’Special in uniforms’– om woke-militarismen
Militarismen er blevet woke. Under paroler om ligestilling og inklusion ekspanderer krigsmaskinen fra Israel til Danmark. Men hvad gør det ved feminismen, at dens paroler bliver brugt til at legitimere død og drab? Jens Philip Yazdani beretter fra en propagandatur til Israel.
Af Jens Philip Yazdani
Det er efterhånden blevet en kendt sag i den danske offentlighed, at den israelske stat har en massiv propagandamaskine, der også er virksom i Danmark. Så lad mig som det første bekende: også mig har den forsøgt at påvirke.
Jeg var i 2019 invteret til Israel af deres udenrigsministerium for at deltage i ”a unique flagship program on progressive public policy and social innovation in Israel, tailor-made for public opinion leaders, activists, and influencers.” Det erklærede mål for rejsen var, at den skulle være en ”opportunity to learn about the innovative ways that Israel addresses a range of issues, including the integration of minorities, equal opportunity in education, social inequality, and universal healthcare.”. Eller med andre ord: Israel ville vise os, en flok mere eller mindre venstreorienterede, mere eller mindre unge, hvor godt og progressivt et land, det var, så vi kunne fortælle det derhjemme.
Jeg var skeptisk. Skulle jeg lade mig bestikke sådan? Besøge en slyngelstat til hyggelig rundvisning for ’progressive influencers’? Hvordan var jeg overhovedet havnet i den kategori i første omgang? Svaret var en liste fra ambassaden, fandt jeg ud af: en af ambassadens funktioner er åbenbart også at opsnuse, hvem der måske er på vej frem og kan få noget at skulle have sagt – for så at forsøge at påvirke dem på en rejse til Israel med alt betalt.
Jeg takkede alligevel ja, men med visse reservationer – og en del intellektuelle, men dog lødige, krumspring. Dels kunne de jo prøve at overbevise mig – jeg er altid til fals for det gode arguments tvangsløse tvang, og hvis de kunne gøre mig til zionist, ville det jo blot betyde, jeg var blevet klogere. Og dels kunne jeg retfærdiggøre det som en art dobbelt-BDS [red. Boycot, Divestments & Sanctions]: ikke bare ikke skaffe dem penge i kassen, men aktivt bruge deres penge på min egen intellektuelle udvikling (og en rundtur i det israelske middelhavskøkken). At se fortællingen indefra; deres fortælling, og den propagandamaskine, de bruger til at fortælle den, dét, som de ville have os til at tænke, mene og synes – og helst offentligt derhjemme. Det var forlokkende, fascinerende – og enhver krone brugt på det, ville i det mindste betyde en krone mindre brugt på våben til massemord, opretholdelsen af et apartheidsystem eller overbevisningsforsøg på mere letpåvirkelige og tilhøjrehældende væsener.
Men da jeg ankom til hotellet i Jerusalem – efter taxaturen med en ældre centralasiatisk mand, der fornyelig havde benyttet sig af sin right of return [red. Loven om Tilbagevenden fra 1950, som giver jøder ret til at komme til Israel og få tilkendt statsborgerskab], og indtjekningen hos en ung palæstinenser fra egnen, men statsløs – fik jeg stukket det endelige program i hånden. Jeg blev straks nervøs, da jeg så det. Et nyt punkt var blevet tilføjet det stramt kuraterede program. ”Special in uniforms”, hed det. Vi skulle besøge IDF, kunne jeg se, og jeg frygtede, at de ville forsøge at få os i uniform.
Hvad i alverden, har jeg gang i, tænkte jeg. Dér gik grænsen alligevel for, hvad jeg på nogen måde kunne retfærdiggøre. Selv med en ambition om forståelse og indlevelse, der ellers tilsyneladende kan forfægtes som grænseløse idealer, gode uden ende. Men gudskelov, tænkte jeg, da dagen for besøget hos besættelseshæren oprandt, var det ikke os, der specielt til lejligheden skulle i uniform, nej, det var faktisk endnu værre: det var de specielle, der allerede var i uniform: de udviklingshæmmede.
I Israel, fik vi at vide, var hæren som folkeskolen: det store samlingspunkt, den formative epoke, knudepunktet i samfundet. Et ritual, som alle tog del i, der både bandt samfundet sammen, og gav den enkelte sin symbolske legitimation som fuldgyldigt, voksent medlem af samfundet. Havde man ikke været i militæret, ville der stilles spørgsmål: Hvorfor? Man ville føle sig udenfor. Måske endda være udenfor. Selvom det vistnok skulle være ulovligt for potentielle arbejdsgivere at spørge om ens værnetid til jobsamtaler, skulle det være hyppigt forekommende – og kunne man ikke svare tilfredsstillende, kunne jobbet nemt gå til anden side. Det var også sådan noget, man spurgte hinanden om på første date, eller i frokostpausen den første arbejdsdag, fik vi at vide: Hvor tjente du henne, hvilken division, hvad var dine opgaver?
Men der var et problem, mente de ’progressive’ israelere fra udenrigsministeriet. Eller der havde været et problem. At særligt en gruppe stod ufrivilligt udenfor. Hverken araberne, der ellers også er undtaget med henvisning til intet andet end deres etnicitet (hvem sagde apartheid?), eller de ultra-ortodokse, der i kraft af deres religiøse overbevisning også får lov at slippe (hvem sagde lighed for loven?). Nej, problemet havde været de stakkels udviklingshæmmede, der gik glip af den store og stolte erfaring, alle deres jævnaldrende uden handicap ellers fik sig. Og det var der i inklusionen og tolerancens navn nu gjort op med: også de udviklingshæmmede kunne fremover tjene i hæren.
De skulle pakke tasker til fronten, ordne forsyninger og andre praktiske opgaver, der kunne ordnes i sikkerhed og med specialpædagogisk støtte fra baglinjen. Og der stod de rigtignok, storsmilende og glade som kun udviklingshæmmede kan være det, ’specielle’ i deres uniformer, blandt andre militærfolk og en håndfuld pædagoger. Generalen, eller hvad han nu var, førte ordet på vegne af dem: ’se, hvor godt det virker, se, hvor glade de er, se hvor rummelige selv vores hær kan være!’.
I sandhed: ”The most moral army in the world”.
I Israel blev jeg mødt af noget, jeg dårligt kan betegne som andet end woke-militarisme, sidestykket til det alment kendte, og også i Israel praktiserede, woke-kapitalisme. (På Sodastream-fabrikken, som vi også skulle besøge, stod der ’Jews and Arabs working side-by-side in peace and harmony’, og de ansatte, arabiske beduin-kvinder kunne gå tidligt for at lave mad til deres mænd og selvfølgelig få fri til Eid. Fik de så løn også for den tid, de arbejdede mindre end deres jødisk-israelske kollegaer, spurgte vi? Det skulle vi hellere spørge HR om, for det vidste rundviseren i deres stort anlagte konferencerum til gæster ikke noget om. Men fri fik de i hvert fald, de kvindelige, arabiske, beduinproletarer).
Woke-militarismen opererer efter enslydende forbillede: inkludér alt i maskinen, her er vi rummelige, men lad maskinen forblive den samme. I militærets tilfælde er det dødsmaskinen, der er rummelig. Ikke bare er kvinder – er Israel mon ikke det første land i verden, såkaldt first-mover, hvad angår værnepligt for kvinder? – også tvunget til at tage del, men også de handicappede kan endda få lov at være med. Hvad de så skal være med til, er mindre overordnet, lettere uvæsentligt, faktisk, det vigtige er, at de er med. I Israels tilfælde er det så opretholdelsen af bosættelserne, besættelsen af Vestbredden, undertrykkelsen af og kontrollen med palæstinensere, eller aktuelt: massemordet i Gaza. Brought to you by men, women and mentally handicapped working side-by-side in Peace and Harmony.
Det chokerende var, at de var stolte over det. De så det som en sejr for inklusionen, som de ville skilte med, noget, der skulle vises frem som et forbillede til efterlevelse andetsteds. Det chokerende er videre, at det måske er lykkedes: nu vil vi i Danmark også bringe ligestillingen (og ikke, som Internationalen foreslår, strejkeånden) ind i hæren og under truslen om politi tvinge dobbelt så mange unge – af alle køn, hvor progressivt! – til session og se danskproduceret militærpropaganda.
Eller, som IDF skriver på deres hjemmeside under overskriften ‘IDF Leads the Way in Gender Integration’: “Representatives of foreign militaries are increasingly seeking guidance from the IDF in facilitating gender equality […] as Israel’s military is recognized as one of the world’s most advanced in this regard”. Det er helt efter den bog, der foreskriver mangfoldighedens universelle fremskridt: Israel-Startup-Nation, som enhver seer af Tour de France vil vide.
Interessant er det også, at det på sin vis er progressivt – relativt til de hegnspæle, vi er vant til at bedømme fremskridtet med. Adgang, deltagelse, mulighed – for alle. Og de unge udviklingshæmmede var jo faktisk blevet inkluderet. De havde igennem deres adkomst til militæret også fået adgang til den sociale anerkendelse, der derigennem fulgte med. Eller som det siges i en video om fænomenet fra deres egen hjemmeside, som jeg netop ser: ”They have finally been recognized as real human beings with a purpose in life”, fordi ”the programme [can] give dignity to individuals”, som nu kan være en del af ”the one big family, [where] everyone belongs”.
Men mere interessant er det, at det netop udstiller mangelfuldheden i ’vores’ kriterier for feminismen og fremskridtet. For befordrer anerkendelsen af nogen som fuldgyldige mennesker inklusion i en institution, der netop lever af ikke at anerkende andre som fuldgyldige mennesker? Er det meningsfuldt, hvis formålet i tilværelsen er at nægte andre en tilværelse; hvis værdigheden beror sig på andres ikke-værdighed? Og hvis ’familien’ skal udgøres af et millitær, der kun kan opretholdes, i det omfang der også må eksistere nogen, der ikke kan tilhøre det?
Hvis ligestillingen og inklusion alene er målet, er det ligegyldigt hvad, der ligestilles, og hvor, der ligestilles. Det er i sin form (men selvfølgelig ikke i sit indhold) helt analogt til diskussionen om flere kvindelige topchefer, hvor det som oftest hedder sig, at ligestilling er målet: at flere kvinder skal være topchefer. Men som med værnepligten, den statslige tvingen af unge mennesker til at tage del i militæret, bør målet ikke være den ligestilling, der tvinger flere til at være lige stillet i det samme system af undertrykkelse, men derimod afskaffelsen af de (maskuline) dominans- og magtstrukturer ligeligt for alle.
Den ligestilling, der egentligt ville være et feministisk fremskridt, er den ligestilling, der afskaffer værnepligten og besættelseshæren – og topcheferne, ministrene, bestyrelsesforpersonerne (m/k) og alle de andre mægtige stillinger – og det magt- og dominanshierarki, de muliggør, opretholder og reproducerer. For selvom en topchef og IDF-soldat aldeles ikke er det samme, er de begge udtryk for den en nødvendiggjort strukturel magtubalance, de ikke kunne eksistere uden: den underdanige ansatte, der kan kommanderes med, palæstinenseren, der kan underkues eller slås ihjel.
De er systemer, der kun ligestilles i det omfang, det ikke udfordrer dem grundlæggende på deres nødvendige udgrænsninger af et udenfor eller et nedenunder; hvor ligestillingen af nogen altid beror på uligestillingen af alle de andre – eller med andre ord: på fortsat hierarki og dominans. For skønt indholdet er forskelligt, er logikken ens.
Det ses også i IDFs egne pralerier fra førnævnte IDF-artikel, hvor de selvhyldende proklamerede sig som verdensførende i kønsligestilling (”The IDF stands out among other militaries because of its high representation of women”); for de ved netop ganske godt selv, og lader det freudiansk slippe, at deres ligestilling forudsætter ulighed: “In addition to requiring women to enlist, the IDF boasts high participation of women in command roles.” Ligestilling er, at alle køn skal være ligeligt underlagt den samme ulige og ulighedsskabende magt- og dominanslogik.
Og her falder kampen mod ’woke’-kapitalisme og ’woke’-militarisme også sammen: i den kvalitativt funderede, feministisk begrundede, afskaffelse af alle former for dominans, om den er sig med geværløb og tanks eller toppchefstillinger, topchefløn og topchefmagtmandater til at bestemme over sin hær af undersåtter. Eller kombinationen af dem: hærchefen (m/k), the commander in chief, der altid er en mand, selv hvis det er en kvinde.
De to størrelser, woke-kapitalismen og woke-militarismen, hænger da også sammen, hvis man anskuer fænomenet fra den anden side: for det israelske ’special in uniform’-program er tilsyneladende (kan jeg læse mig til på deres hjemmeside, hvor jeg også kan se, at programmets omfang er mere end fordoblet, siden jeg var der – fra 410 soldater med handicap i 2019 til stolte 925 i 2023 – finansieret af donationer fra private, fonde og virksomheder, der kan støtte det økonomisk eller på anden vis, ja, sågar ’adoptere en enhed’ for den nette sum af 100.000 amerikanske dollars. Man kan givetvis score woke-kapitalistiske CSR-points på inklusion – også, hvis det er inklusion i den woke-militaristiske besættelseshær.
Tibage står:
En feminisme, og en fremskridtsforståelse, der tager sig til takke med at få alle ind i de gamle, maskuline strukturerer, er ikke en feminisme, der er værd at kæmpe for. Der er intet woke i militarisme; der er bare militarisme, der elsker at have flere soldater at råde over, desuagtet deres køn, handicap eller religion (parallelt prøver det israelske statsapparat lige nu at tvinge også de ultraortodokse jøder til at tjene i hæren). Er det ligestilling? Ja, præcis. Og præcis derfor er ligestilling det forkerte krav at stille, hvis man faktisk er feminist. Skråt op med inklusionen; det handler snarere om, hvad vi ønsker at tage del i – og hvad der bringer os nærmere et mere omsorgsfuldt, frit og økologisk liv.
Eller med andre ord: enhver kan inkluderes overalt, men det er ikke overalt, det er værd at lade sig inkludere.
