Beklagelse

Vi har begået en fejl. Eftertryk Magasin har bragt en tekst, som vi ikke burde. Det drejer sig om artiklen ’Katherine Diez, transkunstneren og censuren, der kommer!’, som udkom d. 8. marts 2024. Årsagerne til, at den slet ikke burde være blevet bragt, vender vi tilbage til, men det mest graverende er, at teksten rummer en sagligt uforsvarlig betragtning af transfobisk karakter. Den burde vi have fanget under redigeringen.

Vi er en forholdsvis stor redaktion, men sidder kun to mennesker i chefredaktionen. Alt materiale går forbi chefredaktionen for kvalitetskontrol og slutkorrektur. Rammerne er meget brede; det vil vores læsere kunne bekræfte. Oftest er vores redigering ret omhyggelig; det vil vores bidragsydere kunne bekræfte. Men vi begår fejl, og i dette tilfælde er fejlen stor.

Vi blev gjort opmærksomme på tekstens karakter af læsere, enkelte medredaktører og tidligere bidragsydere, som flittigt har påpeget beklagelige elementer i den. Det har givet anledning til en genlæsning, der bekræfter kritikken. Vi er også af læsere, medredaktører og tidligere bidragsydere blevet opfordret til at fjerne teksten. Det sidstnævnte har udløst en del overvejelser hos os.

Principielt mener vi, det er en uskik, når skrevne medier fjerner tekster. Teksterne er en del af vores historie. I dette tilfælde beretter historien om publiceringen af en tekst med grænseoverskridende betragtninger, og skønt udgivelsen ikke skal besmitte andre end lige præcis chefredaktionen, er det en fejl, chefredaktionen må have siddende på sig. Vi vil ikke unddrage os ansvaret for den.

Praktisk er der også det problem ved at pille tekster ned, at de altid kan genfindes i online-arkiver, og desuden vægrer vi os ved at bidrage til en illusion af triumf ved at censurere, hvad forfatteren selv omtaler som ”forbudt tale”. Vi synes ikke, at forfatteren skal censureres – der findes trods alt mange andre kanaler for den slags synspunkter – men vi forbeholder os selvsagt retten til at bestemme, hvad vi ønsker at lægge spalter til.

Vi ved, at nogle finder indholdet sårende. Det er vi oprigtigt kede af. Derfor har vi også forgæves opfordret alle dem, der har sendt os kritik, til at skrive en replik, ligesom vi har forsøgt at få andre til gøre det. Ingen har ønsket at bruge tid på det, og således er det jo passende, at vi selv gør det.

Til teksten.

I fodnote 12 hedder det, at det er ”blevet påvist, at kønsdysfori, en mental lidelse, blandet med hormoner, behandlingen, er en risikofaktor for masseskyderier”. Kilden til denne opsigtsvækkende (og fuldkommen spuriøse) statistiske korrelation? Det højreradikale tidsskrift Epoch Times, som er forbundet med Falun Gong-bevægelsen.Man kan mene en masse om denne tekst, både om form og indhold. Den er fuld af iagttagelser om moderne kultur og tidsånd. Vi begynder med nogle betragtninger om Katherine Diez – som et symbol på nutidens kulturelle tilstand – og fortsætter med historiske og filosofiske refleksioner, herunder referencer til Nietzsche, Marx, Hobbes, Kant, Schiller og Rousseau. Teksten peger på tendenser i medier og samfund, såsom en stigende sammenblanding af kunst og reklame samt den øgede betydning af digitale medier, ligesom den stiller spørgsmålstegn ved begreber som sandhed, frihed og æstetik i en tid med politisk manipulation. Desuden udforsker teksten temaer som censur, magt og kontrol, og beskriver en tilstand, hvor fiktion og virkelighed opløses i hinanden.

Flere dele af teksten kan vi imidlertid ikke redegøre fyldestgørende for. Det hænger bl.a. sammen med, at teksten etablerer nogle vidtrækkende koblinger uden at binde tingene sammen via nøjere argumentation. Det hedder f.eks., at ”den lavine af forargede indlæg, som plagiatsagen [om Diez] har givet anledning til”, i virkeligheden tjener som ”et desperat forsøg på at aflede befolkningens opmærksom [sic] fra begivenheder, som man kun læser om i fodnoterne”. I en fodnote til denne tekstbid får vi så at vide, hvad det er, mediebrugerne bliver afledt fra: Et Cambridge-studie, som angiveligt påviser, at RNA-vacciner brugt under pandemien kan afstedkomme en utilsigtet proteinsyntese.

Dels mangler der argumentation for påstanden om, at plagiatsagen skulle aflede befolkningens opmærksomhed fra effekterne af RNA-vacciner. Dels forholder teksten sig ikke til spørgsmålet, om den omtalte proteinsyntese virkelig er farlig. I det hele taget må vi beklage, at teksten ikke lever op til de standarder for argumentation og dokumentation, som vi normalt holder os til.

Et enkelt sted bliver det særlig grelt. Den mest iøjnefaldende del af teksten er et afsnit om ”transkunstneren”, der lider af en ”forfærdelig sindssygdom” og performativt sammensmelter ”kunst og virkelighed” med sin ”skamferede og hormoninducerede krop”. I fodnote 12 hedder det, at det er ”blevet påvist, at kønsdysfori, en mental lidelse, blandet med hormoner, behandlingen, er en risikofaktor for masseskyderier”. Kilden til denne opsigtsvækkende (og fuldkommen spuriøse) statistiske korrelation? Det højreradikale tidsskrift Epoch Times, som er forbundet med Falun Gong-bevægelsen.

Vores læsere skal altid være velkomne til at tage afstand fra synspunkterne i de tekster, vi udgiver. Det væsentlige er, at indholdet – også helt ned i fodnoterne – kan tages seriøst. Vi beklager, at det ikke er muligt her.

Print Friendly, PDF & Email