I flodsporet på en febril fortælling

Joseph Conrads legendariske I mørkets hjerte rykker stadig, nu på 125. år

 Af Lars Zbinden Hansen
Illustration af Marina Vorobyeva

Jeg har en bog, som jeg læser, hver gang en kendt litterat gør sig klog på den.

Senest er det den amerikanske historiker Maya Jasanoff, der har fået mig til reolen, fordi Jasanoff i den grad har forelsket sig i bogen og forfatteren.

Og så er der ingen vej udenom: Ind i teksten og ombord i en intens rejse op ad en mystisk flod.

Vi snakker I mørkets hjerte, eller på engelsk Heart of Darkness, Joseph Conrads legendariske historie om kaptajn Marlows tur på X-flod et ukendt og farligt sted i verden, hvor sømanden har fået i opdrag at opsøge Mister Kurtz.

Kurtz har været topleverandør af elfenben til firmaet nede ved kysten, men nu er leverancerne aftaget i hyppighed og volumen, og Kurtz har ikke givet lyd fra sig i lang tid. Hvad er der sket?

Det er Marlows opgave at bekræfte eller afkræfte rygtet på jungletrommerne, at Kurtz er syg, og at få ham med tilbage til kysten, hvis det er sandt.

Forlægget for novellen er Conrad selv og hans tur ad Congo-floden for lidt over 130 år siden. Conrad er på det tidspunkt en rutineret sømand fra de store have, mest i Asien, men det er første gang, han sejler på noget så fremmedartet som en afrikansk flod. Han er hunderæd og fyldt med had til omgivelserne.

Det fremgår af Conrads noter og dagbog fra turen, som novellen i lange stræk er en gendigtning af. Conrad er mildest talt ikke ’riverwise’ – hvis en sådan parallel til det engelske ’streetwise’ eksisterer.

Conrad skriver: “Jeg fortryder bestemt at være kommet her”. “Jeg fortryder endda bittert… Alt her er frastødende for mig. Mænd og ting, men mænd frem for alt.”

Han giver op, og syg bliver han – ad helvede til – som så mange andre hvide i slutningen af for-forrige århundrede.

Frygt for det indre

Europæere i Afrika kæmpede dengang med en latent frygt for det ’indre mørke kontinent’, som kunne få nakkehårene til at sitre. Og for mange gik det helt galt: De døde af ’afrikanske sygdomme’, som man ikke kendte baggrunden for. Malaria var en af dem.

Med Kaptajn Marlows beskrivelse af Kurtz, da han finder ham ved ’stationen’ oppe ad floden, fremmaner Conrad således den vildfarne europæer, der er ’mæt af primitive følelser’ og svinger mellem brovtende storhedsvanvid og et ydmygt hjælpeløst nødskrig, der i novellen lander i Kurtz’ berømte vanvids-stønnen: ’Rædslen! Rædslen!’

Sådan er det stadig i dag – på en måde!

Afrika er stadig det store gysende ukendte farlige, særligt hvis man bevæger sig udenfor kontinentets metropoler og muligheden for et behageligt privilegeret liv. Men selv derinde, i byerne, får vesterlændinge let ’afrikatitis’, som jeg kalder det.

Jeg har i flere end tredive år på kontinentet oplevet venner og bekendte, der er gået i spåner for helt at smuldre, når de er blevet ramt af et brag af et sammenstød med en uforståelig afrikansk kultur.

Bagefter lyder deres klage, at det negative anfald er affødt af afrikansk ineffektivitet, folks manglende tidsfornemmelse, uforudsigelighed og negligering af aftaler.

Oveni piner alt det materielle, der ikke virker som i Vesten: Strømafbrydelser i time- og dagevis. Vandmangel alle steder. Og en helvedes trafik med anarkistiske kaotiske trafikpropper i kogende varme og støv, og klimaet: Konstant svedigt tøj og hæragtige invasioner af myrer og kakerlakker for ikke at tale om farlige dyr, der truer i det skjulte.

Kulturchok

Når man har fået disse dårligdomme for det indre blik og ikke kan sove om natten på grund af et indsnævret udsyn, så er man på vej mod conradsk vanvid a la Kurtz.

Så gør de fleste som Conrad: Bryder kontrakten og rejser hjem. I Conrads tilfælde efter fire måneder på en ellers treårig kontrakt.

Conrad nåede derfor aldrig at leve sig ind i omgivelserne, prøvede ikke at forstå, forsøgte ikke at komme op af sit mørke syge hul. I stedet slog han sig ned i England og skrev noveller og romaner.

Jeg vil her sige om Conrad: Han fik såmænd bare et godt gammeldags kulturchok. Som så mange andre før og efter ham.

Men heldigvis for eftertiden kom der en herlig febril novelle ud af mareridtet, som vi stadig sidder og vender og drejer, 124 år efter at den udkom.

Conrads historie er i Afrika-litteraturen en af de mest omtalte nogensinde. Den er blevet hudflettet og gennemanalyseret og fortolket og refereret i generationer. En af de bedste, jeg har læst, er Sven Lindquists ’Exterminate all the Brutes’, og på filmsiden er Francis Ford Coppolas ’Dommedag Nu’ nok den mest kendte og mest interessante (særligt for os, der husker Vietnam-krigen).

Og hvorfor så det? Fordi historien er fundamentalt spændende med sine mystiske ’os og dem’-betragtninger, altså civilisation kontra barbari, eller europæisk kultur mod afrikansk tilbageståenhed, hvid mod sort, om man vil.

Ødelæggelse

Turen op ad Congo-floden er blevet fortolket som et kæntret europæisk imperialistisk projekt, en bevidsthedsrejse fra det perfekte Europa til et deformt og tilbagestående Afrika, der kan ødelægge den bedste europæer og få den bedste til at ødelægge sig selv. Fokus er på den hvide på gennemrejse, ikke omgivelserne. Og den fortolkning har mange taget til sig.

Barack Obama læste bogen og forklarede i ”Dreams from my father”, at ”bogen lærer mig ting om hvide mennesker. Bogen er ikke om Afrika. Eller sorte mennesker. Den handler om manden, som skrev den. Europæeren. Amerikaneren. En særlig måde at se verden på.”

Obama var tæt på at give den nigerianske forfatter Chinua Achebe ret i sin vurdering af Conrad og Mørkets hjerte.

Achebe gik nemlig til fadet og kaldte Conrad racist, fordi han, Conrad, i novellen eliminerer ”afrikaneren som en menneskelig faktor”. Conrads tilgang fik af Achebe prædikatet ”absurd og pervers arrogance, der reducerer Afrika til rekvisit for et opbrud i et småtskåret europæisk sind”.

Maya Jasanoff, som satte gang i denne artikel, forklarer i samme boldgade, at Conrad allerede under sine mange sejladser som sømand i Asien så tilværelsen fra udlændingens side, ikke fra de indfødtes: ”Han vidste mere om engelsk-hollandsk rivalisering og købmænd og pirater” end om de lokale forhold. ”Hans fiktion vovede sig meget sjældent udenfor hovederne på europæiske karakterer”.

Sådan! Man bliver ikke klogere på Afrika af I mørkets hjerte, men måske på sig selv og ens instinktive modvilje mod at leve sig ind i andre kulturer og måske frygt for at ’go native’.

I stedet får man intens spænding på vej mod Kurtz, der er ramt af et særligt voldsomt tilfælde af ’afrikatitis’, og det kan udvikle sig på alle mulige uforudsigelige måder. Og gør det!

Lars Zbinden Hansen er journalist, har en professional master i Afrika-studier og er forfatter til bogen På kanten af asfalten – Fra Kampala til Niamey og retur (Alle oversættelser er skribentens).