Abortrettighedernes historiske udvikling i Danmark og Polen

Det ene land opfattede sig selv som et liberalt fyrtårn, men endte med at hvile på laurbærrene. Det andet var en liberal højborg, men har i dag en af de mest restriktive abortlovgivninger i Europa.

Af Philip Højme

Den 24. maj 1973 vedtog det danske Folketing en lov, der tillod fri abort frem til 12. graviditetsuge. Når danskerne kan huske denne dato, er det bl.a., fordi ændringen i abortlovgivningen gjorde Danmark til et af de første lande, der tillod fri abort. Før 1973 benyttede enkeltpersoner og kvinderettighedsgrupper sig af aktivisme og litterære udgivelser til at ændre den offentlige holdning i en mere positiv retning i forhold til reproduktive rettigheder og abort.

I 1920’erne begyndte det danske samfund så småt at ændre sit syn på abort. Gennem en række gradvise skred blev den offentlige holdning stadig mere positiv over for fri abort. Hvor den offentlige holdning før 1920’erne havde været, at abort var et tegn på en ondsindet hensigt, begyndte man at se på abort som et valg truffet i desperation. Abort var således udskældt indtil 1967, hvor Willy Reunerts (dansk-tysk forfatter og radiovært) radioprogram »Letfærdige Quindfolk« præsenterede offentligheden for konkrete beretninger om abort.

En moralsk eller lægelig beslutning?

I bogen Abortion & the Politics of Motherhood fra 1984 beskriver Kristin Luker, hvordan abort siden midten af det 19. århundrede blev et centralt spørgsmål for de amerikanske lægesammenslutninger. Disse organisationer håbede, at det ville fremme deres professionelle anerkendelse, hvis abort blev et lægefagligt indgreb. Når kun autoriserede læger kunne udføre aborter, ville det styrke lægernes stilling som en autoriseret faggruppe. Denne udvikling fandt ikke kun sted i USA, men også globalt. Med tiden blev udviklingen, at abort blev et lægeligt anliggende, som blev løst inden for rammerne af patient-læge-forholdet.

I Danmark tog abortdebatten fart i løbet af 1920’erne efter en række retssager mod læger og kvinderettighedsaktivister, der var involveret i såkaldt »ulovlige« aborter. Fra 1920’erne og frem til 1960’erne skabte retssagerne en intens offentlig debat om reproduktive rettigheder og abort. Disse diskussioner førte med tiden til en række ændringer i holdningen til abort og dermed også til ændringer i lovgivningen, som lempede begrænsningerne.

Som i USA var der blandede reaktioner på disse ændringer i den danske offentlighed. Visse aktivister opfordrede regeringen til at støtte fattige gravide kvinder med børneopdragelsen i stedet for abort. Andre krævede fri abort. Parallelt med at politikerne vedtog nye, liberale love, udviklede praktiske abortspørgsmål sig mere og mere mod at blive et lægefagligt anliggende frem for et moralsk dilemma. Hvorvidt en abort var berettiget eller ej, blev et fagligt spørgsmål, som både drejede sig om lægens vurdering samt lovgivningens formulering.

Da danskere rejste til Polen for at få foretaget aborter

Siden 1937 har dansk lovgivning tilladt abort indtil den 12. uge under tre forudsætninger: for at redde moderens liv, i tilfælde af voldtægt eller incest, eller hvis der var risiko for psykiske eller fysiske sygdomme hos barnet. I perioden 1950-1973 blev de lovmæssige rammer for abort i Danmark ændret flere gange, og i 1956 blev loven ændret, så abort blev tilladt indtil 16. uge.

I 1968 blev Individ og Samfund grundlagt. Organisationens formål var at fremme kvinders rettigheder ved bl.a. at arrangere abortrejser til lande som England og det kommunistiske Polen. I denne forbindelse var Polen en oplagt destination, da det var et af de få lande, hvor det ikke var nødvendigt at have opholdstilladelse for at få foretaget en abort.

I et interview fra 1967 forklarer Bjørn Selden, ejer af lingerifirmaet Temptation og daværende formand for Individ og Samfund, hvorfor man begyndte at arrangere abortrejser til udlandet.

“Først og fremmest fordi vi ønsker at skabe opmærksomhed om de store abortproblemer, vi har i Danmark. Vi vil vække folk – og ganske specielt Folketinget. Der må til at ske noget på dette område. Det er ganske urimeligt, at en kvinde i dag ikke selv kan få lov til at bestemme, om hun vil have sit svangerskab afbrudt” (Frie Kvinder, 1967, interview med Jytte Sachs).

I 1970 blev abortlovgivningen igen ændret, og abortgrænsen sænket til 12 uger. Samtidig blev fri abort gjort lovligt for kvinder over 38 år samt kvinder med flere end fire børn. I perioden 1970-1973 protesterede Rødstrømperne mod Danmarks restriktive abortlovgivning. Protesterne førte til, at Folketinget i 1973 vedtog abortloven, som legaliserede fri abort til og med 12. uge. Efter mange års politisk tomgang og tiltagende folkelig kritik besluttede Folketinget i 2024 endelig at hæve abortgrænsen til 18 uger.

Polens liberale abortlovgivning

I starten af det 20. århundrede var abort og reproduktive rettigheder til debat i hele Europa. På den ene side vedtog det polske parlament (Sejm) i 1932 en lov, der kriminaliserede abort. Den blev senere samme år ændret, så abort var tilladt, hvis graviditeten var resultatet af en forbrydelse, eller hvis den udgjorde en risiko for moderens helbred. Denne lov bestemte, at en læge skulle foretage indgrebet. Med vedtagelsen af denne lov blev Polen et af de første lande, der legaliserede abort, fem år forud for Danmark.

Fra 1956 var abort tilladt i tilfælde, hvor det var lægefagligt begrundet, hvis det var nødvendigt på grund af vanskelige levevilkår, eller hvis graviditeten var opstået på grund af en kriminel handling. Fra 1959 blev det tilladt at foretage abort for at ”beskytte moderens liv og moral”. Effekten af denne ordlyd var, at læger fortolkede abortlovgivningen liberalt, og det førte til, at abort i realiteten blev tilgængelig på anmodning. Således havde Polen fra 1956 til 1990 en af Europas mest liberale abortlove. I de 34 år fremstod Polen således som et progressivt forbillede for reproduktive rettigheder. I hvert fald hvad angår fri adgang til abort.

En mere restriktiv abortlovgivning vinder frem

I 1993, kun tre år efter kommunismens fald, vedtog det nyvalgte polske parlament lovgivning, som begrænsede adgangen til at få en abort. En væsentlig faktor i denne ændring var den katolske kirke. Den omstændighed, at den katolske kirke var imod kommunismen, førte til, at både offentligheden og det nye parlament tog dens parti imod fri abort og den mere liberale lovgivning, som blev vedtaget under kommunismen. Kommunismens fald medførte i det hele taget øget tilslutning til konservative sociale og moralske værdier.

I 2020 fastslog Polens forfatningsdomstol, at afbrydelse af graviditet på grund af misdannelse af fosteret var i strid med landets forfatning. Afgørelsen førte til en situation, hvor læger var nødt til at træffe vanskelige beslutninger, når de skulle tillade aborter. I et enkelt eksempel kostede dette en gravid med tvillinger livet. Den ene af tvillingerne var død i livmoderen, mens den anden stadig var i live. For at redde den gravides liv skulle lægerne have afbrudt begge graviditeter. I dette tilfælde nægtede lægerne at operere og dømte i praksis den gravide person til døden. Forfatningsdomstolens afgørelse førte således til komplicerede situationer, hvor lægerne skulle agere juridiske eksperter.

Mellem 2020 og 2021 blev Polen rystet af massive demonstrationer mod forfatningsdomstolens afgørelse. På samme tid blev statens (dengang primært styret af det konservative Lov- og Retfærdighedsparti – Prawo i Sprawiedliwość, PiS) undertrykkelse af demonstranter og aktivister fordømt i vid udstrækning af en række menneskerettighedsorganisationer. Demonstrationerne fandt sted i flere af de større polske byer og fokuserede på kravet om respekt for kvinders reproduktive rettigheder.

I Warszawa angreb moddemonstranter d. 30. oktober 2020 en pro-choice-demonstration. Flere har siden givet PiS-partiets leder – Jarosław Kaczyński – skylden for denne situation. Årsagen er, at Kaczyński i dagene op til begivenheden havde opfordret befolkningen til at beskytte Polen, polsk kultur og kirker imod demonstranterne (som under tidligere demonstrationer af og til havde udsat bl.a. kirker for hærværk). Ikke desto mindre blev lederen af PiS stærkt kritiseret af oppositionspartierne, som hævdede, at Kaczyńskis opfordring til selvtægt havde undermineret retsstaten og givet næring til social splittelse. En splittelse som stadig ses i dag, hvor den nye regeringskoalitionen stadig har svært ved at finde et flertal for en liberalisering af abortlovgivningen.

Siden restriktionerne af den polske abortlovgivning begyndte i 1990’erne, har de, som har brug for eller ønsker en abort, i stigende grad måttet søge til udlandet. Som følge af situationen er der opstået flere forskellige organisationer, som hjælper kvinder, der befinder sig i denne situation – f.eks. Abortion Dream Team. Disse organisationer er ofte baseret på frivilligt arbejde, og de har hjulpet de berørte, på trods af overvågning fra statslige embedsmænd og den offentlige anklagemyndighed.

I 2020, da Polen får en af de strengeste abortlovgivninger i Europa, diskuterer danske folketingspolitikere at tilbyde polakker, der søger abort i udlandet, adgang til det danske sundhedsvæsen. Det var nærmest, som om folketingsmedlemmerne huskede på den gæld, de havde til det polske folk for hjælpen til det danske folk frem til 1973. Men initiativet blev aldrig til noget, og danskernes sundhedssystem blev aldrig stillet til rådighed for polske borgere, der ønsker en sikker og lovlig abort i udlandet. Polske statsborgere kan rigtignok få foretaget aborter på private klinikker i Danmark, men det kræver økonomiske midler, som mange ikke har.

Den ovenstående situation viser tydeligt, at solidaritet på tværs af grænserne, når det gælder abort, er et kompliceret spørgsmål, som snarere afhænger af politiske beslutninger end af lægefaglige beslutninger eller enkeltpersoners ønsker og behov.

En fælles EU-abortfond?

Folk, som rejser for at få en abort, gør det af en masse forskellige årsager. Det kan være socioøkonomiske, helbredsmæssige eller personlige forhold. Hver af disse årsager gør en i forvejen svær situation yderligere kompliceret. At skulle forlade sit land for at få foretaget en abort indebærer ikke kun betydelige sundhedsmæssige, økonomiske og sociale udfordringer. Det tilføjer også usikkerhed og utryghed til regnestykket. Når en patient ikke taler det lokale sprog, øger det endvidere de helbredsmæssige risici, der er forbundet med et abortindgreb, og hvis der opstår komplikationer efter hjemkomsten, er patienten ikke nødvendigvis i stand til at gå til sin praktiserende læge, eller hvis vedkommende gør, er hun måske nødt til at lyve om at have fået foretaget en abort på grund af sociale tabuer eller frygt for juridiske konsekvenser.

For at adressere disse udfordringer efterlyser aktivister i EU en fond, der kan hjælpe abortsøgende i udlandet med at håndtere f.eks. de økonomiske byrder. Sådanne initiativer vil dog møde betydelige vanskeligheder på grund af den varierende retlige status på abortområdet i EU.

De reproduktive rettigheders historie, som også omfatter abortrettigheder, har vist, at initiativer, der søger at omgå lovgivningen, ofte har været afgørende for at ændre den politiske dagsorden. Hvad enten det drejer sig om kvasi-lovlige abortrejser, imødekommende læger, som fortolker lovens ord liberalt, eller illegale aborter, så finder borgere ofte på måder at omgå restriktiv lovgivning, som de er uenige i.

På nuværende tidspunkt, hvor nogle lande (f.eks. USA og nogle central- og østeuropæiske lande) har indskrænket adgangen til fri abort, mens det modsatte udspiller sig i andre lande, kan vi spørge os selv, om fælleseuropæiske initiativer ikke lige præcis er det, der er behov for; især fordi dem, som nemmest kan rejse til udlandet for at få foretaget sikre, lovlige aborter, også ofte er dem, som har de bedste økonomiske vilkår. Der findes altså en stor ulighed i adgangen til fri abort, som disse initiativer muligvis vil kunne reducere. Dog kan denne slags initiativer have svært ved at få politisk gennemslagskraft med den nuværende højredrejning i Europa-Parlamentet. Det er uvist, hvad fremtiden bringer, men reproduktive rettigheder er igen på vej ind på den politiske scene som et vigtigt, men yderst omstridt politisk emne både i Europa og globalt.

Philip Højme er ph.d.