Virksomhedernes ‘Magna Carta’: Retten til profit

Anmeldelse
Silent Coup: How Corporations Overthrew Democracy
Claire Provost & Matt Kennard,
Bloomsbury Academic, 2023

 Af Mathias Hein Jessen

I kølvandet på Fukushima-ulykken i Japan i 2011 besluttede den tyske regering at udfase landets atomkraftværker. Det faldt dog ikke i god jord hos det svenske statsejede elektricitetsfirma Vattenfall (der i en parentes bemærket ejer det danske Vindstød), der drev to atomkræftværker i Tyskland. At værkerne skulle lukkes var naturligvis ikke godt for deres indtjeningsmuligheder, og de sagsøgte derfor den tyske regering ved Verdensbankens International Centre for Settlement of Investment Disputes (ICSID – internationalt center for bilæggelse af investeringskonflikter). Bare et par år tidligere havde Vattenfall anlagt en anden sag mod Tyskland, her i forbindelse med et kulkraftværk ved Hamborg. Her havde bystyret pålagt firmaet at begrænse dets brug af vand fra Elben, samt en grænse for hvor varmt spildevand det kunne udlede i selvsamme flod. Også her anlagde Vattenfall sag an, både lokalt, nationalt, i ICSID og med henvisning til Energichartertraktaten (Energy Charter Treaty). Energichartertraktaten er en multilateral handelsaftale med over 50 medlemmer, der skal sikre investering i energiforsyning på tværs af landegrænser, men som dermed også har en række juridisk bindende forpligtelser for medlemslandene, der skal sikre investorers rettigheder og ejendom. Gennem de seneste år er en række lande begyndt at trække sig ud af traktaten, netop fordi den hindrer dem i at sætte ambitiøse klimamål, fordi de risikerer at blive sagsøgt af firmaer og investorer, der mener at få begrænset deres profitmuligheder. I april 2023 besluttede den danske regering også at træde ud af traktaten.

Forfatterne kalder sådanne handelsaftaler for et virksomhedernes ’magna carta’ efter det engelske dokument, der skulle sikre individers rettigheder mod kongen. Dermed institutionaliseres virksomheders ret til profit som en ukrænkelig rettighedSagen med Vattenfall var kun exceptionel, fordi den foregik på europæisk grund og mellem et europæisk land og et europæisk firma. Som bogen Silent Coup – How Corporations Overthrew Democracy demonstrerer, har den såkaldte ISDS-mekaniske (Investor-State Dispute Settlement eller investor-stats konflikt-bilæggelse) gennem mange år været en fast del af handelsaftaler mellem multinationale selskaber og særligt lande i det globale syd. ISDS betyder, at firmaer har mulighed for at sagsøge stater og regeringer i en voldgiftssag. Argumentet er, at internationale investorer vil have sikkerhed for, at deres ejendom eller investeringer ikke bliver eksproprieret eller begrænset af lokale regeringer. Gennem de seneste mange år er det blevet mere og mere almindeligt, at private selskaber sagsøger stater og regeringer. Gennem de sidste 20 år er antallet af sager eksploderet, og firmaer bruger deres juridiske rettigheder til at sagsøge stater, som de føler begrænser deres handlemuligheder. Tobaksproducenten Philip Morris sagsøgte den australske stat, da de ville fjerne logoer og sætte billeder af konsekvenser af rygning på cigaretpakker, Vattenfall sagsøgte som nævnt den tyske stat, ligesom det tyske firma RWE har sagsøgt den hollandske regering under Energichartertraktaten for ikke at give nok tid og ressourcer til at udfase kul. Det er udover de enormt mange sager, som store virksomheder har anlagt – eller truet med at anlægge – mod regeringer og stater i Syd- og Latinamerika, Afrika og Asien.

Bogen starter således i El Salvador, hvor regeringen forsøgte at forbyde minedrift. De blev derfor sagsøgt ved ICSID af firmaet Pacific Rim (der senere blev opkøbt af det australsk-canadiske OceanaGold), der mente, at det var regeringen selv, der havde bedt dem lede efter guld, og som derefter forbød dem at udvinde det. De sagsøgte derfor staten for kompensation for de penge, de havde brugt, men også for de ’fremtidige profitter’, som de var gået glip af. Særligt lande i det globale syd har ofte set sig nødsaget til at tiltrække internationale investorer for at udvinde råstoffer, og har derfor indgået vidtrækkende handelsaftaler, der hinder deres muligheder for at regulere selvsamme virksomheder. Forfatterne kalder således sådanne handelsaftaler for et virksomhedernes ’magna carta’ efter det engelske dokument, der skulle sikre individers rettigheder mod kongen. Dermed institutionaliseres virksomheders ret til profit som en ukrænkelig rettighed, der for alt i verden må beskyttes.

Verdens største NGO

Hvor første del af bogen handler om ICDIS og ISDS-mekanismen i internationale handels- og investeringsaftaler, handler anden del om virksomheders stigende rolle i udviklingshjælp. Bogen fremhæver her det paradoksale i, at udviklingsprogammer fra nationale, vestlige regeringer, FN, EU, Verdensbanken, etc., der har som mål at afhjælpe fattigdom, i høj grad støtter og finansierer store virksomheder. Bogen fokuserer særligt på en afdeling af Verdensbanken, International Financial Corporation (IFC), som giver finansielle midler til udvikling, særligt til firmaer. Bogen fortæller om Grupo Poma i San Salvador, ejet af milliardæren Ricardo Poma, som har fået mange penge til ’international udviklingsstøtte’, som er brugt til at bygge storcentre (befolket af virksomheder som Burger King, McDonald’s, Pizza Hut) og luksushoteller. IFC har ligeledes investeret i en diamantmine i Tanzania, i milliardæren Robert Kuoks virksomhed i Myanmar, der bygger luksushoteller og resorts i Asien, samt i supermarkedskæden Lidls ekpansion i Polen, Rumænien, Bulgarien, Serbien og Kroatien. Lidl, som er blevet kaldt Europas Walmart pga. dets størrelse og behandling af medarbejdere, er ejet af Scwarz Group hvis formand Dieter Schwarz er en af verdens rigeste personer. Lidl har desuden fået støtte til dette projekt af EBRD (European Bank for Reconstruction and Development).

Argumentet er her, at sådanne investeringer hjælper på at afhjælpe fattigdom, netop fordi de udvikler et givent område, tiltrækker turister, sender positive signaler til investorer om, at her er det sikkert og trygt at investere, og fordi udviklingen af en sådan infrastruktur også fordrer ekspansion til omkringliggende markeder. Bogen beskriver således her den stigende tendens til, at det er private virksomheder, der er de afgørende aktører i den internationale udviklingshjælp, og at NGO’er og udviklingsorganisationer i stigende grad indgår partnerskaber med store internationale virksomheder (som f.eks. i FN’s Sustainable Development Goals, SDG). Hvor udviklingshjælp tidligere var finansieret af regeringer til støtte til andre regeringer, er udviklingshjælp i højere grad styret af private virksomheder, der ikke fokuserer på at opbygge stats- eller regeringskapacitet, men til at styrke de økonomiske betingelser og muligheder for både internationale og nationale virksomheder. Udviklingsbistanden skulle gøres mere moderne og inspireret af det private erhvervsliv, og hvem er bedre til at gøre det end, ja, det private erhvervsliv. Således kunne Unilevers direktør Paul Polman i 2014 udtale, at industrikoncernen Unilever var ”verdens største NGO” (non-governmental organization), ”den eneste forskel er, at vi tjener penge, så vi er bæredygtige.” (citeret fra side 91).

Forfatterne beskriver også de særlige økonomiske zoner (SEZ – special economic zones), der findes overalt i verden, fra Kina til Irland til Florida og Washington i USA, til London, til Myanmar, hvor der er særlige regler, beskatning, jurisdiktion, eget politi, og meget vigtigt, ingen fagforeninger, som bruges til at tiltrække virksomheder og investorer. Til sidst i bogen behandler forfatterne virksomheders involvering i krig og vold, som f.eks. multinationale selskabers samarbejde med paramilitære grupperinger i Sydamerika til at bekæmpe lokale regeringer, bønder og modstandere, til hvordan private firmaer fylder mere og mere i produktion af våben, krigsførelse, sikkerhedsstyrker, vagtværn, samt den europæiske grænsekontrol og opholds- og deportationscentre i både Europas periferi og centrum.

Et stille kup?

Bogen er en tour de force af et rædselskabinet gennem dårligdomme forårsaget af store selskabers jagt på profit og ekspansion ind i en række sfærer. På den måde giver bogen et godt og skræmmende indblik i alle de aspekter af vores liv, lokalt, nationalt, regionalt og globalt, der i stigende grad domineres af private selskaber. Men netop på grund af de mange informationer, og den enorme geografiske spredning, kan det være svært at holde fast i fortællingen, og endnu mindre forklaringen eller analysen. Som bogens titel antyder, bliver udviklingen beskrevet som et ’stille kup’, hvor private selskaber ’omvælter’ eller kupper demokratiet, stater og regeringer. Ud over at ’stat’, ’regering’ og ’demokrati’ her relativt uproblematisk sidestilles, så mangler bogen en mere grundlæggende analytisk forankring, som formår i det mindste at give en form for forklaring, mere end bare en beskrivelse, af de udviklinger, den fremlægger. Selve bogen er også, noget kikset, fremstillet som en form for spion- eller detektivroman, hvor de to udsendte agenter hele tiden vender hjem til deres mæcen, edderkoppen i nettet, M i London, hvor de afrapporterer og derefter straks sendes ud til endnu et brændpunkt. Det understøtter bogens titel om, at der her på en måde foregår noget fordækt, skjult, og illegitimt.

Kun et enkelt sted i bogen reflekteres det meget kort, at selskaber også bliver brugt af stater til særlige opgaver. For det er jo netop det, der er så paradoksalt ved virksomheders magt. Virksomheder er juridiske enheder, der bliver givet eksistens, rettigheder og privilegier af national lovgivning. Her får de ret til at være en juridisk person, der kan sagsøge, sagsøges og eje ejendom. Disse rettigheder giver virksomheder mulighed for at indgå aftaler og kontrakter, indhente enorme summer af kapital gennem aktieudstedelser, fordi investorer er sikret begrænset hæftelse i lovgivningen, og lave enorme multinationale konglomerater, der består af separate juridiske personligheder, som fungerer som datterselskaber, og som kan købe og sælge ydelser og varer af hinanden, og dermed flytte overskud derhen i verden, hvor man helst (ikke) vil betale skat. Gennem de rettigheder, de er givet i national lovgivning, kommer virksomheder til at fremstå som noget uden for og imod staten, som bruger deres økonomiske magt til at undergrave statslig suverænitet.

Men det er vigtigt at understrege, at selskaber har disse rettigheder, netop fordi de har udført særlige mål, de har været vigtige for økonomisk vækst, arbejdspladser, udvinding af energi og dyrebare metaller, som staten enten ikke selv har kunnet eller villet gøre selv. Og hvis konsekvenser stater meget vigtigt dermed også kan frasige sig ansvaret for. Forholdet mellem virksomhed og stat er meget mere kompliceret, end de ’onde’ selskabers umættelige drift efter profit, der som en umættelig parasit dræner livet fra de ’gode’ (demokratiske) stater og regeringer. Hvis vi vil gøre noget ved problemet, må vi have en god indsigt i de mange praksisser, som multinationale selskaber udfører verden over, og det giver denne bog helt bestemt. Men vi må også have en bedre analyse og forståelse af, hvad der skaber mulighedsbetingelserne for disse praksisser.

Mathias Hein Jessen er lektor ved Department of Business Humanities and Law, Copenhagen Business School. Han leder forskningsprojektet Corporate Subjects: An Intellectual History of the Corporation (www.corporatesubjects.com)