Købt og betalt, eller frit og fair?

Reportage: Ghaneserne gik for nyligt til valg. Pengenes indflydelse var stor. Vælgere bliver købt og betalt, og de to største partier synes urørlige, selvom de groft sagt ikke indfrier befolkningens behov.

Af Buster Kirchner

Jomoro District, Ghana

Så står jeg dér.

Hist, hvor vejen slår en bugt, eller noget. Jomoro District i det vestlige Ghana er knap så HC Andersensk, men jeg står altså dér, hvor vejen snor sig drilskt om et hjørne, og forlader blikkets fang.

Og så er det lige blevet mørkt.

Min deletaxa er fortsat uden mig mod den ghanesisk-ivorianske grænseby, Elubo. Da chaufføren sætter mig af, gør han et halvhjertet forsøg på at hjælpe mig på min videre færd mod distriktshovedstaden Half Assini (det er lidt sjovt, byen hed engang Assini, men vupti kom en eller anden landegrænse og skar den over i to. Ifølge sagnet, om ikke andet). Hurtigt opgiver chaufføren, stiger atter ind i taxaen og når med hovedet ude af det nedrullede vindue lige at tilføje, at ”der nok snart kommer en og samler dig op.” Som om.

På gaden, hvor de fleste af landsbyens småsælgere enten er gået hjem eller pakker de mobile butikker ned, står et par motorcykel-dudes. Det er Pidgin English, der dominerer her, og mit Pidgin er rustent. Efter få sekunder er vi dog nogenlunde på bølgelængde, men da jeg siger, at jeg skal til Half Assini, 50 kilometer borte, rynkes brynene.

”Men min kammerat kan tage dig med”, siger motorcykelfyren, da det viser sig, at jeg faktisk ikke skal så langt alligevel. Danske Henrik, kampagnemedarbejder på Samia Nkrumahs valgkampagnehold, ringer og siger, at jeg bare kan møde dem i Tikobo 1 (ja, byen har en søsterby ved navn Tikobo 2). De er lige på besøg ved høvdingen, siger Henrik. ”Du kommer bare.”

Min nye motorcykelven tager min lufthavnsagtige rullekuffert op i skødet og beder mig hoppe bag på motorcyklen.

Han sætter mig af i en mellemstor landsby i semikupereret terræn, omringet af frodig regnskov, høj luftfugtighed, dinglende palmer. Grønt og vådt over det hele.

Hovedgaden er smal, klaustrofobisk. Der er mange mennesker i gaden, omsluttet af mørket, lidt lys fra et vindue, måske, ellers mørkt. Folk sidder, handler, snakker, fordriver tiden, nyder hinandens selskab i erkendelsen af, at ensomheden er et uværdigt alternativ.

Gadens prægtigste bil er Samias valgkampagnebil, en bomstærk, nådesløs firehjulstrækker. Jeg ved, den tilhører hendes hold, da der på siden af bilen er et billede af hende, arvedatteren af Ghanas første præsident. Kvinden, som bærer en ideologi, en tanke, en politisk filosofi, en legendarisk historiefortælling på sine skuldre. Samia Nkrumah opstiller som selvstændig kandidat til parlamentsvalget i faderens føderegion, Jomoro.

Det var Samias far, Kwame Nkrumah, der var Ghanas første præsident, faderen til panafrikanismen, du ved. Èt Afrika, ét folk, ét projekt. Ingen landegrænser og slut med at tillade udplyndring og dominans fra Europas grådige stater…. Nu skal Samia samle stafetten op.

I skolegården

Jeg hører stemmer og skrattende højtalere fra en skolebygning, og igennem de glasløse vinduer anes bevægelse: ”Er Samia derinde?”, spørger jeg retorisk en af gadens kvinder. Jeg kender selvfølgelig svaret, men vandrer af forunderlige årsager ikke ind. Lidt beskeden er jeg måske alligevel.

I en smal korridor, inden jeg omsluttes af skolegårdens lydinferno, står en række teenagere, kåde på den måde, man er, når man er i præpuberteten og har opdaget, at man ikke længere er et barn. Ungdommen vil have knuckles, snakke, spørge: ”Hvem er du? Hvor kommer du fra?” En dreng, ikke mange dage over 18, fremviser stolt sit vælgerkort og nævner prompte, ligesom resten af Afrika, at Christian Eriksen jo kommer fra Danmark. Jeg skal aldrig fortælle den ydmyge, introverte dreng fra Middelfart, hvor verdenskendt han egentlig er. Det er nok bedst sådan, tænker jeg.

Jeg tages i hånden af en bredskuldret mand fra Samias valgkampagnehold, iført ivoriansk fodboldtrøje og et fast blik. Han trækker mig igennem folkemasserne i den tætte skolegårds mørke. Jeg har intet valg, må følge med, har ikke kræfter til at protestere og sige, at jeg altså bare lige kigger på, står ude i kanten. Nej, jeg placeres på en plasticstol (Afrika har så mange plasticstole), selvfølgelig på forreste række, som var jeg en galionsfigur, en medalje at fremvise. Vi-er-sådan-nogle-der-er-associeret-med-en-hvid-mand-mentaliteten. Jeg kender logikken, og jeg kender forreste række, men nyt er det dog, at Henrik, en ung mand fra Tårnby, sidder på plasticstolen ved siden af. Vi har indtil da kun snakket i telefon, da vi skulle aftale omstændighederne for min reportagerejse. Nu sidder vi og stirrer på de hundredvis af øjne, der stirrer tilbage på os, mens en eller anden mand holder en tale, og snakker højlydt ind i en mikrofon.

Ikke mange lytter, og få sekunder senere skal vi bede. Det er jeg god til, så vi rejser os, bøjer nakkerne, kigger ned i jorden. Efter bønnen er begivenheden slut. Vi skal videre, og dét gerne hurtigt. En anden mand fra Samias valgkampagnehold, høj og med et endnu fastere blik end den første mand, guider os mod firehjulstrækkeren. Jeg skal bare gå ind, lyder det, min hudfarve den eneste indikator for, at jeg ikke stjæler bilen eller er en komplet fremmed.

Bilen omringes af mennesker. Alle vil have en highfive, en snak, et kram, dele en historie. En ældre mand fortæller, at han er i familie med Kwame Nkrumah, og altså derfor også Samia. Vildt nok, siger jeg, du må lære mig om Ghanas historie. Han smiler, da ordet ”historie” forlader mine læber, øjnene for en kort stund fulde af begejstring (og vist nok også en slags hjemmebrygget sprut).

Toyotaens interiør er en kontrast til gadens kompakthed. Aircondition fylder os op, vi er nu i en ganske anden sfære. Mig, Henrik, Samia og chaufføren Sammy. Folk banker på vinduet, og Henrik ruller op, men må øjeblikkeligt lukke ned igen – mere rockstjerneagtig bliver han nok aldrig – da det viser sig, at banket på ruden var et bank om hjælp: ”Kan jeg ikke få nogle penge?”

Vi kører i retning mod Half Assini. Henrik og Samia fortæller om valgkampagnen. Om hvordan, det i flere tilfælde ses som et tegn på magt og autoritet at kunne udvise stor rigdom, distribuere t-shirts, iværksætte udviklingsprojekter. Om hvordan, ivorianere på den anden side af grænsen også stemmer ved valget, selvom deres ghanesiske identitet er tvivlsom, og om…..Henrik bliver afbrudt: Samia og chaufføren Sammy taler højlydt med hinanden. Der er noget galt. ”Nu gør han det igen”, siger Samia, tydeligvis bekymret, stemmen dirrer.

På siden af vores firehjulstrækker bag de mørke ruder, hænger en mand. Altså, han hænger fast til bilen, mens vi suser ud ad den bumlede vej. Manden er selvudnævnt bodyguard og har for nyligt fået for vane at hægte sig fast på siden af bilen dér, hvor man lige akkurat træder, når man stiger af og på.

Samia forsøger straks at finde en løsning, snakker hurtigt, brainstormer. Hvad gør vi? Den nye bodyguard-ven er angiveligt ikke så mentalt velfungerende, og vi kan ikke bare sætte ham af i mørket, kan vi? Samia arrangerer det sådan, at vi ved næste landsby kan finde én, der kan hente ham. Det må være løsningen.

Pengenes valg

Demokrati eller ikke-demokrati. Der findes næppe nogen mere skelsættende distinktion i Vestens konceptuelle forståelse af verden. Den deler de gode fra de onde, Putin fra Obama, lys fra mørke, såkaldt modernitet fra angivelige middelaldersamfunds bagudståenhed, de udviklede fra de udviklende.

Og nu kæmper Ghana for at placere sig på den rigtige side af det hegemoniske lighedstegn. Ambassaderne kigger jo med, det samme gør IMF, Verdensbanken, FN, det ”internationale” samfund, observatørerne.

Vi kører fra landsby til landsby, og Samia Nkrumah har i stort set hvert eneste tilfælde doneret noget til samfundene: Cement til en kirkebygning, et sæt fodboldtrøjer, et-eller-andet.

Ja, for hvorfor skulle de ellers stemme på hende? ”Hvis du ikke har penge, kan du lige så godt droppe at føre valgkampagne”, siger en solbrillebærende kampagnefyr fra forsædet af vores Toyota Hilux, mens vi brænder den smule asfalt af vejene, der stadig findes.

Ghanas to partier, de altdominerende, allestedsnærværende National People’s Party (NPP) og National Democratic Congress (NDC) logrer jo også med halen og udlover enorme summer til de små samfund. Det er survival of the richest.

Hvis landsbyerne kan overtale Samia til at levere cement til kirkebygningen, mens NPP betaler præsten og NDC køber orglet, ja, så skulle forudsætningerne for en hellig søndag vel være til stede, eller hvad?

Samia Nkrumah betragter sig selv som developer snarere end politician. Hendes holdning er, at Ghana først og fremmest har brug for udvikling. Dernæst kan det handle om realpolitik.

Og på valgdagen bliver hun købt ud.

NDC og NPP betaler simpelthen vælgerne for at stemme på dem. Det foregår helt konkret således, at vælgeren ankommer til et valgsted og allerede ved ankomsten bliver kontaktet af en af de store partiers delegerede. Herefter får vælgeren stukket pengesedler i hånden og fortalt, at der nu vil vente endnu en partiloyalist på den anden side af stemmeboksen, når vælgeren har sat sit kryds (Og altså, husk nu lige at sætte det rigtige kryds, ik’?)

Og ganske rigtigt, ved udgangen står endnu en partiagent, helt åbent, samme sag, samme formål. Transportpenge udleveres, så vælgeren kan komme hjem, og så kan den næste vælger i køen altså godt komme nærmere.

Siden 1992 er NDC og NPP de eneste to partier, der har haft magten i Ghana. Partierne (og pengemaskinerne) holder hinanden i skak. Hvis NDC udlover godter til vælgerne, skal NPP selvsagt overgå det. Nå, lover I en landevej, jamen, så raiser vi med en havn!

Fra et dansk demokratiperspektiv får man lyst til at råbe højt og længe: Det er jo ikke demokrati, det der. Det kan I vel godt selv se?!

Men i Ghana er topartisystemet en måde, hvorpå vælgerne opnår demokratisk inddragelse og sikrer sig et mindsteniveau af offentlige ydelser. Hvis I ikke vil bygge den skole, ja, så stemmer vi ikke på jer.

Hvilket valg er det egentligt, I taler om?

Enhver Afrika-formidler vil før eller siden støde på et centralt spørgsmål, der vil forøge svedperlerne på panden: I hvilken grad skal man formidle en historie fra Afrika i et relativt perspektiv?

Lad mig eksemplificere.

Skal Ghanas valg holdes op imod regionens øvrige valghistorie, eksempelvis nabolandet Elfenbenskystens historik, der tæller valgvold, ustabilitet, ja sågar borgerkrig i kølvandet på et valg? En sådan tilgang ville medføre, at Ghanas valg fremstår vellykket, frit og fredeligt. Kun fire mennesker mistede jo livet. Tsk, det er jo ingenting!

Eller, skal vi modsat spørge, om valget i Ghana bør sammenlignes med valg på vores breddegrader, det kunne være kommunalvalget i Thisted, hvor den største skandale var, da Jytte spildte maskinkaffe på én af stemmesedlerne, eller da pensionisten Mogens da vist nok faldt i søvn under stemmetællingen? En sådan tilgang ville betyde, at Ghanas fire mistede menneskeliv var en gigantisk skandale. For hvorfor skal demokratiets festdag dog koste mennesker livet? Det giver jo ingen mening!

Oftest er min opfattelse, at medier, politikere og meningsdannere fra vores del af verden vælger førstnævnte model. Ghana bliver a beacon of hope i en ustabil region. Se nu bare Mali og Burkina Faso. Dét er rigtige kriser!

En sådan betragtning er ikke nødvendigvis forkert, men resultatet bliver, at den dominerende diskurs bidrager til accept af valgfusk og korruption og selvfølgelig forhindrer en omsiggribende indsats for at bekæmpe selvsamme problemer.

Men altså, det er måske sådan, verden fungerer? Vi er relative væsner. Danskerne kun hyggelige, fordi tyskerne er seriøse og firkantede, og ghaneserne kun fredelige, fordi 100 væbnede grupper fra de congolesiske regnskove har skudt på hinanden siden årtusindskiftet.

Henrik, Samia Nkrumahs danske kampagnemedarbejder, der havde overværet den omfattende vote buying i Jomoro, opsummerede det meget fint, da valgspændingerne efter et par dage havde lagt sig.

Henriks diplomatvenner i hovedstaden Accra lykønskede fra kanten af swimmingpoolen Ghana for et free and fair election, mens han undrede sig over, hvilket valg, de egentligt talte om?

Og hvad siger ghaneserne?

Vigtigst er det selvfølgelig at spørge ghaneserne selv.

En udefrakommende journalisttype som undertegnede kan øjensynligt reflektere og filosofere i Word-dokumentet, men de eksterne ord forbliver hule, hvis han ikke lader tastaturet hvile og kigger mindst et par ghanesere dybt i øjnene.

Så det har jeg gjort, altså snakket med ghaneserne:

På gaden, fodboldbanen, hotelreceptionen, valgkøerne, offentlige toiletter og på Twitter. Og min konklusion? De fleste ghanesere mener, at valget er gået fint, efter bogen, fredeligt.

NPPs præsidentkandidat Mahamadu Bawumia lykønskede hurtigt – allerede morgenen efter valgdagen – NDCs modkandidat John Mahama med sejren, da Bawumia så, at han selv var håbløst bagefter i stemmeoptællingen.

Bawumias ærefulde nederlag cementerede selvfortællingen om et land, hvor demokratiet fungerer, og kun en håndfuld mennesker mister livet under valghandlingen.

I hovedstadens Ayawaso-kvarter strømmede lykkelige NCD-tilhængere hurtigt ud i gaderne. En flok af de unge, alkoholpåvirkede af slagsen gav sig straks til at ødelægge en stor Bawumia-plakat ved Nima Roundabout, og jeg fik kun (ved et tilfælde) en enkelt gang dén enorme planke i hovedet, som de euforiske mænd brugte til at smadre modkandidatens billede med: ”I’m okay, no problem.”

Der blev også, i den uhæmmede sejrsfest, sat ild til bildæk. Ilden blev hurtigt slukket igen, for Ghana er jo et fredeligt land, sådan noget skal helst ikke finde sted.

Senere, samme formiddag, stødte jeg på en flok NDC-støtter, der – mere harmløst – havde fundet en ko, som de havde iklædt NPPs farver og nu trak igennem byens gader.

Og hvad med den nye præsident, tænker du måske? Ja, han har været ved magten tidligere. Fra 2012-2016 var han Ghanas præsident. I den periode steg landets statsgæld fra 49 til mere end 70 procent af BNP.

Nu skal Mahama forsøge at finde vej ud af Ghanas værste økonomiske krise nogensinde, mens vælgerne vil stå i kø for at minde ham om, at han har lovet at skabe flere arbejdspladser, sløjfe en række skatter og afgifter, bygge hospitaler og meget, meget andet…….