Klæder uden kejser. Hvad gør Danmark i amerikanske nedgangstider?
Sommeren 2024 har stået på alt andet end agurketid. Vi er fra amerikanske breddegrader blevet chokket med det ene show efter det andet. En ensidig debat, et attentatforsøg og en præsident, der har droppet sin valgkampagne under mystiske omstændigheder.
Af Troels Panduro
I foråret 1837 udgav H.C. Andersen et skelsættende eventyr: Kejserens nye klæder. Eventyret om den nøgne kejser, der lod sig rive med af den kollektive løgn, har været en vedvarende kulturel myte lige siden. Sommeren 2024 viser, at eventyret er mere relevant end nogensinde.
Tænk bare tilbage på det amerikanske præsidentdebat d. 27. juni. Som seere var vi vidne til et tæppefald for lederen af den frie verden. Den amerikanske præsident fremstod tåkrummende kognitivt svækket. Farcen, som vi alle blev vidne til, var ikke en overraskelse. På SoMe har man kunnet følge en føljeton af uheldige episoder, hvor præsident Biden falder og snubler over ord, sætninger, tanker og trapper. Gentagende gange er det dog blevet tilbagevist af det Hvide Hus og venligtsindede medier, bl.a. med henvisning til at hans problemer med at gå og tale var redigerede deepfakes.1
I debatten med Donald Trump kunne det for åben skærm ses, at Kejseren ikke har noget tøj på. Meningsløs mumlen, halve sætninger og et tomt ansigt virkeliggjorde H.C. Andersens eventyr, dog med et tvist: Jakkesættet havde ingen kejser.
Siden den første tv-transmitterede præsidentdebat mellem J.F. Kennedy og Richard Nixon i 1960 har en kandidat aldrig præsteret en så dårlig tv-debatoptræden. Jakkesættet var tomt, og undskyldningerne var brugt op. Efter debatten måtte CNN’s journalistpanel indrømme, at den var helt gal med deres foretrukne kandidat. Hvis Demokraterne skulle vinde næste præsidentvalg i november 2024, så fungerede en halvdement Joe Biden ikke.
Tilbage står spørgsmålet – hvis jakkesættet er tomt, hvor lang tid har det så været det? Hvem har styret USA de sidste 3,5 år, og er en demensramt præsident, der vanskeligt kan fuldføre en sætning eller formulere en sammenhængende idé, billedet på et USA i nedgang?
I 1998 løb Hollywood Blockbusteren Armageddon i biograferne. USA var på magtens tinde. Den uimodsagte stormagt, der året efter kunne bombe Ruslands historisk tætte allierede Serbien og i processen sprænge den kinesiske ambassade i luften uden at tage notits af protesterne. USA var “the shining city on hill” for alle at beskue. Præmissen, vi blev præsenterede for i biografmørket tilbage i 1998, var, at en asteroide med kurs mod Jorden truede menneskeheden. Kun USA kunne redde os alle. To amerikanske helte, spillet af Bruce Willis og Ben Affleck, begav sig ud i rummet for at sprænge asteroiden i luften. Undervejs støder amerikanerne på en strandet russisk kosmonaut, der løste sine tekniske problemer ved at slå med en svensknøgle på tilbagestående russisk teknologi.
I dag synes fortællingen om nedgang og tilbagestående teknologi at være overtaget af USA. I dag er det USA, der må banke med en svensknøgle på infrastruktur, der falder fra hinanden, som når en motorvejsbro kollapser i Baltimore, og biler med passagerer forsvinder i havet, eller når amerikanske astronauter er strandet i rummet.
USA’s statsgæld stiger med 1 billion dollars hver 100. dag. I juli nåede statsgælden 35 billioner dollars.2 Inflationen æder levestandarden, og økonomien fungerer ikke længere for almindelige amerikanere. Nedsmeltningen gælder også amerikanske private virksomheder som Boeing.
I 2024 har vi set Boeing-fartøjer tabe både døre og hjul i luften. Et transportfly, der måtte lande med næsen ned i Tyrkiet. Astronauter, der ikke kan komme hjem på grund af et defekt rumfartøj. En whistleblower fra Boeing, der muligvis har kunnet afdække problemerne, dør under mystiske omstændigheder. Altså en industrigigant i frit fald og en nation, der ikke ser for køn ud.
Tilbage til sommerens indslag. Den 13. juli var Trump i Butler, Pennsylvania til et vælgermøde. Her blev den tidligere præsident midt i sin tale forsøgt myrdet. Hans øre blev endda ramt af et riffelskud. Som den showman Trump er, kom han hurtigt på benene igen. Med knytnæven i vejret råbte han: Fight, Fight, Fight! Billederne gik verden rundt og blev tilmed memet til ukendelighed. USA var muligvis centimeter fra begyndelsen til en borgerkrig.
Tilbage står spørgsmålet: Hvorledes kunne den formodede gerningsmand, Crooks, komme ind på området, op på et tag med en riffel og affyre skud mod en amerikansk præsidentkandidat? Hvor var Secret Service? Hvorfor var de f.eks. ikke til stede på taget, hvorfra gerningsmanden affyrede sin riffel?
Til at starte med forklarede Secret Service-chefen Kimberly Cheatle, at hendes agenter ikke kunne være stationeret på et skråt tag. En fjollet forklaring. Spørgsmålene omkring attentatforsøget er fortsat endeløse.
Konklusionen er dog, at der enten var tale om en katastrofal mangel på sikkerhed fra Secret Services side, eller at Crooks fik hjælp indefra. Der er ingen mellemvej her. Uden en rygende pistol må det dog antages, at Secret Service fejlede i ekstrem grad. Endnu en amerikansk institution i forfald, klædt af i en historie, bedst opsummeret i karakterernes navne: en gerningsmand ved navn Crooks (kriminel), en uærlig chef ved navn Cheatle (Snyder) og en politiker, der triumferer, ved navn Trump.
Fire dage efter blev det rapporteret, at Joe Biden havde fået Covid og var i isolation. Spørgsmålet om, hvorledes en sygdom var den perfekte undskyldning for at trække sig som kandidat oven på tv-debatten, meldte sig. Den 21. juli fik vi svaret. På Joe Bidens personlige X-profil blev der publiceret et brev, der underrettede os om, at han nu trak sig som kandidat. Brevet var ikke skrevet på Det Hvide Hus officielle brevpapir og var heller ikke ledsaget af nogen anden officiel tilkendegivelse.
Der var ingen begrundelse for, at han måtte trække sig som kandidat for Det Demokratiske Parti. Der var ingen tilhørende pressekonference eller nogen anden form for udmelding. Han måtte dog træde tilbage som kandidat, først for hans parti og sekundært for hans land.
Ca. en halv time senere blev vicepræsident Kamala Harris sponseret som præsidentkandidat på X-profilen med ændring af profilens coverbillede til ”Harris Kampagnen”. Spekulationerne om Biden velbefindende, om hvornår han sidst var blevet set, eller om brevet var underskrevet med hans rigtige signatur, løb løbsk på sociale medier. Mistanken er derfor forsat, at brevet ikke var skrevet af den 81-årige præsident selv.
Den 24. juli gav Biden lyd fra sig på en pressekonference, som mest handlede om, hvor god en præsident han i virkeligheden var. Stadigvæk ingen begrundelse for at forlade præsidentvalget. Spørgsmålet står tilbage: hvis Biden har så nedsatte kognitive evner, at han ikke kan opstille til præsident, hvorledes kan han så fortsætte som præsident frem til januar 2025 – og hvem styrer Det Hvide Hus lige nu? Uagtet hvad svaret er, er det i hvert fald skræmmende, at vi frem til januar har et tomt jakkesæt i Det Hvide Hus.
Den verdensanerkendte journalist Seymour Hersh har på sin Substack3 rapporteret gennem anonyme kilder, at presset for ikke at skifte Biden ud blev for stort efter hans Covid-udmelding. Barack Obama havde fået nok, og den 20. juli ringede han Biden op og fortalte ham, at han måtte droppe ud af præsidentvalget. Alternativt var Harris klar til, med opbakning fra toppen af partiet, at smide ham ud af embedet igennem den amerikanske forfatnings 25th Amendment.4
Altså en no-win-situation for Biden, som med andre ord var blevet kuppet af sit parti og tidligere chef. Dealen, der var blevet lavet, var formentligt, at Biden kunne fortsætte frem til januar, men måtte trække sig som kandidat til næste valgperiode.
Intet af Hersh’ historie kan bekræftes af åbne kilder, men den passer ganske godt på det suspekte forløb.
Tilbage står Harris, som den 6. august blev bekræftet som det Demokratiske Partis kandidat. Hun har aldrig modtaget 1 stemme som kandidat, hverken i 2019 hvor hun opstillede som præsidentkandidat, eller i det seneste primærvalg.
I amerikansk politik er det ellers kutyme, at personen med flest stemmer bliver partiets kandidat, men her blev processen håndteret internt mod gængse normer. Under sin første kampagne rally D. 7. august måtte Harris selv informere publikum om, at partiet havde nomineret hende som kandidat. Igen en akavet proces.
Det er værd at bemærke, at Harris indtil videre ingen politik eller program har på sin kampagnehjemmeside.5 Når man overtager jobbet fra et tomt jakkesæt, er det kun passende, at man skal være den samme slags tomme avatar for dem, der har kørt Det Hvide Hus i Bidens mentale fravær.
På samme tid har Harris valgt Minnesota-guvernør Tim Walz som sin vicepræsident. En tidligere landmand med benene godt plantet i den Minnesotaske muldjord. Valget af netop Walz er helt sikkert en reaktion på Trumps valg af J. D. Vance, der er opvokset i udkants-USA, nærmere bestemt Ohios Appalachia-område. Efter 20 års nonstop kulturkrig er scenen noget overraskende sat op til den ultimative kamp mellem to ”hvide” mænd: Hvem er den største bonderøv?
I Harris favør har medierne for længst forladt historien om Trumps attentatforsøg. Et attentatforsøg, der kunne forventes at dominere debatten året ud under normale omstændigheder. Så den 12. august tog X-ejeren Elon Musk sagen i egen hånd og interviewede Trump på sin platform. Interviewet var dagen efter afspillet 26 millioner gange, og indholdet var klassisk Trump med medfølgende svinere til alle hans politiske modstandere.
I en mere bekymrende situation fra Bruxelles sendte EU-kommissær Thierry Breton et brev på X til Elon Musk, hvor Musk blev bedt om at overholde EU’s lovgivning i forbindelse med interviewet. Ordlyden var holdt i kancellisprog, og den erklærede kontekst var denne sommers optøjer i Storbritannien. Spørgsmålet står her tilbage: Hvad har EU med det amerikanske præsidentvalg at gøre eller optøjer i Brexit-land? Hvorfor skal EU blande sig i et interview med amerikanske præsidentkandidater på X? EU gør i hvert fald deres for at blive associeret med censur.
Oven på sommerens anti-agurketid står vi tilbage med en helvedes masse spørgsmål, men mest af alt: bliver det en tragedie, komedie eller farce, vi er vidne til?
Måske det er på tide, at vores lille land gør som det lille barn fra H.C. Andersens eventyr og siger fra over for den kollektive løgn. USA står afklædt tilbage, og hele verden kan se det, hvis de tør åbne øjnene. Tiden hvor Bruce Willis kommer og redder hele molevitten, er for længst ovre, hvilket til dels skyldes, at Bruce, ligesom USA, har sine egne kognitive udfordringer at slås med. 1998 er en saga blot, og 2025 banker ubarmhjertigt på. Det er ikke længere uden omkostninger at bombe russiske allierede, og ingen kunne finde på at bombe en kinesisk ambassade – medmindre de led af demens.
Hvis Danmark ikke skal se mod vest, hvor skal Danmark så kigge hen i den nye multipolære verden? Nogen påstår, at solen nu stiger i øst, og at den altid har gjort det.
Det er meget muligt, men mit bud ville være at kigge mod nord. Måske er det på tide at gøre Skandinavien til regional spiller. Et samlet nordisk fællesskab ville i langt mindre grad have behov for at kigge mod øst eller vest. I stedet kunne vi stå på vores egen ret, uden at være nødsaget til at foregive at falde for den kollektive løgn.
