Min rejse til Rusland

Tekst og fotos af Marina Vorobyeva

Den 28. februar 2024 kom jeg hjem efter 22 dage i Rusland, som jeg i 7 år ikke har besøgt. Færdiggørelse af min uddannelse, Covid og krigen i Ukraine udskød mine tidligere rejseplaner. Aldrig er der gået så mange år mellem mine rejser til Rusland, siden jeg som 4-årig rejste derfra med min mor i starten af 90’erne. I min barndom og ungdom har jeg besøgt min russiske familie mindst én gang om året. Nu bor min familie spredt i det nordvestlige Rusland, og for at se så mange af mine familiemedlemmer som muligt lød ruten i februar først til St. Petersborg, derefter i tog til Arkhangelsk by – småbyer i Arkhangelsk regionen – Vologda – St. Petersborg på hjemvejen.

Her vil jeg skrive nogle ord om min rejse og mine tanker undervejs.

Torvet ved den store tankvogn

Jeg fløj til Helsinki, derefter til Tallinn for at rejse ind i Rusland fra Estland. Jeg havde håbet at tage et tog fra Tallinn, men da de russiske websider er blokeret i EU, kunne jeg ikke bestille billetter på forhånd. Men alle togforbindelser er lukket fra Estland, så jeg fik booket en Baltic Shuttle-bus fra Bussijaam i Tallinn til St. Petersborg med afgang kl. 9.15 næste dag.

Jeg rejste kun med dollars, da jeg ikke havde kunnet skaffe rubler inden min afrejse, og banken veksler ikke til rubler lige p.t. Jeg havde nogle gamle metropoletter og få rubler selv, men dem glemte jeg på kommoden derhjemme. En sød kvinde i bussen gav mig 150 rubler (ca. 11 kr), så jeg lykkeligvis havde råd til turen til metrostationen tættest på min kusines lejlighed i St. Petersborg.

Hele dagen efter ankomsten lå jeg med migræne og forhøjet blodtryk og ville helst bare stirre ind i en hvid væg. Jeg var påvirket af turen. Jeg er vant til at tage et fly fra København og efter 2 timer lande i Skt. Peterborg, nu er rejsen mere kringlet. Det påvirkede mine nerver.

Bussen fra Tallinn kørte til grænsebyen Narva, hvor passagererne fra bussen skulle stige af og gå gennem et kontrolpunkt. Jeg rejste med både mit danske og russiske pas for første gang og var en smule forvirret over, hvor jeg skulle vise hvad. Mine tasker blev kigget igennem i Narva, jeg blev spurgt, om jeg havde nykøbte brands med – de ville sikre sig, at jeg ikke havde planer om at starte en forretning med europæisk elektronik. Jeg svarede naivt, at jeg havde købt nye sokker. Den estiske kontrolbetjent smilede af mig, kiggede ikke synderligt videre i min taske og lod mig gå igennem. Jeg blev lukket ud til en bro over Narva-floden, der ville føre mig til russisk jord og byen Ivangorod, hvor et andet kontrolpunkt befinder sig. I den russiske paskontrol spurgte kvinden, hvor jeg skulle opholde mig i Rusland, jeg delte min rute med hende. Derudover spurgte hun mig, hvor mange passagerer der havde været med bussen, måske var vi 7. De scannede min store taske, kiggede ikke i min rygsæk og lod mig gå gennem scanneren med min vinterjakke på.

Inden vi ankom til Narva, var en mand gået gennem bussen for at fortælle, hvor vi kunne finde den ventende bus fra Ivangorod til St. Petersborg. Han gik hurtigt og lidt nonchalant gennem bussen og sagde noget med “op ad bakken, til højre, hen til pladsen ved den store tankvogn”. Jeg tænkte ikke så meget over det, han sagde, og stoler måske lidt for meget på min stedsans og indre vejledende fornemmelser.

Jeg kom overraskende hurtigt ud af den russiske kontrol og blev pludselig lidt urolig, da jeg befandt mig neden for en bakke i høj sne uden udsigt til en bus. Jeg allierede mig med en anden kvinde fra bussen, der viste sig at have taget turen før, og stod og fumlede med sin telefon, idet jeg kom ud. Vi kæmpede sammen op ad den sneede bakke med vores rullekufferter, der nok rettere skøjtede i sneen. Kvinden var fra Rusland, uddannet læge, men havde boet et par år i Estland med sin estiske mand. Hun havde ikke kunnet få arbejde i Estland, da hun kun talte russisk, og havde derfor følt sig nødsaget til at forlade sin mand og vende tilbage til Rusland. Hun vidste ikke, hvad der ville blive af deres forhold. Jeg sagde, jeg boede i Danmark, og hun spurgte mig: “Er det ikke bare virkelig fedt i Europa?” Jeg tøvede lidt. Jeg havde hverken lyst til at male et skønmaleri eller afkræfte hendes forestillinger – min situation var jo oplagt bedre end hendes. Jeg begyndte at tale om min russiske familie, som jeg savnede.

Vi blev til vores held samlet op af en sød russisk mand, der ikke kunne holde ud at se os skøjte med vores bagage op af bakken, og han kørte os til torvet ved tankvognen, hvorefter vi kom med på bussen til St. Petersborg.

Dem der ingenting har

Samme dag som ankomsten gik jeg i Sberbank og oprettede mig som bankkunde, så mine dollars kunne blive sat ind på et MIR-kort. VISA er blokeret i Rusland. Det fejrede jeg med en tur på sushirestaurant, hvor jeg mødtes med min kusine. Det var godt at se min familie efter syv år. I St. Peterborg virker det meste, som det plejer. Dog var der meget i gadebilledet, i radioen og på tv om forestående valg, ligesom der var mange reklamer og billboards om mobilisering til militæret og mange krigfilm i fjernsynet. Spørgsmålet om, hvordan vi i Vesten ser på russere, trængte sig jævnligt på i mine samtaler med familien. I samtalerne var der en overhængende følelse af frygt, men også et håb om, at alting snart ville blive nemmere, og en enighed om, at ingen har brug for denne krig, som snart burde slutte. Min kusines mand slog ud med armene og spurgte: “Hvad i alverden laver de dernede i Ukraine?” Vi endte med at tale om ressourcer, og hvordan verden er styret af penge.

I min barndomsby ca. 800 km nord for Moskva bor min onkel og tante i et lillamalet træhus. Her sad jeg, ca. 100 meter fra mit elskede barndomshjem, og spiste aftensmad med min tante, der græd af bekymring. Hun fortalte, hvordan krigen havde skilt folk ad i landsbyen, så det nu var blevet svært at tale sammen. Hun havde lagt mærke til, at de gamle ensomme damer i landsbyen støttede krigen blindt. Jeg kom til at tænke på, om de ligsom i min familie havde mistet familiemedlemmer til krigen – eller posttraumatisk druk – og om deres eneste forsvar var at retfærdiggøre krigen med en illusion om dens nødvendighed.

Min onkel kom ind til os i køkkenet senere og klagede over sin fortand, der var rådnet, og jeg overførte nogle penge til ham, så han kunne komme til tandlægen og få revet den ud. Han var som ung udstationeret i Afganistan. På trods af sine traumer, efterreaktionerne og hans families sammenbrud er han nu ædru, lever et stille liv med min tante og er ydmygt stolt over sin egen overlevelse, der i den landsby jeg er fra, ikke kan tages for givet.

Min tante og onkel lever for en lille pension og deres afgrøder. De er altid bange for, at pengene slipper op, og får lidt økonomisk støtte af deres børn. De er de fattigste i min familie, men de har altid taget imod mig med åbne arme. Min tante tilberedte supper og salater til mig, gav mig måltider med på min togrejse og forærede min datter et puslespil. Deres penge rækker ikke langt, men jeg har aldrig set dem som fattige. De lever, som de kan, og giver altid af det lidt, de har. Når vi i vestlige medier kan komme til at skære alle stilletiende russere over en kam, tænker jeg ofte på min tante og onkel. De vil overleve i deres lille landsby. Skal man så kritisere dem for ikke at protestere mod regimet? Kan vi overhovedet i vores verden forstå, at nogle mennesker ikke har større drømme for deres liv end overlevelse? Min onkel og tante vil leve med det, de har, og de drømmer bare om at have det samme dagen efter. Kan deres liv ses som en stille protest?

Jeg gik i butikken for at købe brød til min tante og onkel og mødte moren til en nabodreng, Pavel, som jeg legede med, når jeg kom til landsbyen om sommeren. Jeg overhørte engang hans mor spørge min mor, om vi ikke skulle gifte os, så han kunne komme med mig til Danmark. Måske smittet af den samtale begyndte jeg at være lidt lun på ham, men det sluttede brat, da jeg tog min danske veninde med til landsbyen et år, og han valgte at give hende (ikke mig) blomster og chokolade. Hans mor fortalte mig opgivende i butikskøen, at han var taget frivilligt i krig og nu befandt sig i Ukraine. Han havde forsøgt at skabe sig et bedre liv med sin familie i en større by, nogle timer fra vores landsby, og at melde sig til militæret er for mange mænd i de fattigere regioner ikke blot en vej til flere penge (de bliver lovet en god løn), men også en naturlig karrierevej. Jeg fik ondt af Pavel, jeg fik ondt af hele hans familie, også fordi jeg ved, hvordan flere af mine onkler er vendt hjem fuldstændig traumatiseret af krigsmaskineriet. Nu er situationen jo igen umulig. De toårskontrakter, de skriver under på, bliver tit ikke overholdt, og hvor længe har han mon egentlig lovet sig væk? At være en del af den krig ser han altså som et middel til at bygge sit liv op. De fattige i Rusland melder sig eller bliver sendt i krig, og på den anden side i Ukraine er det uundgåeligt de mennesker med ingenting, dem, der ikke kan og vil flytte sig fra deres hjem, der bliver de første ofre. Jeg kan relatere meget til Federico Garcia Lorcas ord: “Jeg vil altid holde med dem, der ingenting har, og som ikke engang kan nyde deres ingenting i fred”.

Diplomati

Jeg tog til Arkhangelsk for at besøge min anden kusine. Første aften drak vi nogle drinks i hendes køkken, efter at hun havde puttet sin 3-årige søn. Hun spurgte mig, om vi en dag skulle mødes i Tyrkiet på badeferie – en feriedestination, russere stadig kan rejse til. Fordi der ikke er så mange muligheder for at rejse over grænsen som før, fortæller hun mig, at Kasan, hovedstaden i republikken Tatarstan, er blevet en populær storbysferiedestination.

Rusland er verdens største land. Det er ca. 17.000.000 kvadratkilometer stort, og der lever over 144 millioner indbyggere. Den region, jeg er fra, er 12 gange større end Danmark. Der er mange forskellige kulturer inden for Ruslands grænser, understregede min kusine. Hun sagde, at det var vigtigt at respektere andre kulturer, når man rejser. F.eks. skal kvinder bære tørklæde mange steder i de sydlige republikker. Hun mente i den sammenhæng, at LGBT+-propagandaloven handlede om indenrigsdiplomati: Nogle kulturer skal respekteres for fredens skyld. I denne krigstid var det opløftende at høre hende tale om fred. Jeg kunne kun tænke på den strenge russiske kontrol med menneskets livsvalg og ytringer. Et forsøg på at holde folk i en traditionel og patriarkalsk familiestruktur? For at fremme befolkningsvækst? Til krig?

Tilbage til køkkenet. Min kusine fortalte mig, at Rusland ikke kunne producere æg nok til eget forbrug og derfor var nødt til at købe kunstige æg fra Kina. Jeg tænkte med det samme, at det var en joke. Senere stødte jeg i danske medier på den sære nyhed om manglende æg i de russiske butikker. “Hvad bliver det næste?” spurgte hun. Det var godt at få grint lidt.

Hav ikke ondt af de døde

I Vologda – en by, jeg aldrig har været i før – bor nu en mine veninder. For første gang på min tur skulle jeg overnatte på hotel, og jeg havde i blinde bestilt et hotel tæt på togstationen, jeg ankom til. Havde jeg kendt til hotellets gamle sovjetiske stil, med dets skælvende elevatorer, mørke korridorer og tynde værelsesdøre, havde jeg nok valgt et helt andet hotel, ligegyldigt hvor i byen. Mine nerver kunne ikke holde til de to urolige nætters søvn, jeg fik på hotellet, og dagen før den tredje nat besluttede jeg at køre hjem til min veninde. Jeg havde i udmattelse og angst taget bussen den forkerte retning og brugte halvanden time i transport med en krop i alarmberedskab. Mit hoved var fyldt af de forfærdelige forgiftninger, forfølgelser og fængslinger, der er overgået “fremmedagenterne fra Vesten”. De historier, man hører, sidder i en. Og min egen fantasi fejler skam heller ikke noget. Heldigvis endte jeg uskadt hos min veninde og bestilte derpå et hotel med “mere komfort”, som hun udtrykte det, da hun rådede mig til aldrig at benytte det umoderne hotel igen. Min rejse blev ikke mindre dramatisk af, at Navalnyj blev fundet dræbt i et russisk fængsel, at Estland truede med at lukke for grænserne til Rusland helt, og jeg fik desuden en tragisk meddelelse om en vens død i Danmark. Min kusine trøstede mig og citerede Bulgakov: “Hav ikke ondt af de døde, men af de, der lever uden kærlighed”.

Til en tiltrængt afslappende kropsmassage mødte jeg Marina fra Ukraine. Vi grinte begge af vores navneslægtskab, selvom Marina er et ret almindeligt navn i den del af verdenen. Vi begyndte at tale sammen og tog på restaurant en aften. Marina var flygtet med sin familie, ind i Rusland efter Maidan-revolutionen i 2014. I Vologda var hun og hendes familie først flyttet ind hos nogle fjerne slægtninge. Hun savnede Ukraine og sit tidligere liv og fortalte, at hun havde svært ved at få nye venner i sin nye tilværelse. Hun viste mig billeder af sin landsby uden for Donbas og sine bedsteforældres hus, og udover at dele fornavn delte vi også savnet til vores landsbyer og slægtninge. Hun havde affundet sig med at nu skulle bo i Rusland. Efter angrebene i hendes by og tab af venner til kampene, havde hun mistet al håb om at skulle vende hjem igen.

Efter en lang togrejse og nogle dage i St. Peterborg kom jeg tilbage over grænsen til Estland og ankom med bussen i Tallinn tidlig aften. Det var mørkt i gaderne, og jeg prøvede at finde et nærliggende hotel til en overkommelig pris, fordi jeg skulle med fly hjem tidligt dagen efter. Jeg fandt et hotel med et ledigt enkeltsengsværelse til ca. 1.200 kr. for en nat og blev så overvældet over at komme tilbage til den dyre verden, at jeg kom til at savne piroggi med kål til 60 rubler.

En russisk erfaring

Hvordan skriver man sådan en tekst uden at blive dømt som det ene eller det andet? Hele mit liv er jeg blevet spurgt, hvad jeg følte mig mest som, en russer eller en dansker. Kan man egentlig blive set på som en dansker, når man også har en ikkevestlig erfaring? Eller bliver jeg nødt til at adoptere et eurocentrisk blik på verdenen?

Jeg tog til Rusland igen i juli. Mine nerver var denne gang ikke så medtaget. Rejsen havde jeg prøvet før, simkortet til min telefon og MIR-kortet havde jeg allerede erhvervet mig. Hele hemmelighedskræmmeriet omkring, hvor bussen ved kontrolpunktet ville holde i vinters, var erstattet af en sommerlig åbenhed. Bussen ville vente ca. tyve meter væk fra udgangen ved kontrolpunktet i Ivangorod. Jeg forstod, at det i vinters havde været en stor udfordring for de store passagerbusser at køre ad de snævre oversneede bakkede veje hen til kontrolpunktet. Og det, som jeg havde opfattet som russisk nonchalance hos manden med informationerne, var måske i virkeligheden en flovhed over at bede passagerne gå så langt med deres bagage, i stiv kulde op ad de snedækket bakkede vej. Denne gang var bussen fuld af passagerer fra forskellige steder i Europa. Vi stod sammenklemt i kontrolkøen i bagende sol, i fem timer. Uden at udveksle mange ord følte jeg et sært varmt (svedende) kammeratskab mellem os.

Rusland virkede mindre farlig i solens lys og varme, eller måske var jeg selv blødt lidt op efter turen i februar. Jeg rejste i hvert fald i mindre alarmberedskab. Måske fordi jeg havde fået kontakt til det nære, det almenmenneskelige, fundet stor ro ved at være sammen med familie. Og husket på det, der er vigtigst, i det store verdenspolitiske gab.

I min barndomsby mødte jeg moren til Pavel igen. Hun virkede opløftet denne gang. Pavel havde været hjemme på ferie, fortalte hun mig, mens hun hentede vand op af brønden. Jeg mødte også Marina fra Ukraine igen; vi havde i mellemtiden haft kontakt på Whatsapp. Hun prøvede denne gang at hverve mig til den russisk ortodokse tro. Gennem kirken fandt hun den ro, hun søgte, i denne svære tid. Hun havde for nylig fået en meddelelse om, at et af hendes families huse i det annekterede Ukraine, som stod tomt, var brændt ned til grunden. I St. Petersborg, undervejs på min tur hjem til Danmark igen, spurgte min kusines veninde mig ikke overraskende, hvordan vi i Danmark taler om Rusland, og vi kom til at tale om, hvor den egentlige magt ligger. “Er den hos de politikere, du lytter til?” spurgte hun. Skulle vi virkelig dér, i en stue i St. Petersborg, spejle os i vores mistillid til vores systemer? Ja det skulle vi så.

Jeg tog hjem endnu en gang forundret, men beriget af mine møder med mennesker, der ligesom jeg føler sig magtesløse over for den dystre verdenssituation. Jeg havde heldigvis til trods for manges advarsler og manglende forståelse – og min egen frygt og forfærdelse over krigen – valgt at rejse med min medmenneskelighed, nysgerrighed og åbenhed først.