Ikke ret, men magt er afgørende for krig og fred

DEBAT: Det afgørende er ikke, om Israels handlinger i Gaza og Ruslands invasion af Ukraine er i strid med folkeretten. Det afgørende voldsorgierne i sig selv, som ikke skal anses for ubegribelige afvigelser, men følger af staternes kamp for magt og kontrol. Dette må være udgangspunktet for demokratiske socialisters krigsmodstand.

Af Klaus Krogsbæk
Illustration efter Hippolyte Baraduc¹

Siden Israel rykkede ind i Gaza, er landet blevet anklaget for at begå folkemord på palæstinenserne. Anklagerne er ikke mindst fremsat af venstrefløjen, herunder den danske venstrefløj. Således vedtog Enhedslisten på sit årsmøde den 5. maj en protest ”imod det igangværende folkemord mod palæstinenserne i Gaza.”²

Anklagerne er som bekendt ikke grebet ud af den blå luft. Titusindvis af palæstinensere i Gaza er det seneste år dræbt af de israelske tropper, og ifølge FN udgør kvinder og børn over halvdelen af de dræbte.³ Der er derfor ikke noget at sige til, at forfærdelsen har bredt sig. Med så mange døde og så store ødelæggelser spørger folk uvilkårligt, om Israel nu også må handle, som det gør?

Som selvstændig stat har Israel ret til at forsvare sig mod angreb udefra. Dog skal det – som enhver anden stat – overholde de folkeretlige regler om, hvornår og hvordan en krig kan startes,⁴ samt overholde den humanitære folkeret, som regulerer, hvordan krigen kan føres.⁵

Så ifølge international lov må Israel – i et vist omfang – altså gerne føre krig og dræbe civile. Men det må ikke begå folkemord i folkeretlig forstand.⁶

Men dermed også være sagt, at død og ødelæggelse ikke i sig selv et argument, der holder i den internationale ret. Folkeretten skal overholdes, men det er ikke nødvendigvis kriminelt at begå massedrab og bombardere byer og samfund. Volden skal opfylde bestemte betingelser, før vi kan komme efter den med loven i hånd.

Så når vi argumenterer på folkerettens grund, accepterer vi implicit, at staterne under bestemte betingelser rent faktisk har ret til at føre krig. Og eftersom krig kun kan føres ved hjælp af statens borgere, accepterer vi dermed også, at nedslagtning af mennesker kan være i orden.

For uanset om en stat angriber en anden stat (i strid med folkeretten) eller forsvarer sig selv (i overensstemmelse med folkeretten), vælger den at sende tusinder i døden. Krigen begynder med den angrebnes forsvar, som militærteoretikeren Carl von Clausewitz sagde; uden forsvar vil det ikke komme til væbnet kamp.⁷

Folkeretten og magtens realiteter

At stå på folkerettens grund er således ikke at stå på fredens grund. Folkeretten er et sæt regler, der formelt skal regulere forholdet mellem stater og skabe stabilitet i det internationale system. Reelt viser erfaringen dog, at staternes magtforhold ofte er afgørende for, hvordan folkeretten anvendes og håndhæves.

Nationalt står statsmagten over borgerne og kan med sit voldsmonopol sikre lov og orden. Internationalt har stater ikke på samme måde et voldsmonopol over sig. I sidste ende bliver det derfor ikke den internationale ret, folkeretten, men snarere de statslige magters indbyrdes kamp, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert.

Ligesom borgere i et samfund måske vil omgå loven, vil også stater omgå folkeretten, hvis deres egne strategiske eller økonomiske interesser kommer i konflikt med de formelle regler. Folkeretten forsøges derfor anvendt selektivt af magtfulde stater – de kræver respekt for reglerne, når det tjener deres interesser, men tilsidesætter dem, når de finder det nødvendigt.

Eksempler som USA’s og Ruslands militære interventioner uden FN’s godkendelse viser, hvordan magtfulde stater handler i strid med folkeretten. Omvendt forventes svagere stater at overholde retten, hvis ikke de vil udsættes for sanktioner m.v. Folkeretten fungerer således som en ramme, som de stærke stater kan anvende, ignorere eller manipulere, afhængigt af hvad der gavner dem.

Således er folkeretten blevet brugt som et instrument til at legitimere – og delegitimere – indgreb, sanktioner og interventioner under påskud af retfærdighed eller menneskerettigheder, hvor det i virkeligheden handlede om at beskytte staters egne interesser og stabilisere deres geopolitiske positioner.

I forbindelse med konflikten i Gaza mellem Israel og Hamas og anklagen for folkemord vil de juridiske problemstillinger derfor stå i skyggen af de politiske. Hvad det konkret vil sige for retssagens forløb og endelige dom, ved vi ikke. Måske vil magtfulde stater bruge deres indflydelse og undgå, at Israel dømmes, og andre tildeles et medansvar. Eller måske vil Israel opnå noget nær en frikendelse og få rettens ord for, at der ikke var tale om et folkemord, men om et lovmedholdigt selvforsvar. I hvert fald vil resultat i sidste ende afspejle staternes indbyrdes magtforhold.

Målet er statens suverænitet, midlet er borgernes liv

Ingen stat tolererer frivilligt, at dens suverænitet krænkes – hverken at dens ydre grænser overskrides, eller dens indre magtmonopol anfægtes. Ej heller tolererer stater, at deres internationale position anfægtes – eksempelvis vil Israel med krigen i Gaza sikre sin stilling som regional stormagt og Rusland med krigen i Ukraine sikre sin stilling som militærpolitisk verdensmagt.⁸

Både suverænitet og position sætter stater så højt, at de om nødvendigt vil føre krig herfor; det vil sige bruge magten over sine egne statsborgere til at sende nogle af dem i krig med risiko for at blive dræbt. For krig er en gensidig affære. Når en stat fører krig mod en anden stat, accepterer den ikke alene, at fjendes soldater og civile dør, og at fjendens byer og samfund ødelægges, men også at dens egne borgere og dens eget territorium risikerer samme skæbne.

På begge sider kastes hundredtusinder ind i krigen. Der indføres værnepligt, og der bliver slået hårdt ned på desertører og militærnægtere. Forsvaret af staten er obligatorisk og ikke en frivillig sag. Soldaterne bliver placeret i en livsfarlig konfrontation med fjenden. Soldaten kender ikke sin modstander og har intet at indvende mod ham/hende som menneske, men må alligevel dræbe ham/hende for ikke selv at blive dræbt.

I krig reduceres borgerne til deres nationalitet. Når stater – og statslignende organisationer – kriges, opfattes soldater og civile som dele af den ene eller den anden stat. Ikke som levende mennesker, men som ’statsmateriale’. Forsvaret af staten er således ikke ensbetydende med forsvaret af menneskene. Tværtimod. Borgerne dør, og endnu flere såres og invalideres. Folk mister deres hjem og arbejde, og byer og samfund jævnes med jorden. De psykologiske følger ødelægger individerne, og de økonomiske konsekvenser smadrer landet.

Lige så dødbringende krigsførelsen er, lige så påtrængende er behovet for at retfærdiggøre den. Retfærdiggørelsen har til formål at få statens borgere til at acceptere den trussel, som krigen repræsenterer, nemlig en trussel mod deres egen eksistens. Altså acceptere, hvad der dybest set er uacceptabelt – nemlig at statsmagten ved at gå i krig udsætter sin egen befolkning og samfund for død og ødelæggelse.

De hidtidige tab bliver brugt som argument for at fortsætte krigen med udsigt til endnu større tab. Så når eksempelvis den ukrainske ledelse insisterer på at fortsætte, til al territorium er generobret, siger den jo rent faktisk, at den frem for at give indrømmelser til russerne hellere vil lade sine egne statsborgere lide på ubestemt tid. For krig føres for statsmagten, ikke for befolkningen.

En konfliktfyldt fredsorden

Ukraine og Gaza har for alvor sat krig på dagsordenen. Alligevel er det, som om de blot er præludier til endnu flere og farligere krige, og alverdens lande har da også kastet sig ud i en historisk stor oprustning. Men hvorfor er krige en del af vores verdensorden?

Krig er et resultat af staters relationer i fredstid. Den nuværende fredsorden bygger på konkurrerende stater, som via verdensmarkedet forsøger at tilegne sig hinandens rigdom med henblik på at styrke deres egen økonomi – for igen at kunne styrke deres egen statsmagt, herunder militæret. Der er således tale om en konfliktfyldt fred med en latent trussel om brug af vold.

Verdens stater interagerer med hinanden diplomatisk, politisk og økonomisk i et forsøg på at forfølge deres egne interesser og øge deres egen nationale rigdom. Den rigdom er i dag helt afhængig af, hvordan staten og dens private virksomheder klarer sig i konkurrencen på et verdensmarked, der især er vokset efter Murens fald – med færre handelshindringer, globalisering af produktionskæder, teknologiudvikling inden for transport, kommunikation og logistik m.v.

Succes på markederne forudsætter en politisk villig og økonomisk konkurrencedygtig lønarbejderklasse samt adgang til den nødvendige kapital på de internationale finansmarkeder. Og det forudsætter igen, at virksomhederne har en stærk og velfungerende stat i ryggen, der sikrer solide og pålidelige rammer for investeringer, produktion og marked. Omvendt er virksomhedernes succes på verdensmarkedet nødvendig for den nationale rigdom, herunder for skattebetalingerne, og bidrager således til at styrke staten, dens suverænitet og position.

Virksomhederne konkurrerer i ly af deres stater, som er verdensmarkedets hovedaktører. Statens accept er en forudsætning for virksomhedernes deltagelse på verdensmarkedet, altså for enhver grænseoverskridende udveksling af varer, tjenesteydelser og kapital. Og udvekslingen sker på betingelser, der er resultat af staternes indbyrdes tovtrækning – om importtariffer, eksportsubsidier, sektorbeskyttelse, reguleringsstandarder, investeringsregler m.v. Den ene stat vil beskytte sit eget marked og samtidig åbne den andens op på gunstige betingelser for sig selv.

Virksomheders konkurrence om markedsandele er altså også en kamp imellem stater og grupper af stater. Staterne anerkender ganske vist hinandens suverænitet, men erkender også, at det er en barriere for deres egen berigelse. I konkurrencen på verdensmarkedet er staterne således hinandens modstandere.

På trods af de modstridende interesser indgår staterne selvfølgelig aftaler med hinanden. Indholdet vil imidlertid afhænge af styrkeforholdet imellem dem – af asymmetrier i magt og ressourcer og ulige muligheder for politisk og økonomisk pres og tvang. Aftalerne ophæver ikke staternes indbyrdes modsætninger, men er kompromisser, som ofte genforhandles eller opsiges, fordi parterne konstant arbejder på at forbedre deres egen position.

Volden ligger latent i staternes indbyrdes relationer

Verdensmarkedet bidrager således til at øge den nationale rigdom i det omfang, staten kan sætte sig igennem over for andre stater. Konkurrencen på verdensmarkedet er derfor principielt konfliktfyldt og har også i tidens løb ført til krige. Anvendelse af vold er et permanent iboende potentiale og en mulighed, som stater ikke kan tillade sig at udelukke, men heller ikke kan anvende uden risiko for sanktioner – medmindre den nødvendige accept er indhentet fra FN eller USA.

Krig er dog ikke en målsætning for stater. De vil foretrække at vinde i konkurrencen på verdensmarkedet uden brug af vold; måske nok ved hjælp af trusler og afpresning, men fredeligt, så kapitalen kan blive brugt produktivt i konkurrencen til at øge den nationale rigdom, frem for at blive ødelagt i krig.

Men militæroprustning er et permanent anliggende for staterne, fordi anvendelse af vold ligger latent i deres indbyrdes relationer. Dette skyldes ikke mindst, at der er en modsætning mellem staternes respekt for hinandens suverænitet og deres konstante forsøg på at tilegne sig hinandens rigdom via konkurrencen på verdensmarkedet. Forløber konkurrencen dårligt for den ene stat, kan det føre til mindre respekt for den andens suverænitet, hvilket i sidste instans kan føre til brug af vold.

Hvis der udbryder væbnede konflikter, kan USA gribe ind som den de facto øverste myndighed. USA har ofte fungeret som den berømte globale politibetjent og har – med vold – grebet ind i konflikter verden over. Som bekendt er USA’s overordnede rolle dog ikke accepteret af alle.

For stater er suveræne, og som sådan kræver en stat anerkendelse og respekt svarende til dens position og placering i magtbalancen. Hvis staten derimod føler sig undervurderet af andre stater, vil den reagere, og det kan ende med krig. (Eksempelvis føler Rusland, at dets status som militær verdensmagt ikke respekteres tilstrækkeligt af USA og NATO.)

Slutbemærkning

I staternes verden vægtes suverænitet og position højere end menneskeliv i den konstante kamp om politisk dominans og økonomisk magt. Derfor forbliver oprustning en nødvendighed og krig en sandsynlighed. Og i den forstand er verden ikke meget anderledes, end den var i 1914, da første verdenskrig brød ud.

De fleste socialdemokratier støttede dengang deres egne stater i kampen om magt og markeder, fordi de ikke kun så krigen som en imperialistisk rivalisering, men også som en kamp for opretholdelsen af deres egne nationer og dermed af arbejderbevægelsens hidtidige politiske landvindinger.⁹

Men at slås for staten, dens suverænitet og position på verdensscenen ender – uanset de gode intentioner – uvægerligt i konflikter, krig og katastrofer. Første verdenskrig kostede således op mod 22 millioner mennesker livet¹⁰ og lagde grunden til anden verdenskrig godt tyve år senere, hvor op mod 85 millioner mennesker mistede livet;¹¹ og som med atombombesprængningerne i Hiroshima og Nagasaki introducerede risikoen for det kollektive selvmord.

At kampen for statens suverænitet og position risikerer at føre til nye katastrofer, kritiserede Karl Liebknecht i forbindelse med første verdenskrig. Liebknecht, der var medlem af den tyske Rigsdag, var et af de få SPD-medlemmer, der modsatte sig krigen. I stedet stod han fast på, at ”hovedfjenden er i jeres eget land!”¹²

Liebknecht pegede på ’Internationalen’ som alternativ til krigen. Internationalen samler demokratiske socialister og arbejdere på tværs af grænser for at modarbejde de mekanismer og strukturer, der driver kapitalistiske stater i konflikt og i sidste ende skaber betingelserne for nye krige.

Det er disse sammenhænge, som demokratiske socialister bør blotlægge i deres antikrigsargumentation. Og helt konkret – langt mere konkret, end denne artikel har gjort – trække tråde fra den kapitalistiske logik til de mange konflikter, krige og katastrofer, som ikke (længere) er opsigtsvækkende undtagelser, men den banale regel. For som den tyske filosof og forfatter Walter Benjamin sagde: „Dass es ‚so weiter‘ geht, ist die Katastrophe.“¹³

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er tidligere konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.

1. Pure electography of the hand by Iodko’s method [1913]. www.publicdomainreview.org/collection/baraduc-soul/
2. https://vores.enhedslisten.dk/wp-content/uploads/2024/05/Enhedslisten-stoetter-protester-imod-Israels-folkemord-og-krig-i-Gaza-2024-VEDTAGET.pdf
3. https://da.wikipedia.org/wiki/Gazakrigen_2023-nu
4. Forbud mod aggression: FN-pagten forbyder stater at bruge magt mod andre stater, medmindre det er i selvforsvar eller med FN’s Sikkerhedsråds godkendelse. / Ret til selvforsvar: Pagtens artikel 51 tillader stater at forsvare sig selv, hvis de bliver angrebet, indtil Sikkerhedsrådet griber ind. – https://unric.org/da/fn-pagten/
5. https://www.rodekors.dk/vores-arbejde/krigens-regler/faq
6. Et folkeretligt forbud mod folkemord er indeholdt i FN’s konvention af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab: www.un.org/en/genocideprevention/documents/Genocide%20Convention-FactSheet-ENG.pdf
7. https://da.wikipedia.org/wiki/Carl_von_Clausewitz
8. Selv om krigene også kan omfatte andre spørgsmål.
9. Se ’Geschichte der Internationale’ af Julius Braunthal, Verlag J.H.W. Dietz Nachf. GmbH., Berlin 1961, bind 1, p. 362.
10. https://en.wikipedia.org/wiki/World_War_I_casualties
11. https://en.wikipedia.org/wiki/World_War_II_casualties
12. https://www.marxists.org/deutsch/archiv/liebknechtk/1915/05/feind.htm
13. https://zeitschrift-luxemburg.de/artikel/dass-es-so-weitergeht-ist-die-katastrophe/