Fascisme: En diskursiv synd i den politiske midte

Af Frederik Appel Olsen

Den 8. juli 2024 var journalist og forfatter Christian Bennike inviteret i Deadline-studiet på DR2 for at reflektere over det nyligt afgjorte franske valg.

Lidt baggrund først: En bred koalition af franske centrum- og venstrepartier var lykkedes med at holde Marine le Pen og Jordan Bardellas højreradikale Rassemblement National, en rebranding af Front National, fra magten. Den aften, hvor Le Pen og Bardellas retoucherede parti mod manges forventning blev holdt uden for indflydelse, var en sejr for projektet om et Europa, der aldrig igen skal forfalde til totalitarisme og barbari, som det yderste højre og fascismen leder til.

Derfor kunne man forvente, at Bennike, en desillusioneret tilhænger af fremskridt, åndede lettet op, måske ligefrem (forsigtigt) løftede hænderne over hovedet side om side med valgets sejrende parter. Right?

– Wrong! Ingen løftede Bennike-arme. Hans reaktion på valgnattens lettede jubel lød i stedet:

”Det er jo et sprog, der bliver brugt hele tiden, altså, ’fascister’, det kalder folk i Frankrig dem jo. Det er jo en ekstrem dæmonisering af sine politiske modstandere. Og det er jo ikke-stuerent gange hundrede. (…) Man jubler over, at 10 millioner mennesker, som har stemt på et parti, de nu får ingen indflydelse overhovedet. Altså, det synes jeg altså er tæt på forkasteligt!”

Nu følger jeg ikke Bennikes opinioner i tykt og tyndt, så jeg skal ikke kunne sige, om det afstedkommer samme reaktion fra ham, hver gang et parlamentarisk system resulterer i, at millioner af menneskers stemmer ikke får realpolitisk indflydelse. (Jeg tillader mig at tvivle, men modtager gerne korrektioner.) Men det, der interesserer mig her, er noget andet end det politiske centrums tendens til på den ene side at begræde valgnederlag til højrefløjen, men på den anden fuldt acceptere, hvis ikke ligefrem billige, valgnederlag til venstrefløjen. Her interesserer jeg mig for Bennikes harme over det, han kalder ”ekstrem dæmonisering” af Rassemblement Nationals vælgere, nemlig det ”sprog, der bliver brugt hele tiden altså, ’fascister’”.

Bennike fører nemlig ikke noget modargument for, at Rassemblement National skulle være et fascistisk projekt. I stedet forstås ordet fascisme som en grundløs anklage, et skældsord – og derfor intet andet end nøgen og uberettiget ”dæmonisering”. Som at kalde Rassemblement Nationals vælgere for ’idioter’ eller ’spader’.

Det er ikke noget, Bennike har fundet på; hans ord i Deadline, og andre medier i kølvandet på det franske valg, tjener her blot som et nyligt illustrativt eksempel på centristers – forstået som folk, der forstår sig selv som pragmatisk og fornuftigt placeret på den politiske midte, ”ikke til højre, ikke til venstre, men klogt” – tendens til at forstå fascisme som et æv-bæv-ord og ikke et faktisk eksisterende politisk projekt.

Fascismen som politisk strømning og projekt

Fascismen findes, historisk og i dag. Men det er også sandt, at begrebet bruges i flæng om fænomener, der ikke meningsfuldt kan kaldes fascistiske; en egenskab fascismen deler med de fleste andre politiske begreber. Dertil kompliceres det hele af, at modsat mange andre -ismer (feminisme, socialisme, konservatisme) er der forsvindende få, der vil bruge ordet fascist om dem selv, uanset hvor tæt deres politiske ideologi ligger op ad fascismens paroler.

Som Mathias Hee Pedersen skriver: ”Det, der adskiller fascismen og nazismen fra andre -ismer, er, at dens tilhængere har en klar strategisk interesse i ikke at kalde sig fascister eller nazister i offentligheden, da denne betegnelse øjeblikkeligt placerer dem uden for Overton-vinduet.”1

Det berømte Overton-vindue betegner et givent tidspunkts spændvidde af politisk acceptable synspunkter. Rykker vinduet til højre, bliver de mere radikale venstreorienterede idéer marginaliseret, ignoreret og afvist uden debat. Det samme gælder for det radikale højre, skulle vinduet glide mod venstre. Centristen er på ethvert givent tidspunkt, som navnet antyder, et sted i midten. De glider med – i disse år mod højre.

På trods af problemerne med at pege på fascismen, fordi næsten ingen eksplicit vedkender sig den, bør vi ikke af den grund afvise dens eksistens. Tværtimod vinder den indpas over en bred kam verden over.

I The Anatomy of Fascism fra 2004 insisterer historikeren Robert Paxton på, at definitionsforsøg må tage udgangspunkt i fascismens konkrete historie og udvikling og ikke en clear-cut, overhistorisk essens. I sin analyse af fascismen, som den opstod og udviklede sig i første halvdel af det 20. århundrede i Europa, undersøger Paxton fascismens strategiske udvikling i fem stadier: bevægelsernes grundlæggelse, indtog i det politiske system, magtovertagelse, magtudøvelse og i yderste stadie, hvor fascismen enten kollapser eller radikaliseres ud i den uhørte brutalitet, vi så i Nazityskland. En fascistisk bevægelse behøver selvfølgelig ikke at gennemgå hvert enkelt trin for at kunne karakteriseres som fascistisk – men det er disse stadier, der er fascismens teleologi, dens retning og formål.

Paxton karakteriserer efter en historisk granskning af disse strategiske stadier, som de udfoldede sig i de europæiske samfund, fascismen som ”politisk adfærd kendetegnet ved en besat optagethed af et fællesskabs tilbagegang, ydmygelse eller offerstatus og af kompensatoriske kulter omkring enhed, energi og renhed i hvilken et massebaseret parti af hengivne nationalistiske militante i et utilpas, men effektivt samarbejde med traditionelle eliter forlader demokratiske friheder og med forløsende vold og et fravær af juridiske begrænsninger forfølger målet om intern renselse og ekstern fordrivelse.”2

Ligesom sociologen Theodor Adorno, der anså fascismen som et sæt af psykologiske og affektive dispositioner, taler Paxton også imod at definere fascismen alene ud fra fascisternes egne samfundsteorier, ikke mindst fordi den voksede frem med massepolitikken og derfor ikke havde et udspring fra intellektuelles arbejde med idéer som for eksempel marxismen og konservatismen havde det: ”Fascismen hviler ikke eksplicit på et uddybet filosofisk system, men på udbredte følelser om herrefolk, deres uretfærdige lod og deres retmæssige dominans over underlegne folk.”3

Forskere har også forsøgt at sætte ord på nutidens fascisme, ofte med præfikset ny- eller proto- foran sig. Ligesom andre ideologier vil fascismen i dag ikke 1:1 ligne den oprindelige fascisme fra 30’ernes Tyskland og Italien.4 Mikkel Bolts bog Trumps kontrarevolution fra 2017 indeholder kapitlet ”En ny fascisme”, som blev bragt her på Eftertryk i fuld længde.5 ”Fascismen”, skriver Bolt, ”er ikke en uforanderlig ideologi, men er som alle andre politiske ideologier i bevægelse og tager så at sige form efter sin samtid.” Væsentligt er det også, at den ekstra-parlamentariske vold, som den ”gamle” fascisme gjorde brug af, ikke længere er nødvendig i det nuværende historiske moment:

”Fascisme er forestillingen om et oprindeligt folkefællesskab, der er udsat for udefrakommende trusler, som det er nødvendigt at fjerne. Det skal den stærke leder gøre. […] Men i modsætning til den ‘oprindelige’ fascisme, så er den nationale genfødsel ikke længere et spørgsmål om at suspendere det parlamentariske system og sætte det ud af kraft.”

Bolt trækker blandt andet på den italienske totalitarismeforsker Enzo Traverso, der taler om en nutidig protofascisme, der er ”kendetegnet ved at lægge afstand til den historiske fascisme, men opererer ikke desto mindre med en fascistisk fortælling om behovet for en stærk leder, der kan sikre det nationale fællesskab og genskabe en tidligere forestillet storhed.” I Rassemblement Nationals tilfælde er dette spot on: sociologen Fabio Bolzonar har i en forskningsartikel fra 2022 beskrevet, hvordan netop Rassemblement National strategisk distancerer sig fra Jean-Marie le Pens oprindelige Front Nationals nostalgi efter Anden Verdenskrigs fascistiske Vichy-regime.6

Fascismen anno 2024 er altså et komplekst fænomen, og ordet bliver brugt på mange – også på uhensigtsmæssige – måder. Men som med andre bevægelser og ideologier bør dette faktum ikke forhindre os i at pege på det og tale om det. Som politisk bevægelse og projekt er den uhyre velbeskrevet, især i en europæisk kontekst. For endnu engang at trække på Mathias Hee Pedersens grundige gennemgang af nyere fascistiske strømninger i Europa såsom den identitære bevægelse:

”I sidste ende viderefører den identitære bevægelse nemlig den fortælling, der altid har udgjort kernen i den fascistiske ideologi: et homogent folk trues af samfundsmæssigt forfald på grund af tidens kulturelle dekadence og kan kun overkomme forfaldet ved hjælp af en genfødsel, som reetablerer en naturlig orden karakteriseret ved ulighed og vitalisme. Den identitære bevægelses metapolitiske fascisme bør derfor både ses som en videreførelse og en udvikling af den historiske fascisme.”7

Frankrig har længe været et glødende centrum for idé- og politikudviklingen for det yderste højre, fra Alain de Benoist og ”det nye europæiske højre” over Renaud Camus’ popularisering af den konspiratoriske idé om ”Den store udskiftning” til den spritnye popularisering af Florence Bergeaud-Blacklers ”Broderisme”. Den nyfascistiske ”identitære” bevægelse, der trækker på sådanne højreintellektuelles skrifter, udspringer fra Frankrig.8 Indtil for få år siden forsvarede le Pen denne bevægelse – der nu er gjort ulovlig i Frankrig på grund af dens voldelige fremfærd – helt åbent. Så sent som i kommunalvalget i 2020 og præsidentvalget i 2021 stillede adskillige medlemmer af Génération Identitaire op for partiet.9

Bøh-ordene

Husker du, da Pelle Dragsted (Ø) i 2019 blev irettesat af Folketingets daværende formand, Pia Kjærsgaard, for at kalde Kenneth Kristensen Berths (DF) bemærkning om umuligheden i at integrere muslimer ’racistisk’? ”Det dér vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone,” formanede formand Kjærsgaard, som om Dragsted lige havde kaldt Berth for en tølper. Berths politiske ståsted kan, åbenbart, ikke være racistisk. Det er implikationen. Racister er kun dem, der åbent erklærer, at de er det. Måske ikke engang dem?

På samme måde er fascisme et bøh-ord i det centristiske sind. Lad os tage et par eksempler fra det respektable politiske kommentariat.

”Det er ikke en strategi at kalde en femtedel af tyskerne for nazister”, argumenterer Berlingskes Pierre Collignon i stil med Bennike, da Alternative für Deutschlands vælgere er drevet af ”en reel samfundsbekymring”. Derfor bør de ikke sammenlignes med fascister (på trods af, at han selv i artiklen peger på forbindelsen mellem AfD-ledelsen og nyfascisterne i Generation Identitær).[] Man må ikke dæmonisere, eller som Collignon skriver diabolisere, disse partier og deres vælgere ved at kalde dem nazister og fascister: ”[F]or Biden, Macron og Scholz er erkendelsen den samme: De kan ikke overleve politisk alene ved at diabolisere indvandringskritiske stemmer.” Altså: ved at identificere Trump, Rassemblement National og AfD som alt andet end med eufemismen ”indvandringskritisk”, graver midterpartierne deres egen grav, ifølge Collignon. Uanset, må vi vel næsten forstå, hvor udtalt forbindelsen er mellem disse partier og faktiske fascister.10

I samme avis anmelder Bent Blüdnikow bogen Kampen om Det Hvide Hus af Anders Agner Pedersen under overskriften ”Populær USA-ekspert fremstiller endnu en gang Republikanerne som de onde og Demokraterne som de gode. Det er enøjet”. Vi skal altså se de to partier og deres vælgere som komplet moralsk ligeværdige, og også han beklager sig over, at man ikke tager en stor del af et lands vælgere alvorligt, når man sætter navn på den strømning, der driver MAGA-bevægelsen:

”Det har altid været sådan i størstedelen af europæisk presse, at Republikanere bliver beskrevet som dumme, krigsliderlige, racister og fascister. (…) Man har i medierne ikke taget godt halvdelen af den amerikanske vælgerbefolkning alvorligt. Men de var og er ikke nødvendigvis racister og fascister, men havde og har deres rationelle grunde til at stemme på republikanske præsidentkandidater.”11

Igen fremstilles disse anklager om racisme og fascisme som selvindlysende grundløse; som skældsord og klumpes i sammen med ord som ”dum”. Det er selvfølgelig sandt, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem de enkelte vælgeres motivationer og det parti, de stemmer på, eller de strømninger i samfundet, de er med til at give større legitimitet og indflydelse ved at stemme på eksempelvis Trump. Omvendt nytter det vel heller ikke noget, at vi aldrig kan snakke om politiske tendenser i vores samtid som racistiske eller fascistiske. Det kan jo sagtens være, der er belæg for dette. Vi må også granske virkeligheden, ikke bare ”spillet”.

Også andre stemmer i venstre side af midten stemmer i. I P1-progammet ”Akkurat med Clement” fra d. 21. juli, et politisk analyseprogram, hvor diplomater, journalister og politikere analyserer verdenssituationen, hører vi Zenia Stampe (R): ”Man skal virkelig passe på med at dæmonisere ham [Donald Trump]. Jeg siger ikke, at han er fascist, men det man bare skal vide er, at den type figur, han er, der er det jo ikke retten – der er det vilje, magt, kraft, det er dét, der skal have ret til sidst, det er det, der skal have hans vælgere til at tro på, at han er den stærke mand, han skal have ultimativ magt.” Vi må altså ikke kalde dette fascisme på trods af, at Stampe fortsætter sin talestrøm ved at fremhæve et af fascismens grundlæggende træk som definerende for Trump: dyrkelsen af virilitet, styrke og kamp og foragt for ”bløde” demokratiske processer.12 Vi har her et bemærkelsesværdigt, men sjældent påtalt fællesskab mellem fascistens strategiske interesse i, at ordet ikke tages i brug, og centristens udtalte uvilje til det samme, fordi vi for alt i verden ikke må ”dæmonisere”.

Fascisme bliver i den diskurs, der udgår fra den politiske midte i Danmark, parkeret i historien og set udelukkende som ”dæmonisering”, en diskursiv synd. Som Harald Toksværd herligt polemisk har udtrykt det i Information om rebrandingen af racister og fascister såsom Rasmus Paludan som det begreb, Collignon også anvender, ”islamkritikere”: ”Der findes faktisk ikke fascister længere, må vi forstå. Der fandtes engang lige præcis én fascist, og han hed Hitler, og han er død nu, så alt er i orden.”13

Mens vi for alt i verden ikke må kalde de radikale bevægelser og partier fra højre for fascister, sker der fra tid til anden – i de selvsamme aviser, der udsteder dette forbud – noget besynderligt: Borgerlige journalister og meningsdannere smider om sig med anklager om fascisme mod progressive bevægelser.

Klimabevægelsen tages for eksempel med jævne mellemrum til indtægt for at være fascister. Per Stig Møller, det intellektuelle fyrtårn og ikon for anstændige konservative, har for eksempel i ramme alvor sammenlignet Gretha Thunberg med Adolf Hitler.14 Mere rabiate stemmer som Mikael Jalving mener, at ”næste fascisme bliver økologisk” (og henviser ikke til faktiske økofascister, men bare til klimabevægelsen og dens aktivistiske udtryk i al almindelighed.)15

Hvor var centristernes forargelse over en sådan dæmonisering og diabolisering? Er det ikke ”ikke-stuerent gange hundrede” og  ”tæt på forkasteligt”? Man jamrer over plausible anklager om fascisme på den højrefløj, der har huset den op gennem historien, og gaber, når klima- og fredsaktivister kaldes for Hitler. Det er åbenbart svært at få øje på absurditeten, når man er på glidetur med Overton-vinduet.

Vi må kunne nævne det, der ikke må nævnes

Jeg slår mig ikke fast på, at de højreradikale bevægelser, der vinder institutionel indflydelse i Europa og andetsteds disse år skal kaldes fascistiske, alle sammen og til hver en tid. Mit problem er, at det, overhovedet at tale om det, rubriceres som ”dæmonisering”. Er Donald Trump og MAGA-bevægelsen for eksempel fascister? Der er gode argumenter for og imod, alt afhængig af hvor snæver en definition på fascisme, der anvendes. Er fascismen en affektiv disposition a la Adorno? Er det begrænset til et historisk-politisk projekt med udspring i 1930’ernes Tyskland og Italien og med afledte indflydelser på moderne højrefløjsbevægelser?

Her vil jeg slå et slag for, at vi i hvert fald ikke forfalder til at forstå fascismen som et fænomen, der slet ikke findes, og som vi derfor kun kan fordømme som et dæmoniserende skældsord uden ideologisk indhold og retning, sådan som den moderne centrist ofte implicerer.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Mathias Hee Pedersen: Fascister i Fåreklæder?, Baggrund, s. 363.
  2. Robert O. Paxton: The Anatomy of Fascism, 2004, Alfred A. Knopf, s. 218, min oversættelse.
  3. Paxton, s. 16, min oversættelse. Mathias Hee Pedersens gennemgang af moderne fascistiske bevægelser i Fascister i fåreklæder? komplicerer dette billede, da han netop beskæftiger sig indgående med sådanne nyfascistiske filosofiske udpenslinger hos for eksempel Guillaume Faye, Alain de Benoist og Maurice Bardèche. Det er en overraskende udeladelse, at Pedersen ikke en eneste gang går i dialog med Paxtons arbejde på trods af dets brede anerkendelse inden for netop det felt, Pedersen engagerer sig i.
  4. ”Uanset hvad behøver en fremtidig fascisme – en respons på en endnu ukendt krisesituation – ikke ligne klassisk fascisme fuldstændig i dens tegn og symboler udadtil. En fremtidig bevægelse, som vil ’opgive frie institutioner’ for at udføre de samme funktioner af massemobilisering til genforeningen, renselsen og regenerationen af en trængt gruppe, ville utvivlsomt kalde sig selv noget andet og trække på friske symboler. Dette ville ikke gøre den mindre farlig.” Paxton, s. 174, min oversættelse.
  5. https://www.eftertrykket.dk/2017/06/19/fascismen-i-det-hvide-hus/
  6. Bolzonar, F. (2022). ”Dealing with a difficult past: historical memories of the Vichy regime and fascism in the ideology of the Rassemblement National and the Lega.” Journal of Contemporary European Studies, 31(2), 363–373.
  7. Pedersen, s. 381
  8. Se Rasmus Hage Dallands grundige skildring af bl.a. de franske identitære aktivister i Identitær: en rejse ind i Europas nye højre, Atlas, 2019.
  9. https://www.lemonde.fr/en/politics/article/2022/12/23/marine-le-pen-tries-to-dissociate-herself-from-violent-far-right-groups_6008868_5.html#
  10. https://www.berlingske.dk/kommentatorer/det-er-ikke-en-strategi-at-kalde-en-femtedel-af-tyskerne-for
  11. https://www.berlingske.dk/litteratur/populaer-usa-ekspert-fremstiller-endnu-en-gang-republikanerne-som-de
  12. Pedersen, s. 364-367. Se også Stanley G. Payne: Fascism: Comparison and Definition. University of Wisconsin Press, 1983
  13. https://www.information.dk/debat/2020/07/findes-fascister-laengere-maa-forstaa-heller-opfordrer-folkemord
  14. https://www.berlingske.dk/kommentatorer/per-stig-moeller-det-er-paa-tide-at-advare-mod-den
  15. https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE12083734/klimapopulismen-skriver-religionshistorie/