Ukraine-krigen endte i katastrofe for NATO

Ukraine-krigen fortsætter nu på fjerde år. Først jublede vi. Siden kom bekymringerne, men vi holdt fanen højt og håbede det bedste. Nu er vi lammet af frygt. Vi må tilbage til virkeligheden og se at komme videre.

Af Klaus Kondrup

Ukraine-konflikten drejer sig om de nuværende magtforhold i Europa. NATO er en forsvarsalliance rettet mod Rusland. Regeringen i Moskva ønsker afklaring vedrørende sikkerhedsarkitekturen i Østeuropa: Hvordan skal styrkerne fordeles fra Baltikum til Sortehavet. Her er Kaliningrad og Moldavien centrale emner. Spørgsmålet om Arktis og Hvideruslands status lurer i udkanten af dette enorme problemfelt. Moskvas røde linje er georgisk og ukrainsk neutralitet, og Kreml har vist vilje til at sætte magt bag.

Rusland er nu igen at regne for en stormagt, da alene den russiske hærs træningsniveau gør Moskva til ’en spiller man må regne med’, før man handler geopolitisk i dens nærhed. Ved at opføre sig som en stormagt kan man blive det. EU kunne lære noget her; EU er rent styrkemæssigt i stand til at balancere Rusland, men mangler politisk enhed og retning. Det viser sig tydeligt i disse dage, hvor Italien, Frankrig, Tyskland, Polen, Spanien, Holland og Danmark mødes for at danne fælles fodslag i spørgsmålet om Ukraines fremtid.

Et spørgsmål presser sig på: Er Rusland den rigtige fjende for EU? I NATO er der tegn på splittelse omkring dette spørgsmål: Hvad er truslen? Ungarn og Slovakiet ligger tæt på Rusland og Ukraine, men er ikke særligt bange for russerne. De ønsker Ukraine-krigen stoppet. Det trækker op til fraktionalisering. Og fiktionalisering. Bevares. Og nu går USA enegang ved at tale separat med Moskva. Måske ønsker Washington også fred? NATO har tabt krigen, og hvis Ukraine skal reddes, er det på høje tid at få standset krigen. Klart. Men kan man bare det? USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, har tilkendegivet, at spørgsmålet om Ukraine i NATO er taget af bordet. Det åbner mulighed for dialog. Hvis Washington anerkender den russiske annektering af Lugansk, Donetsk, Zaporizjzja, Kherson og Krim, er der grundlag for samtaler, hvor parterne kan opridse deres forhandlingspositioner.

Hvad Kreml vil forlange som udgangspunkt for fredsforhandlinger, er usikkert: Hvor stor en stående hær vil man tillade, at Kyiv beholder efter en kapitulation? Kyiv skal have mulighed for at slå ned på separatister internt, hvis Ukraine skal kunne blive en fungerende stat med politi og domstole, så et sted mellem 100.000 og 150.000 mand synes at være et sandsynligt leje at lande på. Nu er isen brudt, og samtale kan etableres. Vi skal et spadestik dybere ned, hvis vi skal danne os et bedre billede af den aktuelle geopolitiske virkelighed omkring Ukraine.

På vej mod egentlige forhandlinger

Umiddelbart giver den seneste udvikling anledning til en række spørgsmål: Hvordan vil den nye administration i USA reagere, hvis Kreml sylter samtalerne og blot fortsætter med at køre ukrainerne over på slagmarken? Og hvordan vil europæerne reagere, hvis de bliver siddende på sidelinjen i flere måneder? Vil Storbritannien forsøge at overtage depechen i Ukraine efter USA? Hvad vil London kunne bringe? Sikkerhedsgarantier til Ukraine uden for NATO? Vil Kreml overhovedet acceptere udenlandske tropper i Ukraine? Kan EU bringe noget til bordet? – Nye ideer, penge, våben? Ikke rigtigt. Soldater i skudlinjen virker ikke tillokkende. Washington vil tilsyneladende forsøge at få europæerne til at købe flere af deres våben og sikre sig rettighederne til Ukraines undergrund, måske endda tilbyde Rusland at genindtræde i verdensøkonomien på lige vilkår med andre. Men er det nok til at kunne få Rusland til at indstille kampene? Vi får at se.

Ukraine bliver i Kreml opfattet som et eksistentielt spørgsmål. Og sådan har det været i hele Den Russiske Føderations historie. For dem er det alvor. Ikke et spil. Amerikanerne, derimod; de vil have en aftale. Og så færdigt arbejde! Russerne har dog god tid, fordi de kan øge presset på Washington og Bruxelles gennem fortsat fremrykning på slagmarken, så Moskva må forventes at ville bruge den fordel til at skabe sig en solid forhandlingsposition med stor bredde i emnerne. Ledelsen i Washington virker bevidste om den asymmetri. Hvad man har tænkt sig at stille op med den, er derimod ikke helt klart.

Forhandlingerne ser ud til at kunne starte, så snart positionerne er trukket op i Riyadh, og USA begynder at bringe noget til bordet ud over Kremls umiddelbare krav. Washington er gode til at fylde meget og virke store i slaget, når de optræder i medierne, men når det kommer til stykket, hvordan vil de håndtere nederlaget? Når man har tabt, er vilkårene, at man skal stille modstanderen tilfreds for at opnå freden og få en stemme i samtalen om situationen fremadrettet. Det er omdrejningspunktet. Det sagt afspejler en fredsaftale tilstanden ved frontlinjerne. Lad os derfor først stille skarpt på, hvordan det ser ud i krigen lige nu.

Vi må forholde os til Ukraine-krigen med udgangspunkt i virkeligheden

Rusland har vundet krigen i Ukraine. Den Russiske Føderation var for stærk. Det skyldes primært to faktorer: 1) Moskva fik gennemtrumfet en konfrontation på Ruslands præmisser: Det blev en frontkrig, hvor Kyivs styrker kom til at lide under overvældende ildkraft og blev udmattede. 2) Kyiv kom aldrig til at tæmme korruptionen i Ukraine og forfaldt til propagandakrig: Man klyngede sig til tabt territorium og ofrede således mandskab for at fremstille krigslykken i et bedre lys over for donorerne, for at gøre dem tilfredse med, hvad de havde givet – og få dem til at give mere. Nu er Kyiv løbet tør for mandskab, fjenden rykker frem forbi de befæstede områder, og NATO har reelt ikke flere muligheder for at påvirke krigens udfald. Desperationen i Vesten er manifest. Et centralt spørgsmål bliver nu: Hvad med NATO, når nu Rusland viser mod og styrke? Hvordan med sammenholdet? Man forsøger at fortælle historien om, at Rusland vil angribe NATO for at overtage Europa. Det er absurd, men det virker.

Her skal vi imidlertid tage udgangspunkt i virkelighedens verden og få et billede af, hvordan aktørernes evner og interesser konkret udmønter sig, så vi kan fremdrage det reelle styrkeforhold mellem parterne.

Gør man sit geopolitiske hjemmearbejde og sætter sig ind i fjendens perspektiv, bliver man ofte udskammet som russervenlig eller landsforræder: ’Putinversteher,’ som det hedder på tysk. Sådan er debatklimaet i Danmark og store dele af Europa omkring Ukraine-krigen. Men hvis man ønsker at undgå, forstå eller standse en krig, må man indse, hvad det er, de andre vil og hvad de kæmper for, så man ved, hvorfor man slås mod dem, og hvad de vil have ud af en eventuel overenskomst. Der er dog intet, som tyder på, at vi accepterer nederlaget eller pludselig bliver villige til at leve os ind i fjendens interesser. Det er fatalt for os, specielt denne gang, hvor vi har ladet os rive med ind i en konfrontation med en større nabo. Vi reagerer i en sikkerhedsdynamik, som bygger på frygt og forestillinger og underminerer derved vores eget sikkerhedspolitiske fundament. NATO’s udfordringer er et symptom på, at vi har mistet vores geopolitiske kompas.

I Danmark er vi stadig underlagt propagandaen med den gamle fortælling: ’Russerne kommer.’ De statsstøttede medier giver ingen indsigt i, hvad der sker med Ukraine og krigen, så befolkningen er prisgivet, og ingen politiker tør stille de spørgsmål, som ville kunne bringe offentligheden ud af vildfarelsernes favntag og tilbage til virkeligheden: Hvad er vores andel i konflikten med Moskva? Hvilke krav har fjenden til en fred?  Det er umuligt at trænge igennem med en beskrivelse af tingenes tilstand i dagspressen for at informere danskerne, som for de flestes vedkommende står uden mulighed for at få noget at vide om krigen.

Så i Danmark står vi uforstående over for konfliktens indhold og skal nu til at tage ansvaret for, at vi har tabt. Vanskeligt. At nogen for nylig har påstået, at det hele kan klares med et trylleslag, når der kommer ny ledelse i Washington, har ikke gjort det bedre. Som altid når krigene går den forkerte vej for os, mister vi interessen og begynder at fokusere på noget andet. Men konsekvenserne er denne gang vidtrækkende. Skylden for, at der blev krig, har vi for længst skudt fra os. Fra starten af omfavnede vi fortællingen om det gode mod det onde. Og de onde, det er de andre. Lærer vi nogensinde noget af vores mislykkedes udenrigspolitiske eventyr? En lektie bør vi allerede kunne drage: Fordi man selv synes, at man har vundet kampen om fortællingen, har man ikke vundet krigen. Og da slet ikke freden.

Situationen ved fronten

Siden russerne brød igennem ved Avdiivka for et år siden, har Moskvas tropper kværnet ind over de 10 år gamle fæstningsværker i Donbas. Med konstant artilleribeskydning, droneangreb på stillinger og forsyningsveje samt en regn af svævebomber fulgt op af stormtroppeangreb har russerne erobret fort efter fort: Torretsk, Velyka Novosilka, Chasiv Yar, alle er de faldet, og kampene foregår nu i vanskeligt holdbare positioner omkring Andriivka og Pokrovsk. Moskva kan åbne en ny front i Kharkov, hvis de vil. Kyivs styrker er trukket tyndt ud langs den enorme frontlinje.

Pokrovsk blev i efteråret det nye fokuspunkt. Byen er et centralt knudepunkt for logistikken i Donbas med jernbane og hovedvejsforbindelser. Falder den, vil det centrale Ukraine ligge åbent for fjenden. Med overtagelsen af Selydove fik Moskvas styrker en by, hvorfra de kunne iværksætte operationer med droner rundt om Pokrovsk, hvilket har vanskeliggjort forsyninger til byen. Det kniber i forvejen med at få mad og materiel frem til fronten i det korruptionsplagede land, og de konstante dronebagholdsangreb på strategiske indfaldsveje udmatter og demoraliserer de forsvarende styrker.

Kyivs styrker er tapre. Ingen tvivl om det. I forrige uge gennemførte de modangreb ind i fjendens stillinger syd for Pokrovsk og forsvarede indædt højdedragene nord for Andriivka, hvorved de søgte at sinke fjendens fremrykning. Koldt er det i skyttegravene. Specielt om natten. Store kontingenter af soldater omringes i lommer. Mange kæmper til det sidste, mens andre besinder sig og overgiver sig til overmagten. Tab, det vil sige: døde, hårdt sårede, desertører, tilfangetagne og såkaldt ’forsvundne’ soldater, regnes i over tusinde dagligt i forholdet 3 /1 i Moskvas favør: Den Russiske Føderations udnyttelse af deres overvægt i ild- og mandskabskraft har ledt til en langsom nedkæmpning af modstanden.

I Vesten er der stadig nogle, som tror, at Moskvas styrker er under pres og lider store tab. Sandheden er, at Den Russiske Føderations styrker er velorganiserede og godt udrustede, roterer hensigtsmæssigt ud og ind ad kampzonen, samt at de angriber velforberedt og velovervejet, hvorved de med relativt få tab overtager stilling efter stilling. Selvfølgelig koster det også russerne at føre nedslidningskrig, men langtfra i det omfang, som rapporteres fra de vestlige efterretningstjenester gennem de statsstøttede medier. Det står klart for alle observatører. Fra europæisk hold er budskabet, at vi skal fortsætte ufortrødent. Men Kyivs styrker er helt tyndslidte nu. Det er det afgørende. Og det er for sent at uddanne nye effektive soldater; man mobiliserer nu de resterende 18- til 24-årige mænd, som sendes til fronten uden ordentlig træning, så deres chance for at overleve er under alle omstændigheder ringe. Det er ikke længere muligt for Kyiv at gøre hensigtsmæssig modstand.

Kremls krav til fred

At krigen er tabt, betyder, at hvis kampene skal standses, før Kyiv løber helt tør for mandskab, skal vi i NATO finde ud af at honorere fjendens krav: Neutralitet, demilitarisering og afnazificering. Spørgsmålet om Ukraines neutralitet var en væsentlig del af de forhandlinger, som ledte frem til landets forfatning i 1996. Moskva opfatter NATO-alliancen som rettet mod Rusland, og fra marts 1999 har der været alvorlige problemer mellem Moskva og Washington vedrørende NATO. Bombningen af Serbien og udvidelsen af NATO med Polen, Tjekkiet og Ungarn stadfæstede den udenrigspolitiske konsensus i Kreml, hvilket fik den udvikling i gang, som vi ser krusningen på nu. Moskva satte foden ned over for NATO i Georgien og Ukraine. Det blev slået fast ved sikkerhedskonferencen i München, 2007. Nu forsøger Kreml at gennemtrumfe Ukrainsk neutralitet med militære midler. Det er det første krav, som vi skal give os på: Ingen NATO i Ukraine. Der er tegn på, at den nye regering i Washington vil være villig til at give sig på dette punkt.

Det andet krav er demilitarisering, altså at Kyivs styrker skal decimeres og vikles ud af NATO, så de ukrainske væbnede styrker ikke opfattes som en trussel i Moskva. Ukraine er et stort land, og selvom mange er flygtet, kan Kyiv stadig mønstre over en halv million soldater. Med de nuværende tabstal er der til et års tid eller to. Så er Ukraine demilitariseret, dvs. løbet tør for våbenføre mænd. Når krigen slutter, vil det kræve et tæt samarbejde mellem Moskva og NATO om at monitorere demilitariseringen for at sikre, at krigen ikke bryder ud igen. Krigen har været meget trættende for russerne, så de vil have en varig fred. Ikke en våbenhvile, der i Rusland vil blive opfattet som en chance for, at NATO kan opruste og derfor et skødesløst spild af russiske tropper.

Tilliden til Vesten er lav i Rusland. Specielt efter Minsk I & II i 2015 har der været skepsis over for Vestens vilje til at overholde aftaler. Høgene i Kreml har overtaget. De kræver betingelsesløs kapitulation fra Kyiv med øjeblikkelig tilbagetrækning fra de annekterede områder og ønsker sig yderligere Odessa, Mikolaiv, samt Kharkov som værn mod NATO. Duerne er derimod fokuserede på at få etableret en varig sikkerhedsarkitektur i Sydøsteuropa, hvor for eksempel Odessa forbliver på Kyivs hænder, så Ukraine kan udskibe deres landbrugsprodukter; de gentager sådan set bare de gamle ønsker fra 1990’erne. Ikke let for Vesten med supermagten i spidsen at skulle give op på Ukraine, men hvis der ikke snart kommer en kapitulation fra Kyiv, gennemfører Moskva sin politik med andre midler. Det kan koste Kyiv kontrollen over Odessa. Og det vil koste yderligere en kvart million ukrainske mænd liv og førlighed i 2025, så det er om at få Moskva til at acceptere kapitulationen og standset kampene, hvis man ønsker, at Ukraine skal have en fremtid.

Demilitarisering er et springende punkt og peger frem mod, hvordan det sikkerhedspolitiske morads i Østeuropa skal ordnes. Det kan ikke bare aftales uden videre. En egentlig fredsforhandling vil kræve, at der opbygges tillid. Mestrer Washington det? Eller er det hele et forsøg på at etablere Minsk III, ved at fløjte til halvleg, mens Washington fortsætter med at udnytte situationen? Kan de etablerede bureaukratiske interesser i den amerikanske administration tilsidesættes? CIA har, så længe det har fandtes, været i Ukraine og har nu en kraftig tilstedeværelse; vil de bare opgive ævred? Spørgsmålene hober sig op.

I Vesten har vi leet ad kravet om afnazificering. Vi har faktisk hele vejen igennem undladt at tage Moskvas krav alvorligt og har ikke villet sætte os ind i Kremls perspektiv. I Rusland henviser kravet om ’afnazificering’ til den ultranationalistiske elite, som har magten i Kyiv, dens retorik og ornamentik. Man skal huske, at ukrainere og russere er gift ind i hinanden, og at mange af dem godt ved, hvad der foregår i Ukraine. Vi forstår ikke så meget af det, og russernes opfattelse af den ukrainske nationalisme og dens karakter bliver vanskelig for os at fordøje. Vi har bildt os ind, at regimet i Kyiv er proponent for vores ideologi, trods krigsretstilstanden. For russerne betyder ’afnazificering’ stop for det, de ser som angreb på det russiske sprog, kultur og Kyiv-regimets underminering af den ortodokse kirkes rolle i Ukraine. Ikke helt let at håndtere i en fredsforhandling.

Kan der blive fred?

Det bliver svært at forsikre Kreml om, at vi accepterer deres krav og ikke bare ønsker, at situationen skal holdes flydende, så vi kan genopruste og dræbe flere af Moskvas styrker senere, og derfor er det vanskeligt at se, hvordan krigen kan standses. Washington kan prøve at skifte kurs og søge frem mod en aftale, men styret i Moskva har alle kortene på hånden, da Den Russiske Føderations styrker har et afgørende overtag på slagmarken. Washington synes opsat på at indlede en dialog med henblik på at skabe fred, men spørgsmålet forbliver: Hvordan er det muligt?

Der er en lov i Ukraine, som forbyder forhandlinger med ledelsen i Moskva. Kreml anerkender ikke Ukraines præsident. Sidste år ved denne tid overvejede Washington at fjerne Zelenskyj-styret, men fravalgte det, fordi man var bange for alternativet. Der er mange, som er interesserede i, at krigen skal fortsætte. De vil kæmpe til den sidste ukrainer. Det drejer sig om mange penge. Milliarder af dollars. At Washington gennemtvinger kapitulation fra Kyiv og giver efter for Moskvas krav, synes at være den eneste vej. Mange tror, at hvis bare vi giver lidt flere penge og våben til krigen, så falder Rusland snart i grus. Påstanden er, at hvis ikke vi kæmper for, at Rusland skal bryde sammen, så mister vi vores selvbestemmelse. Der har endnu ikke været opstillet en forståelig argumentation for, at det skulle have noget med virkeligheden at gøre: Det ene øjeblik er russerne så svage, at de er ved at kollapse; det næste øjeblik er vi på vej til at blive overrendt af dem.

I alt hvad der siges, er det frygten, som taler, og hvis man ikke er bange, er man en forræder. Vi har malet os op i et hjørne, hvor vi søger sikkerhed. Indtil nu har den gamle sang om ’Russerne kommer’ gjort os trygge; det er en frygt, vi kender, og som man altid vil kunne puste til. En fælles fortælling forsikrer os om, at vi står sammen mod det onde, men nu truer vores opfattelse med at paralysere os: Vi klamrer os til frygten, fordi vi har bildt os ind, at vi har nytte af at være fjende med verdens stærkeste atomvåbenmagt, og at det nu er gået galt. USA orienterer sig på ny med store krav til deres omgivelser. Hvad med EU? Og hvad med Danmark? Hvordan bliver vi klar til den nye virkelighed?

Vi skal finde en måde at leve med russerne på i Europa, for kontinenterne kommer ikke til at glide fra hinanden foreløbig, og Rusland forsvinder ikke. Det bliver ikke let. USA afsøger nu mulighederne for at komme ud af konflikten. I Tyskland diskuterer man for tiden forholdet til Moskva, og hvordan man skal komme ud af den økonomiske krise, der er opstået i kølvandet på sanktionspolitikken mod Rusland. Tyskerne går til forbundsdagsvalg 23. februar. Uanset hvad vores nabo i syd kommer frem til, skal vi vænne os til tanken om, at kapitulation er vejen frem, og at vores største udfordring lige nu er at få Kreml til at acceptere, at vi giver op. Mange vil indvende, at det burde have været anderledes, men vi er nødt til at tage udgangspunkt i, hvordan situationen er, for at kunne tage fornuftig stilling til den.

Konklusion

Ukraine-krigen var i høj grad Washingtons krig; USA, Storbritannien og Polen, men også de baltiske lande og Danmark, har skubbet på for at holde døren til NATO åben for Ukraine, og siden NATO-topmødet i Bukarest, 2008, har NATO været på konfrontationskurs med Rusland. Den politik har lidt skibbrud, og tiden, hvor Danmark blindt kunne følge Washington og læne sig op ad London, er slut. Nu skal vi selv til at orientere os og tænke os om, så vi sikrer vores fremtidige position i det nye geopolitiske landskab. Det kræver en nyorientering, og der er derfor brug for en ny start på samtalen om Ukraine-krigen og vores deltagelse i den herhjemme. Mit forslag er, at vi starter med at undersøge, hvad der er muligt, og forbereder os på at komme videre, ved at klargøre for os selv, hvad som er i vores interesse, så vi kan deltage i den dialog om sikkerhedsarkitekturen i Europa, der vil komme i kølvandet på en fred uanset hvordan den opnås.

Cand.mag.scient.pol., ph.d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk