Principper til fremtidens (subpolitiske) virksomheder

Til fremtidens virksomheder: En håndbog.
Den Grønne Ungdomsbevægelse
Økotopia, 2024.

 

 

 

Af Jakob Skovgaard

Forventningerne til virksomheders samfundsansvar og moralske ageren er i rivende udvikling i disse år. Det gælder både blandt borgerne og på politisk niveau, som det blandt andet fremgår af den bølge af nye EU-direktiver, der øger krav til virksomheder om gennemsigtighed og rapportering indenfor alt fra biodiversitet og klimaaftryk til påvirkninger af lokalsamfund hos virksomhedens internationale leverandører.

Parallelt med den udvikling spirer relaterede debatter om den økonomiske væksts detronisering som politisk pejlemærke og mange ansattes stigende frustration over adskillelsen mellem personlige værdier og professionel identitet. Alt dette bør ses i lyset af en række vilde problemer som fx naturkriserne, som fremtvinger en dybere ransagelse af centrale samfundsinstitutioner og -aktørers moralske eksistensberettigelse.

Dette gælder i høj grad også for virksomheder, som udgør omdrejningspunktet for seneste skud på stammen fra den produktive Grønne Ungdomsbevægelse – håndbogen Til fremtidens virksomheder. Forfatterne bag er Anna Bjerre Johansen, Caroline Bessermann, Casper Schacht Lund, Elise Sydendal, Esther Emborg Bünemann, Gorm Nissen, Nicole Pemberton og Viktoria Windfeld Hinge. Håndbogen lægger sig i slipstrømmen af bl.a. konferencen ”Beyond Growth” i Europa-Parlamentet i maj 2023, Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrups debatbog, Efter festen. Nye veje til et bedre samfund uden vækst1, og etableringen af den nye tænketank med fokus på trivselsøkonomi, WELA (Wellbeing Economy Lab). Bogen anviser mulige retninger fremadrettet for virksomheder, som ønsker at blive troværdige løsningsorienterede aktører på vej mod et bæredygtigt samfund.

Bæredygtige principper

Motivationen bag Til fremtidens virksomheder er todelt og tager på den ene side sit intellektuelle afsæt i et ønske om at præge den brede debat om virksomheders samfundsmæssige rolle (eller ”eksistensberettigelse”).2 Argumentet er her, at virksomheder ”ikke findes for at tjene penge, men for at fremme trivsel for mennesker og naturgrundlaget som helhed.”3

Bogens andet og mere konkrete ærinde er at skitsere en form for ideel virksomhedsprototype, som så vidt muligt er tilpasset et samfund i bæredygtig balance. Forfatterne bruger her billedet på de unges nært forestående indtræden på arbejdsmarkedet til at formulere en personlig appel til virksomhederne om at integrere ”krisebevidstheden” i deres kerneforretning.4

Håndbogen er bygget op omkring 7 principper rettet imod virksomheder, som fungerer hver for sig, men som tilsammen udgør grundstenene til fremtidens bæredygtige virksomheder. Principperne lyder:

  1. Opsæt værn mod prioritering af profit
  2. Prioriter gode arbejdsliv
  3. Demokratiser beslutninger
  4. Producer til brugere frem for forbrugere
  5. Producer socialt og økologisk regenerativt
  6. Tag ansvar for indflydelse på samfundet
  7. Anerkend grænser og stop overskalering

Lidt firkantet kan principperne inddeles i intern organisering og ledelsespolitik (princip 1-3 og 7) og virksomheden som samfundsaktør (princip 4-6), hvoraf fokus i det følgende vil være på sidstnævnte kategori.

Ansvar for sit aftryk

Princip 4 og 5 handler om produktionen af varer, som udgør en af virksomhedens berøringsflader til omverdenen, både i forhold til såkaldt ”upstream” (produktionsforhold, transport m.m.) og ”downstream” i salget til kunder. Selve produktionen af varerne bør udføres på en social og økologisk regenerativ måde, som bidrager til at genopbygge økosystemer og forbedre forhold for lokalbefolkninger gennem hele den værdikæde, som virksomheden indgår i.

Disse principper forudsætter, at virksomheder laver faktuelle opgørelser over deres påvirkning på omverdenen, hvilket langtfra altid er tilfældet. En kritik af netop disse opgørelser leveres på overbevisende vis af Laurie Parsons i hendes bog Carbon Colonialism: How Rich Countries Export Climate Breakdown (2023). Parsons udstiller en form for falsk moral bag den markedsbaserede miljølogik, som bygger på en accept af manglen på information omkring internationale værdikæder.

Udover produktionsforholdene bør virksomheder ifølge Den Grønne Ungdomsbevægelse tage ansvar for varen også efter salget ved at øge holdbarheden og muligheden for reparation. Dette princip spiller ind i diskussionen om den designpraksis, som går under navnet ”planlagt forældelse,” og som betyder, at mange af de produkter, vi omgiver os med, bevidst er designet til at gå i stykker indenfor et vis tidsrum.

Virksomheden som samfundsaktør

Bag de konkrete anbefalinger og eksempler er det grundlæggende ærinde i Til fremtidens virksomheder et opgør med virksomheder som apolitiske og amoralske aktører, og dermed også et opgør med arbejdspladsen som en værdineutral arena, hvor demokratisk medbestemmelse i stedet skal præge de store beslutninger.

Virksomheden som samfundsaktør skal ikke forstås sådan, at virksomheden nødvendigvis handler ud fra moralske principper, men bør derimod ses i forlængelse af sociologen Ulrich Becks koncept ”subpolitik,” som hverken betegner politik eller ikke-politik, men økonomisk styret handling for at opnå særlige interesser.5 I en videreudvikling af Becks koncept skelner Mads P. Sørensen og Boris Holzer mellem aktiv subpolitik, som fx er aktivisters tilsigtede indsats for at skabe social og politisk forandring, og passiv subpolitik, som peger på, hvordan handlinger udført af aktører, som typisk ikke er interesseret i at handle politisk, ikke desto mindre har politiske konsekvenser.6

Uden at bruge samme betegnelser er det både den passive og den aktive subpolitik, som Den Grønne Ungdomsbevægelse mener, at virksomheder i langt højere grad bør være bevidste om. Det er altså ikke tilstrækkeligt at kortlægge sin (oftest) utilsigtede negative påvirkning på omverdenen. Forfatterne ser også gerne en mere aktiv subpolitisk tilgang fra virksomhederne i form af fx regenerative aftryk på omverdenen og en øget selvbevidsthed om rollen som samfundsaktør.

Nødvendigt med politisk handlen

Henimod slutningen af håndbogen kommer forfatterne med en sober erkendelse: Vi opnår ikke en bæredygtig og fremtidsrustet privatsektor gennem fokus på enkeltvirksomheder alene. Konklusionen bliver her, at ”de brede rammer for transformationen trods alt må fastlægges politisk”, da det bl.a. kræver parallelle skærpelser inden for internationalt samarbejde om reguleringer for at undgå konkurrenceforvridning og lignende.7

Et markant eksempel i håndbogen på en politisk løsning er den øjeblikkelige ulovliggørelse af reklamer for fossile produkter, biler og flyrejser, kød og mejeriprodukter. Dertil bør reklamer for varer og tjenester i det offentlige rum udfases helt inden 2030. Dette flugter med håndbogens sjette princip om at tage ansvar for indflydelse på samfundet, herunder reklamer og markedsføring. Og det er nødvendigt: For trods udviklinger inden for markedsføringslovgivning og -praksis kan man stadig se ekkoer af olieselskabet Essos gamle reklame fra 1949: “The better you live, the more oil you use.”8

En af tidens vigtigste debatter

Til fremtidens virksomheder berører nogle helt centrale – og meget aktuelle – perspektiver på virksomheders samfundsansvar og skriver sig dermed ind i en af tidens vigtigste debatter. Selvom den nogle steder fremstår en smule simplificeret (de nævnte cases kunne med fordel udbygges en smule), får man indtryk af, at det snarere skyldes det lille håndbogsformat end idéernes manglende dybde eller relevans. Som erklæret håndbog formår Til fremtidens virksomheder langt hen ad vejen at præsentere vedkommende og praktiske anbefalinger, som samtidig bevæger sig på et principielt og moralsk niveau.

Blandt de mere markante yderligere anbefalinger fra håndbogen er bl.a. etablering af konkrete grænser for vækst inden for geografi, økonomi, produktionsforhold, medarbejderantal, arbejdstid (30 timer), udledninger, løn og organisatorisk kompleksitet. Sidstnævnte kan adresseres gennem en decentralisering af virksomhedens beslutningskraft og en juridisk adskillelse imellem beslutningstagere og dem, som profiterer af virksomhedens overskud. Vil man gå skridtet videre, kan man vælge at overgå til en kollektiv ejerskabsform, som er ”godt gearet til at varetage bredere sociale og økologiske hensyn”.9

Flere af disse anbefalinger vil utvivlsomt opfattes som mere eller mindre radikale forslag, da de udfordrer en række grundantagelser om, hvad virksomheders formål og mandat er. Således indvendte Anne Højer Simonsen, vicedirektør med ansvar for klima, grøn omstilling og energi i Dansk Industri, i kølvandet på udgivelsen af håndbogen: ”Jeg er enig i, at der produceres ting, vi ikke har brug for, men så skal forbrugerne lade være med at købe det. Det med at have nogle vogtere, der bestemmer, hvad der må produceres, tror jeg virkelig er en dårlig idé.”10

Til fremtidens virksomheder bevæger sig ikke ned ad en hidtil ubetrådt sti. Allerede Barry Commoners klassiske The Closing Circle fra 1971 adresserer “det fundamentale spørgsmål om, hvorvidt det økonomiske system omkring private virksomheders basale operationelle krav er kompatibelt med økologiske imperativer”.11 Derudover er det nok også på den helt korte bane et fåtal af virksomheder, som i praksis vil bruge Til fremtidens virksomheder som en decideret håndbog – måske snarere som et inspirationskatalog.

Ikke desto mindre udgør den lille bog et aktuelt og kærkomment indspark i debatten om virksomheders samfundsansvar, og sammen med det også konkrete anvisninger til vejen mod et bæredygtigt samfund. Den Grønne Ungdomsbevægelses kritik af privatsektorens undervældende (og ofte undergravende) bidrag til et samfund i bæredygtig balance med menneskelig trivsel og planetære grænser er moralsk legitim. Samtidig er forfatternes ambitionsniveau stærkt præget af det igangværende ”økologiske kollaps”, som implicit er med til at berettige en øget grad af uopsættelighed og kompromisløshed omkring bogens centrale argumenter og anbefalinger.12 Med tanke på den hastige udvikling, som forventningerne til virksomheders samfundsansvar undergår i disse år, og som er med til at belyse deres funktion som subpolitiske aktører, vil det tankegods, som ligger til grund for Til fremtidens virksomheder, med stor sandsynlighed være med til at præge fremtidens virksomheders måde at drive forretning på.

Jakob Skovgaard er ph.d. i historie.

Illustration midt i artiklen er efter www.dgub.dk/haandbog & www.dgub.dk/blog/kan-danish-crown-levere-en-omstilling & The Lackawanna Valley, George Inness, 1856, National Gallery of Art, Washington DC

Print Friendly, PDF & Email
  1. Se anmeldelse i Eftertryk: https://www.eftertrykket.dk/2023/12/05/er-vaeksten-forudsaetningen-eller-hindringen-for-den-baeredygtige-omstilling/
  2. Den Grønne Ungdomsbevægelse: Til fremtidens virksomheder. En håndbog, Økotopia: 2024, s. 20.
  3. Den Grønne Ungdomsbevægelse, s. 19.
  4. Den Grønne Ungdomsbevægelse, s. 6.
  5. Ulrich Beck: Subpolitics: Ecology and the Disintegration of Institutional Power, i: Organization and Environment: 1997.
  6. Mads P. Sørensen & Boris Holzer: Rethinking Subpolitics: Beyond the ‘Iron Cage’ of Modern Politics?, i: Theory, Culture & Society: 2003.
  7. Den Grønne Ungdomsbevægelse, s. 101, 105.
  8. Bill McKibben: The End of Nature, Random House: 1989, s. 146.
  9. Den Grønne Ungdomsbevægelse, s.37-39.
  10. Jørgen Steen Nielsen: De unge inviterer virksomhederne ind i deres grønne drømme, i Dagbladet Information: 9. juni, 2024.
  11. Barry Commoner: The Closing Circle, Knopf: 1971 (egen oversættelse).
  12. Den Grønne Ungdomsbevægelse, s. 20.