Hvad kæmper vi for?

Af Sidsel Dorthea Vedel
Billede af Anna Holmberg¹

Da krig igen brød ud i Europa, gik to ting op for mig. For det første, at jeg aldrig før havde forstået den fulde betydning af at stå ved sine meningers mod. For det andet, at det i en krigstid er svært overhovedet at afgøre, hvor andre menneskers meninger ender, og ens egne begynder. Modet må man selv finde, men måske filosofien kan hjælpe os med at få klarhed i tanken.

At Første Verdenskrig var en meningsløs krig, udkæmpet mellem stormagter, der aldrig burde være havnet i krig med hinanden, er ikke i dag et udsagn, der kan få særlig mange til at springe op af stolen og spytte fornærmelser ud over den stakkel, der ytrer det. I begyndelsen af 1918 er det dog en anden snak. De britiske styrker er på tilbagetog, man frygter et nederlag til Tyskland, og det sidste, man har brug for, er, at soldaterne mister troen på, at det, de dør for, i det mindste er noget værd.

Da den unge forfatterinde Rose Allatini i denne skæbnestund for britisk krigsheld udgiver en roman om en ung mand, der åbent forfægter det skitserede synspunkt, beslutter man sig derfor for at slå hårdt ned.² I maj 1918 udkommer Despised and Rejected, og ikke engang seks måneder senere er bogen forbudt.

At kritisere igangværende krige kan være forbundet med store omkostninger, socialt og økonomisk. Ikke desto mindre påhviler det ifølge den ungarske filosof Ágnes Heller den civile befolkning at forholde sig til, om de krige, stater udkæmper mod hinanden, er retfærdige, og at fordømme de krige, der ikke er det.

For at kunne forholde sig til, om en krig er retfærdig eller ej, kræver det dog, at man har en idé om, hvad det indebærer. I filosofien er der grundlæggende tre positioner, man kan indtage: Pacifismens, der hævder, at al krig er uretfærdig; realismens, der hævder, at retfærdighed er krig uvedkommende; og Just War Theory som er en samlebetegnelse, der dækker over alle filosofiske teorier, der hævder, at man meningsfuldt kan tale om retfærdighed i krig, og som beskæftiger sig med, hvad det vil sige.

***

Ifølge historikeren Rory Cox har spørgsmålet om, hvornår krige er retfærdige, optaget menneskeheden siden i al fald det tredje årtusinde før vores tidsregning.³ Interessant nok, viser der sig at være en vis konstans i, hvad vi ser som retfærdige grunde til at gå i krig. De ældste kilder, Cox har fundet, stammer fra det gamle Egypten, og nævner både retten til at forsvare sig selv og sine allierede, og til at skride ind over for fremmede staters barbari, som retfærdige grunde til at gå i krig.

Spoler man tiden 5000 år frem, er det svært ikke at se parallellen, når Seth Lazar netop fremhæver retten til nationalt forsvar (sit eget og sine allieredes), og retten til humanitær intervention over for grusomheder begået af fremmede stater, som de to primære årsager til krig⁴, der anerkendes som retfærdige inden for det, der i fagfilosofien er kendt som traditionel Just War Theory.⁵ Traditionel Just War Theory er i overvejende grad legalistisk, hvilket vil sige, at den i store træk svarer til, hvad der er international lov omkring krigsførelse.

Ligesom der historisk set har været forskel på, hvad man betragter som væsentligt for krigens retfærdighed, er der det også i dag. Ikke desto mindre hersker der nogenlunde enighed om en række betingelser, der skal være opfyldte, før der kan være tale om retfærdig krig. Betingelserne deler sig traditionelt i to kategorier: Jus ad bellum, der angår krigens grundlag, og jus in bello, der angår krigsførelsen.⁶ Nedenstående liste er således et typisk eksempel på, hvilke krav moderne teoretikere inden for Just War Theory mener, at en retfærdig krig bør opfylde:⁷

***

At en krig har et retfærdigt grundlag, gør ikke, at de midler, den føres med, nødvendigvis også bliver retfærdige. Det er let at forestille sig en situation, hvor en krig udkæmpes af retfærdige årsager, men hvor de midler, der tages i brug, bryder med principperne for jus in bello, og det er også let at forestille sig mere eller mindre desperate omstændigheder for en sådan situation. Eksempelvis forekommer der at være forskel på, om uretfærdige midler tages i brug, fordi det eneste, man går op i, er at vinde krigen, eller fordi det er den eneste måde, man kan vinde krigen på.

Det mener i al fald Michael Walzer, der i 1977 skrev Just and Unjust Wars, der nok er det tætteste, Just War Theory kommer på et moderne hovedværk. Her argumenterer han for, at det i yderste nødstilfælde kan være nødvendigt at bryde reglerne for retfærdig krigsførelse, ”hvis Himlen er ved at falde sammen over os”.⁸ Han understreger, at det ikke betyder, at reglerne ikke fortsat gælder i dette tilfælde – blot, at det kan være nødvendigt at bryde dem.

En variation af dette synspunkt finder man hos hans kollega John Rawls, der argumenterer for, at hvilke midler, man må tage i brug, afhænger af, hvor tydeligt retfærdig en sag, man kæmper for: ”Selv i en retfærdig krig er der former for vold, som er strengt uacceptable; og hvor et lands ret til krig er tvivlsom og usikker, er begrænsningerne for, hvilke midler, man må bruge, så meget strammere”.⁹ Han nævner krig i selvforsvar som et eksempel på en krig, hvor man har ret til at gå længere end i de fleste andre krige.

Modsat skelner den britiske moralfilosof Elizabeth Anscombe skarpt mellem drab og mord, som hun definerer henholdsvis som at dræbe folk, der kæmper som soldater, og folk, der forsyner soldaterne med de midler, de skal bruge, for at kunne fortsætte krigen (drab), og som at dræbe folk, der ikke er direkte involveret i krigen (mord).¹⁰ Mens Anscombe anerkender nødvendigheden af drab i krig, fastholder hun forbuddet mod mord som absolut.

***

Uenighederne mellem de tre filosoffer er dog ikke større, end at langt de færreste krige lever op til deres kriterier for en retfærdig krig. Ikke desto mindre er det en selvstændig pointe for mange fortalere for Just War Theory, at nåleøjet for retfærdighed ikke skal blive for snævert. Som Michael Walzer skriver: ”En retfærdig krig er, og bør være, en krig, det er muligt at kæmpe”.¹¹

At en retfærdig krig skal være mulig at kæmpe, handler for Walzer om, at han mener, at krig, som verden er nu, er nødvendig. Er krig en nødvendighed, må man gøre, hvad man kan, for, at den i det mindste bliver så retfærdig som muligt.

Hvis retfærdig krigs teoretiske mulighed i praksis viste sig som en umulighed, ville Just War Theory ikke adskille sig fra pacifismen i den forstand, at al krig ville være uretfærdig. Ifølge Elizabeth Anscombe er dette pacifismens største svaghed. Hun anklager pacifismen for at ophæve distinktionen mellem legitime og illegitime angrebsmål ved at gøre alle angreb lige illegitime.¹² Skal vi kunne sige fra over for grusomheder begået i retfærdighedens navn, må vi ikke miste blik for forskellen.

En anden kritik af pacifismen kommer fra Walzer, der skriver, at hvor pacifismen kritiserer krig udefra, fra de magtesløses position, består Just War Theory’s rolle ifølge Walzer i at kritisere krigen indefra, fra magtens midte. Formålet er få indflydelse på, hvordan krig føres.

Walzer har da heller aldrig været bleg for at omsætte teori til praksis og udtaler sig hyppigt om, hvilke krige der er både nødvendige og retfærdige at udkæmpe. Senest har han udtalt sig om Israels krig mod Gaza, som han i ZEITmagazin betegner som en retfærdig krig, selvom han kritiserer de midler, Israel har taget i brug.¹³ Kritikken af Israels brutale krigsførelse går dog ikke længere, end at Walzer i samme interview roser den amerikanske regering for at levere våben til krigen.

I sin betegnelse af krigen mod Gaza som retfærdig påkalder Walzer sig sin skelnen mellem jus ad bellum og jus in bello. Han betoner, at Israel ikke befinder sig i en undtagelsestilstand, og at de særlige omstændigheder, som jeg beskrev ovenfor, derfor ikke er til stede. Krigen skal altså vurderes ud fra de sædvanlige kriterier, og vurderingen er, at selvom krigen føres med uretfærdige midler, er den fortsat – overordnet set – retfærdig.

***

For Anscombe er vurderingen af en krigs retfærdighed en helhedsvurdering, og hun skelner derfor ikke mellem retfærdighed i midler og retfærdighed i mål. Føres en krig, der ellers ville have været retfærdig, med uretfærdige midler, ophører krigen ganske simpelt med at være retfærdig.

Når Anscombe insisterer på, at principperne for retfærdig krig ikke må overtrædes, handler det om ikke at lade sig friste til at gøre det onde i det godes tjeneste. Som bekendt er vejen til Helvede brolagt med gode intentioner, og den vej må vi ikke dreje ind på. Hvor omfangsrigt et krav, det er, kan man få en idé om ved at læse pamfletten Justice of the Present War Examined, som hun skrev i 1939 – altså da Storbritannien går ind i krigen mod Tyskland.

Her kommer hun frem til, at Storbritanniens indtræden i krigen ikke lever op til kriterierne for retfærdig krig, og derfor ikke bør gennemføres. Ikke fordi kampen mod Hitlers Tyskland ikke er retfærdig, men på trods deraf: ”Vi kæmper imod en uretfærdig sag, men ikke for en, der er retfærdig”.¹⁴

Det er ikke alle kriterierne, som Anscombe ikke mener, at Storbritannien opfylder eller med rimelighed kan forventes at komme til at opfylde. Storbritannien har en retfærdig anledning, det er en legitim autoritet med en rimelig sandsynlighed for at kunne sejre, og Anscombe medgiver, at der i 1939 formentlig ikke er nogen vej uden om krig.

Men hun mener ikke, at den retfærdige anledning, Storbritannien har, er den faktiske anledning til, at man ønsker at gå ind i krigen; hun forventer ikke, at det gode, der vil komme ud af krigen, vil opveje de dårligdomme, den også vil føre med sig; og endelig kan hun ikke se, at der er grund til at gøre sig forhåbninger om, at Storbritannien vil føre krigen med de mindst skadelige midler.¹⁵

Formålet er ikke at afgøre, om Anscombe har ret i sin konkrete analyse, men at vise, at retfærdighed ikke er en entydig størrelse, men ofte er i konflikt med sig selv. Netop fordi nedkæmpelsen af Hitlers regime er så klart et eksempel på en retfærdig sag, viser det, at det ikke kun er midler og mål, der kan være spænding i mellem, men den retfærdige anledning og alle de andre kriterier. Hvor langt er vi villige til at gå, hvis den retfærdige årsag er retfærdig nok? Hvor langt bør vi gå?

***

Ser man krig som noget, der skal, eller potentielt kan, skabe retfærdighed, kan det være svært at forsvare ikke at gøre alt for, at retfærdigheden kan ske fyldest. Det er en udfordring, der slæber efter Just War Theory som en skygge.

Den hollandske renæssancejurist Hugo Grotius – hvis De Iure Belli ac Pacis (Om loven om fred og krig, red.) har haft stor indflydelse på, hvad vi i dag anser for at være retfærdig krigsførelse – advarer imod at tro, at et retfærdigt formål automatisk giver ret til at føre krig.¹⁶ I stedet argumenterer han for, at det retfærdige at gøre ofte vil være at nedlægge sit krav om retfærdighed for at sikre freden. Det er blandt andet hans overvejelser om dette spørgsmål, der har ført til, at kriteriet om den retfærdige årsag er suppleret med en række yderligere kriterier. Det er ikke kun retfærdigheden, der er blind, det er også hadet, og derfor må retfærdigheden tøjles, hvis den ikke skal løbe løbsk.

Der er dog fortsat kritikere af Just War Theory, der mener, at spændingen mellem de mange kriterier risikerer at springe Just War Theory indefra. En af kritikerne er den serbiske filosof Jovan Babić, der problematiserer, at retfærdighed har erstattet fred som det, en krig bør ende med.¹⁷ Det betyder, at krige, der bliver set som retfærdige, risikerer at fortsætte længere, end de ellers ville have gjort, da den fred, der skal til for at afslutte dem, ikke bare skal være en fred, som de involverede parter kan acceptere, men også en retfærdig fred.

Eksempelvis skriver Michael Walzer, at en retfærdig krig almindeligvis bør ende med genetableringen af status quo ante, det vil sige af status quo før krigen.¹⁸ I en aggressionskrig indebærer det, at aggressoren slås tilbage, og at grænserne reetableres, som de var før krigens udbrud. Det er kun retfærdigt. Til gengæld betyder det også, at substantielle kompromisser ikke kan komme på tale. Selvom fred måske kunne nås ved at give indrømmelser til den angribende part, ville det ikke være retfærdigt, og derfor må krigen fortsætte.

***

Dette bringer os til realismen. Det er den almindelige forståelse, at realisme er en mere ’rå’ krigsfilosofi, og at fortalere for realisme er mere tilbøjelige til at være fortalere for at gå i krig. Som Walzer beskriver realismen i første kapitel af sin bog: ”Ordsproget, alt er fair (alt er fair i kærlighed og krig, red.), påberåbes for at forsvare adfærd, der bliver anset for at være uretfærdig”.¹⁹ I Walzers udlægning er realismen altså en doktrin, der under dække af at resignere over for tingenes tilstand, hvor grusom den så er, ender med at legitimere den.

Ifølge filosoffen Valerie Morkevičius er det dog en forsimplet udlægning. Ifølge hende risikerer vi, at retfærdigheden viser sig at være mere rå end realismen.²⁰ Realismen lægger vægten på overlevelse, som den ser som drivende for staters beslutninger, og ud fra det perspektiv giver det ikke mening at føre krige motiveret af retfærdighed, medmindre de samme krige er af afgørende betydning for statens egen overlevelse. Et sted, hvor retfærdighed og overlevelse overlapper, er i forsvarskrigen, og Morkevičius fremhæver, hvordan forsvarskrig i realismen sågar kan inkludere forebyggende krig ud fra den devise, at angreb er det bedste forsvar.

Også Just War Theory tillader forsvarskrigen, men begrænser konventionelt forsvarskrig til at dække krige, hvor staten er under angreb, og tillader kun forebyggende krig i tilfælde, hvor der foreligger pålidelige efterretninger om, at et angreb udefra er umiddelbart forestående. På forsvarsspørgsmålet er der altså ikke nogen tvivl om, at Just War Theory’s forskrifter er mere restriktive end realismens. Til gengæld tillader Just War Theory en helt anden type krig, den humanitære intervention, som realismen vil være tilbøjelig til at afslå, da den repræsenterer en risiko, det sjældent kan betale sig at løbe.

Det leder Morkevičius frem til den konklusion, at Just War Theory i sidste ende kan ende med at retfærdiggøre flere krige end realismen. Hvis flere krige betyder, at retfærdigheden håndhæves, kan man selvfølgelig argumentere for, at flere krige ikke er så skidt endda. Hvis en stat begår forfærdelige forbrydelser mod sin egen befolkning eller en nabostat, og en anden stat eller en koalition af stater, har den fornødne styrke til at intervenere på en måde, der lever op til kriterierne for retfærdig krigsførelse, bør den så ikke gøre det?

Også dét er Morkevičius dog skeptisk over for. Mens det er utænkeligt for hende helt at opgive Just War Theory, understreger hun, at der er begrænset evidens for, at retfærdighed faktisk opnås gennem krig: ”Muligheden for at udbrede retfærdighed ved hjælp af militære midler, særligt ved hjælp af tredjepartsinterventioner, forbliver højst tvivlsom. Nyere erfaring tyder på, at regimeskifte og statsopbygning, lige meget hvor nobel, den underlæggende årsag er, er meget komplekse og langvarige bestræbelser. De slår ofte fejl”.²¹

En anden – og for mig at se mere frugtbar – måde at imødegå Morkevičius’ kritik på, er at spørge, om alle de krige, der føres under retfærdighedens banner, i virkeligheden er retfærdige. Ágnes Heller skriver eksempelvis, at humanitære interventioner, som hun kalder befrielseskrige, kun i sjældne tilfælde kan retfærdiggøres, navnlig hvis der er risiko for folkedrab.²² Når noget omtales som en befrielseskrig, skal man ifølge Heller spidse ører, for det heroiske ønske om befrielse af et undertrykt folk bruges ofte som en trojansk hest for mere lyssky interesser.

Disse krige lever ikke op til kriteriet om, at den faktiske årsag til krigen skal være sammenfaldende med den retfærdige årsag, og derfor er de kun på overfladen retfærdige. Problemet er derfor ifølge Heller ikke Just War Theory, men stater, der misbruger Just War Theory’s begreber til at forfølge egne interesser.

Historien skorter ikke ligefrem på eksempler på krige, der begrundes med befrielse, men rimer bedre på berigelse. Skal man alligevel hive ét eksempel frem, er Mellemøsten et oplagt sted at kigge. Her har amerikanske og europæiske stater igennem de sidste årtier gennemført flere krige, der enten primært eller sekundært er blevet beskrevet som humanitære interventioner, og her gemmer der sig samtidig store reserver af nogle af verdens mest værdifulde energikilder, såsom olie og litium. ”Historie er ikke kvantefysik”, som Chomsky siger i et interview i 2011, ”så der er altid rigelig plads til tvivl”.²³ Ikke desto mindre forekommer det sandsynligt, at den store interesse for mellemøstlige forhold stammer fra et ønske om at have kontrol med, hvad der sker i regionen.

***

Mens Morkevičius foreslår en revision af Just War Theory, der har formindskelsen af antallet af krige som selvstændigt mål, rejses der også mere grundlæggende kritikker af Just War Theory. Der er langt fra plads til at gennemgå dem alle, men her til slut vil jeg kort komme ind på én, der udover at være en kritik er et alternativ.

Kritikken går på en antagelse, der går igen i store dele af Just War Theory-traditionen, nemlig at der i en krig kun kan være én retfærdig side. Den spanske teolog Francisco de Vitoria (der ligesom Grotius har været en formativ skikkelse for Just War Theory) karakteriserer i sit skrift Om krigens lov fra 1539 slet og ret retfærdighed på mere end én side for en umulighed.²⁴ Dette standpunkt er siden blevet overtaget af mange fortalere for Just War Theory, herunder Michael Walzer.²⁵

Problemet med denne forståelse er ifølge Jovan Babić og hans landsmand Dragan Stanar, at selvom der uden tvivl eksisterer krige, hvor kun den ene part har retfærdigheden på sin side, er der en ikke uanseelig mængde krige, hvor retfærdighedsspørgsmålet ikke kan afgøres så let, og som man med fordel kan forstå som krige om retfærdighed.²⁶

Her forstås krig som en brutal måde at nå frem til en beslutning om, hvad tingenes tilstand skal være – hvad den retfærdige indretning af samfundet er – når alle andre måder at afgøre dette spørgsmål på er slået fejl. Det står i modsætning til at se retfærdig fred som genetableringen af status quo ante, eftersom fred i denne type krig lige så vel kan være genetableringen af den gamle fred som etableringen af en ny.

Denne type krig karakteriseres af Babić og Stanar som retfærdiggjort krig. At en krig er retfærdiggjort, handler ikke om, at den er retfærdig på begge sider (tværtimod – de to filosoffer argumenterer i lighed med pacifismen for, at ingen krige er retfærdige), men om, at begge sider har gode grunde til at føre den.

Forskellen mellem en retfærdig og en retfærdiggjort krig er, om retfærdiggørelsen forstås som normativ eller faktuel. Den normative retfærdiggørelse er den, vi kender fra Just War Theory, hvor den faktuelle retfærdiggørelse snarere ligner den, realismen vender sig mod: ”Vi kan være retfærdiggjorte i at gøre noget, når det er nødvendigt, og når det repræsenterer vores bedste (tvungne) mulighed, men det indebærer ikke nogen normativ nødvendighed, og det negerer heller ikke situationens tragiske natur”.²⁷

En af de ting, der ofte går galt, når den offentlige samtale falder på den historiske baggrund for udbruddet af krige, er, at en placering af ansvar hos én part forstås som en frikendelse af den anden. Det ses eksempelvis i den offentlige debat om Ukraine-krigen, hvor forsøg på at undersøge det storpolitiske magtspil, der går forud for krigen, automatisk forstås som et forsvar for enten den ene eller den anden stormagt.

Men som Babić skriver, er spørgsmålet om, hvorfor en krig er startet, separat fra spørgsmålet om, hvad vi bør gøre, nu hvor krigen er startet.²⁸ Krige har det med at være kendetegnet ved at være kulminationen på en lang serie af begivenheder, og en anerkendelse af, at begge sider har truffet beslutninger, der har været med til at eskalere konflikten, tvinger os ikke til at fælde nogen bestemt normativ dom over krigen, selvom den selvfølgelig kan informere den dom, vi ender med at fælde.

***

En ung mand slentrer gennem de engelske bakker, uvidende om, at de tanker, han netop da tænker, skal blive årsag til, at den bog, han optræder i, lyses i band.²⁹ På sin vej passerer han en rekrutteringsplakat, der viser en højlænder, der peger ud mod de skønne marker bag sig og med et fordrende blik på beskueren spørger: ”Er dette ikke værd at kæmpe for?”. Den unge mand stopper op og smiler: ”Det er værd mere end det; det er værd – ikke at kæmpe for!”

Hvad end man selv mener er mest værd, må det være rimeligt, at man ved, hvorfor man mener det. I en krigstid er det dog ikke altid lige til at finde ud af, for ligesom krig er en kamp om at vinde på slagmarken, er det en kamp om sandheden, og også om retfærdigheden. Af den grund har der det med at være lige så mange udlægninger af, hvad der overhovedet er sket i krigen, som der er af, hvem der bør vinde den.

Det er ikke filosofien, vi skal spørge, hvis vi gerne vil vide, hvad der er sket, men den kan hjælpe os med at finde ud af, hvad der er retfærdigt. Ikke ved at svare på spørgsmålet, men ved at folde det ud. Filosofien kan ikke tænke for os, men den kan være et tankens gelænder, vi kan læne os op ad, så vi ikke snubler og falder over den offentlige mening.

 Sidsel Dorthea Vedel er kandidatstuderende og fast anmelder på netmediet Solidaritet.dk

1. Hejre 1, olie på lærred, 30×30 cm , 2014
2. Deborah Cohler, “Sapphism and Sedition: Producing Female Homosexuality in Great War Britain,” Journal of the History of Sexuality 16, no. 1 (2007): 68.
3. Rory Cox, “On the (Very) Ancient Origins of Just War and Its Lessons for Today,” E-International Relations (2023). https://www.e-ir.info/2023/11/02/on-the-very-ancient-origins-of-just-war-and-its-lessons-for-today/.
4. Rory Cox, “Expanding the History of the Just War: The Ethics of War in Ancient Egypt,” International Studies Quarterly 61, no. 2 (2017): 376ff.
5. Seth Lazar, “War,” i The Stanford Encyclopedia of Philosophy, ed. Edward N. Zalta (Spring, 2020). https://plato.stanford.edu/archives/spr2020/entries/war/.
6. I nyere Just War Theory har de to kategorier jus ante bellum samt jus post bellum, der angår retfærdighed før hhv. efter krigen, også vundet udbredelse. Her holder jeg mig dog til den klassiske version af Just War Theory.
7. Listen er lånt fra Stanford’s filosofiske encyklopædi. Lazar, “War.”
8. Michael Walzer, Just and Unjust Wars: A Moral Argument with Historical Illustrations (Basic Books, Inc., 1977), 230.
9. John Rawls, “Duty and Obligation,” in A Theory of Justice: Revised Edition (Harvard University Press, 1999), 332. Egen oversættelse.
10. Gertrude Elizabeth Margaret Anscombe, The collected philosophical papers of G. E. M. Anscombe. Vol. 3: Ethics, religion and politics (Basil Blackwell, 1981), 67.
11. Michael Walzer, “The Triumph of Just War Theory (and the Dangers of Success),” Social Research 69, no. 4 (2002): 935.
12. Anscombe, The collected philosophical papers of G. E. M. Anscombe. Vol. 3: Ethics, religion and politics, 57.
13. Paul Middelhoff, “Was ist ein gerechter Krieg?,” Die Zeit 17/2024 (21/4 2024). https://www.zeit.de/zeit-magazin/2024/17/michael-walzer-gerechter-krieg-israel-gaza.
14. Anscombe, The collected philosophical papers of G. E. M. Anscombe. Vol. 3: Ethics, religion and politics, 75.
15. Anscombe skelner som beskrevet ovenfor ikke mellem krigens midler og mål og anerkender derfor ikke, at en krig kan være retfærdig, hvis den ikke føres med retfærdige midler. Som man kan se, er det dog ikke kun kriterierne for jus in bello, hun ikke mener, at Storbritanniens krig mod Tyskland med rimelighed kan forventes at leve op til, men også to af kriterierne for jus ad bellum. Hendes kritik er derfor ikke overvundet, blot fordi man opretholder en skelnen mellem jus ad bellum og jus in bello.
16. Hugo Grotius, “Book ii,” i On the Law of Peace and War, ed. Stephen C. Neff (Cambridge University Press, 2012), 311.
17. Jovan Babić, “War Ethics and War Morality: An Introduction,” Conatus – Journal of Philosophy 8, no. 2 (2023): 14, https://doi.org/10.12681/cjp.36208.
18. Walzer, “The Triumph of Just War Theory (and the Dangers of Success),” 938.
19. Walzer, Just and Unjust Wars: A Moral Argument with Historical Illustrations, 4.
20. Valerie Morkevičius, “Power and Order: The Shared Logics of Realism and Just War Theory,” International Studies Quarterly 59, no. 1 (2015): 20, https://doi.org/https://10.1111/isqu.12152.
21. Morkevičius, “Power and Order: The Shared Logics of Realism and Just War Theory,” 21.
22. Ágnes Heller, Beyond Justice (Blackwell, 1987), 214.
23. Noam Chomsky, “On Libya and the Unfolding Crises,” interview af Stephen Shalom og Michael Albert, 2011, https://chomsky.info/20110330/.
24. Franscisco de Vitoria, “On the Law of War,” i Vitoria: Political Writings, ed. Anthony Pagden and Jeremy Lawrance (Cambridge University Press, 1991), §32.
25. Walzer, Just and Unjust Wars: A Moral Argument with Historical Illustrations, 59.
26. Jovan Babić, “Ethics in War and Ethics of War,” Conatus – Journal of Philosophy 4, no. 1 (2019): 15f, https://doi.org/10.12681/cjp.19708.
27. Dragan Stanar, “A ‘Just Cause’ or ‘Just A Cause’: Perils of the Zero-sum Model of Moral Responsibility for War,” Conatus – Journal of Philosophy 8, no. 2 (2023): 623, https://doi.org/10.12681/cjp.34553.
28. Babić, “Ethics in War and Ethics of War,” 14.
29. Rose Allatini, Despised and Rejected (Persephone Books, 2018), 197.