Rapport fra det progressive, venstreorienterede, neokonservative Danmark

EFTERTRYK EXCLUSIVE: For et par uger siden etablerede Eftertryk et safe space, hvor toneangivende repræsentanter for det progressive, venstreorienterede Danmark frit og frygtløst kunne dele deres inderste tanker om verdenssituationen. Det blev til en åbenhjertig snak om den demokratiske samtale, militarisme, medborgerskab, Ukraine, Europa, dæmoner og dommedag.

Af Uffe Kaels Auring
Illustrationer af We Are Popular / Christian Ramsø

De seneste par år har jeg tænkt en del over, hvordan det progressive Danmark egentlig forholder sig til krig og fred. Det har ikke ført nogen vegne, og da jeg for nogle måneder siden indviede en ven i mine frugtesløse overvejelser, modtog jeg dette ironiske modsvar: ”Det er da godt, at du spekulerer over det, når nu de ikke selv gør det.” Det var en billig generalisering, syntes jeg. Alligevel ramte han noget rigtigt. Jeg manglede klare svar, og jeg fandt dem hverken i aviserne eller på SoMe. Men de findes, viste det sig. Nu også på tryk – herunder.

Det er nemlig lykkedes mig at få folk fra den progressive lejr i tale. Eftersom vi på Eftertryk ”holder os til sagen”, vil jeg lade omstændighederne for vores møde ligge. Som baggrund bør blot berettes, at ti tænksomme mennesker stillede op: En tidligere VS’er, en ældre marxist, et levn fra den pacifistiske fløj i Det Radikale Venstre, en venstreliberal internationalist, en folkevalgt fra Enhedslisten, en redaktør på et progressivt dagblad, en forfatter til flere kritiske bøger om Danmark som krigsnation, en yngre normkritisk tilhænger af intersektionalisme, en antikolonialistisk akademiker og en rød-grøn kulturpersonlighed (en selverklæret ”ligestillings- og diversitetsfanatiker”). En enkelt røst, der på progressiv vis hverken føler sig repræsenteret af nogen eller noget, afviste jeg med begrundelsen, at vi allerede var godt dækket ind. Ellers var seancen åben for alle selvidentificerende progressive.

Der kom kun almindeligheder ud af mødets første ti minutter. Så vi springer straks frem til det øjeblik, hvor snakken blev interessant. Det indtraf med bemærkningen: ”Og i øvrigt er vi alle blevet neokonservative, det er ret forunderligt.”

Jeg så skeptisk rundt i lokalet. De tilstedeværende nikkede. En enkelt fremviste en opadvendt tommelfinger. ”Ja, og højst forbløffende,” udbrød jeg lidt uprofessionelt og var godt tilfreds. Jeg var gået ind til mødet uden en klar vinkel. Nu vidste jeg, hvad det hele skulle handle om.

1.     Neokonservatismens seneste erobringer

Lad os tage det fra bunden. Kan man sige, hvad kilden til jeres neokonservatisme er?

Man kan sige, at vi får vores standpunkter fra den samme pulje af politiske anskuelser, som enhver anden rettænkende borger trækker på. Det eneste fornuftige og det eneste socialt korrekte. Det vil i dag sige: det neokonservative.

Det føles ikke tosset at begå sig i det gode selskab. Eller at smage sødmen i den civilisatoriske patriotisme, som vores konkurrenter på midten og til højre altid har kunnet nyde i mere fyldige drag.Hvorfor denne nyorientering i jeres anskuelser?

Den har både sine tvingende og belejlige grunde. Lad os starte med at slå fast, at vi i forsamlingen her selvsagt støtter Ukraine-projektet. Det drejer sig ikke kun om at stå sammen mod Rusland og bakke op om våbenforsyningerne og sanktionerne osv. Det betyder også, at vi forsvarer den politik, der gik forud for det hele. Du og dine læsere må se Ukraine-støtten som én stor pakke.

Hvad får man ellers med i pakken?

I sin yderste konsekvens betyder det, at vi blåstempler den vestlige magtpolitik. Det gælder selvfølgelig ethvert punkt, der helt specifikt vedrører Rusland og Ukraine. Tingene griber imidlertid ind i hinanden: Ukraine, magt- og militærpolitik i bredere forstand, de store geopolitiske linjer. Alt sammen er forbundet, både bagud- og fremadrettet. Således er vi blevet apologeter for de fundamentale linjer i USA og Vestens globale magtpolitik.

Det må være en ny oplevelse for mange jer.

Ukraine-postyret efterlader os ingen anden mulighed. Når det er sagt, føles det heller ikke tosset at begå sig i det gode selskab. Eller at smage sødmen i den civilisatoriske patriotisme, som vores konkurrenter på midten og til højre altid har kunnet nyde i mere fyldige drag. Dét er en ny oplevelse for mange af os.

I anser altså Ukraine-krigen for et neokonservativt projekt. Hvordan ser vi det bagudrettet?

Ved f.eks. at vende blikket mod nogle af hovedarkitekterne bag den politiske linje, der førte til invasionen. Tag bare den indflydelsesrige udenrigspolitiske rådgiver og høg par excellence Victoria Nuland. Hun var i sin tid Dick Cheneys Irak-rådgiver og har i det hele taget stærke neokonservative aner. Og så har hun stået for Ruslands-politikken under Clinton, Ukraine-politikken under Obama og igen Rusland under Joe Biden. Som USA’s NATO-ambassadør pressede hun på for NATO-ekspansion op til Ruslands grænser og at bevæbne Ukraine med tunge våben.

Det var dengang, USA’s Ruslands-ambassadør advarede om, at et NATO-medlemskab til Ukraine og Georgien var den ”klareste af alle røde linjer” for Rusland?¹

Præcis. Den neokonservative fløj vandt den debat. Hun var også en progressiv kraft i hele den såkaldte ”transformation af NATO”, der har stået på siden den kolde krigs afslutning.

Hvad har det med Ukraine og Rusland at gøre?

En masse, hvis du spørger Putin … men glem ham et øjeblik. ”NATO-transformationen” byder ikke kun på territoriel ekspansion, men handler også om rækkevidden og dybden i engagementet. Nuland arbejdede bl.a. for, at NATO skulle etablere flere baser på sin østlige flanke² og levere militærtræning til partnerskabsstater.³ Missionen var at udvide netværket og opruste klientkredsen.

I denne sag har menigmand et begrænset sæt kategorier at arbejde med. Faktisk kun to: fordømmelse og retfærdiggørelse.Og den nærmere kobling til Ukraine?

Den giver sig selv. NATO trænede titusindvis af ukrainske soldater til brug for kampen mod de østukrainere, der i den mangeårige optakt til den russiske invasion krævede autonomi fra styret i Kiev.⁴ Vi må anse denne krigshjælp som skridt på vejen til den situation, vi står i nu. Det samme gælder de store militærøvelser, NATO gennemførte sammen med Kiev i 2021.⁵

O.k., så en enkelt person af neokonservativ observans har støttet op om en konfrontationspolitik, der vel har … bredere forankring?

Noter dig lige, hvem denne ”person” var i Ukraine-krigens opbygningsfase. Hun var chef for de 50 amerikanske ambassader i Europa og Eurasien under Obama, hvor hun samtidig stod i spidsen for USA’s Ukraine-politik.

Og den politik var der bred opbakning til?

I Washington var såvel høge som progressive voldsomt begejstrede for hendes konfrontatoriske linje. Til gengæld var hun upopulær blandt de europæiske eliter; de brød sig f.eks. ikke om hendes antirussiske, ”aggressive retorik”.⁶ I dag taler de som hende.

Havde Nuland også en mere direkte finger med i spillet?

Hun spillede en nøglerolle i Maidan-opstanden i 2014, hvor hun bl.a. var med til at sammensætte den nye antirussiske regeringskoalition, efter at den siddende præsident Victor Yanukovich blev fordrevet.⁷ Behøver vi at udfolde dette forløb?

Nej, Eftertryks velinformerede læsere er helt sikkert med på dén del. Men I må gerne udfolde, hvad alt dette har at gøre med jer og jeres neokonservatisme.

Som jeg sagde, må man tilslutte sig Ukraine-projektet fuldt og helt. Alternativet er at stå helt udenfor – eller at blive sparket derud. Ergo må man bakke op om kernepunkterne i USA’s magtpolitik.

Hvorfor egentlig det?

I denne sag har menigmand et begrænset sæt kategorier at arbejde med. Faktisk kun to: fordømmelse og retfærdiggørelse. Skylden for krigen skal placeres, og den er udelelige og absolut. Da enhver ansvarlig borger entydigt placerer den hos Putin, må vi samtidig holde hånden over de afsnit af den vestlige politik, som var med til at skabe konflikten og fortsat holder liv i den. Tilfældet Nuland viser, at der var en stærk neokonservativ impuls på spil i hele optakten. Efter krigsudbruddet er vi alle kommet på linje med hendes hardlinerindstilling.⁸ Vi erklærer selvfølgelig ikke: ”Vi elsker denne krig pga. dens neokonservative rødder!” Vi støtter bare en politik, der er neokonservativ i sin kerne.

2.     Neokonservativ holdningsdannelse

Jeg vil gerne vende tilbage til denne ”kerne” senere. Det, jeg lige nu hæfter mig ved, er den meget sort-hvide tilgang, I lægger for dagen.

Det er skam ikke vores fortjeneste. Vi følger bare et spor, der er lagt ud for os.

Den folkelige uvidenhed og idealisme er to sider af samme mønt. Den idealistiske oplysning til magtens ære skal nemlig fortrænge indblik i magtens realiteter.Det er noget andet, jeg ikke kan få til at stemme. Jeg ved godt, at de selverklærede neokonservative sætter skarpe skel mellem rigtigt og forkert – ligesom så mange andre i øvrigt. Men i deres storhedstid i nullerne gjorde de på en helt anden måde, end vi gør nu. En hyperarrogant og magtfuldkommen måde, mente mange.

Kan du være mere specifik?

En forsker i international politik talte dengang om ”Wolfowitz’ indiskretion”. Det indiskrete lå i at springe høflighedsfraserne over og åbent advokere for USA’s globale dominans.⁹ Jeg ser virkeligt ikke disse dårlige manerer hos Biden-folket.

Og det kan meget vel skyldes, at vores ledere har læst på den neokonservative lektie. Eller at den vestlige kultur i det hele taget er blevet mere neokonservativ.

Det lyder spekulativt.

Lad mig prøve at forklare. Da krigen mod terror var i sin spæde vorden, udråbte den neokonservative tænker Robert Kaplan medierne som ”den vigtigste front” i ”kombinationskrigsførelsen”. Ligesom man går til slagmarken med en effektiv krigsstrategi, måtte man angribe mediefronten med en ”effektiv informationsstrategi”.

Mere specifikt hvordan?

Ifølge Kaplan skulle man ”aflede offentlighedens opmærksomhed så meget som muligt” og ”undgå opsigtsvækkende konfrontationer”. Faktisk anbefalede han absolut diskretion: ”Vi kan kun dominere verden i stilhed: uden for rampelyset, så at sige.” Med andre ord måtte man bekæmpe indsigt i, hvordan magten virker.

Så burde han vel have tiet.

Jeg citerer fra et langt essay i magasinet The Atlantic. Det er et elitepublikum, han taler til, og den brede offentlighed, han taler om. Er du klar til at høre hele argumentet?

Fortsæt endelig.

Kaplan fandt det samtidigt ”nødvendigt”, at ”USA’s udenrigspolitik iklædes idealisme for at vinde folkelig støtte og i sidste ende være effektiv”. De to punkter – den folkelige uvidenhed og idealisme – er to sider af samme mønt. Den idealistiske oplysning til magtens ære skal nemlig fortrænge indblik i magtens realiteter. Således pegede Kaplan på, at ”idealistiske forenklinger såsom ’demokrati’, ’økonomisk udvikling’ og ’menneskerettigheder’, som medierne bruger til at skabe mening i begivenheder i fjerne dele af verden, skjuler mange barske og komplicerede, jordnære sandheder”. Magtudøverne skulle selvsagt ikke narre sig selv: USA måtte ”tale victoriansk”, men ”tænke hedensk” – dvs. tale idealistisk til masserne, men tænke og agere imperialistisk.¹⁰

Engang gik mange mennesker rundt og talte om det neokonservative. Nogle positivt, andre negativt. I dag går alle rundt og tænker og taler som neokonservative.Jeg synes, det er pudsigt, at en samling ekstreme ideologer, der skabte kontrovers, hver gang de åbnede munden, på diplomatisk vis gerne ville ”undgå opsigtsvækkende konfrontationer”.

Her må vi skelne mellem bevægelsens intellektuelle elite og de ledende praktikere. Det var jo ikke, fordi Bush-regeringen buldrede derudad med imperialistiske erklæringer. Topfolk som Rumsfeld og Cheney talte nu og da rent ud af posen og lod hånt om den retoriske finesse, der behager europæerne. Men det meste af tiden holdt man på formerne. Den kendte neokonservative historiker Niall Ferguson kunne med rette lovprise de amerikanske lederes ”evne til at fraskrive sig imperialistiske ambitioner i alle deres offentlige udtalelser”. For det var ”den helt rigtige måde at spille spillet på. USA bør konstant benægte, at det er et imperium, bør konsekvent love, at dets tropper vil blive trukket tilbage. Dette forekommer mig næsten i sagens natur at være en del af det nye amerikanske imperium. Nøglen er ikke at mene disse ting.”¹¹

Det var godt nok en anden tid. Jeg synes dog, at I har det problem, at ingen af vores ledere identificerer sig med jeres nye yndlingsanskuelse.

Du ser overfladisk på situationen. Lad os få én ting på det rene: Som bevægelse døde neokonservatismen bort. Hvordan foregik det? Glem fiaskoen i Irak osv. Til syvende og sidst var det neokonservativ politik, der tog livet af bevægelsen.

Det lyder paradoksalt.

Den ultimative målsætning for enhver bevægelse må være, at dens ideer sejrer. Er sejren fuldkommen, er bevægelsen selv blandt de besejrede. Dens ideer er nu transformeret til en almen åndhistorisk kraft.

Det lyder også højtravende.

Engang gik mange mennesker rundt og talte om det neokonservative. Nogle positivt, andre negativt. I dag går alle rundt og tænker og taler som neokonservative. At de færreste ænser det, er ikke så mærkeligt: På nogle områder deler man sig efter anskuelse, på andre samler og organiserer de etablerede anskuelser os. I udenrigspolitikken er neokonservatisme en sådan anskuelse. Altså er den ikke længere en ”ting” … hvis det hjælper på forståelsen.

Jeg synes, I nærmer jer mit niveau. Tak for det. Det allestedsnærværende er aldrig iøjnefaldende.

Netop. Når alle er med på vognen, ser ingen bevægelsen. ”At undgå opsigtsvækkende konfrontationer”, sådan som Kaplan anbefalede, er desuden en god strategi for åndsstrømninger, der har vundet og blot skal regere. Således løfter ideerne sig over det politiske ven-fjende-skel, ja, kan siges at sætte dette skel for den øvrige politiske kultur.

Andre neokonservative har rebrandet sig selv som anti-Trump-modstandsfolk, feminister eller kritikere af ”hvide privilegier”. I hovedsagen er de bare gledet ind i mængden.Nu synes jeg, vi er tilbage ved abstraktionerne.

Vi ser det klart mht. Ukraine, hvor vi alle er på linje med hinanden og Vesten og USA – ve den, der står udenfor. Og hvad er tegnene på, at man ikke er inkluderet i dette overpolitiske sammenhold? At man ikke går med på dagsordener, man ville kalde neokonservative – hvis altså bevægelsen fortsat eksisterede som en afgrænset, erobrende kraft og ikke den nye tids åndsregimente.

Mange neokonservative lever da videre i bedste velgående, selvom der er ret stille omkring dem. Så bevægelsen har vel ikke taget det fulde, transformative skridt over i almenheden.

Der er ganske vist en del virksomme neokonservative ånder og organisationer derude. Det nok vigtigste organ er Institute for the Study of War – vores hovedleverandør af basal viden om Ukraine-krigens gang.¹² Men bid lige mærke i, at denne tænketank skilter med fagkundskab og ikke sin ideologiske platform. Andre neokonservative har rebrandet sig selv som anti-Trump-modstandsfolk,¹³ feminister¹⁴ eller kritikere af ”hvide privilegier”.¹⁵ I hovedsagen er de bare gledet ind i mængden. Hvad angår de udenrigspolitiske mærkesager, står bevægelsens gamle bannerførere i dag på samme neokonservative grund som os andre – undertiden med lidt af den kant, vi husker fra Wolfowitz, Rumsfeld og Cheney.¹⁶ Man kan sige, at neokonservatismen har opnået ”supremacy by stealth”, hvilket var Kaplan og Fergusons opskrift på, hvordan USA skulle opretholde sin globale dominans.

Så hvorfor har jeg aldrig før hørt jer bruge begrebet om jer selv?

Brandet ”neokonservativ” er selvfølgelig ikke noget værd længere. Vi bruger her termen i en rent ”saglig og analytisk” henseende, sådan som vi aftalte, da vi drøftede betingelserne for dette møde. I vores offentlige liv holder vi os til gangbare betegnelser. Udadtil taler vi ikke om det, men som det. Helt ligesom alle andre.

Folk skal blot være med på de enkeltstående ”forenklinger”, der driver den dybere dagsorden frem – og ”demokrati” sælger jo sig selv.Kan I sige noget om, hvordan denne bevægelse mod ”åndsherredømme” er foregået?

Ad mange kanaler. Lad os tage en af Kaplans ”idealistiske forenklinger”: demokratidagsordenen. Prøv at følge denne idés liv i den vestlige kultur. Det var en gammel neokonservativ kæphest fra koldkrigsæraen, der blev reddet godt til under Ronald Reagan: Vi er demokratier, vores fjender er tyrannier, og derfor skal vi bekæmpe dem.¹⁷ Ideen levede derpå et mere stille liv i de rådvilde 1990’ere, hvor man begyndte at dyrke menneskerettigheder og humanitære interventioner. Ud over at NATO genopfandt sig selv som en demokratiserende kraft, rykkede ideen ikke for alvor på sig i den periode.

Og så fik vi demokratiudbredelse for fuld udblæsning, da de neokonservative satte sig på udenrigspolitikken i Bush juniors regeringstid.

Det gjorde vi nemlig, efter at masseødelæggelsesvåbenrationalet for Irak-krigen var faldet bort.¹⁸ Her skal man være opmærksom på tre ting. For det første taler vi om en periode, hvor Bush’ krigspolitik mødte stærk modstand. Alle forstod, at politikken ikke blot gjorde verden op i ”os og dem”, men også satte lighedstegn mellem ”os” og USA. På vores breddegrader anså de fleste denne tilgang for neokonservativ, og de kunne overhovedet ikke lide det. For det andet fungerede demokratidagsordenen inden for denne magtlogik. De udpegede fjender fik klaps eller regulære tæsk, mens de diktatoriske venner modtog demokratikosmetiske behandlinger,¹⁹ der i mange tilfælde blot befæstede deres autokratiske herredømme yderligere.²⁰ På basis af disse to kendsgerninger skulle man så tro, at folk ville have gennemskuet demokratifremstødet som det instrument for neokonservativ fjendetænkning, det reelt set var, og derpå forkaste det hele under ét. Men her kommer vi til det tredje punkt: Medierne afkoblede tingene. I offentligheden blev USA’s ageren i Mellemøsten f.eks. hele tiden udlagt som demokratiudbredelse, uden reference til ideens oprindelse og sigte.

Så folk forstod demokratimissionen som et projekt, Bush og co. virkelig følte stærkt for, fordi de var så idealistiske og godhjertede?

Nemlig. Selv os fra Enhedslisten gik med på forestillingen om den demokratiske mission.²¹ Så nu hvor ideen var søsat, drev den, ”by stealth” så at sige, tilslutningen til den interventionistiske dominanspolitik. Du har jo selv skrevet en artikel om det.²² Som Kaplan gjorde os opmærksom på, skjulte denne idealisering ”mange barske og komplicerede, jordnære sandheder”. Og faktisk også en mængde simple sandheder.

Såsom?

At demokratiideen er 90 pct. retorik.²³ At retorikken kun er svagt forankret i reelle demokratifremmeindsatser.²⁴ At de reelle indsatser, man forfølger i demokratiets navn, fortrinsvis har et magtpolitisk sigte.²⁵ Og at de magtpolitiske prioriteter ofte dikterer demokratibekæmpelse frem for demokratifremme.²⁶

Når magten først har etableret de relevante ven-fjende-distinktioner og sløret en række ”komplicerede sandheder”, spiller moralen en vigtig mobiliserende rolle.Og den bredere lære er?

Du behøver ikke få alle med over i din båd, hvis du kan styre strømmen. Folk skal blot være med på de enkeltstående ”forenklinger”, der driver den dybere dagsorden frem – og ”demokrati” sælger jo sig selv. Hvad ser vi i øvrigt nu? Demokrati-autokrati-skellet samler os alle bag konfrontation mod de neokonservatives ærkefjender: Rusland og Kina.²⁷ Den er vi progressive med på, for vi er også gode demokrater. Vores opgave er at tale og tænke ”venstreorienteret” til støtte for magthavere, der agerer ”hedensk” og imperialistisk.

På magthaverniveau spiller moral altså ingen rolle?

Ligesom i Bush-æraen er den heftige moralisering i dag spundet over simple, interessedrevne fjendebilleder. Det indikeres faktisk i den amerikanske sikkerhedsstrategi fra 2022. Her udpeges stater, der ”forbinder autoritært styre med en revisionistisk udenrigspolitik”, som fjender.²⁸ Fjenden er ikke autoritært styre som sådan, men de genstridige typer, der stritter imod vestligt hegemoni. Under Reagan fremførte man på lignende vis en distinktion mellem tålelige ”autoritære regeringer”, vi kunne samarbejde med, og ondsindede ”totalitære stater”, vi måtte modarbejde.²⁹ Når magten først har etableret de relevante ven-fjende-distinktioner og sløret en række ”komplicerede sandheder”, spiller moralen en vigtig mobiliserende rolle.

Man tror bare ikke, at eventuelle ”fejl” tæller det store, når man er på den rigtige side af historien. Det væsentlige regnskab er gjort op.Det lyder ikke til, at I har meget til overs for den idealistiske, demokratimissionerende kerne i det neokonservative projekt.

Jeg tror, du misforstår os. Når man først vurderer moralismens præstationer i den rette arena, er den umulig at undervurdere. Du må for det første se sagen ligesom Kaplan og co. Idealismen er på en gang et slør over og et brændstof for magtpolitikken. Dette er PR-dimensionen. Dertil kommer, at moralismen har en uomgængelig frisættende betydning for udøvelsen af magtpolitik.

Moralismen?

Du ved: demokrati og den frie verden versus tyranni og ufrihed. De ord, der lyder, inden vi løsner skud. De ideer, der holder os i et konstant beredskab mod verdens tyranner, diktaturer og aggressorer. Den vedvarende mentale oprustning, der sikrer, at vi møder voldshandlinger med et åbent sind.

De neokonservative har helt sikkert aktier i denne programmering af vores tankeliv, men det er der sandelig også mange andre politiske strømninger, der har. Hvordan skiller jeres forbilleder sig ud?

Bl.a. ved at være meget tydelige. Ved ikke blot at moralisere, men også påbyde moralisme som en civilisationspatriotisk pligt. En slags metamoralisering, om du vil. I Bush-æraen slog de neokonservative sig op på ”moralsk selvsikkerhed”³⁰ og ”moralsk klarhed”³¹ i et frontalangreb på alle de vaklende relativister. Anders Fogh Rasmussen gjorde det samme herhjemme i diskussionen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Udadtil var sådanne moralske skillelinjer nyttige instrumenter i kampen for at lukke ned for skepsis og opposition. De var også frigørende indadtil.

Så man tror, man er ufejlbarlig?

Nej, man tror bare ikke, at eventuelle ”fejl” tæller det store, når man er på den rigtige side af historien. Det væsentlige regnskab er gjort op. Omvendt ved man, at de, der nidkært leder efter ”fejl” i egen lejr, i virkeligheden løber fjendens ærinde.

3.     Den neokonservative moralisme og beslutningstagning

Og hvorfor er den moralske selvsikkerhed så ”frisættende indadtil”?

Fordi man får taget usikkerhed, tvivl og intern kritik ud af beslutningstagningen. Det var den anden pointe, jeg ville frem til. Den neokonservative model for politikskabelse er simpel, men immervæk utroligt ambitiøs. Den går i al sin enkelthed ud på at fastsætte en ”mission”,³² der giver hegemonisk mening, og derefter forfølge den uden hæmninger og hensyntagen til abstrakte normer og love. Det sidste adskiller neokonservatismen fra andre dominanspolitiske strømninger, såsom liberal internationalisme.

Betyder ideologi virkeligt så meget for statsadfærden? Stater forfølger vel bare deres interesser, så godt de kan, i det miljø de opererer i.

Almindeligvis vil selv en supermagt ligge under for alle mulige begrænsninger. Det være sig FN, den folkelige opinion, diplomatiske hensyn osv. Spørgsmålet er blot, om det også gælder den neokonservative indstilling til politikdannelse. Og her vil jeg mene, at historikken viser, at det gælder i markant mindre grad end andre tilgange.³³

Såvel frigivne som lækkede statsdokumenter viser, at ”de nationale interesser” behersker statens indre liv frem for alt andet.

Som ethvert andet udenrigspolitisk perspektiv begynder den neokonservative tilgang med en ide om ”interesser”. Forskellen finder vi i det næste og vigtigere led, for man er ikke synderligt interesseret i ”det miljø, man opererer i”. I stedet opererer man med antagelser om, at manifestationer af styrke og vold vækker velvilje eller aftvinger respekt. Tænk blot på USA’s krige i Mellemøsten.³⁴

Det giver ikke mening at skabe en front, hvor der ikke er nogen modstand, eller at føre bevis for overbevisninger, alle er indforstået med.Og hvad er fordelene ved den tilgang?

Lad os vende den om. Ulempen ved overdreven realisme og vidensdyrkelse er vaklen og i værste fald politisk lammelse. Neokonservatismen siger: Sæt kursen, og fasthold kursen. Den er antipragmatisk i sin overvældende beslutsomhed. Derfor nedprioriteres den klassiske strategiske analyse, der spørger, om det er realistisk at opnå de mål, man har sat sig for, og om de midler, man benytter, er hensigtsmæssige. Det ligger i hvert fald ikke til den neokonservative intellektuelle tradition at arbejde sig frem til svarene igennem desinteresseret granskning af empiri.³⁵

Det er vel et helt almindeligt fænomen, at beslutningstagere og deres embedsværk lukker sig om sig selv og udgrænser perspektiver, der kunne så tvivl om klogskaben og realismen i den politik, de har besluttet sig for at føre. Irving Janis’ klassiske studie Victims of Groupthink handler netop om det – og vel at mærke med fokus på en række udenrigspolitiske episoder i USA’s historie, hvor de neokonservative ikke sad ved roret.³⁶

Gruppetænkning opstår pga. et ubevidst ønske om harmoni. Den er styret af et irrationelt behov hos gruppens medlemmer. Og den slags er vi vel alle ”ofre” for, sådan som Janis bemærkede. De neokonservative forlader sig imidlertid ikke på lemfældig psykologi. I denne lejr er elimineringen af kritisk evaluering og kontrær viden noget nær et erklæret program.

Men vel ikke et eksisterende program?

Hele Ukraine-missionen er båret af denne ånd. I stedet for realitetsbundne analyser af, hvorvidt de erklærede mål kan lykkes, og hvordan det går på slagmarken,³⁷ og hvilke risici der er i spil, så har vi en urokkelig moralsk selvsikkerhed. I stedet for intellektuel usikkerhed har vi tro og forhåbninger.³⁸ Helt efter neokonservativt forbillede. Vi kan sagtens gå i detaljer.

Hvis vi omvendt begyndte at stille tilsyneladende uskyldige spørgsmål om praktikaliteterne i det hele, ville vi hurtigt komme i moralsk uføre og desuden bad standing.Vent med det. Selv Bush-æraens neokonservative forsøgte at begrunde deres politikker med efterretningsdata og forlige deres politikker med international lov – eller måske omvendt. Det viser vel, at ikke engang de havde befriet sig helt for de hæmninger, du taler om.

Du taler om en periode, hvor bevægelsen førte informationskrig mod Europas modstræbende offentligheder og den liberale fløj i USA. Med andre ord betegner de ”hæmninger”, du peger på, i virkeligheden bestræbelser på at overvinde omverdenens hæmninger. Desuden må du forstå metoden. Det handler ikke om at opnå konsensus i en eller anden herredømmefri rundbordssamtale. Det handler om at skabe konsensus om det, du allerede har vedtaget. Som Charles Krauthammer bemærkede engang: ”I udenrigspolitikken […] beslutter du dig ikke for, hvad du skal gøre, ved at analysere Sikkerhedsrådets resolutioner. Du beslutter, hvad du vil gøre, ved at lave en beregning af amerikanske nationale interesser, strategiske mål og militære kapaciteter. Ud fra det udformer du en politik med klare mål. Derefter ansætter du de bedste internationale advokater til at finde dækning for det, du havde besluttet at gøre til at starte med.”³⁹ Hvis vi ser bort fra beregningsfasen, var det essentielt set den samme fremgangsmåde, Bush-regeringen fulgte, da den konstruerede fakta til støtte for politikker, Rumsfeld og Cheney allerede havde besluttet sig for.⁴⁰ Derudover: Tænk dig om et øjeblik …

Hjælp mig lidt.

Din indvending understreger jo blot, at verden bare er blevet mere neokonservativ. Det giver ikke mening at skabe en front, hvor der ikke er nogen modstand, eller at føre bevis for overbevisninger, alle er indforstået med.

Så man tilsigter maksimal effektfuldhed uden større interesse for de reelle effekter?

På et vist plan, ja. Vi ved egentlig, at sanktionerne ikke virker.⁴¹ Får det nogen til at sætte spørgsmålstegn ved sanktionspolitikken? Vi har også gode indikationer på, at den mest markante effekt af at holde krigen i kog er, at Ukraine taber mere og mere.⁴² Sidste sommer pressede NATO-landene ukrainere ud i en ”modoffensiv”, velvidende at chancerne for succes ikke var værd at regne på.⁴³ Vi har længe vidst, at det ikke går godt dernede.⁴⁴ Får det nogen til at interessere sig for konsekvenserne af den vedtagne kurs? Og hvad når Rusland varsler, at USA’s medvirken i angreb på civile på russisk territorium vil blive besvaret med aktioner, som kan føre til direkte konfrontation mellem stormagterne?⁴⁵ Den slags oplysninger bliver befolkningerne forskånet for. Vi lader os hverken intimidere af trusler eller basal viden. Intet skal anfægte vores tro på vores moralske overlegenhed. Og den står og falder med vores tilslutning til Ukraine-politikken. Hvis vi omvendt begyndte at stille tilsyneladende uskyldige spørgsmål om praktikaliteterne i det hele, ville vi hurtigt komme i moralsk uføre og desuden bad standing.

Er hele setuppet ikke ret irrationelt? Selv hvis vi vedtager, at ”missionen” er hævet over tvivl, får vi vel klogere og mere formålstjenlig politik, hvis der føres en kritisk dialog om midler og konsekvenser. I det mindste på de interne linjer hos beslutningstagerne.

Nu bør du selv tænke rationelt. Formålstjenlig politik er politik, der gøder grunden for sit eget videre liv. På dét plan er de ”reelle effekter” vigtige.

De neokonservative projekter fører til øgede spændinger og trusler. Krigene i Afghanistan og Irak skabte mere terrorisme. Brutaliteten blev besvaret med voldelig modstand, som så blev håndteret med endnu mere ”antiterror”.Jamen, vi så jo f.eks. i Afghanistan, at man lukkede øjne og ører for efterretninger om, hvor gudsjammerligt skidt det gik.⁴⁶ I stedet blev vi bare ved med at hælde penge i et projekt, der var bundet op på urealistiske mål. Det endte jo ikke blot katastrofalt. Krigen var dømt til at fejle lige fra begyndelsen.

Jeg gentager: Formålstjenlig politik er levedygtig politik. Har du hørt klager over Afghanistan-projektet fra militæret eller våbenindustrien?⁴⁷ Eller de mange firmaer og NGO’er, der tjente penge på at nationsopbygge ørkenlandet og bibringe det sikkerhed? Eller de tænketanke og eksperter, der hele vejen igennem fortalte os, hvordan vi kunne vinde, hvis vi øgede engagementet?

Projektet var jo umuligt, og omkostningerne enorme.

Sig det til dem, der var involveret i projektet. Jeg tror, du har fået fat i den gale cost-benefit-model. Tag general David Petraeus. Han havde ansvaret for at bekæmpe oprørere i Afghanistan og Irak i nogle ret kritiske perioder. I dag informerer han folk om, hvad der foregår i Ukraine. Du kan også læse op på, hvad Frederick Kagan laver i dag.

Alternativt kunne I fortælle mig det.

Ligesom Petraeus er Frederick Kagan medlem af tænketanken Institute for the Study of War. I sin tid forklarede han os, hvordan USA kunne vinde ”den lange krig” mod terror og opnå succes i Afghanistan.⁴⁸ Nu forklarer han os, at det var NATO og USA’s ”svaghed”, der fristede Putin til at invadere Ukraine. Hvilket ikke blot er en klassisk neokonservativ ide,⁴⁹ men også en ganske gængs tanke i dag, hvor vi omfavner oprustningen og konfrontationen. Jeg kunne fortsætte listen med succeshistorier. Du kan til gengæld ikke fremdrage et eneste eksempel på et menneske, der tabte anseelse, magt eller penge på disse ”fordømte” krigsprojekter.

Skatteyderne måske.

Hold dig til sagen og dens relevante parter. Kort sagt har disse krigsprojekter tjent alle involverede godt. Både i penge og prestige. Dét er bundlinjen.

For at svare direkte på dit spørgsmål: Nej, vi tjener ikke noget på at følge trop. Vi er så afgjort bare ikke tjent med at lade være.Nå, men så kan jeg fremdrage eksempler på folk, der offentligt ærgrede sig over, at deres Irak-krigsadvokatur var baseret på fantasier. Eksempelvis erklærede den neokonservative meningsdanner David Brooks hele forspillet for en ”intellektuel fiasko” tilbage i 2004. For han og de andre krigsentusiaster havde nemlig ikke tænkt over, hvordan de berørte mennesker i Irak kunne forventes at reagere på USA’s ”magt”. Ja, de havde i det hele taget forsømt at overveje konsekvenserne af ”magtanvendelsen”. Brooks forklarede tankeløsheden med, at man havde ladet sig ”forblænde af idealisme” og magtens ”noble formål”.⁵⁰ Det viser vel, at den moralske ”frisættelse”, I talte om, har en pris.

To ting. For det første har David Brooks og de mange andre Irak-krigsagitatorer, der en kort stund bedrev selvkritik i aviserne, klaret sig ganske udmærket.⁵¹ For det andet må vi se tingene i et større perspektiv. De neokonservative projekter fører i reglen til øgede spændinger og trusler. Krigene i Afghanistan og Irak skabte mere terrorisme. Brutaliteten, vi førte os frem med, blev besvaret med voldelig modstand, som så blev håndteret med endnu mere ”antiterror”.⁵² Se så på det aktuelle konfliktbillede. Presset mod Rusland har ført til russisk aggression. Efter invasionen har vores tiltagende engagement yderligere forøget stormagtsspændingerne og omfanget af Ruslands ofre, krav og ambitioner. Det er en tilspidsningsproces, militarister på begge sider nyder godt af.

Bør jeg sige hurra?

Om et øjeblik måske, når jeg lige har bundet krøllen. For spørgsmålet er, hvordan vi så går til de trusler, der pibler frem i vores indsatsområder. Og svaret er selvfølgelig neokonservativt: Vi angriber sagen med en moralsk sejrssikkerhed, der matcher trusselsbilledet. Usikkerheden derude overvindes med selvsikkerhed på de indre linjer. Deraf flyder kåd dominanspolitik og hårdhændede militaristiske tiltag. Der skrues op. Ser du den gode cirkel?

Jeg forstår sammenhængen.

En sidste ting: Den kortvarige Irak-selvransagelse er lidt af en parentetisk anomali. Ellers består storheden i den neokonservative indstilling netop i evnen til at se stort på ”pragmatiske” og ”realistiske” indsigelser mod beslutninger, der afspejler vores hegemoniske præferencer og udtrykker vores dybeste overbevisninger.

I nævnte før penge og prestige. Hvad med jer selv? I har da ikke fået en bid af kagen.

Nu vælger man jo ikke frit sin position i tilværelsen. De fleste af os, der sidder her, har selvfølgelig en vis status og en del privilegier. Det følger bl.a. af vores lange uddannelser. Men i det store magtpolitiske billede befinder vi os i underklassen. Og det forpligter … Eller for at svare mere direkte på dit spørgsmål: Nej, vi tjener ikke noget på at følge trop. Vi er så afgjort bare ikke tjent med at lade være.

4.     Det neokonservative syn på venner og rivaler, Europa og Rusland

Venner, lad os skifte spor. Hvordan forstår I neokonservatismen på et idemæssigt plan?

Ideerne har et vidtforgrenet rodnet.⁵³ Skal man pege på én kerne, er det ønsket om øgede militærbudgetter. Neokonservatismens øvrige ideer og dagsordener er alle knyttet til dette hensyn. Med Ukraine-projektet er det blevet almindeligt accepteret, at vi skal opruste. Så vi kan vel sætte hak ved dette punkt.

Ideen er, at ingen anden magt må aspirere til en position, der udfordrer amerikansk overherredømme. Overført på Europa betyder det at blokere ethvert skridt mod uafhængighed af Washington. Overført på rivaler som Rusland og Kina betyder det militær konfrontationspolitik og bestræbelser på at fostre indre spændinger i landene.Kan vi? Nu har jeg lavet lidt baggrundsresearch, og det ser ud til, at enkelte af jer siger klart nej til oprustning.

Korrekt, hvis du taler om ham der og hende der.⁵⁴ Men ingen af os siger nej til det lokomotiv, der p.t. driver oprustningen. Altså Ukraine-projektet, våbenbistanden og fjendetænkningen. Vi står trods alt fast på, at en situation, der er fremkaldt af militaristisk herredømmepolitik, må håndteres med militaristiske midler. Konfrontationen må fortsætte. For fjenden er ond, og situationen er akut.

Øgede militærbudgetter kan vel ikke være det eneste punkt, den neokonservative intelligentsia kan samles om.

Det er det mest håndgribelige. Bevæger vi os over i de lidt mere luftige lag, finder vi ideer om amerikansk lederskab, unilateralisme og overherredømme.⁵⁵

Sådanne ideer finder man altså i mange varianter i det udenrigspolitiske establishment.

Ja, og den stærkeste og mest ambitiøse variant er og bliver den neokonservative. Hvis du lader mig tale ud, vil jeg skitsere, hvad det her går ud på. Den grundlæggende geopolitiske ide er, at ingen anden magt må opnå, endsige aspirere til en position, der udfordrer amerikansk overherredømme.⁵⁶ Overført på Europa betyder det at blokere ethvert skridt mod uafhængighed af Washington.⁵⁷ Overført på rivaler som Rusland og Kina betyder det militær konfrontationspolitik og bestræbelser på at fostre indre spændinger i landene.⁵⁸

Snakken om ”den godsindede dominans fra én magt” er forstummet, fordi denne magt selv fører ordet. Også når du lytter til en europæisk ”leder”. I får det til at lyde, som om USA’s europæiske venner også er en slags fjender.

Følg logikken, for der er en iøjnefaldende sammenhæng mellem disse dagsordener. Europæisk uafhængighed i udenrigspolitikken har historisk set ytret sig i ønsker om afspænding og deslige. Tænk bare på tyskernes såkaldte Ostpolitik eller vores egne fodnoter, og du vil se, at der ikke er langt fra ”afspænding” til afkobling fra USA. Og tænk så på, hvor vi står nu. Vi har fået Ukraine-krigen, fordi amerikanerne på afgørende punkter fik tilsidesat europæernes frygt for, hvad der kunne ske, hvis vi overskred Ruslands røde linjer.⁵⁹ Nu ved vi, hvad der kunne ske. Konsekvensen er, at vi i Europa ubetinget har underlagt os USA, ja på visse punkter overbyder amerikanerne i aggressionsvillighed.⁶⁰ Uanset hvordan du stiller det op, er vi landet et venskabeligt sted.

Temmelig ironisk.

Temmelig logisk. Problemet med dig er nok, at du sidder fast i den gamle tænkning. Hvis du tager andre briller på – vi kan anbefale den neokonservative variant – giver det hele mening.

Men modsat Bush-æraens neokonservative slår Biden og co. sig da ikke op på unilateralisme og ubetinget handlefrihed.⁶¹

Det ville da også være dumt at sparke åbne døre ind. Når de gamle neokonservative gjorde et stort nummer ud af amerikansk enegang – og indskærpede: følg den eller lad være⁶² – så skete det i et opgør med europæisk opposition til USA’s udenrigspolitiske projekter. Det var dengang, Victoria Nulands ægtefælle, Robert Kagan, lærte os, at europæerne er fra Venus, og amerikanerne fra Mars.⁶³ Det var dengang, Charles Krauthammer pointerede, at europæerne ”tror på papir” (traktater og den slags), mens sande amerikanere ”tror på magt”.⁶⁴ Denne splid findes ikke længere takket være den store, samlende Ukraine-sag. Det giver ikke mening at lægge pres på – eller afstand til – nogen, der allerede følger dig velvilligt. Visionerne om europæisk underdanighed fremsættes ikke længere, fordi de er gået i opfyldelse. Snakken om ”den godsindede dominans fra én magt”⁶⁵ er forstummet, fordi denne magt selv fører ordet. Også når du lytter til en europæisk ”leder”.

De neokonservatives åbenlyse foragt for FN understregede jo, at organisationen var en faktor, man ikke kunne komme uden om. Hvorfor ellers jorde organisationen? Nu har vi kørt FN ud på et sidespor.Franskmændene har da stadig selvstændighedslængsler, og tyskerne nøler.

Det er vist så som så, men der findes da sølle levn fra det gamle konfrontationsforskrækkede Europa. Magten og momentummet er blot klart forskubbet til det, USA’s forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld kaldte ”det nye Europa”.⁶⁶ Som New York Times har påpeget, er europæerne i dag forenet i ”solidaritet bag amerikansk lederskab”.⁶⁷ Vi progressive er selvsagt også solidariske.

Amerikanske bekymringer for et samlet, stærkt og uafhængigt Europa, der kunne fristes til at udvikle gode relationer til den store nabo i Øst, går jo helt tilbage til den kolde krigs fødsel.⁶⁸ Derfor afslog USA bl.a. Stalins tilbud fra 1949 om at genforene Tyskland under neutralt flag. Washingtons strateger frygtede nemlig, at det ressourcestærke land kunne genopstå som ”en tredje magt”.⁶⁹ Siden har det igennem hele den kolde krig været en klar amerikansk dagsorden at fastholde Europa i vestblokken og Rusland i østblokken.

Men hvem tog denne tråd op efter optøningen, da mange NATO-statsledere og de intellektuelle havde ladet sig forblænde af Mikhail Gorbatjovs ”fælleseuropæiske hus”, Paris Charterets vision om ”udelelig sikkerhed” samt øvrige luftige ideer om en ”fredsdividende”? Det gjorde de neokonservative. De holdt fast i blokpolitikken, mens mange andre svigtede.

I dag forsvarer USA og Europa jo den ”regelbaserede verdensorden”. Er det ikke multilateralt?

Ikke i den betydning, de neokonservative afskyede. Deres åbenlyse foragt for FN⁷⁰ understregede jo, at organisationen var en faktor, man ikke kunne komme uden om. Hvorfor ellers jorde organisationen? Nu har vi kørt FN ud på et sidespor. Du bør også bide mærke i, at den nye orden er ”regelbaseret” og ikke lovbaseret. Det vil sige: Vores regler for jer andre, ikke alles love for os. Jeg tror godt, du kan fornemme den hegemoniske ånd bag den idealistiske fernis. Bemærk også, at klassisk neokonservatisme ikke er i opposition til multilateralisme som sådan. Som Dick Cheney bemærkede i et centralt strategiskrift fra 1993: ”effektiv multilateral handling kommer med størst sandsynlighed i stand som et svar på amerikansk lederskab”.⁷¹ Man vil gerne have mange med, så længe man selv fører an.⁷²

Vi skal ikke blot spørge, hvad vi har gjort for at få Ukraine-krigen – nemlig ført neokonservativ politik. Vi må også spørge, hvad den gør for os – nemlig givet os endnu mere neokonservativ politik.Jeg skal lige forstå jeres grundargument. I ser Ukraine-krigen som et neokonservativt projekt. I støtter Ukraine-krigen. Ergo er I neokonservative. Ergo æder I det hele, inklusive Europas underkastelse. Er det en fair måde at udlægge jeres nye selvopfattelse på?

Du tegner det for groft og utydeligt op. Lad os sige det sådan: Vi kan ikke komme uden om, at kilderne til Ukraine-krigen har en neokonservativ karakter, og at folk af neokonservativ observans fortjener en del af æren for, at de dominansdrevne dagsordener sejrede over 1990’er-pendanterne til sådan nogle som os. Lige så uomgængeligt er det, at Ukraine-krigen er en platform, hvorfra de samme neokonservative dagsordener videreføres med endnu større styrke, bl.a. i den europæiske kontekst. Og ja, så støtter vi selvfølgelig Ukraines kamp. Derfor tager vi neokonservatismen på os.

Jeg synes i al beskedenhed, at mit bud var lettere at forstå. Men skidt med det. I nævner nogle ”dagsordener”, og det lyder til, at I mener, at neokonservative aktører er lykkedes med at fremføre dem.

Helt sikkert. Vi kan godt være konkrete her. Som enhver ved, er NATO-ekspansion Ukraine-konfliktens kerne. Hvem pressede hårdest på for at føre NATO op til Ruslands grænser i 1990’erne? Neokonservative organer som Project for a New American Century, tænketanken American Enterprise Institute og lobbyorganet U.S. Committee to Expand NATO, der bl.a. havde Richard Perle, Paul Wolfowitz, Randy Scheunemann og Gary Schmitt i bestyrelsen.

Som helt klart var neokonservative. Men hvis jeg husker rigtigt, finder vi også karrierediplomater som Stephen Hadley og traditionelle republikanere som Julie Finley i samme kreds. Desuden gjorde ”komiteen” fælles front med en del liberale demokratispredere.

Hvis bidrag vi ikke vil negligere. Vi siger bare, at der var en neokonservativ overvægt i organisationen. Hvem havde i øvrigt størst indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i 1990’erne og nullerne – Stephen Hadley og Julie Finley eller Richard Perle og Paul Wolfowitz?

Nu var det jo mainstreamliberale establishmenttyper som Bill Clinton, Warren Christopher, Strobe Talbot og Richard Holbrooke, der førte NATO-udvidelsespolitikken ud i livet i slut-1990’erne.

Præcis. Christopher, Talbot og Holbrooke har bemærket, hvorledes tænketanke som American Enterprise Institute formede deres opfattelse af udvidelsesspørgsmålet.⁷³

De neokonservative foragtede jo Bill Clinton og alt, hvad han stod for.

Stort set. Der var plads til en enkelt ros: Clinton tog hul på NATO’s østudvidelse.⁷⁴

I teorien byder vores historiske bagage os at gå rundt og kritisere NATO’s konfrontations- og ekspansionspolitik. Men det modsatte er sket. Det kan man kalde dybdegående ”amerikansk herredømme over europæiske anliggender”.Clinton havde da sine indenrigspolitiske grunde til at love Ungarn, Tjekkoslovakiet og især Polen NATO-medlemskab op til det amerikanske præsidentvalg i 1996.⁷⁵

Det kan meget vel være. Vores argument er ikke, at beslutningen om NATO’s østudvidelse helt eller mestendels kan tilskrives neokonservativ indflydelse. For os er det tilstrækkeligt, at den dagsorden, der sejrede, har en umiskendelig neokonservativ karakter, og at de mest stålsatte – ikke nødvendigvis mest indflydelsesrige – fortalere for NATO-ekspansion fandtes i den neokonservative lejr. Kan vi så prøve at se fremad?

Et øjeblik. Et klassisk, lidt mere liberalt motiv for at bruge NATO til at sikre amerikansk dominans i Europa har været økonomisk. Den tidligere NATO-kommandør Alexander Haig har f.eks. påpeget, at tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Europa “holder de europæiske markeder åbne for os”.⁷⁶

Noget lignende påpegede neokonservative som Bill Kristol.⁷⁷ Vi siger ikke, at der ikke er overlap mellem neoliberale og neokonservative visioner. Kan vi nu kigge fremad?

O.k.

Så hvad har konsekvenserne været? Ukraine-krigen er den altoverskyggende konsekvens. Vi skal ikke blot spørge, hvad vi har gjort for at få Ukraine-krigen – nemlig ført neokonservativ politik. Vi må også spørge, hvad den gør for os – nemlig givet os endnu mere neokonservativ politik. Helt overfladisk har krigen selvfølgelig styrket, samlet og yderligere udvidet NATO.

Sikke overraskende, at vi rykker sammen i krisetider.

Du må tage bestik af dybden i det, der er sket. For de neokonservative var NATO-udvidelsen bl.a. et middel til at fremme ”den fortsatte udøvelse af amerikansk lederskab i europæiske anliggender”.⁷⁸ I sig selv har udvidelsen tjent denne ambition ganske godt. Med Ukraine-krigen er dette ”lederskab” imidlertid blevet til et regulært herredømme. Vi, der sidder her, er levende eksempler på det. I teorien byder vores historiske bagage os at gå rundt og kritisere NATO’s konfrontations- og ekspansionspolitik. Men det modsatte er sket. Det kan man kalde dybdegående ”amerikansk herredømme over europæiske anliggender”. Desuden er dit synspunkt om, at vi blot reagerer på en ”krise”, ret snæversynet og kontekstløst. Du overser fuldstændig det stærke forarbejde, vi netop har talt om. Vi følger en dagsorden, der virker igennem en krise.

Den ”moralske klarhed” forlanger, at ethvert udsagn vægtes på en ven-fjende-skala. Dine ”betragtninger” kan derfor udtrykke støtte til Putin eller den vestlige politik. I sig selv siger de ikke noget.Jeg er med på, at dit lederskabscitat fra før kommer fra et centralt neokonservativt strategipapir. Men jeg tvivler på, at selve tanken er særlig neokonservativ. Du kan drage adskillige lignende proklamationer frem fra arkiverne. Hør bare denne passage fra en analyse fra det amerikanske udenrigsministerium helt tilbage i 1965: “For USA er NATO fortsat afgørende som et veletableret og let tilgængeligt instrument til udøvelse af amerikansk politisk indflydelse i Europa”.⁷⁹ Ordlyden minder ret meget om det, du trak frem. Og da NATO’s gamle ærkefjende, Sovjetunionen, gik bort, blev det en ret almindelig tanke, at organisationen kun fortsat kunne fungere som et amerikansk instrument for indflydelse i Europa, hvis man udvidede NATO, gav NATO nye trusler at se til og skabte et mere udfarende NATO.⁸⁰

Ja, men modsat i dag var der også markant modstand mod projektet. En lang række amerikanske statsmænd advarede mod NATO-udvidelsen,⁸¹ ligesom bastionen for liberal oplysning, New York Times, var imod.⁸² Den anerkendte koldkrigshistoriker John Lewis Gaddis kunne ikke ”mindes noget andet tidspunkt, hvor der i vores profession var mindre støtte til en officiel politik”.⁸³

Lad os gå videre.

Inden vi gør det, vil jeg lige nævne, at det var vældigt provokerende, da de neokonservative i begyndelsen af 1990’erne advokerede for, at USA måtte afskrække ”de avancerede industrinationer […] fra at udfordre [USA’s] lederskab”.⁸⁴ I Europa brød man sig ikke om, at avancerede industrinationer såsom Tyskland blev regnet for potentielle rivaler, der skulle holdes nede. Selv i USA var budskabet så kontroversielt, at Forsvarsministeriet afsvor sig sit ejerskab til ideen.⁸⁵ Når vi ser på det i dag, virker synspunktet derimod underligt defensivt. Nu handler det ikke om at bekæmpe risikoen for europæisk selvstændighed via afskrækkelse, men om at uddybe Europas underdanighed yderligere.

5.     Det neokonservative samtalerum

Nu kunne jeg godt tænke mig, at vi pakker det moralske perspektiv væk og i stedet udlægger den sikkerhedspolitiske situation i mere deskriptive termer. Hvis vi tager udgangspunkt i Ukraine-konflikten, vil jeg fremsætte den empiriske betragtning, at …

Du må forstå, at rene empiriske betragtninger ikke har nogen betydning længere. Den ”moralske klarhed” forlanger, at ethvert udsagn vægtes på en ven-fjende-skala. Dine ”betragtninger” kan derfor udtrykke støtte til Putin eller den vestlige politik. I sig selv siger de ikke noget.

Man kan vel også have betragtninger, der hverken markerer støtte til Putin eller Vesten, men blot udtrykker en forståelse af, hvad konflikten går ud på.

Ja, nogle udtrykker sig uklart og tvetydigt. Det er suspekt, da man skal tage utvetydigt afstand fra fjenden.

Kun suspekt? Helt sort-hvidt er det altså ikke?

Vi kan godt finde plads til nyttige idioter og Putin-verstehere på skalaen. Pointen er, at der skal en moralsk afkodning til, før der er nogen pointe i det, folk har at sige. I det offentlige liv foregår afkodningen fuldstændigt spontant. Man spekulerer sjældent nærmere over, hvad der egentlig bliver sagt på et rent ”deskriptivt plan”.

Så hvis man nu havde det synspunkt, at Ukraine-konflikten bl.a. skyldes, at vi har en dominerende magtblok, der insisterer på globalt herredømme, skønt den er nedadgående, og en anden magtblok, der er opadgående og i tiltagende grad gør krav på dominans i sine nære interesseområder, hvilket den første magtblok ikke anerkender, så …

kalder man det f.eks. for en relativering. Du kunne lige så godt åbent erklære: ”Jeg har svært ved at fatte mig i korthed og har derudover en tvivlsom moralsk karakter.” For du gengiver her et synspunkt, der undskylder Putin ved at præsentere det hele som et intrikat, interessedrevet magtspil uden at anerkende den moralske rangorden mellem parterne. Den går ikke.

Det er misvisende at tale om, at tingene reduceres i den fælles samtale. I alle respektable fora er alting kogt ned til de moralske kernespørgsmål, inden nogen åbner munden.Ud over moralisme er der jo en del empirisk indhold i vores forestillinger om den aktuelle konflikt.

Helt sikkert. Men i den offentlige sfære har dette indhold ikke nogen videre betydning. For eksempel hører vi, at Rusland lider hårdt under krigen. Frigivne ”efterretningsoplysninger” tilsiger faktisk med stor nøjagtighed, at landet har tabt hundredtusindvis af mænd og meget af sin slagkraft takket være vores indsats,⁸⁶ mens NATO’s militære top omvendt vurderer, at Ruslands militær er stærkere end nogensinde før.⁸⁷ Lederne siger også, at Ruslands invasion må betragtes som et mislykket opgør med NATO’s udvidelsesdagsorden,⁸⁸ og at NATO-ekspansion absolut intet har med sagen at gøre. Krigsbegejstrede tænketanke, meningsdannere og højtstående politikere bryster sig af, at vi bekriger Rusland via en stedfortræder,⁸⁹ mens vi i andre sammenhænge forkaster denne tanke som Putins narrativ. Vi hører kort sagt mange ting, der refererer til den virkelige verden, og hvis vi sad fast i gammel tænkning, ville vi se kludder og koks i den herskende fortælling, skønt der i virkeligheden er en klar moralsk linje. For disse ”empiriske betragtninger” siger jo ikke andet, end at fjenden skal bekæmpes, og at våbenstøtten skal øges. Ingen fornedrer sig til at stille sig spørgsmålet, hvordan disse forestillinger hænger sammen på et rent ”empirisk” plan. Vi forstår i fællesskab tingene på et dybere plan.

Så de praktiske betragtninger om konflikten, den enkelte måtte byde ind med, bliver i det fælles samtalerum reduceret til rene markører for, hvor hun står? Hvor hun står politisk, og hvilken moralsk status der tilkommer hende?

Nemlig, og på en måde, hvor det, du nu kalder en ”praktisk betragtning”, ikke regnes for andet end indpakning af det egentlige budskab. Er dit kampråb rettet mod fjenden, eller har du bevæget dig over i hans lejr, råber du nu mod os? Det er i realiteten den eneste relevante praktiske betragtning. Hvilket den enkelte faktisk allerede indforstået med. Derfor er det også misvisende at tale om, at tingene reduceres i den fælles samtale. I alle respektable fora er alting kogt ned til de moralske kernespørgsmål, inden nogen åbner munden.

Er disse restriktioner på tanke og tale ikke en kende for primitive til også at være neokonservative? Trods stort moralsk klarsyn havde den gamle neokonservative intelligentsia nogle bredere ideer om det geopolitiske miljø, USA agerede i. Deres betragtninger var ikke altid voldsomt raffinerede, men vi taler trods alt om lærde mennesker med et sikkert greb om rå, magtpolitiske realiteter.

Her må vi tilbage til distinktionen mellem offentlighederne, der dyrker idealismen, og så dem, der fører politikken med privilegeret indblik i de ”komplicerede, jordnære sandheder”. Småstatsprogressive som os befinder os i de lag, der har til opgave at legitimere den gældende kurs med idealistiske paroler.

6.     Neokonservativ sikkerhedspolitik

Har neokonservatismen en egentlig sikkerhedspolitik? Jeg synes, I har sagt ting, der stritter i forskellige retninger.

Bevægelsen har i hvert fald en herredømmepolitik, som er en ejendommelig fusion af militær og moralsk overlegenhed.⁹⁰ Robert Kagan sagde engang, at USA modsat europæerne besidder en ”sikker tro på magtens moralske legitimitet”.⁹¹ Selvom han ikke havde fantasi til at forestille sig, at europæerne en dag ville knæle foran dette kors,⁹² må vi selvfølgelig anse det for et neokonservativt ønskescenarie.

Bevægelsen har aldrig haft let ved at give slip på sine fjender, selv når de bløder op eller går helt i opløsning. Det så vi f.eks. i reaktionen på Perestrojka og Sovjetunionens sammenbrud. Nye fjender kaster den sig til gengæld gerne over, især hvis de kan projiceres op i et vældigt format.Ejendommelig fusion?

Brugen af magt er altid en moralsk mission. Det skal ikke forstås sådan, at moralen afgør, hvor, hvornår og hvordan magten skal udøves.⁹³ Det fungerer nærmere sådan, at moralen bakker magten op, og at magtanvendelsen omvendt styrker den moralske selvsikkerhed, idet vi viser vores værd igennem frygtindgydende voldshandlinger. De neokonservative har aldrig set en krigsmission, de ikke kunne lide.⁹⁴

Dem har I til gengæld set en del af igennem tiden. Hvordan stemmer det?

Det er rigtigt, at den neokonservative vending på dette punkt ikke er slået fuldstændigt igennem hos os. Alligevel er indflydelsen mærkbar. Vi taler ikke længere om de krige, vi ikke kunne lide, ligesom vi stort set har forladt forestillingerne om, at militaristiske drivkræfter i den vestlige blok kan klandres for krig og konflikt. Men glem os. For de gamle, vidtskuende neokonservative var enhver mission moralsk opbyggelig, ligesom enhver moralsk oprustning pegede frem mod en mission.

Så man tæsker løs på et eller andet og bliver helt varm indeni?

Ikke uden videre. Først identificerer man trusler og viser, at de er store og farlige.⁹⁵ Helt klassisk, vil du måske sige. Men som på så mange andre punkter hæver neokonservatismen sig over den gennemsnitlige stormagtstænkning ved sin heftighed. Den er på udkig efter fjender, og helst store rivaler.⁹⁶

Det lyder o.k. heftigt. Hvordan kan man se det?

Bevægelsen har aldrig haft let ved at give slip på sine fjender, selv når de bløder op⁹⁷ eller går helt i opløsning.⁹⁸ Det så vi f.eks. i reaktionen på Perestrojka og Sovjetunionens sammenbrud. Nye fjender kaster den sig til gengæld gerne over, især hvis de kan projiceres op i et vældigt format. Faktisk figurerede terror slet ikke på det neokonservative trusselslandkort før d. 11. september 2001;⁹⁹ inden da var det Rusland og Kina, vores åndspionerer konstant slog alarm over.¹⁰⁰ Da terroren pludseligt antog dimensioner, der kaldte på overvældende amerikansk magt, blev det bevægelsens mission at udrydde denne ondskab. Så fjenderne og truslerne er uundværlige.

Det har jeg trods alt ikke hørt nogen fra bevægelsen sige.

Da Sovjetunionen og USA begyndte at komme på venskabelig fod i slut-80’erne, forudsagde Charles Krauthammer, at Ondskabens Imperiums forestående fald ville ”gøre det sværere at retfærdiggøre” den fortsatte ”aggressive og (om nødvendigt) unilaterale forfølgelse af amerikanske interesser og værdier rundtomkring i verden”.¹⁰¹ Og da den kolde krig var definitivt overstået, bemærkede bevægelsens gudfar, Irving Kristol: ”Hvad vi virkelig har brug for […] er en åbenlys ideologisk og truende fjende, der kan vække vores ildhu, og som kan forene os i opposition […] Hvor er vores aliens, når vi har mest brug for dem?”¹⁰²

Egentlige sikkerhedspolitiske ideer finder vi omvendt ikke?

Kongstanken er, at sikkerheden først er velforvaret, når USA har tilkæmpet sig evnen til at besejre enhver potentiel rival uden at lide større omkostninger.¹⁰³ Først når man kan slippe af sted med at smadre hvem som helst, kan man slå koldt vand i blodet. Logikken er skudsikker, for ingen rationelt tænkende modpart ville turde røre en sådan verdenssuveræn, og skulle nogen alligevel forsøge, ville det blive værst for ham selv. Voldsparatheden skal selvfølgelig demonstreres for at gøre indtryk. Ikke mindst på vennerne, der ellers kunne udvikle ideer om, at de kan klare sig uden deres leder.¹⁰⁴

Hvad ville det hjælpe at holde et stort mål op for øjnene af flokken, der i forvejen bevæger sig ad den rette vej?”Smadre hvem som helst”? Jeg har svært ved at tro, at man har udtrykt sig så groft.

Kort efter den kolde krigs afslutning formulerede daværende formand for Joint Chiefs of Staff, Colin Powell, tanken forbilledligt pædagogisk: ”Min foretrukne måde at udkæmpe krige på er aldrig at lade nogen tro, at de kan vinde en krig mod os. Jeg vil gerne være kvarterets bølle. Det er, hvad afskrækkelse handler om: at få en modstander til at tænke på, at der ikke er nogen fremtid i at forsøge at udfordre USA’s væbnede styrker. Vi er nødt til at sikre os, at dette kan ses af enhver potentiel udfordrer.”¹⁰⁵ I den dengang verserende debat om USA’s globale strategi var Powell ubetinget på de neokonservatives side. Med andre ord går neokonservatisme ud på at efterstræbe en position, hvor man kan slå alle ud af spillet uden at skulle frygte gengældelse. Overherredømme sikret igennem demonstrativ magtudøvelse. En umulig, men stærkt bevægende tanke.

Det er sandelig en radikal idé. I mine ører lyder den desuden ret mærkelig. Jeg mindes at have hørt noget i den dur til et foredrag om teorien ”offensiv realisme” engang. Men jeg har endnu til gode at høre en eneste af vores nuværende ledere forfægte sådanne synspunkter.

Igen skal du skelne mellem de neokonservative visioner og de politikker, visionerne lægger op til. Det er de konkrete politikker, vi og hele og den politiske mainstream har taget til os – eller i det mindste lever med uden større anfægtelser. Og de kører nu på autopilot og er universelt accepterede, hvorfor det i bedste fald ville være overflødigt at koble dem op på visioner, nogle folk kunne tage anstød af. Så de helt store dominanspolitiske paroler er selvfølgelig ude af billedet – måske fordi deres realpolitiske undertekst udgør en slags ramme om det hele.

Man kan sige, at I har overtaget en visionsløs udgave af neokonservatismen?

Den fremfusende variant tilhørte en tid, der skulle overbevises eller overtromles. I dag har vi neokonservatisme i praksis, som levet liv, som politisk vilkår, som fælles forudsætning. Ikke som ”observans”, ”ideologi”, ”vision” eller ”anskuelse”. Det gælder på begge sider af Atlanten. Hvad ville det hjælpe at holde et stort mål op for øjnene af flokken, der i forvejen bevæger sig ad den rette vej?

Sig så lige hvilken praksis.

Jo, f.eks. at bekæmpe rivaler igennem stedfortrædere.¹⁰⁶ Vi så det i pænt omfang i Afghanistan i 1980’erne, om end indsatsen var for tam til nogle neokonservatives smag. Og vi ser det nu i Ukraine – i en størrelsesorden, vi alle kan være stolte af … Selvom de få bekendende neokonservative, der er tilbage, selvfølgelig vil have endnu mere.¹⁰⁷

7.     Neokonservativ atomvåbenpolitik og fjendetænkning

Andre eksempler? En af jer var i begyndelsen af vores snak inde på, at den neokonservative vending også er slået igennem på det store strategiske plan.

Ambitionen om ubestridt dominans igennem overlegen magt ser vi bl.a. i de neokonservatives atomvåbentænkning.¹⁰⁸ I dag har deres hårde tilgang til spørgsmålet sejret totalt og uden fanfarer,¹⁰⁹ men der var engang, hvor den dominerende indstilling var anderledes forsigtig og forsonlig. Tænk bare på Gorbatjov og Reagans taler om emnet i sen-80’erne. Dengang kom supermagterne til enighed om, at ”en atomkrig ikke kan vindes og derfor aldrig skal udkæmpes”.¹¹⁰ USA anerkendte, at Rusland havde midlerne til at ødelægge USA. Rusland anerkendte, at USA kunne gøre det samme ved Rusland. Begge parter tog for givet, at man umuligt kunne eliminere fjendens evne til at udslette en selv, hverken igennem forsvar eller ved at slå først. Tankegangen havde længe gået under navnet ”gensidigt sikret ødelæggelse” – mutually assured destruction (MAD) – og ideen om, at atomvåbnenes primære funktion er at afskrække andre fra at bruge atomvåben mod én selv blev forståelsesfundamentet under en række atomvåbenkontrolaftaler. Ræsonnementet lød, at siden atomkrigens gensidige ødelæggelse er et uomgængeligt vilkår, må vi for vores egen overlevelses skyld gøre, hvad vi kan, for at mindske risikoen for atomkrig.

Rusland har jo opnået en kunstig form for militærstrategisk paritet med os i Vesten alene pga. sit enorme atomvåbensarsenal. Det er ret nærliggende, og yderst neokonservativt, at arbejde på at skaffe denne urimelige fordel af vejen.Hvad bestod denne risiko i ifølge 80’er-opfattelsen?

Den beherskede også tilgangen op i 1990’erne. Essentielt set mente afspændingsfolket, at den største risiko for at realisere MAD – dvs. en altødelæggende atomkrig – var virkelige eller tilsyneladende bestræbelser på at sætte sig ud over MAD-logikken. Markante skridt mod nuklear overlegenhed ville blot udløse det gensidige ødelæggelsesscenarie. Denne frygtens lammelse af viljen har vi fået bugt med. Men i gamle dage, under tøbruddet, var det anderledes.

Hvorfor var de neokonservative egentlig i opposition til MAD-doktrinen?

Det siger vist sig selv, hvis du husker, hvad vi sagde lige før. For de neokonservative kan kun overlegen magt garantere sikkerheden og oprustningen. Der er én neokonservativ indikator for ordentlig ”sikkerhedspolitik”, og den er, at der føres kompromisløs herredømmepolitik. Det tillader MAD ikke.

Ikke? Vi skal vel bare acceptere ligningen: MAD + kompromisløs herredømmepolitik = kompromisløs dommedagspolitik. Nå, men hvad agiterede de neokonservative så for?

At opbygge missilforsvarssystemer, der kunne beskytte mod atomvåbenangreb.¹¹¹ At sløjfe våbenkontrolaftalerne.¹¹² At modernisere atomvåbnene.¹¹³ At udvikle doktriner for at bruge atomvåben offensivt. At komme væk fra den forskræmte terrorbalancetænkning, som våbenkontrol og nedrustning hviler på.¹¹⁴ Uagtet store forskelle i konventionel slagkraft har Rusland jo opnået en kunstig form for militærstrategisk paritet med os i Vesten alene pga. sit enorme atomvåbensarsenal. Det er ret nærliggende, og yderst neokonservativt, at arbejde på at skaffe denne urimelige fordel for Rusland og andre rivaler af vejen. Ambitionen må være at gøre USA til en overlegen atommagt, ligesom USA er en overlegen militærmagt i konventionel henseende.

I så fald er vi vel meget langt fra det neokonservative mål.

Vi er også meget langt fra det klasseløse samfund, og dog er vi stadig socialister, så længe vi arbejder for arbejderklassens interesser med midler, der er bredt anerkendte som socialistiske. Det ville med andre ord være naivt at vurdere succesen på, om endemålet er nået eller ej. Succesen må måles på, om vores adfærd følger de neokonservative forskrifter. Husk den indikator, jeg nævnte lige før. Hvad er der sket med ABM-aftalen? Hvad er status på New START? INF? Open Skies-aftalen? Og resten? Der er ikke noget våbenkontrolregime tilbage. Præcis som de neokonservative ønskede.

Men noget skal der vel komme ud af det. I gav mig før det indtryk, at målet med at skrotte de gamle aftaler var sikkerhed.

Ja, sikkerhed i en ultimativ forstand, der ikke vedrører de umiddelbare konsekvenser af den førte politik. Det ligger ikke til det neokonservative mindset at søge kortsigtede sikkerhedsgevinster – se bare på Afghanistan, Irak og Libyen. Man efterstræber ubestridt dominans – endegyldig sikkerhed, om du vil – og det betyder, at potentielle rivaler må bøje sig eller blive konfronteret. I 2008 valgte Rusland tydeligvis det sidste.

Siger du dermed også, at det har noget med Ukraine-krigen at gøre?

I høj grad, og det er jo den umiddelbare anledning til, at vi progressive er om bord. Nu er der selvfølgelig flere lag i konflikten, men på et geopolitisk plan var det den tiltagende trussel fra NATO, der bragte Kreml og hele det sikkerhedspolitiske establishment i Rusland op i det røde felt.

I stedet for gensidig afskrækkelse og dialogbaseret trusselsreduktion må sikkerheden nu opretholdes ved at overgå modparten – eller overgå modpartens bestræbelser på at overgå dig. Spillereglerne er fuldstændigt ændret: Atomkrigen er blevet et spil, man kan vinde.Og hvad har det med atomvåben at gøre?

Et vigtigt spor i trusselsopbygningen findes i atomvåbenpolitikken. I russernes øjne signalerede Bush juniors opsigelse af ABM-aftalen i 2002, at USA stræbte efter at bringe sig i en position, hvor det kunne nedlægge Rusland med et atomvåbenangreb uden selv at skulle frygte effektiv gengældelse. Man så et varsel om, at Washington ville sætte det russiske atomvåbenarsenal ud af spillet som en afskrækkelsesfaktor og altså opnå evnen til at vinde en atomkrig. Det skulle være grunden til, at USA har opstillet missilforsvarssystemer i Rumænien og Polen.

Men de russiske bekymringer har vel ikke noget på sig?

At kunne afbøde virkningen af et gengældelsesangreb er en faciliterende foranstaltning for at vinde en atomkrig. En anden vigtig …

Må jeg lige indskyde, at der ikke er mange, der tror på, at de to missilforsvarssystemer i Østeuropa vil kunne beskytte os mod de russiske atomvåben? Der er for alt mange af dem, systemerne er for avancerede, og deres hypersoniske missiler og atomvåbenbevæbnede ubåde …¹¹⁵

Lad mig så genindskyde, at du har helt ret. Men du må for det første forstå, at Rusland forholdt sig til et omslag i Washingtons strategiske tænkning. USA opsagde så at sige den fælles forståelse om, at begge parter har en interesse i at opretholde afskrækkelsesbalancen og undgå at forskrække modparten til at gøre noget overilet. Da ABM-aftalen blev vraget, tog vi hul på et nyt kapitel, hvor man ikke længere fremmer sin egen sikkerhed ved at etablere værn mod risikoen for den altødelæggende atomkrig. I stedet for gensidig afskrækkelse og dialogbaseret trusselsreduktion må sikkerheden nu opretholdes ved at overgå modparten – eller overgå modpartens bestræbelser på at overgå dig. Spillereglerne er fuldstændigt ændret: Atomkrigen er blevet et spil, man kan vinde. For det andet er det ikke blot vigtigt, om missilforsvarssystemerne faktisk er effektive. Hvis blot russerne tror, at der er en mulighed for, at amerikanerne tror, at de vil virke, så vil russerne også tro, at USA kunne finde på at indlede et atomvåbenangreb, hvis vi befinder os i en tilpas tilspidset konfliktsituation.¹¹⁶

Inden jeg afbrød dig lige før, ville du vist sige noget helt andet. En anden ”faciliterende foranstaltning” måske?

Hvis man vil vinde en atomkrig, er det ikke blot klogt at mindske destruktionskraften i fjendens gengældelse. Det er også gavnligt at kunne svække fjendens evne til at reagere, inden han når at gøre det. Som bekendt er atomvåbnene først og fremmest rettet mod rivalens nukleare kapabiliteter, og derfor er minutterne, der går, fra missilerne bliver affyret, til de slår ned, helt essentiel … Eller lad os være helt præcise: Det er tidsrummet, fra missilerne registreres af varslingssystemerne, til de når deres mål, der afgør, hvor sårbar du er for et hurtigt angreb. Jo tættere atomvåbnene er på deres mål, des kortere betænkningstid for modstanderen. Også her har vi set fremskridt; vi er formentlig nede på 19 minutter for de interkontinentale ballistiske missilers vedkommende.¹¹⁷ Ja, faktisk kan det være, at vi er helt nede på omkring 10 minutter, når vi tager krydsermissilerne med. Russerne er nemlig af den opfattelse, at missilforsvarsinstallationerne i Østeuropa kan benyttes til at sende Tomahawk-missiler med nukleare sprænghoveder mod Moskva.¹¹⁸ ”Teknisk set” er det rigtigt nok, melder diverse amerikanske våbensystemseksperter.¹¹⁹

Det lyder som nogle eksperter, der vælger deres ord med omhu. For uanset hvor meget Vesten afskyr Rusland, kan ingen da tro, at vi kunne finde på sådan noget.

Sådanne teknikaliteter betyder ganske meget, især i krisetider, hvor der tales åbent og gladeligt om at dræbe russere og påføre landet et strategisk nederlag. F.eks. betyder de, at russerne selv må være hurtig på aftrækkeren, hvis de tror, at et angreb er under opsejling.¹²⁰ Da USA forlod INF-aftalen i begyndelsen af august 2019 og et par uger efter foretog test af de hidtil traktatstridige mellemdistanceraketter,¹²¹ fik russernes bekymringer om Washingtons offensive hensigter yderligere næring. De kunne så samtidig notere sig, at de affyringssystemer, USA anvendte til testene af de offensive mellemdistanceraketter, svarede til dem, der bruges i missilforsvaret. Alt i alt kunne det se ud, som om USA var i færd med at opbygge kapaciteten til at nedlægge Rusland med et overraskelsesangreb.

Jeg vil immervæk stadig mene, at det samlede russiske atomvåbensetup garanterer omfattende gengældelse og altså burde være vældigt afskrækkende.

Hver for sig er de to faciliterende faktorer – et hurtigt slag og en halv parade – ganske givet ikke nok. Men den dag begge er fuldt udviklede, vil USA måske kunne besejre Rusland med et atomvåbenangreb. Det mener i hvert fald nogle amerikanske iagttagere.¹²² Hvad mon russerne kunne finde på at mene?

Jeg synes, vi fortaber os i nogle ret spekulative usikkerhedsmomenter.

Forhåbningen er, at fjenderne gør det samme. USA’s atomvåbenstrategi er designet til at få omverdenen til at spekulere. Man kalder det ”kalkuleret tvetydighed”, og meningen er, at rivalerne ikke kender de præcise betingelser for USA’s brug af atomvåben – det kan være nukleare eller ”ekstreme” konventionelle trusler mod ”vitale interesser”. Således skaber man ”usikkerhed i potentielle modstanderes sind og styrker afskrækkelsen af aggression ved at sikre, at modstandere ikke kan forudsige, hvilke specifikke handlinger der vil føre til et amerikansk nukleart modsvar”.¹²³

Denne usikkerhed indebærer vel også, at atomvåbenbevæbnede modstandere alt andet lige vil anse et ”nukleart modsvar” for mere sandsynligt og således føle sig tilskyndet til at slå først. Vi må kalkulere med, at skræk både kan lamme og opildne. Her gemmer sig en anden tvetydighed.

Nu forfølger du dystre og demoraliserende tankebaner. Du tegner et billede af, at vi selv er en trussel, endda mod os selv. Det er ikke neokonservativt, og det er ikke tidssvarende.

Tyskland har sagt ja til at lægge jord til amerikanske mellem- og langdistancemissiler af den hypersoniske slags. De skulle stå klar i 2026, og så er vi nede på 3-4 minutter, fra et angreb registreres i Moskva, til byen bliver ramt. Altså et Cuba-krisescenarie for Rusland.Hvor neokonservativ er den ”kalkulerede tvetydighed” så? Den har jo tegnet den officielle amerikanske strategi i hele atomtidsalderen.

Og dens mest dedikerede fortalere findes bl.a. i den neokonservative lejr. Under Obama overvejede man at udbasunere for alverden, at USA’s atomvåben har det ene, helt entydige formål at afskrække andre fra at bruge atomvåben. Og som præsidentkandidat lovede Biden faktisk at gennemføre denne indskrænkning af atomvåbnenes brugbarhed.¹²⁴ Det blev ikke til noget, men der findes vaklende sjæle i magtens kredse, der flirter med tanken om at stryge atomvåbnene fra rækken af magtmidler, der bruges konventionelt.

Hvad er forbindelsen til jeres hjertesag?

Du mener Ukraine. Lad mig først sige dig et par ord mere om, hvad forbindelsen til neokonservatismen er. Rivaler skal som minimum sættes under pres. De kan så vælge at indordne sig. Godt. Eller de kan vælge at bruge kræfter på at udvikle modtræk. Også godt.¹²⁵ Hvad angår Ukraine, er der nogle ret håndgribelige koblinger. Under forspillet til invasionen forlangte Rusland som bekendt en del sikkerhedsgarantier. Bl.a. prøvede præsident Putin og udenrigsminister Lavrov at aftvinge amerikanerne et løfte om ikke at opstille langtrækkende missilsystemer i Ukraine. Biden signalerede først, at USA ikke havde sådanne planer. Men nogen garanti fik Rusland ikke.¹²⁶ Det var en af dråberne, der fik bægeret til at flyde over. Det var et presset og forskræmt land, der indledte sin ”specielle militære operation” i februar 2022.¹²⁷

At man taler truslerne op, betyder jo ikke, at der ikke er noget om snakken. Ofte handler det mere om at udvikle end at opfinde fjendskabet.Er det endnu en succeshistorie, du har taget hul på?

Den kompromisløse politik har så afgjort fungeret. I dag kan vi blot læne os tilbage, mens tingene går deres gang. Rusland nægter at genoptage forhandlingsprocesserne om våbenkontrol, fordi USA, ganske neokonservativt, insisterer på at tilføje landet et ”strategisk nederlag”.¹²⁸ For nylig lærte vi, at Tyskland har sagt ja til at lægge jord til amerikanske mellem- og langdistancemissiler af den hypersoniske slags. De skulle stå klar i 2026, og så er vi nede på 3-4 minutter, fra et angreb registreres i Moskva, til byen bliver ramt. Altså et Cuba-krisescenarie for Rusland. I start-80’erne udløste en lignende, men mindre vidtrækkende, beslutning store demonstrationer i Vesteuropa, fordi borgerne tænkte i sikkerhedsdilemmaer og bævede ved tanken om, at affyringslokationerne for ødelæggende angreb mod fjenden står øverst på fjendens liste over mål, der skal ødelægges, når det først går løs. Vi er endelig blevet befriet for denne paranoia. Vi har overvundet de bange anelser med moralsk selvsikkerhed. Så må vi se, hvor den ubønhørlige konfrontationskurs fører os hen. At agere modstræbende er ikke en moralsk forsvarlig mulighed. Så fremad, og lad de gode vinde.

Skulle vi ikke læne os tilbage?

Vi er passagerer.

Men nu lyder I underligt ubekymrede. Det neokonservative sind er da overbefolket af farer og trusler.

Og du synes ikke, at sindene er hjemsøgt af trusler lige nu?

Ud over at jeg fornemmer lidt irritation, synes jeg, at I virker ganske rolige.

Og det er jo, fordi vi ligesom den øvrige kultur tackler truslerne på neokonservativ maner. For de gamle fredsfolk var våben, militarisme og stormagtsspændinger det store spøgelse. Nu er det almindeligt accepteret, at faren kommer fra våbenmangel, forsonlige tilbøjeligheder og lydhørhed over for rivalens interesser. Eftergivenheden har vi lagt bag os, og våbenmanglen er vi i gang med at producere os ud af. Vores ledere har i hvert fald planer om det.

Truslerne skal overgås eller besejres, ikke mildnes. Modsat Bush-æraen behøver vi hverken faktafabrikation eller større overbevisningskampagner for at sige os selv dette.Den er I med på?

På et generelt plan er nogle af os beklemte ved denne udvikling, men så længe Ukraine-konflikten raser, anerkender vi alle den akutte nødvendighed i at støtte en linje, der byder på oprustning, og udskyde betænkelighederne til bedre tider. I neokonservativ henseende har tiden dog aldrig været bedre. I fælles flok følger vi det program, den neokonservative klan aldrig vandt almen opbakning til i sine opblomstrings- og velmagtsdage. Jeg tænker på 1970’erne, 80’erne, 90’erne og nullerne. Altså dengang neokonservatisme var en ting, man satte navn på, fordi den stod i kontrast til andre betydelige strømninger, fraktioner og establishmentorganer.

Hvilket program?

Der er en lang neokonservativ tradition for at producere ildevarslende trusselsvurderinger om fjendens kapabiliteter. Den tekniske del af arbejdet går ud på at påvise, at de etablerede organers opgørelser – og her har CIA især stået for skud – undervurderer fjendens evne til at ødelægge den frie verden.

Og således forsøger de neokonservative at besvare deres egne bønner om ”en åbenlys ideologisk og truende fjende […] som kan forene os i opposition”?¹²⁹

At fremmane fjendebilleder og påkalde sig virkelig fjendtlig opmærksomhed går hånd i hånd. At man taler truslerne op, betyder jo ikke, at der ikke er noget om snakken. Ofte handler det mere om at udvikle end at opfinde fjendskabet.

Andre gange må man selv både så og vande fjendskabets frø?

Lad os vende tilbage til det tekniske aspekt. Historisk set har de neokonservative altid haft en særlig modgift til den falske tryghed: Produktion af nye efterretninger og data eller friske analyser af de gamle. Eller en kombination.¹³⁰ Du er øjensynligt gammel nok til at huske Irak-trusselsvurderingerne.

Kreml har helt forventeligt udviklet modtræk og med store bogstaver forsikret os om, at de vil tage os med i faldet, hvis vi skulle finde på at skubbe dem ud over afgrunden.Som vel var så doktorerede, at man skulle tro, at de var løgn – hvilket mange så også blev overbevist om, at de var.

Helt tilbage i 1970’erne og 80’erne udfordrede neokonservative analytikere gentagne gange de officielle vurderinger af Sovjetunionens konventionelle og atomare styrker. De komiteer, der tog sig af arbejdet, forsøgte at korrigere den etablerede konsensus, men de havde ikke rigtig held med det. I nullerne blev de neokonservative vurderinger så de officielle.¹³¹ Nu var rollerne så at sige vendt om, da det var stemmer længere nede i systemet, der prøvede at korrigere magthavernes trusselsscenarier – stemmer såsom FN-inspektører, det gamle Europas statsmænd og verdensopinionen. Men sikke tiderne skifter, som du tidligere nævnte. I dag findes der ikke nogen særligt neokonservative synspunkter i debatten om fjendens evne og vilje til at skade os …

Så?

Ikke så, men for der er ingen debat, og det altdominerende perspektiv har en neokonservativ karakter: Rusland er en kæmpe trussel …

Og?

derfor må vi føre militaristisk politik. Det er det andet led i programmet. Store trusler skal besvares med endnu større militærbudgetter, våbenproduktion og yderligere skærpelse af konfrontationspolitikken. Truslerne skal overgås eller besejres, ikke mildnes. Modsat Bush-æraen behøver vi hverken faktafabrikation eller større overbevisningskampagner for at sige os selv dette.

Og den er I så også med på?

Mellem os sagt foretrækker vi at dæmpe spændingerne frem for at skærpe dem, indtil de slår ud i direkte konflikt. Dog ved vi, at vejen mod afspænding er brolagt med eftergivenhed, som er en utilstedelig ting og et absolut no-go. Så vi har valgt at kunne se os selv og vores medmennesker i øjnene.

Med en god portion is i maven.

Det vil jeg ikke sige. Vi er blot led i en kollektiv bevægelse, så vi går ikke rundt som enkeltpersoner og mærker efter på dén måde. Lad os vende tilbage til trusselsdiskussionen fra før, så jeg kan færdiggøre en vigtig pointe. Husker du, at USA’s atomvåbenstrategi igennem de seneste snart 25 år ligner et forsøg på at fravriste russerne deres evne for effektiv gengældelse? Vi kan konstatere dette på et materielt plan. Via teknologisk udvikling, lobbyarbejde fra våbenindustrien og dens politiske repræsentanter, strategisk konceptudvikling fra akademikere og våbenindustrisponsorerede tænketanke osv. har det samlede magtkompleks gjort en formidabel indsats for at opskalere truslen fra USA’s atomvåbensstyrke og minimere den destruktion, Rusland objektivt set kan forventes at give igen med, hvis det bliver rigtig hedt. Resultaterne er ikke at kimse ad, og det har russerne da heller ikke gjort, for Kreml har helt forventeligt udviklet modtræk¹³² og med store bogstaver forsikret os om, at de vil tage os med i faldet, hvis vi skulle finde på at skubbe dem ud over afgrunden.¹³³ Vestens langsomme, men faste eskalation under Ukraine-krigen viser da også, at man stadig kalkulerer med russisk afskrækkelse på regeringsgangene, skønt frygten er stilnet noget af i sammenligning med situationen under den kolde krig.

Og så er vi jo lige vidt. Klodens to største atomvåbenmagter regner hinanden for overmagter. De er bange for at provokere hinanden. Trods alle gode initiativer er vi ikke sluppet ud af MAD-tænkningens spændetrøje.

Til dels. Det politiske mod er stærkere, de politiske bekymringer færre. I dag kan vi se, at invasionen af Ukraine blot var et hidtidigt højdepunkt i konkurrencen om at opnå fordele på fjendens bekostning – nu for længst overgået af de konfliktprocesser, krigen selv har igangsat eller accelereret. Omvendt har du nok ret i, at den fremtidige katastrofes skygge hviler over dem, der træffer beslutningerne og tænker over konsekvenserne. Dommedagsfrygten er stadig en politisk realitet i snæver forstand.

Præcis.

I bredere forstand har vi imidlertid realiseret det neokonservative ideal. Tidsånden og kulturen og befolkningerne er vågnet op til dåd, oplivet af trusselsforestillinger, der er tømt for sikkerhedspolitiske betænkeligheder.

Hvad skal det sige?

Når man tænker sikkerhedspolitisk, gør man sig ideer om, hvordan modparten vil reagere på de handlinger, jeg overvejer at føre ud i livet, og hvis man tænker sig grundigt om, gør man sig grundige ideer baseret på logik, hidtidige erfaringer og en tilstræbt forståelse af modpartens perspektiv. Resultatet af en sådan øvelse vil typisk være, at man lægger bånd på sig selv.

Befolkningerne bliver knap nok præsenteret for de basale fakta, man skal have greb om for at kunne sammenstykke et billede af den højspændte situation. Så på det generelle niveau er vi befriet for afskrækkelsens handlingslammelse.Kan det ikke være klogt en gang imellem?

Det er en tilgang for tabere. Sikkerhedspolitik er ren sabotage mod viljen, visionerne, beslutsomheden og faktisk også et angreb på vores autonomi og selvtillid. For den betyder en anerkendelse af restriktioner, fjenden ønsker, at vi pålægger os selv. Dermed befrier vi fjenden for den anstrengelse, det ville være at påtvinge os sin vilje i en ærlig styrkeprøve. Vi underlægger os fjendens vilje, inden han har vist os sin magt. Vi var inde på det tidligere.

Det var I nemlig, og jeg synes, det er tid til et eksempel eller to. Hvordan ser vi, at kulturen er kommet ud over sikkerhedspolitikken og atomkrigsfrygten?

Husker du, at et ukrainsk missilangreb d. 23. juni kostede mange sårede og en håndfuld dræbte russere på en strand i Krim-havnebyen Sevastopol?

Ikke umiddelbart. Jeg husker noget om et russisk angreb på et børnehospital. Der sker så meget i denne krig.

Helt sikkert, og i krigens kontekst er der heller ikke nogen moralsk bestyrtelse at komme efter, selvom nogle af de dræbte var små børn. Men hvis vi så sikkerhedspolitisk på sagen, tror jeg, en anden form for opstandelse havde grebet sindene.

Hvad mener du med det?

Du spørger, fordi du mangler konteksten, og den mangler du af gode grunde. Lad os tage det fra starten af. Som med andre af denne slags dybe angreb var det amerikanske missiler, der blev skudt af, ligesom det var USA, der forsynede Ukraine med måldataene. Rusland anså derfor aktionen som et amerikansk angreb på civile russere på russisk territorium og indkaldte straks den amerikanske ambassadør til en alvorlig snak,¹³⁴ hvorefter den russiske og amerikanske forsvarsminister tog sig endnu en alvorlig snak, hvorefter Rusland varslede gengældelse mod amerikanske mål, f.eks. via USA-fjendtlige stedfortrædere. ”Vi kan ligeledes sige, at vi leverer noget til nogen, men ingen kontrol har over, hvad der efterfølgende sker,” advarede Putin.¹³⁵ Mediernes dækning af de enkelte dele af dette hændelsesforløb var ret sparsom, og den bredere sammenhæng er stort set ikke blevet omtalt eller diskuteret. Der har du ét eksempel på kulturens frigørelse fra sikkerhedspolitikken, ja endda fra den materie, som sikkerhedspolitiske overvejelser er gjort af. Befolkningerne bliver knap nok præsenteret for de basale fakta, man skal have greb om for at kunne sammenstykke et billede af den højspændte situation, vi står i. Så på det generelle niveau, hvor den almindelige tale og tanke befinder sig, er vi befriet for afskrækkelsens handlingslammelse.

Vi ser den store trussel, men har ingen frygt?

Vi står over for én stor fare, vi skal rejse sig imod og om muligt slå tilbage, men ikke nogen specifikke faremomenter, vi skal undvige.

Det opleves som empowerment, når man har løsningen: oprustning og militarisme i kampen mod tidens store dæmon.Det var ét eksempel.

USA har givet Ukraine bemyndigelse til at benytte avancerede NATO-missiler mod dele af Den Russiske Føderations territorium. Storbritannien har personel med militære støttefunktioner i Ukraine.¹³⁶ CIA er selvfølgelig til stede.¹³⁷ En række andre NATO-lande har åbnet op for at sende mandskab af sted, der kan hjælpe ukrainerne med krigsførelsen.¹³⁸ Vi har set angreb på Ruslands atomangrebsvarselsradarer.¹³⁹ Vi sender F16-fly til Ukraine, som både kan lastes med konventionelle og nukleare våben. Polen melder sig klar til at huse amerikanske atomvåben.¹⁴⁰ NATO overvejer at sætte flere atomvåben i beredskab¹⁴¹ og planlægger desuden at give Belgien, Tyskland, Italien, Holland og Tyrkiet adgang til atomvåben i krigstid.¹⁴² USA’s seneste deployeringsplan for atomvåben …

Vores kultur har præsteret at eliminere en hel kategori af objektive usikkerhedsmomenter med moralsk standhaftighed.Det var rigeligt. Pointen?

Kreml forsøger at henlede vores opmærksomhed på sådanne tiltag, når det annoncerer sine egne eskalationstræk. Og hvis vi stadig sad fast i fortidens sikkerhedspolitiske tænkning, ville vi også kæde tingene sammen. Da Rusland og Belarus i maj gennemførte en øvelse for brugen af taktiske atomvåben, udsendte det russiske udenrigsministerium en lang, selvretfærdig klagesang, der opremsede den ene vestlige provokation efter den anden. Afslutningsvis udtrykte ministeriet så håb om, at øvelsen ville åbne de vestlige beslutningstageres øjne for ”de potentielt katastrofale konsekvenser af de strategiske risici, de skaber”.¹⁴³ Det er ikke godt at vide, hvordan man har taget imod dette og lignende signaler i de vestlige hovedstæder. Til gengæld er det godt at vide, at de vestlige offentligheder ikke hænger sig i mulige forbindelser mellem vores og russernes offensive tiltag. Vi lader sig ikke skræmme.

Vores ledere taler da om, at russerne vil angribe NATO-lande, hvis det lykkes dem at erobre Ukraine. Det kan opleves lidt skræmmende.

Det opleves som empowerment, når man har løsningen: oprustning og militarisme i kampen mod tidens store dæmon.

Er det realistisk? Er dæmonen ikke bare blevet stærkere?¹⁴⁴

Indstillingen, der peger på målet, er alt; i sig selv er målet intet.

Hvad skal det sige?

Sikkerhedspolitikkens grundlæggende dilemma er, at du risikerer at få tæsk, hvis du er svag og ufarlig, og at du også risikerer at få tæsk, hvis du er stærk og truende. Neokonservatismen anerkender og dyrker kun førstnævnte dynamik.¹⁴⁵ Det samme gør vi. Hvis du forestiller dig, at vores konfrontationspolitik opildner Putin og co., må vi bare sige, at ingen anerkender den præmis.

Er jeres egen præmis ikke temmelig indskrænket? Hvad skader det at overveje den anden side af sagen? Eller blot stille sig selv spørgsmålet, om ”indstillingen” virkelig tjener målet?

Du stiller igen det forkerte spørgsmål. Det er under den moralske selvsikkerheds værdighed at lade sig opskræmme af fjendens trusler. Tanken om, at vores handlinger skulle føre til noget, der er en trussel mod os selv, er ligeledes nedbrydende for vores selvagtelse. Det er meget principielt det her. Vores kultur har præsteret at eliminere en hel kategori af objektive usikkerhedsmomenter med moralsk standhaftighed.

Det lyder, som om de vestlige borgere konstant er på gaden med krav om, at politikerne må gå endnu hårdere til værks mod russerne. Er jeg gået glip af noget?

Måske nogle fundamentale magtrelationer i vores samfund. I disse storpolitiske sager er den moralitet, samfundsmedlemmerne måler sig selv og hinanden på, i sig selv bundet op på den herskende politiske linje, hverken mere eller mindre. Eller rettere: Mindre er ikke godt, mens mere vidner om ildhu og dine meningers mod. Det er eliternes for tiden gældende dagsorden, vi står til regnskab for, når vi står ansigt til ansigt med vores medborgere.

Et nyt spørgsmål presser sig på

Læseren kan selv bedømme sagen. For denne redaktør er konklusionen uundgåelig: De venstreorienterede neokonservative er virkeligt neokonservative. Ahh, sindsro.

Og så slog det mig … Er de også venstreorienterede? Jeg måtte arrangere et nyt møde.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin.

1. William J. Burns: The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal, Random House Trade, 2019, s. 199-201.
2. Victoria Nuland: “Pinning Down Putin: How a Confident America Should Deal With Russia”, Foreign Affairs, juli/august 2020. www: https://www.foreignaffairs.com/articles/russian-federation/2020-06-09/pinning-down-putin
3. Ahto Lobjakas: “NATO: U.S. Sees Global Training Role As Key To Transformation”, Radio Free Europe, september 2005. www: https://www.rferl.org/a/1061632.html
4. Ben Watson: “In Ukraine, the US Trains an Army in the West to Fight in the East”, Defense One, 5. oktober 2017. www: https://www.defenseone.com/threats/2017/10/ukraine-us-trains-army-west-fight-east/141577/.
   Daniel Michaels: “The Secret of Ukraine’s Military Success: Years of NATO Training”, The Wall Street Journal, 13. april 2022. www: https://www.wsj.com/articles/ukraine-military-success-years-of-nato-training-11649861339.
   Se desuden: Zach Dorfman: ”Exclusive: Secret CIA training program in Ukraine helped Kyiv prepare for Russian invasion”, yahoo!news, 16. marts 2022. www: https://news.yahoo.com/exclusive-secret-cia-training-program-in-ukraine-helped-kyiv-prepare-for-russian-invasion-090052743.html
5. U.S. Army Europe and Africa: “Press Release – Rapid Trident exercise in Ukraine”, 16. september 2021. www: https://www.europeafrica.army.mil/ArticleViewPressRelease/Article/2776365/press-release-rapid-trident-exercise-in-ukraine/.
   Derudover gennemførte NATO i maj 2021 en to måneder lang serie af “Defender Europe”-øvelser, ”en af de største amerikansk ledede militærøvelser i årtier” med deltagelse af 28.000 tropper fra 27 NATO-lande langs Ruslands grænser. I sommeren 2021 gennemførte NATO ‘Cossack Mace’-militærøvelser nær Krim. Se: C. Todd Lopez: ”Defender Europe 21 Exercises Multinational Interoperability, Readiness, Transparency”, S. Department of Defense, 3. maj 2021. www: https://www.defense.gov/News/News-Stories/Article/Article/2593494/defender-europe-21-exercises-multinational-interoperability-readiness-transpare/
6. John Hudson: “The Undiplomatic Diplomat”, Foreign Policy, juni 2015. www: https://foreignpolicy.com/2015/06/18/the-undiplomatic-diplomat/
7. Susan B. Glasser: “The Hairs Really Went Up on the Back of Our Necks”, Politico, februar 2018. www: https://www.politico.com/magazine/story/2018/02/05/global-politico-victoria-nuland-obama-216937/
8. Victoria Nuland: “Under Secretary of State Victoria Nuland’s Remarks on the Two-Year Anniversary of Russia’s Full-Scale Invasion of Ukraine”, S. Department of State, 22. februar 2024. www: https://www.state.gov/under-secretary-of-state-victoria-nulands-remarks-on-the-two-year-anniversary-of-russias-full-scale-invasion-of-ukraine/
9. Andrew J. Bacevich: American Empire: The Realities and Consequences of U.S. Diplomacy, Harvard University, 2002, s. 43.
10. Robert D. Kaplan: “Supremacy by Stealth”, The Atlantic, juli/august 2003. www: https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2003/07/supremacy-by-stealth/302760/
11. Niall Ferguson and Robert Kagan: “The United States Is, and Should Be, an Empire: A New Atlantic Initiative Debate,” American Enterprise Institute, 17. juli 2003. www: https://web.archive.org/web/20040613032929/http:/www.aei.org/events/filter.,eventID.428/transcript.asp
12. Uffe Kaels Auring: ”Ned med Rusland #4: Krigslykke i den selvmanipulerende offentlighed”, Eftertryk, 7. oktober 2022. www: https://www.eftertrykket.dk/2022/10/07/ned-med-rusland-4-krigslykke-i-den-selvmanipulerende-offentlighed/.
13. John Podhoretz: “Unfit”, Commentary, 8. oktober 2016. www: https://www.commentary.org/john-podhoretz/donald-trump-unfit/;
    Robert Kagan: “This is how fascism comes to America”, Brookings Institution, 22. maj 2016. www: https://www.brookings.edu/articles/this-is-how-fascism-comes-to-america/
14. Bill Kristol: X-indlæg d. 21. november 2017. www: https://x.com/BillKristol/status/933074207637991424?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E933074207637991424%7Ctwgr%5E%7Ctwcon%5Es1_&ref_url=https%3A%2F%2Fwww.vox.com%2Fthe-big-idea%2F2017%2F12%2F11%2F16759130%2Ftruce-left-right-resistance-wittes-kristol
15. Max Boot: “2017 Was the Year I Learned About My White Privilege”, Foreign Policy, 27. december 2017. www: https://foreignpolicy.com/2017/12/27/2017-was-the-year-i-learned-about-my-white-privilege/
16. John Podhoretz: “Neoconservatism: A Vindication”, Commentary, april 2022. www: https://www.commentary.org/articles/john-podhoretz/neoconservatism-ukraine-russia/
17. Jeane J. Kirkpatrick: ”Dictatorships & Double Standards”, Commentary, november 1979. www: https://www.commentary.org/articles/jeane-kirkpatrick/dictatorships-double-standards/
18. Thomas Carothers: “U.S. Democracy Promotion During and After Bush”, Carnegie Endowment for International Peace, 2007, s. 3. www: https://carnegieendowment.org/research/2007/09/us-democracy-promotion-during-and-after-bush
19. Thomas Carothers: “Promoting Democracy and Fighting Terror”, Foreign Affairs, january/february 2003. www: https://carnegieendowment.org/posts/2003/01/promoting-democracy-and-fighting-terror;
    Thomas Carothers: Critical Mission: Essays on Democracy Promotion, 2004, s. 42;
    Obama-regeringens “demokratiudbredelsespolitik” fraveg ikke dette mønster. Se Thomas Carothers: “Democracy Policy Under Obama: Revitalization or Retreat?”, Carnegie Endowment for International Peace, 2012, s. 44. www: https://carnegieendowment.org/research/2012/01/democracy-policy-under-obama-revitalization-or-retreat
20. K. Dalacoura: “US Democracy Promotion in the Arab Middle East since 11 September 2001: A Critique,” International Affairs, 81 (5), 2005, s. 968;
    Selin M. Bölme: “The Roots of Authoritarianism in the Middle East”, i: Jülide Karakoç (red.): Authoritarianism in the Middle East Before and After the Arab Uprisings, 2015, s. 23.
21. Et par eksempler: Se Line Barfoeds bemærkninger her: https://www.ft.dk/samling/20061/forespoergsel/f1/beh1/forhandling.htm#tE938EC74786F4740AEF33CB26067233Btab1;
    Og Rune Lunds her: https://www.folketingstidende.dk/samling/20061/forespoergsel/F24/20061_F24_anmeldelse.pdf?__cf_chl_tk=Heb5LbbwHoCc7gsb1N5yHzVsqN4d881qtVvbnXrOxO0-1725483179-0.0.1.1-5460;
    Præmissen for kritikken om, at man ikke kan bombe sig til demokrati, er, at demokrati faktisk var motivet.
22. Se fjerde del af Uffe Kaels Aurings artikelserie om danske mediers dækning af 2006-krigen i Libanon. Ekftertryk, 14. august 2016. www: https://www.eftertrykket.dk/2016/08/14/4-del-demokratiet/
23. Thomas Carothers: “Promoting Democracy and Fighting Terror”, Foreign Affairs, January/February 2003;
    Thomas Carothers: “Democracy Policy Under Obama: Revitalization or Retreat?”, Carnegie Endowment for International Peace, 2012, s. 16-17. www: https://carnegieendowment.org/research/2012/01/democracy-policy-under-obama-revitalization-or-retreat
24. Thomas Carothers (2004): Critical Mission: Essays on Democracy Promotion, s. 34-35, samt vurderingen af omfanget af Nyere demokratistøtte i Thomas Carothers: “Why is the United States shortchanging its commitment to democracy?”, Washington Post, 22. december 2014, www: http://www.washingtonpost.com/opinions/falling-usaid-spending-shows-a-lack-of-commitment-to-fostering-democracy/2014/12/22/86b72d58-89f4-11e4-a085-34e9b9f09a58_story.html
25. Thomas Carothers: Critical Mission: Essays on Democracy Promotion, 2004, s. 42.
26. K. Dalacoura,: “US Democracy Promotion in the Arab Middle East since 11 September 2001: A Critique,” International Affairs, 81 (5), 2015, s. 968;
    Se fjerde del af Uffe Kaels Aurings artikelserie om danske mediers dækning af 2006-krigen i Libanon. Ekftertryk, 14. august 2016. www: https://www.eftertrykket.dk/2016/08/14/4-del-demokratiet/
27. Robert Kagan: The Return of History and the End of Dreams, New York: Knopf, 2008;
    Robert Kagan: “Power and Weakness”, Policy Review, juni-juli 2002. www: https://campusweb.franklinpierce.edu/ICS/icsfs/2_19r360.pdf?target=90096719-76a1-4a55-80c0-de16b2954ad5;
    James Mann: Rise of the Vulcans: The History of Bush’s War Cabinet, New York: Viking, 2004, s. 316;
    Charles Krauthammer: “Why We Must Contain China”, Time, 31. juli 1995. www: https://time.com/archive/6727705/why-we-must-contain-china/;
    Charles Krauthammer: “American Power—For What? A Symposium”, Commentary, januar 2000, 34-35;
    William Kristol & Robert Kagan: “Call Off the Engagement”, Weekly Standard 4, 24. maj 1999;
    Robert Kagan: “How China Will Take Taiwan”, Washington Post, 12. marts 2000;
    Robert Kagan: “Clinton’s China Two-Step”, Washington Post, 17. januar 2000;
    William Kristol & Robert Kagan: “China’s Trade Deal-Why Rush?”, Weekly Standard 5, 24. april/1. maj 2000. William Kristol & Robert Kagan: “The Bucks Stop Here”, Weekly Standard, 22. maj 2000;
    William Kristol & Robert Kagan: “The Appeasement Gamble,” Weekly Standard 5, 29. maj 2000.
28. The White House: National Security Strategy, 12. oktober 2022. www: https://www.whitehouse.gov/wp-content/uploads/2022/10/Biden-Harris-Administrations-National-Security-Strategy-10.2022.pdf 8.
29. Jeane J. Kirkpatrick: ”Dictatorships & Double Standards”, Commentary, november 1979. www: https://www.commentary.org/articles/jeane-kirkpatrick/dictatorships-double-standards/
30. William Kristol & Robert Kagan: “Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy”, Carnegie Endowment for International Peace, 1. juli 1996. www: https://carnegieendowment.org/1996/07/01/toward-neo-reaganite-foreign-policy-pub-276
31. George Bush: “President Bush Delivers Graduation Speech at West Point”, The White House, 1. juni 2002. www: https://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2002/06/20020601-3.html;
    William Bennett: Why We Fight: Moral Clarity and the War on Terrorism, Washington, D.C.: Regnery,
32. Robert D. Kaplan: “Supremacy by Stealth”, The Atlantic, juli/august 2003. www: https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2003/07/supremacy-by-stealth/302760/
33. Robert D. Kaplan: “Supremacy by Stealth”, The Atlantic, juli/august 2003. www: https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2003/07/supremacy-by-stealth/302760/
34. NBC News: “Transcript for Sept. 14”, 14. september 2003. www: https://www.nbcnews.com/id/wbna3080244;
    CNN: “Wolfowitz: Jeb Bush “is his own man””, 22. Februar 2015. www: https://cnnpressroom.blogs.cnn.com/2015/02/22/wolfowitz-jeb-bush-is-his-own-man/
35. Ron Suskind: “Faith, Certainty and the Presidency of George W. Bush”, The New York Times, 17. oktober 2004. www: https://www.nytimes.com/2004/10/17/magazine/faith-certainty-and-the-presidency-of-george-w-bush.html
36. Irving L. Janis: Groupthink: Psychological Studies of Policy Decisions and Fiascoes. Boston: Houghton Mifflin, 1982.
37. Uffe Kaels Auring: ”Til forsvar for Ukraine-krigen #4: Er den ukrainske mand en ukuelig helt eller et udueligt skvat?”, Eftertryk, 24. oktober 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/10/24/til-forsvar-for-ukraine-krigen-4-er-den-ukrainske-mand-en-ukuelig-helt-eller-et-udueligt-skvat/.
38. Uffe Kaels Auring: ”Danmarks Radio, Anders Puck Nielsen og jagten på ukrainsk succes”, Eftertryk, 22. februar 2024. www: https://www.eftertrykket.dk/2024/02/22/danmarks-radio-anders-puck-nielsen-og-jagten-paa-ukrainsk-succes/
39. Charles Krauthammer: “The U.N. Obsession”, Time, 9. maj 1994. www: https://time.com/archive/6725277/the-u-n-obsession/
40. Bill Keller: “The Boys Who Cried Wolfowitz”, New York Times, 14. juni 2003. www: https://www.nytimes.com/2003/06/14/opinion/the-boys-who-cried-wolfowitz.html
41. Uffe Kaels Auring: ”Til forsvar for Ukraine-krigen #2: Sanktionernes opbyggelige tilbageslag”, Eftertryk, 7. juni 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/06/07/til-forsvar-for-ukraine-krigen-2-sanktionernes-opbyggelige-tilbageslag/
42. Poya Pakzad: “Forvent en lang krig”, Eftertryk, 23. marts 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/03/23/forvent-en-lang-krig/
43. Uffe Kaels Auring: ”Til forsvar for Ukraine-krigen #4: Er den ukrainske mand en ukuelig helt eller et udueligt skvat?”, Eftertryk, 24. oktober 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/10/24/til-forsvar-for-ukraine-krigen-4-er-den-ukrainske-mand-en-ukuelig-helt-eller-et-udueligt-skvat/
44. James Marson & Daniel Michaels: “Ukraine’s Russia Incursion Faces Dilemma After Quick Gains”, The Wall Street Journal, 12. august 2023. www: https://www.wsj.com/world/ukraines-russia-incursion-faces-dilemma-after-quick-gains-b098ffd0;
    Kim Barker, Evelina Riabenko & Anton Troianovski: “Facing a Ukrainian Incursion, Putin Directs His Rage at the West”, The New York Times, 12. august 2024. www: https://www.nytimes.com/2024/08/12/world/europe/russia-ukraine-incursion-war-east.html
45. The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation: “Foreign Ministry statement on the Russian Armed Forces’ exercises held to practice for the use of non-strategic nuclear weapons”, 6. maj 2024. www: https://www.mid.ru/ru/foreign_policy/news/1948486/?lang=en
46. Graig Whitlock: “At war with the truth”, Washington Post, 9. december 2019. www: https://www.washingtonpost.com/graphics/2019/investigations/afghanistan-papers/afghanistan-war-confidential-documents/
47. Michael Scherer: “The World According to Halliburton”, Mother Jones 28, juli-august 2003;
    Eric Schmitt: “Forces Strained in Iraq Mission, Congress Is Told”, New York Times, 10. september 2003.
48. Frederick Kagan & Kimberly Kagan: “Defining Success in Afghanistan”, Institute for the Study of War, 2011. www: https://www.understandingwar.org/report/report-defining-success-afghanistan;
    Thomas Donnelly & Frederick W. Kagan: Lessons for a Long War: How America Can Win on New Battlefields, AEI Press, 2010.
49. Nataliya Bugayova, Kateryna Stepanenko, & Frederick W. Kagan: “Weakness is Lethal: Why Putin Invaded Ukraine and How the War Must End”, Institute for the Study of War, 1. oktober 2023. www: https://understandingwar.org/backgrounder/weakness-lethal-why-putin-invaded-ukraine-and-how-war-must-end
50. David Brooks: “For Iraqis to Win, the U.S. Must Lose”, New York Times, 11. maj 2004. www: https://www.nytimes.com/2004/05/11/opinion/for-iraqis-to-win-the-us-must-lose.html
51. Jon Schwaz: “The Architects of the Iraq War: Where Are They Now?”, The Intercept, 15. marts 2023. www: https://theintercept.com/2023/03/15/iraq-war-where-are-they-now/;
    Jeet Heer: “How Cheerleaders of the Forever Wars Got Away With Murder”, The Nation, 4. september 2021. www: https://www.thenation.com/article/society/press-cheerleaders-afgan-war/
52. Uffe Kaels Auring: “Et radikaliseret partnerskab: Vesten og islamismen”, Eftertryk Magasin, 29. juni. 2017. www: https://www.eftertrykket.dk/2017/06/29/et-radikaliseret-partnerskab-vesten-og-islamismen/;
    Gary Dorrien: Imperial Designs: Neoconservatism and the New Pax Americana, 2004, Routledge, s. 175
53. Og neokonservatismen har i øvrigt ikke eneret på dens kerneideer.
    Ideerne om unilateralisme og præventive krige deles f.eks. af alle høge. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 246.
    Både liberale og neokonservative stod bag ideen om at ekspandere NATO. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 252.
    De neoliberale vil også udbrede USA’s indflydelse globalt, bare med en lidt større prioritering af blødere instrumenter ud over hårde interventioner. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 254-255.
54. Her blev nævnt navne, som jeg har fjernet efter ønske fra de benævnte.
55. Charles Krauthammer: “The Unipolar Moment”, Foreign Affairs, Vol. 70, No. 1;
    Zalmay Khalilzad: From Containment to Global Leadership. Santa Monica, CA: RAND Project Air Force, 1995. www: https://www.rand.org/pubs/monograph_reports/MR525.html
56. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 224-225;
    National Security Strategi 2002: “Our forces will be strong enough to dissuade potential adversaries from pursuing a military build-up in hopes of surpassing, or equaling, the power of the United States”
57. Secretary of Defense Dick Cheney: “Defense Strategy for the 1990s: The Regional Defense Strategy”, januar 1993. www: http://www.informationclearinghouse.info/pdf/naarpr_Defense.pdf.
58. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 117
59. Ian Traynor: “Nato allies divided over Ukraine and Georgia”, The Guardian, 2. december 2008. www: https://www.theguardian.com/world/2008/dec/02/ukraine-georgia
60. Larisa Brown: “US blocks Ukraine from firing British missiles into Russia”, The Times, 16. august 2024. www: https://www.thetimes.com/world/russia-ukraine-war/article/us-blocks-ukraine-from-firing-british-missiles-into-russia-9wq6td2pw
61. Max Boot: “The Case for American Empire: The Most Realistic Response to Terrorism Is for America to Embrace Its Imperial Role”, Weekly Standard, 15. oktober 2001.
62. Charles Krauthammer: “The Lonely Superpower”, New Republic 205, 29. juli 1991
63. Robert Kagan: “The U.S.-Europe Divide”, Washington Post, 26. maj 2002;
    Robert Kagan: “Power and Weakness”, Policy Review, juni-juli 2002. www: https://campusweb.franklinpierce.edu/ICS/icsfs/2_19r360.pdf?target=90096719-76a1-4a55-80c0-de16b2954ad5;
    Robert Kagan: Of Paradise and Power: America and Europe in the New World Order, New York: Alfred A.Knopf, 2003.
64. Charles Krauthammer: “The Clinton Paper Chase”, Washington Post, 25. oktober, 2002.
65. Patrick E. Tyler: “U.S. Strategy Plan Calls for Insuring No Rivals Develop”, New York Times, 8. marts 1992.
66. Ishaan Throor: “The ‘old Europe’ vs. ‘new Europe’ paradigm is back”, The Washington Post, 17. april 2023. www: https://www.washingtonpost.com/world/2023/04/17/old-europe-new-rumsfeld-eastern-europe/;
    Jeremy Shapiro & Jana Puglierin: “The art of vassalisation: How Russia’s war on Ukraine has transformed transatlantic relations”, The European Council on Foreign Relations, 4. april 2023. www: https://ecfr.eu/publication/the-art-of-vassalisation-how-russias-war-on-ukraine-has-transformed-transatlantic-relations/
67. Steven Erlanger: “Western Anxiety Makes for an Unexpectedly Smooth G7 Summit”, The New York Times, 15. juni 2024. www: https://www.nytimes.com/2024/06/15/world/europe/g7-summit-unity-biden.html
68. James P. Warburg: Germany: Key to Peace, Harvard University Press, 1953, s. 188ff;
    Lynn Eden: “The End of U.S. Cold War History?”, International Security 18.1, 1993;
    Walter LaFeber: America, Russia, and the Cold War, Wiley, 1967;
    George Kennan: Realities of American Foreign Policy, 1954, s. 65. www: https://archive.org/details/realitiesofameri00kenn/page/65
69. Melvyn Leffler: A Preponderance of Power, Stanford, 1992, s. 282-285.
70. Robert Kagan: “A World of Problems”, Washington Post, 10. april 2000;
    Steven Hurst: “Myths of Neoconservatism: George W. Bush’s Foreign ‘Neo-conservative’ Foreign Policy Revisited”, International Politics, 2005, Vol. 42, s. 78;
    Francis Fukuyama: America at the Crossroads: Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, 2006, s. 48-49.
71. Secretary of Defense Dick Cheney: “Defense Strategy for the 1990s: The Regional Defense Strategy”, januar 1993. www: http://www.informationclearinghouse.info/pdf/naarpr_Defense.pdf
72. Charles Krauthammer: “The Lonely Superpower”, New Republic 205, 29. juli 1991
73. Ronald Asmus: “Having an Impact: Think Tanks and the NATO Enlargement Debate”, Connections: The Quarterly Journal, 2 no. 1 (2003): 91-94. http://dx.doi.org/10.11610/Connections.02.1.11
74. Robert Kagan: “A World of Problems”, Washington Post, 10. april 2000.
75. Chicago Tribune: “CLINTON AND DOLE AND THE POLISH VOTE”, 20. maj 1996. www: https://www.chicagotribune.com/1996/05/20/clinton-and-dole-and-the-polish-vote/
76. Arnaud de Borchgrav: “Text of UPI interview with Haig”, United Press International, 7. januar 2002. www: https://www.upi.com/Defense-News/2002/01/07/Text-of-UPI-interview-with-Haig/78831010444063/
77. William Kristol, Project for the New American Century: “NATO Enlargement: Why NATO Enlargement is in America’s Strategic Interest”, Policy memorandum, 8. oktober 1997. www: https://web.archive.org/web/20130619114807/http:/www.newamericancentury.org/nato-19971008.htm
78. William Kristol, Project for the New American Century: “NATO Enlargement: Why NATO Enlargement is in America’s Strategic Interest”, Policy memorandum, 8. oktober 1997. www: https://web.archive.org/web/20130619114807/http:/www.newamericancentury.org/nato-19971008.htm
79. National Security Archive: “INR-Thomas L. Hughes to the Secretary, “The Significance of NATO – Present and Future”, august 1965. www: https://nsarchive.gwu.edu/document/17558-document-13-inr-thomas-l-hughes-secretary
80. “The mainstream of administration (if not congressional) thinking seemed to be to preserve NATO as at once the means for the exercise of U.S. influence in European security politics and a way of coopting the West Europeans for U.S. military ventures outside Europe.”
    John Holmes: The United States and Europe after the Cold War: A New Alliance?, Columbia: University of South Carolina Press, 1997, s. 113-114.

    In a memorandum written before his appointment, Deputy Assistant Secretary of Defense David Ochmanek urged US military action in Bosnia, explaining that since American “prosperity is intimately tied to that of the Europeans,” the United States must “maintain its capacity to influence decision-making in Europe.” Because NATO is “an essential source of US influence,” Washington must continue to lead European security efforts—including undertakings to stanch instability in the Balkans.

    David Ochmanek: “Yugoslavia and the Need to Live Up to Our Responsibilities,” RAND Corporation, 9. juni 1992. Citeret fra: Grey Anderson: “Natopolitanism: The Atlantic Alliance since the Cold War”, kapitel 2.

    Michael Lind mente, at USA under Clinton-regeringen prøvede at forhindre “Euro-American rivalries by preserving US hegemony in Europe through the refurbishment of NATO.”

    Michael Lind: “A Plea for a New Global Strategy: Looking Past NATO”, New Leader, 30. juni, 1997.

    “For half a century, NATO has served as the mechanism for exerting that influence, providing Washington’s all-important bridge to the Continent. Eastward expansion would ensure that the US would be able to play a similar role in the nations emerging from the old Soviet empire.”

    Stewart M. Powell: “NATO’s Eastern Question”, Air & Space Forces Magazine, 1. januar 1996. www: https://www.airandspaceforces.com/article/0196nato/

81. Uffe Kaels Auring: ”Ukraine og programmet for aktiv glemsel”, Eftertryk, 14. april 2022. www: https://www.eftertrykket.dk/2022/04/14/ukraine-og-programmet-for-aktiv-glemsel/;
    Tom Switzer: ”NATO’s Prophetic Critics”, Modern Age, 10. juni 2024. www: https://modernagejournal.com/natos-prophetic-critics/240359/
82. The New York Times: “NATO and the Lessons of History”, 29. april 1998. www: https://www.nytimes.com/1998/04/29/opinion/nato-and-the-lessons-of-history.html
83. John Lewis Gaddis: “The Senate Should Halt NATO Expansion”, The New York Times, 27. april 1998. www: https://www.nytimes.com/1998/04/27/opinion/the-senate-should-halt-nato-expansion.html
84. Department of Defense: “Defense Planning Guidance”, 18. februar 1992. Dokumentet findes på National Security Archive. www: https://nsarchive.gwu.edu/document/18215-national-security-archive-doc-07-fy-94-98;
    Uddrag blev offentliggjort i The Washington Post, 11. marts 1992 og The New York Times, 8. marts 1992.
85. Patrick E. Tyler: “Senior U.S. Officials Assail Lone-Superpower Policy”, The New York Times, 11. marts 1992. www: https://www.nytimes.com/1992/03/11/world/senior-us-officials-assail-lone-superpower-policy.html
86. Jonathan Landay: “U.S. intelligence assesses Ukraine war has cost Russia 315,000 casualties -source”, Reuters, 13. december 2023. www: https://www.reuters.com/world/us-intelligence-assesses-ukraine-war-has-cost-russia-315000-casualties-source-2023-12-12/;
    Veronika Melkozerova: “Russian army had 70,000 casualties in past 2 months, UK reports”, Politico, 12. juli 2024. www: https://www.politico.eu/article/russia-army-lost-70k-soldiers-ukraine-war-uk-defense-ministry/
87. Kwan Wei Kevin Tan: “Russia’s army is now 15% bigger than when it invaded Ukraine, says US general”, Business Insider, 11. april 2024. www: https://www.businessinsider.com/russias-army-15-percent-larger-when-attacked-ukraine-us-general-2024-4
88. NATO: “NATO Secretary General Jens Stoltenberg at the Kultaranta talks in Finland”, 12. juni 2022. www: https://www.nato.int/cps/en/natohq/opinions_196300.htm?selectedLocale=en;
    Jan Stoltenberg: ”Opening remarks“, NATO, 7. september 2023. www: https://www.nato.int/cps/en/natohq/opinions_218172.htm
89. Hal Brands: “Russia Is Right: The US Is Waging a Proxy War in Ukraine”, American Enterprise Institute, 13. maj 2022. www: https://www.aei.org/op-eds/russia-is-right-the-us-is-waging-a-proxy-war-in-ukraine/;
    Max Boot: “This isn’t just Ukraine’s war. It’s our war, too. Act accordingly”, The Washington Post, 20. juni 2022. www: https://www.washingtonpost.com/opinions/2022/06/20/us-military-aid-ukraine-tanks-planes-drones-kyiv-russia-war/;
    Bloomberg Television: “U.S. Is in a Proxy War With Russia: Panetta”, YouTube, 17. marts 2022. www: https://www.youtube.com/watch?v=ZPWu7cPPVv0;
    Uffe Kaels Auring: ”Ukraine-krigen er bedre end sit rygte”, Eftertryk, 13. april 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/;
    Uffe Kaels Auring: ”Ned med Rusland #2: Med ukrainsk blod som indsats”, Eftertryk, 24. august 2022. www: https://www.eftertrykket.dk/2022/08/24/ned-med-rusland-2-med-ukrainsk-blod-som-indsats/
90. William Kristol & Robert Kagan: “Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy”, Carnegie Endowment for International Peace, 1. juli 1996. www: https://carnegieendowment.org/1996/07/01/toward-neo-reaganite-foreign-policy-pub-276
91. Robert Kagan: “The great divide”, The Telegraph, 10. august 2002. www: https://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/northamerica/usa/1404077/The-great-divide.html
92. Jeremy Shapiro & Jana Puglierin: “The art of vassalisation: How Russia’s war on Ukraine has transformed transatlantic relations”, The European Council on Foreign Relations, 4. april 2023. www: https://ecfr.eu/publication/the-art-of-vassalisation-how-russias-war-on-ukraine-has-transformed-transatlantic-relations/
93. Se f.eks. Charles Krauthammers bemærkninger om Bush-regeringens “liberationist claims” i Afghanistan: Charles Krauthammer: “Bread and Bombs”, Washington Post, oktober 2001.
94. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 236, 269.
95. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 237, 249-250, 262-263.
96. William Kristol & Robert Kagan: “Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy”, Carnegie Endowment for International Peace, 1. juli 1996. www: https://carnegieendowment.org/1996/07/01/toward-neo-reaganite-foreign-policy-pub-276
97. Norman Podhoretz: “The Courage of Reagan’s Convictions”, New York Post, 3. juni 1986;
    Norman Podhoretz: “Gorbachev’s Salami Tactics”, New York Post, 20. oktober 1987;
    Norman Podhoretz: “Moscow’s Double Missile Trap”, New York Post, 22. september 1987;
    Norman Podhoretz: “What the Soviets Really Want”, New York Post, 19. november 1985;
    Norman Podhoretz: “The Danger Is Greater Than Ever”, New York Post, 1. december 1987;
    Norman Podhoretz: “Reagan’s Reverse Rollback”, New York Post, 10. november 1987;
    Norman Podhoretz: “The Myth of Our Military Buildup”, New York Post, 30. september 1986;
    Norman Podhoretz: “Propping Up the Soviet Empire”, New York Post, 15. juni 1986;
    Norman Podhoretz: “From Containment to Appeasement”, New York Post, 18. juni 1985;
    Norman Podhoretz: “Peace, Peace, When There Is No Peace”, New York Post, 16. februar 1988;
    Norman Podhoretz: “Reagan Was Right the First Time”, New York Post, 7. juni 1988;
    Norman Podhoretz: “Gorbachev Wins One for Lenin”, New York Post, 13. december 1988;
    Norman Podhoretz: “Munich and Gorbachev: The Lesson Is Still Valid”, New York Post, 4. oktober 1988;
    Norman Podhoretz: “Now For the Left-Wing Dictators”, New York Post, 4. marts 1986;
    Spender Ackerman & Franklin Foer: “The Radical: What Dick Cheney really believes”, The New Republic, 1. december 2003. www: https://newrepublic.com/article/67266/the-radical;
    Paul Wolfowitz: “Regional Conflicts: New Thinking, Old Policy”, Parameters: U.S. Army War College Quarterly 20, marts 1990;
    Charles Krauthammer: “No, The Cold War Isn’t Really Over,” Time, 5. september 1988
98. Se bemærkningerne om Rusland i: Department of Defense: “Defense Planning Guidance”, 18. februar 1992. Dokumentet findes på National Security Archive. www: https://nsarchive.gwu.edu/document/18215-national-security-archive-doc-07-fy-94-98. Uddrag blev offentliggjort i The Washington Post, 11. marts 1992 og The New York Times, 8. marts 1992;
    Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 200-203
99. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 237, 249-250, 262-263
100. William Kristol & Robert Kagan: “Call Off the Engagement”, Weekly Standard 4, 24. maj 1999;
     Robert Kagan: “How China Will Take Taiwan”, Washington Post, 12. marts 2000;
     Robert Kagan: “Clinton’s China Two-Step”, Washington Post, 17. januar 2000;
     William Kristol & Robert Kagan: “China’s Trade Deal-Why Rush?”, Weekly Standard 5 24. april-1. maj 2000;
     William Kristol & Robert Kagan: “The Bucks Stop Here”, Weekly Standard, 22. maj 2000;
     William Kristol & Robert Kagan: “The Appeasement Gamble”, Weekly Standard 5, 29. maj 2000;
     Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 236-238
101. Charles Krauthammer: “After The Cold War Is Won”, Time, 7. november 1988. www: https://time.com/archive/6713676/after-the-cold-war-is-won/
102. Irving Kristol: “A Post-Wilsonian Foreign Policy”, American Enterprise Institute, 2. august 1996. www: https://www.aei.org/articles/a-post-wilsonian-foreign-policy/
103. Joshua Muravchik: ”Losing the Peace”, Commentary, juli 1992. www: https://www.commentary.org/articles/joshua-muravchik/losing-the-peace/
104. Paul D. Wolfowitz: “Clinton’s First Year”, Foreign Affairs, januar-februar 1994. www: https://www.foreignaffairs.com/articles/1994-01-01/clintons-first-year;
     John Bolton: “The U.N. Rewards Saddam”, The Washington Examiner, 15. december 1997. www: https://www.washingtonexaminer.com/magazine/371156/the-u-n-rewards-saddam/;
     Robert Kagan: “America, Europe, Bosnia: A Compelling Interest”, Weekly Standard. 6. november 1995. www: https://carnegieendowment.org/posts/1995/11/america-bosnia-europe-a-compelling-interest?lang=en;
     Robert Kagan: Of Paradise and Power: America and Europe in the New World Order, Knopf, 2003, s. 49;
     Willam Kristol citeret i: Tyler Marshall, Norman Kempster & John-Thor Dahlburg: “Options May Boil Down to One: Ground Forces”, Los Angeles Times, 2. april 1999. www: https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1999-apr-02-mn-23525-story.html
105. Colin Powell i: “Hearings on National Defense Authorization Act for Fiscal Year 1993”, House of Representatives, 4. marts 1992. www: https://books.google.dk/books?id=Psu2RaPt47sC&pg=RA2-PA63;
     I et senere interview udfoldede Powell fantasien lidt mere: “I believe in the bully’s way of going to war. ‘I’m on a street corner, I got my gun, I got my blade, I’ma kick yo’ ass.’” Citeret i: Gates, Jr.: “Powell and the Black Elite”, New Yorker, 25. september 1995.
106. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010, s. 235-236.
107. Et eksempel: “The President’s Inbox: Ukraine’s 2023 Counteroffensive, With Max Boot”, Council on Foreign Relations, 19. september 2023. www: https://www.cfr.org/podcasts/ukraines-2023-counteroffensive-max-boot
108. William Kristol & Robert Kagan: “National Interest and Global Responsibility.” Present Dangers: Crisis and Opportunity in American Foreign and Defense Policy. Ed. Kagan and Kristol. San Francisco: Encounter, 2000. s. 17.
109. Glenn Buchan, David M. Matonick, Calvin Shipbaugh, Richard Mesic: “Future Roles of U.S. Nuclear Forces”, Rand Corporation, 2003. www: https://www.rand.org/pubs/monograph_reports/MR1231.html, s. 92;
     Keir A. Lieber & Daryl G. Press: “The End of MAD?: The Nuclear Dimension of U.S. Primacy”, International Security 30:4, Spring 2006. www: https://www.belfercenter.org/sites/default/files/pantheon_files/files/publication/is3004_pp007-044_lieberpress.pdf
110. Ronald Reagan & Mikhail Gorbatjov: “Joint Soviet-United States Statement on the Summit Meeting in Geneva”, 21. November 1985. www: https://www.reaganlibrary.gov/archives/speech/joint-soviet-united-states-statement-summit-meeting-geneva
111. Michael P. Noonan: “Conservative Opinions on US Foreign Policy”, Orbis 43, 1999, s. 625 & 629;
     William Kristol & Robert Kagan: “National Interest and Global Responsibility.” Present Dangers: Crisis and Opportunity in American Foreign and Defense Policy. Ed. Kagan and Kristol. San Francisco: Encounter, 2000. s. 17;
     American Enterprise Institute: “How Would George W. Bush Govern in Foreign Policy?”, C-SPAN, 22 June 2000. 1:18:34-1:19:32. www: https://www.c-span.org/video/?157854-1/george-w-bush-govern-foreign-policy
112. Norman Podhoretz: “The Madness of Arms Control”, New York Post, 1. oktober 1985;
     Charles Krauthammer: “The End of Arms Control: George W.Bush Proposed a Radical New Nuclear Doctrine. No One Noticed”, Time, 12. juni 2000);
     Charles Krauthammer: “Unilateral? Yes, Indeed”, Washington Post, 14. december 2001.
113. Hans M. Kristensen, Matthew McKinzie, Theodore A. Postol: “How US nuclear force modernization is undermining strategic stability: The burst-height compensating super-fuze”, Bulletin of the Atomic Scientists, 1. marts 2017. www: https://thebulletin.org/2017/03/how-us-nuclear-force-modernization-is-undermining-strategic-stability-the-burst-height-compensating-super-fuze/
114. Albert Wohlstetter: “The Delicate Balance of Terror”, Foreign Affairs, januar 1959, s. 211-234. www: https://www.foreignaffairs.com/articles/1959-01-01/delicate-balance-terror;
     Charles Krauthammer: “The End of Arms Control: George W.Bush Proposed a Radical New Nuclear Doctrine. No One Noticed”, Time, 12. juni 2000;
     Charles Krauthammer: “Unilateral? Yes, Indeed”, Washington Post, 14. december 2001;
     Project for the New American Century: Rebuilding America’s Defenses: Strategy, Forces and Resources for a New Century, 2000. www: https://archive.org/details/RebuildingAmericasDefenses
115. Hans M. Kristensen et al.: “Nuclear Notebook: Russian Nuclear Weapons, 2023”, Bulletin of the Atomic Scientists, 9. maj 2023.
116. Brendan Rittenhouse Green: The Revolution that Failed: Nuclear Competition, Arms Control, and the Cold War, Cambridge, UK: Cambridge University Press, 2020, s. 26.
117. Theodore Postol: “Droning Russia’s nuke radars is the dumbest thing Ukraine can do”, Responsible Statecraft, 5. juni 2024. www: https://responsiblestatecraft.org/ukraine-russia-nuclear-radars/
118. The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation: “President Vladimir Putin’s remarks at the expanded meeting of the Foreign Ministry Collegium, Moscow”, 18. november 2021. www: https://www.mid.ru/en/foreign_policy/news/1786303/
119. Theodore A. Postol: “Russia may have violated the INF Treaty. Here’s how the United States appears to have done the same”, Bulletin of the Atomic Scientists, 14. februar 2019. www: https://thebulletin.org/2019/02/russia-may-have-violated-the-inf-treaty-heres-how-the-united-states-appears-to-have-done-the-same/;
     Jack Detsch: “Putin’s Fixation With an Old-School U.S. Missile Launcher”, Foreign Policy, 12. januar 2022. www: https://foreignpolicy.com/2022/01/12/putin-russia-us-missile-defense-nato-ukraine/
120. Da russiske radarer d. 25. januar 1995 fejlagtigt registrerede et muligt amerikansk atomangreb, åbnede Boris Jeltsin den nukleare kuffert. I sidste ende besluttede han sig for ikke at affyre russiske atomraketter. Hvis trusselsklimaet var som i dag, ville han muligvis have truffet en anden beslutning. Se: Theodore Postol: ”How a nuclear near-miss in ’95 would be a disaster today”, The Boston Globe, 25. januar 2015. www: https://www.bostonglobe.com/opinion/2015/01/25/how-nuclear-near-miss-would-disaster-today/TG4nhiUzPyFtcV0QGybj6J/story.html
121. BBC: “INF nuclear treaty: US tests medium-range cruise missile”, 20. august 2019. www: https://www.bbc.com/news/world-us-canada-49405499
122. Benjamin Schwarz & Christopher Layne: “Why Are We in Ukraine?”, Harper’s Magazine, juni 2023. www: https://harpers.org/archive/2023/06/why-are-we-in-ukraine/
123. U.S. Department of Defense: “Dangers of a Nuclear No First Use Policy”, 1. april 2019. www: https://media.defense.gov/2019/Apr/01/2002108002/-1/-1/1/DANGERS-OF-A-NO-FIRST-USE-POLICY.PDF.
     Se også sikkerhedsrådgiver under Trump, David J. Trachtenbergs udtalelser i: David Vergun: “U.S. Nuclear Umbrella Extends to Allies, Partners, Defense Official Says”, S. Department of Defense, 24. april 2019. www: https://www.defense.gov/News/News-Stories/Article/Article/1822953/us-nuclear-umbrella-extends-to-allies-partners-defense-official-says/
124. Joseph R. Biden, Jr.: “Why America Must Lead Again: Rescuing U.S. Foreign Policy After Trump”, Foreign Affairs, marts/april 2020. www: https://www.foreignaffairs.com/articles/united-states/2020-01-23/why-america-must-lead-again
125. Uffe Kaels Auring: ”Ukraine-krigen er bedre end sit rygte”, Eftertryk, 13. april 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/
126. The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation: “Foreign Minister Sergey Lavrov’s interview with the radio stations Sputnik, Govorit Moskva, and Komsomolskaya Pravda, Moscow”, 19. april 2024. www: https://www.mid.ru/en/foreign_policy/news/1945189/
127. Stephen Walt: “Liberal Illusions Caused the Ukraine Crisis”, Foreign Policy, 19. januar 2022. www: https://foreignpolicy.com/2022/01/19/ukraine-russia-nato-crisis-liberal-illusions/;
     Emma Ashford: “Will Negotiations End the War in Ukraine?”, YouTube, 25. november 2022. www: https://www.youtube.com/watch?v=sc-P4X3bqRA;
     Justin Logan and Joshua Shifrinson: “Don’t Let Ukraine Join NATO”, Foreign Affairs, 7. juli 2023. www: https://www.foreignaffairs.com/united-states/dont-let-ukraine-join-nato.
     Se desuden: Richard Sakwa: “The Death of Europe?: Continental Fates after Ukraine”, International Affairs 91, no. 3, 2015: 568–69, https://doi.org/10.1111/1468-2346.12281;
     Stephen Cohen: “The New American Cold War”, The Nation, 10. juli 2006. www: https://www.thenation.com/article/archive/new-american-cold-war-2/
128. Shannon Bugos: “Understanding the Dispute Over New START”, Arms Control Association, april 2023. www: https://www.armscontrol.org/act/2023-04/news/understanding-dispute-over-new-start
129. Jf. Irving Kristol-citatet fra før.
130. Justin Vaïsse: Neoconservatism: The Biography of a Movement, Harvard University Press, 2010;
     Gary Dorrien: Imperial Designs: Neoconservatism and the New Pax Americana, Routledge, 2004.
131. Gary Dorrien: Imperial Designs: Neoconservatism and the New Pax Americana, Routledge, 2004, s. 168.
132. Dmitri Trenin: Strategic Stability in the Changing World, Moscow: Carnegie Moscow Center, 2019, s. 4.
133. President of Russia: “Presidential Address to the Federal Assembly”, 1. marts 2018. www: http://www.en.kremlin.ru/events/president/transcripts/messages/56957
134. TASS: “Russia summons US ambassador to Moscow over Sevastopol attack”, 24. juni 2024. www: https://tass.com/politics/1807539
135. The Associated Press: “With its new pact with North Korea, Russia raises the stakes with the West over Ukraine”, 24. juni 2024. www: https://apnews.com/article/russia-putin-kim-north-korea-pact-556492779b6a32c4cf74b992741d91a8
136. Reuters: “Britain has no plans for large-scale deployment in Ukraine – PM’s spokesman”, 27. februar 2024. www: https://www.reuters.com/world/uk/britain-has-no-plans-large-scale-deployment-ukraine-pms-spokesman-2024-02-27/
137. Adam Entous & Michael Schwirtz: “The Spy War: How the C.I.A. Secretly Helps Ukraine Fight Putin”, The New York Times, 25. februar 2024. www: https://www.nytimes.com/2024/02/25/world/europe/cia-ukraine-intelligence-russia-war.html;
     Andre amerikanske specialstyrker udfører ligeledes støttefunktioner. Se: Ken Klippenstein: “America’s Shadow War in Ukraine”, Substack, 19. august 2024. www: https://www.kenklippenstein.com/p/americas-shadow-war-in-ukraine
138. Anne McElvoy & Claudia Chiappa: “‘Everything’ on table to help Ukraine beat Putin, Estonian PM says”, Politico, 29. februar 2024. www: https://www.politico.eu/article/ukraine-russia-war-help-estonia-prime-minister-kaja-kallas;
     LRT: “Lithuanian FM echoes Macron on sending troops to Ukraine: ‘No option can be rejected’”, 28. februar 2024. www: https://www.lrt.lt/en/news-in-english/19/2210074/lithuanian-fm-echoes-macron-on-sending-troops-to-ukraine-no-option-can-be-rejected;
     Dinara Khalilova and The Kyiv Independent news desk: “Czech president reportedly calls to continue discussion on sending Western troops to Ukraine”, The Kyiv Independent, 5. marts 2024. www: https://kyivindependent.com/czech-president-reportedly-calls-to-continue-discussion-on-sending-western-troops-to-ukraine/;
     Alex Ballingall: “Under the right conditions, Canada open to sending noncombat troops to Ukraine, Defence Minister Bill Blair says”, Toronto Star, 29. februar 2024. www: https://www.thestar.com/politics/federal/under-the-right-conditions-canada-open-to-sending-noncombat-troops-to-ukraine-defence-minister-bill/article_eec6806c-d71d-11ee-91fb-ab92d0af803e.html
139. Ellen Nakashima & Isabelle Khurshudyan: “U.S. concerned about Ukraine strikes on Russian nuclear radar stations”, The Washington Post, 29. maj 2024. www: https://www.washingtonpost.com/national-security/2024/05/29/us-ukraine-nuclear-warning-strikes/
140. Claudia Chiappa: “Poland: We’re ready to host nuclear weapons”, Politico, 22. april 2024. www: https://www.politico.eu/article/poland-ready-host-nuclear-weapons-andrzej-duda-nato/
141. Reuters: “NATO in talks to put nuclear weapons on standby, boss tells UK’s Telegraph”, 17. juni 2014. www: https://www.reuters.com/world/europe/nato-talks-put-nuclear-weapons-standby-boss-tells-uks-telegraph-2024-06-17/
142. Military Watch Magazine Editorial Staff: “NATO Discussing Placing More Nuclear Weapons on Standby: U.S. May Provide More B61 Warheads to European Allies”, Military Watch Magazine, 16. juni 2024. www: https://militarywatchmagazine.com/article/nato-more-nuclear-weapons-standby
143. The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation: “Foreign Ministry statement on the Russian Armed Forces’ exercises held to practice for the use of non-strategic nuclear weapons”, 6. maj 2024. www: https://www.mid.ru/ru/foreign_policy/news/1948486/?lang=en
144. Noah Robertson: “‘They’ve grown back’: How Russia surprised the West and rebuilt its force”, DefenseNews, 21. maj 2024. www: https://www.defensenews.com/global/europe/2024/05/21/theyve-grown-back-how-russia-surprised-the-west-and-rebuilt-its-force/

     Christoph B. Schiltz: “Die düstere Ukraine-Realität, über die Nato-Insider nur anonym sprechen wollen“, WELT, 5. august 2024. www: https://www.welt.de/politik/ausland/plus252746254/Russlands-Krieg-Die-duestere-Ukraine-Realitaet-ueber-die-Nato-Insider-nur-anonym-sprechen-wollen.html

145. Et eksempel: Robert Kagan & William Kristol: “Introduction: National Interest and Global Responsibility”, Present Dangers: Crisis and Opportunity in American Foreign and Defense Policy, San Francisco: Encounter Books, 2000.