Har vi brug for en ny materialisme i dag?

I en ny bog med titlen ”Verden er ikke længere den samme” argumenterer politisk teoretiker Mads Ejsing for, at vi har brug for en ny form for materialisme til at hjælpe os med at forstå og adressere de økologiske kriser, vi befinder os i. Denne artikel skitserer en række af bogens overordnede pointer.

Af Mads Ejsing

Min fornemmelse er, at idéen om en død eller helt igennem instrumentaliseret materialitet er med til at styrke den menneskelige hybris og vores ødelæggende fantasier om erobring og underkastelse.
– Jane Bennett, politisk filosof

De seneste år er flere og flere tænkere inden for human- og samfundsvidenskaberne begyndt at interessere sig for en ny form for materialisme. Hvor den tidligere ’historiske’ materialisme, som normalt tilskrives den tyske filosof Karl Marx (1818-1883), beskæftiger sig med begreber som produktionsforhold, materiel basis og ideologisk overbygning, er den nye materialisme optaget af økologiske sammenfiltringer, mere-end-menneskelige forsamlinger og tingenes iboende livlighed. Blandt de førende stemmer inden for denne nye materialisme er tænkere som Donna Haraway (f. 1944), Bruno Latour (1947-2022) og Jane Bennett (f. 1957), der alle sammen – på forskellig vis – har været optaget af det, vi kan kalde en levende eller endda en handlende materialitet.¹

Den nye materialisme, eller nymaterialismen som den often kaldes, indeholder et opgør med en særlig form for oplysningstænkning, der sætter mennesker i centrum som de eneste eller i hvert fald vigtigste handlende aktører. Som fortalerne for nymaterialismen påpeger, udgøres verden imidlertid ikke kun af handlende mennesker, men af et væld af forskellige materielle forhold og kræfter, som påvirker hinanden på kryds og tværs i komplekse netværk bestående af både mennesker og ikke-mennesker, såsom dyr, planter og menneskeskabte ting.

Inden for samfundsteorien har man længe øvet sig i at studere menneskelige relationer, kulturer, institutioner, idealer, ideologier, værdier og diskurser, men man har studeret disse fænomener, som om at de befandt sig i et vakuum. Som om mennesket stod uden for resten af naturen. De igangværende økologiske kriser viser imidlertid med al tydelighed, at vi mennesker ikke lever i et vakuum. Tænk blot på, hvor meget kaos et lille submikroskopisk virus, der springer fra en flagermus til et menneske på et madmarked i Wuhan i det nordlige i Kina, kan forårsage på tværs af kloden. Alle mennesker og andre levende organismer på denne planet er indlejrede i komplekse økologiske kredsløb, hvor de handlinger, de foretager, skaber afledte og ofte uforudsigelige effekter andre steder i systemet. Mennesket er, ligesom alt andet, en del af naturen. Vi er natur.

Det er i lyset af denne erkendelse, at tænkere som Bennett (2010), Haraway (2016) og Latour (2017) argumenterer for, er der er brug for en ny form for materialisme; en materialisme, der placerer mennesket på niveau med resten af naturen som én blandt mange aktører i komplekse materielle netværk. Det rejser en række nye interessante spørgsmål for human- og samfundsvidenskaben: Hvad sker der, hvis vi begynder at studere kulturelle, sociale og politiske problemstillinger fra et økologisk perspektiv? Hvad sker der, hvis vi åbner vores analyser og vores blik op for de mange aktive og mere-end-menneskelige kræfter, som eksisterer både i os selv og i verden omkring os?

Det kan måske lyde som abstrakte og akademiske spørgsmål, men interessen for denne nye form for materialisme er ikke forbeholdt universitetslokalerne. Kunstnere og forfattere har de senere år fundet stor inspiration i nymaterialismens sprog og tanker, der tilfører verden omkring os fornyet liv og energi. Ligeledes kan en ny generation af regenerative jordbrugere genkende beskrivelserne af jorden under vores fødder og naturen omkring os som levende og uforudsigelig. Også blandt unge klimaaktivister vækker dele af nymaterialismen genklang. I Tyskland har den grønne ungdomsbevægelse med Luisa Neubauer i spidsen taget Bruno Latour og Nikolaj Schultz’ Notat om den nye økologiske klasse til sig som en form for kampskrift. Og herhjemme er der også nysgerrig interesse for nymaterialismens tanker blandt dele af den grønne ungdomsbevægelse.²

I mellemtiden har nymaterialismen fået en blandet modtagelse i den offentlige idédebat i Danmark, ikke mindst hos dele af den intellektuelle venstrefløj. I 2017 skrev én af nymarxismens førende unge forskere Søren Mau her i Eftertryk, at nymaterialismens ønske om at problematisere og opløse skarpe distinktioner mellem mennesker og natur var ”komplet ahistorisk og apolitisk” (Mau, 2017). Den danske litterat Benjamin Boysen har kaldt nymaterialismen for ”selvmodsigende” og motiveret af ”forlegenhed over for det at være menneske” (Boysen, 2018). Sidste år udgav Boysen sammen med sin medredaktør, Jesper Lundsfryd Rasmussen, en international antologi med titlen Against New Materialisms (Boysen & Rasmussen, 2023).

Denne skepsis over for nymaterialismen er ikke et særegent dansk fænomen. På den internationale scene har humanøkologen Andreas Malm gjort sig bemærket for sin systematiske kritik af nymaterialister som Bennett og Latour. I bogen The Progress of This Storm skriver han lige ud, at nymaterialismens idéer er i modstrid med videnskaben og gør det umuligt at placere ansvaret for de igangværende økologiske kriser (Malm, 2018, p. 111). Da jeg selv for nylig udgav en artikel om nymaterialisme i et internationalt tidsskrift for kritisk teori, gik der ikke mere end to døgn, før jeg modtog en utilfreds mail fra én af nymarxismens førende stemmer, der bestemt ikke ville associeres med ”Latours bras” (personlig kommunikation d. 26. marts 2024).

Det virker med andre ord til, at dele af den marxistiske venstrefløj har set sig godt og grundigt sure på nymaterialismen. Det er ærgerligt, fordi den nye materialisme har brug for mange af indsigterne fra den historiske materialisme og omvendt. Men det er også ærgerligt, fordi det er med til at skabe en ukonstruktiv offentlig samtale, som mest af alt minder om det, den danske litterat Tobias Skiveren har kaldt en form for ”skyggeboksning”, hvor parterne konsekvent taler forbi hinanden (Skiveren, 2023). Formålet med min nye bog, Verden er ikke længere den samme, har været at forsøge at starte en mere konstruktiv samtale mellem de forskellige former for materialisme ved at stille spørgsmålet: Har vi brug for nymaterialismen til at forstå – og på sigt løse – nutidens økologiske kriser?

Mit eget svar på dette spørgsmål er: Ja, vi har brug for både den ’gamle’ og den ’nye’ materialisme for at forstå den krisetid, vi lever i. Marxisterne og den gamle materialisme har ret i, at en troværdig analyse af de økologiske kriser må have blik for, at den fossile kapitalisme og de eksisterende økonomiske magtforhold er en uomtvistelig del af årsagen til problemerne. Omvendt har nymaterialisterne også ret i, at hvis vi for alvor ønsker at bevæge os væk fra den nuværende situation og i retning af en mere retfærdig og bæredygtig fremtid for alle planetens beboere, så kræver det ikke kun et opgør med de økonomiske strukturer, men med hele den måde, vi forstår os selv som mennesker i verden på. Det lyder måske en anelse dramatisk, men de igangværende økologiske kriser er ikke blot et udtryk for en politisk krise, men også for en mere grundlæggende filosofisk og eksistentiel krise. Én måde, vi kan begynde at forstå det på, er ved at kigge nærmere på begrebet om det antropocæne.

En ny geologisk epoke: Antropocæn

Siden årtusindeskiftet har en række af verdens førende naturvidenskabelige forskere argumenteret for, at vi befinder os i en ny geologisk epoke, som de kalder ’det antropocæne’. Begrebet kommer fra det græske ’Anthropos’ som betyder mennesker, og ’kainos’, som betyder ny, og kan løst oversættes til ”menneskets tidsalder”. Ifølge disse forskere påvirker menneskelige aktiviteter i dag jordens samlede økosystemer i en sådan grad, at vil få betydning for planetens udvikling de næste mange årtusinder. Menneskeheden er gået hen og blevet en selvstændig geologisk faktor.

Den hidtidige geologiske epoke, det holocæne, begyndte for omtrent 12.000 år siden ved den seneste istids afslutning. Inden da var det den Plaistocæne epoke, som havde eksisteret i omtrent 1,8 millioner år. Det er altså ikke hver dag, at planeten træder inde i en ny epoke. Hvis der er én ting, der har kendetegnet den holocæne epoke, så er det en ekstremt høj grad af økologisk stabilitet. Alt det, vi i dag forstår som en del af menneskelig civilisation har fundet sted inden for denne lille stabile økologiske niche. Alle krige, alle sagn, alle kærlighedshistorier, som vi kender til, stammer fra denne periode. Det er denne økologiske stabilitet, vi er ved at forlade. I langt størstedelen af planetens øvrige 4,6 milliarder år lange historie, har jorden været mere eller mindre ubeboelig for mennesker. Spørgsmålet, som ankomsten af det antropocæne rejser er, om den er på vej til at blive det igen.

Økomodernismen og det gode antropocæne

Spørger man imidlertid medlemmerne af den amerikanske tænketank The Breakthrough Institute, som består af en blanding af journalister, erhvervsfolk, miljøforkæmpere og forskere, er der ingen fare på færde. Som de skriver i deres Økomodernistiske Manifest fra 2015, er det antropocæne først og fremmest en fortælling om menneskets stigende indflydelse på og evne til at beherske sig naturen (Breakthrough Institute 2015). Ja, vi befinder os i en klimakrise, men ved hjælp af de redskaber, som vi allerede kender – menneskelig opfindsomhed, markedskræfterne, og ny teknologi – skal vi nok finde en vej ud af krisen, ligesom vi har fundet vejen ud at tidligere kriser. Der er med andre ord ingen grund til bekymring, problemerne skal nok løse sig. Det skal nok blive et ”godt”, måske endda ”fantastisk” antropocæn.

De er ikke alene om den fortælling. Den økomodernistiske forestilling om, at vi kan udvikle os ud af krisen, er stadig den mest udbredte klimapolitiske position i vores del af verden, hvor konsekvenserne endnu ikke har ramt for alvor. Det er den samme forståelse af klimakrisen, som ligger til grund for regeringens såkaldte ’hockeystavs-strategi’, der handler om at udskyde klimahandling til et senere tidspunkt, hvor mulighederne for at handle vil være billigere og mere effektive på grund af nye teknologier som Carbon Capture Storage og Power-To-X. Og hvis det i fremtiden skulle vise sig, at vi mod forventningen ikke når at udvikle tilstrækkeligt effektive teknologier i tide, og at den globale opvarmning begynder at løbe løbsk, jamen, så står der innovative firmaer klar i kulissen med en række storstilede klimamanipulationsteknologier, som skal hjælpe med at afværge katastrofen.

Økomarxismen og det kapitalocæne

Problemet med den økomodernistiske fortælling er ikke kun, at vi sætter vores lid til usikre teknologiske løsninger, som måske ikke kommer til at virke i tide, og som i værste fald bringer os ud i sci-fi-lignende scenarier, hvor man lige nu taler om at skyde tonsvis af sulfatpartikler op i atmosfæren for at blokere solens stråler og sænke temperaturen. Problemet er, at ingen af disse nye teknologier adresserer selve årsagerne til klimakrisen.

Som den svenske humanøkolog Andreas Malm skriver i bogen Fossil Capital, nytter det ikke noget at ’technofixe’ symptomerne på klimakrisen, hvis vi ikke samtidig gøre noget ved krisens årsager, altså selve det destruktive politiske og økonomiske system, som i øjeblikket er ved at undergrave livsbetingelserne her på planeten i sin evige jagt på profit (Malm 2016). I en verden, hvor den rigeste 1% af verdens befolkning har det samme klimaaftryk som 66% af verdens fattigste, giver det ikke mening at tale om, at vi er trådt ind i en geologisk epoke, hvor ”menneskeheden” som helhed påvirker naturen. I virkeligheden er der tale om en lille økonomisk elite af ultrarige personer og virksomheder, som har stået for langt de fleste af de historiske udledninger, og som stadig den dag i dag driver rovdrift på naturgrundlaget.

De økologiske kriser, vi befinder os i, handler altså om mere end bare CO2-udledninger. Det handler om selve den måde, vi behandler naturen som en ressource, der kan undertvinges og udvindes alene af hensyn til menneskelig profit. For nylig kom en ny rapport, som viser, at vi er godt på vej til at overskride seks ud af ni planetære grænser. Den globale opvarmning kræver øjeblikkelig handling, men vi er nødt til at huske på, at vi også befinder os i en miljø- og biodiversitetskrise. Det kan godt være, at de teknologiske løsninger, som økomodernisterne kalder på, kan være med til afbøde konsekvenserne af klimaforandringer på den korte bane. Men hvis vi rent faktisk ønsker at adresserede de mangeartede økologiske kriser i det antropocæne ved roden og ikke blot behandle deres symptomer, så kommer det til at kræve et mere grundlæggende opgør med vores eksisterende politiske og økonomiske systemer.

Nymaterialismen og menneskets forhold til naturen

Klimakampen er derfor ikke kun et teknisk problem, men også et politisk spørgsmål om selve indretningen af vores samfund. Men som om det ikke var nok, er vi nødt til at tilføje endnu en dimension: Klimakrisen er nemlig også et udtryk for en dybereliggende eksistentiel og erkendelsesmæssig krise, som har at gøre med selve den måde, vi forstår os selv som mennesker i relation til resten af naturen. Vi har, især her i vesten, haft en tendens til at forstå os selv som hævet over resten af naturen. Været overbeviste om, at der er noget ved os mennesker, som gør os til noget særligt. Til mere end ”blot” natur. Begrundelserne for denne skelnen varierer, men det drejer sig ofte om enten vores menneskelige bevidsthed, vores komplekse sprog, eller vores evne til rationel tænkning. Som den franske oplysningstænker René Decartes skrev i begyndelsen af det 17. århundrede: ”Jeg tænker, derfor er jeg.”

I de senere år er man imidlertid inden for især samfunds- og humanvidenskaberne begyndt at tale om en ny form for materialisme, ofte blot kaldet ”nymaterialisme”, som udfordrer netop denne kategoriske skelnen mellem mennesker og resten af naturen. Det er rigtigt nok, at vi mennesker har en særegen evne til at tænke, tale og derigennem påvirke verden – det antropocæne er et godt bevis herpå – men også mange andre arter og sågar materielle ting er i stand til at påvirke verden på forskellig vis. Måske er vi slet ikke så særlige, som vi går og tror. Når man alene betragter verden fra vores begrænsede menneskelige perspektiv, kan vi nemt komme til at fremstå som de eneste handlende aktører. Men betragter man verdens udvikling fra andre perspektiver, fx et langvarigt geologisk perspektiv, begynder mennesker pludselig at se langt mere ubetydelige ud. Her er det store planetære forskydninger, bjergkæder, territorialplader, der aktivt former verden – alt imens mennesker spiller en marginal rolle.

Noget lignende kan siges om det antropocæne. På den ene side er det rigtigt, at det antropocæne signalerer tilblivelsen af en epoke, hvor menneskers handlinger har stigende indflydelse på jordens samlede økosystemer. På den anden side viser de accelererende økologiske kriser og vores manglende evne til at handle samtidig, at vi er underlagt planetære kræfter, som overstiger vores, og som truer med at undergrave vores eksistensbetingelser. I takt med, at vi påvirker naturens økosystemer i hidtil uset grad, falder flere og flere af konsekvenserne tilbage på os i form af pandemier og naturkatastrofer. Det antropocæne understreger derfor på én og samme tid menneskets stigende indflydelse på planeten, men også vores økologiske afhængighed og skrøbelighed.

Som den amerikanske filosof Jane Bennett, der er én af de førende stemmer inden for nymaterialismen, skriver i sin bog Vibrant Matter, så har den kategoriske opdeling af verden i aktive, handlende mennesker over for en passiv natur været med til at muliggøre den ødelæggelse og udnyttelse af naturen, som fortsat finder sted i dag (Bennett 2010). Derfor er der er brug for en ny forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i verden i dag. Én som tager afsæt i de økologiske sammenfiltringer, som vi er en del af, og som vi afhænger af. Selvom vi mennesker bor på jorden, er det ikke ”vores” planet. Vi lever side om side med en lang række andre arter og mere-end-menneskelige kræfter – lige fra mikroberne i vores tarmsystemer til insekterne der bestøver planterne – som vi afhænger af, og som i stigende grad afhænger af os, og som ikke blot udgør et statisk bagtæppe til menneskets kulturhistorie, men som også selv aktivt former verden omkring dem.

Hvis vi for alvor ønsker at bevæge os i retning af en mere retfærdig og bæredygtig verden, har vi derfor brug for at arbejde både for at fremme en større følsomhed over for naturen i og omkring os selv, og for at mobilisere en politisk bevægelse, der kan medvirke til at skabe et nyt politisk og økonomisk system, som er langt mere omsorgsfuldt og demokratisk, og som reelt værner om det naturgrundlag, vi allesammen afhænger af.

Mads Ejsing er postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking på Københavns Universitet, hvor han forsker i klimaretfærdighed og demokratiske processer. Indlægget er en omskrevet version af introduktionen og første del af hans nye bog ”Verden er ikke længere den samme”, der udkom ved Hans Reitzels forlag d. 5. december 2024.

 

Litteraturliste

Ahl, Sofie I. (2023). Regeneration: gensidigt helende praksisser i en ny jordbrugsbevægelse. København: Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Alaimo, Stacy. (2010). Bodily natures: Science, environment, and the material self. Bloomington, IN: Indiana University Press.

Barad, Karen. (2007). Meeting the universe halfway: Quantum physics and the entanglement of matter and meaning. Durham, NC: Duke University Press.

Bennett, J. (2010). Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Duke University Press.

Blok, Anders. (2019). Planetære perspektiver: Antropocæn, Kapitalocæn, Gaia? Turbulens: Forskning og samtidskritik. https://turbulens.net/planetaere-perspektiver-antropocaen-kapitalocaen-gaia/

Boysen, B. (2018). The embarrassment of being human: A critique of new materialism and object‐oriented ontology. Orbis litterarum, 73(3), 225-242.

Boysen, B., & Rasmussen, J. L. (Eds.). (2023). Against New Materialisms. Bloomsbury Publishing.

Breakthrough Institue (2015). An ecomodernist manifesto. The Breakthrough Institute. https://static1.squarespace.com/static/5515d9f9e4b04d5c3198b7bb/t/552d37bbe4b07a7dd69fcdbb/1429026747046/An+Ecomodernist+Manifesto.pdf

Dichman, Anne-Sofie. (2024). More-than-human gender performativity. Distinktion: Journal of Social Theory, 25(1), 71-87.

Haraway, D. J. (2016). Staying with the Trouble. Duke University Press.

Kohn, Eduardo. 2013. How forests think: Toward an anthropology beyond the human. Oakland, CA: University of California Press.

Latour, B. (2017). Facing Gaia: Eight Lectures on the New Climatic Regime. Polity.

Latour, Bruno og Nikolaj Schultz. 2022. Notat om den nye økologiske klasse. København: Hans Reitzels forlag.

Mau, S. M. (2017). Kapitalens stratigrafiske signaturer. Eftertryk. https://www.eftertrykket.dk/2017/05/01/kapitalens-stratigrafiske-signaturer/

Malm, A. (2016). Fossil capital: The rise of steam power and the roots of global warming. Verso books.

Malm, A. (2018). The progress of this storm: Nature and society in a warming world. Verso Books.

Skiveren, T. (2023). New materialism and the eco-Marxist challenge: Ontological shadowboxing in the environmental humanities. Environmental Humanities, 15(2), 181-194.

Neimanis, Astrida. (2017). Bodies of water: Posthuman feminist phenomenology. London: Bloomsbury Academic.

Tsing, Anna. (2015). The Mushroom at the End of the World: On the Possibility of Life in Capitalist Ruins. Princeton: Princeton University Press.

Tønder, Lars. (2020). Om magt i den antropocæne tidsalder: en introduktion. København: Djøfs forlag.

1. Jeg bruger her begrebet ’nymaterialisme’ som et paraplybegreb til at indfange flere forskellige teoretiske traditioner, som de senere årtier har forsøgt at gentænke vores forståelse af materialitet i en mere agentiel retning. Det gælder både Science & Technology Studies (STS) og senere Aktør-Netværks-Teori (ANT), som især Latour, men også Haraway, har været med til at forme. Det gælder også senere strømninger inden for fx antropologien, hvor folk som Eduardo Kohn (2015) og Anna Tsing (2015) har været med til at fremme en ’mere-end-menneskelig’ antropologi. Det gælder desuden nye udviklinger inden for økofeministisk teori, hvor Karen Barad (2007), Stacy Alaimo (2010), Astrida Neimanis (2017) og andre har været med til at gentænke forholdet mellem kønnede kroppe og en aktiv materialitet. Herhjemme kan blandt andre nævnes folk som Anders Blok (2019), Lars Tønder (2020), Tobias Skiveren (2020), Nikolaj Schultz (Latour & Schultz, 2022), Sofie Isager Ahl (2023) og Anne-Sofie Dichman (2024), som på forskellig vis har bidraget til disse strømninger.
2. Jeg var i sommeren 2023 med til at arrangere en læsekreds i samarbejde med Den Grønne Ungdomsbevægelse, hvor vi læste Notat om den nye økologiske klasse, hvor jeg ærligt talt selv blev en smule overrasket over, hvor meget dette relativt abstrakte værk lod til at vinde genklang blandt de fremmødte klimaaktivister.