Står den radikale klimaaktivisme i vejen for omstillingen?

Cameron Abadi
Climate Radicals. Why our Environmental Politics isn’t working
Columbia Global Reports, 2024

 

 

 

ANMELDELSE: Cameron Abadis undersøgelse af den radikale klimaaktivisme er både inspirerende og provokerende. Inspirerende, fordi den samler en håndfuld eksempler på glødende aktivistisk engagement til fordel for en bedre verden. Provokerende, fordi forfatteren nægter at svare på sit eget spørgsmål om, hvorvidt den radikale klimaaktivisme gavner eller skader udviklingen mod et bæredygtigt samfund.

Af Jakob Skovgaard
Forsidebillede af Ehimetalor Akhere Unuabona

Er klimaaktivismen blevet mere radikal? Hvem er de radikale klimaaktivister? Og ikke mindst: Gavner eller skader deres aktioner den folkelige opbakning til ambitiøs bæredygtig omstilling?

Disse spørgsmål er omdrejningspunkt for Cameron Abadis nye (og første) bog, hvor han forsøger at give et indblik i samtidens radikale klimaaktivisme. Abadi ringer måske klokker hos nogle, da han til daglig er stedfortrædende redaktør på Foreign Policy og medvært på podcasten Ones and Tooze sammen med den allestedsnærværende historiker Adam Tooze.

Hvad motiverer radikal klimaaktivisme?

Klimaaktivisme har en efterhånden lang og broget historie. De aktuelle forsøg på at karakterisere dens ’kampform’ vil typisk pege på en vis træthed hos den brede befolkning, som f.eks. kommer til udtryk i markant færre deltagende i klimademonstrationer end inden Covid-19. Hvis det står til troende, så er den såkaldt radikale klimaaktivisme til gengæld mere synlig end før, både herhjemme og på verdensplan. Således oplever vi f.eks. aktioner for at bremse trafikken, maling kastet på kunstværker og forstyrrelser af aktionærmøder hos investorer og olieselskaber. Hvor klimaaktivismen ifølge forsker i klimaaktivisme Oscar Berglund tidligere handlede om at ”gøre noget ved klimaforandringer”, er fokus nu i højere grad på ”de systemer og industrier, der agerer imod menneskehedens velbefindende”.¹

Abadis analyse af den radikale klimaaktivisme er drevet af forestillingen om, at forholdet mellem vestlige samfund og deres politiske repræsentanter er præget af ”gensidig uforståenhed”, hvilket kommer bedst til udtryk i forbindelse med klimakrisen, hvor politikerne ser fremskridt, mens en stigende del af befolkningen ser fiasko.² Klimadebatterne, hævder Abadi, er efterhånden mere optaget af spørgsmål om politikernes hykleri og legitimiteten af det økonomiske system end konkrete løsninger.

Abadi har grundlæggende sympati for den frustration, som motiverer mange af de aktivistiske handlinger – det bedste, han kan sige om de amerikanske og tyske nationale klimaplaner er, at de sandsynligvis ikke er direkte skadelige. Ud fra ethvert forsøg på en retfærdig opgørelse er planerne utilstrækkelige i forhold til Parisaftalens 1,5-graders forpligtelse.

Hvem er de radikale klimaaktivister?

Det er bemærkelsesværdigt, at Abadi ikke definerer, hvad han præcis mener med radikal klimaaktivisme. Climate Radicals hævder at være en sammenligning af tyske og amerikanske eksempler på denne form for aktivisme, men der er en klar overvægt af førstnævnte, altså de tyske. I 2010’erne var der en kraftig stigning i tilslutningen til klimaaktivistiske grupper i Tyskland, blandt hvilke Ende Gelände var den første store aktør. Gruppens oprindelige fokus var den tyske kulmineindustri, som blev målet for konfrontatoriske aktioner med det formål at bremse det daglige arbejde og dermed få kulinvestorerne til at forstå, at deres investeringer ikke længere var sikre eller rentable.

Den internationale Fridays for Future-bevægelse udsprang af svenske Greta Thunbergs klimaskolestrejke i 2018, og den tyske gren af samme bevægelse blev en markant stemme i den nationale klimadebat. Ligesom Occupy-bevægelsen et lille årti tidligere insisterede Fridays for Future på at fastholde en ikke-hierarkisk struktur, hvilket ifølge Abadi har styrket synlighed og lokal tilstedeværelse, men på bekostning af organisatorisk magt.

Til sidst har vi Letzte Generation, som med færre end 1.000 aktive medlemmer er en langt mindre gruppe end Fridays for Future, men ikke desto mindre har formået at indtage en central rolle i den tyske klimadebat. Gruppen deler med sin prioritering af f.eks. trafikblokader taktisk tilgang med grupper som Extinction Rebellion, Just Stop Oil og Nødbremsen.

Abadi bruger en del plads på at kritisere denne taktik, som han mener er præget af et mismatch mellem målet for aktivisternes aktioner, nemlig regeringen, og ”ofrene” for aktionerne, som er almindelige mennesker i bil. Abadi kan følge aktivisternes ræsonnement i det omfang, at en kaossituation kan tvinge politikerne til at reagere, men han understreger, at tyske politikere har formået at udnytte kaosset til egen fordel ved at bruge det som en mulighed til at vende befolkningen imod en ambitiøs klimapolitik. Han hævder desuden, at aktioner som trafikblokader sætter aktivisterne i centrum af fortællingen om klimakrisen, hvilket ikke nødvendigvis er gavnligt for deres sag. Dertil kommer, at aktivisterne i forfatterens optik opfatter enhver form for modstand imod det etablerede som beundringsværdig, selv når konsekvenserne er uvisse. Det medfører dog, ifølge Abadi, at ingen rigtig længere er klar over, hvad en aktions succes bør måles på.

Effekten af radikal aktivisme

Set i det lys, hvad er så den radikale klimaaktivismes berettigelse? I Klimabogen fra 2022 fortæller Greta Thunberg, hvordan hun som optakt til COP26 blev bedt om at hjælpe med at lave en meningsmåling i Sverige, som skulle give et indblik i befolkningens generelle bevidsthedsniveau om klimakrisen. ”Da rundspørgen var færdig, fik jeg at vide, at de ikke kunne få materialet til at give mening,” bemærker hun, og tilføjer: ”Bevidsthedsniveauet var tilsyneladende så lavt, at det var ubrugeligt.”³

I en nylig (og meget omtalt) artikel i forskningstidsskriftet Nature Sustainability hævdes det, at øget opmærksomhed omkring klimakrisen kan lede til øget viden og dermed øget bekymring.⁴ Denne opmærksomhed kan genereres af radikal klimaaktivisme, som samtidig er med til at øge opbakningen til mere moderate klimaaktivistiske bevægelser som følge af den såkaldte radical flank effect. Artiklen konkluderer på baggrund af en analyse af den engelske klimagruppe Just Stop Oil, at desto mere opmærksomheden omkring gruppen øgedes som følge af deres radikale aktioner, desto mere steg opbakningen til den mere moderate Friends of the Earth-gruppe.⁵ Det bør bemærkes, at aktionerne fra Just Stop Oil samtidig havde en polariserende effekt, som betød, at folk, som ikke i forvejen støttede ambitiøs klimapolitik, bevægede sig endnu mere i den modsatte retning.⁶

Der lader dog ikke til at være konsensus på området: En undersøgelse fra 2023 viste, at 78 % af briterne mente, at aktioner som trafikblokader var skadelige for aktivisternes sag.⁷ Omvendt pegede en rundspørge blandt forskere samme år på, at den strategiske brug af ikke-voldelige disruptive taktikker sandsynligvis var klimaaktivisternes vigtigste værktøj.⁸

En polariseret debat

Med dette uklare vidensgrundlag in mente er det interessant at observere, hvordan emnet ikke desto mindre er præget af stærke holdninger i den hjemlige debat.

I december 2024 smed aktivister fra gruppen Nødbremsen orange maling på en glasplade, som beskytter et maleri på Statens Museum for Kunst i København. Denne aktion affødte reaktioner fra bl.a. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som på det sociale medie X kaldte aktivisterne for ”opmærksomhedshungrende fladpander”. Folketingsmedlem Ida Auken fulgte op i en opdatering på sin LinkedIn-profil, hvor hun bemærkede, at hverken Indien eller Kina kommer til at få mere grøn energi af, at ”endnu et maleri har fået hældt rød maling over sig”. Ligeledes på LinkedIn hævdede Rasmus Emborg fra Tænketanken Gaia, at ”problemet med aktioner som denne er, at man ender med at bekræfte fordommene om aktivister som yderligtgående typer, og at man gør det nemmere for skeptikere at afvise klimakampen som fanatisme og sværere for alle os andre at få folk med på den grønne omstilling”.

Fra den anden lejr argumenterede aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse i et debatindlæg i Jyllands-Posten, at ”aktionen kan sætte gang i den ubehagelige, men nødvendige debat og refleksion, der skal bryde med den nølende og destruktive klimapolitik, som truer vores livsgrundlag”.⁹ Og i Dagbladet Information gjorde aktivister fra Nødbremsen det yderligere klart, at ”vores opgave som kampagne er ikke at skabe opbakning til klimahandling, for det er der allerede. […] Vores opgave er til gengæld at omdanne opbakningen til klimahandling til civil modstand mod regeringen, så den stopper med at lave klimasmadrende politik”.¹⁰

Debatten om radikal klimaaktivisme er med andre ord kendetegnet ved en polarisering, som sjældent resulterer i en substantiel drøftelse af tiltag, som vil kunne bremse klimakrisen. I Climate Radicals hævder Abadi som nævnt, at radikale aktioner ofte sætter aktivisterne i centrum af fortællingen, og dette lader da også til at være tilfældet i den offentlige debat, som følger i kølvandet på aktionerne. Hæver man blikket en smule, er den egentlige effekt af aktionerne uvis, da de indgår som led i et større politisk og socialt pres for at hæve klimaambitionerne hos politikerne og skabe større bevidsthed hos befolkningen.

Kan radikal klimaaktivisme retfærdiggøres?

Det er svært at være uenig i den analyse af manglende politiske fremdrift, som mange aktivister lægger til grund for deres aktioner: Således har FN i en statusrapport fra 2024 om de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling kaldt fremgangen ”alarmerende utilstrækkelig”,¹¹ dette vel at mærke efter knap ti års fokus på verdensmålene. Det er med dette budskab om politisk fallit, at radikale klimaaktivister forsøger at råbe samfundet op. Og det er på samme baggrund, at ”enhver form for modstand imod det etablerede”, som Abadi formulerer det, opfattes som beundringsværdig blandt mange i det radikale aktivistiske miljø.

Tilsidesætter vi for en stund forargelsen over de ofte provokerende, normbrydende eller decideret ulovlige radikale klimaaktivistiske aktioner for i stedet at se dem som led i en kontinuerlig genforhandling af vores kollektive værdier, så træder det radikales eksistensberettigelse tydeligere frem: For hvis det etablerede politiske mulighedsrum er utilstrækkeligt til at løse den krisesituation, vi står i, og hvis de fremherskende løsningsforslag giver os en skæv opfattelse af krisernes omfang, kan det radikales udfordring af grænser muligvis bidrage til at rykke ved den politiske legitimitet og dermed skabe grobund for nye og mere målrettede løsninger. Denne effekt er også kendt som Overton-vinduet.

Som Det Grønne Forskernetværk for nylig har påpeget herhjemme, er vi vant til at ”forstå politik som noget, der samler mennesker omkring fælles holdninger, der kan føre til lovgivning med størst mulig opbakning i befolkningen”.¹² Målet med radikale aktioner er derimod ofte at ”gøre problemer og konflikter, som allerede findes, synlige for en større offentlighed” og på den måde ”intervenere i samtaler, som er gået i stå i bureaukratisk apati”.¹³ Anskues den radikale aktivisme således, vil de fleste kunne sympatisere med hensigten, og tilbage står kun spørgsmålet om graden af radikalitet, som må bedømmes fra aktion til aktion.

Men selv hvis radikale klimaaktivistiske aktioner kan retfærdiggøres på et konceptuelt plan, gælder det så også i praksis, når det går ud over almindelige mennesker på vej til arbejde, eller når det indebærer hærværk? Abadi svarer ikke entydigt på dette, ligesom han ikke giver sin egen vurdering af, om den radikale klimaaktivisme gavner eller skader den bæredygtige omstilling af samfundet. Man kunne her godt have ønsket sig, at forfatteren trådte lidt mere frem.

Trods de mange stærke eksempler i Climate Radicals kunne karakteristikken af den radikale aktivisme også godt have gået et spadestik dybere. Abadi nævner f.eks. kun sporadisk det livsstilselement ved aktivismen, som mange er tiltrukket af, og som også er med til at præge de forskellige gruppers taktikker. Dertil mudrer kapitlerne om institutionel politik også forfatterens analyse af den radikale aktivisme, som med fordel kunne have fyldt mere.

Ikke desto mindre er Climate Radicals en højaktuel og velskrevet bog om et emne, som utvivlsomt vil fylde mere i de kommende år. Det er svært ikke at blive smittet med en smule af den utålmodighed og desperation, som de radikale klimaaktivister motiveres af, og man efterlades med en uro i kroppen ved tanken om, hvorvidt vi som samfund vil kunne nå de sociale tipping points, som det kræver for ambitiøs kollektiv klimahandling, før vi når de planetære tipping points, som uigenkaldeligt vil ændre vores verden – til det værre.

Med det in mente, og hvis tidligere tiders aktioner og protestbevægelser kan bruges som et validt pejlemærke, får man let det indtryk, at fremtidens historiske tilbageblik vil være i aktivisternes favør.

Jakob Skovgaard, ph.d. i historie med fokus på sociale bevægelser og aktivisme

1. William Sass: Fra ’sød aktivisme’ til civil ulydighed og sultestrejke, i: Dagbladet Information (20/1/2025)
2. Cameron Abadi (2024): Climate Radicals. Why our Environmental Politics isn’t working. Columbia Global Reports, 15.
3. Great Thunberg (2022): Klimabogen. Politikens Forlag, 292.
4. Markus Ostarek, Brent Simpson, Cathy Rogers og James Ozden: Radical climate protests linked to increases in public support for moderate organizations, i: Nature Sustainability (21/10/2024): Radical climate protests linked to increases in public support for moderate organizations | Nature Sustainability, 1626.
5. Nature Sustainability, 1628.
6. Nature Sustainability, 1629.
7. Meningsundersøgelse fra YouGov: The majority of the public believe protests rarely, if ever, make a difference | YouGov
8. Damien Gayle: Disruptive protest helps rather than hinders activists’ cause, experts say, i: The Guardian (7/7/2023): Disruptive protest helps rather than hinders activists’ cause, experts say | Protest | The Guardian
9. Elise Sydendal, Emil Bejer-Pedersen, Naja Vaaben og Anna Bjerre Johansen: I er forargede over, at kunsten bliver ødelagt. Tænker I slet ikke på, hvor skrøbelig planeten er?, i: Jyllands-Posten (17/12/2024): I er forargede over, at kunsten bliver ødelagt. Tænker I slet ikke på, hvor skrøbelig planeten er? – Jyllands-Posten
10. Line Kvartborg Vestergaard og Nikoline Borgermann: Civil modstand er hamrende upopulært. Men det giver os håb for klimaet – og det virker, i: Dagbladet Information (2/8/2024): Civil modstand er hamrende upopulært. Men det giver håb for klimaet – og det virker | Information
11. Rapport om Verdensmålene fra FN: Unsdg | 2024 SDG Report: Global Progress Alarmingly Insufficient
12. Mads Ejsing, Katinka Fals, Nikolaj Kornbech, Frederik Appel Olsen, Lotte Nystrup Lund og Kirstine Lund Christiansen: Det Grønne Forskernetværk: Civil ulydighed er et nødvendigt værktøj I kampen mod klimakatastrofen, i: Dagbladet Information (21/1/2025): Det Grønne Forskernetværk: Civil ulydighed er et nødvendigt værktøj i kampen mod klimakatastrofen | Information
13. Mads Ejsing, Katinka Fals, Nikolaj Kornbech, Frederik Appel Olsen, Lotte Nystrup Lund og Kirstine Lund Christiansen: Det Grønne Forskernetværk: Civil ulydighed er et nødvendigt værktøj I kampen mod klimakatastrofen, i: Dagbladet Information (21/1/2025): Det Grønne Forskernetværk: Civil ulydighed er et nødvendigt værktøj i kampen mod klimakatastrofen | Information