Kan de ’nye’ og ’gamle’ materialismer forsones?

Mads Ejsing’s forsvar for nymaterialismen kalder på forsoning mellem to fremvoksende grene af venstrefløjstænkning. Ifølge Ejsing kan både den ’nye materialismes’ betoning af ikke-menneskelige aktører og økomarxismens opdagelse og genfortolkning af Marx som økologisk tænker give indsigt i, hvordan en mere bæredygtig fremtid kan tilkæmpes politisk. Ejsing peger overbevisende på et fælles projekt, men hans forsvar afslører også dybereliggende og mere interessante uenigheder om, hvad teori kan og ikke kan for politisk praksis. Forhåbentlig kan denne type spørgsmål fylde mere i debatten fremadrettet.

Af Nikolaj Kornbech

Mads Ejsing – Verden er ikke længere den samme: Økologiske krisefortællinger i det antropocæne. Hans Reitzels Forlag. Udkommet 5. december 2024.

Det er helt indlysende, at de menneskeskabte økologiske kriser – som bl.a. klimakrisen, biodiversitetskollapset og ødelæggelse af næringsstoffernes cyklusser – kræver nye måder at tænke over social frigørelse. Både hvad den indebærer og hvordan den opnås. I en verden, hvor de rigestes velstand er bygget på systematisk og eskalerende ødelæggelse af de fattigstes miljømæssige levevilkår, og hvor denne ulighed i sig selv at med til at accelerere de planetære kriser,¹ er nye politiske strategier strengt nødvendige. Det forrige århundredes klassekamp med fokus på den industrielle arbejderklasses levevilkår igennem interne nationale bevægelser forekommer i dag fuldstændig afkoblet fra grundlaget for at skabe egentlig og bæredygtig fælles frigørelse.

Derfor er det heller ikke underligt, at der på venstrefløjen i takt med den stigende bevidsthed om disse kriser er opstået radikalt nye teorier, der bryder med bredt accepterede dogmer i venstreorienteret teori og praksis. Én af disse teorigrene er den såkaldte ’nymaterialisme’, der analyserer og kritiserer igennem et fokus på det ’mere-end-menneskelige’ og en betoning af, at det materielle stof, som verden udgøres af, i sig selv har aktive kvaliteter. Igennem kendte tænkere som Bruno Latour og Donna Haraway er disse ’nye’ materialismer kommet til at fylde stadigt mere på universitetsuddannelser, i skønlitteratur og i samtidskunst, og er med til at forme den bredere kritiske bevidsthed om samfundets naturforhold, og de modstandsformer den oplever. Er en sådan vending væk fra antropocentrismen det nødvendige kritiske indspark, som venstrefløjen har brug for?

Det argumenter den politiske teoretiker Mads Ejsing for i hans bog Verdens er ikke længere den samme, som er både en letlæselig introduktion til og forsvar for nymaterialisme. Ejsing argumenterer for, at nymaterialisme kan fostre en bredere etisk og affektiv orientering mod andre arter og menneskets forbundethed med dem, som kan skabe nye former for politisk mobilisering og aktivisme. Samtidig er Ejsing også interesseret i at koble denne type politisk praksis til en mere klassisk antikapitalistisk dagsorden, og hans forsvar tager derfor udgangspunkt i marxistiske kritikker af nymaterialismen. Ejsing medgiver i høj grad marxisterne, at kapitalismen må være i fokus for kritisk økologisk tænkning, og forsøger at vise, at de to teoretiske strømninger ”har retning mod den samme kyst”.² Men igennem dette forsvar bliver det også mindre sikkert, at det er spørgsmålet om antropocentrisme, som er det egentlige stridspunkt. I stedet afslører bogen nogle mere interessante uenigheder om, i hvor høj grad sociale forhold kan forstås med henvisning til en større helhed, og hvilken rolle teori spiller i politisk praksis.

Den kedelige og misforståede økomarxistiske kritik?

En af bogens centrale pointer er, at den marxistiske kritik af nymaterialisme i høj grad beror på misforståelser. Ejsing formidler en tydelig frustration over en debat, som er præget af stråmænd og skyttegravskrige frem for ærlig dialog, og peger på et større overlap mellem de to positioners interesse end det indtryk man får igennem debatten mellem positionerne.

Det er værd kort at kontekstualisere baggrunden for denne kritik. Det meste af den er kommet fra en specifik strømning inden for marxistisk teori, der har været i fremgang samtidigt med nymaterialismen. Økomarxismen er vokset frem siden 1990’erne, da flere marxistiske tænkere begyndte at genlæse og genopdage Marx som en egentlig økologisk tænker optaget af kapitalismens udpining af jorden, og fandt en lang række teoretiske og begrebslige redskaber til at forstå nutidens økologiske kriser. En af de tydeligste forskelle fra nymaterialismen er ved første øjekast, at økomarxister holder fast i idéen om mennesker og samfund som delvist forskellige fra naturen og ser en sådan skelnen som nødvendig for at forstå årsagerne til den økologiske krise.³

Den svenske humanøkolog og klimaaktivist Andreas Malm har været en særlig skarp marxistisk kritiker af nymaterialismen: han hævder, at den skaber forvirrende analyser af det politiske landskab, som fjerner fokus fra de essentielle magtdynamikker, som er årsag til klimakrisen (andre økologiske kriser får mindre opmærksomhed i Malms værker). Betoningen af andet end helt specifikt den fossile kapitalisme er for Malm en måde at distrahere og afspore det for ham vigtigste politiske projekt: at gøre fuldstændigt op med den fossile kapital med revolutionære midler. Her bliver nymaterialismen – særligt Bruno Latour og den politiske filosof Jane Bennett – anklaget for at udvande ideen om en særlig menneskelig ’agens’ (som i Malms øjne skiller sig ud ved at være viljestyret) og dermed gøre det sværere at placere ansvaret for klimakrisen på de rette menneskers skuldre.⁴

Ejsings genmæle er til dels, at Malms forståelse af agens er forsimplet og beror sig på en forældet filosofi. Han argumenterer også for, at en orientering mod det ’mere-end-menneskelige’ ikke nødvendigvis udelader at se på menneskelige magtforhold som en vigtig årsag til de økologiske kriser, og han giver en række eksempler på nymaterialistisk tænkning, som tager menneskelige magtforhold alvorligt (se bl.a. næste afsnit herunder). Nymaterialismen supplerer i Ejsings øjne analyser af ulige magtforhold ved derudover at betone ”en endnu dybere filosofisk og eksistentiel krise, som bunder i vores manglende evne til at føle og bekymre os om den natur og de mere-end-menneskelige forsamlinger, som vi afhænger af”.⁵ Og en mindre antropocentrisk forståelse af denne krise – samt en eksperimenterende tilgang til at fri sig fra den – er for Ejsing nødvendig for at ”kultivere en mere etisk disposition mod resten af den mere-end-menneskelige verden” som ”på sigt [kan] være med til også at fremme de mere åbenlyst politisk kampe, der skal til i dag”.⁶ Ejsing fortsætter:

”Derfor er det også en sandhed med modifikationer, når Malm skriver, at den politiske vej frem er krystalklar. Det kan godt være, at vi langt ad hen vejen ’ved’, hvad der på et strukturelt plan skal til for at bremse de økologiske kriser, men hvordan vi kommer derhen fra det mudrede og indviklede sted, hvor vi lige nu befinder os, er alt andet end klart”.⁷

Om dette modsvar er overbevisende, afhænger af, hvem vi ser det som et modsvar til. For det er uden tvivl en vigtig irettesættelse af Malms politiske position, der alt for ofte beror på en helt usandsynlig hyper-rationalistisk antagelse om, at erkendelsen af krisens karakter i sig selv vil føre til militant aktivisme. Men det er ikke tilfældet for alle marxister, og Malm møder også kritik blandt andre økomarxister for hans ’økoleninistiske’ (men ikke altid konsistente) politik på nogle af de samme punkter, som Ejsing kritiserer ham for.⁸ Det står heller ikke klart, hvorvidt og hvorfor et opgør med helt specifikt antropocentrismen er en nødvendig betingelse for at bryde med en rationalistisk politisk teori.

Samtidig kunne man også spørge, om Ejsings opdeling mellem en ”politisk krise og ulige sociale magtforhold” og en ”filosofisk og eksistentiel krise” forbryder sig mod hans eget materialistiske grundlag, når han antager at disse kan opdeles. For er det netop ikke et udtryk for en opdeling mellem ånd og materie, som både marxister og nymaterialister ønsker at gøre op med? En mere kritisk position ville spørge, om årsagerne til den filosofiske krise ikke netop bunder i den politiske, eller med andre ord: om kapitalismens historie har skabt de fremmedgjorte måder, vi også på et eksistentielt plan forholder os til naturen på?

Ejsing formår altså med overbevisning at tilbagevise nogle af de mere stråmandsprægede kritikker, som desværre har fyldt meget i debatten mellem de to positioner. Men samtidig peger hans modsvar også på nogle dybere teoretiske problemer med nymaterialismen og dens vending væk fra den marxistiske historiske materialisme. Og disse problemer bliver yderligere illustreret, når Ejsing trækker på specifikke nymarxistiske værker i hans forsvar.

De marxistiske bidrag, der kunne have været

Med eksempler fra nymaterialistiske værker viser Ejsing klart og tydeligt, at forestillingen om nymaterialister som udelukkende interesseret i andre arter og tingenes agens i høj grad er en karikatur. Men netop af denne årsag fremstår nymaterialismens meget tydelige afkobling fra den marxistiske tradition også mere uforståelig og til tider direkte kontraproduktiv. For nymaterialismens arvegods, med rod i blandt andet Latouriansk aktør-netværksteori og poststrukturalisme, har medført, at den i stor grad undsiger sig eller ignorerer marxismens begrebs- og idéapparat.⁹ Og det virker ret usandsynligt, at det skulle føre til bedre analyser af vores samtid.

Det ses netop igennem de værker, som Ejsing fremhæver som eksempel på magtkritisk nymaterialisme – Anna Tsing’s The Mushroom at the End of the World og William Connolly’s The Fragility of Things. De er begge interessante og eksplicit kapitalismekritiske værker, og det er derfor værd at se lidt nærmere på, præcis hvad den relativt store afstand fra økomarxistisk tænkning betyder for deres analyser.

Begge værker har en originalitet i kraft af deres evne til at lave kritiske læsninger af nyere naturvidenskab og trække det ind i en samfundsvidenskabelig debat. Men samtidig er det også begge bøgers svaghed, at de ikke eksplicit engagerer sig med deres tydelige berøringspunkter med eksisterende marxistiske begreber. F.eks. trækker Connolly på viden fra kompleksitetsteori om selvorganiserende systemer til at kritisere neoliberalisten Freidrich Hayek’s indflydelsesrige idé om som en unik spontan mekanisme til at levere information om verden: der er mange sådanne selvorganiserede systemer uden for, inden for og på tværs af ’det menneskelige’, og det er på ingen måde tydeligt, at markedet skulle være mere effektivt eller ’bedre’ i sammenligning.¹⁰ En spændende analyse, som giver social kritik et slags fundament uden for det rent menneskelige, men som imidlertid er mere rettet mod markedet end kapitalismen som sådan. Den måde økosystemer tilpasses for at skabe grundlaget for profit og merværdi under kapitalisme er ikke direkte synlig i Connollys kritik. Og i en tid, hvor staten i højere grad blander sig i økonomien, bl.a. med henblik på at understøtte en ’grøn’ kapitalisme, er det nødvendigt med en kritik, som går ud over markedsmekanismer i snæver forstand, men ser mere overordnet på den måde, som kapitalistisk værdi skabes på, og hvordan sådanne processer omformer naturen.¹¹

Tsing’s værk¹² er på mange måder tættere på dette projekt, når hun på baggrund af hendes feltstudie af matsutake-svampes globale forsyningskæde beskriver, hvordan kapitalen trækker værdi ud af arbejdsformer, som ikke er direkte styret af hensynet til at akkumulere kapital. Det er en original og meget veludført analyse, som med rette har opnået bred anerkendelse også i nogle marxistiske kredse. Men samtidig savner man en diskussion af, hvordan hendes teori, som i overvejende grad bruger Tsings egne begreber, forholder sig til den række af beslægtede idéer, der har en lang historie inden for marxistisk tænkning.¹³ Hendes analyse er tæt beslægtet med forskellen mellem kapitalens formelle og reelle ’subsumption’ af arbejdsprocesser – den underkastelse af arbejdet som gør det til genstand for udbytningen af arbejdskraft. Disse begreber går helt tilbage til Marx selv, som skelnede mellem en formel subsumption, hvor arbejdet fortsatte under den samme organisering som før det blev til lønarbejde, og den reelle subsumption, hvor konkurrencepresset tvang kapitalister til at omorganisere processerne og disciplinere arbejderne for at opnå en højere intensitet. I nyere tid er denne skelnen blevet gjort til redskab for økologiske spørgsmål ved en voksende interesse for den reelle subsumption af naturen, hvor det altså ikke kun er menneskets arbejde, der omorganiseres, men også de ikke-menneskelige processer udført af dyr, planter eller geologiske processer som bidrager til skabelsen af kapital.¹⁴ The Mushroom at the End of the World peger på, at den generelle tendens mod mere reel subsumption af arbejde ikke er entydig, og på, at kapitalen også har mulighed for at ekspandere, selv når der er tydelige grænser for reel subsumption af naturen – som er tydelig i matsutakesvampens tilfælde, som mennesker ikke (endnu) er lykkedes med at kultivere.

Spørgsmålet om helhed

Tsings og Connollys værker står selvfølgelig i egen ret uden at skrive sig op af marxistisk teori, men kontaktpunkterne er så tætte, at det er svært at forestille sig, at de ikke var blevet bedre af også at skrive sig eksplicit ind i den tradition. Ejsing ser forholdet anderledes: at nymaterialismen ”tilbyder … et forsøg på at udvide og videreføre” kritikker af kapitalismen

”… selv hvis det til tider kræver, at de sættes til side for en stund, ikke fordi kritikken af kapitalisme ikke er vigtig, men for at se, hvad der ellers er på spil. … Selv hvis kapitalismen ophørte i morgen, ville der være masser af arbejde forude”.¹⁵

Og her er der muligvis en mere grundlæggende uenighed med marxismen at spore. Ejsing skriver, at kapitalisme:

”måske engang kunne bruges som deskriptivt begreb til at pege på en særlig form for økonomisk relation mellem arbejdere og arbejdsgivere. Men nu har dets mange nutidige manifestationer og komplekse sammenfiltringer med nye teknologier, finansialisering og ubekvemme partnerskaber med liberale demokratier gjort begrebet mere flygtigt og upålideligt”¹⁶

Ejsing ser altså sammenfiltringer som noget, der gør begreber som sigter mod at beskrive et samfunds helhed mindre nyttige. Marxister har til gengæld hang til forstå dele og helhed i et samfund som noget, der gensidigt skaber hinanden i en historisk proces (med andre ord en betoning af det dialektiske forhold mellem del og helhed, som afslører marxismens hegelianske indflyldelse). Det indebærer, at det ikke er muligt at forklare et fænomen uden at placere det i en større, strukturel kontekst. I denne forståelse betyder sammenfiltringer altså ikke, at vi har mindre brug for ’store’ begreber som kapitalisme – det er netop nyttigt at forsøge at forstå, hvordan de forskellige ting som er sammenfiltrede, gør sig til genstand for mere generelle betragtninger, og hvilken betydning det har for vores samlede forståelse af verden.

Der er med andre ord en uenighed mellem den måde, selve den sociale virkeligheds natur opfattes på. Nymaterialister – i både Ejsings og andres udlægninger – lægger vægt på multiplicitet som dens helt grundlæggende vilkår: at tale om et ’samfund’ eller ’kapitalisme’ er problematisk, fordi det antages at verden ikke kan forstås så generelt, og at sådanne forsøg derfor er kontraproduktive. Med Ejsings ord gør de ”det umuligt for os at se alt det, der ligger uden for fortællingens ramme”¹⁷. Omvendt abonnerer marxister på et begreb om samfundsmæssig ”totalitet” – at den sociale verden ikke bare kan deles op i små bidder, men må forstås i lyset af, hvordan de forskellige deler hænger sammen og genskaber hinanden over tid. Og på trods af de mange fælles politiske sympatier udgør multiplicitet og totalitet nærmest diametralt modsatte analytiske udgangspunkter.¹⁸ Og det er ikke noget særegent træk ved nymateralismen, at den kritiserer marxisme på det grundlag. Det følger direkte af dens udspring fra forskellige typer af poststrukturalistisk tænkning; aktør-netværksteori, Foucauldiansk tænkning og queerteori inklusiv. Diskussionen om mere-end-menneskelig agens bliver dermed en proxydiskussion for nogle dybere og forudgående uenigheder mellem forskellige grene af venstrefløjstænkningen, der har forskellige syn på værdien af at analysere og forklare et samfunds helhed.

Hvad er teori til for?

Det er ikke fordi, at der derfor er et behov for at ’vælge side’ endegyldigt mellem multiplicitet og totalitet – det er åbenlyst, at begge perspektiver ender i hver deres analytiske blindgyde, hvis de tages til deres ekstremer. Men det er vigtigt at holde for øje, at vi helt grundlæggende har brug for abstraktioner for at forstå vores tilværelse som andet end flygtige, enkeltstående begivenheder. Og sådan en forståelse er en nødvendighed for fælles politisk handling. Gennem en kammeratlig debat om abstraktioner som kapital, demokrati, køn, kolonialisme mm. får venstrefløjen et meget tydeligere rum for strategiske samtaler, som kan føre til nye idéer og en bedre samlet forståelse af det terræn, som kampen for et mere bæredygtigt og frigjort samfund kæmpes på.

Når jeg lægger vægt på idéen om terræn, er det med udgangspunkt i økomarxisten Jasper Bernes og hans refleksioner over, hvad teori er til for. Bernes kritiserer et klassisk synspunkt på venstrefløjen (inkl. den marxistiske venstrefløj): at ”teori fortæller os hvad vi skal gøre”.¹⁹ Denne forståelse af teori er for Bernes forkert, fordi den forudsætter at dem, som kæmper politiske kampe, ikke allerede har den nødvendige viden. I stedet forstår Bernes at ”den viden, som teori leverer, allerede findes i overflod i verden”;²⁰ og at teoriens rolle er at samle, behandle og reflektere over denne viden, med et mål om at skabe en større fælles afklaring om den politiske situation og hvad bevægelser verden over kæmper for. Med andre ord, siger Bernes, ”ligner teori mere et kort end en rutevejledning: en kortlægning af det terræn som vi befinder os i”.²¹

Ejsing’s påpasselighed over for ”ét overordnet narrativ” bygger på, at det ifølge ham indebærer en fare for at mindske ”evnen til at eksperimentere”.²² Men denne fare ser betydeligt mindre ud, når man ikke tænker over teori som noget, der fortæller os, hvad vi skal gøre: her kan eksperimenterne foregå ufortrødent samtidig med den teoretiske diskussion over kortets udformning. Måske kan de endda afsløre ny viden, som kan forbedre vores politiske kort.

Idéen om en helhed indebærer jo ikke i sig selv nogen dogmatisk tilgang til, hvordan den skal forstås. Diskussionen om helhedens natur – hvilke aspekter der skal lægges vægt på for at forklare den situation, som den politiske kamp står over for – er selvfølgelig til genstand for debat og revideringer i lyset af forskelligartede oplevelser, begreber og dele af virkeligheden, som sættes under lup – også dem, som fremhæver ’mere-end-menneskelige’ aspekter og eksperimenterer med måder at være i verden på.

At teorier om kapitalisme skulle være udgangspunkt for sådan en diskussion, virker åbenlyst – selv for de fleste nymaterialister. Ejsing abonnerer helt eksplicit selv på præmissen om, at kapitalismen må være et centralt emne for kritik – ”Ingen meningsfuld klimapolitik uden kapitalismekritik”, proklamerer han.²³ Og han citerer Donna Haraway og Jane Bennett for lignende holdninger.²⁴ Hvorfor så ikke relatere indsigter om det ’mere-end-menneskelige’ mere eksplicit til den marxistiske tradition – i dens mange forskellige afarter – som af gode grunde har dannet grundlag for så meget analytisk og strategisk tænkning på venstrefløjen? Det håber jeg, at Ejsing og andre nymaterialister kan give et svar på i fremtiden.

Starten på mere berigende diskussioner

Verden er ikke længere den samme tager den marxistiske kritik af nymaterialismen seriøst, og forsvarer samtidig nymaterialismen ihærdigt med udgangspunkt i en klassisk venstreorienteret orientering mod politisk kamp og frigørelse. For marxister og andre venstreorienterede gør det bogen vedkommende og interessant, men der er samtidig mange teoretiske brudflader, som ikke adresseres fyldestgørende for en bog, der koncentrerer sig så meget om den marxistiske kritik. Men det er også meget forlangt for en introduktionsbog på under 100 sider skrevet til et bredere publikum. I stedet kan vi håbe på, at Mads Ejsings bog får den danske debat mellem økomarxister og nymaterialister ud af skyttegravene og hen mod mere berigende og væsentlige diskussioner.

Nikolaj Kornbech er ph.d.-studerende ved Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet. Han forsker i politisk økologi med fokus på teknologier, ekspertiser og videnskabernes rolle i kapitalismens naturforhold.

1. Se f.eks. Hornborg A (2019) Nature, Society, and Power in the Anthropocene: Unravelling the Money-Energy-Technology Complex. Cambridge University Press.

2. Ejsing, Verden er ikke længere den samme, s. 87.

3. Se f.eks. Kohei Saito (2024), Marx i den Antropocæne Tidsalder, Hans Reitzels Forlag.

4. Andreas Malm (2018), The Progress of this Storm: Nature and Society in a Warming World. Kapitel 3 og 4. Verso Books.

5. Ejsing, s. 81

6. Ejsing, s. 80

7. Ejsing, s. 81

8. Se særligt Bue Rübner Hansen, The Kaleidoscope of Catastrophe

9. Se f.eks. Latour B (2004) Why Has Critique Run out of Steam? From Matters of Fact to Matters of Concern. Critical Inquiry 30(2): 225–248. DOI: 10.1086/421123.

10. William B. Connolly (2013) The Fragility of Things: Self-organizing Processes, Neoliberal Fantasies, and Democratic Activism. Duke University Press

11. Den chilenske geograf Martín Arboleda har skrevet et yderst interessant bidrag til dette (Martín Arboleda, Planetary Mine, 2020, Verso Books).

12. Anna Lowenhaupt Tsing (2015) The Mushroom at the End of the World: On the Possibility of Life in Capitalist Ruins. Princeton University Press.

13. Tsing’s diskussion af marxistisk tænkning begrænser sig hovedsageligt til at kritisere Hardt og Negri’s Empire for at antage at kapitalismen er et homogent system som ingenting undslipper, og holde den op som generelt eksempel på marxismens status (The Mushroom of the End of the World, s. 65-66). Næste afsnit i dette essay ser mere indgående på denne kritik af helhedsforståelser.

14. Smith N (2007) Nature as Accumulation Strategy. Socialist Register 43. Eskil Halberg har f.eks. skrevet en stærk analyse af dansk landbrug med udgangspunkt i dette teorifelt (Madpakker til Revolutionen, 2020, genudgivet på Antipyrine 2022).

15. 1. 83

16. 1. 82

17. Ejsing, s. 49

18. Johan Söderberg giver en historisk funderet analyse af modsætningen mellem de to begreber: Söderberg, J (2017) ‘The Genealogy of “Empirical Post-structuralist” STS, Retold in Two Conjunctures: The Legacy of Hegel and Althusser’, Science as Culture, 26(2), s. 185–208. https://doi.org/10.1080/09505431.2016.1223029.

19. Bernes, J. (2013) ‘Logistics, Counterlogistics and the Communist Prospect’, Endnotes 3. https://endnotes.org.uk/articles/logistics-counterlogistics-and-the-communist-prospect (min oversættelse).

20. Ibid.

21. Ibid.

22. Ejsing, s. 49.

23. Ejsing, s. 83

24. Ejsing, hhv s. 59f., 62f.