Propagandakrigens 3 faser – Danmark og Ukraine

Af Klaus Kondrup

I Ukraine-krigen er vi nået til desperationsfasen. Hverken Washington, NATO eller EU aner deres levende råd. Forvirringen skyldes, at vi har troet på en drøm og er blevet indhentet af virkeligheden. Nu ved vi ikke, hvad vi skal gøre, og kommer derfor let til at gøre noget, bare for at virke handlekraftige. Det kan være farligt.

Jeg forstår Ukraine-krigens udvikling i 3 faser. Da Rusland invaderede Ukraine, begyndte ’defaktualiseringsfasen.’ Her udvælger medierne nogle fakta og tegner et billede, som vi så som medieforbrugere selv fylder ud med antagelser og vurderinger. De fleste vidste meget lidt om Ukraine, og det meste var filtreret gennem forskellige medieplatforme og deres vinkling med fokus på ’demokrati’. De basale fakta om Ukraine er, at det er et land uden økonomisk udvikling, styret af kliker på statens bekostning, som hele tiden har haft vanskeligt ved at komme op på knæ. Ukraine har, som nabolandet Moldova, altid været et mønstereksempel på korrupt regeringsførelse, hvor de rige plyndrer staten.

Defaktualiseringsfasen

Som det fremgår af Den Europæiske Revisionsrets særberetning Bekæmpelse af grov korruption i Ukraine (2021), ignorerer EU’s såkaldte antikorruptionstiltag ’statsfangst,’ som juristerne kalder det, altså dét, politologer kalder plutokrati; dvs. ’gangstervælde,’ hvor de rige bestikker centraladministrationen og ændrer lovgivningen, så de kan blive endnu rigere på statens bekostning. Det slås fast i rapporten, at de tiltag, EU laver, faktisk understøtter det ukrainske styres korruption ved at fokusere på den mindre grove korruption. Generelt er det vanskeligt for os, som ikke kender til plutokrati, at forestille os, hvordan det fungerer, og hvor ødelæggende det er.

Derfor ser vi ikke, at vi har at gøre med et land, hvor det vil blive meget vanskeligt, hvis ikke umuligt, at lave en funktionel stat; hvor der er store spændinger mellem individer og grupper på kryds og tværs; og hvor den allestedsnærværende uretfærdighed forstærkes af korruptionen i politi, hær og retsvæsen. Siden 2014 har samfundet været præget af borgerkrigslignende tilstande og regionalisering, hvor det er vanskeligt at skabe legitimitet omkring styret i Kyiv. Nu er der krigsretstilstand; igen vanskeligt for os at forholde os til. Netop det, at samfundsordenen og styreformen i Ukraine er så fremmedartet, gør, at det, vi får præsenteret som fakta om situationen dernede,  er løsrevet fra deres større sammenhæng og derfor bliver misvisende. Vi sætter det, vi får at vide, ind i en helhed, som vi projicerer ud, altså i en sammenhæng, vi forestiller os, på baggrund af hvordan vores samfund fungerer. Det er sådan, defaktualiseringen virker.

Ukraines bruttonationalprodukt har hele tiden ligget på omkring 20.000 kroner per borger, men er vanskeligt målbart, fordi økonomien er præget af byttetjenester og uregistrerede transaktioner. Alt det så vi bort fra, og i stedet for at øge forståelsen af konfliktens årsager, problemerne i det ukrainske samfund og prospektet for udviklingen i begge, skabte vi sammen fortællingen om, at Ukraine var en af os og med tiden kunne blive som os, ja, naturligt ville blive en del af os, hvis bare ikke russerne ødelagde det hele for dem. Fakta om Ukraine blev altså fejet bort og erstattet af et narrativ: de gode mod de onde. Det er ikke usædvanligt, når vi deltager i en konflikt. Fra det første værtshus sang ’heja, huja hejsasa’, og til at alle synes, at ’nu skal svensken ha’ dada,’ gik der højst nogle dage. Vi kendte svenskerne dengang og vidste, at intet godt kom derfra; denne gang var det Rusland, som vi skulle have som fjende, men det er den samme dynamik. Sådan er det.

Fortællingen blev, at vi er de gode, som kæmper for Ukraines ret til at være som os, og derfor er vi de retfærdige, som kæmper i det godes tjeneste mod det onde. Og målet for kampen er, at Ukraine skal blive et velfungerende land. Hvilket jo netop var problemet: man kunne ikke etablere en retsstat i landet. Faktisk gik det den gale vej, som årene gik. I løbet af 00’erne brød den politiske orden sammen, og der indtrådte et reelt regeringsvakuum. Siden har Ukraine været udsat for statskup med efterfølgende splittelse, hvor dele af landet påberåbte sig autonomi osv. Hvad der skete, kan italesættes på mange måder. Men sikkert er det, at vores tro på, at Ukraine var et land ligesom vores, gjorde os i stand til at fornægte realiteterne. Vi så bort fra, at vores fortælling om Det Ukrainske Demokrati bare er en ide, som ikke kan realiseres. Vi omfavnede en illusion.

I defaktualiseringsfasen blev det alfa og omega at beskytte vores nye overbevisning mod fakta, hvorfor vi marginaliserede alle, der udfordrede fiktionen og talte om det virkelige og det mulige: Dem, som forsøgte at rykke os ud af vildfarelsen, måtte være i fjendens tjeneste. Meget symptomatisk var det en fra Enhedslisten, en Ruslands-kender fra Dansk Folkeparti og en forsker fra DIIS med speciale i netop denne geopolitiske situation, der blev bannerførere for en mere pragmatisk tilgang: De foreslog fra hvert deres udgangspunkt, at vi skulle lytte til, hvad Rusland ville, og indse vores egen medvirken i det hele med NATO-udvidelsen og konfrontationen med Moskva, så vi i det mindste forstod, hvad Rusland vil have ud af en ny fred, når vi på et tidspunkt skulle møde dem i en forhandling. Disse personer kunne let hver især udsættes for latterliggørelse, så en reel debat om, hvordan vi skulle forholde os til Ruslands invasion, forstummede. I stedet lod vi dem, som vidste mindre, men havde det samme perspektiv på NATO og Rusland, diskutere indbyrdes med Clement Kjersgaard og i aviserne. Hvis ikke man aktivt bar ved til den illusion, at Ukraine ville kunne ’skubbe russerne tilbage’, var man at betragte som fjendens lakaj.

I defaktualiseringsfasen fokuseres på at skildre de ondes onde gerninger, og proportionerne forsvinder. Proportionsforvrængningen i denne fase er måske tydeligere at se i konflikten omkring Israel. Som en af mine middagsgæster sagde for nylig: ”I Israel er det vanskeligere at se, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.” Jeg tror, hun mente, at det for Israel-Palæstina-konfliktens vedkommende ikke er ligetil at udgrænse det ene perspektiv. Summa summarum: Hvorfor Rusland invaderede Ukraine, blev glemt. I stedet bildte vi os ind, at Rusland også ville angribe andre lande, fordi de er onde. Bemærk, hvordan realiteterne bliver fuldkommen transformeret, ved at vi nu begynder at frygte for at miste vores egen frihed; derigennem vil vi kunne retfærdiggøre at gøre næsten hvad som helst for at bekæmpe det onde. Det leder os til den næste fase.

Delusionsfasen

Efter defaktualiseringsfasen kommer delusionsfasen. Her sker primært to ting: På grund af vores forrykkelse væk fra realiteterne bliver vi ligesom en forstyrret person, hele tiden i kamp for at pådutte andre omkring os illusionen, samtidig med at vores fortælling om os selv bliver identitetsbærende: Vi er de gode, netop fordi vi bekæmper det onde. Man har nok mødt nogen, som gerne vil forklare én, hvordan det er fat med Rusland og Ukraine; hvis man stiller spørgsmål til deres forestillinger, bliver de aggressive. I denne fase forstærker mediernes gentagelse af narrativet illusionen, sådan at den bliver et mantra for de fleste. Og overbevisningen bliver så stærk, at viden ikke længere kan trænge igennem. Det hele går i selvsving.

Tv-udsendelser som ’Krigens Døgn’ på DR fungerer som det, man i markedsføringen kalder ’opfølgende salg’, og vi bilder os ind, at Rusland har ødelagt deres egen gasrørledning, og laver lange dokumentarudsendelser om truslerne fra Ruslands onde leder, som overvåger os med Saurons øje fra det fjerne øst. Og mange danskere bliver bange, hvilket jo er godt, hvis der er noget at være bange for. Men her sker der noget, som kan lede os på afveje. Der opstår et ekkokammer, hvor alle synes, at flere våben til Ukraine er godt: Idet Rusland bliver vores fjende, rykker vi sammen i forestillingen om, at vi gør det gode ved at sende flere våben til Ukraine, som kan bruges til at bekæmpe det onde. Bemærk, at fordi vi selv synes, at vi er de gode, så bilder vi os samtidig ind, at de andre ikke kan opfatte os som en trussel.

Men det er det modsatte, som sker. De andre undrer sig, når vi giver udtryk for, at det er sådan, vi tænker. I deres øjne ser det ud, som om vi tror, at de sociale spilleregler ikke gælder for os: Når vi truer med noget, så er det godt, tror vi, og det må de andre da også kunne se, for vi er de gode. Vi får en blind vinkel for vores egen bias, som når vi f.eks. stiller regler op, som vi ikke selv respekterer, og kalder det ’den regelbaserede verdensorden’ – og derpå forsøger at få de andre til at rette sig efter ’reglerne’. Når vi opfører os sådan, opfatter de andre os som forstyrrede. Mange lande samler sig nu om vores fjende, Rusland, og dets samarbejdspartnere, ikke i alliance mod os, men for at markere afstand til os.

Desperationsfasen

Nu er vi gået ind i ’desperationsfasen.’ Og her accelererer det hele. I sidste måned søgte Ankara om optagelse i BRICS. Tyrkiet må sikre sig mod at blive ramt af sanktioner fra os, hvis de for eksempel forfølger deres interesser i Mellemøsten. BRICS+ bruger ikke den slags metoder; BRICS+ er en løs økonomisk sammenslutning, ikke en militær alliance rettet mod nogen. Et krav for at komme med er, at man ikke har sanktioner mod andre lande. At man spiller fair og med åbne kort, som de ser det. Mange hovedstæder omkring på kloden ser efterhånden USA som en bølle. Ukraine-krigen opfattes af dem som et resultat af vores forsøg på at presse Rusland. Og mange identificerer sig med Moskva, netop fordi de ser os som aggressor og dem selv som et muligt fremtidigt offer for vores politik. At vi er uforstående over for det, gør det kun værre. Det skaber hos dem usikkerhed om, hvorvidt vi har mistet grebet om fornuften. Tilliden til os er lav. Landene i BRICS+ har en større samlet produktion end G7 og en tredjedel af verdens befolkning.

I Danmark er der stort set ingen samtale om global politik og de store omvæltninger, vi ser i kølvandet på Ukraine-krigen og konflikten i Israel. Perspektivet er snævert og uden reelle brudlinjer i debatten. Siden Weekendavisen 27. oktober 2022 bragte artiklen ’Efterlyses: Dissens’ af Jørn Bjerre har der været stille konsensus omkring Ukraine-krigen i de større danske nyhedsmedier, og få har haft lyst til at pege på realiteterne dernede, selvom det i lang tid har været tydeligt for alle observatører, at det er et spørgsmål om tid, før de ukrainske styrker er nedkæmpet. Russerne er for stærke, og ukrainerne kæmper modigt, men forgæves mod overvægten af artilleri, luftvåben, elektronisk krigsførelse og raketteknologi. Vi havde bildt os ind, at de onde også var dumme, som de ofte er på film, men i virkeligheden er Rusland en formidabel modstander. Selv for NATO-bevæbnede ukrainske supermænd. Dødstallene er for tiden enorme dernede. Ukrainerne savner tropper til at fylde hullerne ud ved fronten, og gang på gang mister de gode stillinger i den nådesløse nedslidningskrig.

Den 11. juni 2024 kom der så pludselig en kronik i Politiken af dr.scient.pol. Hans Mouritzen: ’Russofobien er gået amok’. Forskeren introducerer til konfliktens årsager og advarer i artiklen mod det, han opfatter som et gryende krigshysteri i Danmark. En befriende svale på himlen, som synes at bebude, at vi kan begynde sommeren 2024 med at søge tilbage til realiteterne og måske også tale om løsninger. Det er hårdt tiltrængt. I sidste måned fik russerne finindstillet deres FAB 3000-glidebomber. Kiev styrker er udsat for voldsomme angreb fra luft, artilleri og landstyrker. Kollapset er uomgængeligt. Krigen er tabt. Moskvas hovedkrav er stadig det samme som for 10 år siden: NATO skal ikke være i Ukraine. Vi i NATO vil det helst anderledes, men vi har ikke mere at skyde med. Indtil nu synes Washington ikke parat til at erkende nederlaget, og i de enkelte NATO-lande bliver ledere og meningsdannere mere og mere desperate.

Måske skal vi begynde at tale om det her på en rimelig måde for at finde ud af, hvad vi vil, som kan lade sig gøre, og hvad konsekvensen kan blive af vores stillingtagen, hvad vi så end måtte vælge. Den vej, vi er på nu, er eskalerende uden mål og med.

Vi har vanskeligt ved at tage udgangspunkt i virkeligheden i delusionsfasen. Per definition. Vores opfattelse er forrykket. Typisk for os lavede vi i sidste måned en kæmpe fredskonference i Schweiz uden at invitere dem, vi skal lave fred med. På den måde kommer vi til at hylde os selv, styret i Kiev og Washingtons fejlslagne politik, og det gør, at de andres skepsis vokser, hvilket bringer os længere væk fra en fredsløsning, trods vores effektive retorik.

Vi sender nu vores aflagte F-16 fly til Ukraine. Og i vores desperation har vi sagt, at disse fly kan bruges til at angribe mål i selve Rusland. Hvad hvis Rusland vælger at gøre gengæld ved at fyre et missil ind i Danmark? Har vi gennemtænkt disse muligheder nøje? Mette Frederiksen sagde for nylig, at det var hun ikke bange for. Fair nok. Men er det så soleklart, at Rusland vil lade sig angribe af os uden videre? Jeg ved godt, at hvis man tager udgangspunkt i virkeligheden eller det mulige, så er man partout suspekt, men skal vi ikke begynde at overveje situationen ved at tale om, hvorvidt vores modstandere kan opfatte det, vi gør, som konfliktoptrappende i en grad, så de vil gengælde overfor os? Vi gengælder jo selv, når vi opfatter de andres handlinger som eskalerende. Er vi så desperate nu, at vi handler, bare for at bilde os selv ind, at vi gør noget, uden at overveje følgerne?

I desperationsfasen kan vi komme til at tage endnu dårligere beslutninger end hidtil, fordi vi ud over at opføre os forstyrret, nu også er blevet desperate. Det bekymrer mig. Tænk for eksempel over, hvad der kunne ske, hvis russerne nedskyder en F-16, der er lettet fra Rumænien med en dansk pilot, som har affyret et missil ind i Rusland. Det er et spekulativt eksempel. Lyder det for vildt?

Operationelle beslutninger tages ud fra mulighederne i en konkret virkelighed. F-16 skal i luften med en pilot og våben, som vil kunne bruges til noget. F-16 kan deltage i luftforsvaret af det vestlige Ukraine. Luft til luft: Det giver mening. Men F-16 kræver lang startbane, og denne skal være godt ryddet, for F-16 har indsugning foran, hvilket gør den specielt sårbar overfor småsten – og dem kan der godt være mange af, når russerne har bombet en landingsbane. Den slags har betydning i virkeligheden. Ligesom piloternes uddannelse. At omskole piloter fra MIG-29 til F-16 tog polakkerne 8 år. Mindre kan nok gøre det, men luftkamp ser let ud, når det er på film med Tom Cruise. At betjene en F-16, så det har en effekt på kamppladsen, er enormt komplekst og kræver, at man er et med platformen. Vi regner med, at Ukraine har 8 piloter, som hver vil kunne udnytte 15 % af F-16’s kapacitet. Virkelige missioner ved fronten med F-16 synes at være dømt til at mislykkes, fordi Rusland har overtaget i luftrummet. 16. juli bragte russerne deres ny-opgraderede MIG-31 med tilnavnet F-16-dræberen i spil. 10 styks. Incitamentet til at lette fra baser uden for Ukraine med erfarne piloter er stort; hvad kan der ske i en snæver vending? Danmark går forrest, når det gælder retorikken om, at vores fly skal angribe ind i Rusland, så Ukraine hurtigere kan vinde krigen. Til Det europæiske Fællesskabs Topmøde 18. juli 2024 understregede statsministeren, at angreb ind i Rusland er ønskeligt. Hvad det skulle hjælpe Ukraine med denne eskalation, er det stadig vanskeligt for mig at få øje på. Mette Frederiksen frygter ikke en konfrontation med Rusland. Det virker ikke gennemtænkt. Overhovedet.

Jo tættere vi kommer på realiteterne, jo tydeligere bliver det forhåbentligt, at F-16 ikke er et vidundervåben, som kan erstatte manglen på materiel, moral og mandskab ved fronten i Ukraine. I bedste fald forlænger de pinen, mens russerne slider ukrainerne ned. Flere hundreder mister livet i Ukraine. Hver dag. Vi virker desperate. Er det o.k.? Eller skal vi begynde at tale om det her på en ny måde?

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig