Den danske Hayek – Ågerup og borgerligheden

Hvad vil det sige at være borgerlig: Et opgør med velfærdssocialismen
Martin Ågerup
Grønningen 1, 2024

 

 

 

Af Ludvig Goldschmidt Pedersen

Martin Ågerup, den tidligere direktør for Cepos, har skrevet en fænomenalt god bog. Hvad det vil sige at være borgerlig er en overset perle i et voksende marked af borgerlige debatbøger. Til forskel fra de fleste andre debatbøger hæver Ågerup sig op over både nutiden og fortiden med en veludviklet filosofisk analyse, der afslører ham en skarp ideologisk tænker. Ågerup snubler dog et par gange undervejs igennem bogen. Enkelte steder ved at følge sin inspirator, den østrigske økonom Friedrich von Hayek, for langt, og andre gange ved ikke at tage hans besindige skepsis overfor udviklingen i samfundsvidenskaberne seriøst nok. Af den grund støder Ågerup på grund i den afgørende diskussion om den moderne stats centralisering af samfundslivet, som gemmer sig lige under overfladen i store dele af Hvad det vil sige at være borgerlig.

Indledningsvist vil jeg give en overflyvning af bogens budskab og teoretiske fundament for herefter at gå mere i dybden med dele af bogen senere i anmeldelsen. Overordnet er hovedfokus i bogen en definition af borgerlighed og velfærdssocialisme som tvillingeideologier, hvor Ågerup plæderer for, at disse har været styrende for Danmarks politiske udvikling. Borgerligheden og velfærdssocialismen er i Ågerups analyse en spejling af hinanden. Borgerligheden er jordnær, ansvarliggørende og individuel. Velfærdssocialismen er visionær, paternalistisk og kollektiviserende. Ågerup ser det politiske spektrum som to fløje, der er samlet omkring hvert sit ideologiske formål, og så en anti-ideologisk midte, der alene har stræben mod magten som sit formål.

Den spejling er en effektiv løftestang for analysen. Ågerup forbigår imidlertid de lighedspunkter, hvor den demokratiske socialisme og borgerligheden er fælles om et decentralt opgør med den politiske midtes statslige paternalisme.

Socialdemokratiet er i Ågerups øjne Danmarks oprindelige midterparti, der i sin eksistensberettigelse altid har været tømt for ideologi. Bogens hårdeste anklage er dog rettet mod Venstre og de andre borgerlige partier. Anklagen går på, at disse partier efterligner Socialdemokratiet og forlader den borgerlige ideologi til fordel for kampen om vælgerne på midten. En analyse, Ågerup utvivlsomt kunne blive enig med mange i Enhedslistens bagland om. Ågerup beklager sig over, at Venstre har flyttet sig efter vælgerne i stedet for at forsøge at flytte vælgernes holdninger.

Det er en god kritik, selvom Ågerup begår en typisk fejl for politiske outsidere: Han har næsten eksklusivt fokuseret på, hvordan vælgere mobiliseres og flyttes ved, at partier helt bevist vælger en dagsorden og skaber en pull-effekt mod partiets eget projekt. Han har ikke blik for, at en lige så vigtig politisk dynamik er at afvæbne modstandere ved at neutralisere sprængfarlige politiske dagsordener for derved at undgå, at vælgerne flytter sig på grund af en push-effekt væk fra ens eget parti. Tydeligst er denne svaghed i bogens kritiske gennemgang af Venstre og Hjortdoktrinen i nullerne. Hér tilskriver Ågerup skylden for højrefløjens monopolisering af den stramme udlændingepolitik, at politikudviklingen gik i stå. Ågerup mener, at det var en historisk fejl af Anders Fogh at kline sig op ad Socialdemokratiet på velfærdspolitikken. Hermed overser Ågerup den væsentlige push-effekt væk fra Venstre, som en velfærdspolitisk konflikt med Socialdemokratiet kunne have afstedkommet. Havde det ikke været for Hjortdoktrinen, kunne velfærdspolitikken være endt som et valgafgørende tema i 00’erne i stedet for udlændingepolitikken.

Markedet som koordinationsmekanisme og værdien af traditioner

Bogens teoretiske grundsubstans er lånt fra den østrigske økonom og talisman for neoliberale tænkere verden over: Friedrich von Hayek.¹ Det er særligt to af Hayeks helt centrale ideer, som Ågerup læner sig op ad:

For det første brugte Hayek en overordnelig stor del af sit forfatterskab på at forfine og anvende det trumfkort, som han og læremesteren, Ludvig von Mises, udviklede under den store kalkulationsdebat med socialistiske økonomer i mellemkrigsårene.²

Trumfkortet består i en simpel konstatering: I et moderne samfund, hvor millioner af mennesker indgår i de samme produktionskæder, forbrugsøkonomier og sociale miljøer, er informationsmængden bogstaveligt talt så ufatteligt kompleks, at ingen enkelt person eller organisation kan overskue det samlede billede. Den eneste koordinationsmekanisme, der virker, er markedet, som samler informationer i prisdannelse og efterlader initiativet til decentrale aktører.

Det er Hayeks liberale, markedsfundamentalistiske side.

Det andet lån fra Hayek er den organiske historieteori, som anser den langsomme fremvækst af traditioner og normer som en garanti for gradvise forbedringer og en vaccine mod vildfarelser. Det er Hayeks konservative side. Med dette lån appellerer Ågerup til, at staten blander sig udenom borgernes liv. Borgerne er, som decentrale aktører, bedre til at navigere i det grundlæggende uigennemskuelige moderne samfund, og politikerne risikerer altid at rydde en organisk fremvokset tradition af vejen til fordel for et uovervejet politisk indgreb med utilsigtede bivirkninger.

Begge inspirationer tjener Ågerup godt bogen igennem. Fraværet af en bedre koordinationsmekanisme end markedet og traditionens usynlige værdi er to af de mest langtidsholdbare liberale idéer fra det sidste århundrede.

Inspirationen fra Hayek svigter dog alligevel to steder i bogen. Dette er ligeledes afslørende for svagheden ved analysen af borgerlighed og velfærdssocialismen som tvillingeideologier. Det første sted viser, at Ågerup ikke følger Hayeks indsigter langt nok, mens det andet sted viser, at han begår en fejl, Hayek også var forfalden til – dvs. at Ågerup følger Hayek for langt.

Det første sted i bogen, hvor Ågerup svigter inspirationen fra Hayek, er i hans varme omfavnelse af evidensbaseret politik som et værn mod utidig politisk indblanding. Værdien af den organisk fremvoksede tradition skal beskyttes af politisk mådehold, der kun danner eller fjerner en regel, dér hvor fast evidens tilsiger, at det vil have den ønskede effekt.

Ågerups argument er temmelig konventionelt fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv: Vi må vide, hvad en policy gør, før vi kan beslutte, om en policy er god.

På dette sted glemmer Ågerup, at Hayek var en ukonventionel økonom allerede i sin egen samtid, der skrev videnskabskritiske værker som The Counter-revolution of Science.³ Han var stærkt kritisk overfor store dele af udviklingen i de moderne samfundsvidenskaber, fordi han grundlæggende anså dem for en akademisk gren af den centralistiske socialisme, der forsøger at overskue og planlægge samfundslivet fra centralt hold. Selvom man jo ikke kan vide det med sikkerhed, tror jeg, at Hayek ville undres over Ågerups hang til evidens, dokumentering, afrapportering og kontrol. Han ville indvende, at krav om evidens er et forsøg på at overskue en kompleks virkelighed, der ikke kan begribes.

Det er en skam for bogen, fordi Hayeks skepsis overfor centraliseret vidensindsamling kunne udgøre et fornuftigt korrektiv til meget moderne politik. Det er en skepsis, vi finder i kritikken af New Public Management og ligeledes aktuelt i dansk politik i diskussionen om at fjerne kontrolregimer og sætte velfærdsmedarbjderne fri til at forfølge deres egen faglighed.⁴ Sidstnævnte er helt i tråd med Ågerups overordnede projekt, men det står i skarp kontrast til hans insisteren på, at politiske indgreb altid skal være baseret på håndfast evidens.

Det andet sted, hvor Ågerup i bogen svigter inspirationen fra Hayek, er, hvor han følger Hayek for langt. Det ses særligt i kritikken af velfærdssocialismen, der til tider kammer over i en halv-konspiratorisk overdrivelse. Hayek havde samme tendens. Lige fra hans første gennembrud med glidebaneargumenter ad libitum i The Road to Serfdom til hans måske største værk The Consitution of Liberty finder man aparte passager, hvor Hayek forudser statens snarlige hjernevaskelse af borgerne.⁵ Ågerups kritik af velfærdssocialismens formål om at ”socialisere borgeren” læner sig op ad den samme form for konspiratoriske teori om en masterplan, der skal skabe en ny og docil borger, som jeg ikke mener, at der er meget, der taler for i virkeligheden. Jeg har i mine mange år på venstrefløjen i hvert fald stadig aldrig mødt nogen med denne intention. Heller ikke en socialdemokrat. Hvis det fandtes, måtte det særligt være gennem et fokus på skolen som statslig institution, der kan påvirke sindelaget hos de næste generationer. Men sidst skolepolitikken for alvor var i centrum for et politisk projekt, var under de borgerlige regeringer i 00’erne, der meget aktivt med kulturkanoner og værdipolitik gik i brechen for at forme borgerne efter et bestemt verdenssyn. Vi skal langt tilbage, måske helt til Knud Heinesen var undervisningsminister i starten af 1970’erne, for at finde et lignende projekt fra en socialdemokratisk regering, hvor skolen aktivt blev italesat som redskab til at skabe en særlig type samfundssindede individer.

Det er generelt nemt at komme til at tro, at den tillidsbårne danske samfundsmodel – hvor borgerne i høj grad følger anbefalinger og retningslinjer fra myndighederne om alt fra coronanedlukning til affaldssortering – må skyldes et politisk design med henblik på at skabe docile borgere. Den fælde falder Ågerup desværre også i. Der er dog ikke noget, der taler for, at det ikke forholder sig den anden vej rundt: Danskerne er ikke docile, men trygge i deres relation til det politiske system, som de ikke kunne forestille sig udøve arbitrær magt over dem eller forstyrre deres privatliv unødigt. Den tillidsbårne danske samfundsmodel er et udtryk for, at borgerne står så relativt stærkt overfor magthaverne, at de ikke for alvor er på vagt overfor dem.

Borgerligheden vs. velfærdssocialismen

Efter denne overflyvning af bogens budskab og teoretiske fundament vil jeg gå i detaljen med den ideologiske spejling og konflikt, som udgør bogens hovedærinde: Kampen mellem Borgerligheden og Velfærdssocialismen.

Ågerups styrke er den knivskarpe kritik af tidens politiske tendens til at sætte uopnåelige mål og udvise handlingskraft ved at foretage langtrækkende, uovervejede og ukontrollerede politiske indgreb på baggrund af dagsaktuelle nyheder.

Men analysen har to afgørende svagheder. Den første er Ågerups syntese af det konservative og liberale verdenssyn under den samlende paraplybetegnelse: Borgerlighed. Kongstanken er, at de har det jordnære, individuelle menneskesyn til fælles. Ifølge Ågerup skabes denne fælles borgerlige kritik af den statslige, centralistiske planlægning under den kolde krig.

Det er rigtigt, at kritikken af velfærdsstaterne voksede frem, i takt med at velfærdsstaterne blev bygget. Men det er derfor ikke en eksklusiv borgerlig kritik at være kritisk overfor centralisme. Derimod er der langt flere af Ågerups tanker, som går igen i den demokratiske socialisme, der er vokset frem de sidste år. Det er netop ud fra et jordnært menneskesyn, at finanskapitalismens globale magt, der udøves fra distancen, kritiseres.

Ågerup lægger en stor vægt på ansvarliggørelsen af borgerne. Og det er netop også kernen i f.eks. Pelle Dragsteds argument i Nordisk Socialisme.⁶ Hovedpointen i Dragsteds vision for at fordele ejerskabet over økonomien mere lokalt og decentralt er netop ansvarliggørelsen af borgerne, medarbejderne, forbrugerne og de lokale fællesskaber fremfor den spekulationsdominerede finanskapitalisme, hvor magten placeres på anonyme og globalt centraliserede finansmarkeder.

Ud fra dette perspektiv er den grundlæggende ideologiske konflikt ikke længere mellem borgerlige og socialister, men mellem decentralister og centralister. Og her er Ågerups jordnære Borgerlighed og den demokratiske socialisme på samme side.

Den ideologiske forskel på de to former for decentralisme består i, hvilken centralmagt der søges et opgør med. Ågerup tilhører traditionen, der placerer magten hos den administrerende klasse i den private og offentlige sektor. En tradition, der startede med James Burnhams The Managerial Revolution og fik sit danske gennembrud med Jørgen S. Dichs Den Herskende Klasse.⁷ Magten ligger ifølge denne tradition i statens bureaukrati og de politiske partiers hænder, der administrerer velfærdssamfundet. Modsat dette perspektiv er Pelle Dragsteds kritik rettet mod den økonomiske klasse, der ejer produktionsmidlerne, og som gennem dem styrer samfundslivet og udøver politisk indflydelse.

Markedets begrænsninger

At denne kritik af finanskapitalisme netop også på et tidspunkt var en del af den konservative tradition, viser, at det alligevel ikke er givet, at markedet altid er den foretrukne borgerlige organisationsform af to grunde.

Den første grund er, at en markedsliggørelse af velfærdsstaten, som Martin Ågerup sætter så højt, kræver en central standardisering. For uden en standardisering kan en velfærdsydelse ikke prissættes, og hvis det ikke kan prissættes, kan det ikke udbydes på et marked. Den største begrænsning for den lokale ansvarliggørelse er derfor netop markedets standardiseringer og evidenskrav.

Den anden grund er, at Ågerups borgerlighed er fanget i et individualistisk menneskesyn, der ikke kan hæve sig op over et abstrakt billede af naturtilstanden, hvor hvert menneske er et isoleret atom. Styrken ved netop det greb, som vi kan kalde metodisk individualisme⁸, er, at det virker som en fremkaldervæske for politiske løsninger, der ikke tager menneskers ufejlbarligheder, egoisme og kortsigtede opførsel alvorligt, ligesom det ser bort fra menneskets komplicerede behov for omsorg og fælleskaber. Det udnytter Ågerup til fulde bogen igennem.

Men den metodiske individualisme har en stor begrænsning ved, at den ikke får greb om selve det samfund, fuld af relationer, magtforhold og dynamiske effekter, som den demokratiske socialisme hele tiden forsøger at forbedre.

Tag arbejdsløshed som eksempel. Det er både moralsk og rationelt ikke at have for mange arbejdsløse gående rundt i et samfund. Det er moralsk, fordi markedsøkonomiens konjunkturer kaster store dele af arbejdsstyrken ud i arbejdsløshed, uden at de hverken kan gøre til eller fra. Det er rationelt, fordi arbejdsløshed skader et samfunds langsigtede muligheder for udvikling og sammenhængskraft. Gavmilde overførselsindkomster styrker den generelle tryghed i samfundet og fordeler magten mellem arbejdsgivere og arbejdstagere mere ligeligt.

På samme måde er det rationelt at investere i, at folk bliver klogere og sundere. Det skaber et rigere og mere trygt samfund. Her ville Ågerup foreslå, at folk selv i højere grad skulle have mulighed for at investere i det, de selv ville have mere af. Det er i og for sig et fornemt projekt.

Problemet er bare ikke, at velfærdssocialismen står i vejen. Der er noget større og mere grundlæggende på spil. Det er selve statens eksistensgrundlag, statsræsonen, der er båret ligeligt af hele midten af dansk politik og til tider hele Folketinget. For i sidste ende er investeringer i uddannelse og sundhed også en del af statens raison d’etre. Det kan man godt være kritisk overfor. Men en moderne ideologisk analyse må også tage statens selvopretholdelsesdrift alvorligt.

Statens selvopretholdelsesdrift er oftest gemt af vejen. Den viser sig kun i krisetider, men det betyder ikke, at den ellers er fraværende. Den viste sig under Corona. Staten trådte ind og begrænsede hele befolkningens frihed, fordi det moderne samfund er så gennemgribende forbundet, at den lokale viden om smitteveje og risiko for sygdom kommer til kort. I sidste ende kunne det have ført til et kollaps af sundhedsvæsenet. Og et kollaps af sundhedsvæsenet ville både have store menneskelige omkostninger og være katastrofalt for tilliden til velfærdsstaten. Det betyder ikke, at staten bedre ved, hvordan danskerne skal indrette sig, end de selv gør. Men det peger på en afgørende skjult logik i moderne politik, som Ågerup ikke identificerer. Han og Hayek har ret i, at ingen kan gennemskue samfundet. Men det gælder også de decentrale aktører, der besidder lokal viden, men ikke har et centralt overblik. Og selv når staten bruger det centrale overblik for sin egen selvopretholdelse skyld, kan det godt være i overensstemmelse med borgernes bedste interesse. Det er ikke et forsvar for alskens velfærdssocialistisk paternalisme, men en bedre forklaring på dens eksistens end Ågerups lettere konspiratoriske teori om et ønske om at ”socialisere borgeren”.

Afslutningsvist skal det alligevel siges, at Ågerup har skrevet den bedste type debatbog, dvs. en bog, man kan tænke både med og imod, og som presser én til at genoverveje gamle kasser og analyser. Denne utraditionelt lange boganmeldelse er mit forsøg på at gøre det for åbent tæppe. Hvad det vil sige at være borgerlig sætter skarpt på nogle af velfærdsstatens begrænsninger. Samtidig holder Ågerup ikke altid sin veludviklede kritiske sans op overfor troen på markedets fortræffeligheder. Tilbage står dog en bog, der på mange måder burde sætte dagsorden, ikke kun for det borgerlige Danmark, men for alle, der er engageret i at udstikke en ny retning for vores lille land.

1. Der er skrevet meget og meget interessant om Hayek, men et godt sted at starte er stadig: Caldwell, Bruce (2004), Hayek’s Challenge Chicago: Chicago University Press
2. https://www.hetwebsite.net/het/essays/paretian/socialcalc.htm
3. Hayek, F.A. (1955), The Counterrevolution of Science, New York: The Free Press
4. https://www.altinget.dk/artikel/new-public-management-er-mette-frederiksens-politiske-skurkefortaelling
5. Eksempelvis på S.325 af Constitution of Liberty, hvor Hayek skriver ”The greatest threats to human freedom probably still lie in the future. The day may not be far off when authority, by adding appropriate drugs to our water supple or by some other similar device, will be able to elate or depress, stimulate or paralyze, the minds of whole populations for its own purposes”.
6. Dragsted, Pelle (2021) Nordisk Socialisme: På vej mod en demokratisk økonomi
7. Burnham, James (1941) The Managerial Revolution: What is Happening in the World & Jørgen S Dich Den herskende klasse: En kritisk analyse af socialudbytning og midlerne imod den.
8. https://plato.stanford.edu/entries/methodological-individualism/