Salonfascismen

Tekst og illustrationer af Jannik Friberg

Det var med sorg, at min amerikanske ven berettede om de politiske forhold i USA. Som en ”politisk flygtning” fra Colorado, nu bosat i Danmark, var sorgen trukket over ham som en dyne efter det amerikanske præsidentvalg i 2024. Men mere end blot endnu et angreb på Vestens i forvejen fallerede demokrati var Donald Trumps sejr ikke længere kulminationen på en politisk bevægelse, konstaterede min ven bedrøvet. For ham var det ”en fundamentalistisk religion” – en sekterisk bevægelse af blindt loyale disciple, der vil gøre alt for deres leder – og det var det, vi i Danmark og Europa ikke forstod, konkluderede han.

I januar 2025 geninstallerede Trump sig endnu engang som landets øverste leder, og ”trumpismen” tog igen en ny parlamentarisk form. Et friskt sammensat kabinet af antiintellektuelle populister og tech-bros som Elon Musk og Robert F. Kennedy1 flankeret af influencere og MMA-kæmpere, stålsat på at udhule føderale programmer og offentlige services, slog ud i lys lue som materialiseringen af det industrielle-militære kompleks og oligarkiet. For sit ”Big Tech”-entourage, TikTok-chefen Shou Zi Chew, Meta-platformens Mark Zuckerberg, og Sundar Pichai fra Google var Trumps tronbestigelse en kærkommen mulighed for at forfølge deres egne økonomiske interesser.2

Hvis man vil forstå trumpismen som slags religiøs bevægelse, eller en form for sekt, er et sted at starte hos Frankfurterskolens husfilosof Theodor Adorno. Omkring Anden Verdenskrig udfoldede Adorno sin teori om den ”autoritære personlighedstype” – en psykologisk profil, der er særligt modtagelig for fascistisk propaganda og blandt andet begærer dominans, hierarkisk underkastelse for autoriteter og aggression mod dem, der anses for svage.3 Baseret på Sigmund Freuds analyse af ”libidinal identifikation” hævdede Adorno, at den massive tilslutning til fascismen før og under krigen var en slags realisering eller aktivering af en allerede iboende autoritær personlighed. På samme måde, uanset hvad man vil mene om den freudianske ramme, er det i dag vanskeligt at ignorere, hvordan der er stærke emotionelle forbindelser mellem Trump og hans tilhængere: Trumps kultagtige status afspejles i hans følgere som selvidentificerende dyder – ”Trump er ligesom os!” – og sine transcendente, nærmest magiske evner – ”Trump ordner det!”

Men det giver imidlertid ikke rigtigt mening, hverken at skildre MAGA-bevægelsen som en slags frikirkelig forsamling, eller at beskrive Trump som en fuldblodsfascist; den stramt organiserede historiske fascisme med uniformer, skråremme og parader i det politisk turbulente 20. århundrede og de 21. århundredes højrepopulistiske bevægelser i en hyperpolitisk social tekstur er ikke identiske fænomener.4 For historien gentager ikke sig selv. Det har den aldrig gjort. Trump adskiller sig fra tidligere historiske inkarnationer af den autoritære leder, fordi han er det, jeg vil kalde en salonfascist5 – en form for prætendent i spændingsfeltet mellem fuldtonet fascisme og lunken populisme. Trump repræsenterer en slags fascisme en spe, der hylder fascistiske idéer, men i et populistisk format. Salonfascismen er en aspirerende fascisme.6

I dette essay vil jeg forsøge at læse trumpismen som en refleksion af en bredere global politisk tendens. Ligesom vi må forstå tidens ”senfascisme”,7 modsat 1930’ernes Freikorps-militarisme, som et komplekst fænomen, der opportunistisk sorterer i det ideologiske terræn efter brugbare materialer, vil jeg hævde, at salonfascismen er en ny mainstreampolitisk mutation i det 21. århundrede, hvis eksistens vi må forholde os til. Men ikke nødvendigvis acceptere.

Salonfascismen

Trump er måske det fineste eksempel på en salonfascist. For han iscenesætter sig på den ene side som et prisme for ”folkets vilje”, der afviser oppositionelle synspunkter og institutioner som en udefineret elite. Han opfordrer til fremmedhad, racisme og xenofobi og lover massedeportationer af migranter, fordi de ”forgifter Amerikas blod”.8 Han diskriminerer mod transkønnede, homoseksuelle og kvinder, og for den europæiske sensitivitet fremstår han som ukultiveret, løgnagtig, politisk fummelfingret og måske en smule ubegavet. Trump er fascist, i den forstand at han med truslen om mure, indespærringer og vold vil ekskludere visse individer og grupper i samfundet på baggrund af deres etnicitet, seksuelle orientering eller køn.

Men på den anden side, i modsætning til tidligere historiske figurer af stærkere fascistisk støbning, afviser Trump ikke demokratiet og dets institutioner i sin totalitet. Han søger ikke eksplicit at afmontere demokratiets funktioner, men opererer i stedet strategisk inden for dets rammer. Trump ved, at politisk vilje ikke gennemtvinges med Sturmabteilung-lignende vold, men derimod gennem truslen om det. Trump er populist, i den forstand at han ikke truer det liberale demokrati, men udbreder sin fascistiske stil inden for dets system for at presse op mod dets grænser.

Trump er en aspirerende fascist, der forfølger hengivenhed og tilbedelse fra sit publikum, aggressiv nationalisme og lov og orden med en brysk retorisk stil. Målene for hans verbale angreb er muslimer, mexicanere, feminister, intelligentsiaen og professoratet. Men til forskel fra historiske fascister som Adolf Hitler eller Benito Mussolini er Trump blevet en relativt dygtig retoriker. Og som jeg senere vil forsøge at gøre klart, er Trump ikke i sig selv et unikt fænomen, men derimod en typisk salonfascist, der afspejler en bredere politisk tendens.

Hvor populismen over tid nedbryder demokratiet, er fascismen altid et totalitært forsøg på at rive det hele ned til fordel for det enevældige diktatur. Som historiker Ian Kershaw skriver om mellemkrigstidens politiske landskab, er forskellen mellem fascisme og andre højreorienterede bevægelser, at den første er ”revolutionær”, i den forstand at det fascistiske projekt er et ideologisk dedikeret angreb på demokratiet som helhed. Den populistiske form kan derimod sagtens sameksistere med den demokratiske form.9 Hvor fascister er fundamentalister, ideologisk forhippet på at undergrave demokratiet, er populister pragmatiske antidemokrater uden stærke ideologiske forankringer. Fascismen er altid højreorienteret, hvorimod populismen rummer ideologiske strømninger fra både højre og venstre. Salonfascisten er en pragmatisk populist med fascistiske aspirationer.

The Apprentice

I dagens mediemættede, sen-senkapitalistiske virkelighed10 markedsfører Trump salonfascismen i en stribe af medier: i podcasts, YouTube-shows og tv-interviews, hvor han fortryller sine følgere med det, der lige falder ham ind – hvad ”woke” egentlig betyder, eller hvor høj man kan blive på fentanyl – og luller med sine dagdrømmende weaves sine følgere ind i sin verden. Men allerede før sin massive onlinetilstedeværelse var Trump omsluttet af glitter og spotlights. I realityserien The Apprentice og Ali Abbas’ film af samme navn fra 202411 præsenteres han som en skrap erhvervsleder, der spiller nulsumsspil, handler med gæld og overlister pengefolk. Da programserien sluttede året før Trumps første præsidentperiode, overtog actionhelten Arnold Schwarzenegger værtsrollen, hvorefter den ikoniske catchphrase ”You’re fired” blev erstattet med: ”You’re terminated”. Siden har Trump været en notorisk figur i sit eget medieunivers af soundbites og tweets.

Som forfatter Gary Indiana skriver i sin yderst læseværdige Schwarzenegger Syndrome, er berømmelse i det 21. århundrede et slags historisk lavpunkt: at blive til et billede, en holografisk projektion af ens idealiserede selv, et produkt, et brand, eller en persona er i dag et mål i sig selv.12 Eksponeringen er med andre ord i sig selv allerede nok, fordi den fordrer et ”parasocialt” forhold mellem publikum og dets foretrukne mediepersonlighed. En parasocial relation involverer for en bruger af et medie en oplevelse af at være ”tæt på” sit idol, eksempelvis en kendt tv-personlighed, som om det var en nær ven. Trump, ligesom Schwarzenegger før sin guvernørpost, var allerede før sit første præsidentskab lige så velkendt for den ”almindelige” amerikaner som StarKist-dåsetun, Kool-Aid-saftevand og Hawk tuah-memen Hailey Welch: et forbrugerprodukt, en mediepersonlighed, et magtikon.

Det giver kun fylde til billedet af Trump, at han er en forretningsmand rundet af 1990’ernes ekstreme frimarkedskapitalisme og neoliberale chokterapi. Han ser alt og alle som handelsvarer og økonomiske transaktioner. Som om Grønland er et parcelhus til salg. På den måde iklæder Trump sig et potent socialt symbol i den amerikanske kultur: ”forretningsmanden” (kønnet understreger billedet), den driftige iværksætter, den klassiske jernbanemagnat og den moderne Silicone-Valley-type, der personificerer den amerikanske drøm om individuel frihed gennem materiel velstand og berømmelse.13 Forretningsmanden er den centrale ”heroiske” figur på den amerikanske forestillingshorisont, som symboliserer fremskridt, og står derfor i ideologisk kontrast til regeringen, som mange amerikanere derimod forbinder med kontrol, ineffektivitet og frihedsberøvende bureaukrati.

Ligesom i finanskapitalens abstrakte spekulationer i form af køb og salg med naturens finansielle ækvivalenter og fremtidens bytteværdi, hvor kapitalforvaltere lidt tilfældigt afvejer og balancerer risiko og potentielle gevinster i tid, risiko og bindinger, begår Trump sig i senkapitalismen efter det, man i finansverdenen kalder trends, hunches og gut feelings. I sin direkte stil, og lidt sjuskede omgang med sandheden, bøjer han lemfældigt reglerne og systemets forvirrende, ofte uretfærdige rammer til fordel for sin egen politik, eller mangel på samme.

DOGE og Andre Fiktioner

Det store folkelige løfte fra Trump er at gøre hverdagen bedre for ”almindelige” amerikanere. Både dem, der måske føler at have mistet social status til det, de opfatter som nyere kulturelle strømninger, ”wokeisme”, feminisme og mere ”liberale” fornemmelser. Men også dem, der slider sig gennem lønslaveriet på tre jobs uden en sundhedsforsikring og den anerkendelse, de føler, de fortjener, og i øvrigt måske opfatter sig selv som apolitiske. For mange Trump-vælgere handler det til forskel fra de fascistiske bevægelser i det 20. århundrede ikke om at undergrave demokratiet eller ekspandere imperiet; det handler derimod om at lukke grænserne og forskanse sig mod de postkoloniale horder. Om at bygge mure og forskanse sig i håb om et bedre liv.

Denne oplevelse blandt amerikanerne er blevet omsat i Trumps politiske doktrin, America First.14 Doktrinen beror på et narrativ om, at USA er blevet udnyttet økonomisk af resten af verden og derfor fremover må føre en isolationistisk udenrigspolitik og protektionistisk økonomisk politik. Et flertal af de amerikanske vælgere gik da også til stemmeboksen i håb om, at Trump ville forløse det største problem af dem alle: økonomien.15 Ikke klima- og biodiversitetskrisen, hvis konsekvenser intensiveres af de herskende økonomiske forhold, og hvis brutale realiteter allerede mange steder kolliderer med regnearket: altopslugende skovbrande i Californien, Cancer Alley mellem Baton Rouge og New Orleans, forsuring af havvandet i Maines bugt.

I sin første uge på det ovale kontor, underskrev Trump en serie af ”executive orders” – EO14147 gennem EO14199 – hvis indhold er som taget ud af den redaktionelle linje på Fox News: udokumenterede immigranter, der bestemmes som ”illegale”, er på baggrund af deres bare eksistens ulovlige; de love, de bryder for at komme ind i USA eller for at overleve i en livfjendtlig økonomi, sætter dem selv uden for enhver lov. Trump-vælgerne opfatter DEI-programmer (diversity, equity, inclusion), designet til at adressere landets strukturelle racisme, som repressive og endda racistiske overfor den hvide arbejder- og middelklasse.16

Men et af de helt store problemer med Trumps dekreter er bare, at flere af dem baserer sig på en løgn, empirisk og statistisk: Udokumenterede migranter begår ikke flere forbrydelser end amerikanske statsborgere, endsige voldelig kriminalitet;17 DEI er et forsøg på at imødekomme USA’s lange og voldelige historie med strukturel racisme og social ulighed, ikke et overgreb på hvide mænd og kvinder; det nye uofficielle new public management-regime, etableret af apartheidbarnet Elon Musk, Department of Government Efficiency (DOGE) og designet til at reducere offentlige udgifter, ignorerer de forsvarsbudgetter, der skal sikre, at USA med militærmagt kan opretholde dets døende imperium. I sammenligning med finansieringen af den amerikanske dødsmaskine er pengebeløbet afsat til udenlandsstøtte, sundhed, videnskabelig forskning (i særdeleshed social- og humanvidenskabelig forskning) og kunst forsvindende lille.

Trump økonomiske krigserklæringer i form af aggressive toldsatser og bevæbningen af dollaren forløser ikke de privatøkonomiske pinsler hos den almindelige amerikanske lønslave, endsige for the working poor på fastfoodrestauranten og lageret. De afhjælper heller ikke Amerikas handelsunderskud, genåbner stålværkerne omkring Pittsburgh eller forbedrer amerikanernes adgang til sundhed. Men til gengæld er de et økonomisk forhandlingsværktøj, der sammen med truslen om militærmagt skal genrejse USA som en supermagt.

At det imidlertid ikke er immigranternes skyld, at en hvid stilladsarbejder og enlig far til to fra et forlist forhold ikke har råd til Hot Pockets og Dr. Pepper, at forsikringsselskabet afviser dækningen af en ung mands astamedicin med døden til følge, eller at kulminen i West Virginia lukker, er for så vidt ligegyldigt, fordi Trump konstruerer virkeligheden som fiktion.

Salonfascismens Ansigt i Kød, Blod og Spray Tan

Det særligt effektfulde ved salonfascismen er, at fiktionerne sagtens kan sameksistere med virkeligheden i et uforløst paradoks. Det er nødvendigt at tro på myten om den kriminelle og moralsk afsporede ”illegale” immigrant, samtidig med at man er afhængig af hans udokumenterede arbejdskraft til at plukke afgrøder og skifte dynebetræk på motelværelset. Det er nødvendigt at bevare forestillingen om, at et velfærdssystem for den offentlige sundhed ikke kan være andet end et dræn for statskassen og skatteyderne, at dets fortalere er socialistiske femte-kolonne-agenter, men på samme tid anerkende behovet for kollektive indsatser for et land plaget af ultraforarbejdet, syntetisk mad, fedmemedicin på håndkøb, fentanyl i blodet og opioider i næsen. At glansbilledet konstant kolliderer med virkeligheden, slår imidlertid ikke revner i den ideologiske staffage.

Hvor det ikke er historisk uhørt, at reaktionære kræfter har ageret regissører af virkeligheden for at dirigere folkestemningen, eksempelvis under Krystalnatten i 1938 eller begyndelsen på ”krigen mod terror” i 2001, udformer salonfascismen sin egen kosmologi.18 Til forskel fra Ronald Reagens myte om ”trickle-down-economics”, der i 1980’erne var en retfærdiggørelse af skattelettelser og liberaliseringer, tilbyder salonfascismen et samlet kort over samfundets opbygning og de kræfter, der organiserer det. Heri er fjenderne nemlig blevet identificeret: immigranterne, de transkønnede, de homoseksuelle, Iran. Salonfascismens ideologiske elasticitet gør den som bevægelse mere fleksibel, fordi den tolererer paradokser og divergerende ideologiske strømninger: På den ene side er salonfascismen et alternativ til det kriseramte neoliberale projekt, og dets skødesløse afmontering af økonomien fra demokratisk rækkevidde, og på den anden side til en svækket og resigneret venstrefløj.

I USA er Trump salonfascismens ansigt i kød, blod og spray tan, der fastholder spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion, fascisme og populisme, men uden at slå skår i den demokratiske fernis. Amerikas venner og allierede har trods alt ikke (endnu) vendt Trump ryggen, som de allierede magter slog hånden af aksemagterne i slutningen af 1930’erne. Den amerikanske variant af salonfascismen er hverken forfaldet til et fuldtonet diktatur eller til tandløs populisme, men noget derimellem, ligesom Trump ikke i praktisk forstand er afhængig af terror og brugen af sortskjorter for at opretholde sin orden. Men salonfascismen er som nævnt ikke et unikt amerikansk fænomen; det er et globalt fænomen og kan derfor ikke reduceres til trumpisme.

Tænk eksempelvis på de voldelige forfølgelser og pogromer mod kvinder og minoriteter i Indien, Jair Bolsonaros mislykkede kup i Brasilien, de politiske alliancer mellem Giorgia Meloni og Matteo Salvini i Italien eller udsigterne for andre salonfascistiske ledere som Santiago Abascal i Spanien, Marine Le Pen i Frankrig og Juan Antonio Kast i Chile. Fascismen er ultimativt dømt til at fejle, og populismens paradoks er, at den identificerer realpolitiske problemer, men erstatter dem med noget værre. Salonfascismen har lagt afstand til den historiske fascisme, men hylder dens idéer og imiterer dets æstetik og er i stedet en historisk konjunktur, der markerer en slags interzone mellem det liberale demokrati og det klassiske fascistiske diktatur. Men den har endnu ikke taget sin fulde form.

Den Globale Salonfascisme

For at vende tilbage til Adornos psykologiske profilering af den autoritære personlighedstype er det ikke alene nok at forklare salonfascismen ud fra massepsykologien. Salonfascismen er nemlig ikke en psykologisk brist eller et massepsykotisk udbrud; den opstår derimod oven på nogle socioøkonomiske grundbetingelser, der bedre kan forklares med politisk økonomi. Som sådan er forklaringen på salonfascismens opkomst nærmere økonomisk end psykologisk: en reaktion på kapitalismens destruktive stofskifte og systematiserede forsømmelse af det kollektive liv.19 Som sociologen Arlie R. Hochschild i et tilbageblik på sin forskning om den amerikanske højrepopulisme skriver, var ”scenen […] sat for Trumps fremgang som optændingsbrænde, før bålet blev tændt”.20 På samme måde er mange års uanfægtet neoliberal politik blevet en tændsats for salonfascismen som globalt fænomen.

Det er min påstand, at salonfascisten i sine forskellige inkarnationer – Donald Trump, Giorgia Meloni, Jair Bolsonaro, Viktor Orbán, Narendra Modi, Nayib Bukele, Javier Milei, og i sin mest slappe skikkelse, Inger Støjberg – driver rov på de brutale økonomiske realiteter, mange mennesker rundt i verden oplever til hverdag. Med andre ord forstærkes salonfascismens appel gennem kapitalismens objektive vold – den systemiske og ofte usynlige voldsform, der til hverdag for mange mennesker veksles i gæld, lønslaveri og racialiseret politivold21 – der har produceret en iturevet social tekstur og et ødelagt økologisk kredsløb. Det er derfor ikke, fordi menneskeheden bare pludselig blev sindssyg, men fordi salonfascismen ernærer sig af kapitalismens grundbetingelser for det kollektive liv og biosfæren som helhed. Men når dagen er omme, efterlader salonfascisterne kapitalismens økonomiske tvang22 uantastet, selvom de måske vil sige det modsatte.

At det reelt er kapitalismens destruktive stofskifte, herunder fossilindustrien og markedets abstrakte bevægelser, der reelt aflejrer sig i jordens skorpe i form af dødelige skovbrande, tørker og oversvømmelser, og i vores kroppe i form af E-numre, konserveringsmidler, mikroplast og polyflourerede alkylstoffer, giver derfor gode vækstbetingelser for salonfascismen.

For det sjove ved det hele er, at det er salonfascisten (og ikke eksempelvis venstrefløjen, og slet ikke den parlamentariske venstrefløj), der udstiller demokratiets gradvise forfald i Vesten som en krop uden organer: oppustet af sine egne tomme ritualer og ceremonier, men uden indre metabolisme og derfor belastet af permanent forstoppelse. Det er dette politiske fordøjelsesbesvær, afstedkommet af 1980’ernes neoliberale kontrarevolution, salonfascismen er en effekt af. Men hvor længe salonfascismen overlejrer sig på den sociale tekstur og betvinger det politiske felt, og hvor længe salonfascisterne rundt om i verden kan opretholde deres orden uden med plastikkugler at pløkke konsensus ind i kroppen på deres befolkninger, er åbne spørgsmål. Hvad der kommer efter salonfascismen, må tiden vise.

 

Print Friendly, PDF & Email
  1. Begge istemmer en bredere samfundstendens blandt amerikanere, der i stigende grad forholder sig skeptiske (ikke nødvendigvis kritiske) overfor forskning og eksperter. Det ironiske er, at undersøgelser lavet af eksperter har fundet stærke sammenhænge mellem ”antiintellektualisme” og støtte til Trump. Elon Musk og Robert F. Kennedy har det til fælles, at de begge nærer mistillid til eksperter. Jf. Matthew Motta. The Dynamics and Political Implication of Anti-Intellectualism in the United States. American Politics Research, 46(3), 465-498, 2018.
  2. Elon Musks magtovertagelse af mediet Twitter, nu kendt som X, har utvivlsomt bidraget til Trumps valgsejr. To uger indsættelsen af Trump fulgte chefen for Meta-platformen (Facebook, Instagram), Mark Zuckerberg, efter med en omlægning af platformens politik om indholdsmoderation. I ”ytringsfrihedens” navn ville Zuckerberg afskaffe moderatorer og i stedet tilføje såkaldte ”community notes”, hvor brugerne selv modererer indholdet. Desuden anses ”manosfæren” og ”kiwi farms” – løst sammenhængende, misogyne online fællesskaber, der opfordrer til vold mod kvinder, herunder stalking og doxxing, m.m. – også som stærke katalysatorer for Trumps sejr. Jf. https://www.wired.com/story/donald-trump-manosphere-won/
  3. Theodor Adorno, et.al. The Authoritarian Personality. Harpers, 1950.
  4. For det hyperpolitiske, se: Anton Jäger. Hyperpolitik: Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. Informations Forlag, 2024.
  5. Salonfascist er selvfølgelig et spil på begreberne ”salonkommunist”, ”kystbanesocialist” og ”ølsocialist”. Udtrykkene er nedsættende betegnelser for personer, der på grundlag af et rent teoretisk standpunkt gør sig til talspersoner for kommunismens idéer, men reelt tilhører overklassen og i praksis lever et borgerligt liv. Salonfascisten simulerer fascismen, men er reelt populist. Et andet udtryk for samme kunne også være ”fascistoid liberalist”.
  6. William E. Connolly. Aspirational Fascism: The Struggle for Multifaceted Democracy under Trumpism. University of Minnesota Press, 2017.
  7. Alberto Toscano. Late Fascism: Race, Capitalism and the Politics of Crisis. Verso, 2023.
  8. https://www.theguardian.com/us-news/2024/oct/18/election-trump-immigration-poll
  9. Ian Kershaw. To Hell and Back: Europe 1914 – 1949. Penguin Books, 2016.
  10. Anna Kornbluh. Immediacy, or the Style of Too Late Capitalism. Verso Books. 2024
  11. https://www.imdb.com/title/tt8368368/; https://www.imdb.com/title/tt0364782/?ref_=fn_all_ttl_2
  12. Gary Indiana. Schwarzenegger Syndrome: Politics and Celebrity in the Age of Contempt. The New Press, 2005.
  13. Thurman Arnold Wesley. The Folklore of Capitalism / by Thurman W. Arnold. Yale University Press, 1937.
  14. Det jeg andetsteds har beskrevet som det politiske projekt for det 21. århundrede. America First som en allegori over industripolitikken og nationalromantikkens genkomst,  https://www.eftertrykket.dk/2024/11/08/hvordan-hugger-man-hovedet-af-kongen/
  15. https://www.politico.com/poll-trump-voters-opinion-fraud-economy; https://www.theguardian.com/business/2024/nov/06/inflation-looks-to-have-secured-trump-win-but-his-policies-mean-higher-prices
  16. https://www.theguardian.com/us-news/2025/jan/24/diversity-backlash-what-is-dei-and-why-is-trump-opposed-to-it; https://www.cbsnews.com/news/trump-vs-biden-poll-2024-presidential-election-year-out/; https://www.independent.co.uk/news/world/americas/us-politics/trump-musk-dei-attacks-democrats-b2694993.html
  17. Ran Abramitzky et.al. Law-Abiding Immigrants: The Incarceration Gap Between Immigrants and the US-born, 1870-2020. National Bureau of Economic Research, 2024; Robert Adelman et.al. Urban Crime Rates and the Changing Face of Immigration: Evidence Across Four Decades. Journal of Ethnicity in Criminal Justice 15:1, 2016; Michael T. Light et.al. Comparing Crime Rates Between Undocumented Immigrants, Legal Immigrants, and Native-born US Citizens in Texas. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America 117 (51), 2020.
  18. Som filosof Hannah Arendt skriver kan ideologier, ”forklare alt, og enhver hændelse, ved at udlede det fra en enkelt forudsætning” (Hannah Arendt. On Totalitarianism. Meridian, 1959); som en kosmologi er salonfascismen et kort over virkeligheden, der i øvrigt forklarer dets sammenhænge.
  19. Jf. Ruth Wilson Gilmore. Golden Gulag Prisons, Surplus, Crisis, and Opposition in Globalizing California. University of California Press. 2007.
  20. Arlie Russell Hochschild. Strangers in Their Own Land: Anger and Mourning on the American Right. New York Press, 2016. (Hochchild 2016:221).
  21. Slavoj Zizek. Vold. Forlaget Philosophia, 2009; Jackie Wang. Fængselskapitalisme. OVO Press, 2021.
  22. Søren Mau. Stum Tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt. Forlaget Klim. 2021