Masseprotesterne åbner et alternativ til den politiske orden

PROTESTER. Fra det arabiske forår til De gule veste, fra George Floyd-revolten til Extinction Rebellion. De masseprotester, der har fundet sted verden over siden 2011, har været uden ledere og uden klare politiske programmer. I stedet for at overtage magten, opgiver de troen på enhver institutionaliseret magt. I sin nye bog Afvisningens bevægelse argumenterer Mikkel Bolt for, at vi i disse år er vidne til en ny radikal bevægelse, der afviser den kriseramte politiske orden såvel som dens nationaldemokrati og voldsmonopol.

Af Mikkel Bolt

Den nye bevægelse

Hvor demonstranterne i Tunesien og Ægypten i 2011 gik til angreb på de lokale diktatorer, så startede Nuit debout i Frankrig i 2016 i protest med en planlagt arbejdsmarkedsreform. Hvis Extinction Rebellion blokerede fem broer i London i 2018 i protest mod manglende handling i forhold til klimaændringerne, så fandt George Floyd-revolten i 2020 sted på baggrund af racial politivold i USA. Flere har derfor, med rette, spurgt, om vi overhovedet kan bruge den samme betegnelse for de mange protester, der har fundet i et svimlende omfang siden 2011?1 Der synes hver gang at være ganske specifikke lokale årsager, der får folk på gaden: en uretfærdighed, der forvandler frustration til vrede og indignation. Listen er lang, men eksemplariske tilfælde er Mohamed Bouazizi i Tunesien i 2010, Mark Duggan i England i 2011, George Floyd i USA i 2020, Giovanni López i Mexico samme år og Nahel Merzouk i Frankrig i 2023; hvert af disse direkte eller indirekte mord udløste en flodbølge af protester.

Der har uden tvivl været store forskelle mellem de mange demonstrationer, besættelser og opstande, der har fundet sted siden 2011, men som oftest har vreden rettet sig mod staten af den ene eller den anden grund. Staten sætter prisen op på benzin eller metrobilletter, gennemfører en pensionsreform, eller en borger dør i politiets varetægt. Og når først der er mange nok på gaden, vokser protesterne og kommer til at handle om meget mere end den konkrete sag, der udløste protesten til at begynde med. Kravene udvikler sig i de fleste tilfælde til blanke afvisninger af staten og den politiske orden. Enhver tilfældig anledning kan mobilisere en eksplosiv, programløs vrede.

Allerede i 2013 skrev Michael Hardt og Antonio Negri i en kort bog om den første fase af den nye protestbølge, at “hver enkelt kamp var singulær og orienteret mod specifikke lokale forhold”, men, fortsatte de, ikke desto mindre hang de mange protester sammen og udgjorde “en ny protestcyklus”.2 Som Hardt og Negri pointerede, henviste de mange protester til hinanden: Occupy henviste til M-15 i Spanien, M-15 henviste til masserne på Tahrir-pladsen, og de ægyptiske revolutionære bestilte pizzaer til parkbesætterne på Manhattan, ligesom syriske revolutionære skrev støtteerklæringer til De Gule Veste, hvori de forklarede, at “vor kamp er fælles. […] Man kan ikke gå ind for en revolution i Syrien, hvis man stiller sig på Macrons side”.3

Tusinder af mennesker gik på gaden på tværs af USA, demonstrerede mod endnu et tilfælde af racistisk politibrutalitet, plyndrede butikker og etablerede autonome områder, hvor politiet ikke havde voldsmonopol.På gaden har forbindelserne hele tiden været til stede i henvisninger og støtteerklæringer. I forbindelse med universitetsbesættelserne i foråret 2024 i USA og en lang række lande, inklusive Danmark, er forbindelsen helt eksplicit: De forskellige bygninger og campusser besættes i protest mod lokale universiteters finansielle interesser i firmaer, der bidrager til besættelsen af Vestbredden og folkemordet i Gaza. Men som i tidligere historiske perioder – massestrejken forenede eksempelvis revolterne i 1905, 1912 og 1917 – har de nye masseprotester også delt taktikker. I 2011 spredte pladsbesættelserne sig fra Cairo til Barcelona og Madrid, Athen, Rom og London og videre til New York, Oakland, Istanbul etc.4 Besættelsen af offentlige eller tidligere offentlige rum viste sig ikke blot at være en effektiv måde at udfordre den herskende orden på, men var også et eksperiment i nye måder at organisere et horisontalt politisk fællesskab. I 2019 var det frontliner-taktikken, med barrikadebyggerier af forretningsinteriør, brugen af paraplyer mod politiets peberspray og lasers mod overvågningskameraer og droner, der pludselig blev delt på tværs af landegrænser og kontinenter fra Hong Kong til Chile, Ecuador, Frankrig og Irak og videre til USA i 2020.5

Som vi kan se på de kort, som blandt andre Alain Bertho og Carnegie Endowment for International Peace har tegnet, ligner masseprotesterne spredte opflamninger af systemets kroniske febertilstand.6 Påstanden eksploderer ét sted, slås ned igen og bryder ud igen et andet sted: “Protesterne breder sig, ulydighedsaktionerne bliver flere, sammenstødene intensiveres”, som Di Cesare skriver.7

Selv nedlukningerne i forbindelse med Covid-19-pandemien fik ikke bugt med protesterne. George Floyd-revolten i USA i sommeren 2020 var det klareste bevis på det: Tusinder af mennesker gik på gaden på tværs af USA, demonstrerede mod endnu et tilfælde af racistisk politibrutalitet, plyndrede butikker og etablerede autonome områder, hvor politiet ikke havde voldsmonopol. Afrikansk-amerikanere tog teten, men opstanden mobiliserede en bred modstand, “hvor mennesker af alle farver og køn hurtigt sluttede sig til [opstanden]”, som de US-amerikanske anarko-kommunister Shemon Salam og Arturo Castillon skriver.8 Kapitalens reterritorialiseringer – ikke mindst race og køn – bremsede  ikke opstanden, som det så tit er sket i en US-amerikansk kontekst, hvor klassealliancen mellem den hvide arbejderklasse og den lokale kapitalistklasse konsekvent har ødelagt ethvert anløb til opstand.

Afvisningens bevægelse finder sted hinsides nationaldemokratiets politiske partier og deres kamp om stemmer, hinsides fagforeningernes mediering af klassekampen og ude af syne for den endeløse række af talsmænd, kommentatorer og eksperter.Hver gang der finder plyndringer sted, som i USA i sommeren 2020, og demonstranter kæmper med politiet, som i Paris i 2019 eller i Chile samme år, eller når demonstranter indtager en plads og holder den, som på Tahrir-pladsen i Cairo i 2011, produceres der et nyt subjekt, hvad vi kan kalde afvisningens bevægelse, hvor senkapitalismens adskillelser momentant ophæves i en fælles afvisning. Den spektakulære vareøkonomis fragmenterede univers, hvor ethvert tidligere eksisterende klassetilhørsforhold og følelser af solidaritet er blevet erstattet af usikre og kortvarige identiteter af alskens slags, stort set alle medieret af vareformen, bliver pludselig sprængt i stumper og stykker, og i stedet åbner der sig en anden verden i den gamle (u)orden. Alle de identiteter og organiseringer, der opretholder den senkapitalistiske samfundsstruktur, viger pladsen for noget helt andet, der ikke har sit udgangspunkt i allerede eksisterende forestillinger og erfaringer om klasse, race, køn eller nation.

De nye masseprotester skal ikke kun forstås som en antitese til den institutionelle repræsentations ineffektivitet eller en konsekvens af den økonomiske ulighed, der plager de fleste lande i verden, men også som en radikal udfordring af et overleveret sprog for politisk handling. Et sprog forankret i forestillingerne om politisk demokrati, civilsamfund og sociale bevægelser, som det har udviklet sig i Vesteuropa og andre steder inden for rammerne af efterkrigstidens fordistiske lønproduktivitetskompromis, med dets forhandlinger om indkomst, købekraft og partipolitiske interesser inden for nationalstaten. Afvisningens bevægelse finder sted hinsides nationaldemokratiets politiske partier og deres kamp om stemmer, hinsides fagforeningernes mediering af klassekampen og ude af syne for den endeløse række af talsmænd, kommentatorer og eksperter. Vor tids oprør finder sted hinsides enhver form for repræsentationslogik og klassisk organisering.

Den italienske filosof og aktivist Marcello Tarì, der indgik i miljøet omkring Den usynlige komité, har præcist beskrevet de mange protester som destitutive protester.9 De vil afsætte regeringsledere, statsministre og præsidenter. Da demonstranter gik på gaden i Tunesien i januar 2011, råbte de “dégage!”, “irhal!” og “barra!”. De ville af med Ben Ali, på fransk, arabisk og tunesisk var omkvædet det samme: forsvind! Men ikke bare ham og hans klan af korrupte ledere, Ben Ali- og Trabelsi-familierne, de ville af med hele det politiske styre, inklusive den postkoloniale orden, der fastholdt de tunesiske masser i underkastelse og elendighed. Som den iransk-amerikanske litteraturteoretiker Hamid Dabashi skriver, var slagordene vendt “mod såvel indenlandsk tyranni som globaliseret umyndiggørelse”.10 Det var ikke bare et spørgsmål om en ny regering, andre ledere eller en anden deling af magten, det var en afvisning af det hele. Ved at råbe på fransk understregede demonstranterne, hvordan de nuværende uretfærdigheder var forankret i en lang historie om kolonialisme.

Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser, der bare bliver ved med at udvikle sig – klimakrisen er det oplagte eksempel på dette – inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.I takt med at protesterne begyndte at sprede sig til andre nordafrikanske og mellemøstlige lande i foråret 2011, blev “irhal!” udvidet med “ash-sha’b yurīd isqāṭ an-niẓām” (folket ønsker regimets fald). I Ægypten blev det ikke blot råbt på Tahrir-pladsen, men blev også hurtigt til et tag på utallige mure i Cairo og andre byer. Og i såvel Bahrain som Yemen, Syrien og Libyen genlød det i demonstrationer mod de lokale diktatorer.

Som Tarì skriver, har alle protesterne fra 2011 og frem været kendetegnet ved et umiskendeligt behov for at udfordre, vælte og destruere de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå nye. Det handler ikke om at erstatte den siddende regering eller leder med andre, og dermed få en bedre udgave af det, vi allerede har. Det handler om at komme af med alle lederne, inklusive de mest kritiske oppositionsledere, det drejer sig grundlæggende om at afvikle behovet for ledere.

Det er en politisk handling, der hverken er klassekamp eller etableringen af en opposition til magthaverne, men som tager form af et voldsomt raseri mod virkeligheden. I den forstand er det lige så meget et antropologisk som et politisk opgør, vi ser tage form i de mange protester, det er et forsøg på at vikle sig ud af alle de overleverede forestillinger om, hvordan den sociale sammenhæng, vi kalder et samfund og en nationalstat, organiseres. Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser, der bare bliver ved med at udvikle sig – klimakrisen er det oplagte eksempel på dette – inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.

Det forvirrende for den eksisterende orden er denne afståelse, hvor det tilsyneladende hverken er et spørgsmål om at danne en ny regering eller tage statsmagten.Tarì finder kimformen til de nye protester i den såkaldte Argentinazo i december 2001, hvor millioner af argentinere krævede den siddende regering smidt på porten. “Que se vayan todos!” (de skal alle ud) lød det i gaderne i Buenos Aires, Rosario og andre større byer. Efter mere end ti års markedskapitalistisk sparepolitik og korrupt privatiseringsøkonomi styret af den upopulære økonomimister Domingo Cavallo, der imidlertid havde en høj stjerne i IMF og derfor kunne blive siddende, selv når regeringsmagten skiftede hænder, var grænsen nået, og titusinder gik på gaden den 19. december 2001 og indledte en omfattende bølge af plyndringer. Præsident Fernando de la Rúa indførte undtagelsestilstand først på aftenen, og efter midnat trådte Cavallo tilbage som minister. Urolighederne fortsatte imidlertid næste dag. De la Rúa forsøgte at forhindre landets medier i at rapportere om protesterne, men uden held og til sidst – efter at han havde holdt en tale til nationen, hvor han forsøgte at lægge en dæmper på modstanden ved at forslå en ny, bred regering – trådte han tilbage. Tarì læser opstanden i Argentina i 2001 som et forvarsel om den nye protestcyklus, der startede i 2011. Demonstranterne i Buenos Aires og de andre byer i Argentina afviste blankt ethvert forsøg på at begrænse modstanden til et spørgsmål om en anden regering eller en ny præsident. Det var en destitutiv opstand, hvor folk på gaden var totalt uinteresserede i såvel en mildere udgave af IMF’s sparepolitik som at bringe den politisk opposition til magten. Det var hele det politisk-økonomiske system, de reagerede imod. Som det argentinske teorikollektiv Colectivo Situaciones formulerer det i en analyse, Tarì trækker veksler på, var det en anden slags opstand, der fandt sted. “Den 19. og 20. december-bevægelsen var mere en destituerende handling end en klassisk instituerende bevægelse.”11 Protesterne afviste ikke blot de la Rúa-regeringen og den upopulære finansminister, men også alle de andre politikere. Som Colectivo Situaciones skriver, nægtede demonstranterne at være folket.12 De afviste såvel den eksisterende orden som idéen om, at der skulle etableres en ny orden i stedet for. Protesterne var på den måde mindre en modmagt end fraværet af magt. “Revolten var voldelig. Ikke blot væltede den en regering og konfronterede de repressive kræfter i timevis. Der var noget mere: Den væltede de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå andre.”13

I forlængelse af Colectivo Situaciones beskriver Tarì de nye paradoksale opstande som kendetegnet ved et ønske om at afsætte magten. Hver gang der bliver formuleret et forslag om en ny regering, en ny præsident, en ny politik, så svarer masserne på gaden med et rungende “Nej!”. Protesterne synes at finde sted hinsides en forestilling om hegemoni og afviser ethvert forsøg på at repræsentere og dirigere utilfredsheden. Det forvirrende for den eksisterende orden er denne afståelse, hvor det tilsyneladende hverken er et spørgsmål om at danne en ny regering eller tage statsmagten. Hele det moderne politiske paradigme synes at være ved at gå i opløsning, når demonstranterne ikke udfordrer den herskende orden med henblik på selv at tage magten, men bare nægter.

Afvisningens parti

Med henvisning til en ultrakort traktat med titlen “Le refus” fra 1958, hvor den franske forfatter og litteraturfilosof Maurice Blanchot afviste omstændighederne i hvilke Charles de Gaulle blev præsident, kan vi beskrive de nye protester som en blank afvisning.14 Blanchot afviste ikke blot de Gaulle og alle hans medsammensvorne: alle dem der arbejdede i kulisserne for at få ham tilbage som præsident, hvad enten det var dem i militæret, der nægtede at forlade Algeriet og truede med at invadere Frankrig, eller dem, der bare ville have den gamle general tilbage. Blanchot afviste hele det politiske spil, der gjorde såvel den fortsatte kolonisering af Algeriet som republikken mulig. Vi kan se en lignende afvisning af hele det politiske system i de nye protester. Det er en afvisning af alle cirkulerende repræsentationer af politik og ikke mindst alle de mange forsøg på at udfærdige politiske kompromiser og aftaler, der opretholder den herskende orden. Hvis der er noget politisk i de nye protester, som i Blanchots afvisning i 1958, så er det afvisningen af almindelig politik som et sted for fiflerier, forsinkelser og politiske aftaler. Denne afvisning appellerer ikke til nogen universelle normative værdier og foreslår heller ikke alternative programmer og løsninger. Afvisningen er ikke et oplæg til flere forhandlinger eller nye aftaler – Macrons Grand debat eller en ny grundlov i Chile – men en form for total kritik, der både opløser de evindelige diskussioner om hvem, der skal være leder, og modsætter sig enhver magt.

Afvisningen er absolut, den inviterer ikke til forhandling og foreslår ikke noget. For dem, der afviser, er der intet kompromis. Som Blanchot skriver: “På et bestemt tidspunkt, konfronteret med offentlige begivenheder, ved vi, at vi må afvise. Afvisningen er absolut, kategorisk. Den diskuterer ikke og forklarer heller ikke sine årsager. Således forbliver den tavs og ensom, selv når den viser sig, som den skal, ved fuldt dagslys.”15 For Blanchot var afvisningen ikke et engagement i det politiske med henblik på at ændre det ene eller det andet forhold i samfundet. Det var en annullering af den repræsentationslogik, der kendetegner moderne politik. Det er denne tavse afvisning, som Blanchot beskriver i sin korte tekst, vi genfinder i de nye masseprotester, der ikke henviser til et allerede eksisterende og genkendeligt politisk subjekt, men bare finder sted.

Blanchot skriver også, at afvisningen er anonym, at den er ikke et udtryk for et subjekt eller en identitet, fordi den er udført fra “en meget fattig begyndelse, som først og fremmest tilhører dem, der ikke kan tale”.16 Dens konsistens er ekkoet af denne verdens lidelser. Man kunne måske tro, det er nemt at afvise, men det er tværtimod yderst vanskeligt, skriver Blanchot. For afvisningen afviser ikke kun “det værste, men også det, der virker rimeligt, en løsning man kunne kalde lykkelig”.17 Så afvisningen er ikke kun en afvisning af det, der sker, politivold, forgiftning af jorden, folkemord, nye nedskæringer eller udryddelsen af arter på jorden, noget alle burde kunne være enige om at være imod. Afvisningen er også afvisningen af de grunde, der retfærdiggør disse processer, bortforklarer dem eller neutraliserer dem, alle argumenterne for nye forhandlinger, kompromiser og forsoning.

Med Giorgio Agamben kan vi, i forlængelse af Blanchot og Tarì, kalde det, der opstod i gaderne i USA i 2020, i Frankrig og Chile i 2019, og mange andre steder, for “et kommende fællesskab”.18 Det er et bemærkelsesværdigt fællesskab, der hverken er kendetegnet ved noget tilhørsforhold eller fraværet af tilhørsforhold, men som alligevel hører til. Afvisningen skaber ikke et politisk fællesskab. Der er ikke nogen positiv identitet, de mange på gaden forenes om, de er hverken en klasse, en nation eller et folk. Udgangspunktet for dette fællesskab er hver gang, i Paris som i Santiago og i Minneapolis, afvisning af den statslige organisering. Det er derfor, vi kan sige, det er afvisningens bevægelse, vi kan se konturerne af i alle protesterne. Det er en bevægelse, som afviser staten og den økonomi, den faciliterer og opretholder med sit politi, sine love og regler.

Hvis vi henviser til Marx’ distinktion mellem det formelle og det historiske parti, kan vi også tale om masseprotesterne som afvisningens parti.19 Det er selvfølgelig ikke et parti i dagligdagsforstand i betydningen et politisk parti med medlemmer og et program, Socialdemokratiet eller Enhedslisten, det er et parti imod sådanne partier. Et subparti eller et underparti, der opstår i afvisningen af hele den verden, som de ‘rigtige’ partier repræsenterer og opretholder, når de strides om at fordele de minimale rester, som økonomien overlader til dem, vi kalder politikere, som arbejder i Folketinget eller i parlamentet.

Med Fred Moten kan vi kalde dette nye parti for et “ekstrapolitisk parti for dem, der ikke har noget parti”.20 Det nye parti opstår på gaden i protesten, i en riot, når der plyndres, når man søger dækning fra politiets tåregas eller sætter ild til en metrostation. Det er et parti, der tager form af en spontan forsamling. Der sker en organisering, der er nogen, der gør noget sammen, men gør noget helt andet end i et politisk parti, en fagforening eller på en arbejdsplads. Som Moten siger, er dette parti nyt, fordi det ikke er politisk i almindelig forstand. “Det er det nye politiske parti, der gør en ende på alle politiske partier.”21 Og vigtigst har det nye parti ikke nogen medlemmer, man kan ikke melde sig ind i det og blive optaget i det, få en post, måske endda stige til tops i det. I det nye antiparti er der ikke nogen, der repræsenterer nogen andre. Det er ikke noget, man melder sig ind i, det er noget, man gør.

 

Denne tekst er et uddrag fra Mikkel Bolts bog Afvisningens bevægelse, der netop er udkommet på forlaget Antipyrine, 2024.

Mikkel Bolt er professor i politisk æstetik ved Københavns Universitet. Han har skrevet en række bøger, deriblandt På råbeafstand af marxismen (2016), Late Capitalist Fascism (2022) og Dialog med de døde. Essays om avantgarderne og deres efterliv i den politiserede samtidskunst og aktivisme (2023).

Print Friendly, PDF & Email

  1. Judith Butler skriver eksempelvis: “Selvfølgelig er det rigtigt af os at skelne mellem typer af protest og differentiere mellem antikrigsbevægelser og prekaritetsbevægelser. […] Samtidig synes prekaritet at være gennemgående i flere af sådanne bevægelser, uanset om det er prekariteten blandt dem, der bliver dræbt i krigen, dem, der mangler basal infrastruktur, dem, der er udsat for ubegrænset vold på gaden, eller dem, der søger at opnå uddannelse på bekostning af ubetalelig gæld.” Judith Butler: På vej mod en performativ forsamlingsteori [Notes Toward a Performative Theory of Assembly, 2015], oversat af Beate Terletskaja (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2020), p. 19.

  2. Michael Hardt og Antonio Negri: Declaration (New York: Argo Navis, 2013), p. 4.

  3. Nogle revolutionære mænd og kvinder fra Syrien i eksil: “Folkeslagene vil regimernes fald” [”Le peuple veut la chute du régime”, 2018], oversat af Carsten Juhl, in: Carsten Juhl: Opstandens underlag. (København: OVO Press, 2020), p. 77.

  4. For analyser af pladsbesættelsestaktikken, se teksterne samlet af Michael Hardt i et minidossier af South Atlantic Quarterly, vol. 111, nr. 3, 2012, pp. 564-615.

  5. For en god beskrivelse af frontliner-taktikken og spredningen af den, se Chuang: “Welcome to the Frontlines: Beyond Violence and Nonviolence”, Chuang, 8. juni, 2020. Online: https://chuangcn.org/2020/06/frontlines/

  6. Alain Bertho: “Emeutes dans le monde”. Online: https://berthoalain.com/documents/; Carnegie Endowment for International Peace: “Global Protest Tracker”. Online: https://carnegieendowment.org/publications/interactive/protest-tracker

  7. Donatella Di Cesare: Il tempo della rivolta (Torino: Bollato Boringhieri, 2020), p. 9.

  8. Shemon Salam og Arturo Castillon: “The Return of John Brown: White Race-Traitors in the 2020-Uprising”, in: Ill Will, 5. september, 2020. Online: https://illwill.com/the-return-of-john-brown-white-race-traitors-in-the-2020-uprising

  9. Marcello Tarì: Non esiste la rivoluzione infelice: Il comunismo della destituzione (Rom: Derive Approdi, 2017).

  10. Hamid Dabashi: The Arab Spring: The End of Postcolonialism (London: Zed Books, 2012), p. 3.

  11. Colectivo Situaciones: 19 y 20. Apuntes para el nuevo protagonismo social (Buenos Aires: Ediciones De mano en mano, 2002), p. 42.

  12. Ibid., p. 36.

  13. Ibid., p. 12.

  14. Maurice Blanchot: “Le refus” [1958], in: idem: Écrits politiques. Guerre d’Algérie, Mai 68, etc. 1958-1993 (Paris: Lignes, 2003), pp. 11-12. For en præsentation af Blanchots korte tekst og konteksten, se min artikel “An Affirmation That is Entirely Other”, in: South Atlantic Quarterly, vol. 122, nr. 1, 2023, pp. 19-31.

  15. Maurice Blanchot: “Le refus”, p. 11.

  16. Ibid., p. 12.

  17. Ibid., p. 11.

  18. Giorgio Agamben: Det kommende fællesskab [La comunità che viene, 1990], oversat af Carsten Juhl (København: THP, 2021), p. 113.

  19. For en diskussion af forskellen mellem det historiske parti og alle de formelt eksisterende partier, politiske organisationer med programmer, centralkommitéer og medlemmer, se Amadeo Bordiga: “Betragtninger angående partiets organiske aktivitet når den generelle situation er historisk ugunstig” [“Considerazioni sull’organica attività del partito quando la situazione generale è storicamente sfavorevole”, 1965], oversat af Carsten Juhl, in: Kommunistisk program, nr. 8, 1970, pp. 22-26.

  20. Fred Moten: Consent Not to Be a Single Being: Stolen Life (Durham: Duke University Press, 2018), p. 189.

  21. Ibid., p. 188.