Marx og modvækst

Den japanske økomarxist Kohei Saito er blevet lidt af en international stjerne på venstrefløjen og i modvækstbevægelsen. I 2024 udkom hans bog Slow Down på engelsk, som har solgt over en halv million eksemplarer i Japan, siden den udkom i 2020. For nylig var han i Danmark for at præsentere sin originale og opbyggelige læsning af Marx under overskriften modvækstskommunisme.

Af Kristoffer Balslev Willert, Martin Hauberg-Lund Laugesen og Martin Karlsson Pedersen
Illustrationer af Jannik Friberg1

Den 37-årige japanske økomarxist Kohei Saito besøgte Danmark i starten af september. Det gjorde han med flere centrale udgivelser i baghånden, heriblandt en oversættelse til dansk af hovedværket Marx i den antropocæne tidsalder: Bidrag til idéen om en modvækstskommunisme.2 Saitos tese går ud på, at Marx’ sene tænkning om kapitalismens ubønhørlige rovdrift på sit eget reproduktionsgrundlag gennem sin permanente drift mod forøget naturudbytning, produktion og vækst tegner konturerne af et postkapitalistisk alternativ: et kommunistisk samfund baseret på fælleseje og en kraftig nedskalering i produktion og vækst (modvækstskommunisme).

Saito er langtfra den første til, med afsæt i Marx, at formulere en kritik af kapitalismens destruktion af biosfæren sammen med et økosocialistisk alternativ. Værd at nævne i nyere tid er den økofeministiske bølge fra 1970’erne med blandt andre Françoise d’Eaubonne, Carolyn Merchant, Vandana Shiva, Ariel Salleh, Maria Mies, Sylvia Federici og mange andre, som har føjet vigtige analyser af økosystemisk destruktion, patriarkalsk undertrykkelse og reproduktivt arbejde sammen med Marx’ ideer om kapitalismens væsen og modsætninger. De forskellige bølger af økomarxisme og -socialisme fra slut 80’erne og op gennem 00’erne har også sat et tydeligt præg på den nutidige økomarxistiske bevægelse. Følger man økomarxisterne Paul Burkett og John Bellamy Fosters udlægning, er den ‘første bølge’ – personificeret af blandt andre Ted Benton, James O’Connor og Joel Kovel – karakteriseret ved (mere eller mindre kunstigt) at sammenføje Marx’ analyse af den kapitalistiske økonomi med ‘grøn teori’, da vi ifølge fortalerne finder få eller ingen økokritiske og naturalistiske perspektiver hos Marx selv, men derimod en mere begrænset form for produktivisme eller prometheusianisme,3 der bør suppleres med nyere miljøteoretiske værktøjer og analyser. Den ‘anden bølge’ af økosocialisme – som ifølge Burkett og Foster inkluderer dem selv samt teoretikere som Ian Angus, Brett Clark og Richard York – er derimod karakteriseret af et forsøg på at revitalisere en økokritisk kerne i Marx’ (og Engels’) egne værker ved at lægge vægt på den materialistiske forståelse af naturen som et væsentligt modstykke til Marx’ materialistiske forståelse af historien samt ved at afvise tanken om, at Marx promoverede produktivisme for produktivismens egen skyld, men snarere var optaget af at skabe et samfund for bæredygtig menneskelig udvikling, som var kontrolleret af de associerede producenter (arbejderne).

Saito, som måske kan siges at tilhøre økomarxismens “tredje bølge” sammen med folk som Andreas Malm, Matt Huber, Stefania Barca, Eva von Redecker og til dels Derek Wall, lægger sig i slipstrømmen af den ‘anden bølges’ revitalisering af Marx’ egne analyser af kapitalismens økologiske modsætninger og destruktion af biosfæren,4 men adskiller sig især ved en fornyet interesse for “det politiske”, dvs. spørgsmålet om magt, organisering og strategi her og nu. Her træder især to positioner frem. Den ene med Saito, Wall, Redecker og Barca forbinder sig til og inddrager modvækstsbevægelsens tankegods sammen med et fokus på politisk handling i form af autonome omsorgs- og modstandsfællesskaber, kooperativer og lignende. Den anden med blandt andre Malm5 og Huber fornyer aspekter af den klassiske marxisme-leninisme med fokus på centraliseret statsmagt og nationalisering og demokratisering af industrier.

Men selvom Saito skriver sig ind i en længere tradition af tænkere, har hans to bøger, Marx in the Anthropocene og Slow Down, gjort ham til et internationalt ansigt for modvækstsbevægelsen og økomarxismen. To strømninger, som ikke altid har virket forenelige, selvom modvækst per definition synes uforenelig med kapitalismens krav om konstant forøgelse af økonomisk vækst. Denne katapultering ind i det offentlige rampelys var for Saito selv en overraskelse. Og så ikke helt alligevel, for timingen for udgivelsen var nemlig perfekt. Som han selv har fremhævet, udkom Slow Down midt under den globale Corona-pandemi og skabte her genklang med en bredere følelse af social utilfredshed og ængstelighed.

Pandemien tydeliggjorde for Saito to af kapitalismens grundlæggende modsætninger. På den ene side den ekstreme økonomiske ulighed, som nu blev særlig synlig ved køer af arbejdsløse og enlige mødre, som havde behov for fødevarehjælp. Samtidig var det japanske sundhedsvæsen overvældet af pandemien i kraft af de neoliberale reformers gentagne nedskæringer og besparelser. Klassesamfundets konturer blev således trukket hårdt op: det kapitalistiske system leverede simpelthen ikke det, som flertallet havde brug for. På den anden side viste pandemien ifølge Saito, hvordan menneskers daglige eksistens i kapitalistiske samfund medfører et stadigt større pres på naturgrundlaget og biosfærens økologiske balancer. Ifølge Saito lever vi i den Antropocæne (eller Kapitalocæne, som nogle foretrækker) epoke, dvs. den periode i Jordens geologiske historie, hvor menneskelig økonomisk-produktiv aktivitet megapåvirker, ødelægger og forandrer planetens klima og økosystemer.

Coronakrisen viste imidlertid også noget tredje for Saito: at staten kunne trække i kapitalismens nødbremse, og at det økonomiske system faktisk havde en sådan nødbremse. Hvem skulle have troet det? Denne opbremsning eller ”slow down” i forbrugerlivsstil skabte for en stund et rum til at tænke over den neoliberale kapitalismes legitimitet og dens endeløse cyklus af overproduktion og overforbrug. Slow Down talte direkte ind i dette rum og gav genklang hos hundredtusindvis af japanere.

Den yngre Marx og produktivkræfternes udvikling

Hvad er så Saitos nye budskab om Marx og marxismen, som en halv million japanere har læst og nu også den engelsktalende verden har fået adgang til? Intet mindre end følgende: Hvis vi ønsker at overleve den antropocæne/kapitalocæne klima-, miljø- og biodiversitetskrise, må vi lytte til og realisere Marx’ antydning af en vision for modvækstskommunisme (”degrowth communism”), som han formulerede i årene før sin død. Modvækstskommunisme repræsenterer for Saito en ny position, som marxister og socialister kan bekæmpe og overskride kapitalismen med, men som også kan række ud og gå i dialog med den voksende modvækstsbevægelse. Som Saito selv skriver, forsøger han at opløse den langvarige spænding mellem Rød og Grøn ved at opbygge en ny “Front Populaire” til forsvar for planeten.6

Modvækstskommunisme er ifølge Saito et opgør med Marx’ optimistiske og progressive historieforståelse (den såkaldte produktivisme), som har domineret og stadig dominerer dele af marxismen i dag. Den implicitte forståelse af naturen i denne tænkning er, at den er noget, som både kan og skal beherskes igennem menneskeligt arbejde (teknologi), og det har ifølge Saito historisk gjort og gør stadig marxismen økologisk suspekt (selv tidlige økosocialister som André Gorz, Ted Benton og Joel Kovel argumenterer for, at hovedparten af Marx’ arbejde er økologisk suspekt og derfor må suppleres med “grøn teori”). Det skaber for Saito en ideologisk splittelse mellem rød og grøn politik. Saito synes her at være mere direkte i sin kritik af den yngre Marx end økomarxister som John Bellamy Foster, som han ellers står på skuldrene af.

Denne naturbeherskelsesforståelse og besyngelse af teknologiens progressive kræfter finder Saito eksempelvis hos den unge Marx i Det Kommunistiske Manifest, som blev udgivet i revolutionsåret 1848. Her fremstilles kapitalismens produktivkræfter (teknologi, maskineri, social arbejdsdeling, arbejdsproces etc.) som det grundlag, den fremtidige kommunisme skal udspringe af og bygges på. Bourgeoisiet har revolutioneret den teknologiske udvikling og øget arbejdernes produktivitet til historisk uhørte højder, men de sociale klasseforhold (kapitalisternes ejerskab af produktionsmidlerne) spænder ben for disse kræfters videre, retfærdige udvikling. Når arbejderne overtager kontrollen og det kollektive ejerskab med produktionsmidlerne, kan disse produktivkræfter derfor for alvor sættes fri og skabe grundlaget for et reelt overflodssamfund. Denne fremskridtstanke har sat sig tydelige spor blandt nutidige marxister og såkaldte “accelerationister”,7 der stadig betragter forbrugskulturen som dyrebart arvegods, som vi skal bevare i en post-kapitalistisk, økologisk økonomi, hvor målet er velstand for alle. Ifølge luksuskommunisterne og tech-utopisterne skal automatiseringsteknologier ses som vigtige led i frembringelsen af et i sandhed egalitært overflodssamfund.

Denne fortælling om fremskridt er for Saito farlig, fordi den især er båret af en iboende eurocentrisme og produktivisme. Den er, for det første, eurocentrisk, fordi den ser på de vestlige industrialiserede lande, som var de i kraft af deres teknologiske formåen og produktivitet på et højere civilisatorisk udviklingsstadie end ikke-vestlige lande. Det medfører samtidig en lineær stadielogik, hvor det kun er i de mest ”udviklede” lande, at kommunismen kan fremkomme. Resten af verden må derfor moderniseres under kapitalismen for at nå dertil. Den er, for det andet, produktivistisk fordi den hylder produktivkræfternes udvikling (teknologisk innovation og øget arbejdsproduktivitet) som udelukkende en positiv ting og som grundlaget for frigørelse af menneskeheden fra naturens barske vilkår. Den store, blinde plet for de tech-optimistiske luksuskommunister består således i, at de sætter ukritisk lighedstegn mellem øget, automatiseret produktivitet og samfundsmæssig forbedring for alle. De overser, groft sagt, at næsten alle former for produktivitetsstigning uomgængeligt vil risikere at have ødelæggende effekter på naturen og underminere selve menneskets livsgrundlag.

I naturbeherskelsen og den økonomiske vækst (produktivitetsforøgelser) lurer ikke kun kapitalismens, men også sovjet-stalinismens klima- og miljøødelæggelser. Skiftet i de sociale klasseforhold fra privat til kollektivt ejerskab garanterer altså ikke ifølge Saito etableringen af økologisk bæredygtige produktionsforhold. Tværtimod. Den produktivistiske ideologi modarbejder netop, at en sådan regenerativ respekt for de planetære grænser og biosfærens homeostatiske balancer installeres som rettesnor for den politiske ledelse og administration af den samfundsøkonomiske udvikling.

Den sene Marx’ vej mod modvækstskommunisme

Hvis Marx derfor var stoppet der, ville han ifølge Saito være dømt til økologisk irrelevans, ja, reelt være en fjende, som skulle bekæmpes. Men i Marx’ lange arbejde frem mod Kapitalen begynder hans tænkning at ændre sig. Han bliver mere opmærksom på den teknologiske udviklings og produktivismens miljømæssigt destruktive sider. Især ser vi et nyt fokus hos Marx på mekanisering af landbrugsproduktion, udpining af jorden og øget forurening i byerne, ligesom han begynder at studere geologi, botanik og jordbrugskemi. Det har generelt været en af økomarxismens store indsigter at påpege, hvordan Marx i Kapitalen fremviser en udviklet økologisk kritik af kapitalismen, som således ikke kun drejer sig om udbytning af arbejderklassen, men også om ødelæggelse af naturgrundlaget. Denne kritik er sat på begreb som kapitalismens ”stofvekselbrud”, dvs. hvordan kapitalismen i dens evige jagt på profit og dens iboende tendens til centralisering og koncentration af industriel storskala-produktion skaber uoprettelige brud i menneskets interaktion med naturen i form af klimadestabilisering, miljøødelæggelse, artstab og massiv forurening. Brud, som kapitalismen ikke kan løse teknologisk, men kun kan forskyde til andre steder i systemet (f.eks. produktionslande i det Globale Syd). Her bliver Marx ifølge Saito mere bevidst om ”kapitalens teknologi”, dvs. at den teknologi, som er udviklet under kapitalismen ikke bare kan tilegnes og genbruges under kommunismen, men reproducerer en social orden præget af udbyttende dominansforhold mellem kapitalister, virksomhedsejere og aktionærer på den ene side og arbejdere, lønmodtagere og udstødte på den anden. Med andre ord: selve maskineriet bærer uretfærdigheden i sig. Teknologi-fetichismen er, mener Saito, med til at undertrykke muligheden for, at vi kan forestille os radikalt anderledes måder at leve på.

Ifølge Saito og andre (øko)marxologer, finder vi nogle af de klareste empirisk funderede økosocialistiske refleksioner i det korte kapitel i Kapitalen, der hedder “Storindustri og landbrug”, hvor begrebet om kapitalismens “stofskiftebrud” på baggrund af en voksende spaltning mellem by og land introduceres. I kapitel 47 i det tredje bind af Kapitalen taler Marx sågar om et  “uopretteligt brud [unheilbaren Riss] i sammenhængen mellem det samfundsmæssige stofskifte og det af livets naturlovsmæssigt foreskrevne stofskifte”.8 Begrebet henter han fra den tyske kemiker Justus von Liebig, som beskrev det britiske landbrug som et “røverisystem”, da mange næringsstoffer i jorden blev fjernet, hvilket skadede jordens frugtbarhed. Som Saito har vist, begynder Marx over vinteren 1867-68 – efter at have læst agronomen Carl Fraas’ teorier om jordudmattelse – at blive mere kritisk over for Liebigs malthusianske idéer. Marx var tiltrukket af tanken om at kultivere jorden ved brug af naturens egne kræfter frem for at skabe kunstig frugtbarhed. For eksempel via konstruktioner af vandporte og kanaler for at tilføre markerne næringsstoffer via den mineralholdige silt. For Marx, som Saito har understreget, skulle det være en af socialismens vigtigste opgaver at skabe en rationel og bæredygtig planlægning af stofskiftet mellem samfund og naturen. De regenerative jordbrugspraksisser, som vi ser dukke op i vores nutid, forekommer relevante som en praktisk illustration af de alternative (og muligvis utopiske) former for fødevareproduktion, som den sene Marx’ tilløb til en økologisk tænkning kunne pege i retning af. Jordbrugspraksisser, som regenererer det stofskiftebrud, som kapitalistisk landbrugsproduktion har forårsaget.9

Men Marx stoppede ikke ved denne analytisk-kritiske indsigt. Året er 1868. Efter udgivelsen af Kapitalens første bind tager Marx indædt fat på mere intensive studier af både økologi og det ikke-vestlige og præ-kapitalistiske fælleskabsbaserede landbrugssamfund. Det er nu, at et nyt afgørende skift begynder at ske i hans tænkning. Og det er her, Saito positionerer sig i forhold til andre økomarxister.

Vi er nede i Marx’ uudgivne forskningsnoter og notesbøger, gravet frem fra arkiver i Rusland og Tyskland. Ligesom Marx sad i endeløse timer og nedskrev noter til og kopierede tekstpassager fra bøger, han lånte på The British Library i London, sidder Saito nu i arkivet og dechifrerer Marx’ næsten ulæselig håndskrift og finder nye forbindelser, nye meninger. En nøgle til at forstå den sene Marx. På baggrund af dette omfattende detektivarbejde fremskriver Saito et billede af Marx som en, der slidsomt og vedblivende arbejder med formuleringen af sine egne positioner, som revolutionerer sin egen måde at tænke på og sprænger grænserne for økonomisk analyse og politisk kritik. Alt sammen i forsøget på fortsat at begribe kapitalismens produktionsmåde og dets kommunistiske alternativ. En verden hinsides kapitalens og værdilovens jerngreb og tvangshandlinger. Igennem dette intense studie, som varer frem til hans død, ser vi, ifølge Saito, Marx udvikle en ny måde at forstå kommunismen på.

Gennem fortiden kan vi ane fremtiden

Marx’ studier fører ham tilbage i historien til germanske stammers såkaldte ”markfællesskaber”, hvor Marx ser en stor værdi i deres måde kollektivt at regulere landbrugsproduktionen på baseret på præmissen om, at land blev anset som fælles eje og blev delt lige mellem mennesker. Dette muliggjorde, ifølge Marx, en mere bæredygtig form for jordbrug, som ikke førte til det økologisk undergravende stofskiftebrud. Ifølge Saito anerkender Marx det revolutionære potentiale i ikke-vestlige samfund, der har været baseret på kommunal landejendom. Marx begyndte at læse bøger om det antikke Rom, Indien, Algeriet, Latinamerika, irokeserfolket i Nordamerika og russiske landbrugskommuner.

Denne opdagelse fører ham til studiet af de russiske “mir” (eller obsjtina) og “teutonske” kommuner, som var gamle fællesskaber, der stadig eksisterede på Marx’ tid, og som han ser fungerer på samme måde som de germanske markfællesskaber. I 1881, to år før Marx’ død, sender han et for Saito helt centralt brev til den russiske revolutionær Vera Zauslich. Dette brev indeholder ifølge Saito den politisk-filosofiske kulmination på Marx’ tænkning. Her slår Marx fast, at disse fællesskaber er modsvaret til kapitalismen og dens kriser: de moderne samfund må ”vende tilbage” til disse ”gammeldags” typer af fælles ejerskab. En helt anden forståelse af historie og udvikling kommer til syne her. Disse stammer er ikke ”barbariske” og tilbagestående, men viser derimod tegn på fremtidens kommunisme, hvor det, vi i dag kalder for økologisk bæredygtighed, hænger sammen med social lighed og samfundsmæssig retfærdighed.

Det er altså igennem denne omfattende historiske udforskning, at Marx ifølge Saito for alvor forkaster den tekno-progressivistiske historieopfattelse med dens iboende eurocentrisme og produktivisme til fordel for en mere kompleks forståelse af historisk udvikling frem mod kommunismen, og hvor han i samme ombæring udvikler en helt ny forståelse af, hvad kommunisme egentlig er for en samfundsmæssig tilstand og proces. Disse fællesskaber viser nemlig det samme forhold til produktion: de var cykliske og statiske ligevægtsøkonomier (”steady state economies”, som økonomen Herman Daly kaldte det), som ikke var lagt an på at vokse ekspansivt, dvs. ikke tog sigte på vækst. De var ikke plaget af lav produktion og fattigdom, men valgte selv ikke at øge produktiviteten over tid. Det er for Saito fællesrigdommens radikale overflod eller postknaphed: den velstand, som skabes i fællesskab og gennem fælleseje, og som ikke styres af idéen og kravet om konstant øget produktivitet med henblik på skabelsen af udbyttebaseret merværdi til glæde for de få og på bekostning af de mange.

På dette sted finder vi imidlertid en indre spænding i Saitos økomarxisme: For vil en tilbagevenden til fælleseje og -økonomi ikke også nødvendigvis gøre brug af de kapitalistiske produktivkræfters udvikling og formåen i nutiden? Marx taler netop ikke, ifølge Saito, om en romantiserende idé om tilbagevenden, dvs. om en mere eller mindre ren gentagelse af tidligere tiders samfundsindretning, som ikke var forurenet af kapitalismens teknologiske udvikling af produktivapparatet. Tværtimod taler Marx selv om, at kommunerne skal videreudvikles på de nuværende samfundsbetingelser. Saito kommer det ikke nærmere end følgende: “Et samfund hinsides ville kunne grundes på genopbyggelsen af fælledens overflod, som den fandtes i førkapitalistiske samfund, i en større målestok, gennem overskridelsen af kunstig knaphed”.10

Her er, med andre ord, plads til at tænke videre.

For Saito fremstår modvækstskommunismen som den sidste destination for Marx’ tænkning. Den sidste kraftanstrengelse for at begribe det, som ingen havde begrebet før ham. Marx er den første modvækststænker, omend der er tale om antydninger frem for systematiske udredninger. Og hvad Marx kun nåede at ane til slut, og formulere konturerne af i noteform, er vi med Saitos bøger blevet givet forudsætningerne for at fuldende på vor tids præmisser. Det, som Marx påbegyndte teoretiseringen af, nemlig hvordan en modvækstskommunisme kunne se ud i praksis, kalder på aktuel videreudvikling.11

I Marx i den antropoæcne tidsalder berører han primært ideer om arbejderdemokrati, forkortelse af arbejdsdagen, udryddelse af unødvendigt arbejde og produkter, der er lavet til at gå i stykker, samt reduktion af overdreven produktion og forbrug (såsom marketing, konsulentvirksomhed, finans etc.). I Slow Down fremhæver han derimod modstandsbevægelser i det Globale Nord og Syd, som rummer kimen til modvækstskommunisme i sig. Vi har at gøre med “præfigurativ politik” og det populære begreb om “commons” (fælleder). Denne opbygning af kapacitet og modmagt er indbegrebet af en “deceleration”, dvs. de bryder konkret med kapitalens konstante pres for øget produktivitet og merværdiskabelse. Det er en politik, som derfor hylder decentralisering og autonome, selvledende fællesskaber. For Saito rummer disse isolerede øer af aktiv modstand magten til at spredes og forbindes til en “koordineret bølge”. Det er for ham vejen til revolution og modvækstskommunismen.

Denne modmagt ser vi, ifølge Saito, når omsorgsarbejdere under Corona-pandemien i Storbritannien og USA såsom sygeplejersker, pædagoger og lærere strejkede for bedre arbejdsforhold, mere tid og personel til omsorg og læring, og i den proces danner nye politisk-organisatoriske fællesskaber, oplever solidaritet og gensidig hjælp (“mutual aid”) samt danner erfaringer med selvledelse og demokratiske beslutningsprocesser. Eller i det Globale Syd med den globale og klassebaserede bevægelse La Via Campesina i Central- og Sydamerika, som kæmper for madsuverænitet, bedriver jordomsorgsfuldt arbejde ud fra økofeministisk kapitalismekritik, arbejder for solidaritet på tværs af nationale grænser, og hvis organisationer primært ledes af kvinder fra oprindelige befolkninger.

Nye samfund skal, ifølge Saito, organiseres omkring den slags arbejde. Jordomsorgsfulde praksisser præger natur- og økosocialistiske bevægelser i det globale syd. For eksempel Zapatista-bevægelsen i Mexico, ’indigenous’-bevægelser i Amazonas, De landløse arbejderes bevægelse (Movimento dos Trabalhadores Sem Terra) i Brasilien. Men vi ser det også i europæiske klimabesættelser- og bevægelser som Ende Gelände i Nordtyskland, Code Rood i Holland eller ZAD nord for Nantes samt diverse klimabevægelser, der besætter og limer sig fast til veje, broer, skove og landsbyer, som fossilvirksomheder- og stater vil lave om til minedrift og fossil infrastruktur. Herhjemme findes der, ud over organiserede klimaaktivistbevægelser, kollektive foreninger som Frie Bønder – Levende land, Andelsgaarde og Grobund i Ebeltoft. Eller storkollektiver som Svanholm i Hornsherred og Friland på Djursland. Eller bølgen af føromtalte regenerative jordbrug. Og vi ser generelt en ”kommuniserende” kim i de brede initiativer til genbrugsforeninger og repair-cafeer som kæmper imod markedslogikkens planlagte forældelse af varer, alternative produktions- og dyrkningsformer, bæredygtigt byggeri, nybyggerier i gældsfri økosamfund, alternativ planteavl og frøsamleri og en genoplivelse af andelstanken og kolonihavebevægelsens tanker om selvorganiseret distribution af fødevarer.

Et spørgsmål, der trænger sig på i den forbindelse, er dog, hvor levedygtige den slags ikke-statslige, anti-kapitalistiske initiativer er. Her er vi tilbage ved det klassiske marxistisk-leninistiske problem om koncentration af magt, både hos den eksisterende kapitalistiske stat i form af dens politiske og repressive magt (voldsmonopol) og i form af kapitalens økonomiske magt. Uden en direkte konfrontation med og transformation af begge, stat og kapital, synes det faretruende utopisk at tro, at de føromtalte anti-kapitalistiske, initiativer kan vokse sig så store og dominerende, at de reelt kan udgøre et alternativ til den eksisterende kapitalistiske virkelighed. Spørgsmålet om staten rejser desuden det svære politiske problem vedrørende muligheden for at bruge staten til at effektuere en radikal økologisk transformation af samfundet, f.eks. gennem en social frigørelse af produktivkræfterne fra kapitalens profithungrende greb i form af nationalisering og demokratisering af samfundets industrielle sektorer, herunder landbruget.12

Det er spørgsmål, vi ikke får svar på i Saitos aktuelle og foreliggende arbejde, men som måske kommer i hans næste projekt, der – som han løftede sløret for, da han var på besøg i Den Sorte Diamant i København i september 2024 – handler om organisering, strategi, krigsøkonomi og demokratisk planlægning.

Martin Hauberg-Lund Laugesen er postdoc på adjunktvilkår ved Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab ved SDU. Han er derudover aktivt forskermedlem af CUHRE: Centre for Understanding Human Relationships with the Environment.

Martin Karlsson Pedersen er freelanceskribent og klimaaktivist, som skriver om krydsfeltet mellem politik, klima og teknologi.

Kristoffer Balslev Willert er økomarxistisk filosof, der er ansat som postdoc på SDU i projektet PACA: Mobilizing Post-Anthropocentric Climate Action.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Hjemmeside: https://buybacklife.zyrosite.com
    Instagram: https://www.instagram.com/_fri.berg_/
  2. Marx i den antropocæne tidsalder: Bidrag til idéen om en modvækstskommunisme (København: Djøf Forlag, 2024). Han er i Japan blevet en offentligt kendt intellektuel efter hans bog Capital in the Anthropocene fra 2020 på japansk blev en bestseller med mere end en halv million solgte eksemplarer. Bogen udkom på engelsk i januar 2024 med titlen Slow Down: The Degrowth Manifesto. I 2022 udgav han på engelsk den mere akademiske bog Marx in the Anthropocene (nyoversat til dansk), som folder tesen om Marx i Slow Down mere systematisk ud.
  3. “Prometheusisk” refererer til græsk mytologi, hvor titanen Prometheus stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene.
  4. Det er især tilfældet i Saitos første bog fra 2017, Karl Marx’ Ecosocialism, som tilføjede mere evidens mod myten om Marx som en industriel Prometheus. Men faktisk lader det til, at Saito foretager et markant skifte fra denne bog og de seneste bøger. I de seneste bøger hævder han, i modsætning til tidligere, at Marx indtil 1868 var en teknologisk determinist og produktivist.
  5. I hvert fald den krigskommunistiske Malm fra Corona, Climate, Chronic Emergency (London: Verso, 2020). Malm personificerer venstrefløjens strategiske skizofreni hvad angår klimakrisen. Bue Rübner har skrevet en fin tekst (”The Kaleidoscope of Catastrophe – On the Clarities and Blind Spots of Andreas Malm”, Viewpoint Magazine, 2021, https://viewpointmag.com/2021/04/14/the-kaleidoscope-of-catastrophe-on-the-clarities-and-blind-spots-of-andreas-malm/) om de underliggende og modsætningsfyldte strategier, vi finder i Malms tekster, hvor han svæver mellem en mere gængs tendens til at presse de kapitalistiske stater og overstatslige strukturer til at gøre det rigtige på den ene side (i Corona, Climate and Chronic Emergency) og en udtalt støtte til sabotage og kampe ‘fra neden’ på den anden (Sådan sprænger man en rørledning i luften, Aarhus: Antipyrine, 2021). Malm er desuden tavs om modvækst som koncept og bevægelse.
  6. Marx i den antropoæne tidsalder: Bidrag til idéen om en modvækstskommunisme (København: Djøf Forlag, 2024), 200.
  7. Se f.eks. Alex Williams og Nick Srniceks Inventing the Future:  Postcapitalism and a World without Work (London: Verso, 2015) og Aaron Bastanis Fully Automated Luxury Communism: A Manifesto (London: Verso, 2019).
  8. Karl Marx, Kapitalen, Bind 3, Bog 4 (København: Bibliotek Rhodos, 1972), 1045.
  9. Sofie Isager Ahl og Sille Skovgaards Lysbønder: Samtaler om genopbygningen af jorden i Danmark (København: Forlaget Virkelig, 2024) og Sofie Isager Ahls Regeneration: Gensidigt helende praksisser i en ny jordbrugsbevægelse fra (København: Forlaget Virkelig, 2023) kan her fremhæves som aktuelle eksempler på denne fremvoksende interesse.
  10. Marx i den antropoæne tidsalder: Bidrag til idéen om en modvækstskommunisme (København: Djøf Forlag, 2024), 261-262.
  11. Det er ikke overraskende, at Saitos omfattende nyfortolkning af Marx’ økologiske tænkning under overskriften modvækstskommunisme har skabt røre på den intellektuelle venstrefløj. En del af kritikken er marxologisk og dermed intern i forhold til Marx-forskningen, og derfor kun perifert relevant for diskussionen og modtagelsen af Saitos bøger i den brede offentlighed. For eksempel er Saito blevet kritiseret for ikke at have tekstuelt belæg for de argumenter, han kommer med, og som han stykker sammen gennem optegnelserne i Marx’ notesbøger, breve samt nutidige (anakronistiske?) genfortolkninger af velkendte passager i Marx’ værker, hvor der, hævder kritikerne, læses (for) meget mellem linjerne. Se fx Brian Napoletano’s “Was Karl Marx a Degrowth Communist?”, Monthly Review (2024), https://monthlyreview.org/2024/06/01/was-karl-marx-a-degrowth-communist/.
  12. Vi kan f.eks. se denne diskussions relevans i modsætningen mellem Saitos modvækstkommunisme og Matt Huber og Leigh Phillips økomodernistiske socialisme (se deres “Kohei Saito’s “Start From Scratch” Degrowth Communism”, Jacobin, 2024, https://jacobin.com/2024/03/kohei-saito-degrowth-communism-environment-marxism). Huber og Phillips har forsvaret Marx’ og marxismens moderniseringstese, og de fastholder (stadig), at det er med frigørelsen af produktivkræfterne fra kapitalens kontrol og profitjagt, at vi kan bygge en mere bæredygtig verden med en overflod af vedvarende ”ren” energi, samtidig med at vi bekæmper klimaforandringer og miljøødelæggelser. Problemet er derfor ikke grænser for energi- og ressourceforbrug – det løses teknologisk i overgangen til vedvarende energi (atomenergi, vin, sol og vand) – men derimod de grænser, som de sociale ejerskabsforhold sætter for en rationel udvikling og organisering af produktivkræfterne. Den sociale revolution vil løse det problem og sætte produktivkræfterne på kollektive ejerskabsfødder gennem nationalisering, socialisering og demokratisering af den industrielle sektor. Herved kan vi som samfund genvinde kontrol over den teknologiske udvikling og organiseringen af arbejde og styre det i en reelt bæredygtig retning. Fokus er her på centraliseret industriel produktion, storskala infrastrukturprojekter i form af udbygning af vedvarende energi og slogans som ”elektrificering af alt”. Den politiske agenda følger heraf i form af en fastholdelse af klassisk socialistisk klassekampspolitik: at mobilisere arbejderklassen for en grøn omstilling af samfundet (”Green New Deal”) ved at appellere til arbejdernes materielle interesser i form af gode, velbetalte klimajobs, stærk faglig organisering og demokratisk medbestemmelse og kontrol.