En strategisk opbrudstid for klimaaktivister

Efter et veritabelt klimaaktivistisk boom omkring 2019 står mange aktivister nu, fem år senere, ved en skillevej. Skal de fortsætte med at blokere trafikken og kaste med suppe, eller skal der andre boller på sidstnævnte? Aktivister og forskere er begyndt at tage temperaturen på forandringsteorierne og giver nye bud på, hvilken vej den ulydige protest bør følge fremover.

Af Frederik Appel Olsen
Illustration af Marina Vorobyeva¹

I foråret 2019 kogte London. Over ti dage i april blokerede bevægelsen Extinction Rebellion (XR), grundlagt året forinden, centrale bydele. Flere end 1.000 demonstranter blev arresteret, men humøret var højt – det var nemlig en del af strategien at få så mange i detentionen som muligt. Politiet var overrumplet. På det naturhistoriske museum spillede aktivister døde – en såkaldt ”die-in” – under det gigantiske skelet af en blåhval. Iklædt jakkesæt og visir for ansigtet blokerede de børsen. Tusinder og atter tusinder overrumplede det offentlige Storbritannien og kaprede mediebilledet i ugevis.

Det forår bliver ofte omtalt som et slags big bang for moderne radikal klimaaktivisme. Det er selvfølgelig ikke retvisende, eftersom civilt ulydige klima- og miljøaktioner også fandt sted længe inden da. Alligevel har perioden omkring og efter denne overrumplende april givet den civilt ulydige strategi et fremstød på større skala i mange lande.

Måske husker du medieomtalen af de to Just Stop Oil-demonstranter, der kastede suppe på et (glasbeskyttet) van Gogh-maleri og derefter limede sig til væggen. Eller denne sommers lufthavnsblokader i Hamborg og Düsseldorf, der satte dele af den intense europæiske flytrafik kortvarigt ud af kraft. Det kan også være, du så demonstranten fra bevægelsen Nødbremsen, der i et kort glimt lykkedes med at komme på tv i allerbedste sendetid foran livgarderopstillingen ved Amalienborg efter dronningens nytårstale.

Et fremstød, ja. Men også, efterhånden, en ophobning af frustration. For godt og vel et år siden meldte det britiske XR således ud: ”WE QUIT”. De erklærede, at de ville lægge limtuber og malingbøtter på hylden og demonstrere uden civil ulydighed fremover: 2023 skulle være året, hvor XR prioriterede ”attendance over arrest and relationships over roadblocks”.

Dette har ikke alle grene af XR overholdt, mens nogle har brudt med bevægelsen og vandret over i mere radikale grupper. Spørgsmålet er nemlig, om det er blevet tid til at skalere ned? Eller er det netop nu, der skal gås endnu mere radikalt til værks, så business-as-usual kan rokkes?

Tid til strategisk refleksion

Samtalen om klima på verdensplan har trods alt flyttet sig. For ikke længe siden virkede det utænkeligt, at olieselskaberne skulle påstå at modvirke global opvarmning (som de indtil for nylig helt nægtede fandt sted), eller for den sags skyld, at alle partier i det danske folketing skulle kæmpe om at være de ”grønneste”.

Alligevel er der en drænet stemning i nogle kroge af klimabevægelserne, for de reelle politiske fremskridt er stort set ikke til at få øje på. Det er sigende, at XR’s primære bedrift ved de ti dage i april 2019 i London var vedtagelsen af det britiske parlaments erklæring af en klimanødsituation. På det tidspunkt var en sådan erklæring, og så under Tory-lederskab, en åbenlys sejr. Men en erklæring er trods alt blot en konstatering af katastrofen, og i dag kan britiske klimaaktivister observere en britisk klimapolitik, der giver tilladelse til ny olieudvinding i Nordsøen.

Oven i det har ordensmagten fået skærpede beføjelser over for de forstyrrende aktivister: Det britiske politi, der var de første til at håndtere XR, har eksempelvis fået øgede beføjelser til at erklære demonstrationer ulovlige – og man har i kombination med dette øget maksimumstraffene for forseelser i forbindelse med forstyrrende protester. Lignende skærpelser ses i resten af Europa, og mange andre steder i øvrigt.

Det er altså mere risikabelt og tiltagende svært at holde dampen oppe som radikal klimaaktivist i en verden, der bare lader til at brænde videre. Tre af XR’s grundlæggende skikkelser – Clare Farrell, Gail Bradbrook og Roger Hallam – skriver i et brev til resten af bevægelsen, at det er tid til refleksion efter bevægelsens fem første år, også over fejltrinnene. Bevægelsen har været for snævert fokuseret på CO₂ specifikt og overset den bredere miljøødelæggelse, der ligger til grund for Den Sjette Masseuddøen, skriver de. Hallam anses af mange for en slags chefstrateg for XR, og i hans 2019-bog Common sense for the 21st Century: Only Nonviolent Rebellion Can Now Stop Climate Breakdown And Social Collapse udfolder han det, der på social bevægelse-lingo hedder en forandringsteori, dvs. en forestilling om, hvad der skal til for at ændre et samfund via pres fra neden: ikke-voldelig civil ulydighed som den utvetydigt bedste metode til klimapolitisk forandring på stor skala. Den metode, som de altså for godt et år siden erklærede, at de ”quittede”.

Netop dette forandringsteoretiske grundlag er ikke genstand for refleksion i de tre XR-personligheders nylige brevtekst. Men det burde det måske være. I hvert fald har den følelse af frustration og udmattethed, som har sat sig hos mange klimaaktivister, givet anledning til at evaluere forandringsteorier og -strategier. I Tyskland er Fridays for Future skeptiske over for den lignende bevægelse Letzte Generations (den føromtalte Nødbremses moderorganistation) mere radikale tilgang, der ”skubber befolkningen og beslutningstagerne væk”. Letzte Generation spærrer ufortrødent trafikken på daglig basis. Stadig andre diskuterer arven fra de store protester ved kulminebyggeriet i Lützerath i perioden 2020-2022, et i sidste ende tabt slag for klimabevægelserne. Hvilken vej fører til reel klimapolitisk forandring?

Forskere: Modstanden vokser, men ikke al modstand ændrer politik

Uanset frustrationer, refleksioner og diskussioner vokser klimabevægelsernes radikale flanke i disse år. I en kommentar i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature umiddelbart efter COP28 pointerer tre forskere i sociale bevægelser, at vi nok ved meget om, hvad der skal til for at få folk til at gå på gaden for klimaet, men ikke så meget om, hvilke strategier der mest effektivt kan skabe realpolitiske ændringer. Vi ved nu, at radikale klimaprotester kan få ting på dagsordenen – i øvrigt uafhængigt af hvorvidt selve disse protester er populære i befolkningen – men vi mangler en dybere forståelse af, hvilke proteststrategier der skaber specifikke klimapolitiske forandringer.

En helt ny kommentarartikel, igen i Nature, kommer med et svar på dette spørgsmål. Kevin Young og Laura Thomas-Walters argumenterer for, at spørgsmålet, om man skal forstyrre den offentlige orden eller ej, som så tit stilles i forskningen og i klimabevægelserne, er det forkerte spørgsmål. Historien viser tydeligt, at forstyrrende civil ulydighed kan ændre politik, men kun ved at følge tre trin.

For det første skal forstyrrelserne – blokering af infrastruktur, boykots, vandalisme, etc. – være rettet systematisk imod beslutningstagere og økonomiske eliter. De skal kunne mærke det direkte på pengepungen eller på deres evne til at regere. For det andet skal det ikke være en one-off-begivenhed, men en vedholdende forstyrrelse over lang tid. Hvis privatflyet letter et par timer senere én dag, får det ingen CEO til at se sig om efter alternativ transport. Hvis det sker dag efter dag i månedsvis, er det en anden sag. For det tredje skal man ikke binde sig til én bestemt form for civil ulydighed. Så længe de er rettet de rigtige steder hen og er vedholdende, kan både marcher, sit-ins, sabotage og suppekast i princippet have en positiv effekt på klimapolitikken.

Dybere ind i politikken

Hvad 2024 bringer på den radikale klimafløj, må vi vente og se. Indtil videre er der i hvert fald ingen tegn på, at forstyrrelserne stopper: Bevægelsen Scientist Rebellion har vokset sig stor, og laver i øjeblikket aktioner mod privatfly i bl.a. København. Influencere er begyndt at tilslutte sig den civilt ulydige klimakamp, for eksempel i Frankrig. Og tilbage hvor vi startede, hos XR, kom de 1. januar med den modsatte melding af sidste nytårs opgivenhed: ”2024: Now we step it up!”. Det er sandsynligt, at yderligere kriminalisering bliver taget i brug af regeringer rundt omkring, især hvis klimaspørgsmålet fortsat glider nedad på politikernes prioriteringsliste til fordel for sikkerhedspolitik.

En generel vending væk fra at forsøge at isolere klima og miljøkampen fra alle andre politiske spørgsmål er begyndt at vise sig. Et present eksempel på de gnidninger, sådan en vending skaber, er Greta Thunberg, der for nylig fik revet mikrofonen ud af hånden til en demonstration i Holland, fordi hun udtrykte sin solidaritet med befolkningen i Gaza. Manden, der afbrød Thunberg, var ”kommet for en klimademonstration, ikke en politisk holdning”. Han repræsenterer et synspunkt, som måske var standard for de ”døde” aktivister under blåhval-skelettet i 2019, men nu bliver mere og mere udfordret inde fra bevægelserne selv.

Allerede i 2020 pointerede sociologerne Oscar Berglund og Daniel Schmidt i deres bog om XR, at bevægelsen med tiden ville blive nødt til at tage stilling til økonomisk og social ulighed – og til kapitalismen som drivkraft bag den naturødelæggelse, de vil gøre modstand imod. Klimakampen kan ikke meningsfuldt være ”beyond politics”, som XR tidligere har optegnet den, for krisen er politisk skabt og opretholdt og går ikke ud over os alle på samme måde. Noget tyder på, at de radikale klimabevægelser er på vej ind i en æra, hvor klimaretfærdighed spiller en større rolle i selve aktionerne; hvor det både handler om relationships og roadblocks.

Frederik Appel Olsen er ph.d. i retorik.

1. Marina Vorobyevas hjemmeside er: www.marinavorobyeva.net. Hendes instragram er marina.voroby.eva.