IHRA og Den Nye Antisemitisme. Interview med Poya Pakzad

Den israelske stat, dens allierede og ideologiske støtter har i flere år promoveret det vildledende koncept om “den nye antisemitisme.” En antisemitisme-definition, som ophæver grænsen mellem kritik af Israel og had mod jøder. Senest har Folketinget vedtaget en handleplan mod antisemitisme, der vil støtte forskning i “den nye antisemitisme” og forbyde eller brændemærke kritik af “Israels eksistensberettigelse” som antisemitisme. Benjamin Magnusson interviewer Eftertryks jourhavende redaktør, Poya Pakzad, om konceptets historie.

Benjamin Magnusson
Interview med Poya Pakzad

Har du læst Folketingets nye aftale om bekæmpelse af antisemitisme?

Ja, jeg tvang mig selv til at læse den.

Hvad synes du?

Til at starte med er jeg enig med forsker Mira Skadegård fra Aalborg Universitet i, at det er ensidigt at lave en handlingsplan, der alene fokuserer på antisemitisme, når andre minoriteter, især muslimer, også oplever betydelig mistænkeliggørelse og diskrimination. Skadegård har ret i, at det formentlig vil skabe ressentiment hos danske muslimer, at deres situation forbigås. Men måske underspiller hun problemet en anelse, når hun siger, at det ”ligner, at man kun tager den enes parti”.¹ Hvis man ser nærmere på indholdet i aftaleteksten², indser man, at det ikke bare ligner det, men at det er hensigten at tage Israels parti.

Hvordan det?

Aftaletekstens antisemitismebegreb omfatter kritik af den israelske stat.

Det må du forklare…

Når grænsen mellem had mod en befolkningsgruppe og kritik af en stat udviskes, beskytter man staten, ikke befolkningsgruppen. Denne sammenblanding fremgår allerede på første side, hvor der står, at uanset ens syn på konflikten i Mellemøsten bør dette “aldrig” bruges som undskyldning for at betvivle Israels ret til at eksistere. (red. ”Israels eksistensberettigelse”).

Det er klart for alle, undtagen antisemitter, at had mod jøder er afskyeligt. Men hvorfor må man ikke stille spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere, og hvorfor sidestilles dette med jødehad?

Fordi Israel er en jødisk stat?

Betyder det, at man også hader muslimer, hvis man er imod ideen om en islamisk stat? Hvad nu, hvis man er principielt imod etnonationalisme? Eller hvis man støtter jøders ret til national selvbestemmelse, men samtidig mener, at dette ikke bør ske på bekostning af den arabisk-palæstinensiske befolknings ret til det samme? Hvad, hvis man er tilhænger af en jødisk stat og samtidig er tilhænger af international lov, som kræver, at Israel holder sig inden for 1967-grænserne, men kan se, at Israels politik er målrettet bosætterekspansion på bekostning af en tostatsløsning med palæstinenserne? Hvad, hvis man er ekspert i konflikten og vurderer, at den eneste bæredygtige løsning nu er at etablere Israel som en stat, der omfatter hele det gamle Palæstina, baseret på lige rettigheder for alle borgere, uanset religion og etnicitet?³

Hvor ligger du selv?

Jeg er principielt imod etnostater; Israel er en etnostat⁴ og har altid været det. Kernen i zionismen på tværs af dens dominerende grene er med få undtagelser ønsket om en stat med et jødisk flertal.⁵ Vel at mærke i et område med et flertal af palæstinensiske arabere. Dette har været mærkbart for indfødte palæstinensere både før og siden Israels oprettelse. Som den palæstinensisk-israelske parlamentariker Ahmad Tibi engang sagde: “Israel er demokratisk for jøder, men jødisk for arabere.”⁶ Vi er nødt til at finde en løsning, der respekterer både israelske jøders og palæstinensiske araberes ret til selvbestemmelse.

Så Israel har i din bog ikke en eksistensberettigelse?

Ingen stater, heller ikke Israel, har en automatisk, ubetinget ret til at eksistere, hverken moralsk eller juridisk. Havde Sovjetunionen, Sydafrika under apartheid, Rhodesia og Nyasaland en ‘ret til at eksistere’? Havde regeringerne i disse tidligere stater krav på, at deres ‘eksistensberettigelse’ blev anerkendt af deres befolkninger? Du åbner en ladeport her…

Det er okay, bare giv los.

Befolkninger kan have en ret til selvbestemmelse, fred og sikkerhed, og stater kan anerkende hinanden som en diplomatisk gestus. Men der findes ikke under international lov en statslig ’ret til at eksistere’. Og godt for det, for stater er magtmonopoler; de er ikke per se legitime. Stater har et ansvar for at legitimere sig; det er ikke de mennesker, der lever under statsmagten, som har pligt til at erklære magtudøvelsen legitim. En sådan tankegang er totalitær.

Der findes alle mulige grunde til at stille sig kritisk an over for Israels nuværende form og tilgrundliggende etnonationalisme. F.eks. befinder i omegnen af 700.000 israelske bosættere sig ulovligt på besat palæstinensisk territorium, som Israel agter at annektere. Man kan som iagttager af den her konflikt konstatere, at tostatsløsningen efterhånden er stendød, fordi Israel ikke ønsker den, og palæstinenserne ikke tror på den, og derpå kan man foreslå en binational eller liberaldemokratisk forfatning fra Jordanfloden til Middelhavet som alternativ løsningsmodel. Det er mere eller mindre Lars Erslev Andersens position.⁷ Før i tiden kunne man have været en pragmatisk tilhænger af en tostatsløsning – i håb om, at fred mellem Israel og palæstinenserne ville afføde en forbrødring og med tiden anspore til en binational ordning. Det var min egen holdning, inspireret af bl.a. Noam Chomsky.

Disse er efter min mening legitime betragtninger, også selvom de udfordrer Israels eksistensberettigelse. Men lad os komme ned på jorden. Ideen om Israels ”ret til at eksistere” har en sjofel politisk bagtanke. Baggrunden er følgende: Efter seksdageskrigen i 1967 vedtog FN Sikkerhedsrådsresolution 242, som senere blev grundlaget for tostatsløsningen. Resolutionen sagde, at Israel skulle trække sig ud af de områder, det besatte i 1967, og araberne skulle anerkende Israels “ret til at leve inden for sikre og anerkendte grænser”.⁸

Denne formulering om israelernes ”ret til at leve inden for sikre og anerkendte grænser” forvandlede sig i 1970’erne under Henry Kissingers initiativ til et forlangende rettet mod palæstinenserne om at anerkende Israels ”ret til at eksistere” og dets ”legitimitet”, som betingelse for at komme i betragtning som fredspartnere.⁹

Hvad er problemet?

Husk på, Israel var fuldstændigt imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, og for at dulme israelernes frygt for at skulle forholde sig til palæstinenserne begyndte Henry Kissinger i 1975 at sende hemmelige breve til premierminister Yitzhak Rabin, der forsikrede ham om, at USA ikke ville lukke PLO (red. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation) ind i varmen.¹⁰ Udvekslingen mundede ud i en ’memoranda of agreement’ mellem USA og Israel, hvor amerikanerne bl.a. forpligter sig på, at de ikke vil tale med palæstinensernes repræsentanter, medmindre de først accepterer Israels ret til at eksistere.¹¹

Der er flere problemer med dette. Lad os tage de mere indlysende. Israel har ikke defineret sine egne grænser, og i 1967 satte det sig på den tilbageværende rest af palæstinensisk territorium inklusive egyptiske og syriske landområder. Hvad er det præcis, man anerkender, hvis man anerkender en stat, der befinder sig langt over egne grænser, og som ikke vil forpligte sig på en tilbagetrækning? Et andet problem er, at anerkendelsen slet ikke er gensidig. Palæstinenserne bliver bedt om at anerkende legitimiteten af Israels eksistens, mens Israel ser stort på palæstinensernes ditto.

Det største problem er, at palæstinenserne reelt bliver bedt om at anerkende, at deres egen fordrivelse var berettiget. Det er her, humlen ligger. Israel blev etableret på et område, hvorfra de oprindelige indbyggere blev fordrevet. Som daværende forsvarsminister Moshe Dayan sagde to år efter Seksdageskrigen: ”Jødiske landsbyer blev bygget oven på arabiske landsbyer… Der er ikke én eneste bebyggelse i dette land, som ikke tidligere havde en arabisk befolkning.”

Er det isoleret set ikke rimeligt nok, hvis der sker en gensidig anerkendelse i konteksten af en forhandlet løsning?

Man må forstå en vigtig forskel her. Man kan anerkende et lands eksistens ‘de facto’, hvilket betyder, at man forpligter sig til at respektere dets befolknings ret til sikkerhed, fred og suveræne grænser. Men palæstinenserne bliver bedt om at anerkende Israel ‘de jure’, hvilket betyder at anerkende landet i moralsk forstand, selvom de fortsat bliver fordrevet og nægtet alle deres rettigheder. Ved at stille et sådan krav, som ingen palæstinensiske grupper kunne acceptere, forhindrede israelerne og amerikanerne seriøse fredsforhandlinger i at komme videre.

Kravet om, at palæstinenserne skal anerkende deres egen fordrivelse og berøvelse som berettiget, er sadistisk. Det er klassisk Kissinger. Kravet lyder måske uskyldigt, og gensidig anerkendelse ville nærme sig det uskyldige, men dette er reelt blot et led i det, den amerikanske historiker Seth Anziska i en relativt ny bog om politikken i denne periode kalder “preventing Palestine”; at undgå etableringen af ”en tredje stat” i ”Cisjordanien” mellem Israel og Jordan. Og denne praksis fortsætter den dag i dag, selvom PLO for længst har anerkendt Israel. Siden Ehud Olmert-regeringen i 2007 har Israel strammet kravet yderligere ved at bede palæstinenserne om at “anerkende Israels ret til at eksistere som jødisk stat“.¹²

Ingen, hverken stater, partier, palæstinensere eller deres sympatisører er forpligtet til at anerkende legitimiteten af Israel eller Israels ’ret til at eksistere’. Det er et ejendommeligt krav, og det er helt uden for skiven at sætte kritik af Israels aktuelle eksistensform på linje med jødehad.

Point taken, jeg stopper dig her. Du har stærke holdninger til en enkelt sætning på side ét i aftaleteksten. Alle partier har underskrevet handleplanen; mener du virkelig, at alle partier har til hensigt at skærme Israel imod kritik?

Nogle partier har helt sikkert. Uviljen mod de utrættelige Palæstina-demonstrationer er stor, og de er allerede blevet smædet som antisemitiske af flere politikere fra forskellige partier. Men partierne har underskrevet aftalen med emfase på forskellige dele af aftalen. De fleste vil sige, at det handler om at slå ned på jødehad, og hvem vil stå i vejen for det? Detaljerne i aftalen har givetvis delt vandene i forhandlingsrummet, men det er aldrig sådan, at aftalepartierne er enige om hver enkelt sætning i en aftaletekst, endsige kyndige på alle implikationerne. Så lad os tilsidesætte, hvad partierne er gået med til i ånden og i stedet tage stilling til aftalens bogstav.

Okay. Er du enig i, at der behov for at gøre op med stigende antisemitisme?

Antisemitisme skal altid bekæmpes, også når den ikke stiger, for der vil nok altid være et element af ’social acceptability bias’ på spil, som mørklægger omfanget, især i dannede lag. Derudover er der behov for en saglig kortlægning og kvantificering af omfanget. Derfor er jeg uforstående over for, at aftalen vil reservere 10 mio. kr. til forskning i ”den nye antisemitisme”, som er en usaglig politisering, da denne ny-definition af antisemitismen er et forsøg på at tolke modvilje mod Israel som had mod den jødiske befolkningsgruppe. Det er endnu en af de måder, hvorpå aftaleteksten lægger sig i forlængelse af forsøgene på at tilsværte Israel-kritikere som jødehadere.

Det skal du have lov til at forklare, men mener du ikke, at had mod Israel nogle gange skyldes had mod jøder eller kan føre til det?

Man kan ikke benægte, at kritik af Israel kan skyldes fjendtlighed mod jøder. Had mod Israel, som har ophav i had til jøder, er jødehad, som skal bekæmpes uanset. Der findes helt sikkert også mennesker, der lægger jøder for had, fordi de identificerer den jødiske befolkningsgruppe med Israel; i givet fald er det en tilbøjelighed, de deler med dem, som mener, at kritik af Israel er antisemitisme.

Om hård kritik af Israel er antisemitisme, kan man ikke definere sig til, for det er ikke noget, man alene kan udlede af kritik af en stat. Er kritikken ledsaget af hadske ytringer eller lignende, som tyder på jødehad? Det skal jo demonstreres, ikke dekreteres ved hjælp af definitioner. Hvad definitioner angår, skal man desuden passe på, at man ikke kaster nettet så bredt, at man ender med at inkludere kritik rettet mod staten. Det vil blive misbrugt. Man kommer ikke udenom rationelt at påvise, at motivet bag statskritikken i virkeligheden er fjendtlighed mod befolkningen.

Så er det vel også på sin plads, at aftaleteksten indfanger den type jødehad, som udspringer af og kommer til udtryk ved had til Israel?

Det ville være banebrydende, hvis aftaleteksten havde fundet en måde at indfange det på. Men hvad forestiller man sig? Hvad skal vi stille op med jødehadere, som sublimerer deres had i form af Israel-kritik? Skal de straffes? Tvangsindlægges til at læse Netavisen Pio? Problemet med jødehad, der kommer til udtryk som had til Israel, bør den pro-palæstinensiske solidaritetsbevægelse være behjælpelig med at identificere og udstøde sådanne typer fra sine rækker. Det bør vi tage på os. Men hovedproblemet er, når had til Israel flyder over i had til jøder. Når jøder chikaneres fysisk, verbalt eller på anden vis, fordi de er jøder. Dét er en opgave for myndighederne og samfundet.

Enig. Så du mener, at det skal bekæmpes?

Selvfølgelig. Spørgsmålet er, hvordan vi bekæmper det. Der findes mange mennesker, der hader Israel, fordi Israel knægter palæstinensernes rettigheder, overtræder international lov og sidder alle henstillinger overhørig, begår folkedrab i Gaza, udøver apartheid på Vestbredden, og i det hele taget permanent træder palæstinensernes basale rettigheder under fode. Israels adfærd fremkalder had…

Siger du, at det er Israels skyld, at Israel-hadere i Danmark lægger jøder for had?

Israel yder et væsentligt bidrag til hadet. Der er en signifikant sammenhæng mellem israelsk voldanvendelse mod palæstinenserne og had til Israel med jødehad som følgefænomen. Så det er klart, at en del af løsningen på Israel-hadernes afsporede jødehad ville være, at Israel stopper sin utilstedelige behandling af palæstinenserne.

Du synes ikke, det mindsker jødehadernes skyld at se det på den måde?

Selvfølgelig er skyld ikke en absolut størrelse, hvor tildeling af skyld til én side automatisk reducerer skylden hos en anden. Sådanne moralske opfattelser har ringe grundlag i virkeligheden, hvor adfærd ofte er påvirket af mange faktorer og flere bidragsydere. Skyld er først og fremmest et empirisk spørgsmål. For eksempel ville det ikke overraske nogen, hvis nogen påpegede, at islamistiske hadprædikanter bidrager til jødehad. Så hvorfor blive forarget over det faktum, at en utilsigtet effekt ved Israels voldsanvendelse mod palæstinenserne er irrationelt jødehad? Aftaleteksten nævner for eksempel Hamas’ terrorangreb i Israel som en potentiel faktor for stigningen i hadforbrydelser. Et af elementerne i aftalen er strafskærpelser for hadforbrydelser begået i forbindelse med en begivenhed, der forværrer kriminalitetsbilledet. Som eksempel på en sådan begivenhed nævner aftaleteksten flere steder Hamas’ terrorangreb. Jeg har ikke mødt nogen, der mener, at det mindsker jødehadernes skyld, at aftaleteksten nævner Hamas’ terror som en forværrende faktor.

Aftaletekstens kobling forekommer mig imidlertid vildledende. Det var jo ikke Hamas’ terrorangreb, som udløste den nævnte stigning i hadforbrydelser; den åbenlyse baggrund, som har forværret kriminalitetsbilledet, er Israels blodige hævntogt i Gaza. Men det peger aftaleteksten ikke på, selvom den flere steder markerer Hamas’ angreb som startpunktet for stigningen. Man kunne godt ledes til den tanke, at den eller de embedsfolk, som har skrevet aftaleteksten, ønsker at undgå at forbinde stigningen i antisemitisme med Israels vold i Gaza.

Den knap så nye, Nye Antisemitisme

Lad os skifte gear igen. Jeg vil gerne have dig til at tale om ”den nye antisemitisme”. Men inden du gør det, så vil jeg gerne have, at du fortæller, hvad du tolker som antisemitisme.

Antisemitisme er en form for racisme, og ikke kun i racehierarkiernes og den fysiognomiske forstand, men også i den forstand, at den anskuer jøderne som en kollektivt handlende enhed. Et eksempel på dette er, hvis man tager individuelle jøder eller alle jøder til indtægt for Israels handlinger.

Klassisk antisemitisme opererer også ud fra en sådan kollektivisering, men hviler på det kompleks af ideer, gøglebilleder og stereotyper, der fremstiller jøder som uintegrerbare fremmedlegemer og snyltegæster, syndebukke for samfundsudviklingens dårligdomme; luskede, korrupte og egenrådige, skruppelløse og grådige, altid profitsøgende på andres bekostning; de konspirerer, kontrollerer banker, markeder og medier; de styrer og trækker i verdenspolitikkens tråde, ansporer krige og anstifter revolutioner for at høste fordele af andres lidelser. Bredere set findes der jødehad, som ikke nødvendigvis baserer sig på disse stereotyper, men udspringer af f.eks. religiøse dogmer og primitive politiske verdenssyn.

Antisemitismen har gennem århundrederne manifesteret sig i juridisk og fysisk forskelsbehandling, fordrivelse, fornedrelse og forfølgelse, pogromer og i værste instans ødelæggelsen af Europas jøder, Holocaust, historiens største eksempel på kollektiv galskab.

Og den nye antisemitisme?

Selvom vi stadig kalder det ”den nye antisemitisme” har konceptet et halvt århundrede på bagen. Gennemgående for denne antisemitismeopfattelse er, at kritik eller uvilje mod staten Israel påstås at oprinde fra antisemitisme eller at være et udtryk for den. En variation af opfattelsen går på, at ’unfair’, ’usaglig’, ’hyklerisk’ eller ’ensidig’ kritik af Israel er antisemitisme. Ingen yderligere argumenter er påkrævet.¹³ Når dette ikke erklæres direkte, indikeres det ved erklæringer om, at ’legitim’ kritik af Israel ikke er antisemitisk.

Mens antisemitisme traditionelt er rettet mod jøder som individer eller gruppe, er “den nye antisemitisme” rettet mod Israel. Det hævdes, at Israel fungerer som subtitut for den jødiske befolkning. Litteraturen, der støtter dette koncept, siger ofte, at “Israel er jøden blandt nationer.” Med andre ord hviler den nye antisemitisme på en bogstaveliggørelse af en metafor. Det er en simpel kategorifejl, der fører til en sammensmeltning af stat og befolkningsgruppe.¹⁴

Siden 1970’erne har Israel og pro-israelske organisationer udviklet og populariseret konceptet “den nye antisemitisme”. Politisk set anses konceptet for at begynde med en tale, som den israelske politiker og diplomat Abba Eban gav American Jewish Congress i 1973.¹⁵ Her argumenterede Eban for, at den vigtigste opgave for den jødiske diaspora var at formidle, at antizionisme faktisk er antisemitisme. For Eban var kilden til denne nye antisemitisme ‘det nye venstre’, men når kritikken kommer fra jøder selv, herunder prominente venstrezionister som I.F. Stone og Noam Chomsky, er der tale om selvhad og selvfornægtelse.¹⁶ Det er, så vidt jeg ved, den første formulering af konceptet.¹⁷

Selvom der findes enkelte forløbere i litteraturen,¹⁸ anses konceptets bibliografiske begyndelse normalt at være bogen ‘The New Antisemitism’ fra 1974, skrevet af Arnold Forster og Benjamin Epstein fra Anti-Defamation League, en pro-israelsk organisation. Konteksten er den lokale og globale kritik af Israel efter Yom Kippur-krigen i 1973, et tidspunkt hvor Israel følte omverdenens pres for en tilbagetrækning fra de områder, landet havde erobret i Seksdageskrigen. Forster og Epstein hævder i deres bog, at denne omsiggribende kritik var drevet af en ny form for antisemitisme.

Giver de eksempler?

Ja, de giver nogle tossede eksempler undervejs.¹⁹ For eksempel: At en meningsmåling viser, at færre briter end før støtter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza, fremhæver forfatterne som et udtryk for ”ligegyldighed over for jødiske interesser”, og de forstår denne ligegyldighed som et udtryk for ny antisemitisme.²⁰ En artikel i The Guardian siger, at Israel lyver om deres planer med bosættelserne – det kalder forfatterne en ”pro-arabiske linje, der undertiden bevæger sig ind i traditionel antisemitisme”.²¹ En tysk avis udviser ”grotesk ufølsomhed over for den jødiske stat”, og skaber ”jødisk angst” og ”jødisk vrede”, fordi en reportage i avisen oplyser, at zionisterne brugte terror for at få deres stat.²² Det er et ”hårdt slag” mod det jødiske samfund i Argentina, at en venstreorienteret talsmand, der selv var jøde, har sagt, at Israel bør trække sig ud af de besatte områder, ligesom det er ”provokerende”, at demonstranter, som selv var argentinske jøder, uddeler pamfletter, der siger, at ”palæstinenserne har ret til selvbestemmelse”.²³ Washington Post ”fodrer” antisemitismen, hedder det, fordi de udgiver en artikelserie om den amerikansk-jødiske lobbyvirksomhed på Capitol Hill.²⁴ Den kristne organisation National Council of Churches mener, at palæstinenserne har ret til et hjemland, og at forhandlinger er nødvendige; dette omtaler forfatterne som ”hjertet af den nye antisemitisme”.²⁵ Og så er der kvækerne fra American Friends Service Committee, der mener, at Israel og araberne er nogenlunde lige gode om det, og at Israel skal forpligte sig på at trække sig ud af de besatte områder for fredens skyld.²⁶ Jamen altså, antisemitisme over det hele!

Alle, der siger noget, der kan tolkes som en trussel mod Israel, bliver ”oplevet af jøder” som værende ”den ultimative antisemitisme”.²⁷ Problemet er bare, at ingen af disse eksempler er udtryk for antisemitisme – ikke engang i nærheden. Til gengæld er den pro-israelske bias i bogen ekstremt tyk. Der er et kapitel om pro-palæstinensisk antisemitisme. Her kritiserer forfatterne aktivister, som bl.a. støtter palæstinensiske oprørsgrupper og benægter Israels eksistens. De konkluderer så kapitlet med, at “fred i Mellemøsten vil opstå, når palæstinenserne og araberne accepterer… at der allerede findes en palæstinensisk stat… og den hedder Jordan.”²⁸ Ingen spor af bevidsthed om dissonansen. De har lige brugt flere sider på, at det er ”ny antisemitisme”, når Israels ret til at eksistere betvivles, men slutter kapitlet med, at palæstinenserne allerede har Jordan at boltre sig i. Det svarer jo til at sige, at der først vil blive fred, når jøderne accepterer, at der allerede findes en jødisk stat… og den hedder New York.

Er det en tilfældig bog, du er stødt på, eller spiller den nogen rolle i dag?

Forster og Epsteins bog satte standarden for meget af den efterfølgende litteratur om emnet. Den nævnes tit som den første i rækken inden for genren. Den næste bog i samme genre er Nathan og Ruth Perlmutters ’The Real Antisemitism’ fra 1982. De kommer også fra Anti-Defamation League, og konteksten var denne gang den globale kritik af Israels invasion af Libanon, som kostede 16.-20.000 libanesere og palæstinensere livet. Den klassiske form for antisemitisme er i retræte, skriver forfatterne, men den internationale kritik af Israel er en ny form for antisemitisme, fordi Israel er af ”altoverskyggende interesse” for jøderne og helt ”central for deres væren”. Der er altså identitet mellem staten og jøder, og da Israel er jødernes centrale bekymring, kan enhver kritik af Israel per definition opleves som antisemitisme. Det er en fantastisk påstand. Tænk, hvis jeg sagde, at Iran er min altoverskyggende interesse og central for min væren, hvorfor kritik af Iran og den Islamiske Republiks statsideologi er en form for racisme, islamofobi eller modvilje mod iranere. Den var aldrig gået.

Ligesom Forster og Epstein, kommer Perlmutterne med skøre eksempler: De ‘reelle antisemitter’ tæller FN, National Council of Churches, fredsaktivister fra Vietnam-æraen og enhver, der mener, at Israel burde trække sig ud af de besatte områder. “Nu til dags får krig et dårligt ry, og fred alt for god omtale,” skriver de og advarer: ”de reelle antisemitter” i Vesten “trænger Israel ind i fredens blindgyde.” For hvordan skal Israel kunne stole på ”Mellemøstens despoter, konger, generaler og fanatiske fundamentalister”? Den anden type ‘reelle antisemitter’, de klassiske antisemitter, dem, der bare hader jøder, fordi de er jøder, såsom den evangeliske bevægelse og andre højrefløjsgrupper, tæller ikke længere som reelle antisemitter. Hvorfor? Fordi “vi har brug for alle de venner, vi kan få, til at støtte Israel… Når Messias kommer, kan vi genoverveje vores venskaber. Lad os i mellemtiden prise Herren og give os til krigsindsatsen.”

Perlmutterne tilføjer imidlertid en nuance: Det er ikke altid, skriver de, at Israels kritikere er drevet af antisemitisme, skønt de er ”mordernes medsvorne”. I stedet er de blevet forført af hippe “tredjeverdensideologier” såsom modstand mod “racisme”, ”kolonialisme” og “imperialisme”, eller også er de drevet af økonomisk egeninteresse, såsom lavere priser på arabisk olie.²⁹

Har fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne i 90’erne nogen afdæmpende virkning på den nye antisemitisme?

Nej, i de glade 90’ere vælter det ud med opinionsindlæg, der påstår, at der er opstået et nyt globalt fænomen: en ny antisemitisme, der ikke længere følger de traditionelle mønstre, men i stedet retter sig mod zionismen, Israel og dets handlinger. En af de ivrigste fortalere for dette synspunkt er den fanatisk pro-israelske advokat Alan Dershowitz, der i 1992 udgav sin selvbiografi, ‘Chutzpah’. Han er enig med mange af sine forgængere på flere punkter. Den nye antisemitisme er ifølge Dershowitz “subtil, gennemtrængende og accepteret på alle niveauer af samfundet”.³⁰ Det er eksempelvis, når “især Israel bliver udsat for særlig granskning” eller pålægges en “dobbelt standard”.³¹ Ifølge Dershowitz er medierne, intellektuelle og regeringen alle skyldige i denne nye antisemitisme, ligesom ”den uretfærdige internationale kritik” i FN og andre steder ”simpelthen er en manifestation af international antisemitisme”.³²

Ifølge Dershowitz er denne nye antisemitisme blevet tydelig i forbindelse med Israels krige, men det er ikke krigene eller måden, de er ført på, der vækker modviljen. Det er i stedet Israels “spektakulære sejre”, der gør folk ude af stand til at tolerere Israels, og dermed jødernes, succes.³³ Mennesker, der udtrykker bekymring for palæstinensiske flygtninges situation, er mere motiveret af modvilje mod jøder end af medfølelse for Israels ofre. At palæstinensiske flygtninge har en fremtrædende plads på den internationale dagsorden, skyldes ikke sagens omfang og alvor, men er blot et udtryk for “indirekte international antisemitisme”.³⁴ Verden behandler Israel på samme måde, som jøder tidligere er blevet behandlet, og den eneste måde at forstå dette på er at indse, at “Israel er ‘jøden’ blandt nationerne”.³⁵

Hvis man ser på mønsteret, har fortalere for denne nye opfattelse af antisemitisme hidtil dukket op i litteraturen med cirka 10 års mellemrum, og årtusindskiftet skuffer ikke. I konteksten af krigen mod terror, Den Anden Intifada og invasionen af Irak udkommer der en strøm af bøger i USA og Europa om ‘den nye antisemitisme’.³⁶ Begrebet har fået status som ortodoksi med dogmer som: Antizionisme er antisemitisme, kritik af Israel er sublimeret jødehad, usaglig kritik er pr. definition antisemitisme, Israel er jøden blandt nationer, og Israel er aldrig skyldig. Et nyt dogme hævder, at enhver, der benægter den nye antisemitisme, selv er antisemit.³⁷

En anden bemærkelsesværdig forskel er, at den nye litteratur er betydeligt mere skinger. Verden er fyldt med “naziagtig” antisemitisme; brunskjorterne er vækket til live igen, og de laver “krystalnat hver dag”.³⁸ Vi står over for “en ny, voldsom, globaliserende og endda dødelig antisemitisme, der minder om atmosfæren i 1930’erne”.³⁹ Abraham Foxman, daværende leder af Anti-Defamation League, udgiver bogen “Never Again”, hvor han advarer om, at jøder står i samme situation som i 1930’erne, “hvis ikke værre”.⁴⁰ I sammenligning med nazisternes antisemitisme, skriver en anden, ”er den arabiske variant værre”.⁴¹

De skyldige antisemitter omfatter nu: muslimer, arabere, den tredje verden, FN, vestlige menneskerettighedsorganisationer, akademikere, antikapitalister, feminister, antikrigsbevægelsen, klimaaktivister og liberale medier som New York Times, Washington Post, Guardian, BBC, Reuters osv.

Sideløbende med denne eksplosion i litteraturen oplevede vi et definitionsræs. Den nye antisemitisme skulle bringes på formel, så man bedre kunne identificere og bekæmpe den. Hele konceptet blev f.eks. kondenseret i en definition udviklet af den forhenværende israelske minister Natan Sharansky og hans rådgiver, Ron Dermer. Den blev først annonceret ved Israel’s Global Forum for Combating Antisemitism, et israelsk regeringsorgan. Definitionen hedder ’antisemitismens 3 D’er’ eller ’3D-testen’, som står for ”Dæmonisering” af Israel, ”Delegitimering” af Israel og ”Dobbelte standarder” over for Israel.⁴² Et komplet absurd forsøg på at flytte debatten ud af det rationelle domæne for diskussion.

Jeg er ikke så overrasket over, at Israel, dets ambassadører og pro-israelske interesseorganisationer laver interessevaretagelse på Israels vegne. Det, der kan forundre mig, er, at nogle mennesker faktisk anser dette som forskning, og nu vil regeringen endda smide 10 millioner kroner efter det. Det er tilsværtningskunst, ikke forskning.

Hvad med den særlige arabiske og islamiske variant af antisemitisme?

Jeg har aldrig forstået, hvorfor den var særlig. Den er heller ikke ny, men har eksisteret siden tidernes morgen. Det er ganske ligesom i Europa: klassisk antisemitisme af ”jøderne-er-nærige” og ”jøderne-styrer-verden”-varianten samt religiøs antisemitisme, både kristen og islamistisk. Selvom der er en væsentlig gradsforskel mellem Europa og Mellemøsten, har man også i Mellemøsten eksempler på forskelsbehandling, pogromer, justitsmord a la Dreyfus-affæren, dæmoniserende blod-injurier, vandalisering af ejendom, segregation, ghettoisering, forfølgelse og fordrivelse. Lyder det ikke bekendt? Behøver vi et særskilt begreb for det?

Nogle gange opfører vi os, som om Mellemøsten ligger på den anden side af galaksen, men vi skal huske, at Mellemøsten ligger lige ved siden af Europa, og at der har været enorm udveksling mellem regionerne. Begivenheder som Dreyfus-affæren, ideer som Zions Vise Protokoller og kolonialistisk samt fascistisk propaganda fandt vej ind i Mellemøsten i henholdsvis det 19. og det 20. århundrede. Efter min mening behøver vi ikke et nyt begreb for denne modvilje; ord som jødehad og antisemitisme dækker det.

Er det så ikke nærliggende, at uviljen over for Israel blandt indvandrere med arabisk og muslimsk baggrund i Europa også kan have rod i denne antisemitisme?

Jeg vil ikke afvise, at uvilje mod jøder spiller en rolle, men jeg mener, at næringskilden til denne uvilje er konflikten i Mellemøsten, ikke Zions Vise Protokoller. En anden betragtning er, at uviljen mod Israel har afkoblet sig fra sine oprindelige næringskilder (konflikten), ligesom den i nogle tilfælde har fået nye ansigter, f.eks. islamistisk chauvinisme. Dette perspektiv på sagen stemmer overens med historiske kilder og beretninger.

Mange af fortalerne for ideen om “den nye antisemitisme” hævder, at arabisk modstand mod den zionistiske bevægelse altid har været drevet af had til jøder. Men dette strider mod meget af den historiske dokumentation fra samtidige observatører samt en væsentlig del af historieskrivningen om perioden.

Under det britiske mandat over Palæstina udgav de administrerende briter detaljerede kommissionsrapporter, som dækkede alle aspekter af konflikten. For eksempel konkluderede Haycraft-kommissionen fra 1921, at ”vi er overbeviste om, at der ikke er fjendtlighed mod jøderne som sådan; at der ikke er nogen iboende antisemitisme i landet, hverken racemæssig eller religiøs”.⁴³ Rapporten bemærker imidlertid, at arabiske vidner har informeret kommissionen om, at palæstinensiske arabere ”læser og diskuterer” zionistisk litteratur, som bramfrit erkender og erklærer sine mål i Palæstina.⁴⁴ Med andre ord er de palæstinensiske arabere bevidste om, at zionistisk kolonisering udfolder sig på deres bekostning.

En af de grundigere og mere kendte kommissionsrapporter er Peel-kommissionen fra 1936, som bl.a. sætter sig for at forklare de underliggende årsager til konflikten. Her hedder det direkte, at de arabiske lederes ”altoverskyggende længsel” er ”national uafhængighed”. ”Konflikten er heller ikke i sin essens en racekonflikt, der er opstået ud af gamle, instinktive arabiske antipatier over for jøder”, står der i rapporten. Det er ”indlysende, at konflikten er politisk”, fordi ”etableringen af et ’nationalt hjemsted’ [for jøder] involverede i begyndelsen en blank afvisning af princippet om nationalt selvstyre [for arabere]”.⁴⁵

Selv en metodologisk nationalistisk forsker som Benny Morris, der hører til Israels ”nye historikere” – dvs. historikere, som gennemgik nyligt åbnede israelske arkiver, ofte for at genopdage, hvad arabisk historiografi allerede havde dokumenteret gennem palæstinensiske vidnesbyrd – skriver i sit mammutværk ’Righteous Victims’: ”Frygten for territorial fordrivelse og berøvelse var den primære drivkraft i det arabiske fjendskab over for zionismen frem til 1948 (og faktisk også efter 1967)”. En velbegrundet frygt.⁴⁶

En anden, meget anbefalelsesværdig bog er skrevet af den israelske historiker Shay Hazkani, med titlen ’Dear Palestine’. Den er baseret på tusindvis af palæstinensiske og jødiske breve, kampordrer, pamfletter og militærtidsskrifter og radioudsendelser fra skæbneåret 1948. Heri finder Hazkani ”ingen opfordringer til at myrde jøder, bare fordi de var jøder, hverken i propagandamaterialet eller i undervisningsmateriale rettet mod palæstinensere og arabiske soldater i 1948.” Sådanne påstande ”stammer… faktisk fra officiel zionistisk propaganda”, hvis formål var at ”opmuntre jødiske soldater til at efterlade så få palæstinensere som muligt i de områder, der skulle blive en del af Israel”.⁴⁷

En tredje, vigtig bog er Yehoshua Poraths ’The Emergence of the Palestinian-Arab National Movement, 1918-1929’. Han dokumenterer, at der eksisterede rigeligt med klassisk antisemitisk propaganda i arabiske aviser og bøger, ligesom der herskede traditionelle islamiske værdier, der clashede med de jødiske migranters vestlige normer. Men, ”den største faktor, der nærede antisemitiske følelser, var ikke had til jøder som sådan, men modstand imod jødisk bosættelse i Palæstina”.⁴⁸ Man lærer desuden i både Poraths og Hazkanis bøger, at arabiske muslimer, kristne og jøder flere steder i den arabiske verden gjorde fælles sag imod zionistisk kolonisering.

Den nationalistiske bevægelse i Palæstina og Syrien forsøgte oprindeligt at skelne mellem jøder, ”som lever i fred blandt araberne”, og de zionistiske kolonisatorer. Den første anti-zionistiske petition fra Jerusalem, dateret d. 3. november 1918, udtaler: ”Det er vores ønske at leve mindeligt med vore israelitiske brødre, de oprindelige indbyggere i landet, under komplet lighed i vore rettigheder og pligter”. Det første anti-zionistiske manifest udgivet af den første palæstinensiske kongres i februar 1919 skelnede mellem zionistiske migranter og lokale jøder, og selv da betydelig konflikt brød ud i 1920, hed det fra palæstinensisk side: “Jøderne i vores land, som har boet iblandt os siden før erobringen, er vores brødre og landsmænd, og alle jøder i verden er vores brødre i menneskeheden.”⁴⁹

Denne skelnen mellem zionister og jøder blev gradvist mindre med tiden, skriver Porath. Efterhånden som den zionistiske migration steg, blev den anti- og ikke-zionistiske jødiske befolkningsgruppe i Palæstina mindre. Det gjorde det sværere at skelne mellem de to grupper. Selvom ”antizionisme ikke nødvendigvis fører til antisemitisme”, var det næsten uundgåeligt, skriver Porath, at den oprindelige skelnen blev bevaret.⁵⁰

For at opsummere: Ja, det er muligt, og nogle gange også tilfældet, at modviljen mod Israel blandt arabere er baseret på en modvilje mod jøder. Men når det gælder palæstinenserne specifikt, er ophavet til deres modvilje den direkte oplevelse af fordrivelse og berøvelse. Der er ingen grund til at opfinde et gammelt had for at forklare antipatien, når den direkte forklaring er dækkende. Vi ville heller ikke sige, at dansk had til tyskerne under besættelsen, og et godt stykke efter, havde rod i antiteutoniske fordomme.

Definition vs. Fri Debat. Om IHRA og Israelkritik

Lad os vende tilbage til aftaleteksten. Flere har beskyldt den for at være symbolpolitik. Er du enig?

Den her aftale er langt hen ad vejen symbolpolitik, fordi loven herhjemme allerede beskytter minoriteter imod hadforbrydelser. Men jeg hører ikke til dem, der mener, at symbolpolitik på dette område er uvæsentligt, tværtimod. Det er et stærkt signal at sende til den jødiske minoritet i Danmark, at samtlige partier finder det nødvendigt at bekæmpe antisemitisme i samfundet. Det er udtryk for omsorg og medfølelse, og jeg håber, at det betrygger det jødiske samfund i Danmark, at man slår ring om dem.

Jeg kan dog også godt forstå, hvis medlemmer af den muslimske og arabiske minoritet ser måbende til, for de trænger da også til omfavnelsen, gør de ikke? Det havde været smukt, og måske endda bidraget til lidt icebreaking de to minoriteter imellem, fordi de ville kunne gøre fælles sag mod racisme.

Hvad tænker du om dens konkrete undervisnings- og monitoreringsplaner?

Den del af aftalen, som handler om undervisning i antisemitisme og holocaust, finder jeg utrolig vigtig, og stadig vigtigere med tiden, idet de fleste overlevere af dette mørke kapitel i europæisk historie er døde. Undervisning i disse rædsler styrker vores bevidsthed om historien, det sensibiliserer os imod nutidens modbydeligheder og kan forhåbentligt modvirke modbydeligheder i fremtiden. Så det finder jeg meget relevant og på sin plads.

Jeg finder det dog bekymrende, at man vil lade AKVAH, Det Jødiske Samfunds Center for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser, overvåge antisemitisme på tech-giganternes platforme. Altså det kan de da gøre i deres private egenskab, men hvorfor direkte bemyndige dem til det? For det første er de sociale medieplatforme allerede ret hurtige til at censurere pro-palæstinensisk indhold,⁵¹ hvilket resulterer i, at legitim debat bliver fjernet. For det andet anvender AKVAH en omstridt definition af antisemitismen sammen med en liste af eksempler, der stempler forskellige former for kritik af Israel som jødehad.⁵² Der har været en koordineret lobbyindsats mellem pro-israelske organisationer og Israels ministerium for strategiske affærer for, at de sociale medieplatforme benytter sig af denne eksempelliste til at regulere indholdet på platformene.⁵³ Problemet er jo indlysende for mennesker, der har selv et minimalt commitment til ytringsfrihed og fri debat.

Er det IHRA-definitionen, du tænker på, som regeringen også vedtog i 2022?

Ja. Regeringen vedtog definitionen uden eksempellisten, hvilket gør definitionen ubrugelig. AKVAH benytter eksempellisten, hvilket gør definitionen tendentiøs.

Hvad er der i vejen med den?

Et problem med selve definitionen er, at den er ekstremt vag og derfor ubrugelig i egen ret. Problemet forværres af, at dens vejledende følgetekst definerer forskellige former for kritik af staten Israel som antisemitisme. Det er en opskrift på misbrug, og udfaldet er derefter: den bliver brugt til at lukke ned for debat, kyse kritik af Israel og forplumre grænsen mellem legitim og illegitim kritik.⁵⁴ Definitionen har nogle enkelte forbehold, der angiveligt skal beskytte mod misbrug, men de er slet ikke robuste nok, og de bliver i praksis ignoreret. Definitionen har i mange tilfælde ført til censur, cancelling og krænkelser af ytringsfriheden flere af de steder, den er blevet indført.

Af disse grunde har definitionen mødt kritik fra talrige eksperter i antisemitisme, estimerede borgerretsorganisationer og juridiske eksperter, ligesom den har mødt kritik fra ytringsfrihedsforkæmpere og pro-palæstinensiske stemmer.⁵⁵

Jeg vil gerne gå dybere ned i definitionens indhold, men for at forstå det fulde billede er det nyttigt at se nærmere på definitionens historiske tilblivelse. Danmark, viser det sig, spillede faktisk en meget væsentlig rolle i begrænsningen af definitionens omfang. Det er nok noget, de færreste danskere med interesse for emnet kender til.⁵⁶

Som vi allerede har talt om, affødte debatten om ”den nye antisemitisme” et definitionsræs i begyndelsen af nullerne, midt i en øget kritik af Israel over dets voldsanvendelse under Den Anden Intifada og tegn på alvorlige krigsforbrydelser i flygtningelejren Jenin.⁵⁷ Definitionen, som IHRA har optaget, blev skabt i denne tid. Definitionen og eksempellisten blev udarbejdet af Kenneth Stern og Andrew Baker i regi af The American Jewish Committee (AJC), en pro-israelsk interesseorganisation. Begge personer har promoveret teorien om ”den nye antisemitisme” siden midt-90erne, mindst.⁵⁸ Fra 2004-5 udførte de lobbyvirksomhed i Washington, Berlin og Israel for, at der skulle lægges pres på europæiske institutioner for at erstatte eksisterende monitoreringsdefinitioner med denne nye definition, som ”anerkender, at anti-israelske udtryk, herunder dæmonisering og bagvaskelse af den jødiske stat, konstituerer en ny form for antisemitisme”.⁵⁹

Få år senere stod Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad (EUMC) midt i en PR-krise. Det kom frem, at organisationen havde tilbageholdt udgivelsen af en rapport om antisemitisme, efter rapporten blev lækket. Rapporten viste, at indvandrere var hovedskurkene bag stigende antisemitisme. Problemet var bare, at den var baseret på et spinkelt datagrundlag, og at den var usaglig ud i det komiske. Det er ikke en overdrivelse. Blandt andet står der i rapporten, at ”tonen er krydret af modvilje, der lugter af antisemitisme” i ”venstreliberale medier”, når de taler om de ”angiveligt undertrykte palæstinensere”, eller når dækningen fokuserer på ”vold og konflikt”. Det faktum, at de europæere, som følger medierne tættest, også hører til dem, der sympatiserer mest med palæstinenserne, inddrager rapporten som bevis for mainstreammediernes antisemitiske bias. Det er niveauet. Et helt afsnit handler om eksempler på positiv bekæmpelse af antisemitisme, men en hovedvægt af eksemplerne handler om positiv omtale af Israel og zionisme.⁶⁰

AJC så krisen som sit snit til at pådutte EUMC sin fikse definition, der definerer kritik af Israel som antisemitisme.⁶¹ EUMC valgte det følgende år at offentliggøre definitionen på sin hjemmeside som en ”draft working definition”, selvom bestyrelsen aldrig formelt vedtog definitionen. Dette afholdt imidlertid ikke pro-israelske interesseorganisationer fra at promovere den som ”EU’s definition” og bruge den til at lukke ned for debat på universiteterne og smæde propalæstinensiske kampagner i offentligheden.⁶²

I 2007 blev EUMC erstattet af EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA). Agenturet ønskede ikke at blive associeret med den eksisterende definition og fjernede den derfor fra sin hjemmeside i 2013 som led i en oprydning af “ikke-officielle dokumenter”. Dette vakte stor opstandelse i Israel og blandt pro-israelske interesseorganisationer i Vesten. Europa blev nu opfordret til formelt at vedtage en officiel definition, der inkluderede “angreb på Israels legitimitet og dets ret til at eksistere”. Fra 2014 til 2016 tog Mark Weitzmann fra Simon Wiesenthal-centret (SWC), en pro-israelsk interesseorganisation, initiativet og fik den tidligere definition indført i en anden, indtil da forholdsvis ubemærket institution under EU, The International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA).⁶³

Du har brugt udtrykket ”pro-israelsk interesseorganisation” i flæng om ADL, AJC og nu også om SWC. Hvad mener du med det?

Jeg mener det bogstaveligt. Det her er organisationer, som ikke lægger skjul på, at deres mission er at agitere for Israel og afskærme det fra kritik.

Kan du underbygge det?

Det er allerede blevet underbygget af andre, fordi det er indlysende. Du har AJC, der på punkt efter punkt ukritisk indtager Israels linje i internationale anliggender, og som selv siger, at dens mission er at ”forklare Israel til resten af verden … Vi vil altid være [Israels] fortalere”. Du har SWC, som kalder den internationale grænse mellem Israel og de palæstinensiske områder for ”Auschwitz-grænserne”, og som sammenligner EU’s retningslinjer om mærkning af varer fra de ulovlige bosættelser med 30’ernes nazistiske boykot af jødiske forretninger. EU’s retningslinjer blev placeret på organisationens årlige top ti over ”antisemitiske hændelser”, kun overgået af et par Islamisk Stat-videoer og et terroranslag i San Bernardino.⁶⁴ Som vi allerede har drøftet, var ADL en primus motor siden 70’erne for ”den nye antisemitisme”, og organisationen har f.eks. fejret Trumps flytning af den amerikanske ambassade til Jerusalem (halvdelen af hvilken er ulovligt besat) som en ”historisk milepæl”.⁶⁵ For nylig har dens direktør, Jonathan Greenblatt, sammenlignet det palæstinensiske tørklæde med det nazistiske hagekors,⁶⁶ og nogle af dens egne ansatte har været ude og kritisere, at organisationen stempler pro-palæstinensisk aktivisme som antisemitisme.⁶⁷ Det her er pro-israelske interesseorganisationer, og de samarbejder med det israelske udenrigsministeriums Global Forum on Combatting Anti-Semitism, et arnested for lobbyister, der promoverer ”den nye antisemitisme”.

Tilbage til IHRA-definitionen. Hvilken rolle spillede Danmark?

Definitionen blev vedtaget under et IHRA-møde i Bukarest i 2016. Dette møde er tilsyneladende omgærdet af stor hemmeligholdelse. Aktindsigter fra IHRA-møder i forskellige lande viser, at det normalt er muligt at få adgang til næsten al korrespondance fra institutionens møder. Men når det gælder mødet i Bukarest i 2016, er det som en sort boks. Aktindsigtsanmodninger kommer tilbage med mange sorte overstregninger.

Trods dette har den britiske forsker Jamie Stern-Weiner fra Oxford University udført omfattende research i forbindelse med sin endnu uudgivne doktorafhandling, hvor han ad omveje afslører, hvad der blev besluttet på dette møde.⁶⁸ Kort sagt: listen med eksempler, der definerer kritik af Israel som antisemitisme, skabte splittelse. Ifølge den danske delegation, der bestod af én person, var der en pludselig, overraskende og enorm hast for at få definitionen vedtaget sammen med eksempellisten. Formanden for IHRA’s Committee on Antisemitism and Holocaust Denial, Mark Weitzmann, der også er direktør for SWC, og den rumænske vært, ambassadør Mihnea Constantinescu, var meget utålmodige.

Særligt Danmark og Sverige klagede over hastværket og fandt eksempellisten problematisk, hvorfor de bad om mere behandlingstid eller eventuelt en udskydelse til næste møde. Danmark insisterede på, at eksempellisten blev klart adskilt fra definitionen og eventuelt udgivet i et separat appendiks. Resultatet blev, at IHRA vedtog definitionen samme dag som en “arbejdsdefinition” i en klart afmærket tekstboks, uden eksempellisten. Eksempellisten indgår dog som “illustrationer” i en følgetekst for at “guide IHRA i dets arbejde”.

Kort efter mødet sendte det danske udenrigsministerium en mail til Constantinescu og de øvrige delegater, oversat fra engelsk: ”Danmark støtter antisemitisme-definitionen fra IHRA’s plenarmøde i Bukarest, men anser ikke eksemplerne for en integreret del af definitionen.”

Dette er vigtigt af to grunde. Dels er det vigtigt, fordi det tjener til den danske repræsentants ære og er et udtryk for dennes faglige integritet, at denne satte sagligheden og ytringsfriheden i højsædet på trods af pres. For det andet er denne diplomatiske historie simpelthen vigtig, fordi pro-israelske interesseorganisationer, såsom SWC og andre, offentligt hævder, at definitionen omfatter eksemplerne.

Nu må du gerne runde af, eventuelt med en tekstnær kritik af definitionen og eksemplerne.

IHRA’s dokument indeholder en arbejdsdefinition og en eksempelliste. Det er især eksempellisten, der rummer flere problematiske elementer. Men lad os begynde med selve definitionen. Definitionen er en flydende betegner, der indleder med sætningen: “Antisemitisme er EN BESTEMT opfattelse af jøder, som KAN udtrykkes som had mod jøder”. Som enhver kan se, har definitionen ikke et klart defineret indhold.⁶⁹ Den giver først mening, i det øjeblik den forstås i en bestemt kontekst eller diskurs. Det er i den forbindelse, at følgeskrivelsen med de ”illustrative” eksempler spiller en rolle. Uden den er definitionen ubrugelig som begrebslig afgrænsning, beskrivelse af et fænomen eller som redskab til monitorering. Følgeskrivelsen oplister 11 eksempler på antisemitisme, hvoraf syv omhandler kritik af Israel. Her fremhæver jeg de mest problematiske eksempler.

Et af disse eksempler lyder: “At nægte det jødiske folk deres ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at eksistensen af staten Israel er et racistisk foretagende.”

Man kan være modstander af jødisk selvbestemmelse af principielle grunde, som ikke har det fjerneste at gøre med antisemitisme. Ligesom man kan være modstander af tysk romantisk nationalisme og tilhænger af et borgerligt demokrati. Man kan også være modstander af jødisk selvbestemmelse i Palæstina specifikt, fordi den jødiske stat indfinder sig på bekostning af arabisk-palæstinensisk selvbestemmelse, den befolkning, der boede i området, inden den blev fordrevet. Og som vi allerede har drøftet, kan man være modstander af eksklusiv jødisk selvbestemmelse i dette område, fordi man mener, at begge folk, jøderne og araberne, har krav på selvbestemmelse. Det leder mange til ideer om binationalisme og en enstatsløsning. Det er ikke antisemitisme. For så vidt Israel bygger på jødisk dominans, er det heller ikke antisemitisk at kalde Israel for et racistisk foretagende. Om Israel er et racistisk foretagende, er i sidste ende en vurderingssag. Det kan være mere eller mindre rigtigt eller forkert.

Et andet eksempel lyder: ”At anvende dobbelte standarder ved at afkræve [Israel] en adfærd, som ikke forventes eller forlanges af nogen anden demokratisk nation.”

Man kan mene, at det er urimeligt, hvis Israel afkræves at rette sig efter en højere standard end andre stater, men at motivet herfor skulle være antisemitisk, giver ikke sig selv. Jeg mener f.eks., at det er helt evident, at Israel er genstand for en positiv dobbeltstandard fra USA og mange vestlige stater, der tillader Israel en adfærd, man ikke vil acceptere hos andre demokratiske lande. Dvs. Israel nyder international immunitet og straffrihed, fordi USA holder hånden over landet, selvom landet overtræder internationale normer, der ville have udløst straffeforanstaltninger, hvis andre gjorde det. Dette er der jo ingen, der påstår, er antisemitisk.

At benytte én standard synes i IHRA-forstand at betyde, at man bedømmer lignende tilfælde på samme måde: Hvis x og y er lige dårlige, udtrykker jeg mig lige kritisk om begge. Men principper handler ikke nødvendigvis kun om vurderingen af x og y. De kan også regulere, om og hvordan jeg skal forholde mig til x og y. Hvis x og y er lig hinanden, kan jeg alligevel fokusere særligt på x, idet jeg henholder mig til en standard om min relation til de pågældende sager. F.eks. angående min tilknytning og mulighed for indflydelse.

Et tredje eksempel lyder: ”At drage sammenligninger mellem nutidig israelsk politik og nazisternes politik.”

Det kan være både forkert og ufølsomt at sammenligne nutidige israelske politikker med politikkerne fra Nazityskland, men det betyder ikke nødvendigvis, at sådan en sammenligning er antisemitisk. At professor Sara Roy fra Harvard University, som er efterkommer af Holocaust-overlevere, drager paralleller mellem dele af Israels politik og dele af Nazitysklands politik, gør hende ikke til antisemit. Når den israelske holocausthistoriker Daniel Blatman sammenligner den siddende regerings ministre med nynazister, er det heller ikke antisemitisk. Paralleller kan diskuteres, accepteres eller forkastes i argumenternes arena. De bør ikke affærdiges per dekret.

Motivet er heller ikke indlysende antisemitisk. Folk drager nazi-paralleller af mange forskellige grunde. Nogle gør det, fordi de mener, at de har ret i deres sammenligning. Andre gør det for at mobilisere den folkelige afsky over for Nazitysklands forbrydelser i forsøget på at gøre opmærksom på Israels forbrydelser mod palæstinenserne. Endnu andre gør det, fordi de vrede på Israel, og ønsker at give dem verbalt igen. Nazi-paralleller er heller ikke fremmed for tilhængerne af konceptet om ”den nye antisemitisme”, så den pludselige fromhed er ikke videre troværdig.⁷⁰

Jeg får indtryk af, at du er imod definitioner som sådan, er det rigtigt forstået?

Ikke nødvendigvis. Men ”den nye antisemitisme”, EUMC- og IHRA-definitionerne er i udgangspunktet lige så fornuftige, som hvis jeg lavede en tekst, der definerede ”enhver anklage om antisemitisme som et slet skjult forsvar for Israels ekspansions- og besættelsespolitik”. Jeg har netop forsøgt at demonstrere dette motiv for opkomsten og den videre promovering af ”den nye antisemitisme” – i stedet for at definere mig til konklusionen. Rationelt set er alle de her ting jo spørgsmål, man må håndtere via argumentation, faktuel analyse og diskussion. Ikke definition. Sådanne definitioner inviterer til misbrug.   

1. ‘Forsker kritiserer indsats mod antisemitisme: “Det ligner, at man kun tager den enes parti”‘, DR.dk, 26. juni 2024: https://vbn.aau.dk/en/clippings/forsker-kritiserer-indsats-mod-antisemitisme-det-ligner-at-man-ku

2. ‘Aftale om en styrket indsats mod antisemitisme’, 25. juni 2024: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2024/06/Aftaletekst.pdf

3. Lars Erslev Andersen, ‘Glem tostatsløsning. Betingelsen for fred i Mellemøsten er, at Israel bliver en sekulær stat’, DIIS, 22. april 2024: https://www.diis.dk/publikationer/glem-tostatsloesning-betingelsen-fred-mellemoesten-israel-sekulaer-stat

4. Oren Yiftachel, ‘Democracy or Ethnocracy?’, Middle East Report 207 (Summer 1998): https://merip.org/1998/06/democracy-or-ethnocracy/

   Gal Ariely, ‘Israel’s Regime Untangled: Between Democracy and Apartheid’, Cambridge University Press, 2021, s. 13-35

5. Yosef Gorny, ‘Zionism and the Arabs 1882-1948: a study of ideology’, Clarendon Press – Oxford, 1987, s. 2, 33, 37, 50, 62, 64, 103-4, 120-121, 158, 163-198, 322

6. ‘MK Tibi: Israel Is Democratic for Jews, but Jewish for Arabs’, Haaretz, 22. dec. 2009: https://www.haaretz.com/2009-12-22/ty-article/mk-tibi-israel-is-democratic-for-jews-but-jewish-for-arabs/0000017f-ed3f-d3be-ad7f-ff3ff1850000

7. Se note 3

8. Poya Pakzad, ‘Israel, palæstinenserne, og truslen om fred’, Eftertryk Magasin, 3. november 2023: https://www.eftertrykket.dk/2023/11/03/israel-palaestinenserne-og-truslen-om-fred/

9. Scott Burchill, ’Israel-Palestine: Part One—Do States Have a “Right to Exist”?’, Misunderstanding International Relations. Palgrave Macmillan, 2020.

10. Alex Hobson, ‘Henry Kissinger’s Great Escape’, New Lines Magazine, 4. dec. 2023: https://newlinesmag.com/argument/henry-kissingers-great-escape/

11. ‘Memoranda of Agreement’, Foreign Relations of the United States, 1969–1976, volume xxvi, Arab-Israeli dispute, 1974–1976, 1. sep. 1975: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1969-76v26/d227

12. ‘Olmert sets new condition for talks’, AL Jazeera, 14. nov. 2007: https://www.aljazeera.com/news/2007/11/14/olmert-sets-new-condition-for-talks

    I 2012 medgav Olmert under en paneldiskussion i Brookings Institute, at dette krav ville forhindre forhandlinger:

    ” But when one starts by saying, look, the Palestinians first have to say that they will recognize Israel as a Jewish state, I don’t want Abu Mazen or anyone to give me this recognition as a precondition for negotiations. Why? Because if there will be an agreement on the basis of these lines, then, by definition, it will be a Jewish state, and it will be recognized by the whole world as such. But if you want, in advance, to force him to say, “I will recognize Israel as a Jewish state,” you create a condition that will prevent negotiations from going on, for unnecessary reasons.” https://www.brookings.edu/wp-content/uploads/2012/11/olmert-ignatius-uncorrected-transcript.pdf

13. ‘The definition of anti-semitism by the European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC): Towards a criminalisation of criticism of Israeli policy?’, ECCP: https://www.eccpalestine.org/the-definition-of-anti-semitism-by-the-european-monitoring-centre-on-racism-and-xenophobia-eumc-towards-a-criminalisation-of-criticism-of-israeli-policy/

     

    Brian Klug, ‘The Myth of the New Anti-Semitism’, The Nation, 15. jan. 2004: https://www.thenation.com/article/archive/myth-new-anti-semitism/

14. Antony Lerman, ‘Whatever Happened to Antisemitism?Redefinition and the Myth of the ‘Collective Jew”, Pluto Press, 2022, s. 220ff:

    “[A]sserting a fundamental equivalence between a human being— living, breathing, feeling, making moral and ethical choices and (in Judaism) with free will to do good or evil, on the one hand, and on the other hand a state—a form of human organisation that can have neither will nor agency of its own, is a category mistake, the ascription of a property to a thing that could not possibly have that property”.

15. Congress Bi-weekly, American Jewish Congress, Vol. 40, Issues 2-14, 1973, cit. i: Antony Lerman, ‘Whatever Happened to Antisemitism?’, s. 63

    Eban gentog disse pointer to år senere på skrift: Abba Eban, ‘Zionism and the UN’, New York Times, 3. November 1975: www.nytimes.com/1975/11/03/archives/zionism-and-the-un.html

16. ‘Abba Eban Said Chomsky Was ‘Guilty’ Over Jews’ Refusal to Disappear’, Mondoweiss, 3. juni 2007: https://mondoweiss.net/2007/06/a_couple_weeks_/

17. Der er faktisk en mindre, relativt ukendt forløber til Ebans artikel. I en sag mod den hollandske avis De Volksrant erklærede en hollandsk domstol d. 3. november 1969, at ”anti-Israel” er det samme som ”anti-semitisk”, fordi jødernes ”fælles skæbne” er intimt forbundet med Israels eksistens og overlevelse.

    Se også: Neve Gordon, ‘Antisemitism and Zionism: The Internal Operations of the IHRA Definition’, Middle East Critique, 1–16, 22. Marts 2024: https://doi.org/10.1080/19436149.2024.2330821

18. Jacques Givet, ’La Gauche contre Israel? Essai sur le néo-antisémitisme’, Paris 1968

    Léon Poliakov, ‘De l’antisionisme a l’antisémitisme’, Paris 1969

19. En hudfletning af litteraturen findes i Norman Finkelstein, Beyond Chutzpah, University of California Press, 2008, kap. 1. Mange af de følgende eksempler afgivet i interviewet er fundet i Finkelsteins bog. Disse eksempler er efterfølgende blevet verificeret i originalkilderne, og er i flere tilfælde blevet udvidet eller præciseret yderligere.

20. 1. 255

21. 1. 264-5

22. Arnold Forster og Benjamin R. Epstein, ’The New Anti-Semitism’, McGraw Hill, 1974: s. 260

23. Ibid. s. 275

24. Ibid. s. 122-3

25. Ibid. s.323-4

26. Ibid. s. 86-7

27. Ibid. s. 17. Benægtelse af Israels eksistensberettigelse er generelt ”den ultimative antisemitisme” (s. 152, 163, 219)

28. Ibid. s. 174.

29. Nathan Perlmutter og Ruth Ann Perlmutter, ‘The Real Anti-Semitism in America’, Arbor House, 1982. Cit. i Beyond Chutzpah, s. 28 (“central for…”) (“fredens blindgyde”) (”tredjeverdensideologier”) (“mordernes medsvorne”).

    Cit i Amy Kaplan, ’The Old “New Anti-Semitism” and Resurgent White Supremacy’, Middle East Report 283 (Summer 2017) (“Messias”).

30. Alan M. Dershowitz, ’Chutzpah’, Little, Brown & Company, 1991, s. 121

31. Ibid. s.121

32. Ibid. s.210

33. Ibid. s. 100

34. Ibid. s. 217

35. Ibid. s. 4, 210

36. F.eks.:

    Pierre-André Taguieff, ‘La nouvelle judéophobie’, 2002

    Phyllis Chesler, ‘The New Anti-Semitism: The Current Crisis and What We Must Do about It’, 2003

    Abraham H. Foxman, ‘Never Again? The Threat of the New Anti-Semitism’, 2003

    Gabriel Schoenfeld, ‘The Return of Anti-Semitism’, 2004

37. Chesler, cit. i: Brian Klug, ‘The Myth of the New Anti-Semitism’, The Nation, 15. jan. 2004: https://www.thenation.com/article/archive/myth-new-anti-semitism/

38. Chesler, cit. i Beyond Chutzpah, s. 38

39. Cotler, cit. i Jamie Stern-Weiner, endnu uudgivet doktorafhandling, som jeg ligger inde med. Cotlers tekst kan tilgås her: https://www.crif.org/fr/actualites/human-rights-and-new-anti-jewishness-irwin-cotler

40. Foxman, cit. i Beyond Chutzpah, s. 21

41. Ruth R. Wisse, ‘On Ignoring Anti-Semitism’, Commentary, oktober 2002: https://www.commentary.org/articles/ruth-wisse/on-ignoring-anti-semitism/

42. I dag er Sharansky formand i Institute for the Study of Global Antisemitism and Policy, et arnested for tilhængere af teorien om ”den nye antisemitisme”. I bestyrelsen har siddet bl.a. Alan Dershowitz, Irwin Cotler og Ruth Wisse. I 2018 blev det afsløret, at broderens part af instituttets finansiering kom fra den israelske regering. ‘Think tank failed to disclose six-figure grant from Israeli government’, The Forward, 31. august 2018.

43. Reports of the Commission of Inquiry, with Correspondence Relating Thereto (Haycraft-Kommissionen), s. 55.

44. Ibid. s. 56.

45. Palestine Royal Commission Report (Peel-Kommissionen), 1937, para. 64, s. 76 (“altoverskyggendelængsel”), para. 37, s. 131 (“i sin essens”)

46. Det anslås, at omkring 750.000 palæstinensiske arabere blev fordrevet fra deres hjemland mellem 1947 og 1949 og siden forhindret i at vende tilbage. Alt, hvad de efterlod, blev plyndret, og deres ejendom blev konfiskeret af den nyoprettede jødiske stat. Se f.eks. Tom Segev, ‘The First Israelis’, kapitel 3. Palæstinensernes modvilje var derfor ikke baseret på et abstrakt, irrationelt had til jøderne, men på en velbegrundet materiel frygt for at miste deres hjemland.

47. Shay Hazkani, ‘Who’s Afraid to Reveal the Palestinian ‘Secrets’ of 1948?’, Haaretz, 4. dec. 2022: https://www.haaretz.com/opinion/2022-12-04/ty-article-opinion/.highlight/whos-afraid-to-reveal-the-palestinian-secrets-of-1948/00000184-dc86-d305-adae-dfffa17a0000

48. “This fact stands out clearly from the Arab Case”, skriver han. Yehoshua Poraths ’The Emergence of the Palestinian-Arab National Movement, 1918-1929, Frank Cas, 1974, s. 59

49. Ibid. s. 60-61

50. Ibid. s. 62

51. Human Rights Watch, ‘Meta’s Broken Promises: Systemic Censorship of Palestine Content on Instagram and Facebook’, 21. December 2023: https://www.hrw.org/report/2023/12/21/metas-broken-promises/systemic-censorship-palestine-content-instagram-and

52. Hvis man læser AKVAH’s seneste rapport om antisemitiske hændelser, kan man se, at de bruger denne definition sammen med eksempellisten. Desværre udgiver AKVAH ikke et anonymiseret datasæt, så man kan vurdere deres kortlægning ved selvsyn.

53. ‘Jewish orgs., Israel ministry press Facebook to stop online antisemitism, Jerusalem Post, 10. august 2020’. Citeret i Jamie Stern-Weiner, Politics of a Definition, Free Speech on Israel, s. 8: https://freespeechonisrael.org.uk/ihra-politics2/#sthash.mvS9uDWg.FqOl6cJQ.dpbs

54. En rapport fra 2023, udgivet af British Society for Middle Eastern Studies (BRISMES) og European Legal Support Centre (ELSC), analyserede 40 sager, hvor universitetsansatte og/eller studerende i Storbritannien blev anklaget for antisemitisme på grundlag af IHRA-definitionen mellem 2017 og 2022. Rapporten fandt, at alle anklager, undtagen to igangværende sager, blev afvist. De sidste to er endnu ikke underbygget. De to organisationer konkluderede, at IHRA-definitionen har negativ indvirkning på akademisk frihed og ytringsfrihed på britiske universiteter, idet den bruges til at undertrykke kritik af Israels politik, dannelsen af den israelske stat og af zionisme som ideologi og politisk bevægelse. Se: https://www.brismes.ac.uk/files/documents/Freedom%20of%20Speech%20and%20Academic%20Freedom%20in%20UK%20Higher%20Education-BRISMES-ELSC.pdf

    Se også: ‘Eksperter: Regeringen vil indføre definition af antisemitisme, som kan begrænse kritik af Israel’, Information, 28. jan. 2020: https://www.information.dk/indland/2020/01/eksperter-regeringen-indfoere-definition-antisemitisme-kan-begraense-kritik-israel

55. En lang liste over kritiske kilder er samlet her:

    Statements & Analyses Opposing Federal IHRA legislation (2024): https://fmep.org/resource/statements-analyses-opposing-federal-ihra-legislation-2024/

    Og her: Challenging the IHRA Definition of Antisemitism – Expert Views & Resources: https://lawfare.fmep.org/resources/challenging-the-ihra-definition-of-antisemitism/

    Jeg skrev selv et Facebook-opslag i 2020, som rummer en liste over kritik fra borgerretsorganisationer og eksperter i antisemitisme. Den blev udgivet her: https://bongorama.dk/2020/01/26/den-nye-antisemitisme-definition/

56. Udsagn i dette interview om definitionens ophav og diplomatiske historie er blevet afsløret i en endnu uudgivet doktorafhandling af Jamie Stern-Weiner, som bl.a. er baseret på aktindsigter i de forskellige landes delegationer til IHRA-møderne, herunder den danske. En kortere, offentlig gennemgang findes her: Jamie Stern-Weiner, Politics of a Definition, Free Speech on Israel: https://freespeechonisrael.org.uk/ihra-politics2/#sthash.mvS9uDWg.FqOl6cJQ.dpbs

57. Human Rights Watch, ‘Israel/Occupied Territories: Jenin War Crimes Investigation Needed’, 2. maj 2002: https://www.hrw.org/news/2002/05/02/israel/occupied-territories-jenin-war-crimes-investigation-needed

58. Kenneth S. Stern, Anti-Zionism: The Sophisticated Anti-Semitism (AJC, 1990), cit. i Stern-Weiner (uudgivet), para.5, fodnote 89.

59. Baker, citeret i Stern-Weiner (uudgivet), para. 8.4, fodnote 109.

60. EUMC blev kraftigt kritiseret af jødiske og pro-israelske organisationer for at censurere omfanget af antisemitisme i Europa. EUMC og EU’s udenrigsminister Javier Solana forsvarede sig med, at rapportens data var af dårlig kvalitet, som ikke understøttede rapportens konklusioner. En detaljeret diskussion af den lækkede EUMC-rapport og dens utallige, usaglige momenter, kan læses i Norman Finkelsteins ’Beyond Chutzpah’, s. 35-38, 54-58, 71-76.

61. I sin bog, ’Whatever Happened to Anti-Semitism’, anfører antisemitismeforsker Antony Lerman, at Andrew Baker tilbød EUMC’s direktør Beate Winkler en vej ud af PR-krisen: ”Winkler was particularly embarrassed by the affair. Baker, seeing that Winkler felt damaged by the criticism and had no plan for restoring the EUMC’s reputation, suggested that she could extricate herself and the EUMC from the crisis by getting the EUMC to develop a definition that would clarify where criticism of Israel became antisemitism, and to do that by first consulting with Jewish antisemitism experts and groups… She agreed.” s. 122, fodnote 11. Cit. i Stern-Weiner, ‘The Politics of a Definition’, s. 12.

    Se også: Antony Lerman, ‘Labour should ditch the IHRA working definition of antisemitism altogether’, openDemocracy, 4. sep. 2018: https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/labour-should-ditch-ihra-working-definition-of-antisemitism-altogether/

62. Ben White, ‘Israel lobby uses discredited anti-Semitism definition to muzzle debate’, The Electronic Intifada, 28. sep. 2012: https://electronicintifada.net/content/israel-lobby-uses-discredited-anti-semitism-definition-muzzle-debate/11716

63. Jamie Stern-Weiner, Politics of a Definition, s. 12, 20-32.

64. Jamie Stern-Weiner, Politics of a Definition, s. 13-14

65. Guyer, Jonathan (June 14, 2024). “Anti-Defamation League staff decry ‘dishonest’ campaign against Israel critics”. The Guardian.

66. Tazamal, Mobashra. “Mapping Islamophobia on Facebook”. georgetown.edu. Georgetown University.

67. Guyer, Jonathan (June 14, 2024). “Anti-Defamation League staff decry ‘dishonest’ campaign against Israel critics”. The Guardian.

    Se også: Alice Speri, ‘HOW THE ADL’S ANTI-PALESTINIAN ADVOCACY HELPED SHAPE U.S. TERROR LAWS’, The Intercept, 21. feb. 2024: https://theintercept.com/2024/02/21/adl-palestine-terrorism-legislation/

68. Jeg ligger pga. Stern-Weiners gavmildhed inde med den del af afhandlingen, som omhandler IHRA. Et offentligt kondensat på 46 sider af dette hjørne af afhandlingen kan læses her: : Jamie Stern-Weiner, Politics of a Definition, Free Speech on Israel: https://freespeechonisrael.org.uk/ihra-politics2/#sthash.mvS9uDWg.FqOl6cJQ.dpbs

69. Af samme grund har den britiske advokat, tidligere dommer og nuværende professor i jura ved Oxford University, Lord Justice Sir Stephen Sedley, der bl.a. beskæftiger sig juridisk med racediskrimination i England, udtalt om arbejdsdefinitionen: ‘[it] fails the first test of any definition: it is indefinite’.

70. “[O]f course it’s acceptable and justified—one might even say de rigueur—to compare Palestinians and their leaders to Nazis. Although urging that “[o]ne must be cautious in drawing parallels,” Schoenfeld nonetheless professes not only that “[t]he parallels between Nazism and the current Arab-Muslim brand of anti-Semitism” are “striking,” and not only that the fate of Israelis at the hands of Palestinians resembles “Auschwitz,” but that, if anything, the Palestinians are yet more morally depraved than the Nazis: “If there is a difference (aside from capability) between the Nazis and the Palestinians, it is that the former kept their murderous intentions a tightly wrapped secret,” whereas “the Palestinians trumpet their murderous intentions.””, denne og flere eksempler i Finkelsteins, Beyond Chutzpah, s. 57