Hvordan Hollywood forvrænger vores fælles historie og erindring

Hollywood-filmen Black Hawk Down har i årevis præget den globale opfattelse af Somalia, men forenkler virkeligheden ved at fremhæve amerikansk heltemod og overse de dybere historiske og geopolitiske årsager til landets sammenbrud. Denne artikel undersøger, hvordan film former kollektive erindringer og fortrænger vigtige nuancer og kontekster.

Af Ayan Yasin

Goethe sagde engang: ’Den, som ikke kan føre sit regnskab over 3.000 år, lever blot fra hånden til munden.’ Uden en historiebevidsthed, lever man et overfladisk liv, styret af umiddelbare behov.

Jeg har de seneste fire år lært og forstået, at for at kunne navigere i nutiden, er det først og fremmest vigtigt at kende sin historie. Jeg forsker i migration, men jeg skriver og formidler også om Somalia, hvor jeg stammer fra. Dette er ikke blot for at dele empirisk funderet viden, men også for at udfordre stereotype narrativer om somaliere, som ofte præsenteres i offentligheden. Narrativer, der danner en dominerende kollektiv erindring, skabt af film, som både forenkler og fordrejer virkeligheden.

*

Det er som om, den somaliske historie altid starter med borgerkrigen. For mig, der blev født under en borgerkrig i Somalia, er krigen også mit nulpunkt. Krig er også bagtæppet i Hollywood-filmen Black Hawk Down fra 2001, en amerikansk film, der har haft stor indflydelse på, hvordan Somalia og somaliere bliver fremstillet i den globale bevidsthed. Selvom filmen påstår at være baseret på en sand historie, præsenterer den et skævt billede af virkeligheden ved at udelade væsentlige hændelser og kontekster. Den er som sådan en erindringspolitisk intervention.¹

Filmen skildrer somalierne enten som baggrundsstøj, ansigtsløse skurke, krigsherrer eller antagonister. Mens de amerikanske tab – 18 døde og 70 sårede – bliver omhyggeligt dokumenteret, nævnes de civile somaliske tab kun i rulleteksterne. Denne dehumanisering afspejler sig også i sproget, hvor somalierne omtales som ‘Skinnies,’ hvilket tegner et billede af dem som ’skeletter indhyllet i hud’ – en nedsættende betegnelse, der spiller på forestillinger om hungersnød og underernæring.

Filmen er især kendt for en stærk scene, hvor amerikanske soldaters lig bliver trukket gennem Mogadishus gader af en somalisk menneskemængde. Scenen blev et symbol på tapper amerikansk selvopofrelse i en påstået ’humanitær mission’. Men for somalierne viser den noget helt andet—en forenklet version af virkeligheden, der fremmer en fremmed magts dominanspolitiske interesser og ignorerer den komplekse og barske virkelighed, som de selv oplevede.

*

Som respons på somalisk hungersnød blev amerikanske elitesoldater sendt til Somalia på en såkaldt  ’fredsbevarende mission’ for at levere nødhjælp og beskytte fødevareforsyningerne i det, der blev kaldt Operation Restore Hope. Filmen omhandler denne selvfremstilling, men nævner ikke de geopolitiske interesser eller den centrale historiske rolle, som den kolde krig spillede i denne kontekst. Truman-doktrinen, som blev formuleret for at sikre, at USA yder økonomisk, militær og politisk bistand til lande, der blev anset for at være truet af kommunismens spredning, dannede grundlag for, at Bush-administrationen betragtede den somaliske krise som en mulighed inden for USA’s strategiske udenrigspolitiske prioriteter.

Historisk set havde Sovjetunionen og USA interesser i Somalia på grund af dens strategiske beliggenhed ved Adenbugten. Sovjetunionen etablerede en flådebase i Berbera i 1970’erne og oprettede kommunikationscentre i Kismaayo, hvilket USA og dets allierede betragtede som en trussel mod Vestens sikkerhedsinteresser i Golfen. USA havde allerede i 1950’erne etableret en militær tilstedeværelse i Kagnew, Eritrea.

Sovjetunionen forsøgte at udvide sin indflydelse i regionen gennem oprettelsen af en ’Pax-Sovietica’-føderation baseret på marxistisk-leninistisk ideologi, som også omfattede Somalia. Fidel Castro besøgte officielt Somalia for at styrke disse bånd. Amerikanske olie-giganter støttede aktivt Barre-regimet fra 1969 til 1991, men da den kolde krig sluttede i 1990’erne, mistede Somalia sin strategiske betydning for USA. Landets sammenbrud i 1991 og den efterfølgende humanitære krise blev yderligere forværret af den omfattende spredning af våben efterladt af både sovjetiske og amerikanske regeringer, hvilket gjorde det post-koldskrigshærgede Somalia særligt udsat med tungt bevæbnede fraktioner, der kæmpede om kontrollen over landet.

Filmen ignorerer fuldstændigt disse dybere årsager til Somalias sammenbrud og den humanitære krise. I stedet for at give denne historiske og politiske kontekst, fokuserer Black Hawk Down på en isoleret skildring af amerikansk heroisme, hvilket forvrænger virkeligheden og reducerer det komplekse globale magtspil til en simpel konflikt mellem godt og ondt. Den manglende anerkendelse af de geopolitiske realiteter i filmen understøtter den misrepræsentation, som Hollywood ofte skaber, når det gælder krig og intervention.

*

Filmen Black Hawk Down præsenterer amerikanske elitesoldater som loyale patrioter på en humanitær mission. Imidlertid blev en af de amerikanske soldater, John Stebbins, som deltog i slaget, fjernet fra filmens fortælling. Stebbins blev dømt for seksuelt overgreb mod sin seksårige datter og fik en 30-års fængselsdom; Pentagon ønskede ikke, at hans historie skulle kaste skygge over den omhyggeligt sanerede fremstilling af den amerikanske militæraktion.

Filmen undgår desuden at anerkende den faktiske kontekst og autenticitet. Ingen af skuespillerne, der spiller somalierne, er somaliere. Skuespillerne er fra britiske vestindiske øer, eller af nigeriansk eller engelsk afstamning. Optagelserne fandt sted i Marokko, hvor medlemmer af den kongelige marokkanske hær spillede de somaliske militsfolk. Det eneste somaliske, der er i filmen, er fra faktiske satellitbilleder fra slaget i oktober 1993. Selvom seniorrådgivere fra det amerikanske forsvarsministerium deltog i filmens produktion og udgivelse, har somaliske skuespillere og konsulenter ikke været involveret. Dette rejser spørgsmål om filmens påståede autenticitet og nøjagtighed.

*

Serier og film har en større indflydelse end forskning. Film når langt bredere ud og har en større påvirkning på vores kollektive erindringer om historiske begivenheder og offentlig historiebevidsthed.

Hvad sker der, når ’historiske’ film, der påstår at repræsentere virkeligheden, faktisk forvrænger virkeligheden, og vi accepterer dem som sande fortællinger? Hvad sker der, hvis væsentlig viden om krig, flugt og migration kun forbliver begrænset til akademiske kredse? Når man ikke kender et lands historie og ikke reflekterer over fortidens indvirkning på nutiden, lader vi misvisende fortællinger, der tjener magtfulde dagsordener, forme vores verdenssyn.

Kun ved at kende vores fælles historie kan vi værne os mod manipulation, og sikre, at vi ikke blot lever ‘fra hånden til munden,’ men snarere lever med en dyb forståelse og empati for de mange fortællinger, der udgør vores fortid og nutid. Men historiebevidshed handler om mere end historisk retfærdighed og tolerance; det handler om at sikre, at den kollektive erindring flugter med den faktiske historie, den er baseret på. Det handler om stræben efter sandhed.

Selvom forskning besidder dybde og indsigt, der kan forbedre vores forståelse af komplekse emner, er den desværre ofte begrænset til videnskabelige publikationer. Det er et privilegium at kunne vælge kun at formidle gennem sådanne kanaler.

I min forskning og formidling søger jeg at identificere kløften mellem fremstilling og virkelighed. Det gør jeg ved at udfordre de forenklede og ofte uretfærdige fremstillinger af Somalia og dets prøvede folk.

Ayan (f. 1989) er migrationsforsker, skribent og foredragsholder.

1. Læs mere om erindringspolitik og film her: ‘Besættelsestiden er en erindringspolitisk kampplads”, Videnskab.dk, 4. september 2019: https://videnskab.dk/kultur-samfund/besaettelsestiden-er-en-erindringspolitisk-kampplads/