyklusser, pres fra deadlines og et hektisk arbejdsklima, der bestemmer den almindelige arbejdsdag. Utilstrækkelig bemanding og alt for stramme tids- og ressourceplaner støder sammen med konstant skiftende optimeringsstrategier og -kampagner samt hyppige organisatoriske og teknologiske omstillinger. Omstruktureringen af den glokale¹² produktionsorganisation afspejles i en permanent ’særlig’ præstation fra de ansatte: Ekstra arbejdsindsats, flere opgaver, særlige skift og arbejdstider.

„Den ’konstante undtagelsessituation’ gør sig også gældende i forhold til arbejdsproduktet. Hele tiden må der omarbejdes, repareres, returneres eller tilsløres. I næsten alle brancher kritiserer medarbejderne, at både underleverancer og egne arbejdsprodukter bliver dårligere som følge af konstante besparelser på personale og materiel. Den digitale kontrol kræver dokumentationspligt, som ofte betyder et betydeligt tidsforbrug og står i vejen for det ’egentlige arbejde’.¹³

Den digitale styring øger kvantificeringspresset – på trods af de fremhævede kvalitetsstrategier: Alt bliver målt og vejet lige fra kundekontakter til ny belægning af sengepladser, hele ordrer og enkelte dele. Disse målsætninger skal opnås og tackles under konstant skiftende krav. Presset opstår ikke alene på grund af mulige direkte ulemper (fx tab af ordrer, eventuelt mindre lønudbetaling). Det kommer ikke mindst, fordi det altid handler om fremtiden for afdelingen eller arbejdspladsen som helhed. Derfor er det ofte de ansatte selv, der stiller større krav til deres eget arbejde – med konsekvenser ikke kun for dem selv, men også for forholdet til deres kolleger: Det handler mere og mere direkte om at holde trit med og ikke svigte teamet eller afdelingen. I den vedvarende tilstand af meget fleksible og korte intervaller mindskes samtidigt muligheder og ressourcer for kollegial udveksling.‟¹⁴ Således Hürtgen.

Konsekvenser for individet

Forandringerne i produktionens organisering har altså på den ene side ført til en centralisering af økonomisk magt og strategisk beslutningskompetence og på den anden side til en fragmentering af produktionsenheder og udførende led. Midlet til at indgå i den skærpede konkurrence på markedet har været en skærpet konkurrence internt i virksomhederne ved hjælp af interne målinger og sammenligninger. Både mellem forskellige enheder og de ansatte og gjort mulig af standardiseringen og den digitale teknologi. Det konstante krav om øget effektivitet og fleksibilitet opleves af de ansatte som en ’daglig undtagelsestilstand’, hvor arbejdspladsens eksistens afhænger af din egen indsats. De ansatte afkræves således et stort engagement og et højt tempo i et job præget af hyppige deadlines, udbredt kontrol og begrænset autonomi.

For individet er resultatet af alt dette et højt stressniveau og en udbredt overbelastning, som indebærer en række risici i forhold til helbredet – ikke mindst hvad angår hjertekarsygdomme, muskelskeletlidelser, depression og angst. Adskillige undersøgelser viser en forbindelse mellem hjertekarsygdomme og arbejdsrelateret stress. Et studie har vist en cirka 50 procent forøget risiko for hjertekarsygdom hos personer, som oplever stress på deres arbejde.¹⁵ Også muskelskeletlidelser – ikke mindst lidelser i nakke, skulder og lænd – er ofte forbundet med arbejdsrelateret stress og overbelastning. Rygsmerter er voldsomt udbredt og kan i sammenhæng med depression og angst plage livet igennem.

Arbejdets faktiske og praktiske virkelighed får således konsekvenser for individets personlighed og psykosomatiske sammenhæng. Den umiddelbare fysiske og psykiske ubehagelighed, som vi føler i mødet med ’modstanden fra virkeligheden’, risikerer at forkrampe sig i krop og psyke og føre til sygdom og lidelser.Der er påvist er en nær forbindelse mellem overbelastning på jobbet og stress og depression. Psykologisk er stress kendetegnet ved anspændthed og ulyst. Ved en stressbelastning over længere tid aftager anspændtheden (aktiviteten i det sympatiske nervesystem nedsættes, mens den tager til i det parasympatiske nervesystem). En langvarig stresstilstand kan derfor føre til en opgivende adfærd med resignation og dårlig håndtering af stress. Dette kaldes ’tillært hjælpeløshed’, som kan overgå i en passiv tilstand præget af ulyst og egentlig depression¹⁶, som er beslægtet med udbrændthed.

Udbrændthed viser sig i form af kronisk træthed, mangel på energi og passiv adfærd. Man føler sig slidt op. Udbrændthed karakteriseres – som depression – af lavt selvværd, manglende interesse og motivation. Man føler ikke, at man får noget gjort færdigt. Udbrændthed er i højere grad end depression også karakteriseret af en følelse af fysisk, kognitiv og emotionel udmattelse og har en lammende effekt på ens evne til at handle aktivt – både på jobbet og udenfor. Hos personer med udbrændthed erstatter ’depersonalisering’ (udvikling af ligegyldighed eller direkte kynisme over for andre¹⁷) den tidligere entusiastiske deltagelse, engagementet og forpligtelsen.

Udbrændthed kan opstå som følge af konflikter og samarbejdsproblemer på jobbet. Man føler måske, at man ikke har kontrol over mængden eller arten af sine arbejdsopgaver, at ansvaret er for stort, og at man ikke gør sit arbejde godt nok. Det kan også være, at ens værdibegreber – ambitioner, idealer og forventninger – ikke stemmer overens med arbejdspladsens.¹⁸

Modstanden fra virkeligheden

Stress, depression og udbrændthed hører følelseslivet til og berører hele personen. At håndtere følelser hører således ikke alene til de job, hvor man har med mennesker at gøre (fx sundhedssektoren). Følelser er en del af ethvert arbejde. Følelser og moral spiller således sammen: Føler vi os behandlet i overensstemmelse med vores forventninger og gældende normer? Føler vi os godt eller dårligt behandlet? Føler vi os ydmyget og uretfærdig behandlet, kan vi blive harmfulde og vrede, og vi risikerer at blive udbrændte.

Problemerne kan dog ikke reduceres til dårlig ledelse, selv om det ofte spiller en rolle. Grundlæggende skal årsagerne til stress, depression og udbrændthed findes i selve arbejdsprocessen, der sætter krop, intellekt og følelser i sving og tester alle sider af personligheden – også de mere ubevidste.

Individet bliver således testet, hver eneste gang det står over for vanskeligheder på jobbet og møder det, den franske professor i arbejdspsykologi Christophe Dejour kalder ’modstanden fra virkeligheden’.¹⁹ Vi kender alle mange eksempler. Når vi oplever alt for få ressourcer, urealistiske krav, mangelfuld kommunikation, uklare målsætninger, nye retningslinjer, skiftende meldinger, uhensigtsmæssige regler, utilstrækkelig instruktion, gentagne afbrydelser, nedbrud på maskiner, forkerte materialer, dårlige redskaber, inkompetent ledelse eller uvillige kolleger og meget mere. Kort sagt, når vi møder ’modstand fra virkeligheden’ af fysisk og materiel karakter eller fra mellemmenneskelige relationer og sociale forhold.

For at kunne løse problemerne og overkomme de daglige små ubehagelige overraskelser må vi for alvor involvere vores krop, intellekt og følelser i arbejdet. Når vi engagerer hele vores person, betyder det selvsagt, at personligheden bringes i spil, hvilket vil sige det konkrete samspil mellem netop ens krop og sind. Dermed opstår der risiko for, at vores selvkontrol forstyrres og svækkes, eftersom personligheden også indeholder mere skjulte følelser, drifter og behov. Disse ofte ubevidste sider kan sættes i bevægelse af ’modstanden fra virkeligheden’ og true individets kontrol over sig selv.

Arbejdets faktiske og praktiske virkelighed får således konsekvenser for individets personlighed og psykosomatiske sammenhæng. Den umiddelbare fysiske og psykiske ubehagelighed, som vi føler i mødet med ’modstanden fra virkeligheden’, risikerer at forkrampe sig i krop og psyke og føre til sygdom og lidelser.

Usikkerheden er i dag normaltilstanden på hele arbejdsmarkedet. Dels fordi dele af arbejdsmarkedet har store problemer, der fortjener en særlig opmærksomhed – eksempelvis de tidligere nævnte prekære jobområder. Dels fordi rammevilkårene er forringet gennem en årrække – eksempelvis i form af svækkede overenskomstforhold og forringede kompensationsordninger. Men også fordi svækkelse og afvikling af kollegiale sammenhænge og fællesskaber og større udsættelse og eksponering af individet har ført til en isolation og eksistentiel usikkerhed i forbindelse med selve udførelsen af arbejdet. Psykisk overladt til sig selv frygter mange ikke at kunne magte deres arbejdsopgaver selv på kort sigt. De frygter at blive overbelastet i både krop og sind.

Gevinstmaksimeringens betydning for mentaliteten

Bag presset på individet og de faglige fællesskaber ligger behovet for økonomisk vækst. Virksomhederne er tvunget til at vokse for at klare sig i konkurrencen på markedet. De har derfor brug for kapital. Af den grund er produktion, salg og forbrug tilrettelagt med henblik på et så stort økonomisk udbytte som muligt. Udbyttet investeres som kapital tilbage i virksomheden, og produktion, salg og forbrug kan nu gentages i et større omfang med henblik på et større udbytte. Derefter kan hele processen så igen begynde forfra med en endnu større produktion og et endnu større udbytte. Det er skruen uden ende for at få forvandlet penge til flere penge, til endnu flere penge osv.

Den uendelige kapitaltilvækst og kampen om kunderne afspejles i de anerkendte dyder: præstation og konkurrence. Derfor fremstår elitesportsudøveren også som vore dages rollemodel. For på samme måde som den ene medalje kun er et skridt frem mod den næste for elitesportsudøveren, er den ene markedsgevinst kun et skridt frem mod den næste for såvel virksomhedslederen som lønmodtageren. Det handler om at få ordren frem for konkurrenten, at få jobbet frem for kollegaen – kort sagt, at vinde over de andre.

Denne mentalitet sætter selvfølgelig spor i hver enkelt af os og i vores forhold til hinanden på samme måde som angsten for det nederlag, der lurer bag et hvert håb om sejr også sætter spor i os.

I sin bog Præstationssamfundet behandler nu afdøde sociolog Anders Petersen præstation som ideal for det gode liv. I dag skal du være aktiv og kunne præstere konstant. For perfektion er en proces, som du aldrig når i mål med. Hver eneste dag skal du blive en lidt bedre version af dig selv og hele tiden være parat til at ’disrupte’ og modulere dig selv. Så du bedre kan klare dig i konkurrencen på de mange markeder for job, uddannelse, dating osv. Denne evige jagt på det perfekte efterlader selvfølgelig individet med en følelse af utilstrækkelighed.

Skal vi omsætte denne erkendelse til handling, må vi gribe ind i nogle af de grundlæggende mekanismer i vores økonomi; for den er lige så afhængig af vækst, som fisk er afhængig af vand.Højskolelærer Christian Hjortkjær beretter i bogen Utilstrækkelig, hvordan de unge føler sig forkerte, når de gør det rigtige. De føler nemlig, de burde have ydet endnu mere. Utilstrækkelighedsfølelsen er derfor grænseløs for den pligtopfyldende. Hjortkjær nævner et eksempel fra DR-dokumentaren ’De perfekte piger’, hvor en af deltagerne har en seddel på sin computer: ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”, og ser det som et billede på, hvordan det er at være ung i dag. Og – vil jeg tilføje – et billede på en tilværelse, hvor individet i høj grad underlægges præstation og konkurrence, vækst og penge.

Sedlen på pigens computer er en oversættelse af et gammelt citat af Benjamin Franklin, som stod i spidsen for den moderne kapitalisme ved USA’s fødsel. Dengang, som nu, afspejler det målsætningen om den evige kapitaltilvækst. Ligesom Anders Petersen og Christian Hjortkjærs beretninger om præstationstrang og utilstrækkelighedsfølelse viser, hvordan denne målsætning i dagens Danmark arbejder sig helt ind i den menneskelige psyke. Ikke mindst på jobbet hvor krav og forventninger ofte overstiger kapaciteten. Alt for mange oplever høje psykiske belastninger og får stress, angst eller depression, hvilket igen risikerer at føre til fysisk sygdom.

Hvad der stresser individet, stresser også kloden

Resultatet af dette konstante vokseværk er et voldsomt pres på individ og samfund. Og på natur og klima.

Ifølge The Guardian forudsiger flere hundrede af verdens førende klimaeksperter, at den globale temperatur i dette århundrede vil stige med mindst 2,5 grader celsius sammenlignet med førindustrielle niveauer. Dette overstiger langt den internationale aftalte grænse for temperaturstigning og vil medføre katastrofale følger for menneskeheden og planeten. Næsten 80 procent af de adspurgte forskere, som alle er tilknyttet FN’s klimapanel (IPCC), forventer en global opvarmning på mindst 2,5 grader, mens næsten halvdelen ser en stigning på tre grader eller derover som sandsynlig.²⁰

Disse års oversvømmelser, hedebølger og skovbrande er således blot varsler om, hvad fremtiden vil byde af vejrekstremer som storme, ekstremt høje temperaturer, smeltende is og højere havniveau; med alvorlige konsekvenser for mennesker og samfund, som vi i dag kan have svært ved at forestille os.

Temperaturen stiger, fordi drivhusgasser i atmosfæren absorberer de langbølgede varmestråler, som Jorden udsender. Det meste af udledningen af drivhusgasser stammer fra fossile brændsler, kul, olie og gas, og noget kommer fra skovrydning, landbrug, affald m.v. Klimapanelet slår fast, at det ”utvetydigt” er den menneskelige aktivitet, der har været med til at skabe klimakrisen.

Allerede i 1977 blev Exxon – i dag verdens største olie- og gasselskab, ExxonMobil – opmærksom på klimaændringerne, hvilket en undersøgelse fra Inside Climate News afslørede i 2015;²¹ selskabet nægtede dog i flere år offentligt at anerkende klimaændringerne.²² En skæbnesvanger beslutning, eftersom over halvdelen af samtlige udledninger er sket siden da (ja, faktisk siden 1990, hvor FN’s klimapanel kom med sin første rapport²³) og for alvor har forøget omfanget af drivhusgasser i atmosfæren. I dag udgør kuldioxid således 426,65 molekyler per én million luftmolekyler (426,65 ppm), hvorimod antallet i december 1977 lå på 333 ppm.²⁴ Konsekvensen har vist sig i form af højere temperaturer. Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850.²⁵

Selvom den globale opvarmning er vor tids største og mest presserende miljøproblem, er det imidlertid langtfra det eneste. Også luftforurening, skovrydning, jordforringelse, udryddelse af dyre- og plantearter osv. er udtryk for et voldsomt pres på natur og økosystemer; og et produkt af vores hidtidige samfund og tilværelse.

Det store spørgsmål er derfor, hvad vi skal forandre, så vi ikke fortsætter med at ødelægge kloden og forudsætningerne for vores eget liv.

Først og fremmest må vi erkende, at vi ikke kan have en grænseløs vækst på en afgrænset klode.

Sidste år voksede det dansk bruttonationalprodukt med 3,6 procent.²⁶ Og Verdensbanken skønner den globale vækst til at ligge stabilt på 2,7 procent i 2025-26.²⁷ En vækst på 3 procent opfattes almindeligvis som nødvendig for at sikre et tilstrækkeligt kapitalafkast, og efterspørges da også af mange økonomer, erhvervsfolk og politikere.

Med en tre procents årlig vækst vil det samlede økonomiske output fordobles hvert 23. år og i løbet af hundrede år stige 16 gange i forhold til i dag. Hvad det vil sige fysisk og geografisk, kan man måske forestille sig ved at tænke på sin by, som den så ud for 50 år siden, dernæst som den ser ud i dag, og endelig som den så vil se ud om endnu 50 år, hvis denne vækstrate forfølges. Det går ganske enkelt ikke, vil de fleste nok erkende.

Skal vi omsætte denne erkendelse til handling, må vi gribe ind i nogle af de grundlæggende mekanismer i vores økonomi; for den er, som ovenfor beskrevet i dag lige så afhængig af vækst, som fisk er afhængig af vand.

Virksomhedernes gevinstmaksimering, og den samfundsmæssige vækst som har fulgt med, har i historiens løb ført til store fremskridt for menneskeheden. Men – må vi erkende – i dag også ført til et alt for stort pres på såvel individ som klode. Fortsætter vi business as usual, vil vi ødelægge grundlaget for vores egen tilværelse, både individuelt og kollektivt – stressen vil tage til, og det samme vil klimaproblemerne.

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er tidligere konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.

1. https://www.theguardian.com/society/2021/mar/14/how-your-state-of-mind-could-affect-your-covid-vaccination-psychology-stress-sleep-exercise-anxiety
2. https://munksgaard.dk/products/klinisk-sundhedspsykologi-bog-16029-9788762810136
3. Eksempelvis neurotransmittere, neuropeptider og hormoner:
   • Neurotransmitter er et signalstof (informationsstof). Signalstoffer (fx aminosyre, protein eller fedtstof) overfører information mellem cellerne i en organisme. Neurotransmittere gør det muligt at overføre nervesignaler mellem nerveceller, fx mellem de mange nerveceller, der findes mellem en tå og det smerteopfattende center i hjernen. (DDO og Lex.dk)
   • Neuropeptid er et lille protein, som findes i nervecellerne, hvor det sammen med neurotransmittere deltager i signaloverførslen fra én nervecelle til en anden. Efter frigørelsen fra en nervecelle binder neuropeptider sig til receptorer på andre nerveceller. Herved startes biokemiske processer, der ofte er længerevarende end processer fremkaldt af neurotransmittere. Et eksempel på neuropeptider er endorfiner. Endorfinerne virker som morfin og frigøres ved hårde fysiske præstationer som fx langdistanceløb, hvor løberen så kan opnå en form for eufori under løbet. (Lex.dk)

   Et hormon er et kemisk stof, som dannes i kirtler og væv og føres med blodet rundt i organismen, hvor det bidrager til at regulere en bestemt funktion eller proces. (DDO)

4. Kroppens ligevægt udfordres af udefrakommende fysiske stressorer; psykiske stressorer er forventningen om disse.
5. Læs mere her: ’Forskere: Antallet af atypisk ansatte vokser, men bliver overset i statistikkerne’. Kronik af lektorer ved Forskningscenter for Arbejdsmarked- og Organisationsstudier (FAOS) Anna Ilsøe og Trine P. Larsen i Altinget den 5. februar 2021. https://samf.ku.dk/presse/kronikker-og-debat/forskere-antallet-af-atypisk-ansatte-vokser-men-bliver-overset-i-statistikkerne/
6. Begrebet stammer fra Stefanie Hürtgen og Stephan Voswinkel: ’Nichtnormale Normativität? Anspruchslogikken aus der Arbeitnehmermitte‘, Berlin 2014.
7. Kapitlet ’Glokale Produktion und Dauerkrise in der Arbeitswelt‘ indgår i bogen ’Das Chaos verstehen – Welche Zukunft in Zeiten von Zivilisationskrise und Corona? – Zeitdiagnosen aus dem Wissenschaftlichen Beirat von Attac‘. VSA: Verlag, Hamburg 2021.
8. Hermed forstås privat og offentlig produktion og distribution af varer og tjenesteydelser.
9. Marco Revelli: ’Die gesellschaftliche Linke. Jenseits der Zivilisation der Arbeit‘, Münster 1999.
10. ”Systematisk undersøge og vurdere en eller flere virksomheders produktionsmetoder, effektivitet m.m. ved sammenligning med en standard” – DDO
11. ”Bestemt fremgangsmåde der er officielt anerkendt som den bedste og derfor som regel formelt og detaljeret beskrevet for at kunne bruges andre steder” – DDO
12. Med ’glokal‘ menes på samme tid både lokalt og globalt (Kilde: DDO).
13. Stefanie Hürtgen, Das Chaos Verstehen, 2021, s. 126-127.
14. P. 126-127, ‘Das Chaos verstehen’ (egen oversættelse)
15. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hjerne-og-nerver/sygdomme/oevrige-sygdomme/psykologisk-stress-og-fysisk-sygdom/
16. Bo Netterstrøm: ’Stress på arbejdspladsen – årsager, forebyggelse og håndtering’, p. 60, Hans Reitzels Forlag, 2002.
17. https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/arbejdsmedicin/arbejdsrelaterede-sygdomme/udbraendthed-burnout/
18. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hjerne-og-nerver/sygdomme/oevrige-sygdomme/udbraendthed/
19. Bogen ’Return of Work in Critical Theory – Self, Society, Politics’ af Jean-Philippe Deranty, Christophe Dejours, Nicholas H. Smith & Emmanuel Renault, Columbia University Press, 2018 er min hovedinspiration til dette afsnit.

    – https://www.saxo.com/dk/the-return-of-work-in-critical-theory_christophe-dejours_hardback_9780231187282

20. https://videnskab.dk/naturvidenskab/foerende-klimaforskere-den-globale-opvarmning-vil-stryge-langt-over-15-grader-graensen/
21. https://insideclimatenews.org/book/exxon-the-road-not-taken/
22. Og fremmede endda direkte misinformation herom – se https://www.scientificamerican.com/article/exxon-knew-about-climate-change-almost-40-years-ago/
23. https://ieep.eu/news/more-than-half-of-all-co2-emissions-since-1751-emitted-in-the-last-30-years
24. https://gml.noaa.gov/ccgg/trends/mlo.html – anvendt tal fra opdatering 7. februar 2025
25. https://www.dmi.dk/klima/temaforside-fns-klimapanel/sjette-arbejdscyklus-sarrapport-om-15-grads-temperaturstigning/#:~:text=Den%20globale%20opvarmning%20vil%20overstige,i%20de%20tidlige%202030%2Dere.
26. https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=48827
27. https://www.worldbank.org/en/publication/global-economic-prospects