Hvem er bange for Judith Butler?

Judith Butler
Hvem er bange for køn?
Klim, 2024

 

 

 

Judith Butlers nyeste værk, Hvem er bange for køn?, er et kampskrift mod den globale antigender-bevægelse, som på tværs af kontinenter sætter kvinders og LGBT+-personers rettigheder på spil. Butlers kritik af denne bevægelse, som er inspireret af psykoanalysen, er både original og tiltrængt. Men samtidig ender Butler med delvist at imitere bevægelsens retorik om, at der kun findes én ‘rigtig’ og én ‘forkert’ måde at forstå køn på.

Af Andreas Beyer Gregersen
Collage efter bogomslag og foto af Mathilde Meile/Uniavisen/2023

Kan en global politisk bevægelse virkelig centrere sig om ét enkelt ord? Det er i hvert fald tilfældet for den såkaldte antigender-bevægelse, som siden 1990’erne har sat spørgsmålstegn ved kvinders og LGBT+-personers rettigheder ved at associere disse med det engelske begreb ”gender” – et begreb, som vi ofte oversætter til ”socialt køn” på dansk. Ofte dateres antigender-bevægelsens begyndelse specifikt til året 1995 med den religiøst motiverede modstand mod den fjerde verdenskonference for kvinder i Beijing, hvor feministiske aktivister argumenterede for en mere socialt orienteret kønsforståelse.1 Drevet af særligt katolske organisationer med Vatikanet i spidsen har antigender-bevægelsen forsvaret en ultrakonservativ samfundsorden over for en (forestillet) fjende, der ofte omtales som ”gender-ideologi” og ”gender-teori”.

Det er derfor yderst aktuelt, at den verdensberømte filosof Judith Butler netop nu udgiver et værk, der kritiserer denne bevægelse. Ovenikøbet er Butler ofte selv blevet betegnet som den intellektuelle hovedarkitekt bag et angiveligt angreb på den traditionelle og ”naturlige” kønsorden. De (Butlers foretrukne pronomen) er blevet kaldt en ny “pavinde af køn” af kritikere fra den katolske kirke.2 Butler fortæller også, at arbejdet med bogen allerede startede i 2017, efter at en vred folkemængde brændte en dukke, som forestillede Butler, foran en akademisk konference i São Paolo, hvor de deltog. Det hævdes ofte, at teoretikere som Butler befinder sig i et ekkokammer, men dette modbevises, da Butler i Hvem er bange for køn? forholder sig til flere af sine værste kritikere.

Butler er fortsat mest kendt for sit banebrydende værk Gender Trouble fra 1990, der skitserer en performativ kønsteori. De er ofte blevet associeret med intellektuel arrogance på grund af deres komplicerede skrivestil og eklektiske inddragelse af alt fra feministisk teori, Michel Foucault, klassisk tysk filosofi til psykoanalyse. Hvem er bange for køn? er mindre teoretisk udfordrende og mere aktivistisk, i den forstand at Butler bruger størstedelen af bogen på at diskutere og kommentere nyere politiske udviklinger i Europa og USA med særligt fokus på antigender-bevægelsens indflydelse. Dermed kan værket læses som et samtidigt bidrag til det nyere forskningsfelt, der forsøger at afdække denne bevægelse.3

Der er samtidig kontinuitet i forhold til Butlers tidligere forfatterskab. Dette gælder især Butlers brug af psykoanalyse og problematisering af den udbredte skelnen på engelsk mellem begreberne ”sex” og ”gender”. Oversætter Peter Borum har valgt at oversætte disse to begreber med henholdsvis “sociokøn” og “biokøn”, og han følger dermed også tidligere danske oversættelser af Butlers værker. Der er dog visse problemer med at konstruere to underkategorier af køn (henholdsvis en social og en biologisk kategori) på dansk som oversættelser af ”gender” og ”sex”. De engelske begreber ”gender” og ”sex” er nemlig ikke bare to underkategorier, der tilhører den samme begrebslige kasse, men giver med deres mangfoldige associationer og anvendelser to forskellige bud på, hvad køn egentlig er for noget. Først og fremmest indfanger den førnævnte oversættelse ikke helt, hvad antigender-bevægelsen ofte forarges over, nemlig at ”gender” i Butlers forståelse peger på en diskontinuitet i vores kønsforståelse. Modsat termen ”sex” implicerer begrebet ”gender” ofte, at køn kan vise sig og praktiseres på vidt forskellige måder og dermed også forstås ud fra forskellige perspektiver, der ikke nødvendigvis danner én samlet helhed. ”Gender” og ”sex” bruges ganske vist nogle gange synonymt på engelsk, men alligevel peger dét, at de ofte bruges som to forskellige begreber, på, at der ikke bare går en lige linje fra hormoner, kromosomer og kønsorganer til kønsidentitet, kønsroller og seksuel orientering.

Det er denne erkendelse af, at køn i sig selv er rodet og skaber ”ballade” (med henvisning til titlen på Butlers berømte værk, Kønsballade (Gender Trouble)), som antigender-bevægelsen opponerer mod. Den hævder, at der blot findes to biologiske køn – mand og kvinde – og at der heraf følger nøje bestemte kønsroller. Med andre ord følger sociokønnet direkte af biokønnet. Også i lande som Brasilien, Spanien, Polen og Ungarn bruges begrebet ”gender” på engelsk, og det er dette centrale begreb i antigender-bevægelsen, som ofte kobles til en nationalistisk retorik om, at en gender-ideologi påtvinges det nationale folk af fx EU.

Butlers mest originale og lovende bidrag til at forstå antigender-bevægelsen i dag består i en psykoanalytisk analyse af bevægelsens forståelse af gender, hvorved Butler konkluderer, at gender må forstås som en fantasme. I den første del af anmeldelsen vil jeg argumentere for, at denne tese er velbegrundet. Derefter vil jeg i anmeldelsens anden del diskutere en anden af bogens centrale påstande: at antigender-bevægelsen bærer fascistiske kendetegn. Den anklage anser jeg hverken som særligt originalt eller gennemtænkt. Til gengæld afslører den en del om Butlers egen retorik.

Skabelsen af en politisk fantasme

Antigender-bevægelsen anvendelse af begrebet gender har en særlig symbolik, som allerede er bredt anerkendt af forskere. Stefanie Mayer og Birgit Sauer har fx karakteriseret gender som en “tom betegner”, med henvisning til at begrebet ikke har en klar betydning, når det bruges i bevægelsen. Eszter Kováts og Maari Põim anvender udtrykket “symbolsk lim”, fordi begrebet binder forskellige aktører sammen i en fælles modstand.4 Ifølge Butler er brugen af gender i antigender-bevægelsens retorik snarere overdetermineret, dvs. det indeholder alt for mange (og ofte modstridende) betydninger på én gang.

For at forstå hvordan gender-begrebet fungerer, trækker Butler især på den franske psykoanalytiker Jean Laplanche og hans idé om fantasme. Fantasme refererer til, at et fragmenteret sæt af psykiske associationer sammenkobles i en kompleks enhed på tværs af vores bevidsthed og det ubevidste. Dette foregår især på to forskellige måder: gennem fortætning og forskydning. Kort fortalt betyder fortætning, at vilkårlige elementer forbindes, mens forskydning indebærer, at noget i vores sind skubbes væk, muligvis endda fortrænges, mens andet rykkes tættere på den fortættede enhed af psykiske associationer.

”Gender” er ifølge Butler en fantasme, fordi det er blevet fortættet med alt fra problematisering af kønsroller, anerkendelse af LGBT+-personer, den politiske dagsorden om at bekæmpe vold mod kvinder til fremkomsten af nye kønsteorier. At nogle af de forskellige anklager synes at være selvmodsigende – fx hævdes det, at gender-ideologi er en ny form for totalitarisme, samtidig med at det åbenbart fører til alt for meget frihed og en opløsning af samfundsnormer – er ikke et problem, så længe fantasmen fremstår som noget omfattende og skræmmende. Samtidig forskydes forskellige ting undervejs, hvilket for Butler især handler om, at økonomisk usikkerhed og kapitalistisk udbytning fortrænges af antigender-bevægelsen som mulige årsager til, at verden synes at være i uorden.

Den psykoanalytiske læsning er overbevisende, i lyset af at gender for antigender-bevægelsen ofte antager karakter af et slags genfærd – en uhåndgribelig størrelse, der både hjemsøger og undslipper én. Fx skabte en af de centrale aktører i bevægelsen, den kristne organisation CitizenGo, postyr i 2017 ved i flere lande at klistre kontroversielle budskaber på busser, fx det paradoksale udsagn, at “Gender teori eksisterer ikke. Alligevel vender den tilbage.”5 Med andre ord betegner gender ifølge antigender-bevægelsen illusoriske forestillinger om køn og seksualitet, men disse forestillinger er samtidig meget virkelige i deres konsekvenser ved, at de fra antigender-bevægelsens perspektiv vender op og ned på samfundsordenen. Hvad der er særligt skræmmende for mange i bevægelsen, er, at denne onde ånd også synes at sprede sine samfundsnedbrydende tanker om køn og seksualitet under overfladen, fx gennem infiltration af institutioner (især på uddannelsesområdet) og i populærkulturen.

Det er derfor ikke overraskende, at gender ofte beskrives med sygdomsmetaforer om smitte (som vi også kender fra årtiers stigmatisering af bl.a. homoseksuelle og transpersoner). Den katolske præst Tony Anatrella, som er en del af den franske bevægelse La Manif Pour Tous (som i 2012-13 førte en massiv kampagne mod indførelse af retten til samkønnet ægteskab), har fx karakteriseret genderideologi som en “intellektuel virus”.6 Butler er særdeles god til at vise, hvordan den moralske panik om homoseksualitet og transkønnethed gennem seksualundervisning i bl.a. amerikanske delstater som Florida og Alabama netop bygger på en fantasme om, at gender smitter børn og unge, uden at vi umiddelbart kan se det.

Nogle af de bedste steder i Hvem er bange for køn? er der, hvor Butler skridt for skridt afmonterer fantasier om, hvordan nye rammer omkring køn og seksualitet skulle være enormt farlige. Fx går Butler ind i den gentagne påstand om, at transkvinder udgør et stort problem for andre kvinders sikkerhed i fængsler. De argumenterer for, at dette først og fremmest peger på en yderligere fantasme om, at det at besidde en penis i sig selv giver bæreren en særlig magt, selvom det med transkvinders udsatte position i samfundet oftest forholder sig direkte omvendt.

Andre steder i værket er det til gengæld, som om Butler overspiller sine kort ved en ensidig betoning af, at antigender-bevægelsen er indfanget af sin egen fantasme. Som når Butler får det til at lyde, som om transnationale og ultrakonservative organisationer (fx World Congress of Families, C-Fam og Ordo Iuris) blot har misforstået det hele, mens alle os andre selvfølgelig ved, hvordan tingene ”i virkeligheden” hænger sammen. Butler nævner stort set ikke, at antigender-bevægelsen lige siden den katolske og muslimske modstand mod FN’s fjerde verdenskonference for kvinder i Beijing i 1995 har haft delvist ret i, at begrebet gender i stigende grad faktisk er blevet inkorporeret i diskursen i international politik, som oftest for at signalere et større fokus på skiftende kønsroller samt ligestilling mellem mænd og kvinder.

Et godt eksempel på den internationale udbredelse af begrebet gender er Istanbulkonventionen, som siden dens oprettelse i 2011 har været Europarådets internationale konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder. Denne konvention har været under konstant angreb af antigender-bevægelsen for at underminere traditionelle familieværdier og promovere homoseksualitet, hvilket bl.a. har ført til, at Tyrkiet trak sig fra konventionen i 2021. Er antigender-bevægelsens påstande om Istanbulkonventionen blot skræmmebilleder af en konvention, der i virkeligheden kun handler om at bekæmpe fx partnervold og partnerdrab? I alt overvejende grad ja, men alligevel står det også sort på hvidt i konventionens artikel 3c, at ”gender” defineres som “de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter, og egenskaber, som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd”.7 En sådan kønsforståelse står i reel kontrast til den biologistiske og traditionalistiske kønsforståelse, som fremmes af antigender-bevægelsen, og det er derfor misvisende at hævde, at gender i alle tilfælde er en fantasme.

Fordi Butlers idé om gender som en fantasme, der forvrænger virkeligheden, fylder så meget i bogen, forbliver det dermed mere uklart, i hvor høj grad og hvordan der også må siges at være tale om reelle sammenstød mellem forskellige normative opfattelser af køn og seksualitet. Det er fx tydeligvis ikke en forvrængning af virkeligheden, når antigender-bevægelsen hævder, at deres modstand mod fx rettigheder til homoseksuelle og transkønnede står i modsætning til feministiske og LGBT+-bevægelsers positioner. Opgaven i sådanne tilfælde er derfor for mig at se ikke at afdække psykiske processer, der kan forvrænger ens virkelighedsopfattelse, men at arbejde på at fremme basale normer om, at homoseksuelle og transkønnede bør anerkendes som ligeværdige borgere.

Fascisme i nye klæder?

Butler udtrykker selv tydeligst sin dybe uenighed med antigender-bevægelsen, når de hævder, at antigender-bevægelsen har “andel i fascismen”. Butler bygger denne anklage på, at store dele af antigender-bevægelsen eksplicit går ind for en konservativ samfundsorden med en autoritær leder i spidsen repræsenteret af personer som Giorgia Meloni, Vladimir Putin og Viktor Orbán. Butler definerer imidlertid ikke præcist, hvornår noget går fra ”kun” at være traditionalisme og autoritarisme til også at være fascisme, som man oftest associerer med yderligere træk såsom massemobilisering, en hierarkisk samfundsorden, en stærk stat og dyrkelse af en lederskikkelse.

I stedet refererer Butler mere vagt til “fascistiske teknikker” og “fascistiske lidenskaber”, som i hvert fald indebærer sådan noget som hadefuld retorik og forfølgelse af minoriteter. Men det er svært at se, at disse anklagepunkter skulle gælde for antigender-bevægelsen som helhed, når Butler også inkluderer grupper og debattører som de såkaldte kønskritiske feminister (”gender critical feminists”) i Storbritannien i denne bevægelse. Kønskritiske feminister, der nogle gange også betegnes som ”transekskluderende radikale feminister” (med akronymet TERF), promoverer ikke en ultrakonservativ og autoritær samfundsorden, og de findes ofte på venstrefløjen. Til gengæld modsætter de sig ideen om ”gender” ud fra en biologistisk kønsforståelse, og de protesterer imod, at transkvinder bliver en del af den feministiske bevægelse.

Butler ser også selv ud til at anerkende antigender-bevægelsens heterogenitet, når de skriver, at det “ingen mening” giver, at selverklærede feminister allierer sig med stærkt højreorienterede og autoritære kræfter i spørgsmål om fx transpersoner i elitesport og seksualundervisning. Antigender-bevægelsen er altså ikke en så sammentømret og ideologisk konsekvent bevægelse, som Butler visse steder lægger op til. Det øger derfor nok kun niveauet af gensidig misforståelse at bruge fascisme-begrebet som en generel delegitimering af en stor og broget gruppe aktører, selv hvis nogle dele af anti-gender-bevægelsen med rette kan betegnes som fascister.

Dette hænger sammen med, at Butler opererer med en lidt for skarp skillelinje mellem ”de onde” i antigender-bevægelsen og ”de gode” i især feministiske og LGBT+-bevægelser. En konsekvens af denne form for retorik er, at Butler delvist reducerer komplicerede og dilemmafyldte spørgsmål om fx LGBT+-rettigheder til et spørgsmål om ”sund fornuft” – at det bare handler om at give folk lov til at leve, som de nu ønsker at leve. Diskussioner om emner såsom kommercielt rugemoderskab, transkønnede i elitesport og mere inkluderende sprogbrug er dog langtfra simple. Selvom Butlers ærinde i Hvem er bange for køn ikke er at gå ind de diskussioner, fremstår det alligevel flere steder, som om der kun er én progressiv tilgang til den slags spørgsmål, og at det derfor ikke bør være kontroversielt eller vanskeligt for ligesindede at blive enige om, fx hvilken sundhedsbehandling der bør tilbydes transkønnede børn og unge.

Alt dette betyder ikke, at Butler tager fejl, når de fremhæver væsentlige politiske skillelinjer og argumenterer for, at antigender-bevægelsen udgør en massiv trussel mod nutidige frigørelsesprojekter på områder, der har med køn og seksualitet at gøre. Butler peger særligt på et grundlæggende skel mellem at forstå køn som henholdsvis en lukket og en åben kategori. Er køn noget, der nemt kan begribes med den ”sunde fornuft”, eller noget, der snarere kalder på både refleksion og nysgerrighed? Men samtidig er det vigtigt at behandle køns- og seksualitetspolitik med lige så meget åbenhed og en villighed til at konfrontere ubehagelige spørgsmål, der kan udfordre ens moralske intuitioner, hvilket Butler ikke synes at være synderligt optaget af at gøre i dette værk.

Uanset disse svagheder er Hvem er bange for køn? en tankevækkende og dybt interessant bog, som også er relevant i en dansk kontekst. Selvom antigender-bevægelsen ikke er lige så tydeligt til stede herhjemme, er der i de seneste år inspireret af internationale tendenser vokset en politisk dagsorden frem hos aktivister og højreorienterede politikere i Danmark, hvor der insisteres på en snæver forståelse af køn som udelukkende biologisk og binær. Også i en dansk kontekst er Butlers tanker derfor relevante, hvis vi vil forstå, hvordan køn og seksualitet indflettes i konservative fantasmer om en verden, der angiveligt er ved at miste sin naturlighed.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Kuhar, R. & Paternotte, D. (red.). Anti-Gender Campaigns in Europe: Mobilizing against Equality. Rowman & Littlefield International, 2017.
  2. Peto, A. (2016). “How are Anti-Gender Movements Changing Gender Studies as a Profession?” Religion & Gender, 6(2), 297–299. https://doi.org/10.18352/rg.10182
  3. Et forskningsfelt, som jeg i øvrigt også selv arbejder inden for på EU-forskningsprojektet FIERCE Project. Se fierce-project.eu)
  4. Kováts, E. & Põim, M. (2015). Gender as Symbolic Glue: The Position and Role of Conservative and Far Right Parties in the Anti-gender Mobilizations in Europe. Friedrich-Ebert Stiftung.
  5. Córdoba Vivas, G. (2023). “The ‘Free Speech Bus’: Making ‘gender ideology’ appear through media and performance.” Journal of lesbian studies, 1-18. https://doi.org/10.1080/10894160.2023.2275718
  6. Case, M. (2019). “Trans Formations in the Vatican’s War on ‘Gender Ideology.’” Signs: Journal of Women in Culture and Society, vol. 44, no. 3, 639–64. https://doi.org/10.1086/701498.
  7. Bekendtgørelse af konvention af 11. maj 2011 til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (retsinformation.dk)