Socialdemokratiets lysegrønne utopi

Socialdemokraten Magnus Barsøes klimadebatbog Det grønne pengetræ indeholder en utopi befolket af teknokrater, iværksættere og teknisk uddannede arbejdere, som via en grøn energirevolution har formået at løse klimakrisen og forøge velstanden. For Socialdemokratiet er håbet absolut lysegrønt.

Af Sebastian Lundsteen Nielsen og Niklas Olsen
Illustrationer ved Jannik Friberg

I 1516 udgav den engelske humanist Thomas More bogen Utopia, der beskriver et ideelt, men fiktivt øsamfund. Igennem bogens forestilling om et perfekt samfund rettes der samtidig en ganske substantiel kritik af samtidens politiske system. Altså er utopien som genre både en kritik af nutiden og en vision for fremtiden.

Siden More har utopien assisteret en lang række politiske projekter, som ligeledes diagnosticerer samtidens problemer og udfolder en større politisk – omend mestendels urealiserbar – vision. Som en respons på de miljømæssige konsekvenser af efterkrigstidens eksplosive industrielle vækst og det materielle velfærdssamfund formulerede unge og venstreorienterede i slutningen af 1960’erne for eksempel en række utopier, der angreb det eksisterende systems jagt på økonomisk vækst.

Socialdemokratiet blev hurtigt inspireret af de nye unge bevægelser, og særligt forholdet mellem vækst, teknologi og miljø blev prioriteret som et led i en større fornyelsesproces inden for Socialdemokratiet, og med den unge Jens Kampmann i spidsen blev partiet en drivende kraft i den proces, som førte til vedtagelsen af Danmarks første samlede miljølov i 1973.

Kampmann, der i 1971 blev Minister for Forureningsbekæmpelse (et egentligt Miljøministerium blev først oprettet i 1973), stillede sig klart på miljøets side, da han skulle skabe opbakning til miljøloven i Folketinget. I hans optik antog miljøproblemerne en eksistentiel karakter. “Der kan”, udtalte han i motiveringen af loven i maj 1972, “hvis vi ikke allerede nu griber ind, opstå tilstande, som ingen nok så udviklet teknologi og ingen nok så stor økonomisk indsats vil være i stand til at oprette”. Han bemærkede desuden, “at indsatsen mod forurening kan betyde en begrænsning af den hidtidige økonomiske vækst“ og medføre “en nedgang i vores materielle velstand”. “Man kan i øvrigt spørge sig selv”, spurgte han videre, “om materiel velstand og forøgelse af vores økonomiske muligheder fortsat skal være det dominerende i dansk politik, og om ikke et andet livssyn trænger sig på.”¹

I forbindelse med 1970’ernes debatter om ’grænser for vækst’ – som var titlen på den skelsættende rapport, som Rom-klubben udgav i 1972 – fik vækstkritikken endnu større tag i Socialdemokratiet.² Publikationer fra ledende medlemmer af partiet involverede således ofte kritiske dis­kussioner af forholdet mellem forurening, teknologi og økonomisk vækst – ofte ledsaget af ambitioner, eller forventninger, om et opgør med den herskende samfundsmodel.

I sin bog Lavvækstsamfundet fra 1976 argumenterede Kampmann konkret for, at væksten nødvendigvis måtte aftage og blive kvalitativt orienteret, mens Ivar Nørgaard, Minister for udenrigsøkonomi og for Nordiske anliggender, i en kronikserie i Politiken i juni 1975 om nulvækstsamfundets krav og muligheder talte om “det stabile samfund”.³ Ud fra den antagelse, at en afsked med økonomisk vækst ville betyde en afsked med kapitalismen, sluttede han sin serie med tanken: “Det stabile samfund bliver muligvis et socialistisk samfund.”

 

Vil man vide, hvordan Socialdemokratiet tænker om klimapolitik i dag, er Det grønne pengetræ et godt sted at starte.Fast forward til Socialdemokratiet anno 2024. Her er den tidligere så markante kritik af vækst og teknologi gledet i baggrun­den, ikke mindst i klimapolitikken.

Dette er også tilfældet i Socialdemokraten Magnus Barsøe nye debatbog om klimakrisen Det grønne pengetræ: Sådan tjener du penge på den grønne omstilling. Selvom bogen formentlig vil blive viet mindre opmærksomhed, nu hvor Barsøe ikke blev valgt til Europa-Parlamentet, er den værd at orientere sig i. Den føjer sig til den langvarige tradition i Socialdemokratiet for gennem udgivelse af bøger at markere sine ideologiske positioner på forskellige politikområder – en tradition, som i nyere tid er blevet holdt i hævd af bl.a. Kaare Dybvad Bek og Matthias Tesfaye – og er den første bogudgivelse fra partiet på klimaområdet siden Dan Jørgensens Grønt håb. Klimapolitik 2.0 fra 2010.⁴ Bogen kan imidlertid læses som et manifest for Socialdemokratiets syn på forholdet mellem økonomisk vækst og miljøbeskyttelse anno 2024, og den udkaster samtidig en interessant socialdemokratisk utopi for fremtidens grønne Danmark. Vil man vide, hvordan Socialdemokratiet tænker om klimapolitik i dag, er Det grønne pengetræ et godt sted at starte.

Det grønne pengetræ adskiller sig markant fra rækken af skrifter, forfattet af mere radikale politiske kræfter, som i lyset af klimakrisen har genintroduceret utopien som et centralt politisk redskab. Det drejer sig bl.a. om samtidsmanifester fra Den Grønne Ungdoms Bevægelse, miljøorganisationen NOAH samt Center for Militant Futurismes’ Ask Katzeffs Befri Fremtiden og Usynlige verdener.⁵ Fælles for disse er, at de udkaster fremtidsutopier, som er i harmoni med de planetære grænser, og udfolder en implicit eller eksplicit vækstkritik.

Centralt står idéen om såkaldt ’grøn vækst’. Altså en form for vækst, som både bidrager til den grønne omstilling og sikrer nye arbejdspladser, velstand og vækst, og som Danmark angiveligt har været og fortsat er en pioner for udvikling af.Barsøes debatbog kan dog også læses som en slags grøn utopi. Til forskel fra de mere kritiske grønne utopier er Barsøes fremtid dog lysegrøn. Den amerikanske historiker Michael Bess beskriver i The Light Green Society, hvordan Frankrig siden 1970’erne er gennemgået, hvad han kalder “en halv-revolution”: Den grønne dagsorden er blevet gennemgribende i alle dele af samfundet, men det grønne er milevidt fra den originale idé om nødvendigheden af fundamentale samfundsforandringer. Ifølge Bess har statslige institutioner i det lysegrønne samfund neutraliseret den oprindelige kritik ved hjælp af idéer om såkaldt teknologisk modernisering.⁶

Det grønne pengetræ er et udtryk for, hvordan “halv-revolutionen” er slået igennem i det danske Socialdemokrati. Ligesom det er tilfældet hos andre mainstream politiske aktører på området, er partiets klimapolitik karakteriseret af en stærk tiltro til teknologiske løs­ninger, der skal til­vejebringes gennem økonomisk vækst og i vid udstrækning bidrage til at fastholde den eksisterende samfundsmodel. Centralt står idéen om såkaldt ’grøn vækst’. Altså en form for vækst, som både bidrager til den grønne omstilling og sikrer nye arbejdspladser, velstand og vækst, og som Danmark angiveligt har været og fortsat er en pioner for udvikling af. Denne idé udgør også fundamentet for den lysegrønne utopi, som udfoldes i Det grønne pengetræ.

I vores læsning bygger Barsøes forestillede fremtid på fire elementer: en beskrivelse af vejen til Utopia, en beskrivelse af, hvem der skal skabe og bebo Utopia, og hvor det er lokaliseret; en beskrivelse af potentielle forhindringer for realiseringen af Utopia; og endelig en beskrivelse af de værdier, som skal stå i centrum af og mobilisere befolkningen til at støtte op om Utopia.

***

Vejen til det lysegrønne Utopia

I Barsøes vision går vejen til Utopia gennem en omfattende grøn omstilling til vedvarende energi. Der er, skriver han, allerede fuld fart på den grønne omstilling, som tilbyder masser af muligheder for at skabe nye grønne jobs samt eksportere teknologi og viden. Via sin vind-industri agerer Danmark således pioner for en grøn ’industrirevolution’ (13)⁷ og et grønt ’erhvervseventyr’ (13), der er godt på vej til at gøre kloden fossilfri. Med massive investeringer på området går trenden kun en vej: mod en verden med rigelig og billig vedvarende energi.

Hvis bare vi fastholder den grønne omstilling, er der ingen grund til pessimisme. Dette kræver imidlertid implementeringen af en grøn (og socialdemokratisk) keynesianisme, hvormed staten gennem en aktiv finanspolitik skal stimulere økonomisk vækst gennem tiltag, der samtidig forbedrer miljøet. For Barsøe er dens centrale komponenter en solid dosis statsstøtte til industrien, en “grøn genindustrialisering af Europa”, et fokus på selvforsyning, en “mindre naiv tilgang til frihandel” samt en massiv genuddannelse af arbejdsstyrken (198-199).

Utopias skabere, befolkning og lokalisering

I tråd med fortællingen om det danske ’vindeventyr’ er det ifølge Barsøe heroiske ingeniører og innovative virksomhedsledere – såkaldte “Georg Gearløs-Typer” (108) og “driftige hippier med grønne drømme” (48) – der skal skabe Utopia ved at udvikle fossilfrie teknologier. Men den grønne omstilling kræver også faglærte smede, procesoperatører, industriteknikere, elektrikere og automekanikere, samt ufaglærte, som er uundværlig i den forestående industrielle produktion af de nye teknologier, som skal finde sted i den jyske provins.

Fremtidens Danmark er således ikke primært et vidensbaseret samfund, der findes i København eller udliciterer sin produktion til udlandet. Ved at tilstræbe en stærk lokal og regional sammenhængskraft kan vi ikke “bare sidde foran computeren med sort rullekrave og trekantede briller og designe den fremtid, som kineserne kan banke sammen på samlebåndet.” (133) Utopia ligger altså ikke i Kina, men steder som Give, Brædstrup og Esbjerg, og skal bebos af “almindelige mennesker” (et udtryk, som nævnes mere end 15 gange i bogen). Altså af de faglærtes og ufaglærtes arbejde, som er med til at skabe den grønne omstilling, og hvis økonomiske og sociale interesser klimapolitikken er designet til at forsvare og varetage.

Forhindringer på vejen til det lysegrønne Utopia

Blandt de udfordringer der, ifølge Barsøe, nødvendigvis må stækkes, hvis Utopia skal realiseres, hører alternative politiske visioner fra højre- og venstrefløjen. Fra højre drejer det sig om den borgerlige støtte til atomkraft; en teknologi, som angiveligt er for dyr, ineffektiv og uudviklet til at blive implementeret i Danmark. Vi skal derfor fortsat satse på grøn energi. Fra venstre drejer det sig om den vækstkritik, som bl.a. udfoldes i bogen Efter festen, skrevet af socialdemokrat Bjarke Mogensen og direktør i Teknologirådet Rune Baastrup, der fastholder, at økonomisk vækst ikke kan afkobles fra miljøødelæggelse, men som ikke forstår, at afkoblingen allerede finder sted – og at folk har forventninger om og ret til materiel velstand.

En række andre kræfter indenfor det politiske system, som obstruerer energirevolutionen og truer folkets ret til jobs, velstand og forbrug, må ligeledes stækkes. Det drejer sig bl.a. om fodslæbende bureaukrater, som langsommeliggør teknologiske udviklinger, og politikere, som ikke forstår den virkelighed, der findes uden for København: “Klimapolitik på Christiansborg er bevingede ord, men alt for lidt handling sovset ind i et fedtlag af bureaukrati.” (170) Sådanne bureaukrater og politikere er der ikke brug for i Utopia. Det samme gælder folk med humanistiske eller samfundsvidenskabelige uddannelser. Omvendt er der behov for teknokrater (som Barsøe selv) til at udkaste og fastholde den politiske kurs mod den grønne omstilling.

Værdierne som skal stå i centrum af og for skabe opbakning til Utopia

For Barsøe er det imperativt, at vi sætter økonomiske – og ikke moralske – værdier i centrum af den grønne omstilling. Den moralske tilgang er nemlig nytteløs og “mudrer” klimakampen med sin “fingerpegende tone” (11), som skubber folk væk og skaber unødig modstand og splid i befolkningen. For at skabe bred opbakning i befolkningen bør vi i stedet fokusere på at skabe arbejdspladser og økonomisk tryghed gennem investeringer i vindindustrien. Vi skal med andre ord “sætte tryk på den grønne omstilling, fordi der er penge og arbejdspladser i skidtet” (13).

Økonomien skal forblive i centrum i fremtidens samfund. For det første kan vi ikke forvente, at “almindelige mennesker” vil give afkald på deres flyveture, bilfrihed og frie forbrug: “Det kan sagtens være, at man som privilegeret københavner med fast job og pension kan mene, at øget velstand er noget opreklameret fis, men enhver debat om klimahandling bør basere sig på en realistisk tilgang til menneskers stræben efter velstand” (179). For det andet er det muligt at skabe vækst, afkoblet fra global opvarmning – det sker faktisk allerede i stor stil. Løsningen på klimakrisen er dermed ikke en dyrkelse af værdier, som leder til mindre forbrug og lavere levestandard, men “at score kassen på klimakrisen” (jf. bogens lettere misvisende undertitel).

Hvorvidt man finder Barsøes lysegrønne utopi tiltrækkende, afhænger naturligvis af ens politiske observans. Der kan dog ikke herske tvivl om, at hans argumentation for utopiens realisering er karakteriseret af en række blinde vinkler og udfordringer.Opsummeret udtrykker Det grønne pengetræ et ganske optimistisk syn på mulighederne for at løse klimakrisen og en vision om et Utopia, hvor teknokrater, iværksættere og teknisk uddannede arbejdere står i centrum, og hvor der ikke er givet køb på nutidens materielle goder.

Omstillingen sker allerede, lyder budskabet i bogen. Men der er behov for, at vi fortsat skubber på udviklingen, så den ikke går i stå. Til formålet udkaster bogen et politisk manifest, som lægger sig i slipstrømmen af de markeds- og teknologifokuserede visioner om grøn vækst, som Dan Jørgensen udfoldede i Grønt håb. Det grønne pengetræ adskiller sig dog markant fra Grønt håb ved at forbinde visionerne om grøn vækst med de særlige elementer af arbejderisme, produktivisme, antielitisme, teknokratisme, økonomisme, der har præget Socialdemokratiet under Mette Frederiksens regering.

Hvorvidt man finder Barsøes lysegrønne utopi tiltrækkende, afhænger naturligvis af ens politiske observans. Der kan dog ikke herske tvivl om, at hans argumentation for utopiens realisering er karakteriseret af en række blinde vinkler og udfordringer. Tre er særligt vigtige.

For det første kan der sættes spørgsmålstegn ved Barsøes hovedpostulat om, at den grønne omstilling buldrer derudad. Fx har The Energy Institute – en engelsk organisation, der årligt udgiver statistiske analyser af verdens samlede energiforbrug – påpeget, at trods en rekordstigning i brugen af ​​vedvarende energi i 2023 er forbruget af fossile brændstoffer også fortsat med at stige – og nåede et rekordhøjt niveau sidste år. Relativt set udgjorde fossile brændstoffer 81,5 % af verdens primære energi sidste år, med kun et marginalt fald fra 82 % året før, selv om vind- og solparker producerede rekordmængder af ren elektricitet.⁸

For det andet kan Barsøes argument om, at den grønne omstilling er attraktiv og mulig, fordi vi kan tjene på den, mildest talt problematiseres. Nogle forskere vurderer, at den grønne omstilling sker meget langsomt eller slet ikke, fordi der ikke er noget “at score kassen” på. Fx har professor i økonomisk geografi Brett Christophers i en ny bog kritiseret antagelsen om, at billig grøn energi er ensbetydende med massive investeringer. Der er langt større og mere stabile profitter i at investere i den fossile sektor, hvilket i sidste ende forhindrer grønne energiinvesteringer.⁹ Christopher deler i øvrigt Barsøes ønske om større statslig indblanding i markedet, men er slet ikke enig i, at den grønne omstilling er godt på vej, og at den er ved at speede op.

For det tredje er påstanden om, hvorvidt afkoblingen af vækst fra miljønegative påvirkninger enten er sket eller bare mulig, også kontroversiel. En lang række studier har således skudt forhåbninger om såkaldt ’grøn vækst’ ned. De mener, at en sådan afkobling endnu ikke er fundet sted, og at CO2-udledningerne (for ikke at tale om tabet af biologiske arter, ressourceudtømninger og anden kritisk miljøbelastning) næppe nogensinde kan bringes ned på bæredygtige niveauer, samtidig med at økonomien fortsætter med at vokse.¹⁰

I lyset af de dystre fremtidsudsigter synes Socialdemokratiets lysegrønne utopi at sidde fast i et utilstrækkeligt begreb om omstilling, der ønsker at bibeholde status quo fremfor at formulere visioner for en gennemgribende systemforandring.I modsætning til Det grønne pengetræ argumenterer en voksende gruppe af forskere for, at vi i løsningen af klimakrisen ikke kan forlade os på det selvsamme vækst- og teknologifokuserede system, som har skabt krisen. I en nylig artikel fra Politiken udtrykker flere forskere alvorlig bekymring i en reaktion på de varmest målte globale temperaturer nogensinde kombineret med de største udledninger hidtil set.¹¹ Til forskel fra Barsøe, der sætter sin lid til markedet og teknologien, taler professor i biodiversitet og medlem af klimarådet Katherine Richardson om nødvendigheden af såkaldte “sociale tipping points.” “Vi kan,“ siger hun, “forandre verden med de drastiske spring og en total ændring af vores adfærd, som skal til.”¹¹ Der er med andre ord brug for en mere grundlæggende systemforandring i den måde, vi producerer og forbruger, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en beboelig planet for de fremtidige generationer.

I lyset af de dystre fremtidsudsigter synes Socialdemokratiets lysegrønne utopi at sidde fast i et utilstrækkeligt begreb om omstilling, der ønsker at bibeholde status quo fremfor at formulere visioner for en gennemgribende systemforandring. I vores hastigt varmende verden forekommer det efter læsning af Det grønne pengetræ værd at genbesøge nogle af samtidens mere radikale utopier, eller udkaste nye af slagsen, for at anvise en mere brugbar vej frem.

Sebastian Lundsteen Nielsen har skrevet ph.d.-afhandling i miljøhistorie om Cheminova, forurening og miljøretfærdighed ved The Greenhouse på Universitetet i Stavanger og er fra 1. september 2024 postdoc ved Centre for Sustainable Futures ved Saxo Instituttet, Københavns Universitet. 

Niklas Olsen er professor i historie ved Saxo Instituttet og Nordic Humanities Center ved Københavns Universitet og arbejder med klimaets og miljøets politiske idéhistorie.

Jannik Fribergs fantastiske illustrationer kan findes her og her. 

 

 

1. Folketingstidende (1972a), 5591 og 5990-5911.
2. Donella H. Meadows, Limits to Growth: A Report for the Club of Rome’s Project on the Predicament of Mankind (New York: New American Library, 1972).
3. Jens Kampmann, Lavvækstsamfundet: Muligheder og konsekvenser (København: Fremad, 1976) og Ivar Nørgaard, ”Et stabilt samfund. Nulvækstsamfundets krav og muligheder, tre kronikker,” Politiken (16.-18. juni 1975).
4. Kaare Dybvad Bek, De lærdes tyranni: Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund (København: People’s Press, 2017); Kaare Dybvad Bek, Arbejdets land (København: Grønningen 1, 2023); Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa: 50 års socialdemokratisk indvandringspolitik (København: Gyldendal, 2017); Dan Jørgensen, Grønt håb: Klimapolitik 2.0 (Rødovre: Sohn), 2009.
5. Den Grønne Ungdomsbevægelse, En Grøn Retfærdig Fremtid (København: Økotopia, 2022); www.utopier.dk; Ask Katzeff, Befri fremtiden (Skjern: Antipyrine, 2021
6. Michael Bess, The Light-Green Society: Ecology and Technological Modernity in France, 1960-2000 (Chicago: University of Chicago Press, 2003).
7. Referencer til ”Det Grønne Pengetræ” gengives fremover ved sidetal.
8. Jillian Ambrose, “Fossil fuel use reaches global record despite clean energy growth,” The Guardian (20. Juni 2024).
9. Brett Christophers, The Price is Wrong: Why Capitalism Won’t save the Planet (Verso: London, 2024).
10. Se de forskellige kritikker af idéen om grøn vækst i Niklas Olsen m.fl., “Hvad betyder grøn vækst? Og hvem fandt på det?”, Videnskab.dk (27. juni 2024).
11. Magnus Bredsdorff, “Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor meget klimaforskere ryster i bukserne”,  Politiken (1. juli 2024).