Er væksten forudsætningen eller hindringen for den bæredygtige omstilling?

Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrup
Efter festen. Nye veje til et bedre samfund uden vækst
Gad, 2023

 

 

 

Af Jakob Skovgaard
Tegning af Esben Lindhe, BA.arch MAA

I disse år blæser forandringens vinde. Det, som vi gik og antog var grundlæggende samfundssandheder, bliver nu én efter én genstand for debat i mainstreammedierne. Dette er tilfældet for alt fra arbejdsmarkedsforhold, i form af fx nedsat og fleksibel arbejdstid, til dét, som af mange ses som selve kapitalismens hjørnesten, nemlig vækst. Debatten af disse emner er naturligvis ikke ny, men de har ikke tidligere fyldt i de etablerede medier, og slet ikke med samme grad af seriøsitet, som det nu er tilfældet. Som forfatter og tidligere lektor i samfundsfag Erik Christensen bemærker i sin anmeldelse af samme bog, som også her anmeldes: ”Det nye er, hvilke personer der nu fremsætter en sådan påstand.”1

Senest er netop debatten om vækstens rolle i samfundet henover foråret og sommeren blevet taget op, med afsæt i bl.a. en stort anlagt konference i Europa-Parlamentet i maj med titlen ”Beyond Growth,” Ulrike Hermanns bog ”Kapitalismens afslutning,” samt Børsens årlige Bæredygtighedssummit, hvor det blev diskuteret, hvorvidt virksomheder bør stoppe deres vækst for at redde planeten.

I slipstrømmen af ovennævnte ligger Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrups nye bog, Efter festen. Nye veje til et bedre samfund uden vækst. Mogensen er til daglig politisk chef i Socialdemokratiet på Christiansborg, og Baastrup er direktør for Teknologirådet og DeltagerDanmark, som fusionerede tidligere på året.

Mogensen og Baastrup betegner deres budskab om vækstens nødvendige detronisering som politisk pejlemærke som både ”indlysende” og en ”offentlig hemmelighed.” (16) Bogen er skrevet på baggrund af den brændende platform, at ”klimaforandringer og naturødelæggelser er gået fra at være en bekymring for fremtiden til at være en daglig og nærgående realitet.” (9) I morgen er blevet til i dag, og de før så abstrakte trusler risikerer nu at ”fjerne grundlaget for stabile og holdbare samfundssystemer og økonomier.” (11) Og her kommer vi til forfatternes grundlæggende pointe: Det overtræk på naturen, som har bragt os i denne knibe, er først og fremmest foranlediget af den ’fossilfest,’ som blev indledt med industrialiseringen, og som for alvor har taget fart i anden halvdel af sidste århundrede. Fossilfesten har været drevet af det krav om evig vækst, som er så fundamentalt for en kapitalistisk markedsøkonomi.

Kritik af væksten

Med henblik på at sætte rammerne for den vækstkritik, som er omdrejningspunktet for Efter festen, fremfører Baastrup og Mogensen særligt to relaterede argumenter: Det første peger på, at fortællingen om Danmark som grønt foregangsland er falsk, i hvert fald når det handler om reduktion af vores udledninger. Hvis man fx medregner udledningerne fra biomasse, er de vores samlede emissioner kun faldet med ca. 20 procent siden 1990, frem for de officielle 41 procent. (47) Ligeledes bør de forbrugsrelaterede udledninger inkluderes, hvilket ikke aktuelt er tilfældet. Da en stor del af produktionen er flyttet uden for landets grænser, kan man altså snakke om, at overvægten af den forbrugsrelaterede reduktion, der er sket på dansk grund, er sket på bekostning af en stigning i udledninger uden for landets grænser. (47)

Beregninger af det grønne BNP, som blev præsenteret tidligere på året, anslår, at Danmark opbygger en ubetalt forbrugsregning på naturens regninger, som alene for 2020 lød på kr. 245 mia. – eller mere end ti procent af landets BNP. (81) I forlængelse af vores undervældende reduktioner siden 1990 hævder forfatterne, at Danmarks 70-procentsmål i bedste fald kan ”anses for at udgøre et absolut minimum for, hvad et land som Danmark skal kunne levere” (51). Dette argument er af økonomisk karakter, men Klima- og Omstillingsrådet konkluderede ligeledes i en rapport fra 2022, at 70-procentsmålet er utilstrækkeligt ud fra et klimaretfærdighedsperspektiv, dvs. hvis man blandt andet medregner vores historiske ansvar.2

Det andet rammeargument for vækstkritikken handler om, at vi fortsat mangler at se en afkobling mellem øget vækst og øgede udledninger af drivhusgasser i et meningsfuldt omfang. Senest har Det Europæiske Miljøagentur vurderet, at der sandsynligvis ikke kan opnås en absolut kobling af økonomisk vækst fra miljøbelastninger. (39) Dette betyder altså, at såkaldt ’grøn vækst,’ som beror på en storskalaerstatning af materialer og energiformer – på globalt plan og inden for samtlige planetære grænser – ikke er realistisk med tanke den korte tidshorisont, vi har til rådighed. Hvis man tager denne konklusion, som sætter lighedstegn mellem vækst og udledninger, som udgangspunkt for enhver diskussion af vækstens fortsatte berettigelse i vores samfundsøkonomi, affejer man på forhånd det klassiske argument om, at omstillingen kræver mere vækst før vi har råd til at gennemføre den.

I forlængelse heraf imødekommer Baastrup og Mogensen også argumentet om, at vi kan udvikle os ud af klimakrisen gennem teknologiske løsninger. Her henviser de til det såkaldte Jevons paradox, som tydeliggør, at vores forbrug typisk stiger når teknologien forbedres; det indebærer nemlig oftest et prisfald i de involverede ressourcer, da de nu udnyttes bedre, hvilket fører til en stigning i forbrug samlet set. (51)

I tillæg til den vækstkritik, som er informeret af klima- og miljøhensyn, bringer forfatterne også en række andre mere trivselsorienterede perspektiver på banen, som resultater fra undersøgelser, der viser, at befolkningen i gennemsnit ikke er blevet lykkeligere de sidste 50 år trods en fordobling i indkomst. (62)

Trods disse kritiske perspektiver på vækstens rolle i den bæredygtige omstilling af samfundet, undlader forfatterne ikke at slå fast, at vækst i BNP er ”smøremiddel i al politik,” og at opgivelsen af vækst som mål vil indebære markante udfordringer. (74) Selvom forfatterne altså opfatter vækstens erstatning som mål som en nødvendighed, ser de det ikke som selve ”løsningen, som får problemerne til at gå væk.” (74)

Samfundsfortællingens potentiale

Mogensen og Baastrup opsummerer to forskellige grundantagelser (eller præmisser, som de kalder dem) om, hvordan vi bør løse de kriser, vi befinder os i: Den første handler om klodens grænser og peger på, at rammerne for vores samfund i øjeblikket nedbrydes af menneskelige aktiviteters karakter og omfang. (10) Det er med andre ord ikke holdbart med fortsat vækst, som afstedkommer et stigende pres på økosystemerne. Den anden præmis handler om menneskets natur, som italesættes som et forbrugsafhængigt væsen ude af stand til at indtænke fremtidige behov i sit handlemønster. (11)

Centralt for konfrontationen mellem de to antagelser, hævder forfatterne, står idéen om frihed. Vores kollektive frihedsbegreb – i det omfang, et sådant kan defineres – har i nyere tid baseret sig på øgede valgmuligheder og forbrug, som netop er truet af de økologiske kriser. (15) Det er kun muligt at fastholde frihed som pejlemærke, såfremt vi som samfund kan enes om en genfortolkning, som tager højde for den nye virkelighed, vi befinder os i. Denne opgave er i realiteten måske ikke så vanskelig, som det ved første øjekast kan synes, da frihedsbegrebet allerede rummer frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed, handelsfrihed, ytringsfrihed, frie demokratiske valg, frihed til kollektiv forhandling, frihed til at sælge sin egen arbejdskraft og vælge sit erhverv, den frie videnskab og oplysningstanken. (103) Ingen af disse frihedsideer, noterer forfatterne sig, udfordres af mødet med de planetære grænser. (103)

Det gælder for både opfattelsen af mennesket som et forbrugsafhængigt væsen og vores aktuelle frihedsbegreb, at vi har at gøre med stærke kollektive narrativer snarere end problematikker, som kan løses på teknologisk vis. Denne indsigt får Baastrup og Mogensen til at konkludere, at den bæredygtige omstilling er et samfundskulturelt snarere end et teknologisk projekt. (14)

Som konsekvens af dette argumenterer de for en opdatering af ”samfundsfortællingen,” som består af de kollektivt accepterede sandheder, og som forbinder borgernes liv og erfaringer med det omkringliggende samfund. Det er en vigtig pointe, at det ikke kun drejer sig om abstrakte idéer, men at der er tale om fortællinger, som vi praktiserer gennem vores hverdagshandlinger. Som det ser ud nu, påpeger forfatterne, forbinder de gældende samfundsfortællinger ikke mennesker og samfund med samtidens udfordringer på en troværdig måde. (146) Spørgsmål om fx borgerens rolle i den grønne omstilling finder vi ikke entydige svar på, men ikke desto mindre er sådanne spørgsmål centrale for, hvordan vi agerer både i forbrugssituationer og ad formaliserede demokratiske kanaler som ved stemmeurnerne.

Netop borgerens rolle ligger Baastrup og Mogensen særligt på sinde, da de ser den nødvendige omstilling af samfundet som en oplagt anledning til i samme ombæring at fremme danskernes demokratiske engagement. Vælger borgerne at engagere sig i bæredygtighed, hævder forfatterne, aktiveres en ”lang række positive følelser associeret med demokratiets symboler, processer og resultater.” (141) Sammen med den førte politik, er følelsen af demokratisk medejerskab et af de allermest afgørende elementer i omstillingen, da den skal bæres igennem ved ”graden af fælles viljesdannelse.” (76)

Kritik af bogen

Efter festen har siden udgivelsen i forsommeren været heftigt debatteret i det danske medielandskab, ikke mindst hjulpet på vej af Baastrups efterfølgende interview i DR’s Deadline og andre optrædener (Mogensen har efter sigende valgt ikke at udtale sig om sin egen bog, da vækstkritik ikke flugter med Socialdemokratiets officielle linje).3

Ikke overraskende har bogen med sine drastiske omstillingsrelaterede løsningsforslag tiltrukket sig blandet modtagelse. Blandt de største kritikere hævder fx klima- og skatteordfører i Liberal Alliance, Steffen Frølund, at ”konsekvenserne af at følge bogens anvisninger til en grøn omstilling vil være katastrofale.”4 Direktør i CEPOS, Martin Ågerup, forklarer, at ”et fly holder sig i luften, og en cykel undgår at vælte takket være fremdriften. Bæredygtighed sikres ved høj økonomisk vækst og hurtig teknologisk udvikling.”5

Gennemgående for kritikken af bogen er, at selve udgangspunktet for Mogensen og Baastrups tese, nemlig lighedstegnet mellem øget vækst og øget pres på de planetære grænser, fuldstændig ignoreres. Som fx når Jonathan Lindahl, økonom ved Center for Regional- og Turismeforskning, udelukkende fokuserer på klimakrisen i sin konklusion om, at det er ”vores forbrænding af fossile brændsler og de ikke-energirelaterede udledninger, for eksempel metanudslip fra landbruget, som er det direkte problem.”6 Således afspejler kritikken, omend lidt utilsigtet, Mogensen og Baastrups påstand om, at afkoblingsproblemet – altså mellem vækst og udledninger og ressourceforbrug – er afgørende for en reel vurdering af vækstens rolle i samfundsøkonomien.

Selv når én af bogens kritikere, forfatter og redaktør Christian Egander Skov, accepterer de planetære grænser som en faktor i vækstspørgsmålet, frames den underliggende konflikt således: ”Den uhyggelige tanke om planetære grænser er dog værd at lade rumstere i sit urolige sind. For måske er det sådan, at vi under alle omstændigheder skylder hinanden at overveje forholdet mellem det grænseløse forbrug og det gode liv.”7 Med tanke på den parade af såkaldt vilde problemer, som vi står overfor, er det naturligvis langt mere end blot det gode liv, som her er på spil.

I en artikel i Zetland roste Thomas Hebsgaard Efter festen for direkte at konfrontere Socialdemokratiets tradition for at pege på økonomisk vækst som arbejderklassens redningsplanke.8 I selvsamme artikel affejede partiets tidligere klimaordfører og nuværende ordfører for miljø og cirkulær økonomi, Anne Paulin, idéen om nulvækst ved at karakterisere det som en ”meget akademisk diskussion.”9

Mens den borgerlige kritik altså skyder forbi målet når den nedvurderer de omfattende risici ved at overskride de planetære grænser, som netop er kernedrivkraften bag vækstopgøret, står Mogensen og Baastrups syn på den kapitalistiske økonomis forhold til vækst en smule uklart efter endt læsning af Efter festen. På den ene side hævder forfatterne, at ”systemskiftet bør komme, fordi det er en forudsætning for at kunne indfri ambitionen om et bæredygtigt samfund uden vækst.” (120) På den anden side noterer de sig, at systemskiftet allerede er i gang og tilmed, at det er muligt at ”opretholde en blandingsøkonomi med hovedvægten på den markedsdrevne del af økonomien, selvom BNP-væksten aftager.” (90)

Som belæg for denne påstand citerer forfatterne den nobelprismodtagende økonom Robert Solows tese om kapitalismens og vækstens gensidige uafhængighed, som de facto betyder, at en kapitalistisk økonomi kan overleve uden vækst. (91) Anlægger man det brede syn på vækstdebatten de senere år er den ellers i højere grad kendetegnet af den såkaldte degrowth-bevægelse, hvis mest prominente teoretikere har arbejdet på at levere overbevisende modsvar på Solows antagelse. Blandt dem er økonomen Jason Hickel, som i kontrast til Solow netop karakteriserer kapitalismens grundvilkår som den evige vækst.10

Uanset hvilken karakteristik, der ræsonnerer bedst med ens opfattelse af kapitalisme og vækst, er spørgsmålet om forholdet mellem disse centralt i den forstand, at det er udslagsgivende for de politiske og systemiske løsningsmuligheder, som skal tages i brug for at manøvrere os igennem de aktuelle altafgørende omstillingsår. Selvom Mogensen og Baastrup leverer en gedigen bredside til vækstens rolle i vores samfund, udstiller netop spørgsmålet om kapitalismens forhold til væksten – i samspil med forfatternes tøvende og tilbageholdende kapitalismekritik – den diplomatiske balancegang, som forfatterne bevæger sig på med denne bog, og som afholder dem fra til fulde at følge den logiske konsekvens af deres egne argumenter.

Med det in mente, lykkes forfatterne med at komme rundt om mange relevante emner og perspektiver, og de leverer samlet set et overbevisende bidrag til vækstdebatten, som også direkte forsøger at imødekomme de kritikpunkter, som hyppigst forekommer i debatten.

Konklusion

Det har været interessant at bevidne den seneste tids pludselige fokus på vækstkritiske perspektiver i mainstreamdebatten, og det er vanskeligt at forudse, hvor meget disse fylder om bare et par år. Som Mogensen og Baastrup selv påpeger, var idéen om en drivhusgasafgift på landbruget kun to år om at bevæge sig fra den yderste venstrefløj til den politiske mainstream.11 I en artikel i Zetland stiller Thomas Hebsgaard i forlængelse heraf det væsentlige spørgsmål, om man kan forestille sig et lignende holdningsskred i spørgsmålet om økonomisk vækst?12

Den afsluttende og opsummerende opfordring i Efter festen lyder på, at vi som samfund skal gøre flere ting samtidig: Lægge målet om vækst i graven for at mindske skadevirkningerne på miljø og klima, udpege andre og mere attraktive samfundsmål, og fremskynde den teknologiske transformation. (171) Mens vi her peges i retning af vigtige løsningsmuligheder, udstilles på samme tid én af de enorme udfordringer, som vi står overfor: Faren er nemlig, at vi – som det i grove træk hidtil har været tilfældet – ender som paradokset Buridans æsel, som sulter ihjel, da det er ude af stand til at tage et aktivt valg mellem to bunker af foder, som er af samme størrelse, kvalitet og afstand til æslet. Æslet bliver i denne sammenhæng et billede på, hvordan ”rationel” tænkning inden for et særligt paradigme afholder os fra rationel tænkning i bredere forstand. Sat lidt på spidsen udgør løftet om ”grøn vækst” den samme form for ikke-valg, som resulterer i katastrofen.

Efter festen er en velskrevet og langt hen ad vejen modig debatbog, som skriver sig ind i én af tidens absolut vigtigste diskussioner, og som understreger, at der desværre ikke findes noget quick fix. Overholdelsen af de planetære grænser er en bunden opgave, som vedkommer alle, og alle bør derfor tage del i den fælles omstilling for en bedre fremtid end den, vi aktuelt er i gang med at surre os fast til.

Print Friendly, PDF & Email

  1. Erik Christensen i POV. International: ”Overraskende god og kættersk debatbog: På vej mod en socialdemokratisk fornyelse?” https://pov.international/fremragende-ny-bog-socialdemokratisk-fornyelse/

  2. Klima- og Omstillingsrådet: ”Er 70 % retfærdigt?” (Februar 2022): https://usercontent.one/wp/www.klimaogomstillingsraadet.dk/wp-content/uploads/2023/08/Er-70-retfaerdigt.pdf?media=1644949959

  3. Lotte Folke Kaarsholm i Politiken: ”Hvordan laver man en samfundsøkonomi, hvis naturen er gået i betalingsstandsning?”, https://politiken.dk/nyhedsbreve/mine/nyhedsbreve_politiken_debat/art9431289/Hvordan-laver-man-en-samfunds%C3%B8konomi-hvis-naturen-er-g%C3%A5et-i-betalingsstandsning

  4. Steffen Frølund, klima- og skatteordfører i Liberal Alliance, i Altinget: ”2 A’er: Anti-vækst bog er et skrækeksempel på socialistisk klimapolitik” https://www.altinget.dk/artikel/2-aer-anti-vaekst-bog-er-et-skraekeksempel-paa-socialistisk-klimapolitik

  5. Martin Ågerup, Direktør i CEPOS, i Berlingske (31. maj) og på cepos.dk: ”Bæredygtighed sikres ved hårdt arbejde – ikke ved at holde mere fri” https://cepos.dk/debat/baeredygtighed-sikres-ved-haardt-arbejde-ikke-ved-at-holde-mere-fri/

  6. Jonathan Lindahl, økonom ved Center for Regional- og Turismeforskning, i Turistmonitor: ”At sætte en grænse for væksten er ikke løsningen på vores klima- og miljøproblemer”, https://turistmonitor.dk/debat/art9444717/At-s%C3%A6tte-en-gr%C3%A6nse-for-v%C3%A6ksten-er-ikke-l%C3%B8sningen-p%C3%A5-vores-klima-og-milj%C3%B8problemer

  7. Christian Egander Skov: ”Grænserne er tilbage – og med dem også vores frihed”, https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9423130/Gr%C3%A6nserne-er-tilbage-%E2%80%93-og-med-dem-ogs%C3%A5-vores-frihed

  8. Thomas Hebsgaard i Zetland: ”Er Danmarks største magtparti klar til et opgør med økonomisk vækst?” https://www.zetland.dk/historie/seAEAn7q-ae6XddK5-e4718

  9. Thomas Hebsgaard i Zetland: ”Er Danmarks største magtparti klar til et opgør med økonomisk vækst?” https://www.zetland.dk/historie/seAEAn7q-ae6XddK5-e4718

  10. Jason Hickel: Less is More. How Degrowth will save the World, William Heinemann, 2020: 40.

  11. Thomas Hebsgaard i Zetland: ”Er Danmarks største magtparti klar til et opgør med økonomisk vækst?” https://www.zetland.dk/historie/seAEAn7q-ae6XddK5-e4718

  12. Thomas Hebsgaard i Zetland: ”Er Danmarks største magtparti klar til et opgør med økonomisk vækst?” https://www.zetland.dk/historie/seAEAn7q-ae6XddK5-e4718