Macron gambler med Europas fremtid

Af Nicolai von Eggers

Den yderste højrefløj havde succes ved de netop overståede europaparlementsvalg – særligt i Frankrig, hvor Rassemblement National (RN) anført af det unge stjerneskud Jordan Bardella fik 31% af stemmerne. Det var over dobbelt så mange som de nærmeste forfølgere, præsident Emmanuel Macrons alliance Ensemble og socialisternes PS-PP, som hver fik knap 15%. I kølvandet på valget valgte Macron at opløse det nationale parlament og udskrive nye valg, som vil finde sted i to runder den 30. juni og 7. juli.

Men hvad håber Macron at få ud af valget? Hvad er det sandsynlige udfald? Og hvad får det af konsekvenser? Her er tre pointer fra den seneste udvikling i fransk politik.

1. Den politiske midte lever af negative kampagner

Macron har udskrevet valg netop nu, fordi han vil føre valgkamp på et rent negativt grundlag: At være et værn mod den yderste højrefløj. Argumentet i Macrons retorik er, at hvis franskmændene tilsyneladende så godt kan lide den yderste højrefløj, så får de nu valget, om de vitterligt vil have den yderste højrefløj til magten.

Men bag retorikken gemmer sig en række sandheder. Den første er, at Macron har svært ved at regere. Hans parti har ikke flertal i parlamentet, og det har svært ved at finde samarbejdspartnere til sine ofte folkeligt upopulære forslag. Det klareste eksempel er pensionsreformen fra sidste år, som fik et hidtil uset antal demonstranter på gaderne overalt i Frankrig. På grund af manglende parlamentarisk succes har Macrons regeringer siden valget i 2022 i høj grad tyet til at indføre lovgivning per dekret, hvilket blot styrker indtrykket af en præsident, som regerer uden demokratisk legitimitet.

For det andet er Macron ekstremt upopulær. Hans ’appoval rating’ har længe ligget mellem -30% og -40%, så også uden for parlamentet kæmper Macron med at få opbakning til sin politik. Uden legitimitet er det svært at regere, og Macrons præsidentperioder har da også været præget af demonstrationer, strejker og excessiv politivold.

Macron har således hverken noget positivt budskab, som folk vil købe, eller nogen konstruktiv vej til at få sin politik igennem. I den henseende giver det mening at forsøge sig med en rent negativ kampagne: Folk skal ikke stemme på Macron, fordi de ønsker ham og hans politik, men ene og alene fordi de frygter det yderste højre. Med den strategi håber Macron at kunne skaffe sig et flertal i parlamentet og dermed at gøre Frankrig lidt mere modtagelig for hans politik.

2. Alle puster den yderste højrefløj op…

Der er ingen tvivl om, at den yderste højrefløj har stor vælgermæssig succes. Men der er særligt ét forbehold, man bør tage (og som Macron utvivlsomt selv har taget, da han valgte at udskrive valg): Et Europa-parlamentsvalg er ikke et nationalt parlamentsvalg. Stemmeprocenten til ep-valget var kun lidt over 50, og det var kun 15% af de stemmeberettigede, der satte deres kryds ved RN. Derudover er Europa-parlamentsvalgene – særligt i Frankrig – kendt for at være protestvalg, hvor vælgere udtrykker utilfredshed med siddende regeringer.

Alligevel koncentrerer Macron og den politiske midte al deres energi omkring det yderste højre. Ved at tale truslen fra højre op, kan de nemlig iscenesætte sig selv som republikkens beskyttere.

Det er dog ikke kun midten, der kigger mod højre. Også venstrefløjen italesætter primært sit eget projekt i relation til det yderste højres fremmarch. Her handler det om et desperat forsøg på at samle den notorisk splittede franske venstrefløj om en fælles fjende. Det så i første omgang ud til at lykkes (med en aftale d. 10. juni), men allerede dagen efter afviste ledende stemmer fra det socialistiske centrum-venstre – som Raphaël Glucksmann der lige har haft et stærkt Europa-parlamentsvalg – kategorisk at samarbejde med den ydre venstrefløj.

Det franske valgsystem gør dog sådanne alliancer nødvendige. Der er ikke proportionel repræsentation, men et ’first-past-the-post’-system, hvor der findes en enkelt vinder i hver af Frankrigs 577 valgkredse. Ved det seneste parlamentsvalg i 2022 betød det for eksempel, at en koalition af venstrepartier kun fik 131 pladser med 26% af stemmerne, mens Macrons Ensemble fik 245 pladser med det samme stemmeantal.

Truslen fra højre kan således potentielt samle henholdsvis midten og venstrefløjen, og der er derfor mange interesser i at tale truslen fra højre op.

Men der er også forskel på, hvordan de gør det. Stemmer omkring Macron taler for en såkaldt ’republikansk front’ som det bedste værn mod det yderste højre. Det inkluderer alle, som vil bevare den eksisterende republik, og ekskluderer ’ekstremister’, som blandt andre La France insoumise, der efterhånden har etableret sig som den vigtigste spiller på den franske venstrefløj.

Ledende stemmer på venstrefløjen taler derimod om en ’folkefront’, hvilket trækker tråde til den antifascistiske regering under Léon Blum i 1930’erne, som formåede at samle stalinistiske kommunister, socialdemokrater og republikanere imod truslen fra højre. Set fra dette perspektiv er det afgørende, at der gives indrømmelser til venstrefløjen for at etablere et sandt værn mod højre.

3. … og derfor vokser den

Al denne fokus på den yderste højrefløj kan meget vel vise sig at blive en selvopfyldende profeti. Det yderste højre fremstiller forståeligt nok sig selv som en fremadstormende enhed, og det er en fortælling, som er blevet godt hjulpet på vej af medier, som i mere end et årti har haft et uproportionelt fokus på det yderste højre.

Det er dermed hele det politiske spektrum og hele den offentlige debat, som er orienteret mod det yderste højre. Godt nok fremstilles denne højrefløj som systemundergravende – men i en situation, hvor der stor utilfredshed med systemet, er dette ikke nødvendigvis dårligt. Den yderste højrefløj fremstår derfor som det eneste alternativ til den herskende orden.

Hvilket på en måde er paradoksalt. For den yderste højrefløj har ingen svar på vor tids store udfordringer. Den fornægter i store træk klimakrisen og har intet andet end autoritære coping-strategier til at håndtere social ulighed og moderne samfund karakteriseret ved forskellighed og forandring.

Ikke desto mindre gambler Macron med frygten for det yderste højre i et forsøg på at styrke sin egen magt. At udskrive valg har allerede fået det yderste højre til at se stærkere ud, end det er, og selve valget vil med al sandsynlighed styrke det og måske endda give det flertal i parlamentet. Og lektionerne fra rundt omkring i verden i disse år er, at når først det yderste højre har bidt sig fast, er det uendelig svært at komme af med igen.

Macrons strategi er dog symptomatisk for vores nutidige politiske situation mere generelt.

Den politiske midte har ikke noget troværdigt politisk projekt. Dets idealer er ikke troværdige, og det er sandet til i topstyring og nærmest uhindret magt til kapitalen. Derfor definerer det politisk centrum sig nu rent negativt som et værn mod højre. Og dermed fremstår det yderste højre som det eneste alternativ til en etableret orden, der i høj grad er både ustabil og upopulær.

Nicolai von Eggers er idéhistoriker.