Uganda og mødet med det fremmede

Anmeldelse:
Susanne Possing
Kvindernes Land – en beretning fra Uganda
U Press, 2024

Af Marianne Kristiansen & Jørgen Bloch-Poulsen

I denne boganmeldelse tager vi et nærmere kig på Susanne Possings beretning om sit arbejde med udvikling og aktionsforskning i Uganda. Possing er mag.scient.soc. i sociologi. Hun har over 30 års erfaring med udviklingsarbejde, køns- og aktionsforskning i både Mellemamerika og i det østlige og sydlige Afrika.

Possing har i flere omgange arbejdet i Uganda og bla. boet i hovedstaden, Kampala i 5-6 år, mens hun samarbejdede med ugandiske samfundsforskere og udviklingsarbejdere. Det drejede sig f.eks. om at hjælpe udsatte borgergrupper og kvinder: ”Et par af kollegerne og jeg skal til Soroti og arbejde med en gruppe borgere i udkanten af byen. Vi skal op og hjælpe dem med at finde ud af, hvordan de kan få lokalpolitikerne til at blive opmærksomme på deres problemer. De mangler strøm og rent vand, der er høj arbejdsløshed og mange tilfælde af hustruvold og overgreb på kvinder” (s. 39).

Possing har skrevet beretningen ”For at bære vidnesbyrd om mødet med det, vi ofte ser som det farlige fremmede. Eller det attraktive ukendte. Mødet med mennesker, hvis vilkår ikke er stort bedre end forholdene for mange af de flygtninge, der i dag banker på Europas dør. Det er en fortælling om, hvad sådan et møde kan føre med sig. Noget, der nok er fremmed, men også mere velkendt, end man skulle tro. Og mere grumt” (s. 7).

Vi har aldrig været eller arbejdet i Uganda. Som læsere har vi derfor bevæget os ind i et nyt økonomisk, socialt og politisk land, men ikke helt. Det betyder, at dele af vores anmeldelse får en mere beskrivende karakter. Vi har selv mange års erfaring som aktionsforskere i en dansk og europæisk sammenhæng. Vi kan derfor genkende mange af bogens beskrivelser af hjælp og dilemmaer i forbindelse med udviklings- og forandringsprojekter. Disse forhold præger vores anmeldelse af bogen.

En mundtlig beretning i øjenhøjde

Possing har kaldt sin bog for ”en beretning”. Det kan vi godt forstå. Vi læser den som en overvejende mundtlig tekst, der fortæller konkrete historier især om Rose og hendes familie i Kampalas slum, om et skoleprojekt for piger og et besøg hos internt fordrevne i det nordlige Uganda. Der er mange eksempler, hvor beretningen lægger sig op ad mundtlig sprogbrug: Allerede på de første sider benytter Possing sig af indirekte tale, så vi som læsere næsten kan høre, hvordan Rose taler. Senere er der eksempler på mundtlige omgangsformer. Possing beskriver f.eks., hvordan man hilser og siger goddag, når man ikke har set hinanden i lang tid (p. 222). Der er også humoristiske eksempler på, hvordan nogle ugandiske kvinder lærer hende at hilse på lango, et af de lokale, ugandiske sprog (p. 413).

Et sansemættet sprog

Beretningen er skrevet i et sansemættet sprog, der fortæller om lyde, lugte, smags- og synsindtryk og kropslige reaktioner. Det betyder, at vi som læsere kommer helt tæt på forskellige ugandiske kontekster. Det gælder alt fra bilkøer til naturscenerier. Possing skriver så medrivende, at det ikke er en proces, man læser om, men snarere noget, man selv er med i. Man bliver inddraget, ja revet med, så man nærmest befinder sig i historien. Det betyder også, at vi indimellem sidder med hjertet oppe i halsen og tænker: ”Det dér, det gør du bare ikke!”, når Possing er lige lovlig dumdristig set med vores øjne.

Som nyankomne læsere til Uganda har vi ind i mellem haft svært ved at orientere os, især hvis der var spring i tid eller mellem forskellige historier. I starten af bogens fire dele ville vi gerne have haft en manchet, hvor Possing gav et overblik over, hvad vi skulle læse om. I stedet er vi blevet revet med og har selv måttet finde vej gennem historierne. Der er ingen alvidende fortæller i beretningen. Bogen starter in medias res i en bilkø og er komponeret nede fra og op. Det har givet os medrivende og også krævende læseroplevelser, hvor vi nogle gange for vild.

I vores læsning er der især to temaer, der står frem: Hvad vil det sige at være menneske, og hvad vil det sige at give og hjælpe.

At være menneske: Tilgivelse, barmhjertighed og ubuntu versus individualisme

Som europæere møder vi her en helt anden forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. For det første gennem mottoet: ”Tilgivelse og barmhjertighed er en god ting, når man har øvet ondt mod dig.” På lokalsproget lyder dette som ”KICA BER.” Possing mødes undervejs med kvinder og mænd i en lejr for internt fordrevne i Kalongo i det nordlige Uganda efter borgerkrigen. Det er næsten ufatteligt, at de kan have dette motto, når man tænker på, hvad de er blevet udsat for. Det er måske bogens særlige mission at vise håbet midt i hvad, der for os fremtræder som håbløshed: ”Et sted, der måske giver glimt af et samfund, der endnu ikke findes” (s. 7).

For det andet gennem princippet om ubuntu: ”Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu fremhævede altid ubuntu, der beskriver kernen i dette at være menneske. Med Tutu kan vi sige: ”I Europa lever man efter Descartes’ dictum: Jeg tænker, altså er jeg. I Afrika siger vi: Jeg relaterer mig, derfor er jeg.” Begge [KICA BER og ubuntu] henviser til den fællesskabsfølelse, som bl.a. via forfædretroen er indgroet i mange afrikanske lokalsamfund. Du gør ikke noget kun for dig selv. I alt hvad du gør, er du forpligtet på det, forfædre og formødre og nulevende slægt og naboer og medborgere har skabt og bedrevet. Du har et ansvar. Og det ansvar skal forstås som et vilkår, ikke som en moralsk forpligtelse, sådan som vi europæere umiddelbart vil gøre. Det er det, kvinderne og deres familier i Kalongo har vist mig. Der er noget, der er større end volden, større end uretfærdigheden. At vi eksisterer, fordi hinanden findes. Ingen uden den anden. Din trøst er min trøst. Når du løftes, løftes vi alle sammen. Og derefter er alting forandret. Der kan ske noget nyt, som ingen kan vide, hvad er” (s. 561).

Vi synes, at Possings fremstilling af KICA BER og Ubuntu, som begge er under pres fra globaliseringen, angiver en slående vigtig forskel mellem en oprindelig, afrikansk forståelse af mennesket som integreret i fællesskabet, og en europæisk forståelse af mennesket som adskilt individ.

At give og hjælpe: Forfatteren som Auntie med mange dilemmaer

Possing bliver undervejs tante, Auntie for en familie på fire-fem personer, der bor på 10-12m² i et slumkvarter. Rose, moderen er på dette tidspunkt i begyndelsen af 40’erne. Hun lider bl.a. af anæmi. Sønnen Chris er 17 år, døtrene Cathy, Sara og Milly er 13, 10 og 8 år. Forældrene bor ikke længere sammen. Faderen, Philip K. har aldrig tid eller penge til børnene. Possing har organiseret en gruppe danske venner, som betaler børnenes skolepenge til og med Senior 4, hvad der svarer 11. klassetrin. Regeringen taler om gratis skole for alle ”Men ingen forældre, der kan undgå det, ønsker at sende deres børn i en offentlig skole. Alle ved, at klasserne er overfyldte, og skolestuerne i ringe tilstand, hvis de da ikke ligefrem består af et lerklinet skur eller en gårdsplads med faststampet jord og et skyggefuldt træ. Lærerne er underbetalte, de mandlige af slagsen ofte fordrukne og sexhungrende. Eller også møder de slet ikke op” (s. 27).

Hvilken status har man som mzungu, som hvid kvinde?

Denne finansiering giver mange dilemmaer, som Possing løbende reflekterer over i magtens mange udtryk: Hvilken betydning tildeles man som mzungu, dvs. en hvid person, som her ovenikøbet er en kvinde, der tilmed er veluddannet, når man gerne vil hjælpe en gravid Rose, der tidligere har fået to mindre vellykkede kejsersnit? Først betaler Possing for en undersøgelse hos en privat læge, så for fødslen, der bliver til en operation, på et hospital. ”Undervejs i operationen havde lægerne talt om, hvor vigtigt det var at redde denne her mor, der står en mzungu derude og venter … hun er på vagt over for den her fødsel. I kampens hede havde de nævnt, at ”intet må slippe ud til mzungu før det her er vel overstået.” Det blev overstået, det lykkedes. Tak for det, I unge, kæmpende læger. Men jeg spørger mig selv: Hvad er det egentlig for et budskab, I sender til jeres ugandiske medborgere? At var det ikke for en velorienteret mzungu, om hvem vi ved, at hun har penge og potentiel indflydelse, ville vi nok ikke gøre det her? Uganda altså” (s. 90f.).

Er en gave bare en gave?

Hvilke vanskeligheder afstedkommer det, når man som hvid kvinde med en gruppe danskere i ryggen køber en lille grund, frodig og grøn, til familien, der på det tidspunkt stadig er sammen, lidt uden for Kampala, så de har mulighed for at komme væk fra slumkvarteret. Rose er indstillet på at gøre en ekstra indsats, tjene nogle flere penge, bygge et lille hus, plante jorden til osv., men det er Philip ikke. ”Det går mere og mere op for mig, hvor indviklet det hele er. Hvor alle andre ville blive glade og føle sig heldige over at få sådan en chance – et jordstykke foræret, kvit og frit – er det, som om Philip ser det som en trussel. Han kan ikke finde noget arbejde, i alle fald ikke et, der passer ham. Børnene – og i stigende grad også konen – går ham på nerverne. Hvor provokerende må det ikke være, først at gå arbejdsløs og lade sig forsørge af en ti år yngre kvinde, undervejs se sin rolle som overhoved og familieforsørger udfordret af endnu en kvinde, en der er fra Europa og ovenikøbet, modsat ham selv, er uddannet og har penge til andet og mere end sit eget? En, der bruger dem på at hjælpe hans familie væk fra slummen og hans børn i skole, en skole han selv aldrig fik adgang til udover nogle år op til femte klasse?” (s. 124). Possing viser her sin indlevelse i Philips situation og forståelse for den ud fra et større politisk, socioøkonomisk perspektiv på ulighed. Titlen ”Kvindernes land” betyder derfor ikke, at de afrikanske mænd ses som fjenden.

Kan en udvidet slægtskabsrelation bygge bro?

På et tidspunkt beder Cathy om penge til at holde høns. Possing sammenfatter magtens dilemmaer sådan: ”Jeg bor i Danmark. Hun bor i Uganda. Hun lever i en familie uden forsørgere, splittet af vold og et patriarkat i opløsning. Jeg mangler ikke noget, de mangler det meste. Jeg klarer mig med det, jeg har, jeg kan også undvære noget. Det kan de ikke, de kan ikke klare sig. Uligheden mellem os er enorm, den er urimelig, og den er fedtet ind i en større politisk-økonomisk ulighed mellem os i det rige Nord og flertallet i det globale Syd. Den ulighed er det egentlige problem, og den er stedet, hvor den virkelige løsning skal findes. Vi, jeg og familien isoleret set, kan ikke løse konflikten. Hvor meget Auntie jeg end er, lige meget hvor meget jeg holder af de fem i det lille slumværelse ved Ziwa Road, hvor meget jeg end agerer en slags yderste led i en uddøende, udvidet ugandisk familie – lige lidt vil det gavne, at jeg bare punger ud. Lad os lege, at jeg kunne finde 100.000 kr. Med dem kunne familien anskaffe sig et lille murstenshus … Men selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke gøre det. Alle i området ville vide, at det er købt for mzungu-penge. Familien ville blive genstand for blandede følelser af foragt og misundelse” (s. 365).

Possing finder en måde at håndtere dilemmaet på hos den amerikanske feminist Donna Haraway. Man må indstille sig på, at den slags relationer ikke er midlertidige, men livsvarige. ”Vi skal begynde at forholde os til hinanden som slægtninge” (s. 366). Vi tolker Possing sådan, at der ikke er tale om en moralsk forpligtelse, som vi ville være tilbøjelige til at opfatte det i det rige Nord, men om et vilkår som menneske.

Selv om vi ikke kender de ugandiske kontekster, har vi som aktionsforskere kunnet genkende mange af de dilemmaer, Possing beskriver. Vi er især imponerede over, at hun systematisk medtænker de forskellige magtrelationer, som hun selv indgår i som hvid kvinde i sine projekter og i forhold lokale ugandere. Det er et særsyn i aktionsforskning, hvor aktionsforskeres egen magtudøvelse oftest er fraværende-til-stede som en elefant i rummet. Vi læser derfor også Possings beretning som en feministisk bog om magtudøvelse i aktionsforskning. Vi er også inspirerede af hendes nøgterne syn på hjælp. Hendes strukturelle syn levner ingen illusioner om alene at kunne hjælpe de fattige. Hjælp handler om at lytte og være der, om hjælp til selvhjælp og om livslange, udvide slægtskabsrelationer. Denne form for af-romantiseret realisme, synes vi, er tiltrængt inden for aktionsforskning.

Kvindernes land – rædsler og håb

Kan man det som ugandisk kvinde?

Til sidst flygter Rose hjemmefra. Possing forsøger at forhandle med Rose og Philip hver for sig. Hun bruger sit netværk, opbygget gennem mange år, til at få hjælp i den ugandiske forening af kvinderetsjurister. Det er en organisation, der har nok at gøre ”i et land, hvor halvdelen – ja halvdelen af alle kvinder i alderen 15-49 år er udsat for fysisk eller seksuel vold fra deres mand. Hvor hver anden pige og hver sjette dreng oplever seksuelle overgreb, inden de er fyldt seksten år. Mellem 12.000 og 15.000 piger om året bliver voldtaget her, det er mere end tusind om måneden – mange af dem er små piger, babyer iblandt” (s. 135). Både Rose og Possing er bange for, hvad Philip kan finde på at gøre mod de to små piger, der stadig bor hjemme hos ham. Gennem en af borgerrettighedsorganisationerne får Possing den ide, at de to små også kan komme på kostskolen som deres to ældre søskende. Rose er straks med på ideen. Det lykkedes Possing at overtale Philip ved at love at betale for de ekstra udgifter.

Hvad kan du forvente af politiet?

Overhovedet er det et råt samfund. På et tidspunkt ser det ud til at gå rimeligt for familien, Cathy har fået afgangsbevis fra kostskolen med et fint gennemsnit, Chris har fået sin afgangseksamen fra en skrædderskole, en virksomhed vil ansætte ham på prøve. Så bliver Cathy overfaldet af 6 mænd, Rose og de to små bliver udsat for et voldeligt røveri i deres lille rum, hvor tyvene forsvinder med deres tøj, opsparing, Chris’s mobiltelefon osv. Alle ved, at det er spild af tid at henvende sig til politiet. Heldigvis er naboerne hjælpsomme (s. 369-380).

Hjem i en ligpose?

Der er også udfordringer på andre områder. På et tidspunkt flytter Possing til et pænt kvarter, hvor der meget tæt på viser sig at være en bar, som frekventeres af toptrænede folk fra Special Forces Command, som primært varetager præsidentens sikkerhed. De larmer til langt ud på natten. Possing henvender sig til de lokale myndigheder for at få det stoppet. Det viser sig, at nogen af dem får betaling for at lade det ske. Forholdsvis hurtigt får hun en SMS fra en unavngiven afsender: ”Du, hvide kvinde … stop med at forstyrre os. Du kommer her til vores land for at lave udvikling, men hvis du fortsætter med at gøre, hvad du gør, vil du ende i en ligpose i et fly.” Man får indtryk af et land, der i henseende til korruptionspræget bureaukrati giver Kafka baghjul.

Senere forklarer en ugandisk kollega, at Possing har henvendt sig oppefra og ned i bureaukratiet, hvor man i Uganda skal gøre det omvendte. Nogen har derfor følt sig formelt forbigået og ikke modtaget de bestikkelsespenge, de forventede. Possing viser gennem hele bogen, at hjælp også handler om at forstå de ugandiske kontekster og finde konkrete, praktiske løsninger i forhold til dem.

Deltagerstyret udvikling og repressiv tolerance

Udfordringerne med at give og hjælpe viser sig også i Possings arbejde som aktionsforsker. På et tidspunkt er hun tilknyttet en lokal organisation Community Development Resource Network (CDRN). Sammen med nogle aktivistbønder vil de sætte gang i aktiviteter, som ikke bare på papiret er ’deltagerstyret udvikling’ (s. 195). Det er de store internationale bistandsorganisationers eufemisme for, at de selv og ikke de lokale sætter dagsordenen. Vi forstår det som repressiv tolerance, fordi det hører til ”sjældenhederne, at de mænd, kvinder og børn, hvis hverdag det hele handler om, reelt bliver spurgt, taget med på råd eller i det hele taget inviteret med til festen” (s. 197). Possing og hendes ugandiske kolleger ønsker at ”bidrage til en egentlig demokratisering af landet.” Hvordan kan de sammen med den lokale befolkning sikre f.eks. ”markeder til deres majs, skoler til deres børn, brønde til deres vand, læger til deres syge” (s. 198). Det er udfordringer af de helt store.

Det var de ældre kvinder, der fra starten sagde, at ”vi har brug for en skole i Karajubu, så vores døtre ikke skal risikere at blive overfaldet på den lange vej ind til gymnasiet i Masindi” (s. 461). I projektet hyrer man en skoleinspektør, som viser sig at putte pengene til skolens vedligeholdelse i egen lomme og bl.a. ”bruger dem til at betale de kønneste af skolepigerne for at – lad os bare kalde det underholde sig i inspektørboligen efter skoletid” (s. 200) Man laver aftaler med borgmesteren om køb af en grund til skolen, samtidig med at han under hånden har fået en lokal virksomhed til at plante grunden til med sukkerrør mod, at han selv får en passende andel af overskuddet (s. 201).

I byen Inomo i distriktet Apac laver Possing aktionsforskning sammen med tredive mænd og kvinder i alle aldre som et fremtidsværksted. I løbet af den første dag er der især kommet fokus på disse fire kritiske punkter: ”Vi har ikke noget marked i Inomo, der er for langt til Apac, hvor det nærmeste grønsagsmarked ligger. Vi har ikke nok brønde, vi savner rent vand dér, hvor vi bor. Vi mangler læger og jordemødre i landsbyerne, vores mødre har ikke mulighed for at nå frem til klinikken i Aduku, de ender med at ligge og føde i bushen. Vi unge har ikke nogen steder, vi kan uddanne os, hvis vi ikke vil ’grave’ (dyrke jorden), men lære noget, vi kan leve af senere” (s. 407f.). Om aftenen møder Possing nogle af deltagerne. En af dem siger, at hun har mange problemer inde i sit hoved. Det slår Possing, at det kunne hænge sammen med, at borgerne er blevet spurgt om deres mening. ”I Uganda er det ingen, der spørger manden eller kvinden i bushen om noget som helst” (s. 410). ”Normalt lærer de at adlyde” (s. 412). På denne måde kan aktionsforskning være hård, uvant kost.

De internt fordrevne

Senere har Possing en portvagt, Obera Ben. Gennem ham og en række forbindelser får hun mulighed for at besøge en lejr for internt fordrevne efter den tyve år lange borgerkrig i slutningen af 1900-taller. ”Krigen i Norduganda betragtes som en af de mest brutale verden har været vidne til. Landsbyer angribes, mad og afgrøder frastjæles bønderne, kvinder i alle aldre bliver voldtaget, forældre dræbes for øjnene af deres børn, det samme gælder børnenes søstre og brødre. Drenge og piger bliver bortført og indrulleret i Konys [oprørsleder] hær, drengene som guerillasoldater, pigerne som sexslaver og hustruer for hærens henved 150 kommandanter” (s. 468). Obera Ben har selv været tvunget til at slæbe sine dræbte forældres ituskårne lemmer i beskidte sække (s. 486f.).

KICA BER

På dette tidspunkt er der ca. 1,7 millioner internt fordrevne i lejre i Nord. I lejren i Kalongo er der en kvindegruppe bestående af både kvinder og mænd. De kalder sig KICA BER, hvilket på dansk som nævnt betyder Tilgivelse og barmhjertighed, når man har øvet ondt mod dig (s. 490). ”De er enker, voldtægtsofre, eller tidligere tilfangetagne – de har alle sammen overværet drab eller været udsat for mishandlinger” (s. 488f.). Da Possing møder dem, får hun at vide: ”Vi har lavet KICA BER, fordi vi tror, at det, der hjælper én af os, hjælper os alle (s. 495).

Tak

Verden i dag kan virke deprimerende og passiviserende præget af mange kriser. Det er derfor en glæde at møde en forfatter, der midt i al håbløsheden har modet til at vælge at kæmpe sammen med de ugandiske aktivister for kvinders rettigheder, for sammen med dem at skabe en skole, så både piger og drenge kan få nogle andre muligheder, for at kæmpe for Kvindernes land. Det opfatter vi som ubuntu i praksis. Bogen får hermed vores varmeste anbefaling.

Marianne Kristiansen, ph.d. & Jørgen Bloch-Poulsen, ph.d. (www.dialog-mj.dk)