I Amman er der lige så langt til Gaza som fra København til Odense. Og vreden mod Vesten er ikke til at tage fejl af

Efter en påtvungen U-vending på Vestbredden er Eftertryk tilbage i Jordan, et naboland fyldt med palæstinensere. De forsøger at overvinde magtesløsheden over de mange dræbte civile under krigen i Gazastriben.

Af Berfin Erdem
Fotos af Berfin Erdem

Hvis jeg var historieløs, kunne du bilde mig ind, at jeg befandt mig i en suveræn stat ved navn Palæstina.

Alle de palæstinensiske flag blafrer let i den svage vind på en novembernat her i Levanten.

Du kunne bilde mig ind, at Hamas blot var en bevægelse og ikke nåede at blive mere end det. At det skyldtes, at Oslo-aftalerne¹ mellem Yitzhak Rabin, Israels daværende premierminister, og Yasser Arafat, den daværende formand for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), førte til en palæstinensisk stat, som alle lande i FN’s Sikkerhedsråd anerkender.

Overalt her kan man købe den sort- og hvid-ternede keffiyeh-tørklæde, en traditionel mellemøstlig beklædning, som er blevet et symbol for solidaritet med palæstinenserne. Plakater med billeder af døde babyer, hvor der står ”USA er terrorismens leder” er klistret fast på bygninger.

Du kunne bilde mig ind, at man var kommet frem til en tostatsløsning, sådan som det internationale samfund havde bakket op om.

Men realiteten er, at Yitzhak Rabin blev dræbt af en jødisk ekstremist i 1995, hvilket var med til at stagnere processen. At Hamas vandt valget i Gaza i 2006.

Og at jeg befinder mig i Jordan, ikke i de palæstinensiske territorier.

Proppet med palæstinensere

Krigen mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas, som står på EU’s og USA’s terrorlister, fortsætter endnu over to måneder efter Hamas’ angreb på Israel.

7. oktober blev omtrent 1.200 mennesker, inklusive børn, dræbt i Israel, og omkring 240 mennesker blev taget som gidsel i Gazastriben – som har været under Hamas’ kontrol siden 2007 – ifølge Israel.²

Israel har svaret hårdt igen i Gazastriben, hvor over 20.000 mennesker er blevet dræbt ifølge Gazastribens sundhedsministerium fredag,³ hvis dødstal FN finder pålidelige.⁴ FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, har kaldt tilstanden i enklaven for en ”episk humanitær katastrofe”.⁵ Mindst 8.000 børn er blandt de dræbte⁶, og 90 procent af befolkningen er fordrevet ifølge FN.⁷

Omkring 129 gidsler befinder sig stadig i Gazastriben ifølge Israel.⁸

Den nuværende krig er seneste skud på stammen i konflikten mellem Israel og Hamas, hvilket er en del af den større konflikt mellem Israel og palæstinenserne, der trækker sine tråde mange århundreder tilbage.

Da Israel erklærede sig selv som selvstændig stat i 1948, blev over 700.000 palæstinensere fordrevet.⁹ Flertallet af flygtningene tog til Jordan ifølge ngo’en Amnesty,¹⁰ og næsten halvdelen af befolkningen i Jordan menes at være af palæstinensisk oprindelse ifølge menneskerettighedsorganisationen Minority Rights Group International.¹¹

Og i Jordans hovedstad, Amman, virker det umuligt at finde en jordaner, der ikke har palæstinensiske rødder.

En måde at få vreden ud på

Med en landsbylugt og de ensformige, beige facader, som i øvrigt kendetegner Amman, skulle man ikke tro, at dette nabolag langt væk fra centrum lige rundt om et af hjørnerne gemmer på farveprægtig, budskabsrig graffitikunst, der kan fange ethvert travlt menneskes opmærksomhed.

Værkerne baserer sig på politisk kunst, nogle på den palæstinensiske identitet. I et af værkerne kan man spotte en vandmelon. Den deler farver med det palæstinensiske flag og er et populært symbol i modstandskampen.

31-årige Suhaib Attar og hans kunstnervenner, som alle er etniske palæstinensere, står bag værkerne i nabolaget, hvor langt de fleste beboere ligeledes er palæstinensere. Kunstnernes tøj er dækket med malerpletter.

Suhaib Attar, som stammer fra Ramla i nutidens Israel, begyndte at tegne, da han var omkring 16 år. Men egentlig ikke fordi han opfattede sig selv som en kreativ type.

”Det var en måde at få min vrede ud på. Hver gang jeg blev sur, begyndte jeg at tegne,” forklarer han.

Efter to år gik det for alvor op for ham, at han faktisk er ret talentfuld. Og så begyndte han at male nabolaget, hvor han er vokset op. De sidste otte år har han samlet lokale, men også internationale kunstnere, med henblik på at fylde nabolaget helt op med graffiti.

”Det er ligesom en måde at hjælpe os selv på, lokalmiljøet. På den ene eller anden måde,” siger Suhaib Attar.

Vores samtale bliver forstyrret af råb fra nogle af de yngre kunstnere længere væk, som er i gang med et værk. De er løbet tør for babyblå maling, og de ældre kunstnere ved siden af Suhaib Attar klargør noget nyt.

Suhaib Attar håber, at støtten til den palæstinensiske sag ikke bare er endnu en ”trendy fase”, som efterfølges af ”ingen handling” fra det internationale samfund. Han glæder sig dog over, at tilstedeværelsen af sociale medier bidrager gevaldigt til, at flere bliver opmærksomme på, hvad der foregår.

Dog beretter mange brugere på sociale medier såsom Instagram om, at indhold relateret til den palæstinensiske sag ikke altid når ud til deres følgere. Det bakkes op af en ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.¹²

”Med min kunst kan jeg ligesom undgå det. Ingen kan begrænse et kunstværk på den måde,” siger Suhaib Attar.

Længslen efter hjemlandet

Efter flere dages udskydelser vedtog FN’s Sikkerhedsråd fredag en resolution, som kræver øget humanitær hjælp til Gazastriben, hvor civilbefolkningen har stærkt begrænset adgang til vand, mad og sundhedspleje. Den er ikke juridisk bindende.¹³

12. december havde FN’s Generalforsamling stemt for ”en øjeblikkelig humanitær våbenhvile”, som heller ikke var juridisk bindende. Dagen efter udtalte Israels udenrigsminister, Eli Cohen, at en våbenhvile vil være en gave til Hamas, og at Israel vil fortsætte krigen i Gazastriben ”med eller uden international støtte”.¹⁴

Israel har gentagne gange peget på retten til at forsvare sig selv efter Hamas’ angreb 7. oktober, hvilket særligt vestlige magter, herunder Danmark, bakker op om.

Billeder af prominente palæstinensere hænger på væggene i biblioteket. Blandt andet den verdenskendte, palæstinensiske digter Mahmoud Darwish, som stod bag digte såsom ’Jeg kommer derfra’, der handler om længslen efter hjemlandet.

61-årige Jawdat Manna kommer fra Betlehem på den israelskbesatte Vestbred, som officielt regeres af Det Palæstinensiske Selvstyre.

Nogle år tilbage tog Jawdat Manna til Amman for at åbne Jerusalem Museum, som stadig er under udvikling. Museet skal fortælle historien om den hellige by fra før 1948, da Israel erklærede sig selv som selvstændig stat.

Efter seksdageskrigen i 1967 tog Israel kontrol over Østjerusalem, Vestbredden – som begge inden da var annekteret af Jordan – og Gazastriben. Israel trak sig ud af Gazastriben i 2005, som siden da har været belejret af både Israel og Egypten.¹⁵

”Ingen besættelse, ingen Hamas,” lyder det fra Jawdat Manna.

Det tilhørerende bibliotek, som vi befinder os i, er opkaldt efter Shireen Abu Akleh, den palæstinensisk-amerikanske stjernereporter, der dækkede konflikten for mediet Al-Jazeera i årtier. Hun blev dræbt af en israelsk soldat under sin dækning af det israelske militærs razzia i Jenin-flygtningelejren på Vestbredden ifølge FN.¹⁶

Apropos flygtningelejr. Jawdat Manna er selv vokset op i en. Som helt lille har han måttet betragte sneen fra sit telt i Betlehem, hvor Jesus menes at være født, og han slap først ud af flygtningelejren, da han blev gift i slutningen af sine 20’er.

Han husker at se blod på gaderne som femårig under seksdageskrigen, og han har været i fængsel seks gange med en sammenlagt varighed på omkring seks år, fortæller han.

”Der var ingen grund til det. Bare administrative anholdelser uden rettergang,” siger han.

Israel er kendt for at foretage såkaldte administrative anholdelser, hvor palæstinensere i de besatte områder bliver tilbageholdt på ubestemt tid og uden bevisførelse. Flere menneskerettighedsorganisationer såsom Human Rights Watch betegner blandt andet af den grund Israel som et apartheidsamfund.¹⁷

En kollektiv bekymring

Selv dronningen er etnisk palæstinenser.

Dronning Rania af Jordan har beskyldt Vesten for at være dobbeltmoralske. Det gjorde hun i et interview med det amerikanske medie CNN i slutningen af oktober.

”Det er første gang i moderne historie, at der er en sådan menneskelig lidelse, og verden opfordrer ikke engang til våbenhvile. Så tavsheden larmer – og for mange i vores region gør det den vestlige verden medskyldig,” sagde hun dengang.¹⁸

Samtlige jordanere er gået på gaden ved en moské i det østlige Amman. De demonstrerer mod Israels bomberegn over Gazastriben, men også mod de aftaler med Israel om import af gas og vand, som den jordanske regering stadig indgår i.

Den kolde vinteraften, som tidligere bød på regn i landet med middelhavsklima, har skræmt en del demonstranter væk. Men ikke alle.

”Vi protesterer i dag, fordi vi er vidne til folkemord mod vores folk, vores familier,” lyder det fra en 23-årig kvindelig studerende, som ikke vil stå frem med navn.

Hun fortæller om en ”kollektiv bekymring” i landet fyldt med jordansk-palæstinensere, som er gode til at læne sig op ad hinanden. Sammen tager de til demonstrationer. Demonstrationer, som den unge kvinde har deltaget i hver dag siden 7. oktober.

”Nogle gange endda flere om dagen,” siger hun.

I kor råber demonstranter slogans såsom ”Vi går aldrig på kompromis med den her sag” og ”USA er slangens leder”.

Langt de fleste demonstrationer foregår her ved moskeen, da det er det punkt, som er det tættest tilladte på den nærliggende, israelske ambassade.

Et gult skilt med en tjekliste skrevet på rødt bliver båret op i luften af en demonstrant. Der er et hak ved hjemkaldelsen af den jordanske ambassadør i Israel, et hak ved udvisningen af ”besættelsesambassadøren”, men intet hak ved blandt andet lukning af ambassaderne i Jordan og Israel.

Et skelsættende møde

Selvom det kan virke sådan for udefrakommende, har det ikke altid været en dans på roser i forholdet mellem Jordan og palæstinenserne.

Mange jordansk-palæstinensere har oplevet at få frataget deres jordanske statsborgerskab, efter sigende uden forklaring fra staten. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch skete det for 2.700 jordansk-palæstinensere mellem årene 2004 og 2008.¹⁹

Det har vakt kritik af Jordan, men jordanske embedsmænd var i sin tid ude at forsvare det. De begrundede det med, at man ville forsøge at hindre israelske planer om at rykke palæstinensere fra Vestbredden over til Jordan.²⁰

Vi skal også skrue tiden tilbage til september 1970. Sorte September. Måneden, hvor Jordans daværende konge, Hussein af Jordan, nedkæmpede PLO-grupper ledet af Yasser Arafat, der forsøgte at overtage monarkiet i Jordan. Mange blev dræbt i konflikten, særligt på den palæstinensiske side.

Efterfølgende blev den palæstinensiske guerillagruppe Sorte September, som havde forbindelser til Yasser Arafats Fatah-bevægelse, dannet. Året efter dræbte gruppen Wasfi al-Tal, Jordans daværende premierminister.

Det var også Sorte September-gruppen, som stod bag München-massakren under Sommer-OL i 1972, hvor 11 israelske sportsfolk blev dræbt.

Gruppen blev opløst af PLO i 1973, og året efter forbød Yasser Arafat PLO at udføre voldelige aktioner uden for Israel og de israelskbesatte områder.²¹

Vi skruer tiden frem til nutiden.

Der går ikke lang tid, før man opdager, at det er de palæstinensiske farver, hun bærer.

36-årige Hiba Khoury er iført en grøn blazer, en sort trøje og et keffiyeh-inspireret armbånd i hvidt og sort, mens hendes negle er malet med rød neglelak. Om halsen hænger et kort over det historiske Palæstina, og på højre håndled har hun en tatovering, hvor der på arabisk står ”palæstinenser” ved siden af et kors.

Hiba Khoury er kristen palæstinenser med rødder i Jenin på Vestbredden, men er vokset op i Jordan. Hendes religiøse overbevisning har gennem tiden vakt undren hos mange, hun har mødt på sin vej.

”Mange tror, at hvis man er kristen araber, så har ens familie på et tidspunkt konverteret. Og så må jeg forklare dem, at nej, vi er det ældste kristne folk i verden,” fortæller hun i et mødelokale på sin arbejdsplads.

Hun fordømmer ”Vestens hykleri”, mens hun er taknemmelig for at bo i et land, hvor støtten til den palæstinensiske sag er stor.

”Men jeg har også altid haft en lille identitetskrise. Nogle gange får jeg at vide, at jeg skal vælge side. Men det kan jeg ikke. Jeg er så heldig at have to hjem. Hvis Jordan har brug for mig, er jeg der. Og Palæstina har jo åbenlyst brug for mig, så jeg er der altid,” forklarer hun.

Altid er hun der, men ikke nødvendigvis fysisk.

Hiba Khoury var 11 år, da hun sammen med sin familie besøgte Vestbredden for første gang. Siden da længtes hun efter at vende retur, men af princip nægtede hun at søge om visum via den israelske ambassade i Jordan. I stedet forsøgte hun at få en rejsetilladelse fra Det Palæstinensiske Selvstyre, eksempelvis via palæstinensiske organisationer eller pilgrimsrejser.

Der skulle 15 ansøgninger til hen over mange år, før det lykkedes hende at vende tilbage til Vestbredden i september – blot nogle uger før Hamas angreb Israel.

”Jeg havde min bedstefars hus det ene sted, min bedstemors hus det andet sted,” fortæller hun med stor entusiasme.

I 2014 skulle et møde med en lille pige ved navn Sama fra Gazastriben vise sig at være skelsættende for Hiba Khoury. Det var, da den sidste krig i Gaza brød ud.

Sårede palæstinensere blev bragt til Jordan for at modtage behandling, og Hiba Khoury tog ud for at besøge nogle af dem.

Her mødte hun toårige Sama, og i fire måneder blev Hiba Khoury ved med at tage forbi hospitalet for at besøge hende.

”Hun fik det værre og værre. Og så døde hun,” siger Hiba Khoury og tilføjer efter en kort pause: ”Jeg følte, at Sama kom ind i mit liv af en grund.”

Hun begyndte at samle tøj, tæpper og andet ind til flygtningelejrene rundt omkring i Jordan. Men hun havde brug for at gøre mere for sit folk. Så hun startede sin egen nonprofitorganisation, der hjælper palæstinensiske flygtninge i Jordan.

Hun navngav organisationen Sama Gaza.

Bamser og cigaretter

Den nuværende konge, Abdullah 2. af Jordan, er blevet rost for landets stabilitet, mens kritikere undrer sig over, hvornår kongehuset har tænkt sig at give slip på sin politiske magt i Jordan.

Uanset hvad man måtte mene om de kongelige i Jordan, minder billederne af kongen og kronprinsen rundt omkring i byen jordanerne om, at et mellemøstligt land med langvarig fred – trods alt – er muligt at opnå.

I et tætbefolket område i det sydlige Amman er gaderne lidt smallere, og livskvaliteten lidt lavere.

Beboerne kan ikke undgå at komme til at røre ved bilerne, som er ved at ramme de hængende sko og planter fra de forskellige shops ude i siden.

Amman New Camp var engang en flygtningelejr for palæstinensere i Jordan, men har i dag udviklet sig til et større nabolag, som er præget af socioøkonomiske udfordringer.

Det er FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), som sørger for blandt andet skoler og infrastruktur.

I en shop sælger 47-årige Dyaa Alqabali alt fra bamser til deodoranter. Han er ikke herfra, men fra et område et par kilometer væk, mens hans forældre er fra Gaza.

Han har en tante i Gazastriben, hvis hjem er ødelagt, og som nu opholder sig på en UNRWA-skole.

Med en smøg i hånden pointerer Dyaa Alqabali, at Israel og palæstinenserne langtfra er ligeværdige, selvom det efter hans mening fremstilles sådan af de vestlige magter.

”Vesten er hyklerisk,” lyder det kontant fra ham.

31 familiemedlemmer dræbt

I et hotel tæt på et sort flygel sidder en mand og venter. Han skal snart ind til en konference, som er til støtte for palæstinenserne i Gazastriben.

En sag, der er særlig vigtig for 43-årige Imad Shawa, fordi han selv har mistet flere familiemedlemmer i Gazastriben, hvor hans far er født og opvokset. 31 af Imad Shawas familiemedlemmer blev dræbt i et israelsk angreb i begyndelsen af november.

De familiemedlemmer, der endnu lever, har fået deres hjem ødelagt, fortæller han. Nu bor de for eksempel i deres biler. Eller i en fællesbolig med mange andre mennesker på få madrasser og med begrænset adgang til vand.

”De har ingenting ud over det, der er i deres lommer,” siger han i en rolig tone.

Alt, der kommer ud af Imad Shawas mund, bliver sagt i en rolig tone. Det vidner om en mand, der enten ikke er overrasket mere, har fået nok eller har sagt de samme ting lidt for mange gange. Eller alle tre ting.

Imad Shawas nu afdøde bedstefar, Rashad al-Shawwa, var borgmester i Gaza fra 1971 til 1982. Han er stifteren bag et populært kulturcenter i Gaza, som nu ligger i ruiner.²²

Hans kusine og hendes mand og to døtre har dog formået at slippe ud af Gazastriben. De er nu i Egypten, efter at de fik udstedt udrejsetilladelse via mandens udenlandske pas.

Ligesom utallige andre palæstinensere i diasporaen forsøger Imad Shawa at gøre, hvad han kan. Enten via nødhjælpsarbejde eller internationalt lobbyarbejde. Han ejer også en kendt butik på en populær turistgade i Amman, som blandt andet sælger T-shirts og muleposer med palæstinensiske designs.

Han håber, at han en dag kan vende tilbage til Gazastriben, hvor han mange gange selv har aflagt besøg. Indtil det ikke længere var muligt.

”Jeg har ikke været i Gazastriben, siden jeg var 17 år,” fortæller Imad Shawa og tilføjer: ”Siden da er ind- og udrejse i Gazastriben blevet alt for besværligt og kompliceret.”

En ”helt normal israelsk taktik,” kalder han det.

”Selv Vestbredden er svær for mig at komme ind i. Jeg kan ikke bare tage til Vestbredden. Du kan sikkert godt komme ind på Vestbredden,” siger Imad Shawa til mig.

Men kan jeg nu det?

Hvorfor er jeg overhovet her i Jordan og taler med palæstinensere, når jeg kunne have talt med palæstinensere på Vestbredden – nu hvor Israel nægter den internationale presse adgang til Gazastriben? Vestbredden ligger omtrent lige så langt fra Amman, som Malmø gør fra København. Så hvorfor er jeg ikke bare dér?

Grusvejen får bussen til at ryste let. Der er ikke andre end mig. Og den jordanske chauffør, som har mit pas, så jeg ikke stikker af.

På gulvet til venstre for min kuffert og mig ligger en rød pose fyldt med tilsyneladende tomme cigaretpakker for at minde mig om, at bussen for kort tid siden var proppet med palæstinensere. De steg af ved grænsen mellem Jordan og Israel, mens jeg steg på.

En jordansk grænsevagt træder ind i bussen og taler arabisk til mig. Hurtigt må han dog finde Google Oversæt frem.

”Hvorfor er du kommet tilbage?” står der på hans mobilskærm.

Eftersom Israel nægtede mig indrejse, fordi jeg ikke har et visum til mit tyrkiske statsborgerskab, på trods af jeg rejste med mit danske pas,²³ skriver jeg tilbage på hans telefon.

Han svarer okay, han bevæger sig ud, og vi kører videre. Noget tid efter træder endnu en grænsevagt ind, og på arabisk hilser han og spørger mig, hvordan jeg har det. Det forstår jeg godt. Og efter lidt akavet stilhed finder jeg ud af, hvad jeg kan svare.

”Alhamdulillah”, lyder det fra mig med et anstrengt smil og et lille grin, som efterfølges af en latter fra ham.

I denne sammenhæng betyder mit svar, at jeg har det godt. Som man jo altid svarer til et hvordan-har-du-det spørgsmål. Om man mener det eller ej.

1. Shapland, G., Mekelberg, Y., 24. juli 2018, Chatham House: https://www.chathamhouse.org/2018/07/israeli-palestinian-peacemaking/oslo-approach-1993-2000
2. Al-Mughrabi, N., Pamuk, H., Salem, M., 1. december 2023, Reuters: https://www.reuters.com/world/middle-east/talks-intensify-extend-israel-hamas-truce-after-more-hostages-prisoners-freed-2023-11-30/
3. Al Jazeera, 20. december 2023, Al Jazeera: https://www.aljazeera.com/news/longform/2023/10/9/israel-hamas-war-in-maps-and-charts-live-tracker
4. Farge, E., 28. november 2023, Reuters: https://www.reuters.com/world/middle-east/more-people-risk-death-disease-than-bombings-gaza-who-2023-11-28/
5. Olsen, J., 30. november 2023, Zetland: https://www.zetland.dk/historie/sop0jl3N-a8l4v9jA-d7ca2
6. Al Jazeera, 20. december 2023, Al Jazeera: https://www.aljazeera.com/news/longform/2023/10/9/israel-hamas-war-in-maps-and-charts-live-tracker
7. Balousha, H., Snell, J., 13. december 2023, The Washington Post: https://www.washingtonpost.com/world/2023/12/13/gaza-rain-displaced-humanitarian/
8. Goldenberg, T., 18. december 2023, AP News: https://apnews.com/article/israel-hostages-gaza-hamas-war-52fa9628e6284cdad6d7f7db6cc30742
9. Serhan, Y., 2. november 2023, Time Magazine: https://time.com/6330904/palestinians-gaza-fear-permanent-expulsion/
10. Amnesty, Amnesty: https://nakba.amnesty.org/en/chapters/jordan/
11. Minority Rights Group International, Minority Rights Group International: https://minorityrights.org/minorities/palestinians-2/
12. Human Rights Watch, 21. December 2023, Human Rights Watch: https://www.hrw.org/report/2023/12/21/metas-broken-promises/systemic-censorship-palestine-content-instagram-and
13. Secher., M., A., 22. december 2023, TV 2: https://nyheder.tv2.dk/udland/2023-12-22-fn-vedtager-resolution-om-gaza-der-udelader-afgoerende-detalje
14. Bachega, H., Gritten, D., 13. december 2023, BBC News: https://www.bbc.com/news/world-middle-east-67708700
15. Middle East Eye, 7. oktober 2023, Middle East Eye: https://www.middleeasteye.net/news/palestine-gaza-what-you-need-to-know-about-besieged-enclave
16. International Federation of Journalists, 26. oktober 2023, International Federation of Journalists: https://www.ifj.org/media-centre/news/detail/category/press-releases/article/israel-un-concludes-that-idf-intentionally-or-recklessly-killed-palestinian-journalist-shireen-abu-akleh
17. Shakir, O., 29. november 2023, Los Angeles Times: https://www.latimes.com/opinion/story/2023-11-29/gaza-palestinian-prisoners-hostage-exchange-detention-israeli-prisons
18. Calzonetti, C., Haq, S. N., 25. oktober 2023, CNN: https://edition.cnn.com/2023/10/24/middleeast/queen-rania-jordan-amanpour-interview-intl/index.html
19. Human Rights Watch, 1. februar 2010, Human Rights Watch: https://www.hrw.org/news/2010/02/01/jordan-stop-withdrawing-nationality-palestinian-origin-citizens
20. Miller, E., 13. juni 2012, The Times of Israel: https://www.timesofisrael.com/jordan-promises-to-stop-revoking-nationality-from-palestinians/
21. Andersen, L., E., 22. november 2023, Den Store Danske: https://denstoredanske.lex.dk/Sorte_September
22. El Chamaa, M., 30. november 2023, The Washington Post: https://www.washingtonpost.com/world/2023/11/30/gaza-library-palestinian-culture/
23. Erdem B., 1. december 2023, Twitter: https://twitter.com/Berfin__Erdem/status/1730629498096288039