Dansk leje af fængsel i Kosovo cementerer en diskriminerende straffepraksis

 Af Merethe Gjørding, Nanna Hansen, Veronika Schultz og Andrew Jefferson

Den danske regerings planer om at sende fængselsindsatte til afsoning i Kosovo kommer ikke til at løse overbelægningen i de danske fængsler. I stedet styrker planen en tendens gennem de sidste 20 år, hvor det retslige system i stigende grad anvendes til at marginalisere og give hårdere straffe til personer fra såkaldt ”ikke-vestlige lande”. Det er en diskriminerende straffepraksis, og en uretfærdig retfærdighedspolitik.

Det mener også​​​​​ FN’s torturkomité, der i sin seneste rapport om Danmark fra december 2023 opfordrer regeringen til at droppe alle planer om leje af fængselspladser i udlandet. I tråd med FN’s torturkomités anbefalinger mener vi, at regeringen skal vælge en anden vej og i stedet reelt håndtere de udfordringer, som kriminelle handlinger er et udtryk for. Målet med retspolitik må være at skabe et mere retfærdigt samfund. At fjerne problemerne bag handlinger, der kategoriseres som kriminelle, ikke blot tvangsfjerne personer.

En dårlig løsning på et politisk selvskabt problem

I de sidste 10 år har vi ofte hørt fra regeringen og Kriminalforsorgen, at der mangler fængselspladser og fængselsbetjente. Det sker, imens antallet af registrerede strafbare handlinger – altså dem, der er meldt til politiet – er faldet. Antallet af indsatte i fængslerne er dog steget grundet politiske vedtagelser om at hæve strafferammen, så folk er længere tid i fængsel.

Dette selvskabte problem med overbelægning i fængsler har politikerne søgt at løse ved at muliggøre, at flere mennesker kan være indespærret gennem at leje Giljan-fængslet i Kosovo. Det er dog ikke alle indsatte, der efter planen (ind til videre) skal afsone i Kosovo, men kun indsatte, der har fået en deporteringsdom.

Fængselsplanen er imidlertid udskudt. Både da ratificeringen af aftalen ikke er endelig behandlet i Kosovos parlament, og da ombygningen af fængslet vil tage længere tid end først forventet. Justitsminister Peter Hummelgaard har netop været i Kosovo for at skubbe til ratificering af planen. At muliggøre, at endnu flere mennesker kan være indespærret under værre forhold, er en udvikling mod en yderligere straffende stat. Den kan modgås ved blandt andet at følge FN’s torturkomites anbefalinger og droppe planen, før den er sat i værk.

Regeringen (for)handler med indsatte og fængselspladser

Det er dyrt at gøre indespærrede mennesker samt fængselspladser til en vare, som lande kan (for)handle med. Anvendelsen af Gjilan-fængslet er budgetteret til at koste 1,5 milliard kr. for en 10-årsperiode.

Samtidig med forhandlingerne med Kosovos regering om leje af fængselspladser er der foregået en forhandling om 45 mio. kr. årligt i udviklingsbistand fra Danmark til Kosovo. Det blev vedtaget, selvom Udviklingspolitisk Råd vurderede, at der ikke ”var tilstrækkelige strategiske begrundelser for at genoptage udviklingsbistanden til Kosovo, et højere middelindkomstland efter OECD’s klassificering.”

Derfor er det aldeles påfaldende, at der er taget 45 mio. fra udviklingsbistandsbudgettet til at sikre en udliciteringsaftale om fængselspladser. Den danske regering nægter, at forhandlingerne var sammenspundet, selvom regeringen i Kosovo først underskrev fængselsaftalen, efter at aftalen om udviklingsbistanden var faldet på plads.

Den politiske aftale er et udtryk for staternes forskellige økonomiske positioner, hvor det er muligt for Danmark at betale andre lande for at opbevare de mennesker, som staten udviser, og relevant for Kosovo at påtage sig opgaven for at sikre en bedre national økonomi.

Etno-kulturel forskelsbehandling i dansk lovgivning

Det er ikke økonomisk rationalitet, der ligger bag regeringens plan om at deportere fængselsindsatte mennesker til afsoning i Kosovo. Det følger derimod den stigende tendens til etno-kulturel forskelsbehandling. Det er en tendens, som forsker Vanessa Barker ser i forlængelse af en ændret forståelse af statsborgerskab i de nordiske lande.

Forskelsbehandlingen dækker over, at lovgivning konstrueres ud fra (stereotype) ideer om etno-kulturelle forskelle. Altså ikke forskelle, der nødvendigvis findes. Vanessa Barker peger på, at det medfører, at udlændinge får ringere vilkår og lettere kan ekskluderes. Det bryder med det overordnede demokratiske princip om, at alle uanset ophav og etnisk herkomst er lige for loven.

Den etno-kulturelle forskelsbehandling kommer i Danmark blandt andet til udtryk gennem ghettolovens mulighed for dobbeltstrafzoner og tvangsinstitutionalisering af børn af såkaldte “ikke-vestlige” forældre. Den findes også blandt bandepakkernes 89 initiativer, hvoraf ét medfører, at hvis en forælder er dømt for ”bandebestemmelsen” i straffelovens §81a, vil familien ikke modtage børne- og ungeydelser. Det er en form for kollektiv straf.

Der er ligeledes sket en stigning i deportationsdomme efter skærpelser af udlændingelovens udvisningsregler i 2011 og lovændringen i 2018. Dommere skal nu så vidt muligt ved betinget og ubetinget fængselsdom udvise en såkaldt ”udlænding”, ”medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”. I praksis betyder det, at retten til familie i mange tilfælde bliver knægtet – både for forælderen og barnet – da det ikke er tilstrækkeligt at have et barn i Danmark for at undgå deportation.

Med Gjilan-fængslet forstærkes denne etno-kulturelle forskelsbehandling.

Danmark har siden 2018 haft et todelt straffesystem

FN’s toturkomite er “bekymrede over den potentielt diskriminerende karakter af denne ordning [fængselsaftalen], som angiveligt forventes at differentiere behandlingen af tilbageholdte på grundlag af nationalitet og familiestatus”. Det er en bekymring, vi i høj grad deler.

Etableringen af Gjilan-fængslet viderefører den forskelsbehandling i afsoningsforhold, der særligt blev indført, da Ringe Fængsel blev omdannet til et fængsel for udvisningsdømte i 2018. Her blev indsatte med en udvisningsdom adskilt fra andre indsatte for at afsone på dårligere vilkår.

I omstruktureringen af fængslet blev antallet af ansatte halveret. Alle pædagoger, misbrugsbehandlere og socialrådgivere blev afskediget, og alle resocialiserende indsatser fjernet. Indsatte fik frataget deres ret til beskæftigelse – dvs. arbejde, skole og kurser – og skal betale for en tvangs-flybillet til et land, som de måske ikke har en relation til. Ringe Fængsel blev således omstruktureret til en institution, hvis funktion er at opbevare folk, inden de deporteres.

At fjerne folk gør ikke problemerne mindre

Svaret på det grundlæggende spørgsmål: ”Hvorfor vil politikerne leje et fængsel i Kosovo?” findes altså ikke i økonomisk rationalitet, og slet ikke en humanistisk rationalitet, men derimod i en etno-kulturel forskelsbehandling. Ligeledes indskriver det sig i politikernes øget legitimering af fængselsstraf som en reaktion på den myriade af sociale udfordringer, som ofte ligger bag kriminelle handlinger.

I stedet for at bruge store summer på outsourcing af fængselspladser kunne den danske regering tage ansvar for at være medskabere af den samfundsstruktur, som de kriminelle handlinger foregår i. Hvis vi ønsker et samfund med mindst mulige skadelige handlinger, hvordan skal vores samfundsindretning så se ud? Hvis vi førte politik ud fra dette spørgsmål, gad vide hvordan institutionslandskabet og reguleringer så ville se ud.

Vi kunne skabe et retssystem, hvor socioøkonomiske og strukturelle forhold ikke usynliggøres gennem individuel straf. I stedet kunne retssystemet påtager sig at afdække, hvilke regler, institutioner og normer der skal ændres, hvis kriminelle handlinger skal mindskes. Et retssystem, hvor personen – som har oplevet (den strafbare) handling – bliver støttet i at komme videre og får indflydelse på, hvordan hændelsen skal håndteres. Et retssystem, der centrerer lovbryderens udvikling mod forpligtende ansvarlighed.¹ Et retssystem, der reflekterede, hvad der faktisk er skadeligt for mennesker og planeten.

Alt det indebærer, at vi som samfund tager hånd om de personer og de handlinger der findes i vores samfund, i stedet for at deportere mennesker. Problemerne er langtfra løst med Giljan-fængslet. De hævede strafferammer vil fortsat skabe overbelægning i fængslerne. Men der vil nok opstå nye problemer.

1. Forpligtende ansvarlighed er et bud på en oversættelse af det engelske ord: accountability. Med det menes der de indre ressourcer der muliggør at reflektere over og håndtere andres påvirkning af ens handlinger, og evnen og villigheden til at korrigere egen adfærd i tråd med ens selv-integritet.