Katherine Diez, transkunstneren og censuren, der kommer!

Af Der Erreger

Der findes tidstegn, der udkrystalliseres i begivenheder, som varsler og bestemmer den epoke, der er på vej. En sådan begivenhed indtraf sidste måned, da litteraturkritiker og influencer Katherine Diez, efter en afsløring af mediet Kulturmonitor, kom under anklage for plagiat.

Det viste sig, at litteraturkritikeren, hvis fornemeste opgave det er at tage pulsen på nationens sjæleliv, blot havde kopieret ord, der lød kloge. Influenceren, der på imponerende vis synes at blive yngre, som årene går, viste sig at være en tom skal, og således blev det bekræftet, hvad enhver tænkende person allerede vidste.

For selvom kritikeren, med sit monopol på skønhed og den gode smag, historisk set har påvirket kulturen, så implicerer dette naturligvis ikke, at influenceren også er kritiker.¹ Æstetikerens kritik kræver nemlig antagelsen af en sjælebevidsthed, hvilket i dag — i en instagram-tid, hvor overfladen er alt, der eksisterer — må siges at være en yderst tvivlsom hypotese.

Men hvem er denne 35-årige influent, der har formået at tiltale en borgerlig offentlighed i en kryptofeministisk forening af seksualitet og intellekt? I et Instagram-opslag, hvor Katherine Diez poserer med en glat udseende mand, som ligner Patrick Bateman, der har klædt sig ud som Ken, røber hun filosofien bag sin livsanskuelse.

“I virkeligheden er det, jeg vil sige med dette opslag, at jeg får to år siden aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle blive til den, jeg er. “Werden was man ist” har jeg så mange gange citeret Suzanne Brøgger, som citerer Nietzsche, for.  (…) Jeg ville skrive. Jeg ville tale. Det vil jeg stadig. Det vil jeg altid. Og nu har jeg fundet ud af, hvordan det hænger sammen: at skrive og tale afhænger af sandheden. Et menneske, der lyver for sig selv, kan ikke beskæftige sig med sandheden.“

Det kan betale sig at dvæle ved disse kuriøse udsagn. For nogle gange findes de dybeste sandheder tættest på overfladen, og selvom Katherine Diez ikke er kritiker, så betyder det ikke, at hun ikke kan forstås som et kunstværk.² I Katherine Diez’ livsfilosofi, hvor sandhed og løgn synes at opløse sig selv i hinanden, udtrykkes intet mindre end metafysikkens fuldendelse som virksomhedens ånd.

Det er den samme ontologi, der er på spil hos Marx, som begyndende med sine manuskripter fra 1844 tænker menneskets væsen som praksis, og praksis som menneskets selvproduktion. Det er samme ontologi, som er på spil i den kristne frelseøkonomi, hvor Guds væren gives som en praksis, som virkeliggør en regering, der uophørligt frembringer og effektuerer det guddommelige.³

Katherine Diez, denne fortryllende fusion af kapital og liv, kan på denne måde forstås som et paradigme for nationens spirituelle liv. Og fra dette perspektiv lyver den plagiatanklagede influencer ikke, når hun mener at have realiseret sit autentiske selv. For Influenceren eksisterer for markedet, som munkene eksisterer for Gud. I en evig taksigelse, hvor livet ofres på økonomiens alter, i takt med at verden gøres hellig.

Et kontant realityshow, hvor man er den virkelighed, man skaber, og hvor den tilsyneladende ydre enhed modsvares af en komplet indre separation. En herliggørelse, der virkeliggør det virkelige, og hvor menneskets frelse og undergang står på spil. En æstetisk selvproduktion, der er martret af en grundlæggende selvmodsigelse. For forudsætter reklamen, der sælger, hvad man skal blive, ikke en grundlæggende utilstrækkelighed?

Der kan således siges det samme om Diez, som det er blevet sagt om Nietzsche: At det kun er med galskaben som omkostning, at han i Ecce homo ved afslutningen på metafysikkens historie har troet at kunne vise, “hvordan man bliver, hvad man er”.

Om den borgerlige kulturs fuldendelse og forfald

Tragedien havde ifølge Nietzsche sin fødsel i antikken, da det mytiske verdensbillede blev udfordret af den sokratiske rationalisme. Konfronteret med denne krise blev tragediens ‘skønne illusion’ den sekulære institution, der kunne mediere de modsigelser, der var opstået mellem det gamle og det nye verdensbillede. Tragedien kunne med andre ord, gennem en kunstig produktion af det skønne, fremvise det virkelige i det falske, og således agere fødselshjælper for en kultur, hvis transformation krævede en åndelig renselse.

Knap to tusind år senere blev der videredigtet på en moderne tragedie, da Immanuel Kant i forlængelse af Hobbes søgte at forene et nyt videnskabsideal med den moralske handling i en kosmopolitisk stat hinsides kirkens klør. Mens Hobbes havde legitimeret den moderne stat ved at indskrive den i forlængelse af det gamle testamentes profetier, så blev Kants ‘borgerlige forening af menneskeheden’ på det teoretiske plan muliggjort af æstetikken, der – som et udtryk for det evige i det timelige – kunne bygge bro over systemets ellers ontologisk uforenelige begreber. Som Schiller senere opsummerede denne metafysiske helhedsambition, så er det netop gennem den æstetiske opdragelse af masserne, at den politiske frihed muliggøres, da kunsten kan frembringe en skøn sjæl i mennesket.⁴ Således lød det pragmatiske PR-råd til den danske prins Christian af Augustenburg:

I æstetikkens rige er alle lige — i hvert fald på overfladen!

Efter 300 års æstetiske eksperimenter er vi endelig nået til enden. Teatret har udviklet sig over novellen til filmen, mens etikken synes at være kørt i tomgang. I dette længeventede apokalyptiske slutspil, hvor løgnen er blevet til mål for politikken, indtager vi rollen som statister i en fiktion, som er blevet forvekslet med virkeligheden. Dette må være den logiske konsekvens, når selviscenesættende storytelling tilsyneladende kan forveksles med “objektiv” nyhedsformidling.

I afgudernes ragnarok gives med andre ord en kulturproduktion, der ikke længere formår at føre til nogen form for katarsis, fordi de roller, der udbydes, ikke længere leder til det virkelige. For når der ikke give nogen udveksling af sandhed i kulturen, og når det falske ikke kan genkendes som falsk, så kan det virkelige ikke åbenbares. Der gives kun imitation og karikatur. En evig gentagelse af det samme — en kopi af en kopi af en kopi.⁵

Den borgerlige odyssé er for længst forlist. Tragedien har forvandlet sig til en farce. Sirenerens sublime sang har udviklet sig til en kakofonisk koloratur, der når sit spektakulære crescendo i en politik, der skylder sin eksistens en middelmådig tv-serie. Heri består hornsektionens triumferende blæs: en tv-serie undfanget i en dramatikers infame feberfantasier. En dramatiker, der udover at være Katrine Diaz’ kæreste, også er kendiskok. Det er disse helvedeshundes abekatterier, der er har forårsaget vores nuværende reality — bon appetit! ⁶

 Adam Price kalder det ”pudsigt”, at der 12 år efter Borgens første sæson opstod en situation i dansk politik, der minder om fiktionens.

Kulturen er en døende patient, men som det så ofte er tilfældet, så accepteres skæbnen ikke. Hukommelsen svigter, mens lidelsen udskydes i det uendelige. Patienten knuger sig til håbet og ofrer alt, så en livsforlængelse behandling kan fortsætte, mens forfaldet stilles nådeløst til skue.

Det er sådan, at man må forstå den lavine af forargede indlæg, som plagiatsagen har givet anledning til. Når information højtideligt proklamerer, at Katherine Diez’ »kulturelle kapital krakelerer«, så er det med andre ord ikke blot et desperat forsøg på at aflede befolkningens opmærksom fra begivenheder, som man kun læser om i fodnoterne⁷, og som med et trylleslag ville sætte spørgsmålstegn ved den legitimitet, som medierne stadig kunne tænkes at nyde blandt de allermest tungnemme.

For ligesom plagiataffæren kan ses som en implicit tilståelse af en falleret journalistik, der har mistet sin troværdighed, fordi den har opløst sig i reklamen, så kan det også påpeges, at udstødelsen af influenceren præcis tjener som legitimation for den etablerede journaliststand. Katherine Diez fungerer med andre ord som det offerlam for en kollektiv katarsis, uden hvilken tingenes nuværende tilstand ikke kunne overleve sig selv.

Om transkunstneren

Lad os tage pulsen på kulturen perle. Den kunst, hvis løfte om lykke er cifferet for frihed i oplysningens Utopia, hvor Gud for længst er død.

Lad os starte fra antagelsen, at til kunstens skønhed svarer medicinens sundhed, og at Jesus desuden var essæer.⁸ Hel-bredelse betegner som bekendt det øjeblik, hvor lægens gerning gør patienten rask. Frelseøjeblikket, der forener, og som således gør subjektet hel gennem den kunst, der er medicinen.⁹

I en reality-tid, hvor kunsten er totalt demokratiseret, og hvor mennesket er blevet separeret fra dets produktive teknikker, kan kunstneren ikke længere skabe. Han har glemt, hvordan man elsker. Han er syg og utilstrækkelig. Et offer, der har brug for hjælp, og som længes efter en årsag, der forklarer alt hans ubehag.

Det er i denne situation, at transkunstneren dukker op som en moderne Kristus-figur. En tragisk helt, der ved at frivilligt at overgive sig til den uundgåelige skæbne transcenderer lidelsen ved at muliggøre en tredje vej hinsides dikotomien mellem nødvendighed og frihed.¹⁰

På den ene side en forfærdelig sindssygdom. På den anden side kunstnerens længsel efter frihed. Patienten og passionen, lidelsen og lidenskaben, falder sammen i en transformation, der realiseres gennem den æstetiske selvskabelse.

Således tages kroppen som skulptur af et hoved, der har mistet jordforbindelsen. Ideen sanktioneres af lægens diagnose, mens håndværkets teknik, der gør ide til form, outsources til kirurgen.¹¹ Kroppen ofres på medicinens alter i en kemisk kastration, der parodierer en asketisk moral, der realiserer det Gode. Avantgardens sammensmeltning af kunst og virkelighed realiseres i dette værk, der ophæves og fuldendes i den stadige performance.

Men transformationen er overfladisk, fordi friheden er falsk. Den er falsk, fordi den ikke er selvberoende. Falsk, fordi den først finder sin substans i den virtuelle offentlighed. Og hvem tilhører denne? Hvem besidder navngivningens guddommelige monopol, der skaber virkeligheden? Hvem tilhører denne skamferede og hormoninducerede krop, der er eksproprieret af medicinen, egentlig?

Stillbillede fra kunstfilmen “The art of destruction / the destruction of art” af transkunstneren ‘Ardhanarishvara’. Filmen blev vist på udstillingen “collectiveness in space” i Adlershalle i Berlin, november 2023

Den borgerlige kultur når sit zenit i transkunsteren, hvis politiske mærkesag tilsyneladende cirkulerer omkring brugen af offentlige toiletter, hvis det ikke slår over i blind vold og destruktion.¹² Her synes højrefløjen og venstrefløjen at kunne enes¹³. Kulturen, denne kolos på lerfødder, realiserer intet andet end et intet. Det er noget lort — lige til at skylle ud i lokummet.

Men enhver ende er som bekendt også en ny begyndelse.¹⁴ Selvmordets opløsning i trenden indvarsler en ny æon. Den transhumanisme, der er undervejs, og som til fulde realiserer det nietzscheanske overmenneske i hybriden mellem maskine og organisme. En religion forklædt som teknokrati, der svinger mellem forløsningsfantasier og dommedagsscenarier, og hvor den stærke ener, hævet over gængs moral, er den nye epokes forløser. En aristokratisk radikalisme i nye klæder, hvis profet er transkunstneren, og hvis frelse kun gives for en kreds af udvalgte.¹⁵

Man må være religiøs, eller marxist, for ikke at kunne se, hvad der gemmer sig bag disse æstetiske eksperimenters polerede overflade. For en ting er sikkert. Hvis det fantasme, der engang var kendt som venstrefløjen, stadig er forpligtet på frihed, så må den insistere på en sådan hinsides en tekno-kapitalistisk messianisme, der blot tjener som kulturel forberedelse for en ny akkumulationsproces.

Transkunstneren står med andre ord ikke i modsætning til en autoritær kapitalisme, som Mikkel Bolt — marxist og professor i politisk æstetisk — synes at mene.¹⁶ Tværtimod er det den logiske konsekvens af en æstetisk-medicinsk frelseøkonomi i en tid, hvor kunsten er blevet totalitær.

Om censuren, der kommer

Man behøver ikke længere granske himlen for tegn. Avantgardens tid er forbi. Daggryets lys skinner igennem den uoverstigelige mængde af selvmodsigelser, som vores kultur har formået at ophobe. Vi lever i åbenbaringens tid. Det fortrængte vender endelig tilbage.

Selv de blinde kan se det — De ser det, så de kan benægte det!

For desto mere de fortrængte dæmoner truer, desto mere information må sorteres fra, hvis illusionen om en tilsyneladende enhed skal opretholdes. Enheden må opretholdes af den præventive og anarkiske magt, som George Brandes — en kritiker, der også plagierede i ny og næ — betegnede som den mest intellektuelle af de brutale midler, der kan gøres brug af for at knuse ånden.

I psykoanalysen er censoren den funktion, der sørger for, at subjektet ikke bevæger sig for langt ind i det ukendte territorie, der også er kunsten og kulturens kilden. Traumet må ikke komme til syne, da den forbudte information truer den mentale ligevægt. Censoren er det slør, der forhindrer lyset i at trænge igennem, og som har den uheldige konsekvens, at subjektet ikke har kontrol over sin egen skæbne, da det fastholdes i det illusoriske begær eller den irrationelle frygt.

‘Censuren opretholder moraliteten ved at forhindre den offentlige mening i at blive korrupt’, som Rousseau selvsikkert deklarerede, før samtykkets sagfører satte trumf på i en fuldbyrdet voldtægt af logikken: Censuren er således et udtryk for den universelle almenvilje, der kun bør appliceres i særlige tilfælde. På det politiske niveau svarer censoren med andre ord til den efterretningstjeneste — eller intelligence agency, som det hedder på engelsk — som legemliggør undtagelsen til den regel, der efterhånden er blevet den nye normal.

Det er denne tjeneste, der kontrollerer den information, der cirkulerer i et samfund, hvor uorden ses som et informationsproblem, og hvor enhver støj, der reducerer informationsflowenes hastighed — den helende bevægelse — søges elimineret. Det er den magt, der rent faktisk er i kontrol, da de har magten til at bestemme den officielle udlægning af virkeligheden. Det åbne samfunds paranoide suveræn, som kræver den præventive destruktion af de potentielle interne trusler, som vokser frem fra det ubevidste folkedyb.

Hvis man retter blikket bort fra de danske medier, kan det således iagttages, hvordan censurlove p.t. bliver vedtaget overalt i den vestlige verden.¹⁷ Denne udvikling er konsekvensen af den magtstruktur, der er vokset frem siden 1970’erne, og som vil tegne fremtiden i en verden af postsandhed.

For hvis man påtænker, at Google åbent indrømmer, at målet for deres algoritmemanipulation er programmering af mennesker, så kan man knap være uenig med World Economic Forum, når de vurderer misinformation som værende den største trussel i 2024.¹⁸

For i takt med at afstanden mellem menneske og maskine bliver mindre, så taber brugeren kontrollen over de informationsflow, som konstituerer ham i en autencitetshungrede digital verden, hvor deep-fake teknologi gør det umuligt at skelne mellem virkelighed og fiktion, mens hjernechips gør en fuldstændig biologisk styring mulig.¹⁹

En digital verden, hvor teknologiske apparater i realtid fortæller os, hvad vi skal tænke, og hvordan vi skal tænke det. En kedsommelig verden, hvor stadig mere spektakulære mediebegivenheder går hånd i hånd med styring af den information, der cirkulerer i den internetbaserede offentlighed.

Først kan forbudt informationen ikke findes, til sidst kan det ikke tænkes. I hvert fald ikke på det internet, hvor man engang kunne kommunikere nogenlunde frit. Et internet, hvis skæbne mimer biblioteket i Alexandria, som ifølge forskere blev ødelagt i det 300. århundrede som konsekvens af en borgerkrig.

1. Den moderne litteraturkritik indvarsles ifølge George Brandes af Charles Augustin Sainte-Beuve i midten af 1800-tallet. Litteraturkritikken hører under æstetikken, der er den videnskab, som søger at bestemme det skønne gennem kunsten, og hvis kunstbegreb antager en sjælebevidsthed. Denne antagelse kan naturligvis ikke opretholdes i en positivistisk videnskabsparadigme, hvor erkendelsen er begrænset til erfaringen.
2. Berlingske har efterfølgende kunnet oplyse, at der er tvivl om, hvorvidt Diez overhovedet har en universitetsgrad. Signe Westermann Kühn: “Katherine Diez siger, at hun har en bacheloruddannelse – men det kan Københavns Universitet ikke bekræfte”, Berlingske, 23.01.24, https://www.berlingske.dk/kultur/katherine-diez-siger-at-hun-har-en-bacheloruddannelse-men-det-kan
3. Det græske ord for den kristne doktrin, som blev slået fast med koncilet i Nikæa i 325, var netop Oikonomia. Denne doktrin betegner og opsummerer kristendommens essens, som er den guddommelige økonomi, hvor Gud opløser sig i Jesus, der udfører Guds administration af Guds plan, som er verdens frelse. Ligesom i marxismen og i den politiske økonomi, der underbygges af den økonomiske videnskab, tænkes økonomien som broen mellem det evige og det timelige, hvor mennesket bliver menneske.
4. Æstetisk dannelse er et begreb, der udvikles af Schiller i 1795 i hans æstetiske breve, der videreudvikler Kants æstetik, og som blev en forløber for Hegels dialektik. Schiller foreslog her, at løsningen på den krise, der var opstået som følge af den franske revolution, var en en forædling af menneskets etiske karakter gennem æstetikken.
5. Tekstens skal  ikke forstås som et forsvar for fiktionen om intellektuel ophavsret. Intet af tekstens indhold er originalt. Det originale eksisterer ikke i en reality-tid, og hvad er intellektuel ophavsret andet end en mærkværdighed ved en kultur, der er besat af originalitet og autencitet, netop fordi den ikke er baseret på direkte åbenbaring, hvorfor den ikke kan være årsag til sine egne handlinger og ord. Det afgørende er med andre ord ikke så meget at finde på noget nyt, som det er at huske det, der er blevet glemt.
6. Astrid Skov Andersen, I ‘Borgen’ indtog Birgitte Nyborg og hendes moderate parti Statsministeriet – så tæt er Løkke på at gøre hende kunsten efter, TV2 26.10.22, https://nyheder.tv2.dk/2022-10-26-i-borgen-indtog-birgitte-nyborg-og-hendes-moderate-parti-statsministeriet-saa-taet-er-loekke-paa-at-goere-hende-kunsten-efter
7. En sådan begivenhed kunne for eksempel være den artikel, der blev udgivet i det videnskabeligt ansete tidsskrift “Nature”. En forskergruppe fra Cambridge anført af Anne E. Willis påviser her, at RNA-vacciner, som blandt er blevet taget i brug under pandemien, kan producere utilsigtede proteiner, der kan have en skadelig effekt på kroppen.

   Anne Willis, N1-methylpseudouridylation of mRNA causes +1 ribosomal frameshifting, Nature, 06.12.23,  https://www.nature.com/articles/s41586-023-06800-3,

8. Hermed menes selvfølgelig, at myten om Jesus, der var så vigtig for det romerske imperium, var inspireret af denne jødiske sekt af lægepræster i Palæstina, hvis indflydelse blev spredt via den beslægtede kult Therapeutae, og som var kendt for deres evner til at læge sygdom ved håndspålæggelse og urtemedicin. 
9. Helbred: substantivering af et ældre middeldansk adjektiv helbregde ‘som er af godt helbred’, første led er adjektive hel ‘uskadt, sund’, sidste led er beslægtet med norrønt bragð ‘øjeblik, gerning, råd’
10. Yuk Hui: “Art and Cosmotechnics”, the University of Minnesota Press 
11. I Klaus Larsens bog om stiftelsen af Det Medicinske Selskab i 1772 beskrives, hvordan denne ontologiske separation mellem hoved og hånd også blev søgt forenet i oplysningstidens medicin. Her gives således en gradvis sammenlægning af lægerne, der tog sig af de indre sygdomme, og som var latinuddannede fra universitetet, og kirurgerne, der var slagtere og barberer, og som kun tog sig af overfladiske eller udvendige sygdomme. Sammenlægningen svarer til en opvurdering af kirurgerne status. 
12. Det er blevet påvist, at kønsdysfori, en mental lidelse, blandet med hormoner, behandlingen, er en risikofaktor for masseskyderier. Marlene McCormick Sanchez “ Growing Concerns Over Links Between Transgenderism and Violence”, 25.01.2024  https://www.theepochtimes.com/article/growing-concerns-over-links-between-transgenderism-and-violence-5566996
13. Den ekstreme højrefløjs “kunstnere” såsom Max Uwe, der stillede op til Folketinget for Stram Kurs, hvor hans mærkesag var at lukke Statens Kunstfond. Uwe har ifølge wikipedia gjort sig bemærket gennem flere provokerende optrin, hvor han har urineret eller defækeret på forskellige genstande.
14. Arche kan etymologisk føres tilbage til betydninger såsom oprindelse, begyndelse, hersker såvel som anus.
15. Niels Ivar Larsen “Technooptimistisk manifest’ giver os et blik ind i den religion, som trives i Silicon Valley” , Information, 27.01.2024,    https://www.information.dk/moti/2024/01/technooptimistisk-manifest-giver-blik-religion-trives-silicon-valley?lst_frnt
16. Mikkel Bolt, “Det er kun et spørgsmål om tid, før opstandene kommer til Danmark”, Politiken, 27.05.2023.   https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9342032/Det-er-kun-et-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-om-tid-f%C3%B8r-opstandene-kommer-til-Danmark

    Mikkel Bolt beskriver en autoritær og senfascistisk kapitalisme, hvis ‘sexisme og transfobi buldrer derudover‘. Denne modstilling må forstås således, at Mikkel Bolt må  mene, at transbevægelsens identitetspolitik er udtryk for et frigørende potentiale, idet den gør oprør mod autoriteten. Der er måske tale om et oprør, men i så fald er det af samme slags, som når modefirmaer sælger tøj med antikapitalistiske budskaber. Der er med andre ord tale om en æstetisering af det politiske, som Walter Benjamin forbandt med fascismen. Når maxisterne ikke har for øje på dette, skyldes det formentlig, at de i sidste ende ikke formår at sætte sig ud over ideen om økonomien som stedet for menneskets frelse, hvor det evige eller objektive gives i historien. Det er således værd at huske på, at det ikke kun er Marx, men også Malthus, der er i stand til at kunne lokalisere dynamiske, men dog uforanderlige love, der forudsiger menneskets undergang eller frelse.

17. Som eksempelvis i Irland, hvor regeringen med en hate-speech bill netop har afskaffet ytringsfriheden under påskud af at ville stoppe en hadtale, der selvfølgelig ikke bliver nærmere defineret.

    Debbie Lerman, “Internet Censorship, Everywhere All at Once”,  Brownstone Institute, 10.10.2023,  https://brownstone.org/articles/internet-censorship-everywhere-all-at-once/

18. Sophie Heading, lead Global risks, Word Economic Forum, “These are the biggest global risks we face in 2024 and beyond”, 10.01.2024  https://www.weforum.org/agenda/2024/01/global-risks-report-2024/
19. Viden, “Musk: Et menneske har fået implanteret en hjernechip fra mit selskab, Politiken, 30/01/2024,  https://politiken.dk/viden/Viden/art9737472/Musk-Et-menneske-har-f%C3%A5et-implanteret-en-hjernechip-fra-mit-selskab