Hvordan hugger man hovedet af kongen?

I sin nye bog Hyperpolitik: Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser udforsker idéhistorikeren Anton Jäger hyperpolitiseringen – en tid, præget af intens politisk debat uden reelle forandringer. I denne diskussion over Jägers bog, tolker Jannik Friberg tiden som et interregnum: en overgangsperiode mellem to politiske epoker. Men hvad følger herefter? Med magt fordelt på komplekse netværk af territoriale, virtuelle og algoritmiske systemer, samlet under kapitalismens struktur, står vi over for spørgsmål om, hvordan vi kan definere den politiske kampplads, identificere vores modstandere og skelne dem fra vores allierede. Kan vi stadig finde et sted at sætte ind, eller er kongens hoved uden for rækkevidde?

Essay og illustrationer af Jannik Friberg

I oktober 2024 udkom den danske oversættelse af værket, ”Hyperpolitik: Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser” (oprindeligt udgivet på tysk af Suhrkamp Verlag)1 af den ligeledes hyper-feterede idéhistoriker Anton Jäger (2024). Med begrebet ”hyperpolitik” forsøger Jäger, at destillere samtidens politiske fænomenologi kendetegnet ved en intens genpolitisering af samfundet – det tøj, vi pynter os i; den bank, vi vælger at gældsætte os i; de varer, vi køber; den mad, vi spiser, og hvorvidt det pensionsselskab, vi er medlem af investerer vores penge i våbenproduktion eller fossilindustri, og meget mere, er i dag genstand for (gen)politisering.

Men ifølge Jäger fører denne eksplosive genpolitisering af samfundet ikke til vedvarende politisk forandring. Tværtimod er genpolitiseringen mestendels symbolske operationer. For til forskel fra de uniformerede og stramt organiserede massepolitiske bevægelser i det politisk turbulente 20. århundrede, er det hyperpolitiske moment ekstremt markedskonformt i både indhold og form: foruden en generelt demobiliseret civilbefolkning er protestbevægelserne i det 21. århundrede, særligt efter 2016, karakteriseret ved voldsom politisk aktivitet, der opstår som fyrværkeri i kortvarige men skarpe glimt omkring enkeltsager med dybtliggende strukturelle rødder. Senest i 2020 skød Black Lives Matter-bevægelsen op mod statssanktioneret strukturel racisme, til hverdag vekslet i politivold- og drab på sorte i USA. Støjende og larmende organiserer disse sociale bevægelser sig i stort antal med symboler og slogans (og retmæssigt mod den systemiske vold, uretfærdighed og kunstige knaphed, den senkapitalistiske logik producerer); problemet er bare, når blodet er størknet, at de ophidsede menneskemængder ikke lykkedes med at opføre institutionelle forsvarsværker at føre organiseret modstand fra. Kort sagt efterlader de sig ingen ny politisk infrastruktur eller nye økonomiske stofskifterelationer, der kan sætte rammerne for et andet og bedre liv.

For Jäger er disse nye politisk porøse formationer organiseret på en serie af sociale og økonomiske betingelser, der særligt i vesten blandt andet er karakteriseret ved afindustrialisering og ophugningen af civilsamfundet i efterdønningerne af 1980’ernes neoliberale kontrarevolution: fagbevægelserne og de politiske partier er blevet erstattet af social atomisering, københavnske løbeklubber, sponseret af mikrobagerier, sociale medier og public relations. Adgangskvotienten for medlemskab i onlinegrupper eller deltagelse i akutdemoer er desuden ekstremt lav og det er i dag lettere end nogensinde før for mange mennesker at skifte deres sociale tilhørsforhold. På samme tid sikrer tidens ekstremt prekære ansættelsesforhold, zero-hour-kontrakter, understøttet af apps, algoritmer og platformsøkonomier, samt udbredelsen af nye familiesammensætninger, at livet rammesættes i hastigere og stadig kortere tidsintervaller.

Som Jäger opsummerer går den sociale atomisering af samfundet nemlig hånd i hånd med dets acceleration: ”I det nye århundrede er folk mere ensomme, men også mere ophidsede,” skriver han, ”mere atomiserede, men også mere forbundne i netværk; de er mere rasende, men også mere forvirrede.”2 Bundlinjen af det hyperpolitiske er med andre ord, at den sociale og økonomiske tekstur for kollektiv politisk organisering og engagement i dag er så afskallet og institutionelt slap, at den underliggende vrede, frustration og stigende økonomiske ulighed, der i udgangspunktet animerer dagens protestbevægelser, netop ikke formår at kondensere sig i reelle alternativer til den herskende orden.

Jeg er grundlæggende på linje med mange af Jägers observationer. Begrebet hyperpolitik er et kærkomment redskab til at forstå vores politiske samtid. Men det er for mig også i sin afsluttede form en opdateret dublering af kulturkritiker Mark Fishers ”Kapitalistiske Realisme” fra 2009.3 Hvor Fishers skarpe diagnose af senkapitalismens politiske fænomenologi ikke efterlod sig løsninger hinsides kapitalens horisontlinje (alle i vesten, og især de unge, er syge af den kollektive samfundssygdom, ”refleksiv impotens” – vi ved, hvordan situationen forholder sig, men vi ved endnu bedre, at vi ikke kan gøre noget ved det), så tilbyder Jäger derimod en banal løsning på vores hyperpolitiske tømmermænd: venstrefløjen må organisere sig bedre; bygge robuste, institutionelle forskansninger; civilsamfundet må styrkes, flere fodboldtrænere, flere folkekøkkener, flere løbeklubber. Som om det ikke allerede er det, dele af venstrefløjen allerede har forsøgt i årevis, og i dag stadig arbejder på.

I sidste ende er spørgsmålet det samme: hvad må gøres; hvad kan gøres; hvad skal gøres; hvordan, med hvem og med hvad, for hvem og for hvad? Men med hjælp fra Jägers begreb, ligesom Frankfurterskolen forsøgte at gøre i 1920’erne og 1930’erne,4 kan vi måske bedre anskueliggøre de arbejdsbetingelser, vi arbejder under, og de forudsætninger, der må være for at gennemføre en revolution, hvad end det betyder i dag. Hvad kan vi bruge Jägers begreb til? Måske bare til at forstå vores samtid. Men også som et værktøj til at føre os ind i det politiske liv, og ind i det levede liv, hvorfra det, med filosoffer Gilles Deleuze og Felix Guattaris ord,5 potentielt kan benyttes som både kasteskyts og byggemateriale; i krigens og klassekampens terminologi til angreb og forsvar?

Ord, der ikke klistrer fast til virkeligheden

Problemet med at være en hammer er, at alting ligner et søm. Det er sådan jeg har det, som Jägers medløber, i erkendelsen af at vi i vesten er blevet totalomsluttet af det hyperpolitiske. Jeg har accepteret den præmis for nu, men længes efter at omsætte den erkendelse til noget mere. For det hyperpolitiske er for mig også indirekte en beskrivelse af den historiske kortslutning mellem den materielle og økonomiske virkelighed, vi bebor, og de måder, vi beskriver den på. De måder, vi tilskriver den værdi på. De symboler og tegn, vi pynter den med. Det er afkoblingen mellem ordene og tingene; det forhold mellem, hvordan vores ord giver form til virkeligheden og vice versa. Syntesen af det forhold er altid et resultat af magtkampe; af hvem, der har den politiske magt til at sætte form på virkeligheden i forhold til en given interesse eller for et bestemt formål. For politik er altid retningsbestemt, af nogen, for nogen og mod nogen. Hyperpolitik er for mig ikke kun et prisme til at forstå min omverden; det er også en indsigt i de materielle og historiske forskydninger, der betinger, at vores ord ikke længere klistrer fast til virkeligheden, fordi kapitalens stumme tvang har koloniseret vores reproduktive betingelser og indskrevet sig i vores sociomaterielle omgivelser:6 alt larmer, men intet bevæger sig. At gennemleve det hyperpolitiske historiske moment er som at argumentere mod en bulldozer.

Vi ser det hyperpolitiske alle steder, ligesom hammeren, der ser et søm. Arbejder- og middelklasserne i vesten, medarbejderen i supermarkeder og på kaffebaren, og i særdeleshed kontoransatte i hæve-sænke-bordssegmentet, der spiller padeltennis hver tirsdag, har siden COVID19-pandemien famlet med at bryde fri af lønslaveriets lænker: postpandemiens masseopsigelser i USA, The Great Resignation, med private aktiehandler fra sofaen investeret overskydende lønmidler fra underbetalte jobs i brintbiler og diverse medicinske præparater og abonnementer på ”Financial Independence, Retire Early” (FIRE)-filosofier. Men konklusionen i alle tilfælde er, at vi ikke rigtigt har formået at genvinde den tid, lønslaveriet har stjålet fra os. Vores individuelle tumlen rundt i en hverdag koloniseret af lønslaveriet, og vores private, men stiltiende længsel efter noget andet, er ikke rigtigt blevet konverteret til at give tiden den fylde, vi reelt ønsker – tid med vores børn, venner, familie, at indgå i meningsfulde, kærlige relationer og sociale fællesskaber, omsorgsfulde og praktiske – alle de ting, vi siger til os selv og hinanden betyder noget for os. Med andre ord er det et hyperpolitisk anfald, at det ikke længere er muligt for arbejdskraften at organisere kollektiv modstand mod kapitalen; for madbudene og app-chaufførerne; rengøringsassistenterne og SOSU-medarbejderne; kontorfunktionærerne og konsulenterne; VVS-montøren og influenceren, at bekæmpe og forandre det anonyme system, der organiserer deres liv og tid.

Kigger vi i stedet henover arbejder- og middelklassens fantasier om at frigøre sig af lønslaveriet og mod de utallige pro-palæstinensiske demonstrationer landet over mærker vi øjeblikkeligt, at solidariteten med palæstinenserne er ægte og dybfølt. Demonstranternes medfølgende frustration over magthavernes indifference og passivitet, deres moralske hykleri og medvirken til folkedrab er oprigtig, og deres antagonisme overfor terrorstaten Israel gloende varm. Vi går på gaden, laver et spektakel, en voldsom følelsesmæssig og politisk krampetrækning med skilte, slagsange, taler, trommerytmer og slogans. Vi benytter os af vores demokratiske ret til at demonstrere (såfremt vi lever i et vestligt ”liberalt demokrati”, hvad end det efterhånden betyder, og i det omfang regeringen ikke forsøger at kriminalisere den Grundlovsgivne ret til at demonstrere). Vi bruger vores kroppe, hvis vi kan og er i stand til det, til at oversvømme gaderne. Vi organiserer os online, deler på sociale medier, og iscenesætter en komplementær antistruktur til hverdagens banale struktur, hvor vi udfører direkte aktioner mod, og i vores forbrug boykotter, diverse multinationale virksomheder, hhv. danske våbenproducenter og amerikanske fastfoodkæder, der investerer penge og tager part i besættelsesmagtens dødsmaskine. Men efter denne hyperpolitiske spasme fortager sig – og hvis ikke på grund af statens håndjern, plastikkugler og knipler – overlejrer hverdagens monotoni og handelsnihilisme sig igen på livet. Våbenkasserne sælges, lastes og fragtes fortsat til besættelsesmagten, men i endnu større antal. Flere dødartikler til konfliktens centrum; flere civile myrdes, flere landområder besættes og søges annekteret; flere kapitalfonde og entreprenører åbner med deres kolde fingre nye markeder og bygger luksuslejligheder for importerede, zionistiske New-Yorker-fruer på menneskeknogler. Business-as-usual.

Både individuelle og kollektive forsøg på at forme mere retfærdige verdener males til mel i den hyperpolitiske mølle. For vores spektakulære samfund bombarberer os ikke kun med billeder og producerer overflod af kunstig knaphed og informationsstrømme, støj uden signal7; det rummer også en myriade af alternative forestillinger om andre og bedre liv for de mange. Andre måder at organisere et fælles liv og indgå i sundere stofskifterelationer med naturen. Drømme og potentialer, der på en eller anden måde ikke kan, eller måske ikke må realiseres? Den intensivering af protester på global skala, som har fundet sted siden 2010’erne8, afslører ganske simpelt, at flere mennesker verden over sagtens er klar over, hvad problemet er – det er ikke ”fake news”, ”russisk propaganda” og CIA-PSYOP-agenter bag keyboards. For konsekvenserne af det økonomiske system, vi kalder kapitalismen er begyndt at aflejre sig, ikke bare i jordens skorpe, men også i vores kroppe; mikroplast i vores hjerne, kemikalier i brystmælken. Og vel og mærke i nogle bestemte kroppe mere end andre. I særlig grad de kroppe, der i vesten og andre steder, er blevet til tandhjul i Amazon-lagerbygninger, Foxconn-fabrikker, omfordelingscentraler, mineanlæg og sweatshops, og hvis liv er særligt eksponerede for kapitalens objektive vold. Dem, for hvem diskriminationen, racismen og uretfærdighederne er inden for det sanselige register; dem, for hvem undertrykkelsen sætter sig direkte i kødet; og ikke mindst dem, kapitalen behandler som engangsbestik, den såkaldte ”overskudsbefolkning”, hvis levede erfaring afstedkommer ønsker om noget andet. Noget bedre.

Under den naturlige modreaktion, der opstår lokalt og globalt blandt de mange, fordi systemet arbejder for de få, flyder der en understrøm af positiv politisk energi, der tegner billeder af andre verdener. Men som af en eller anden grund ikke kan eller må tøjles til, eller nægtes passage for, at opnå vedvarende politisk forandring. I stedet er staternes respons over hele linjen på vegne af den pengemagt, de repræsenterer, der på ulige og uretfærdig vis fordeler kroppene, og de gældsøkonomier, der overlejrer sig på livet og udformer dets mulighedsrum, at knægte oprøret med vold. Fordi systemet i sin dødskramper nægter at indrømme, at det allerede har tabt.

Interregnum

Jeg sidder ofte med fornemmelsen af, at vi langs de geopolitiske brudlinjer og fordelingen af magtens tyngdepunkt står ved en skillevej. Eller, det håber jeg. Det hyperpolitiske moment er et interregnum. Og i dette magtvakuum vakler efterkrigstidens amerikanske verdensorden som en forkrøblet skygge, der gennem diverse finansielle opfindelser, militærmagt, og våbenliggørelsen af dollaren giver sig selv kunstig respiratorisk hjælp. Flettet ind mellem de spektakulære skandaler og de identitetspolitiske kampe regerer det, der måtte dø, for at kunne regere; det ord, der mellem blinkende reklamer, Go’Aften-shows og influencere, What-I-Eat-In-A-Day, aldrig må nævnes; det, som nogle har interesse i, at vi ikke taler om, mellem ophidsede offentlige debatter om kronprinsens fødselsdag og Annette Heicks dårlige kundeoplevelser med Postnord: kapitalismen. Denne samlede produktionsmåde, hvis logik altid er at skabe alt og alle i sit eget billede, hvilket betyder at spænde dets materielle og finitte eksistensgrundlag (naturen, biosfæren, livet) for sin egen svagtbegavede, infinitte teleologi (sig selv og sin evige jagt på profit), hvis ultimative telos er nogenlunde 3% vækst i bruttonationalprodukt. Det er slangen, der æder sin egen hale indtil planeten futter af som nylon over et fyrfadslys.

På en måde er den amerikanske drøm, på hvilken verden skulle bygges efter Anden Verdenskrig, i dette interregnum blevet en realitet: Bellum omnium contra omnes, alles kamp mod alle; en slags hobbesiansk realisering af Thatchers TINA-doktrin. Den neoliberale drøm er for de mange blevet et mareridt; den fulde realisering af den neoliberale impuls er, som Thatchers profeti gået i opfyldelse, at der ikke er noget samfund, kun en gennemhullet social tekstur. Sociale atomer. På det grundlag leger vi bare, at der er fælles internationale spilleregler og værdier, vi følger. Menneskerettigheder er fine nok, hvis de ikke står i vejen for Amerikas økonomiske interesser. De politiske utopier er døde, og har været det siden 1989. Det politiske apparat arbejder nu aktivt på at realisere dystopien: en kapitalistisk orkestreret hverdag, hvor det er normalt at nogle kroppe er vigtigere og mere værdifulde end andre; hvor nogens tid er højere prioriteret end andres; hvor døden ikke er en anomali, men en del af systemet. I den ”grønne omstillings” navn; ”carbon capture”, ”etisk forbrug”, og vores trang til at købe aflad gennem vores elbiler og sutte på papsugerør, er kapitalens voldelige udbytning af arbejdskraften stadig dagens gerning. Det ”demokrati”, vesten vil forsvare er en hverdag, hvor frihed for den enkelte stadig betyder at købe den på bekostning af en andens; et fint ord for det pyramidiske, hyperfinansialiserede nulsumspil, hvor de fattige bliver fattigere, fordi de rige bliver rigere. Det hele galvaniseret i ”grøn kapitalisme”, frygtbilleder og tidens kulturkrige – disse overfladiske ommøbleringer af de undertrykkende materielle forhold, der hver dag gør vold på livets betingelser, og som kamuflerer kapitalismens organisering af virkeligheden.

Fjorde uden ilt, landsbyer uden mad, øer på størrelse med Texas lavet af plastikaffald. Stående på kapitalismens logistiske infrastruktur bevidner vi stoiske politikere og pengeeliter, der at synes at være emotionelt uberørte af tidens vold, af børnekroppe lavet til grød, hospitaler i ruiner; moralsk afstumpede og ude af stand til at skabe reelle forandringer, fordi markedets abstrakte bevægelseslove er sat på autopilot med døden til følge. De er uden evne eller vilje til i materiel forstand at forbedre rammerne for det kollektive liv, endsige at tegne troværdige og overbevisende konturer af fremtidens horisont. I stedet tildækker de deres inkompetence med makrelmadder og studenterhuer.

Hvis det hyperpolitiske er en politisk konjunktur, der udspiller sig i det tætvævede sæt af overlappende territoriale, virtuelle og algoritmiske topologier, koaguleret i en slags dødens arkitektur, vi kalder kapitalismen, der overlejrer sig på livets reproduktive betingelser, hvordan bekæmper man så magten, hvis man hverken kan afgrænse slagmarkens felt, identificere sine fjender, eller hugge hovedet af kongen?

De Nye Koldkrigskoordinater

1990’ernes neoliberale feberdrøm om at forfølge fred, frihed og velstand gennem universel konkurrence, frihandel og et markedsdrevet samfund var en operativ fiktion. Udover i vesten at beruse middelklasserne med en høj funktionspromille af selvbedrag – internaliseringen af den kapitalistiske rags-to-riches forestilling om, at de også kunne blive rige, hvis de bare spillede deres kort rigtigt – var også de fattigste blevet bundet på ærmet at kapitalismens tyngdelove ville tvinge velstanden til at dryppe nedad: trickle-down-economics. Ved historiens afslutning var frihedens ansigt blevet et supermarked; alle blev sat fri til at deponere sine individuelle begær i vareformen, pynte sig i de riges symboler, og melde sig ind i en løbeklub. Den nye verden, den hyperglobaliserede kapitalisme, glaseret i Live-Aid-koncerter, depressiv hedonisme og handelsnihilisme, markerede de store ideologiers endelige exit. Det hele sank ned i teknokratisk forvaltning af økonomien suppleret af livsstilspolitik, måske bedst personificeret i playboyen Silvio Berlusconi eller Bill Clintons soignerede look, der fik ham til at ligne en pensioneret sportsstjerne i en informercial, der sælger køkkengrej. Berlinmurens fald og opløsningen af Sovjetunionen skabte en postpolitisk interzone, hvor middelmådige politikere både solgte sig selv som kompetente tekniske administratorer og typer, parcelisterne og småborgerne ville drikke en øl med henover hækken. En politisk mellemzone, der enten var magtelitens koma eller blot en lang kokainfest endeligt afbrudt af et blackout.

For i det følgende årti ændrede den postpolitiske form sig til antipolitiske opstød mod den etablerede neoliberale orden: finanskrise, Det Arabiske Forår, BLM, krypto-boomet, Corbyn, Sanders, Thunberg var reaktioner på en politisk metaltræthed. Den kollektive apatiske følelsesstruktur blev erstattet af vrede og raseri, og for mange i det globale nord plottede 2010’ernes antipolitiske mobiliseringer nye koordinater for deres politiske horisont i en verden, der hastigt vævede sig in i en eskalerende malstrøm af kriser. COVID-19-lockdowns kortsluttede momentært spredningen af sociale og politiske bevægelser, men afslørede også systemets indre forfald og ulige fordeling af ressourcer. Efterfulgt af den russiske invasion af Ukraine, dets energipolitiske- og sikkerhedspolitiske sideeffekter, først i 2014 og igen i 2022, og nu i 2024 terrorstaten Israels onlinetransmitterede folkedrab, har genantændt det politiske flammehav. Måske ser vi allerede nu omridset af den nye geopolitiske formation, der vokser ud af det hyperpolitiske interregnum: et sæt af nye koldkrigskoordinater. Der skulle to krige i Mellemøsten til at ruske de vestlige nationalstater ud af deres abstrakte og fatale fiktion, ”krigen mod terror”, som organiserede hele det geopolitiske projekt for den første del af det 21. århundrede. Hvor de i 2000’erne og 2010’erne fabrikerede en abstrakt, indre fjende som en slags femte kolonne, hvor alle potentielt var terrorister, tegner vores ”folkevalgte” politikere nu konkrete fjendebilleder af truslen udefra: Rusland, Kina, Iran, Nordkorea.

På samme tid synes systemets indre sammenbrud, foranlediget af godt fyrre års intensiv neoliberal krig mod livet og den økonomiske voldtægt af det globale syd, i dag at isolere sig og lukke sig om sig selv måske netop i et forsøg på at redde sig selv. I de europæiske samfund raserer højrepopulistiske bølger, parlamentarisk og ekstraparlamentarisk, i statsapparater og civile grupperinger; de plyndrer butikker og sætter gader i brand. Ved grænserne, som de vil lukke, truer de globale kriser i stigende grad det nationale legeme med oversvømmelser og hedebølger. Mens klimakrisen direkte dræber mennesker i det globale syd, væver dets spøgelse sig ind i det globale nord, ned i indkøbskurven og ind i hverdagens arkitektur i form klimasikringsanlæg stafferet med skibakker og mikrobagerier, Bjarke-Ingels-Group-style, som monumenter til at vi allerede har givet op. Normaliseringen af den permanente undtagelsestilstand har materialiseret sig i vores hverdag, fordi handel med fremtiden og naturens finansielle ækvivalenter i form af klimakreditter, samt produktionen af flydende atomkraftværker, Seaborg Technologies, er mere profitabelt end en omkalfatring af den kapitalistiske produktionsmåde – og fordi undergangen også skal være forbrugervenlig og underholdende.

I spejlingen af den utilregnelige ydre fjende føres der således en form for endokolonial chokdoktrin, der skal rette befolkningen ind på linje: vi skal mønstre ved samlebåndet, arbejde mere, købe dieselgeneratorer, vand i plastikflasker og dåsemad; statssanktioneret prepping. Militariseringen af hverdagen skal være markedskompatibel. Dramaturgien i den danske regerings retorik er til at føle på. Det skal drive ned af væggene: den udspekulerede, ex-KGB-agent med det selvtilfredse, filmovertrukne ansigt, der truer ”verdensfreden”, ”demokratiet” og ”friheden”; de gode mod de onde, den frie verden mod resten, og alt det pis, der i vestens forsimplede narrativ kortslutter en iturevet social tekstur, de selv har bygget på døde menneskekroppe og en ødelagt natur. De nye koldkrigskoordinater plottes på en eksternalisering af fjenden, der legitimerer at våbnene fortsat kan produceres, sælges og fragtes til forward operating bases i Baltikum, Golan, Syrien og Vestbredden. Dollaren armeres til at føre økonomisk krig mod Kina, mens den senile præsident, Joe Biden, viderefører det projekt, voksfiguren Donald Trump begyndte, og som Kamala Harris vil forstærke: økonomisk protektionisme og en aktiv, konfliktsøgende udenrigspolitisk positur overfor Beijing. America First er en allegori over industripolitikkens og nationalromantikkens genkomst.

G7 og BRICS er økonomiske ordner, der størkner i nye geopolitiske magtblokke; førstnævnte og deres vasaler, herunder Danmark, skubber med deres militære afdeling, NATO, deres sikkerhedspolitiske dagsorden frem på bekostning af biosfæren og vestens interne sociale og økonomiske forfald. I det skema opruster de til finansmarkederne, kapitalforvalter- og våbenvirksomhedernes begejstring til en totalkrig, der må føres udadtil. De nye koldkrigskoordinater er en reformulering af stormagtspolitik for det 21. århundrede, hvor nationalstaten har overhalet det neoliberale globaliseringsprojekt inden om som kandestøber af markedets bevægelser og prioriteter: strategisk konkurrence, eksportforbud, subsideret teknovidenskabelig innovation, våbenudvikling- og kapløb, psykologisk- og hybridkrigsførelse er morgendagens gerning.

Fjenden har angiveligt fået et ansigt. Slagmarken er angiveligt blevet kortlagt; fjenden identificeret, og kongen har fået sit hoved tilbage. I hvert fald på overfladen. For på undersiden er magten stadig distribueret i diffuse netværk med blikket stift rettet mod mere kapital. Det hyperpolitiske er, når vi råber henover det. Når vi fejler i at se, hvordan kapitalens objektive vold er den normaliserede grundbetingelse for den subjektive vold, vi ser hver eneste dag: politivold, lønslaveri, gæld, statsracisme i samfundets institutioner, udrejsecentre, undertrykkelse af og vold mod minoriteter. Måske er spørgsmålet nærmere, når vi kigger på de systemer, der kigger på os, i en tid med generativ AI, adtech, maskinlæring og metadata, tøjlet til det militære-industrielle kompleks til fordel for kapitalens interesser og behov, hvor længe den skrøbelige våbenhvile, vores perceptionsapparat har med virkeligheden, kan opretholdes?

Jannik Friberg er antropolog og kunstner. Janniks arbejde findes her.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Anton Jäger, Hyperpolitik: Extreme Politisierung ohne politische Folgen, Suhrkamp Verlag, 2023;

    Anton Jäger, Hyperpolitik: Ekstrem politisering uden politiske konsevkvenser, Informations Forlag, 2024.

  2. (Jäger 2024: 23).
  3. Mark Fisher, Capitalist Realism: Is There No Alternative, Zero Books, 2009.
  4. Stuart Jeffries, Grand Hotel Abyss: the lives of the Frankfurt School, London: New York, Verso, 2016.
  5. Gilles Deleuze & Felix Guattari, Tusind Plateauer: Kapitalisme og skizofreni, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, 2005.
  6. Søren Mau, Stum Tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt, Forlaget Klim, 2021.
  7. Guy Debord, Det Spektakulære Samfund, Aleatorik & Antipyrine, 2020.
  8. Vincent Bevins, If We Burn: The Mass Protest Decade and the Missing Revolution, Public Affairs, 2023; Dilip Gaonkar, Demos Noir: Riot after Riot, Natasha Ginwala, Gal Kirn, Niloufar Tajeri (red.), Nights of the Dispossessed: Riots Unbound, Columbia University Press, 2021.