Grøftegravning og de nye pseudo-eliter

Anmeldelse. 
Fra en anden verden: Den nye elites politiske værdier og perspektiver
Johannes Andersen
Forlaget JLA, 2024

 

 

 

Af Christoph Ellersgaard

Som vi ved fra filmen The Usual Suspects, er djævelens største trick at overbevise os om, han ikke eksisterer. Min CBS-kollega Paul Du Gay har overført dette fænomen til samfundets mest magtfulde, hvad han – med reference til Bryan Singers film – har kaldt Keyser Söze-eliter.¹

Hvis man skal tro samtidsdiagnostikeren Johannes Andersens nye bog, har en ny elite netop lykkedes med det trick. Altså at tilegne sig voldsom stor magt over samfundet og samtidig flyve under radaren. Den nye elite er højtuddannede storbyakademikere, og deres hemmelige våben er dominans i kraft af viden. Det er en problematisk analyse, al den stund at viden i stadigt ringere grad faktisk kan omsættes til andre former for magt. Især fordi adgangen til viden bliver en mere og mere udbredt ressource, der derfor vanskeligere kan monopoliseres og koncentreres i hænderne på få. Men lige netop den faldende sociale værdi af viden som ressource forklarer også, hvorfor bogen Fra en anden verden – Den nye elites politiske værdier og perspektiver rummer en vigtig analyse af den voksende kulturkløft mellem den urbane middelklasse og den øvrige befolkning. En kulturkløft, der ikke mindst bunder i, at viden i dag primært har værdi som symbolsk distinktionsmiddel. Men bogen bidrager desværre også til at grave denne kløft dybere ved at tilskrive den urbane middelklasse alt for stor magt og dermed lade symbolske skillelinjer få analytisk forrang over økonomiske skillelinjer.

Det skyldes, at bogen tilskriver den urbane middelklasse – de er nemlig bogens ”nye elite” – utroligt stor magt. Rent metodisk identificeres denne gruppe som personer med lang, videregående uddannelse, bopæl i København og de største uddannelsesbyer og en årlig indkomst over 200.000 kr. Andre personer med en indkomst over 700.000 kategoriseres derimod som en del af bogens anden elitegruppe, den traditionelle elite, der udgør 5 procent af befolkningen.

Allerede her ligger en del af problemet ved begrebet om den nye elite, en gruppe på 12 procent af befolkningen. Ifølge bogens egen oversigt (s. 23) rummer den alt fra lokomotivførere og lageransvarlige til specialpædagoger, softwareudviklere, tekstforfattere, tandlæger, civilingeniører og CFO’er. Altså en stor og heterogen gruppe, der kun i ringe grad passer på Andersens eksempler på den nye elites magt, f.eks. at man er en ”dagsordenssættende og meningsdannende elite”.²

Rent begrebsmæssigt mener jeg ikke, vi kan forstå gruppen som en elite, men som en klassefraktion. Det kan måske synes som ordkløveri, men det er afgørende, at vi bruger begreber, der giver nogenlunde mening, når vi forstår sociale grupper som eliter, klasser og statusgrupper. I den klassiske elitesociologi, forstås eliter f.eks. af Vilfredo Pareto³ som de, der formår at være i toppen af et bestemt samfundshierarki. Gaetano Mosca⁴ definerer eliten som den organiserede minoritet. Det var disse to definitioner, C. Wright Mills kombinerede i sin berømte analyse af den amerikanske magtelite.⁵ I alle tilfælde defineres eliten som en lille gruppe, der sidder i toppen af hierarkier og netop udgør en social gruppe, der er forbundet til hinanden gennem fælles kultur, karriereveje og netværk. Siden Mills har den britiske sociolog John Scott⁶ fokuseret på eliter som de, der står i spidsen for samfundets nøgleorganisationer, mens den amerikanske sociolog Shamus Khan⁷ opererer med en gængs definition af eliter ”som de, der har uforholdsmæssigt stort ejerskab eller kontrol over en bestemt ressource… der har vekselbar værdi”.

Til sammenligning definerer Johannes Andersen (s. 14, kursiv i originalen) eliten således: ”En elite kan defineres som en gruppe borgere, der inden for et givet område har ad­gang til flere ressourcer eller kompetencer”. Selvom denne minder om Khans definition, er forskellen mellem ”flere” og ”uforholdsmæssig” her ret afgørende. Når vi taler om flere, handler det blot om en placering på en fordeling, mens uforholdsmæssig angiver, at uligheden skal være ude af proportioner. Det er netop ikke nok at have mere viden, men at være i stand til at have så meget mere viden, at man kan monopolisere denne. Kun dermed kan man gøre andre elitegrupper med andre magtressourcer afhængige af en, når de skal veksle disse magtressourcer.

Det er svært at se, hvordan den nye elite udmærker sig baseret på enten deres organisering eller deres kontrol over bestemte ressourcer. Ikke mindst fordi det er uklart, hvordan ”den nye elite” er i stand til at omsætte deres position i samfundet til magt.

Derfor synes jeg, at det giver bedre mening at se gruppen, Johannes Andersen beskriver, som en bestemt klassefraktion. I Pierre Bourdieus optik⁸ er der ingen tvivl om, at gruppen har forholdsvis – men netop ikke uforholdsmæssigt – store mængder kulturel kapital. Men i kraft af deres relativt beskedne indtægter (for en elitegruppe ikke mindst) har de kun i ringe grad været i stand til at veksle denne kulturelle kapital til økonomisk kapital. Gruppen minder på mange måder om en klasse, som et hold Bourdieu-inspirerede britiske forskere, ledet af Mike Savage, fandt i deres klasseanalyse af Storbritannien i 2015.⁹ I deres analyse identificerede de, ud over en elite (eller overklasse, som jeg ville have foretrukket at kalde det), en gruppe kaldet ”Emergent Service Workers” karakteriseret ved længere uddannelse, urban smag, men også relativt lav indkomst og formue, ikke mindst i forhold til bolig. Fordi ”den nye elite” er yngre, vil de netop være kendetegnet ved at være mindre etablerede rent økonomisk, ikke mindst i forhold til tidens store ulighedsgenerator: Boligmarkedet.

I et samfund, hvor både indkomst- og formueuligheden vokser, synes det paradoksalt at identificere en ny elite, der ikke udmærker sig på nogen af disse parametre. Men omvendt er det måske også en grund til, at bogen netop kan pege på en voldsom kulturkløft mellem ”den nye elite” og den øvrige befolkning. Altså at det er en gruppe, der dybest set står i opposition til den øvrige befolkning.

Heri ligger den store styrke i Fra en Anden Verden. Nemlig beskrivelsen af, hvordan den urbane middelklasse på en række områder lever i en, ja, anden verden.

Gennem analyser af en række holdningsspørgsmål kortlægger Johannes Andersen disse skel, som er vigtige at forstå, ikke mindst hvis man deler en del af den nye elites politiske præferencer, f.eks. omkring nødvendigheden af grøn omstilling eller lige rettigheder til minoritetsgrupper. Især hvis man samtidig kan se, at nogle af disse spørgsmål i stigende grad vikles ind i en kontraproduktiv kulturkamp, hvor eksempelvis debat om havremælk kontra komælk overskygger diskussioner om, hvordan vi f.eks. sikrer opkvalificering af de mange, der mister deres job til den grønne omstilling.

Andersen viser, at den ”nye elite” faktisk ligner befolkningen, når det kommer til økonomisk politik, men til gengæld ligger længst fra den øvrige befolkning, når det kommer til værdipolitik. Hvilket er særlig tragisk, fordi det er på den værdipolitiske akse, den forsøger at markere sig – en markering, der samtidig understreger, hvor begrænset magt det store flertal inden for denne gruppe reelt har. Trods al sin såkaldte meningsdannende magt er det jo netop ikke lykkedes den nye elite at få befolkningen med på en radikal, queerteoretisk funderet kønspolitisk agenda.

I det hele taget er Johannes Andersen god til at spidde den ”nye elites” privilegieblindhed, og hvordan denne bidrager til den politiske dødsspiral mellem konservativ populisme og progressiv moralisme.Trods sin værdipolitiske radikalitet lever den ”nye elite” i et samfund, som den betragter med optimisme i forhold til fremtiden. Gruppen deler institutionel tillid og politisk engagement med den etablerede elite og står her i modsætning til den øvrige befolkning. Dog viser Andersens analyser også, at gruppen har en større eliteskepsis end den etablerede elite. Hvilken igen tyder på, at gruppen netop ikke vinder.

Andersen opsummerer den ”nye elites” gennemsnitlige positioner med en række pejlemærker i kulturkampen. De er næppe overraskende for læseren, men ikke desto mindre er de vigtige at have for øje og få bekræftet. Generelt set er den ”nye elite” globalister – også i forhold til integration – og bakker ikke særligt meget op om velfærdsstaten. Man er for ligestilling og ser positivt på #metoo. Man er imod en hård retspolitik. Og man er klart de mest grønne. Mest interessant er det, når Andersen ser på politisk tilhørsforhold. Her er den nye elite mere radikal, end man måske skulle tro. Dog ikke fordi man er specielt venstreorienteret. Det er især Radikale Venstre, der er overrepræsenteret, og der lægges flere stemmer på Moderaterne og Liberal Alliance end på SF og Enhedslisten. Partier, der bakker op om traditionelle værdier, ikke mindst Danmarksdemokraterne, er slet ikke til stede på den ”nye elites” valgkort.

I det hele taget er Johannes Andersen god til at spidde den ”nye elites” privilegieblindhed, og hvordan denne bidrager til den politiske dødsspiral mellem konservativ populisme og progressiv moralisme. Særligt rammende er passagen omkring risikoen for et klimapolitisk backlash grundet den nye elites mangel på blik for andre samfundsklassers værdier og livsvilkår. F.eks. når Andersen (s. 107) skriver i forhold til klimahandling: ”Derfor er deres handlinger ikke bare et praktisk bidrag til at gøre verden bedre, men også et moralsk signal til alle andre om, at de bør gøre det samme. Her og nu. Tilsyneladende uden at den nye elite tænker nærmere over de svage gruppers muligheder. Derfor kan deres offensive klima­politiske engagement meget nemt blive opfattet som endnu et eksempel på en bedre­vidende elites udskamning af de svage i samfundet, der i forvejen har nok at slås med … Som den nye elite agerer lige nu, er det nærmest som om den har taget klimaet som gidsel i et forsøg på at vise egen vigtighed og uundværlighed. Men det er der ikke brug for, hvis man for alvor selv forstår, hvor vigtigt det er med gensidig anerkendelse i processer, hvor man satser på at modernisere eller udvikle samfundet.”

Med andre ord beskriver Johannes Andersen en klassefraktion, som bør reflektere nærmere over sin egen position. Ikke mindst, hvis den skal undgå at støde andre fra sig og virke, som om den lever i en anden verden. I forlængelse af f.eks. Thomas Pikettys arbejde om den brahminske venstrefløj¹⁰ – den højtuddannede, asketiske gruppe, der f.eks. synes at udgøre kernen i demokraternes vælgerbase i USA – rummer Fra en anden verden et vigtigt perspektiv på en klassefraktion, der i stigende grad forsøger symbolsk at distancere sig fra den øvrige befolkning. Nogen elite er de ikke, ikke mindst fordi deres strategi ikke virker. Deres holdningsmæssige afvigelser er snarere et udtryk for afmagt end magt.

Forhåbentlig kan Fra en anden verden bidrage til en vigtig erkendelsesproces i denne gruppe om, at deres symbolske distancering kun bidrager til at grave de kulturelle grøfter dybere og marginaliserer den ”nye elite” yderligere.

Christoph Ellersgaard er lektor på CBS og forperson i Foreningen for Elite- og Magtstudier.

1. Gay, Paul du. “Keyser Süze Elites: Market Populism and the Politics of Institutional Change.” The Sociological Review 56 (2008): 80–102.
2. Andersen skriver videre, at ”Den nye elite agerer altså inden for rammerne af betydningsbærende organisationer og netværk. Det kan være i ministerier, i statsadministrative organisationer, i finansielle organisationer, i fagforeninger, i konsulenthuse, i kommunale og regionale organisationer og i lignende organisationer, hvis væsentligste aktiver er tilvejebringelse og analyser af informationer, strategier, beslutninger og dermed den viden, der er et vigtigt og bærende fundament for alle større organisationers gøren og laden i samfundet.” Men det er jo ikke lokomotivførerne eller specialpædagogerne, men en meget mindre gruppe, som der her er tale om.
3. Pareto, Vilfredo. The Rise and Fall of Elites: An Application of Theoretical Sociology. New Brunswick: Transaction Publishers, 1991
4. Mosca, Gaetano. The Ruling Class. New York: McGraw Hill, 1939.
5. Mills, Charles Wright. The Power Elite. Oxford: Oxford University Press, 1956.
6. Scott, John. Stratification and Power: Structures of Class, Status and Command. Cambridge: Polity Press, 1996.
7. Khan, Shamus Rahman. “The Sociology of Elites.” Annual Review of Sociology 38, no. 1 (2012): 361–77.
8. Bourdieu, Pierre. Distinction: A Social Critique of the Judgement of Taste. London: Routledge & Kegan Paul, 1984.
9. Savage, Mike. Social Class in the 21st Century. Penguin UK, 2015.
10. Piketty, Thomas. Capital and Ideology. Harvard University Press, 2020.