Bør NATO lade Kyiv angribe dybt ind i Rusland?
Af Klaus Kondrup
Mange i de vestlige lande synes at være opsat på, at regeringen i Ukraine skal have lov til at skyde ind i Rusland med langtrækkende missiler, men er det en god ide?
Når man eskalerer en konflikt ved at tage hårdere midler i brug, uden at modparten gengælder, kan man hævde at have etableret dominans gennem optrapning: De andre har fået en lærestreg og er holdt op med at svare igen. Men konflikter har det med at bevæge sig ud af kontrol, når to parter gengælder over for hinanden, i håbet om at nu holder den anden inde med at skyde tilbage. Man slapper af et øjeblik, sænker paraderne og tænker: ’Der fik de den. Nu stopper det.’ Og så kommer gengældelsen pludselig en dag.
Når der ikke er grænser for, hvad to parter i en konflikt kan finde på at gøre ved hinanden, kalder vi det for krig. For stater er krig det højeste niveau af konflikt. Tingene kan dog alligevel eskalere. Horisontalt, ved at flere inddrages i krigen, og vertikalt, ved at der bringes nye våben i brug, som da USA for eksempel brugte to atombomber mod Japan, over Hiroshima og Nagasaki, i august 1945. Da etablerede de dominans gennem optrapning. Over for hele verden.
For tiden ser vi horisontal eskalering af Ukraine-krigen. Kina og Iran sanktioneres for at hjælpe Rusland. Nordkorea har også givet en håndsrækning til russerne ved at levere blandt andet 152 millimeter-artillerigranater. Ukrainerne bruger den vestlige 155 millimeter-standard og har måttet rationere kraftigt med dem i mere end et år. Hvem havde troet, at man ville få brug for så mange artillerigranater i moderne krig? Pyongyang selvfølgelig. Men Nordkorea kan ikke sanktioneres. De er allerede i maks. Ligesom russerne selv. De kan lave sanktioner mod os, men sanktionsskruen har for vores vedkommende fået en ende. Hvis vi skal eskalere yderligere, bliver det ved at angribe Rusland på deres logistik: radere, satellitter, veje, jernbaner, koncentration af tropper og materiel, strategiske byer og vital infrastruktur.
NATO har en del at komme med, når vi taler ammunition med fremføringsmidler, som har en længere rækkevidde, altså missiler af forskellig slags. NATO skilter ikke med det, men vi ved alligevel nok til, at det har en afskrækkende effekt på fjenden; det er usandsynligt, at Rusland ønsker en krig med NATO, hvis de kan undgå det. For os vil det tage tid at få skytset i stilling, men hvis først der officielt udbryder krig mellem Moskva og NATO, vil vi hurtigt kunne centrere en del ildkraft omkring knudepunkter som Rostov ved Don og Belgorod. Moskva vil være sensitive over for en sådan eskalering, da den, hvis den foregår uforstyrret, vil kunne sætte hele den russiske krigsmaskine på pause og fratage Moskva den strategiske fordel, de nyder godt af nu. Det betyder, at de vil se sig nødsaget til at handle.
Moskva har for tiden den politiske fordel, at Kyiv ikke kan blive medlem af NATO, så længe der er kampe på ukrainsk territorium; det vil NATO ikke risikere, da det vil være uoverskueligt at havne i direkte krig med Moskva; men denne fordel forsvinder, hvis der officielt er krig mellem NATO og Moskva. En anden fordel, russerne har, er militær: De russiske væbnede styrker (AFR) overtager stillinger fra de ukrainske væbnede styrker (AFU) ved beskydning med artilleri og svævebomber efterfulgt af stormtropper. Det går kun en vej. Og på grund af den politiske fordel, kan Moskva i ro og mag se AFR sikre sig de territorier, som Kreml har proklameret tilhører Rusland.
NATO skal derfor opgive ævred (scenarie 1) eller lade stå til (scenarie 2).
Det første scenarie er at få Moskva til at acceptere kapitulation fra Kyiv. Det hurtigste vil være at indsætte en ny regering, afskaffe dekretet med restriktioner på forhandling og se, om ikke man vil kunne komme i dialog om nogle gunstige betingelser og helst redde Odessa, den vigtige havneby, hvorigennem et fremtidigt regime i Kyiv vil kunne udskibe landbrugsprodukter og få en økonomi i gang.
Men lad os være realistiske og gå videre til scenarie 2. Når Vuhlidar og Pokrovsk er faldet, vil kampene centrere sig om området øst for Oskol-floden, syd for Kup’yans’k og intensiveres omkring Zaporizjzja, indtil AFR enten går mod Kyiv eller vil forsøge at krydse Dnepr. Et sandsynligt udfald er, at vi inden for en kortere årrække vil have en frossen konflikt ind over Dnepr-floden, hvor AFR ikke kan komme over på den anden side, mens Europa tager flygtningestrømmen fra Kiev. Et rædselsscenarie. For alle parter. AFR skal døje med vrede nationalister i de oblaster, der har mange Kyiv-sindede borgere, som formodentligt ikke vil flygte. EU vil stå med et sønderskudt Ukraine, som vil have lange udsigter til at blive et funktionelt land.
Hverken scenarie 1 eller 2 er ønskelige for Washington, Bryssel eller Kyiv. Våbenhvile har Kreml intet incitament til at gå med til, da det kun vil hjælpe AFU med at udbedre manglen på mandskab, materiel og moral, hvilket kun vil betyde flere døde russere. Men hvis man hverken kan opgive eller lade stå til, kan man eskalere.
NATO har derfor et klart incitament til at eskalere til scenarie 3: Lige nu overvejes det blandt NATO-lande ’at give AFU lov’ til at fyre missiler dybt ind i Rusland. Det er den formulering, vi har i NATO. For tiden tygger Washington på det. Konsekvenserne er uoverskuelige, for fjenden ser det sådan, at det er NATO, som vil skyde missiler ind i Rusland, hvorfor Kreml i givet fald vil opfatte sig i diekte krig med NATO. Vi kan jo være ligeglade med fjendens opfattelse, for det har vi jo været hidtil, og det er gået meget godt, synes vi måske: Det er jo kun Ukraine, som er blevet smadret, de ukrainske mænd må ofres for en højere sag. Det synes at være opfattelsen i Kongressen.
Jamen, vil jeg sige, og det er her, at jeg tænker, man vil kunne forstå min overvejelse, om ikke scenarie 1 er det bedste udfald, vi kan få. Jeg er kun en skrivebordsgeneral og har kun den sildesalat, jeg rører sammen til julefrokost, men til gengæld har jeg intet at miste, så måske vil man alligevel tage stilling til det, jeg siger, uden med det samme at tænke, at jeg er en russer i forklædning. For scenarium 3 er for mig at se temmelig risikabelt, og faktisk var det scenarie årsagen til, at geopolitikkyndige de seneste 30 år har advaret mod en konfrontation mellem NATO og Rusland over Ukraine: Når NATO begynder at skyde ind i Rusland, så vil de skyde tilbage. Og nej, de skal ikke først skralde en vaskemaskine og i gang ved ambolten for at lave raketter, som von der Leyen engang ville have os til at tro. Hvis der er noget, fjenden kan, er det avanceret raketteknologi.
Og Rusland har mange missiler; også hypersoniske, som kan trænge igennem vores luftforsvar: Når vi går i gang med at beskyde deres radarstationer for at kunne trænge bedre igennem med vores missiler, skal vi angribe først og hurtigt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vinde noget i den kamp. Hvad de så vil forsøge og hvornår, er ikke helt til at vide, men det gør det faktisk ikke mere betryggende. Vil de prøve at ramme vores satellitter ude i rummet? Kan de det? Vil vi så skulle skyde deres satellitter ned? Kan vi det? Det russiske luftforsvar er meget avanceret. Uden satellitter bliver det vanskeligere at ramme noget. Hvem har fordelen af det? Og vil det så stoppe der? Eller bliver vi da så sure, at vi vil forsøge at eskalere yderligere? Pointen er, at hvis vi forestiller os, hvad der kan ske, er der ikke langt fra, at vi begynder at fyre langtrækkende missiler ind i Rusland, til at det er en ret alvorlig situation, vi befinder os i. Uanset, om vi synes, det er retfærdigt eller ej. Og derfor synes jeg, at vi skal til at overveje, hvad vi vil med det her, nu, for pludselige desperate panikreaktioner er det sidste, vi har brug for. Indtil videre har vi fået at vide, at statsministeren ikke tror, at AFR vil skyde igen, hvis vores F-16 affyrer missiler ind i Rusland. Hvad bygger hun det på? Jeg har fulgt det her siden 1990’erne, og jeg tænker, at det er tid til at overveje, om ikke nok er nok. Hvad er det, vi kan vinde ved at fortsætte?
Cand. mag. Scient. Pol. Ph.d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig
