Kennedy og de intellektuelle: En kærlighedshistorie

Vi kan ikke forvente, at alle […] vil tale fornuft […] Men vi kan håbe på, at færre vil lytte til nonsens.
– Anders Agner Pedersen citerer John F. Kennedy

60 ÅR EFTER JFK’S DØD: Hvad har så forskellige mediepersonligheder som Anders Agner Pedersen, Adam Holm, David Trads, Rune Lykkeberg, Hans Engell, Martin Krasnik, Uffe Christensen og Georg Metz til fælles? Lovprisning af John F. Kennedy. Mytologisering af John F. Kennedy. Og, hvis vi tager realpolitikken med: Apologier for John F. Kennedys massive volds- og undertrykkelsesprojekter. I denne analyse optrevler Uffe Kaels Auring myten og ser nærmere på Kennedys reelle aftryk på verden.

Af Uffe Kaels Auring
Billeder af Liam Andersen

Der er tre måder at gå til fænomenet John F. Kennedy på.

1. Man kan lade sig betage af den smukke skikkelse og evt. sætte ord på virkningen, som den melder sig i ens sind og den bredere kultur.¹
2. Man kan orientere sig i, hvad Kennedy foretog sig politisk.
3. Man kan se nærmere på forbindelsen mellem Kennedys politiske virke og det herskende Kennedy-billede (altså sammenholde pkt. 1 og 2).²

Jeg vil i denne artikel koncentrere mig om det, Kennedy stod for, og den virkning, fænomenet har i den virkelige verden. Men først nogle smagsprøver på den almindelige ihukommelse. Hans Engell spurgte for nogle år siden i Ekstra Bladet, hvad vi husker Kennedy for. ”Svaret er: Det inspirerende, synlige lederskab […] Hans evige ungdom og udstråling. Hans personlighed og karisma. JFK kunne med sine stærke, værdiprægede taler vinde en hel generations globale ungdom i troen og håbet om en bedre, fredeligere, ambitiøs og åben verden.”

Svaret måtte blive et andet, hvis Engell i stedet havde spurgt, hvilket aftryk Kennedy faktisk satte på verden. Men det er ikke det relevante spørgsmål for den politiske analytiker. Det relevante er, hvilket aftryk han har efterladt i den intellektuelle verdens og Engells eget sind: Hvad vi husker ham for. Fra et andet politisk ståsted, men i samme selvbeskuende ånd bemærker Informations sortseer Georg Metz, at mennesket Kennedy ikke holdt længe, ”men det gjorde trods alle tilbageslag og tragedier brandet Kennedy”. Han ”opnåede mytisk format” og ”varig status af stor præsident”.

Den fælles erindring om Kennedy består i at afrapportere, hvilken effekt han har haft på den fælles erindring. Jyllands-Postens Uffe Christensen og Jørgen Ullerup fortæller, at ”John F. Kennedy gik ind i amerikansk historie som en af nationens mest markante og legendariske personligheder”. Kristeligt Dagblads Erik Boel fortæller, at ”Kennedys magi er intakt”. Det er korrekt, så længe man gentager det og ignorerer historien. Magien mister først sin kraft, når man træder ud i den virkelige verden.

Men hos de intellektuelle er den relevante verden, hvad der foregår i vores (deres) sind. Evt. idet de minder sig om, hvordan andres sind er blevet berørt. David Trads forkynder: ”Tænk på, hvor inspireret alle blev, da John F. Kennedy sagde »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land«.” Hos Rune Lykkeberg er Kennedy ”symbolet på optimisme, frihed og fremskridt”; den ”progressive præsident” var talerør for ”Vestens store ide” om ”det fælles fremskridt og den fælles frigørelse”.³

Nu har Kennedy været død i 60 år. Det er altså tid til at genåbne posen af lovord. Kennedy havde ”idealistiske visioner og ambitioner og gjorde et uudsletteligt indtryk” og var ”formentlig USA’s bedste og mest visionære præsident siden Abraham Lincoln”. Hans ånd er stadig med os, for han var eksponent for ”troen på, at politik […] kan forholde sig til samfundets moralske behov og være et middel til at få opfyldt vores højeste ønsker”. Hvor visionær var Kennedy lige? Det fremgår af præsidentens taler, som danske medier i disse dage citerer flittigt fra. Ifølge Anders Agner Pedersen kan nutidens USA endda lære meget af en tale, Kennedy ikke fik holdt.⁴

O.k. Via kulturel introspektion er det altså givet, at Kennedy er symbolet på alt, hvad der er stort og godt ved USA og den vestlige verden. Men symbolets objektive virkning er den modsatte, og det er heri, det har sin værdi og betydning: Som et middel til at forsvare dominans og forbrydelser. Det bliver klart, når vi retter blikket mod historien. I det følgende fokuserer jeg på Kennedys tredjeverdenspolitik, fordi det er det område, præsidenten satte sit mest markante aftryk på. Undervejs vil jeg desuden forsøge at indkredse hans position i den bredere dominanspolitiske historie. Endelig vil jeg bringe en afsløring om Kennedys vilde sexliv.

1. Tilløb til gentænkning af klientstaternes rolle

Til den ikkeseksuelle side af sagen. Under vejledning fra de intellektuelle kræfter i statsapparatet og de fremvoksende semistatslige tænketanke påbegyndte den nytilkomne Kennedy-regering en omfattende modernisering af USA’s politik over for den tredje verden.⁵ USA havde indtil da haft gode erfaringer med at udklække, opbygge og befæste militærdiktaturer i Latinamerika. De klassiske rationaler var, at militæret udgjorde bolværk mod kommunistisk aggression og var en garant for kontrollen med landenes menneskelige og økonomiske ressourcer. Bagsiden var, at modellen forarmede store dele af befolkningen. Eller rettere: at de utilfredse masser ofte gjorde oprør.⁶ Den store løsning på dette problem blev hen imod slutningen af 1950’erne bredt kendt som ”moderniseringsteori”: den progressive ide om, at samfund skal gennemløbe en række konfliktfyldte faser, før de til sidst kan træde op på det udviklingsmæssige højdepunkt, som de fuldtudviklede vestlige lande overskuer og administrerer verden fra. For at nå så vidt havde landene brug for den udviklede verdens investeringer og vejledning. Kennedy og hans mytologiserede kreds af lyse hoveder var overbevist om, at verden havde brug for dem, deres ekspertise og kontrol.

Den videnskabeligt informerede og teknokratisk orienterede Kennedy-regering forenede de nye udviklingstanker med den klassiske imperiale militarisme. Det teoretiske grundlag var læren om, at ”autoritarisme er påkrævet for at føre tilbagestående samfund igennem deres socioøkonomiske revolutioner […] Tendensen mod militær autoritarisme vil forstærkes, i takt med at udviklingsproblemerne bliver mere påtrængende, og de demokratiske facader, som de kolonialistiske magter har efterladt sig, viser sig uegnede til at kunne håndtere de forhåndenværende udfordringer.” Målet var at “fremme USA’s interesser mere effektivt igennem militærregimer”, bl.a. i erkendelsen af, at militære autokrater ”kan gavne USA’s interesser ved at opretholde stabilitet og indføre reformer, som civile politikere ville vige uden om”.⁷ Upopulære, men nødvendige reformer, forstår man.

I den amerikanske stats verdensanalyse var den største hindring for modernisering logisk nok ”traditionalisme”: nationalisme, stærke sociale hierarkier uden for centralmagtens kontrol, manglende markedsøkonomi og privat initiativ, autoritarisme, naiv ”neutralisme”, en primitiv tilknytning til den jord, man dyrkede og levede på, antivestlige opfattelser og paranoia over invasive vesterlændinge samt andre former for irrationalisme og overtro. Fra denne palet af primitive dispositioner ophøjede USA autoritarisme til den uomgængelige ”norm”: Det ”dominerende miljø, i hvilket USA må sammenknytte sine interesser” med udviklingslandenes.⁸ Mens de øvrige spor af underudvikling skulle udraderes eller udbedres, tilbød autoritarismen en platform, hvorfra landene kunne påbegynde den såkaldte ”take-off”-fase og indlede himmelflugten mod moderniteten.

Godt nok var omfavnelsen af militærregimerne ikke problemfri; selv ikke lederne af de mest USA-venlige, professionelle, teknisk sofistikerede og bureaukratisk velordnede institutioner⁹ kunne siges fri for de traditionsbundne karaktersvagheder, som er så veludviklede i verdens underudviklede regioner. Problemet kunne imidlertid ”minimeres” ved at skrue op for tilstedeværelsen af amerikansk ekspertise og ressourcer – militærrådgivere, økonomiske administratorer, våbensalg m.v. – for at holde de lokale militærfolk fast på det professionelle spor.¹⁰ De ansvarlige autoriteter i den frie verden tog ikke notits af, at de hermed omsluttede militærstyrerne med en yderligere skal af militær autoritarisme, og at de selv optrådte som autoritaristiske vogtere af en højere orden.¹¹ Til forskel fra selv de mest despotiske militærdiktaturer kunne deres vestlige overmænd ikke påberåbe sig den mindste flig af folkelig forankring. Ligesom de heller ikke behøvede det.

I stedet rettede påvirkningsvirksomheden sig mod de siddende magthavere og eventuelle surrogater. Under Kennedys forkyndelse af national selvbestemmelse benyttede Washington fortsat sine udstationerede agenter til at gennemføre fordelagtig politik, så langt pressionsmidlerne og de lokale eliters velvilje rakte, og (fra)vælge politiske ledere, når situationen krævede det. Der går ikke nogen skår i det frihedselskende og demokratiske selvbillede af den grund.¹²

På dette punkt er tidens Kennedy-beundrere åndsbeslægtet med nye og gamle imperiale praktikere: Hvad angår civilisatoriske pejle- og prydsmærker som styreform og folkelig suverænitet, skal Vesten først og fremmest måles på landvindingerne i de hjemlige samfund, ikke engagementet i det store udland. Sekundært kan iagttagerne dvæle ved det abstrakte faktum, at Vesten indtager en dominerende position på verdensscenen og således stiller sin overlegne samfundsmodel til misundelsesværdigt skue for alverden. Men her stopper erkendelsesprocessen så også, mættet af indsigt i egen efterstræbelsesværdighed. Hvordan sejren er tilkæmpet, er underordnet. Spørgsmålet om, hvordan positionen opretholdes, er allerede besvaret af vores strålende eksempel. De, der ikke overlevede processen, havde næppe grund til at klage og gør i hvert fald ikke længere indsigelse. Det, der sejrrigt holdes nede, holdes også ude af den herskende historie.

I triste perioder må vi slå blikket ned for at undslippe beskæmmelsen ved det, vi foretager os; i håbefulde perioder kan vi stolt rette blikket mod solen, vi kredser om. Kennedy var en sådan sol, og vi mærker stadig hans varme.

Det er ikke protesten mod uretfærdighed, men hengivelsen til retfærdighedens fremtog, som fylder det liberale storsind. Ved at prædike folkelig selvbestemmelse høstede Kennedy ikke blot personligt bifald fra vestlige progressive. Han udvidede også skaren af følgere, der ved forbilledets eksempel lærte at overgive sig til ideen om Vestens dominerende position og anskue Vestens uforlignelige styrke som en manifestation af vores moralske forrang. Med en veltalende, civiliseret og visionsskabende præsident ved roret viste det sig forbavsende let for mange liberale og venstreorienterede at pakke deres USA-kritiske indstillinger væk og forsone sig med den vestlige verdensorden – som den eksempelvis åbenbarede sig i Kennedys taler. De behøvede ikke at identificere sig med den gældende magtpraksis for at give den deres tavse samtykke. Hvis vi kan lære noget af det intellektuelle samfunds Kennedy-fascination, må det være, at den stærke identitetspolitiske tilknytning til store mennesker og smukke ideer efterlader et enormt politisk tomrum, som den etablerede magt uhindret kan regere i. Det er ikke for ingenting, at Barack Obama ofte blev sammenlignet med Kennedy.

De offentlige intellektuelles og statsbureaukraternes veje skilles ved det punkt, hvor udarbejdelsen og udrulningen af politikken begynder: Offentligheden mister interessen og fordyber sig i sine konventionelle trossætninger, mens praktikerne får arbejdsro. Det betyder ikke, at ideerne om demokratisk bevågenhed og kontrol opgives. Tværtimod hyldes de som beviser på vores exceptionelle karakter. Rune Lykkeberg ser f.eks. lovende perspektiver i ”overvågningsdemokratiet”, som går ud på at udstille ”afstanden mellem magthavernes praksis og samfundets principper”. Men hans egen behandling af såvel Kennedy som den bredere historie viser, at beundringen for de demokratiske visioner snarere synes at dulme end at vække nogen overvågningsdemokratisk interesse for den praktiske udmøntning af programerklæringerne.¹³

Hvor de intellektuelle bliver stående ved visionen af den sejrende retfærdighed, måtte realpolitikeren Kennedy derimod forvalte dominansen og inspicere dens indre mekanik med henblik på kalibrering og optimering. Lad os træde ind i maskinrummet. Det betyder, at vi forlader den historie, der optager den herskende kultur. I stedet skaffer vi os realhistorisk viden samt indblik i den gældende historiefortællings virkelige funktion.

2. Fundamentet for Kennedys tredjeverdenspolitik: Opbygning af klienterne

For udviklingslandene var idealbilledet et militær, som var under amerikansk direktion, men optrådte suverænt på de indre linjer. Visionen havde rod i den illusionsløse erkendelse af, at militæret i sidste ende er ”en nations sande magtelement”¹⁴; en sandhed, der blev desto mere uimodsigelig for hvert parti sikkerhedsteknologi, som blev sendt af sted for at lukke munden på de elementer, der nærede andre visioner for deres lands magtstruktur. De væbnede styrkers overordnede skulle besidde en ”anti-politisk orientering”, en ”sans for realisme” og evnen til ”nøgtern betragtning” af ”den nationale interesse”.¹⁵ Altså være loyale og følge de teknisk rationelle amerikanske standarder, der sikrer afhængighed af de primære sikkerhedsleverandørers udstyr, procedurer og tænkning.¹⁶ Derudover ikke underlægge sig folkets skiftende luner eller udvise for meget selvstændigt initiativ i store spørgsmål.¹⁷ I praksis var det beredvilligheden til at undertrykke radikale politiske og sociale kræfter, som begejstrede klienternes politisk motiverede bagmænd i Washington.¹⁸

Kennedys gennemgribende vision om civilisering af militæret og militarisering af de civile statsfunktioner indebar, at de lokale magtforvaltere nok skulle være ”apolitiske”, dvs. afnationaliserede, men også regeringsduelige. Det tilsagde den doktrinære erkendelse af, at eksistensen af civil opposition – i sin konsekvens massernes politiske indflydelse – udgør en akut sikkerhedstrussel, som må nedkæmpes ”i sine formative stadier”.¹⁹ Magten måtte, om nødvendigt, lægges i hænderne på trofaste militæradministratorer. Var protegeerne derudover i stand til, med kyndig hånd, at betjene de håndtag, som de civile politikere ofte fumlede med, ville selve grebet om magten lettere kunne fastholdes. Således blev opkvalificeringen af de lokale befalingsmænd til at håndtere den almindelige regeringsførelse et centralt indsatsområde i bestræbelsen på at skabe effektiv forvaltning under amerikansk overmyndighed. I supplement til bistandsfremstødets materielle dimensioner styrkede træningsprogrammerne selvsagt også militæreliternes nationale magt. Derudover konsoliderede Kennedys initiativer USA-afhængigheden og den hemisfæriske rangorden og arbejdsdeling.

Kennedy-regeringen satte stor lid til den statslige ingeniørkunsts virkekraft og gik så at sige i gang med at opbygge topstyringens instrumenter fra grunden af, i Washingtons billede. Blandt syringsredskaberne spillede diktater og andre hårde kontrolmidler en mindre rolle.²⁰ I hvert fald i venneplejen; de frafaldne stater måtte ofte omvendes med kontant styring. Men når vi skal forstå dominansens bindevæv i de mere uproblematiske relationer, der ikke kaldte på militærkup og deslige, skal man i stedet dykke ned i (re)socialiseringen af klienterne, tilpasningen af deres anskuelser til Washingtons verdensopfattelse, etableringen af professionelle relationer og kontaktflader samt oplæringen i de rette administrative kundskaber.²¹ Via planmæssig opbygning af ånds-, interesse- og arbejdsfællesskaber skulle tredjeverdensklienterne opnå status af loyale venner. Officererne kunne overlades mere frihed og ansvar, jo bedre skolede de var (”indoktrinerede” var en almindelig brugt officiel term²²). I oktober 1962 åbnede Inter-American Defense College i Washingtons Fort McNair, hvor nordamerikanske specialister i de efterfølgende år underviste tusindvis af latinamerikanske officerer i industriel drift, finansiel administration, transport, handel, landbrug, energi og kommunikationsvidenskab og andre væsentlige statsadministrative kundskaber. Da militærskolens leder fra 1969-1972, admiral Gene LaRocque, i 1977 gjorde status over de hidtidige landvindinger, var han godt klar over, at det ikke så kønt med demokratiske øjne: ”det er usundt at opbygge en kadre af militære guvernører over hele verden, og det er, hvad vi i nogen udstrækning gør”. Væsentligere var dog, at træningen gjorde effektive administratorer ud af studenterne, og ”jo mere effektivt militæret er, des mere magtfuldt er militæret, og des mere magtfuldt er vores militær”.²³

De militære styrkers ”lydhørhed over for forslag fra amerikanske styrker kan vise sig meget vigtig i fremtiden”, havde general Andrew O’Meara, øverstbefalende for Southern Command fra 1961-1965, tidligere påpeget.²⁴ De højtrangerende militærfolks diagnoser var i det store hele korrekte. I midten af 1970’erne efterlod situationen i USA-støttede diktaturstater som Brasilien, Chile og Argentina ikke nogen tvivl om, at træningsprogrammerne (og de professionelle relationer, de havde fostret) havde banet vejen for USA’s tætte kontrol med protegeernes økonomiske programmer og interne sikkerhedspolitik. For så vidt syntes en af de centrale antagelser hos Kennedys-æraens militært orienterede moderniseringstænkere at være bekræftet af de empiriske resultater. At andre officielle mål, såsom reel udvikling og demokratisering af de latinamerikanske officerskorps, havde slået fejl, betød mindre.²⁵ Systemet virkede.

Ambitionen om at hæve den militære institution over det politiske livs brydninger var ikke ny. Også under forgængeren, Dwight Eisenhower, arbejdede Washington på at opkvalificere militæret i allierede stater til nationale samlingssymboler, der kunne fremtvinge folkelig respekt og træde i karakter som politisk overdommer i kritiske situationer.²⁶ Et af de afgørende nybrud i Kennedy-regeringens politik bestod i, at militæret samtidig skulle rustes til rollen som den primære udviklingskatalysator, dvs. en styrende kraft, der gennemtrænger alle væsentlige politiske og sociale områder.²⁷ Med Kennedys inspirerende ord: ”Den nye generation af militærledere har udvist en tiltagende bevidsthed om, at hære ikke alene kan forsvare deres lande […] de kan hjælpe med at bygge dem.”²⁸

Præsidenten påtog sig på sin side at opbygge de hære, der skulle opbygge deres lande. Det foregik fortrinsvis med midler og programmer, der var designet til destruktion og civil kontrol. Den hårde side af sagen hed ”counter-insurgency”, oprørsbekæmpelse.²⁹ Det blev allerede i september 1961 den fælles mission for hele den amerikanske hær og ”den nye generation af militærledere” i de underudviklede lande.³⁰

Via koblingen til den herskende moderniseringstanke fik omfavnelsen af militærregimer status af intern statsideologi i Washington. I generaliseret form blev den førhen mere lyssky CIA-tilgang til korrektion af forstyrrelser i den tredje verden institutionaliseret i USA’s centrale udenrigspolitiske organer under præsidentens entusiastiske ledelse.³¹ Civile indsatser blev indtænkt som underordnede led i den militaristiske strategi, ligesom oprørsbekæmpelsesdagsordenen bemægtigede sig USA’s førende udviklingspolitiske organer.³² Hvis militæret i de identificerede ”problemområder” fik effektiv kontrol over det politiske og sociale liv, ville behovet for at iværksætte kup og andre fordækte højrisikooperationer blive mindre. Agtpågivende bureaukrater plæderede for, at man med den rette ”præventive medicin” kunne undgå situationer som i Vietnam og Laos, hvor den frie verden måtte ty til reaktiv symptombehandling.³³

På sin vis demonstrerede Kennedy, at han var på forkant med situationen. I lande som El Salvador tog det flere end 10 år, før de subversive kræfter mønstrede nogen militant trussel mod effekterne af den ”præventive medicin”, de i vidtstrakt omfang var en reaktion på.³⁴ I mellemtiden sikrede stabiliseringspolitikken USA betydelig politisk og økonomisk kontrol i pagt med den lille, eksklusive elite, der ejede det meste af landet. Lignende bivirkninger kan regelmæssigt konstateres i andre problemområder, som ordineres oprørs- og terrorbekæmpelsesbehandling. Senfølgerne for de medicinerede burde i dag være velkendte.

Alt sammen noget, der vil være værd at dykke ned i, hvis man interesserede sig for de praktiske dimensioner af Kennedys ”idealistiske vision for, hvad en regering kan, og hvad der er USA’s ansvar […] som en leder i verden” (Kristeligt Dagblad).³⁵

3. Antikommunisme adresserer problemets rod

Hvorvidt stabiliteten i de centralamerikanske stater, som Kennedy militariserede i oprørsbekæmpelsens og antikommunismens navn, var truet af oprørselementer til at begynde med, er dog et definitionsspørgsmål. Bureaukraterne i Washington opererede med et bredt trusselsbegreb: ”sociale oprørsaktiviteter” indbefattede jordløse bønders ”sult efter land”, mens spektret for ”politiske oprørsaktiviteter” strakte sig fra ”passiv modstand”, ”demonstrationer”, ”strejker” og ”optøjer” til regulære ”terroraktiviteter” og ”guerillakamp”.³⁶ Kennedy formåede således ikke alene at opbygge militær slagkraft med ’civile’ midler og autoritaristisk eftersmæld. I erkendelse af at der ikke er langt fra studenterdemonstrationer og radikal fagforeningsvirksomhed til den kommunistiske verdensovertagelse, udviskede hans regering også distinktionen mellem civilt og subversivt.³⁷ Hvis tilfælde af ’social uro’ ikke var den internationale kommunismes værk, stod kommunisterne og guerillaerne typisk parat til at ”udnytte” den.³⁸

Så hellere tage tingene i opløbet. F.eks. ved at lære de lokale bastioner for lov og orden at aflæse ”indikatorer på oprørsaktiviteter”. Varselssignaler kunne være ”fremvæksten af mange nye medlemmer i etablerede organisationer såsom fagforeninger”, ”bønders afvisning af at betale leje, skat eller afdrag på lån eller usædvanlige vanskeligheder ved at inddrive betalingerne”, ”fjendtlighed fra den lokale befolknings side mod regeringsstyrker”, ”et øget antal avisartikler eller -annoncer, som kritiserer regeringen”, ”en stigning i underskriftsindsamlinger, som kræver, at regeringen råder bod på uretfærdigheder”, ”studenteraktiviteter mod regeringen og dens politistyrker” samt meget mere af samme totalitære skuffe. Sådanne symptomer på ”oprørsaktiviteter” var karakteristiske for kommunistisk virksomhed, måske endda eksempler på den.³⁹ Tingene kunne hurtigt komme ud af kontrol.

Således alarmeret iværksatte Kennedy oprørsbekæmpelsesprogrammer, der væsentligt forkortede afstanden mellem civil opposition og politisk vold i indsatsområderne. Fremstødet fik langt hen ad vejen elimineret politiske modstandere. Med tiden blev hele samfund terroriseret til tavshed.⁴⁰ Mange andre blev konverteret til ”subversive” kræfter af en støbning, der tilnærmelsesvis matchede fjendesignalementet i den nye, dybe konfrontationspolitik.⁴¹ Men i reglen ikke fuldt ud, for trådene til Sovjet var generelt svære at få øje på.⁴² For at komme følelsen af falsk tryghed til livs måtte Kennedy og hans efterfølgere holde verden nøje underrettet om Kremls styrende, skjulte hånd eller mere uhåndgribelige konspirationer fra den ”internationale kommunisme”. Oplysningen bestod i reglen af erklæringer, der var lige så urokkelige som uverificerbare. Dertil kom lejlighedsvise fabrikationer. Kennedy holdt til gengæld en god del af sine egne internationale voldsprojekter skjult for offentligheden.⁴³

I dag citerer Anders Agner Pedersen Kennedy for, at ”[u]videnhed og fejlagtige oplysninger kan hæmme en bys eller en virksomheds fremskridt, men de kan også, hvis de får lov at råde i udenrigspolitikken, hæmme landets sikkerhed”. Som vanligt forbindes ordene ikke med Kennedys eget politiske virke. Faktisk er det først nu, i Trump-tidsalderen, at vi oplever ”de mange negative konsekvenser, det medfører når det, Kennedy kaldte nonsens, får lov at slå rødder”.⁴⁴

Kennedy-regeringen udskiftede den officielle målsætning om at ”bekæmpe interesser, der er fjendtligt indstillede over for USA” med ideen om at ”bekæmpe kommunisme og subversion”. Alligevel var det stadig den oprindelige ordlyd, der bedst indfangede essensen i den fortsatte dominanspolitik.⁴⁵ Som mobiliseringsinstrument var de nye toner til gengæld mere bevægende. Konfronteret med det overvældende trusselsbillede var det politisk opportunt for de folkevalgte at imødekomme Kennedy-regeringens pres for at øge militærbevillingerne og søsætte præventive oprørsbekæmpelsesinitiativer. Den alarmerede offentlighed gjorde ingen indsigelser. På eksekveringssiden befriede den røde fare beslutningstagerne for eventuelle demokratiske betænkeligheder ved den businessvenlige diktaturstøtte og målrettede bekrigelse af civil aktivisme.⁴⁶ Der var jo ultimativt og derfor helt akut tale om den frie verdens eksistens. At den aktuelle kommunistiske indflydelse i Latinamerika var minimal, var af mindre betydning. Kommunistiske partier fandtes godt nok i de centralamerikanske republikker, men de var alle små og illegale. Partilederne var i eksil, levede under jorden eller var under statslig kontrol.⁴⁷ Sådanne simple kendsgerninger gjorde ikke indtryk, for politikken var forankret i noget stærkere end fakta: reelle interesser, en dominanspolitisk kultur og belejlige mareridtsscenarier om den frie verdens undergang.

Det minder mig om, at der nok skal stærkere sager på bordet end fakta, hvis man vil nedbryde mytologien. Jeg har bare ingen ide om, hvad man ellers kan bringe i spil, når man ikke har propagandaen på sin side.

Skønt formålstjenlig var kommunistforskrækkelsen i øvrigt ikke rent spil for galleriet. Alt tyder på, at statsapparatet og dets ledere var grebet af den rædsel, der begrundede den fortsatte dominanspolitik. Det slående er, at frygten for den frie verdens kollaps matchede de imperiale ambitioner. I 1961 underrettede daværende vicepræsident Lyndon B. Johnson Kennedy om, at USA må slutte sig til ”kampen mod kommunisme […] i Sydøstasien med styrke og beslutsomhed for at opnå succes der – ellers må USA uundgåeligt opgive Stillehavsregionen og etablere forsvar på vores egne kyster”.⁴⁸ Antikommunismen var en positiv, mobiliserende kraft; ikke egnet til strategiske afvejninger af angrebsmål og taktik, men nødvendig for at forfølge de mål, man havde udpeget af andre grunde, med ”styrke og beslutsomhed”. Projektet om at dominere Indokina krævede voldsmidler og destruktionsvilje af et omfang, som de bagvedliggende geopolitiske kalkuler nok forlangte, men ikke selv kunne levere legitimitetsgrundlaget for.⁴⁹

Mens antikommunismen ikke var egnet til at identificere fjenderne, var den nyttig til at forfølge dem med alle midler. Konceptet formåede også at udvide landskabet for mulige fjender, så ”neutralistiske” og ”nationalistiske” styrer og bevægelser kunne bekriges, når det tjente strategiske formål. Koste, hvad det ville, for de berørte samfund og mennesker, eftersom det hele foregik i en god, vital sags tjeneste. Som vi kender det fra terrorbekæmpelsen og Afghanistan, var det os eller dem.

Mobiliseringskraften bag den valgte politik er én ting, retningen oftest en anden. Kraften, viljen og begrundelserne – alt det, offentligheden bliver involveret i – fastsættes typisk ud fra hensynet til, hvad der i den givne situation mest effektivt sætter magten fri til at fare løs på sine egentlige mål. Det voldsprojekt, man vil have befolkningen til at acceptere, må derfor forbindes med de værdier, som den allerede identificerer sig med.⁵⁰ Det drejer sig om at opnå offentlig opbakning eller i det mindste frihed fra offentlig indblanding; om man efterstræber det ene eller det andet, afhænger af de nærmere omstændigheder. Retningen fastlægges derimod i den strategiske tænkning, der mestendels foregår bag lukkede døre. Undertiden sammenblandes tingene, så selve ydelsen synes at blive et mål i sig selv. Det skete i Vietnam, og det skete i vor tids terrorbekæmpelse.⁵¹ Selve engagementet i storstilede voldsprojekter har det med at selvstændiggøre sig som industri (for en materiel betragtning, der er tabu at beskæftige sig med) og selvgyldigt formål (for en mental betragtning, der er tabu at forlade). Der er dog – rigtignok vide – grænser, for, hvor lang tid selvmotiverende voldsprojekter kan holdes i gang, når de yderligere motiver er faldet bort, hvad enten de har sejret eller lidt nederlag. Som Afghanistan-affæren viser, kan selv en ”god krig” – der ernærer et stort apparat af politiske, militære og økonomiske interesser – afblæses, når der ikke er mere at hente, og omkostningerne bliver for store. Måske vil vi se det samme med Ukraine-krigen.

Også for Latinamerikas vedkommende ser vi en bemærkelsesværdig kontinuitet i sammenspillet mellem dominanspolitikkens officielle begrundelser og dens reelle formål. Mens begrundelserne og faresignalerne skifter efter tidens behov, er formålene relativt stabile. Den måde, de er knyttet sammen på, står også fast: Det sker på bedragerisk og befordrende vis, det sidste til dels i kraft af det første.

I årtierne inden Kennedy satte kurs mod ”intern sikkerhed”, leverede målsætningen om at forsvare det latinamerikanske kontinent mod ydre fjender det officielle rationale bag USA’s militærbistand. Ifølge en af tidens fremmeste forskere i inter-amerikanske militære relationer var den ”eneste logiske” og den eneste reelle begrundelse for bistanden imidlertid at sikre et ”venligtsindet og samarbejdsvilligt” Latinamerika, åbne indflydelseskanaler, skabe afhængighed af amerikansk militærudstyr og opbygge politisk gæld, som modtagerlandene forventedes at afbetale med velvilje over for amerikanske dagsordener.⁵² Kennedys ”interne trussel” opnåede noget lignende, men med langt mere gennemkoordineret, organisatorisk kraft og i en helt anden budgetmæssig størrelsesorden. Og med langt større gennemslagskraft i de berørte lande.

Med ”intern sikkerhed” udvidede Kennedy så at sige slagmarken i dybden. I praksis var hovedfjenden enhver politisk og folkelig bevægelse, der udfordrede status-quo; den ideologiske orientering betød mindre.⁵³ Også dette var imidlertid begrundet i den antikommunistiske verdensanskuelse. Intet optog sindene i Washington som de potentielle forbindelser mellem de underprivilegeredes aktivisme og den fremstormende kommunisme. Hvorledes det ene let ledte til det andet, kan endda siges at være tidens mest gennemarbejdede og dagsordenssættende udviklingstanke.

Et karakteristisk eksempel findes i en af Kennedy-tidens oprørsbekæmpelsesmanualers lære om, at “kommunistisk dominerede” oprørsledere typisk “søger at vinde folkelig opbakning ved at identificere deres målsætninger med folkets behov og forhåbninger via overtalelse og brugen af umoralske og ulovlige midler, inklusive brugen af terror”.⁵⁴ Lignende operative dokumenter viser, at USA ivrigt betonede denne massepsykologiske kerne i kommunisternes strategi samt de fordækte midler, dens ledende kræfter betjente sig af.⁵⁵ At den amerikanske statsintelligentsia ikke blot fandt ideen om den kommunistiske trussels sociale vækstbetingelser overbevisende, men også gjorde den til et kernepunkt i sit interne antikommunistiske beredskab, er da heller ikke overraskende.⁵⁶ For USA var mht. tilgang og midler på linje med sin formidable ærkerival (eller i hvert fald dens ideologiske rekonstruktion):⁵⁷ I begge tilfælde handlede det om, med alle midler, at gå til roden af problemet.

Når vi tager fat ved roden af USA’s politik, støder vi dog på nogle forskelle, der er lige så oplysende som parallellerne. USA identificerede folkets behov og forhåbninger med kommunisme; ikke, som hos kommunisterne selv, i omvendt rækkefølge. Eller mere præcist: Den slags handlinger og programmer, som de underudviklede mennesker med en alarmerende regularitet anså for meningsfulde midler til at virkeliggøre deres forhåbninger, betragtede Washington og deres klienter som kommunistisk subversion in spe. Blotte forhåbninger kunne man godt have i det private, hvis man gik stille med dem.⁵⁸ Problemet var de praktiske følger det i sociale og politiske liv. Det gjaldt autoritetsforstyrrende aktiviteter i form af organisering i de lavere klasser samt højlydt agitation mod autokraterne. Det gjaldt substantielle krav om reel sikring af lovsikrede rettigheder og ret til land og subsistensmidler. Og det gjaldt kravene om frihed fra udnyttelse og udplyndring. Det var ikke, fordi beslutningstagerne havde noget imod menneskerettigheder, endsige ’lov og orden’ og forbedrede livsvilkår. Men i hænderne på de underudviklede førte varetagelsen af sådanne interesser til en afvisning af den amerikanske orden og de riges privilegier.⁵⁹ Det var altså ikke så mærkeligt, at den amerikanske statsmagt og dens agenter så kommunisme, hvor der var utilfredsstillede, men levende forhåbninger, og at de antikommunistiske bannerførere for så vidt kunne identificere sig med kommunismens grundopfattelse, omend med en fjendtlig indstilling. Af samme årsag bør vi ikke undre os over, at de revolutionære kræfter og de USA-loyale magthavere af hver deres grunde kunne enes om at oppuste den kommunistiske appels tag i masserne.

Andre forskelle springer i øjnene. Efter sin praksis at dømme var USA’s mål snarere at facilitere undertrykkelse af befolkningernes forhåbninger end at vinde dem for sagen. Datidens nok mest markante afvigelse finder vi i Kennedys ”civic action”-programmer. Groft sagt var parolen for dette ’hearts and minds’-fremstød: Med militært personel skal land bygges. Der blev bygget brønde og skoler m.m., men selv i denne bløde ende af værktøjskassen var hovedformålet at skabe folkelig opbakning til militæret.⁶⁰ En anden forskel var, at Washington og klienternes brug af propagandistiske og terroristiske virkemidler – de officielle kendetegn på kommunistisk aktivitet – sigtede mod bekæmpelsen af kommunismens ”forstadier”,⁶¹ snarere end at fremme et positivt program.⁶²

De lokales begejstring for de begrænsede ”civic action”-projekter var generelt ret afmålt, og når man ikke formåede at konvertere de lokales erfaringer af forarmelse til ærbødighed mod de militære velgørere, kunne man i stedet inddæmme eller eliminere de forarmede. Således tager kropskontrol ofte hurtigt over, hvor halvhjertede forsøg på at opbløde hjerterne og sindene ikke frembringer den ønskede underdanighed. De civile i ”fjendtlige områder” måtte, for deres egen skyld, håndteres med vold og tvang og ”befolkningskontrol”.⁶³ Denne stok-pendant til ”civic action” blev anvendt med ekstrem brutalitet i f.eks. El Salvador, Colombia og Vietnam. Alt i alt gik betoningen af kommunismens folkelige appel godt i spænd med de hårdhændede oprørsbekæmpelsesdoktriner.

4. Udrulningen af Kennedys program

Kennedy-regeringen overvandt den ”liberale modstand mod militærregimer”, som havde holdt 1950’ernes socialvidenskaber i en utidssvarende spændetrøje,⁶⁴ og gik hurtigt i gang med at udmønte sine nye og mere engagerende koncepter i Latinamerika og Asien.⁶⁵ Militærbistand blev i stigende grad sammenkædet med omfattende programmer for økonomisk og teknisk assistance, ligesom de militære klienter blev oplært i en lang række administrative og praktiske funktioner af semicivil karakter. Målet var at højne militærets anseelse hos de lokale og svække betydningen af det omskiftelige og potentielt ’populistiske’ politiske niveau.⁶⁶ Indsættelsen af sikkerhedsstyrker på alle planer af samfundslivet gjorde det samtidig muligt at overvåge og slå ned på subversive kræfter i de græsrodsmiljøer, hvor de måtte bedrive deres undergravende virksomhed, så man kunne gribe fat om ondets rod, inden det meldte sig som en organiseret og anerkendt kraft på den politiske arena.⁶⁷ Under doktrinen om ”total sikkerhed” skulle militærets eliter og menige indgydes rationalitet, ”professionel etos” og selvbevidsthed som et bolværk mod såvel ekstern aggression som interne trusler.⁶⁸ Som nævnt var Kennedys særlige bidrag her betoningen af de indre trusler samt indsatsen for at opbygge et blivende beredskab mod dem.⁶⁹ Massive forsyninger af amerikanske voldsmidler og kontrolteknologi sørgede for, at den effektive distribution af magt modsvarede militærklienternes selvopfattelse som den ubestridte politiske kraft, der ovenfra kunne gennemtvinge ”konsensus” i dens rige, hvis det skulle vakle.⁷⁰

Oprørsbekæmpelse og rollen som politisk overmyndighed var imidlertid ikke de eneste funktioner, militæret skulle varetage. Og sidstnævnte skulle i øvrigt anvendes varsomt. Behovet for, at de væbnede styrker kortsluttede forfatningsmæssige procedurer og gennemtvang politiske afgørelser hen over hovedet på de civile, var alt andet lige symptom på, at systemet ikke fungerede godt nok. Den militære institutions evne til at afsætte nationalistiske regeringer og garantere USA-venlige alternativers magt måtte bevares og styrkes; men det var problematisk, hvis militærsuverænerne gjorde overdreven brug af denne nødløsning. Og det skete ofte i Kennedys regeringstid, at tredjeverdensofficererne optrådte som en autonom instans, der herskede over det politiske liv uden andet mandat end de rå magtmidlers (og støtte fra de økonomiske eliter).⁷¹ Det skadede USA’s omdømme i regionen, og Kennedys folk frygtede også, at Washingtons blåstempling af de mange højreorienterede kup i Centralamerika styrkede Castros agenda. Virkelig stabilitet forlangte noget mere: En mere tilbagetrukken, men også mere gennemtrængende rolle for de væbnede styrker. De måtte blive administratorer. Hvis militæret blev inkorporeret i samfundsordenen som dens effektive forvaltere, ville truslerne slet ikke opstå. I det veldrevne, militært administrerede samfund ville det ikke vise sig nødvendigt at omstyrte uønskede regenter, for deres vej til magten ville på forhånd være blokeret.⁷² Udfordringen var, at realiseringen af en sådan tilstand forudsatte, at officererne og deres fodfolk dels var veludrustede og talstærke, dels teknisk duelige, dels fulgte de rette prioriteter. Opgaven var stor, men ikke uløselig. Svaret var øget materiel bistand, amerikanske eksperters supervision, uddannelse i statsadministration samt ideologisk skoling af de lokale ordenshåndhævere. Disse kernepunkter i missionen om at opnå varig stabilitet bidrog til at etablere to fundamentale kendsgerninger, som indkapslede Latinamerikas fremtid i årtier frem: Diktatorisk og hjemsøgt af revolutionære bevægelser.

Kennedy-programmernes transformative kraft slog først igennem nogle år efter hans død. I nogle af de regionale stormagter, såsom Brasilien, Chile og Argentina, fik befolkningerne med tiden den fulde pakke af militærbureaukratisk statsstyring og borgernær terror at føle. I flere af de mindre avancerede centralamerikanske småstater måtte de amerikanske beslutningstagere derimod hurtigt sande, at bistandspolitikken først og fremmest havde udviklet militærfolkets primære kompetence som voldsudøvere. I reglen var det via denne kerneydelse, at de væbnede styrker indtog privilegerede positioner i den herskende socioøkonomiske orden som dens håndhævere.

1960’ernes Guatemala byder på et illustrativt eksempel. Som de fleste steder på kontinentet var det guatemalanske samfund opdelt i få jordbesiddende oligarker og mange fattige bønder. Styrkelsen af militæret betød, at det blev en selvstændig, landbesiddende klasse, og i 1962-1963 overtog officererne statsmagten med støtte fra landejerne og de store firmaer. Samtidig blev kontrollen udvidet i dybden. Guatemalas landdistrikter blev tildelt ”militære kommissionærer”. Deres hovedopgave var, som statsmagtens øjne og ører, at registrere og infiltrere politiske fjender. I samarbejde med de lokale oligarker begyndte kommissionærerne også at hyre tungtbevæbnede paramilitære soldater til at terrorisere eller myrde vrangvillige elementer, der varetog arbejdernes og bøndernes interesser, i landsbyerne.⁷³ Tilsvarende nedsivningseffekter af militariseringen kunne man i større eller mindre grad iagttage på tværs af kontinentet.⁷⁴

Man kunne og kan selvsagt også lade være. Forholdene for dem, der undertrykkes og myrdes, men ikke for alvor giver problemer, falder under vores opmærksomhedstærskel. I hvert fald når Vestens store statsmænd står bag. Når fjenderne gør det, er vi derimod parate til at udbasunere historiske lærdomme og skride til handling. I sådanne tilfælde forbyder basal moralitet endvidere, at man tyer til evidens, der sår tvivl om, hvorvidt fjenden faktisk gjorde det, han beskyldes for, eftersom en skeptisk indstilling allerede indikerer forsvar for de forfærdelige ting, som vores indignation tilsiger, at fjenden rent faktisk har gjort. Man må tie den slags ihjel eller markere moralsk afstandtagen, ikke indlade sig på nogen saglig drøftelse af sagens omstændigheder med de mistænkeligt mistænksomme.⁷⁵ Hykleriet og påbuddet om irrationalitet har sine rationelle grunde. Fjendernes ugerninger stimulerer den vestlige selvretfærdighed, som er den mentale baggrund for vores vold, både den usynlige og demonstrative slags.

En central begrundelse for Kennedy-regeringens oprustning var ønsket om at civilisere de væbnede styrker i Latinamerika. Det var ikke nogen let opgave, eftersom de kundskaber, militærfolkene havde erhvervet i de foregående årtier, oftest hvilede på brutale gerninger til gavn for diktatoriske regimer. Derfor var det ikke overraskende, at de midler, militæret betjente sig af efter Kennedys indtog, typisk var mere brutale end civile, endsige civiliserede.⁷⁶ De vestligt trænede klienter anvendte systematisk de skarpe instrumenter fra den delvist vestligt importerede værktøjskasse: tortur, forsvindinger, ødelæggelse af liv og ejendom. Sat over for sådanne undertrykkelsesmidler og via inddæmningen af de politiske kanaler for opposition hindrede den frie verdens leder og dens klienter, at de forulempede organiserede sig som sociale aktivister (dvs. stemplede sig selv som protokommunistiske agenter og dermed legitime mål for vold). For den forarmede bonde var det rationelle træk at opgive fredelige modstandsformer for i stedet at sætte hårdt mod hårdt. I flere centralamerikanske lande ansporede Kennedy-regeringens politik dermed bønderne til at forlade den jord, der ikke længere var deres, vige uden om den politiske sfære, der ikke tillod nogen reel opposition, og drage til bjergene for at give deres forlangende på land og liv et sidste, desperat skud som guerillakrigere. Forfølgelsen af selvhjælpsgrupper, fagligt aktive, kirkesamfund, skolelærere og andre almindelige mennesker, der uden bredere politiske agendaer forsøgte at forbedre deres kår i det små, havde lignende virkninger.⁷⁷

Dertil kommer, at adfærden hos eliterne og det vestligt-funderede system af økonomiske og politiske interesser, der opretholdt de repressive og i stigende omfang morderiske samfundsordener, kunne ligne et overdimensioneret forsøg på at demonstrere sandheden i de mest gemene forestillinger om overklassens undertrykkelse, som kan aftvinges den marxistisk-leninistiske verdensforståelse. Mens Vesten pegede fingre ad Kreml i stedet for at give sin egen neokolonialistiske mentalitet et nøgternt eftersyn, bidrog præferencen for dominans og nægtelsen af ethvert ikke-kommunistisk, massebaseret alternativ afgørende til en tiltagende marxistisk orientering hos subjekterne i adskillige tredjeverdenslande i 1960’erne, ’70’erne og ’80’erne.⁷⁸ Tusindvis af mennesker blev så at sige undertrykt ind i marxismen.

Man skulle tro, at marxismens og afhængighedsteoriernes liberale kritikere ville være de første til at beklage, at organiserede interesser i Vesten forledte sårbare folk til at tage den falske lære for sand. At de frihedselskende iagttagere i stilhed forbigår dette og en stor mængde lignende emner, som er af største betydning for deres erklærede grundholdninger, illustrerer, hvordan instinktet for at forsvare vestlig dominans uden besvær sætter intelligentsiaens ideologiske anskuelser midlertidigt ud af kraft.

Nærmere betragtet er der to trin i den historiske saneringsproces, vi her er vidne til. Endnu nærmere betragtet er vi faktisk kun vidne til processens andet led, for det første skridt er egentlig en overstået affære. Så vi må ty til en rekonstruktion af den forudgående proces. Først arrangeres verdensbilledet på en måde, så dets konceptioner og fakta er renset for principielle indsigelser mod ideen om den vestlige magts moralske overlegenhed. Det er udgangspunktet, som det er et tabu at trænge bagom. Hovedreglen er, at forhold, som man passende kunne skrive ind i Vestens sorte bog, i stedet må gå i glemmebogen.⁷⁹ Går man ikke med på dén præmis, kan man godt opgive enhver forhåbning om at tage del i den respektable, rationelle sfære for diskussion.

I reglen foregår, hvad her er beskrevet i aktive termer, helt af sig selv og uden nogen personlig indsats. Ideen om magtens essentielle godhed, og hvad dertil hører af realhistoriske forestillinger, udgør et kulturelt ståsted, som det dannede individ allerede har indtaget og nu kan gå ud fra, lidt ligesom den øvede spiller følger spillets regler uden at skænke dem en tanke, idet han alene samler sig om det næste træk. Analogien er dog langtfra perfekt. Hvor spilleren godt kan gøre rede for reglerne, må åndsarbejderen alene have dem på rygraden.

Det næste skridt tages offentligt og aktivt, når den intellektuelle danner sig en personlig opfattelse af det pågældende emne, gør sin stilling op og præsenterer den øvrige offentlighed for sine synspunkter. Nu kan han lade sig vejlede af sine overbevisninger og værdier. Her åbnes scenen for divergerende udlægninger og personlige holdninger. Ordet er frit.

For magten har allerede talt. Den manglende interesse for de antikommunistiske kræfters bidrag til marxismens tække er kun et lille eksempel på den funktionelle blindhed. Jeg vil i det følgende pege på flere, idet jeg følger en standard, som de fleste borgere (og i hvert fald ethvert mediemenneske) kan skrive under på: at fakta er fakta, uanset om de stiller magtudøvelsen i et dårligt lys eller ej, og at de er særligt vigtige at få frem i lyset, hvis det er tilfældet. For hvad skal de værdier, vi officielt hylder, ellers gøre godt for? Standpunktet bliver ikke mindre relevant at holde fast i, når magtmisbruget – dvs. den magtudøvelse, som strider mod det intellektuelle samfunds erklærede værdier – følger et fast mønster, der uden større udsving gælder på tværs af tid og sted, hvor Vesten har engageret sig i de ikke-vestliges forhold, omend omfanget og de valgte midler og taktikker selvfølgelig varierer.

I Latinamerika fulgte politikken et fast spor. Den afledte radikalisering og militarisering af de ”subversive”, som Kennedys politik faciliterede, kaldte på yderligere militære indsatser, assistance og rådgivning til de lokale ordenshåndhævere. Når de ulydige elementer først tonede rent flag ved at gribe til våben, tog man hånd om dem med oprørsbekæmpelsens barske instrumenter efter devisen om at ”konfrontere terror med terror”.⁸⁰ Mens udviklingsprogrammerne vurderet efter deres projekterede mål var en enorm fiasko,⁸¹ viste arsenalet af klassiske magtmidler, som Kennedy med tiltagende iver administrerede, sig velegnet til at håndtere resultaterne af underudviklingen.⁸²

I fraværet af større, endsige kommunistiske, trusler mod de herskende tilstande⁸³ var første skridt i mange tilfælde at få opbygget det nødvendige terrorberedskab. F.eks. anbefalede en specialstyrkeenhed under den amerikanske general William P. Yarborough, som havde kortlagt Colombias sikkerhedsmæssige udfordringer på en evalueringsmission i februar 1962, at USA skulle udvælge ”civilt og militært personel til skjult træning i modstandsoperationer, i tilfælde af at der er brug for dem senere […] med henblik på udvikling af en civil og militær struktur, som kan udnyttes, hvis det colombianske sikkerhedssystem svækkes yderligere. Denne struktur ville skulle bruges til at presse på for de nødvendige reformer […] og gennemføre paramilitære aktiviteter, sabotage- og/eller terrorhandlinger mod kendte kommunistiske fortalere. Det skal støttes af USA.” Hvad angik de ”nødvendige reformer”, præciserede generalen på en og samme tid, at det næppe stod i USA’s magt at forbedre den økonomiske situation i Colombia, og at den USA-organiserede civilt-militære ”struktur” måtte overlades ansvaret for ”hemmelig gennemførelse af planer, udviklet af USA’s regering, for at opnå ønskede målsætninger på det politiske, økonomiske og militære område”. Alternativet var at vente på, at ”colombianerne finder deres egen løsning”, og så tålmodig og godtroende kunne man ikke tillade sig at være.⁸⁴ Yarboroughs anbefalinger blev kort efter adopteret af det colombianske militær, som iværksatte blodige ”search and destroy”-operationer, der ledte til dannelsen af FARC.⁸⁵ Den berygtede guerillaorganisations bidrag til de efterfølgende 50 års blodige konflikt var betydeligt, men lidet at regne mod den colombianske hær og de højreorienterede paramilitære gruppers terror,⁸⁶ som blev udrullet i sit velkendte fulde omfang mod mennesker, der var i vejen for elitens planer, hvoraf ”kommunistiske fortalere” blot var en mindre delmængde.

Vi ser her en påmindelse om forskellen på – og sammenhængen mellem – offentlige fjendeopfattelser og virkelige trusler. Rammesætningen for de officielle fjendebilleder er ret snæver, indskrænket til antivestlige terrorister, venstreekstremister, tyranner, autokrater og andre hadeobjekter, som fikserer vores vrede og holder liv i overførelsen af ressourcer til voldspolitikkens apparater og projekter. Derimod optræder den bredere kreds af reelle fjender kun i det store billede, som udgør problem- og virkefeltet for voldspolitikkens arkitekter og forvaltere, men er uegnet til offentlig fremvisning.⁸⁷ Eksponeret for det udsnit af fjendebilledet, der vækker krigerisk harme, giver offentligheden samtykke til, at statslederne og deres underordnede håndlangere frit kan forfølge deres målsætninger med det brede billede for øje. I Colombias tilfælde betød det bekæmpelse af opponenter mod de ”ønskede målsætninger på det politiske, økonomiske og militære område”. Især stod fagforeningsledere og menneskerettighedsforkæmpere for skud.⁸⁸ De ønskede målsætninger blev med massiv amerikansk militærbistand aktivt fremmet igennem et halvt århundredes terror, funderet i en orden, hvor Yarboroughs subversive ”struktur” blev sammenvævet med det oligarkiske styre i et ”demokrati uden folket”.⁸⁹

Denne specielle styreform overlevede den kolde krigs afslutning. I 1990’erne blev ”de fattige og andre i samfundets periferi systematisk elimineret” i dødspatruljernes sociale udrensningskampagner, mens ”kriminaliseringen af social protest” førte til massive menneskerettighedskrænkelser fra militæret og politiet,⁹⁰ hvis egen terror til gengæld var de facto afkriminaliseret.⁹¹ På det tidspunkt havde den amerikanske militarisme kastet sig over en ny fjende: narko. Narkohandel var, som mange af os nok vil vide, ”hovedårsagen til den politiske vold i Colombia”. Ifølge en rapport fra Amnesty International var denne opfattelse imidlertid ”en myte”: I midt-1990’erne tegnede narkohandlerne sig for estimerede 2 pct. af de politisk motiverede drab mod 70 pct. fra sikkerhedsstyrkernes og de paramilitæres side.⁹² At det har været en særdeles effektiv myte, skyldes til dels, at ikke blot målene for den vestlige vold, men også voldens agenter og ”strukturer” forbliver uidentificerede, når offentligheden alligevel ikke kan identificere sig med dem. Mytologien kan man derimod altid identificere sig med; derved holder man sig på sikker, respektabel grund, og det koster ikke nogen selvstændig tankevirksomhed.

De ansvarlige bagmænd kan derimod ikke udføre deres funktioner i ignorance.⁹³ Blandt de involverede var det velkendt, at centrale netværk i narkoindustrien, som sørgede for at smugle stoffer til det amerikanske marked, ikke blot var undtaget fra listen over mål for USA’s narkobekæmpelsesindsats, men i flere tilfælde aktive agenter i forfølgelsen af indsatsens reelle mål. I overensstemmelse med de paramilitære styrkers terrorstrategi om at angribe guerillaernes ”civile støtte” fik Colombias trængte kokabønder til gengæld ’krigen mod narko’ at føle i sin fulde, selektive kompromisløshed.⁹⁴ Det var i øvrigt den dyreste og mest ineffektive form for narkobekæmpelse, der fandtes i værktøjskassen.⁹⁵ At USA alligevel holdt fast i kursen, fremstår først rationelt, når man iagttager det bredere billede, som udfolder sig i den objektive verden og iagttages på indre linjer, men ikke figurerer i den vestlige kulturbobles ’offentlige samtale’. Krigsførelsen var en effektiv form for ”oprørsbekæmpelse”, i Kennedys forstand. Den skal ses som et led i det gamle projekt om at få bugt med truslen ”mod den eksisterende struktur for socioøkonomiske privilegier ved at eliminere den numeriske majoritets politiske deltagelse”, dvs. de ”folkelige klasser”.⁹⁶

I lyset af den skærende kontrast mellem myte og realitet synes de intellektuelle kræfter, der udfører (samtids)historisk udrensning, at være sat på hårdt arbejde. Mængden af solid, men upassende viden er vældig stor, mens det materiale, man kan bygge politisk korrekte anskuelser på, er mere begrænset i omfang og kvalitet. To faktorer letter dog arbejdet. For det første kan man som faktuel basis holde sig til officielt PR-materiale – såsom Kennedys (eller rettere: Theodore Sorensens) taler. For det andet gør det næppe større skade, hvis upassende fakta nu og da siver ud. Mere fundamentale myter om Vestens unikke fortrin hindrer, at de bider sig fast, endsige forpester det store, glorværdige billede, vi er opflasket med.

Hvis uheldet først er ude, findes der også råd for det. Det fåtal af borgere, der er blevet eksponeret for ubehagelig viden og ikke af naturen er udrustet med den fornødne modstandskraft, kan således søge professionel hjælp hos specialister, der anerkender realiteten af deres dårlige oplevelser, men kan berolige dem med, at de ikke har nogen betydning. I stedet for gemen fornægtelse og fortielse venter nu lektier i, hvad der er vigtigt, og hvad der er uvigtigt. De lærde besidder denne sans for tingenes betydning og står klar til at bistå mindre kultiverede borgere med at opbygge den, så de også kan lære at sætte tingene i perspektiv. En af de mere sofistikerede strategier (for sofistikeret kalder man ofte det, der jævnt hen er åndssvagt) består i at fjerne grundlaget for at opholde sig ved noget enkelttilfælde, hvor Vesten og USA har opført sig dårligt, ved at vedgå, at Vesten og USA sandt at sige har opført sig dårligt i mange tilfælde. De kritiske impulser kan så få frit løb – til at sparke åbne døre ind. Alle synder er tilstået i generaliseret form, intet er konkret forstået. Intet er værd at forstå. F.eks. kan historikeren og mediepersonen Adam Holm i en lovprisning af USA medgive, at ”fortællingen om USA […] er spækket med mørke pletter og sorte kapitler”, som han ikke finder anledning til at åbne op. For der gemmer sig ikke noget i materialet, der kan rokke ved, at informerede iagttagere som han selv ”ved den blotte nævnelse af USA straks associerer til demokratisk stabilitet, moralsk integritet og international solidaritet”. Det skulle da lige være Donald Trump, denne ”300 procents modsætning” til Kennedy (her ifølge Georg Metz). Men ikke noget før ham.

Det er bemærkelsesværdigt, at de offentlige intellektuelle, der har de bedste forudsætninger for at forstå den politiske historie, gerne bruger deres forstandskræfter til at etablere værn mod indsigt og forståelse. I virkeligheden er det en meget let øvelse. Man kan bare sige, hvad man umiddelbart føler og tænker, eftersom følelsen og vidensgrundlaget er magtens kulturprodukter. I historiker Holm og kompagnis tilfælde er det således tydeligt, at de apologetiske rationaler hviler på en ’personlig’ USA-tilknytning snarere end historisk fagkundskab. Det er baggrunden for, at ”den blotte nævnelse” af det store ord ”straks” udløser den troendes hengivne bekendelse i tillid til sindets spontane associationer. At den frie tanke er spændt for kulturens træksele, bemærkes sjældent, men Holm peger dog på en slags kulturelt fundament, når han melder sig under fanerne blandt de ”mange i denne kulturkreds, som har et grundlæggende positivt syn på USA […] Vores mad, vores tøj, vores sprog, vores TV-forbrug, vores alliancer. It’s made in the US.” Med dette identitetspolitiske trumfkort skulle sagen være definitivt afgjort: Vi er gode, så sandt som vi besidder en lang række materielle og kulturelle goder; ergo er kilden til vores goder god; ergo er USA grundlæggende godt. Ergo kan trygt vi springe de sorte kapitler, som historien er ”spækket med”, over.

Og når det alt sammen er godt for os, er det trættende at opholde sig ved, hvad vi gør mod andre. De ”ikoniske skikkelser” i USA’s historie som F. D. Roosevelt, Kennedy og Reagan var måske ikke så idealistiske, som de brystede sig af, forklarer Holm. Men det var, fordi disse fjender af kommunismen forstod, at ”man må knuse nogle æg for at få sin omelet”.⁹⁷ Ingen specifikke fortrædeligheder nævnt, alle tilgivet.

Den personlige, kulturelle og ’historiske’ side af komplekset er rimelig belyst i Holms fremstilling. Helt fraværende er kun den magt, der driver tankerækken og gør slutningerne gyldige – og realhistoriske betragtninger overflødige. Iagttagere, der faktisk iagttager begivenhederne, har typisk en anden tilgang. Præsidenten for den colombianske Permanente komite for menneskerettigheder Alfredo Vásquez Carrizosa pegede tilbage i 1989 på, at Kennedy-regeringen havde igangsat transformationen af ”vores regulære hærstyrker til oprørsbekæmpelsesbrigader” for at forfølge ”dødspatruljestrategien”: ”retten til at bekæmpe den interne fjende, som det foreskrives i den brasilianske doktrin, den argentinske doktrin, den uruguayanske doktrin og den colombianske doktrin: Det er retten til at bekæmpe og udslette socialarbejdere, fagforeningsfolk, mænd og kvinder, som ikke støtter etablissementet”.⁹⁸ En rimelig sammenfatning, som både fortæller noget om kokkene, de knuste æg og omelettens sande konsistens.

5. Modernisering – fra teori til praksis

Moderniseringsteoriens oprindelige ambition var at hindre politisk ustabilitet ved at hæve levestandarden hos de tilbagestående folk mhp. at imødekomme deres stigende forventninger, inden de udviklede sig til revolutionære krav.⁹⁹ I stedet betonede ledende statsintellektuelle under Kennedy, at hensynet til ”at opretholde politisk stabilitet” var det primære mål. De beslutningsdygtige politikere og bureaukrater fulgte linjen. Først når ”stabiliteten” var velbevaret og -vogtet, skulle de blødere planer om økonomisk fremgang udrulles som en demonstration af den vestlige vejs overlegenhed.¹⁰⁰ Som minimum måtte USA sørge for at styrke de ”vitale redskaber til sikring af vores sikkerhedsinteresser” og etablere ”den eneste virkelige hindring for kommunistisk magtovertagelse i det meste af Latinamerika”. Dvs. de lokale væbnede styrker, hvis rolle her beskrives af USA’s daværende ambassadør i Venezuela, Charles Allen Stewart, og Thomas C. Mann, der var koordinator på Kennedys udviklingspolitiske flagskib, Alliance for Progress, men altså også havde blik for den bredere mission.¹⁰¹

Sideløbende med den kompromisløse kurs over for ethvert optræk til uautoriseret ”destabilisering” investerede Kennedy megen energi i at frembringe et positivt, liberalt eksempel på, at provestlige demokratiske former lønner sig. For en tid gjorde han sig f.eks. store forhåbninger om, at den antikommunistiske Juan Bosch, som i 1962 blev taget i ed som den første demokratisk valgte præsident i Den Dominikanske Republik siden 1924, ville vise sine latinamerikanske naboer, at vejen til frihed og velstand vendte mod vest og bort fra Fidel Castros Cuba. Men her, som i andre tilfælde af større format, endte Kennedy, efter nogen ærgrelse over det uvejsomme terræn for frihedens fremtog i USA’s opland, med at kassere den ellers lovende kandidat.¹⁰² Det hjalp ikke, at Bosch’ politiske program i det store hele svarede til, hvad midtsøgende politikere i den udviklede verden gik til – og ofte vandt – valg på.¹⁰³

Vi står her over for en modsigelse, men den er kun tilsyneladende. Nærmere betragtet var problemet netop, at statsledere som Bosch internt efterlevede de erklærede vestlige normer uden respekt for, at de ikke gjaldt i verdens periferistater, endsige ”fjerderangslande”.¹⁰⁴ Et andet samtidigt eksempel på en leder, der overskred sit mandat, var Brasiliens præsident João Goulart. Han havde uforbeholdent støttet USA under Cuba-krisen,¹⁰⁵ men fristede samtidig sit lands lavere lag med demokratiske rettigheder og landreformer. Begge statsledere regerede i rimelig overensstemmelse med de eksklusive vestlige normer om politisk åbenhed og nationalt ressourceejerskab i stedet for at underlægge sig de universelle normer om, at det påhviler andre lande at pacificere opponenter mod den vestlige orden og værne om vores adgang til deres ressourcer.¹⁰⁶ Kort sagt kendte de midtsøgende tredjeverdenspolitikere ikke deres plads i systemet og de dertilhørende rettigheder og røde linjer. Med begrænset magt følger et stort ansvar for at bøje sig for overmagten. Og en uhyre pris for at lade være.¹⁰⁷

Under Kennedy nåede Washington sjældent længere end implementeringen af første led i moderniseringsprogrammet: at etablere Washington-tro politistater og gennemføre stabiliserende repression. Særligt i Latinamerika viste situationen sig ikke moden til at vove sig ud i det progressive næste skridt mod storstilede udviklingsindsatser, økonomisk samkvem og provestlig demokratisering.¹⁰⁸ Først da militærdiktaturerne i Brasilien (1964) og Indonesien (1966), til dels ansporet af Kennedys forarbejde, var en realitet, blev sluserne for økonomisk bistand og samkvem åbnet på fuld gab.¹⁰⁹ Den gennemtærskede og dog uopslidelige demokratiseringsambition, som regelmæssigt fejrer moralske triumfer i (og trækker blodspor igennem) fjendtlige territorier, gik derimod hurtigt i glemme. Og da stabiliteten indfandt sig via terror og massedrab, sænkede den offentlige tavshed sig også over de tidligere problemstater, hvis dårlige manerer ellers længe havde været forsidestof. I dag er der tilsvarende ro om de mange militærdiktaturer i Vestens fold.¹¹⁰

Over for Kennedy-intelligentsiaens ideer om, at de væbnede styrker var den bedste garant for ”politisk stabilitet”, kan man indvende, at militæret var den mest destabiliserende kraft i de postkoloniale lande. Alene i 1960’erne blev nationale regeringer væltet af latinamerikanske officerer 13 gange.¹¹¹ Desuden var det i høj grad potentialet i den ekstraparlamentariske, subversive magt, der stimulerede Washingtons forkærlighed for opbygningen af stærke, Vesten-venlige, kupkapable militærinstitutioner.¹¹²

Endelig var den kroniske politiske ustabilitet i 1950’erne og 1960’ernes Latinamerika næret af det ”inter-amerikanske system”, som efter amerikansk pres blev formaliseret kort efter 2. Verdenskrigs afslutning. På den ene side nød de latinamerikanske lande nominel selvstændighed. Perioden med langstrakte og bekostelige besættelser af centralamerikanske småstater var uigenkaldeligt ovre. På den anden side blev kontrollen uddelegeret til lokale organer, som tidligere interventioner havde efterladt sig, ligesom USA befæstede sin politiske og økonomiske dominans igennem et kompleks af traktater og aftaler påhæftet betingelser for handel, bistand, lån og gæld. Sidstnævnte vil folk med kendskab til nutidens nord-syd-relationer kunne nikke genkendende til. Jeg vil ikke gå i detaljer med emnet her, men blot pege på, at det er bemærkelsesværdigt, at modellen for rettighedsbaseret underudvikling var på plads, mange årtier inden det vestlige bistandssamfund gjorde den opdagelse, at løsningen af udviklingspolitikkens gamle problem – at skabe mærkbar udvikling med bistandsmidler – er ”rettighedsbaseret udvikling”. Politiske prioriteringer og erkendelsesmæssige fremskridt går ikke altid hånd i hånd.¹¹³

Under erklæringer om ”det gode naboskab” gennemgik de sydlige lande i de tidlige efterkrigstidsår en gennemgribende institutionalisering af de amerikanske eliters præferencer i deres politiske systemer.¹¹⁴ Kombinationen af formel suverænitet og dyb afhængighed gødede jorden for en hård konkurrence blandt lokale grupperinger om at opnå Washingtons og de jordbesiddende amerikanske investorers gunst. En central kilde til den kroniske ustabilitet var således rivalisering mellem politiske fraktioner, som havde langt mere at vinde ved en udenlandsk protektor end et hjemligt, folkeligt mandat.¹¹⁵

I efterkrigstidens første årtier tegnede der sig således et stadig mere skærende misforhold mellem Sydens svage stater og de gennemregulerede internationale regimer, der efterhånden integrerede landene i den gryende ”liberale verdensorden”. De underudviklede stater manglede effektive procedurer for håndtering af deres interne forhold, herunder demokratisk mediering af politiske konflikter. Magtressourcerne, som de siddende statsforvaltere kunne mobilisere til deres forsvar, var tilsvarende begrænsede. I skarp kontrast hertil var det USA-dominerede kompleks af militære, bistandspolitiske og handelspolitiske aftaler, landene blev indlejret i, uhyre solidt: Ikke blot af høj juridisk standard, som med vestlige rådgiveres besyv forgrenede sig ud i de nationale systemer, men også understøttet af en massiv militær-politisk magtbasis til sikring af efterlevelse, hvis der var behov for at sætte hård magt bag de gældende regelsæt.¹¹⁶ Dette tilsyneladende misforhold dækkede over et basalt forhold: I udviklingslandene udhulede ”den gode nabo” statsinstitutionernes reelle myndighed og råderum med den ene hånd, mens den med den anden hånd udfyldte tomrummet med nationsopbyggende indsatser, som på lovformelig vis gjorde varetagelsen af USA’s interesser til nationale forpligtelser. F.eks. ved at etablere amerikanske monopoler på forsyninger af militært udstyr og sikre amerikanske firmaer eksklusiv adgang til landenes rigdomme.¹¹⁷

Man bør ikke overse de positive resultater og deres grundlag. Hvad jeg her beskriver som rettighedsbaseret underudvikling, består på plussiden i rettighedssikret berigelse af de rige og privilegerede elementer i vores samfund med de underudviklede samfunds ressourcer (idet de lokale eliter udgør et begunstiget mellemled i transaktionen). Disse aspekter ved ”den liberale verdensorden” og den uforlignelige velstand, som Vesten af egen kraft har ”præsteret” ifølge den herskende opfattelse,¹¹⁸ er sammen med udfoldelsen af den vold, der stabiliserer systemet, gået i glemme.¹¹⁹ Faktisk kræver det vedvarende forglemmelse af den nuværende verdenssituation. Ikke desto mindre har vi her at gøre med et overordentlig stabilt mønster; muligvis den liberale verdensordens fundamentale væsen. Har man en smule kendskab til Vestens samkvem med den øvrige verden, er det svært at tage andre bud – såsom forsvaret for individets rettigheder eller andre liberale dyder – alvorligt. Altså som empiriske teser. Som alment gældende antagelser tager man ikke sådanne ideer alvorligt; man tager dem blot for givet. De store ideer aftvinger respekt, fordi de er respektable, ikke fordi de korrekte. Faktisk er vores fundamentale anskuelser undtaget fra den mest elementære prøve: Om de passer på virkeligheden.

Ordningen for det inter-amerikanske fællesskab skabte ikke megen ”stabilitet”, men fordrede til gengæld vedvarende ”stabilisering”. Det ville i 1960’erne typisk sige militære løsninger på demokratiske reformkræfters udfordringer af militærets overpolitiske magt. Helt på linje med deres vestlige mentorer og velyndere satte militærklienterne lighedstegn mellem ”intern sikkerhed” og deres eget fortsatte herredømme, mens moderate udfordrere blev slået i hartkorn med kommunisterne og terroristerne, virkelige eller ej.¹²⁰ Hvis Kennedys præference for militariserede samfund ændrede noget ved systemet, var det at cementere USA’s rolle som uundværlig ekstern sponsor og protektor for tredjeverdenseliterne og dermed skærpe systemets iboende konflikter – og yderligere forskubbe tyngdepunktet, så oddsene for, at ustabile situationer blev løst til USA’s fordel, blev forøget.

Disse mange indsigelser har imidlertid ikke synderligt bid, for sigtet var aldrig politisk stabilitet som sådan.¹²¹ Ligesom sine forgængere og efterfølgere demonstrerede Kennedys udenrigspolitiske engagementer, at uorden og nationalistisk dårligdom er langt at foretrække for en velfungerende orden uden for rammerne af den vestlige verdensorden.¹²² Voldelig subversion og økonomisk destabilisering er egnede midler, når uønskede kræfter skal knækkes; statsrepression og stabilitet er gode værn for vennerne.¹²³ Når vi ser på forholdene i de tredjeverdenslande, som USA var mest engageret og investeret i, var der ikke megen ”politisk stabilitet” at skrive hjem om.

Løfter vi blikket fra de uroplagede egne, kan vi til gengæld observere en hård linje af stabilitet på et overordnet plan. Det system, Kennedy udbyggede i moderniseringens navn, sikrede, at den økonomiske kontrol forblev på amerikanske hænder. Den hyppige, ureglementerede udskiftning i regenter rokkede ikke nævneværdigt ved den bredere fordeling af magt, land og ressourcer. Langtfra at igangsætte ”nogen grundlæggende ændringer i økonomiske, sociale eller regeringsmæssige politikker” virkede omvæltningerne snarere systembevarende.¹²⁴ I det store billede viste de nationale eliter, deres interne stridigheder til trods, sig på ingen måde uregerlige.

Lokal destabilisering i de domineredes regioner er blot et af de instrumenter, hvormed den globale stabilitet for de dominerende opretholdes. Meget få interesserer sig for mekanikken, så længe maskinen fungerer. Det særlige er her, at de belæste intellektuelle, som ellers ofte kvalificerer deres orientering om aktuelle forhold med historiske lærdomme, også synes dybt uinteresserede. Hvilket også er funktionelt, når vi tænker på den underafdeling af dominanssystemet, de er led i.

Hvorledes Vestens imponerende fortrinsstilling fra 2. Verdenskrigs afslutning og frem til dels er oparbejdet og fastholdt igennem uafhængighedsnedbrydende politikker over for de fattige lande, indgår ikke i de intellektuelles fortællinger om retfærdighedens selvudfoldelse, endsige deres livsverden. Men når vi iagttager den fasthed, hvormed deres perspektiv er afgrænset; den sikkerhed, hvormed den herskende verdensopfattelse selvforklarende slutter sig om sig selv; den lethed, hvormed den gældende verdensorden kan forklares uden interesse for effekterne på de lavtstående lande og mennesker; den ophøjethed, med hvilken de unddrager sig berøring med vidnesbyrdene om udnyttelsen og terroren … så synes den vestlige verdens dominanspolitik at være et praktisk fundament for den overlegne indstilling, der beånder de professionelle apologeter i systemets PR-afdeling.

Ikke blot modsvarer deres mentale afkobling den reelle undertrykkelse, idet både meningsdannere og praktikere følger den standard, at de lidelser, vi forvolder, ikke har den store værdi. Medmindre ulykkerne kan henvises til forgangne historiske perioder, som vi lykkeligvis har lagt bag os, fortjener de ikke plads i noget regnskab. De udgør ikke begivenheder¹²⁵ og indgår ikke i historiske mønstre og linjer. I hvert fald falder de uden for vores ansvarsområde. På fast basis faciliterer og ignorerer praktikere og meningsdannere blodsudgydelsen og undertrykkelsen med samme, knusende sindsro.¹²⁶

For at forstå den grad af lukkethed og homogen reproduktion, som kendetegner systemet, må vi have den praktiske dimension med. Den apologetiske virksomhed er en nødvendig betingelse for meningsdannernes privilegier og positioner i åndslivet. Systemet giver dem også frihed for kontakt med de underudviklede livsformer, der modsat dem selv ikke blot er materielt dårligstillede, men også afskåret fra det privilegium, det er at have noget gyldigt at sige i kanaler, som betydningsfulde mennesker må forholde sig til.

Undertrykkelsen er så gennemført, at de intellektuelle er forskånet for indsigelser fra de, den går ud over. Geografisk afstand, sprogbarrierer og manglende kulturelt samkvem kan forklare noget, men ikke det hele.

6. Praktikere og meningsdannere: Politik omsat i fantasier

I det hele taget taler vi her om forhold, der ikke optræder i de servile intellektuelles historieskrivning. Disse forhold afspejler gældende magtprincipper, som de tjenende ånder heller ikke vil kendes ved, og som da også trives bedst i et klima af fornægtelse, ignorance og alternative sandheder. Fra et tredjeverdensperspektiv fik Kennedy skabt afskrækkende eksempler på, hvad der sker, når man forsømmer at imødekomme vestlige diktater med tilstrækkelig velvilje – og hvordan livet former sig, når man har underlagt sig dominansen, og stabiliteten har kvalt de politiske alternativer. Det strålende modbillede til Castro, som Kennedy drømte om, udeblev derimod. Tilbage står, at den inspirerende Kennedy-figur primært lever videre i den vestlige intellektuelles bevidsthed.¹²⁷ Tanken om det, Kennedy ”repræsenterer” (i det våde blik), og alt det gode, han kunne have gjort (hvis vi levede i en verden, der ikke var så nederdrægtig, at den måtte slå ham ihjel), forsegler glemslen af hans virkelige bedrifter under falsk etikette og sikrer, at den militaristiske fakkel føres videre.

Kennedy-æraens meningsdannende intellektuelle populariserede forestillingen om, at alverdens undertrykte havde fundet sig en oplyst ven i Washington, der forstod deres sorger og kæmpede deres sag. Samtidens beslutningsdygtige intellektuelle havde derimod ad statsvidenskabelig vej lært Kennedy-regeringen, at autoritarisme var et tredjeverdensvilkår, som kunne føre de tilbagestående ind i moderniteten, hvis processen blev administreret af vestlig statsrationalitet og implementeret af lokale militæreliter med vestlige voldsmidler i ryggen, evt. bistået af direkte input fra USA’s specialstyrker, Kennedys store fascination og hjertebarn.¹²⁸ I en abstrakt forstand er fællesnævneren for praktikernes og meningsdannernes ulige, men samvirkende intellektuelle strømninger ’progressivitet’ og ’internationalt engagement’. Forskellen er, at meningsdannerne opholder sig ved et fantastisk sindbillede, mens statsapparatets beslutningstagere, teoretikere og administratorer udvidede og moderniserede den dominanspolitiske tradition, bl.a. ved at revitalisere koloniæraens civilisationsmissionerende tankegods i den moderne tidsalders teknokratiske termer.¹²⁹ Da meningsdannerne er prædisponerede for at vende det blinde øje til den realpolitiske implementering af de koncepter, de hylder, er de selvsagt heller ikke i stand til at opfatte, at de må negligere magtpolitikken for at kunne legitimere den. Rationaliteten, midlerne og effekterne af Kennedy-regeringens internationale bidrag indgår ikke i den offentlige bevidsthed på nogen relevant måde.

Glemsel er idealiseringens faste følgesvend; den er både dens forudsætning og dens produkt. For et vidunder som Kennedy antager glemslen derfor uhyre proportioner, mens det i forvejen begrænsede rum for realhistorisk betragtning bliver yderligere indsnævret. Idolets hemmelige voldsprojekter er selvsagt ikke en del af den levende historie. De findes fortrinsvis beskrevet i den slags historieskrivning, der samler støv og er perspektivløs. Vi lærer, at Kennedy ”kunne skabe håb om en bedre sameksistens mellem folk” (David Trads), men har ikke hørt noget om, hvordan han i begyndelsen af 1960’erne, på Vietnam-krigsmaner, opbyggede en stedfortræderhær i en laotisk minoritet med henblik på at smadre enhver forhåbning om sameksistens og politisk forsoning til fordel for traditionelle diktatoriske løsninger under amerikansk ledelse.¹³⁰ Som i andre tilfælde var ideen at sætte en uønsket bevægelse uden for magten, og hvis det ikke virkede, så dræbe dens medlemmer, og hvis det ikke virkede, så gøre det endnu mere – ved at eliminere den ’civile base’, dvs. destruere civilbefolkningen og dens levegrundlag. I Laos blev processen ført til ende. Kennedys ”hemmelige” engagement var et forspil til den massemorderiske bombekampagne, USA udsatte det lille bondesamfund for fra 1964 til 1973.

Det er imidlertid ikke kun fortidens lyssky voldsprojekter, der er gået i varig glemsel. Det samme er en del af de bedrifter, idolet blev hyldet for i sin samtid og umiddelbare eftertid. De blinde punkters fokusområder ændres nemlig, alt efter hvad der er politisk opportunt og respektabelt at fornægte i tidens ideologiske klima. Tilbage i 1965 kunne formanden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus med tilfredshed konstatere, at ”enhver kritiker af [militærbistanden til Brasilien] er konfronteret med det faktum, at Brasiliens væbnede styrker smed Goulart-regeringen på porten, og at USA’s militærbistand var en stor faktor i at give disse styrker indoktrinering i demokratiets principper samt en pro-USA-orientering. Mange af disse officerer blev trænet i USA under AID-programmet,” på Kennedys initiativ.¹³¹ I dag gælder det omvendte: Ingen tilhænger af Kennedy eller amerikansk hegemoni skal frygte at blive konfronteret med sådanne fakta. De behøver heller ikke lægge afstand eller på anden måde forholde sig til datidens fantasier om det brasilianske militærdiktaturs ”demokratiske principper”.

For at være ’på den rigtige side af historien’, dvs. magtens side, må man nemlig løbende justere sin opfattelse af historien. Hvad der ved første syn præsenterede sig som glorværdige stunder i frihedens fremmarch, må man til andre tider ignorere. Bearbejdningen af den historiske materie ændrer karakter, men ud fra samme grundindstilling: Fremhæv, hvad der lige nu tjener magten, og se bort fra, hvad der ikke gør.

De specifikke påskud, som skridt for skridt bærer dominanshistorien frem igennem kup, krig og undertrykkelse, er derfor sjældent brugbare referencepunkter for eftertidens apologeter. Efter at voldspropagandaen har løst sin forhåndenværende opgave, dvs. fuldført sit morderiske og undertrykkende arbejde, ophører dens eksistens i det pulserende åndsliv.¹³² Og dog. Hovedbudskaberne hænger ved, selv når fundamentet under dem er smuldret. Et nyere eksempel: Vi ved, på luftig vis, at Muammar Gaddafi var i færd med at gennemføre folkemord, inden NATO’s bombefly kom den undertrykte civilbefolkning til undsætning i 2011. Men vi har ingen klar erindring om de falske nyhedshistorier, som i sin tid gav disse forestillinger den falske tyngde, de sidenhen er løsnet fra.¹³³ De bedrageriske nyhedshistorier sætter scenen, men fortoner sig hurtigt bag det gribende skue. For Kennedys vedkommende ved vi, at han var en stor demokrat, men ’historien’ – den fortalte og tillærte historie – melder ikke noget om hans demokratiske engagement i Den Dominikanske Republik, Brasilien, Colombia eller andre steder, hvor den legendariske personlighed satte reformkræfter ud af spillet i demokratiets navn. Og hvad betyder den efterfølgende terrorisering af landenes borgere, når legenden leverede ”inspireret, synligt lederskab” (Hans Engell) og stimulerede den rene tro på, at USA er ”et udtryk for det gode i mennesket” (Martin Krasnik)?¹³⁴ Ingenting, må vi forstå på Krasnik og co., selvom venerationen for Kennedys stålsatte antikommunisme nok røber tilslutning til de ellers unævnelige uhyrligheder.

Skønt den bredere mytologi om Vestens liberale verdensorden ikke belastes af de falske påskud, der igennem tiden har banet vejen for dens sejre, er de ikke helt forvist fra historien. Som ren, substansløs kraft lever bedragene videre i de store, urokkelige fortællinger om Vestens umådelige fortrin. I første omgang blev deres umiddelbare plausibilitet næret af fortællingerne, mens fortællingerne omvendt fik fylde og liv af bedragene. Og selv efter at bedragenes faktuelle indhold er gået i glemsel, står de indtryk, de har efterladt sig, tilbage i al ønskelig utydelighed. Deres kraft er nok uhåndgribelig, men også uimodsigelig.

Vores viden om disse ting er i dag så fattig, at det ikke kan genere nogen. Færdes man i respektable kredse, vil man næppe støde på nogen, der har prøvet at forholde sig til, at forløjet propaganda historisk set er en betydelig del af deres anskuelsers empiriske grundlag, eller at deres tankesæt er det åndelige miljø, som krigs-, sanktions- og kup-propaganda bliver opdyrket i, såvel som det løgnagtige sprog, magthaverne betjener sig af, når de fremlægger deres morderiske planer for offentligheden.

I det hele taget kommer apologeterne sjældent i direkte konflikt, endsige kontakt, med de historiske kendsgerninger. Anders Agner Pedersen minder os om, at Kennedy ”talte […] om vigtigheden af en fredelig verden. Og en verden, hvor der var plads til forskelligheder og uenigheder.” Hans Engell bedyrer: ”JFK kunne med sine stærke, værdiprægede taler vinde en hel generations globale ungdom i troen og håbet om en bedre, fredeligere, ambitiøs og åben verden.” David Trads taler om, at Kennedy ”kunne skabe håb om en bedre sameksistens mellem folk med forskelligt udgangspunkt”.¹³⁵

USA-kenderne præciserer ikke, at deres store forbillede aktivt forfulgte folk, der havde et udgangspunkt, som ikke levede op USA’s standarder, eller at han bragte forskellige befolkningsgrupper i voldelig konfrontation, når det tjente amerikanske interesser.

Bemærk dog, at kommentatorernes udsagn ikke er forkerte. De er heller ikke misvisende, hvis vi aktivt blokerer for de forestillinger, de inviterer os ud i. Trads siger ikke, at Kennedy fremmede sameksistens hos folk med forskelligt udgangspunkt. Kennedy skabte ideer om noget sådant hos dem, der lever i fin sameksistens med andre folk med samme privilegerede udgangspunkt. Altså hos os. Vi forstår da også godt på vores kilder, at de primært sigter til emotionelle rørelser i den vestlige kulturkreds’ forestillingsverden.

Det relevante spørgsmål er da, hvad USA og Vesten ”har taget med videre fra Kennedy”. Her i 60-året for legendens død lyder svaret: ”Kennedys ungdom, hans udseende, hans dramatiske død og det stjernestøv, han kastede over Det Hvide Hus.” Så vidt en historieprofessor fra Harvard University, som Kristeligt Dagblads USA-korrespondent har interviewet. Hvad så med Kennedys politik? Her lader avisen en politisk analytiker pege på, at ”Kennedys varige aftryk på amerikansk politik i høj grad [er] hans retoriske evner og den måde, han brugte ord på”.¹³⁶

Det er jo ikke usandt. At det alligevel er bedragerisk tale, burde være indlysende. Men hvordan bedraget virker, er for en god ordens skyld værd at beskrive lidt nærmere. Til en begyndelse må vi holde os for øje, at grænsen mellem den vestlige forestillingsverden og den virkelige verden har en ejendommelig beskaffenhed. Indadtil hersker der streng grænsekontrol. Upassende indtryk er forment adgang eller må igennem et strengt assimilationsprogram for at blive indoptaget i puljen af solid viden og korrekte anskuelser. Udadtil er grænsen til gengæld åben. Vi kan frit lade de håbefulde tanker om fred og sameksistens flyde ud i virkeligheden, som om de var dens egne elementer. Vi kan frit associere til ”international solidaritet” (Adam Holm), som var det en virkelig ting. Når verden således er fattet og indbefattet i forestillingen, er der des mindre grund til, på lavpandet vis, at åbne blikket mod den nøgne virkelighed selv. I stedet for møjsommeligt kontrolarbejde nærmer vi os en tilstand af total nedlukning og åndsfrihed; intet af betydning passerer grænsen.

Kommentatorerne går ligesom ud fra, at vi alle lever i denne selvomsluttende uskyld og er ligeglade med input fra verden udenfor. Megen snak om håb og tro. Intet forsøg på at spore visionernes virke i de jordiske sammenhænge, som vi alligevel aner er stærkt påvirket af vores gode energier. Legendens ”magi” er rigtignok ”intakt”, måske endda i særklasse.¹³⁷ Unik er magien dog ikke, for andre morderiske ikoner regnes som nævnt også for mesterlige udøvere af disciplinen. Desuden er der ikke tale om en afsluttet bedrift, det store individ én gang har præsteret. Magien og den ”varige status af stor præsident”¹³⁸ m.v. er en vedvarende ydelse, som kulturen frembringer i sine legendefortællinger. Det hele ophører, i det øjeblik vi ser lidt realistisk og nøgternt på det hele.

Hvor de specifikke påskud bag de enkelte interventioner hurtigt skrives ud af den historie, de har drevet frem, har de abstrakte og globale påskud en mere tidsubegrænset holdbarhed. Ethvert nogenlunde dannet menneske ved, at den epokegørende begivenhed under den kolde krig var ’kampen mod kommunismen’, og vil uden tøven godtage mediefolkets oplysning om, at Kennedy gik forrest i kampen. På den ene side fører denne karakteristik os til falske slutninger. På den anden side bringer Kennedy-beundrernes omtale af forbilledets antikommunisme os i berøring med hans faktiske udenrigspolitik. I hvert fald tæt på. Vi får nemlig ikke taget hul på sagen selv. Påskuddet – antikommunismen – står ved magt som den altfavnende forklaringsmodel. Men hvad der sorterer herunder – hvad den var et påskud til – hører vi ikke noget tilnærmelsesvis fyldestgørende om. Derfor kan vi frit fylde på fra det imperiale forestillingslager, vi igennem skoling og medieoplysning har fået opbygget: Kennedy stod op imod totalitarisme og sovjetiske ambitioner om at overtage verdensherredømmet, eller hvad der ellers, på Adam Holm-vis, dukker op af selvindlysende associationer.

Alternativt kunne man, hvis man interesserer sig for den virkelige verden, begynde med ideen om, at Kennedy-regeringen bekæmpede, hvad han og den øvrige elite i praksis regnede som kommunisme. En sådan hypotese har den fordel at være simpel og fordomsfri, selvom den kan synes tautologisk. Udfordringen er, at den ikke blot minder os om svar, vi allerede har på hånden eller kan finde frem til igennem frie associationer. I stedet må vi åbne vores forestillingsverden op for realiteterne i antikommunismens doktriner og praksis; det kræver empirisk arbejde, som muligvis kunne lede til erkendelser af, at Washington ikke bekæmpede kommunisme, når Washington bekæmpede ”kommunisme”, eller at den kommunisme, man faktisk bekæmpede, ikke primært blev angrebet af ideologiske grunde, fordi det var kommunisme. Allerede denne mulige åbning for ’revisionistiske’ indsigter kan virke problematisk, for hvem er så mistroisk, at hun vil forlange viden om det, vi har almen vished for – altså bortset fra folk, der mangler dannelse, og konspirationsteoretikere? Jeg har tidligere henvist til et væld af forskere og officielle kilder. Lad os her kort høre fra en af dem, der blev påtvunget de indsigter, Washington opererede efter.

Kort inden han blev afsat i et CIA-orkestreret kup i 1954, bemærkede den guatemalanske udenrigsminister, Guillermo Toriello Garrido, at USA kategoriserede ”alle manifestationer af nationalisme eller økonomisk uafhængighed […] eller enhver interesse i progressive eller liberale reformer” som ”kommunisme”: ”enhver latinamerikansk regering, som lægger sine kræfter i at gennemføre et sandt nationalt program, som påvirker de magtfulde udenlandske firmaers interesser, der i vidt omfang råder over Latinamerikas rigdom og basale ressourcer, vil blive udpeget som kommunistisk; [en sådan regering] vil blive beskyldt for at være en trussel mod den kontinentale sikkerhed og bryde den kontinentale solidaritet; og så vil den blive truet med udenlandsk intervention”. Toriellos karakteristik var i rimelig overensstemmelse med de hidtidige historiske erfaringer, men bør suppleres af yderligere betragtninger af dominansens virkemåder. Vi kan blot se på konteksten for hans tale. Dens for- og efterspil siger nemlig mindst lige så meget som dens indhold.

Toriello fremsatte sin kritik på en inter-amerikansk konference, der havde til formål at takle de økonomiske, sociale og politiske problemer, som plagede det latinamerikanske kontinent. Washingtons tilgang var mere fokuseret. Fra amerikansk side gik det hele ud på at få vedtaget en resolution om, at ”international kommunisme” truede regionens ”kollektive sikkerhed” og måtte slås ned med magt. Repræsentanterne fra de øvrige 19 latinamerikanske lande vidste, at resolutionen var møntet på Guatemala, hvis regering kort forinden havde igangsat en nationalisering af de store uopdyrkede landområder, som det amerikanske firma United Fruit Company ejede. Var det generalprøven for et nyt antinationalistisk interventionsprincip, deltagerne blev bedt om at blåstemple i antikommunismens navn? De latinamerikanske delegerede delte Toriellos bekymringer, tog imod hans bidrag med bifald og endte for de flestes vedkommende med – at godkende USA’s position i håb om økonomisk bistand, hvilket den gode nabo i nord kort efter måtte skuffe.¹³⁹

Skuffelsen blev siden afløst af bange anelser. Ifølge USA’s daværende ambassadør i Organisationen af Amerikanske Stater nærede de latinamerikanske lande, der havde stemt for resolutionen, efterfølgende større bekymring for resolutionens ”mulige fare som en basis for intervention anført af USA end for faren for kommunistisk intervention i deres indre anliggender”.¹⁴⁰ På sin vis ironisk, men langtfra ulogisk. De foruroligede lande forstod, at alternativet til selvdisciplinering var at blive disciplineret udefra.

Affæren byder på en lille lektie i, hvad virkeligt herredømme betyder: Sig ja til at blive domineret, eller sig nej til at blive spurgt om noget igen. Toriello fik aldrig igen mulighed til at udbrede sine synspunkter i magtfulde politiske organer. Og hvem skulle finde på at gengive de nedslående ord fra en slagen mand, når der findes så mange inspirerende taler fra de vindende personer, der optræder i Vestens statsledergalleri? Det mindste, vi må forlange, er simple retoriske figurer, der bekræfter vores selvretfærdighed og lader os leve i illusionen. De tabere, der knuses under vores storhed, har sjældent noget opløftende at sige om processen. De fortjener livslang stilhed.

Toriellos pointe om, at hensynet til ”den kontinentale sikkerhed” var et påskud for amerikansk intervention mod nationalt orienterede styrer, var i øvrigt fremsynede, hvilket regeringerne i Den Dominikanske Republik og Cuba fik at føle et årti senere. Som indgang til Kennedy-æraens dominansformer fremstår diagnosen dog temmelig begrænset. Den medtager ikke de tidligere omtalte ”præventive” aspekter og trænger ikke ind i den ”intern sikkerheds” dybe kontroldomæne, hvor drab og forfølgelse af ”socialarbejdere, fagforeningsfolk, mænd og kvinder, som ikke støtter etablissementet”, blev sat i system. Sammen med ulydige magthavere var sådanne monstre antikommunismens faktiske mål. Den rosende medieomtale af Kennedys energiske kamp mod kommunismen er en hån mod deres minde og en sejr for det bredere undertrykkelsesprojekt, de var ofre for.

7. Praktikere og meningsdannere: Fantasiens rolle for politikken

Afstand i tid har en vis betydning for forestillingsdannelsen, men hvad der falder i øjnene, og hvad der falder uden for betragtning, afhænger dog først og fremmest af iagttagerens institutionelle position: Arbejder man i den offentlige sfære eller det politiske maskinrum? Fjernt fra de historiske dramaer, der optager meningsdannerne, arbejder statsbureaukratiets intellektuelle kapaciteter på virkelige problemer.¹⁴¹ Det er deres institutioner, analyser og anbefalinger, som mest direkte former vores verden. Mest mærkbart, selvfølgelig, de andres verden. Men deres historiske aftryk er vanskelige at spore i kulturens bærende historiefortællinger.

Det skyldes, at statens agenter har en realistisk opfattelse af verden og systemets vilje, som sjældent egner sig til den brede offentlighed. Man skal dog ikke tro, at 1960’ernes intellektuelle statsadministratorer var helt uberørte af Vestens idealisme. Embedsmændene, som formulerede og implementerede den autokratiske version af moderniseringsteorien, henviste f.eks. hyppigt til demokratiske idealer. Der var imidlertid ikke tale om en retningsanvisende standard, der satte grænser for og dirigerede den førte politik ad demokratifremmende veje.¹⁴² I lighed med det antikommunistiske tankegods var demokratiforkærligheden snarere en normativ kraft, som legitimerede politiske programmer, der gennemførtes af andre grunde og inden for de spor, som de etablerede institutioner fulgte. Demokrati blev anset som et fjernt mål, der naturligt ville følge af den frie verdens magtpolitik, når den en dag kunne erklære sejr. Alternativt var demokratiet så dybt indgroet i selve tilstedeværelsen af vestligt engagement, at det ville være overflødigt at udfolde ideens greb om den førte politik. Måske ville det heller ikke være muligt, hvem ved? Det blev ikke prøvet. De store ideers relevans for øjeblikkets presserende spørgsmål var nemlig marginal eller lig nul. I et af de notater, som dannede baggrund for Kennedy-regeringens omfavnelse af militær moderniseringspolitik, hed det karakteristisk nok, at forestillingen om, at de væbnede styrker må holdes til regnskab over for ”et parlament eller en organiseret opposition […] er et ideal, som i de fleste lande må underordnes hensynet til det praktiske og mulige i mange år frem”.¹⁴³ I øvrigt fandt de politiske planlæggere det sjældent nødvendigt at gardere sig mod misforståelser, der måtte opstå ved sammenblandingen af operative dagsordener og legitimerende termer; de ideelle visioners praktiske irrelevans fulgte logisk af de prioriteter og tankebaner, som tegnede den almindelige statsræson. Normalt faldt det ikke nogen ind at gøre en pointe ud af selvfølgeligheden.

På lignende vis udgør ”fred” eller ”frihed” horisonten for den rettænkende bureaukrat, uanset hvorhen han vender sig, og hvilke anbefalinger han måtte være i færd med at udarbejde. Hvis han samtidig er kompetent – hvilket han nok er, hvis han er kommet så vidt – falder han ikke i svime over den skønne udsigt. ”Friheden” er et abstrakt endemål uden videre betydning for den videre proces. Den er ikke en målestok til bedømmelse af politiske tiltag.¹⁴⁴ Professionalisme udelukker, at han stopper op og stiller det umulige spørgsmål, om den politiske kurs, han tjener, rent faktisk fremmer friheden. I stedet er hans orienteringspunkt f.eks. den ”nationale interesse”, dvs. hans overordnedes og systemets interesser, idet han måske forsikrer sig om at ”handle ud fra fandens gode motiver”.¹⁴⁵ De offentlige meningsdannere ser derimod kun horisonten. Dette altomsluttende fikspunkt forbindes så med officielle paroler og åndshistoriske periodeetiketter, men ikke meget andet.

Hvad angår mere specifikke, tidsbundne visioner, er nogle supplerende bemærkninger på sin plads. Lad os som eksempel tage mantraet om at forsvare Sydvietnams ”selvbestemmelse” og ”uafhængighed”, som fra Kennedy og frem genlød i alle de politiske organer, der var engageret i destruktionen af sydvietnamesernes liv og land. Med sådanne slagord kunne statsbureaukratiet bestyrke sig selv i, at Vesten kæmpede for en påtrængende og retfærdig sag, samt knytte an til slagordene i den officielle krigsretorik. Men derudover angav termerne i kort form, omend per forvrænget omskrivning, en bestemt politisk kurs. I bureaukratiet fungerede de nemlig som kampråb, der indskærpede nødvendigheden af at hindre politiske løsninger og i stedet eskalere krigen i modstrid med viljen hos de mennesker, der angiveligt skulle væbnes mod ”fremmed indblanding” i deres livsforhold.¹⁴⁶ Omsorgen for ”selvbestemmelse” dikterede at tåle store omkostninger og ikke sky nogen midler i jagten på sejr. ”Uafhængighed” betød omtrent ’kun afhængig af os’ – modsat den forkætrede ”neutralisme”, som de realpolitisk illitterære sydvietnamesere var til fals for.¹⁴⁷ Så vidt gav sprogbrugen både moralsk og operativ mening.¹⁴⁸

At blande ordenes bogstavelige betydning ind i beslutningsgangen ville formentlig have udløst et institutionelt sammenbrud. Det overlades derfor til meningsdannerne at genoplive termernes gængse meningsindhold i den offentlige sfære, når der skal sættes ord på inspirationen og bedrifterne hos de store ledere. Offentlighedens manglende interesse for den operative side af sagen – f.eks. at ideen om ”selvbestemmelse” var bagtæppe for en politik, der nægtede sydvietnameserne enhver form for selvbestemmelse – forskåner os for indtrykket af absurd komik. Historisk informerede iagttagere har dog bemærket ”ironien”.¹⁴⁹ Så langt er de dagsordenssættende klasser herhjemme ikke kommet.

Bag de indlysende forskelle i deres samfundsmæssige funktion og politiske udsyn ser vi således en grundlæggende enighed mellem de offentlige intellektuelle og statens praktikere: Begge parter underkender idealernes relevans. Den ene part ved at vende sig mod officielle paroler og bort fra den politiske praksis; den anden part ved strategiske konceptualiseringer, der fastholder idealernes rene moralske kraft, men erstatter deres egentlige betydning med et passende operativt indhold. Kun gennemgribende ignorance hos såvel de intellektuelle spydspidser som den bredere offentlighed beskytter meningsdannerne mod at blive stemplet som hykleriske apologeter for diktatur og undertrykkelse. Alternativt skulle man virkelig være en kynisk sucker efter sort humor.

Skønt manglende viden og kendskab er en del af historien, er det et overfladisk aspekt. Som allerede berørt skal man for det første ikke underkende de institutionelle kræfter, der orienterer meningsdannerne uden om det omfattende kildemateriale, som det står enhver frit for at gå på opdagelse i, samt indsigterne hos de specialister, der har gjort brug af det. At forholde sig til viden om planlægningsdokumenter, som angiver de realpolitiske ledetråde bag de offentlige paroler, lønner sig ikke. Og selvom man næppe kan forklare det intellektuelle miljøs hvidvaskningsvirksomhed uden reference til dets gruppetænkning og selvjustits, skal man for det andet ikke fraskrive den enkelte intellektuelle selvstændig ’agens’. Hvad enten vi har at gøre med betingede reflekser eller ej, kommer vi ikke uden om, at den intellektuelle viger uden om den viden, der ikke passer ham. Han viser i sin daglige drift, at han hellere vil holde fast i de magtsanktionerede ideer, som hans position hviler på, end at forholde sig til de koncepter, magthaverne fører ud i livet – herunder den fortryllende perceptionspolitik, han selv er genstand og andenhåndseksponent for.¹⁵⁰ Dermed demonstrerer han, at hans virkelige loyalitet tilfalder de magthavere, der øver vold på de smukke idealer, ikke idealerne selv. Den fundamentale interesse er, også fremadrettet, at forsvare Vestens undertrykkelse, ødelæggelse og mord. Det er den centrale idé, den intellektuelle nægter at give afkald på. Det er den idé, han vil ofre sine dybeste overbevisninger på at forsvare. Med tanke på de negative sanktioner, der venter afvigeren, er det givetvis også et eksistentielt anliggende.

Dermed ikke sagt, at voldsapologeterne går til arbejdet med kynisme, oplyst egeninteresse eller anden form for realistisk selvindsigt. Deres personlige interesse, som de forstår den, samler sig jo blot om at tjene de store idealer. Men det princip, de følger, er et ganske andet. Når apologeterne ikke forholder sig til de ikoniske statsmænds undertrykkelse, destabilisering, kup og diktaturstøtte, er det ikke, fordi det ville skade demokratiets eller frihedens sag at værdige disse emner opmærksomhed. Tværtimod ville det være et godt og helt oplagt sted at tage fat, hvis troen på idealerne virkelig var det, der holder dem ved ilden. Om ikke andet kunne de rense koryfæerne for eventuelt uberettigede anklager. Den ’idealistiske’ forklaring på tjenstivrigheden er i stedet, at hvad der i henhold til de hævdvundne idealer er til skade for Vestens status som legitim magt- og voldsudøver, ikke må gøre indtryk.¹⁵¹ Denne formel for oplyst ignorance udgør selvsagt ikke en trossætning, den intellektuelle sværger til, men et princip, han tavst adlyder. At det er en fundamental interesse, fremgår af, at det er forsvaret for den voldsudøvende magt, som forbinder ham til den herskende politiske kultur samt de institutioner, der opretholder hans position, og de kredse, han færdes i. Bevæger han sig for langt ud ad den modsatte tangent – i retning af indsigt i de kræfter, der systematisk træder idealerne under fode – ville han vende hele socialiteten og sine hidtidige livsbetingelser ryggen. Den naturlige fortrolighed med magtens idealisme er samtidig baggrunden for, at han ikke opererer som en strategisk aktør, der træffer beslutninger om, hvad der tåler offentlighedens bevågenhed, og hvad der skal forbigås med embedsmandsdiskretion. Han gør blot, hvad hans kompetente ligesindede gør, mere per instinkt end per kalkulation. Han holder sig til den offentlige fornuft, som råder i hans nærmiljø såvel som den bredere kultur. Hvis der var noget at komme efter, ville andre respektable intellektuelle i kredsen nok have demonstreret det; siden det ikke er sket, er det nok ikke tilfældet. Selvcensuren og selvbekræftelsen er to sider af samme sag.

Så forsvaret for magten – mod idealerne og faren ved ureglementeret indsigt – er altså i disse grundlæggende spørgsmål den egentlige interesse bag den intellektuelles virksomhed, så vidt som det er denne ydelse, der fastholder ham i kulturen. Spørgsmålet er, om han medvirker eller ej. Deraf følger en udstrakt grad af ’metodeneutralitet’. Journalister og kommentatorer kan fremsætte et sæt af fakta eller en anden modstridende version, uden at nogen bider mærke i modsigelsen, så længe begge udgaver lader magten få det sidste ord.¹⁵² Om der trækkes på socialistiske, liberale eller konservative forestillinger i udlægningen og vurderingen af Vestens engagementer, bringer ikke meningsdannerne i splid med hinanden, så længe de fra hvert deres ståsted når frem til de samme, alment accepterede konklusioner.¹⁵³

For at forstå grundlinjen i den historiske kontinuitet, som det under de herskende forhold er et tabu at afdække, vender vi os nu imod sammenhængen mellem økonomiske og politiske interesser i Kennedys politik over for de underudviklede lande.

8. Politisk og økonomisk autoritarisme

Kennedys progressive livtag med verden lå i forlængelse af den videnskabelige indsigt, at autoritarisme var et ubønhørligt socialt faktum hos de underudviklede.¹⁵⁴ De tredjeverdensproblemer, USA konfronterede i 1950’erne og 1960’erne, vidnede om, at der var andre og ofte større kræfter på spil: Viljen til frihed og selvbestemmelse samt retten til uafhængig udvikling – dvs. antiimperialisme under de givne postkoloniale betingelser. Mens folkelige bevægelser i de koloniserede lande forsøgte at nedbryde de autoritære infrastrukturer, de vestlige kolonimagter havde efterladt sig, påtog Washington under Kennedys ledelse sig at udbygge og opdatere dem. I store dele af Asien og Latinamerika måtte Kennedy-regeringen derfor med vold og magt fastholde eller skabe de autoritære ’vilkår’ – og modellere dem efter USA’s politiske og økonomiske ønsker. At USA fandt det nødvendigt at kaste så mange ressourcer ind i kampen for autoritarismen, repræsenterede egentlig et praktisk dementi af de socialvidenskabelige indsigter, som satte rammen for den nye udviklingstænkning. Statens tænkere havde jo godtgjort, at troen på den stærke mands naturlige herredømme var et tredjeverdensvilkår, der bundede i kulturbestemte karaktertræk og dårlige historiske forudsætninger hos de underudviklede.¹⁵⁵ Det er ikke altid med logisk stringens, at Vestens rationelle tanke sætter sine aftryk på verden.

Det udelukker ikke, at tænkningen sætter sig igennem med streng konsekvens. Således leverede ideen om de underudvikledes naturlige tilbøjelighed til at bøje sig under store magtmænd et brugbart afsæt for indkredsningen af de forhåndenværende problemer. Et problem var, at subjekterne kunne finde på at underkaste sig forkerte herskere og anskuelser. Et andet, at de kunne agere oprørsk og autoritetsfornægtende. I dette tilfælde ville de egentlig også gøre oprør mod deres natur og traditionelle levevis, men vi ved alle, hvad godtfolk kan forledes til, når onde kræfter – såsom den internationale kommunismes ”monolitiske og skånselsløse konspiration”¹⁵⁶ – driver deres spil.

For at takle sådanne udfordringer i Latinamerika fulgte Kennedy to hovedspor. Det primære indsatsområde var den nævnte opbygning og befæstning af autoritære militærregimer samt en klapjagt på demokratiske og populistiske alternativer. I Guatemala, Nicaragua, Panama og Honduras faciliterede USA et tæt samarbejde mellem nyligt oprettede nationale sikkerhedstjenester. Indsatsen var en del af en bredere plan om at organisere Centralamerikas efterretningstjenester under CIA’s opsyn mhp. at undertrykke intern dissens.¹⁵⁷ I forlængelse af Kennedys holistisk-invasive moderniseringsdagsorden rettede indsatsen sig desuden mod militarisering af politiet¹⁵⁸ og etablering af paramilitære enheder til, på armslængde af de politiske ledere i Washington og deres klienter, at klare en del af det tiltagende beskidte arbejde.¹⁵⁹ Denne regionalisering af ansvaret for at opretholde sikkerheden blev siden ført til sin ekstreme konklusion i Operation Condor, et omfattende sydamerikansk program for forsvindinger og tortur.¹⁶⁰

Generelt bidrog Kennedys ”civic action”-programmer også til at polstre de loyale militærstyrer og udvide deres kontrol.¹⁶¹ De langvarige militærregimer i Brasilien (1964), Argentina (1966) og Peru (1968) regerede på det ideologiske, ”antikommunistiske”, mandat, som arkitekterne bag moderniseringsfremstødet i Washington havde udformet – og med en tilsvarende bevidsthed om deres egen teknokratiske overlegenhed.¹⁶² I historisk tilbageblik står Kennedy som fødselshjælper for dødspatruljeregimerne i Latinamerika, der i de efterfølgende årtier myrdede hundredtusindvis af mennesker,¹⁶³ senere accelereret af Ronald Reagan i 1980’erne.¹⁶⁴

Det var selvfølgelig ikke med Kennedys gode vilje, at det skulle gå sådan. Så langt vi kan se ind i hans sind, ønskede han sig virkelig en strålende fremtid for verdens fattige og undertrykte.¹⁶⁵ Men udviklingen er omvendt ikke overraskende i lyset af den anden hovedkomponent i Kennedy-programmet, nemlig at åbne udviklingslandene for vestlige firmaer og omstrukturere deres økonomier, så de var orienteret mod eksport frem for at producere fødevarer til den hjemlige befolkning.¹⁶⁶ Den godartede ”politiske autoritarisme” måtte ikke udarte til ”økonomisk autoritarisme”, lød den analyse, Kennedy forblev tro mod i sin forvaltning af tredjeverdenspolitikken.¹⁶⁷ Den ansvarlige mønsterstat forventedes at lukke ned for forstyrrelser i sin hjemlige husholdning, men uden at lade kontroliveren gribe så meget om sig, at også vestlige interesser blev lukket ude. Med andre ord skulle staten være stærk, kontrollerende og voldsparat i sin omgang med befolkningen, men tilbageholdende og efterrettelig over for de lokale landbesiddende eliter og Washington, hvad angik de ømtålige spørgsmål om land og ressourcer.¹⁶⁸

Endnu et sted, man kunne gribe fat, hvis man interesserede sig for udmøntningen af Kennedys ”idealistiske vision for, hvad en regering kan, og hvad der er USA’s ansvar […] som en leder i verden”.¹⁶⁹

For at forstå bundlinjen i den inter-amerikanske økonomiske orden kan vi trække nogle bemærkninger fra 1969 af den daværende kristendemokratiske chilenske udenrigsminister frem: ”Vi kan bekræfte, at Latinamerika yder et bidrag til at finansiere udviklingen af USA og andre industrialiserede lande. Private investeringer har betydet og betyder stadig, at de summer, der føres ud af vores kontinent, er mange gange større end de, der investeres”. Men vi kan også henvise til de data, som underbygger hans udsagn, og som var velkendte blandt vestlige forretningsfolk og politiske ledere.¹⁷⁰

Dette omfordelingsregime var og er ikke resultatet af markedskræfternes frie spil. Det blev indstiftet og opretholdt af statens synlige hånd, som dirigerede udviklingen på en lang række fronter under mere eller mindre direkte vejledning fra USA’s dominerende markedsaktører.¹⁷¹ Det kostede selvfølgelig noget for de amerikanske skatteydere. Men prisen for at bevare grundlaget for den systematiske udførsel af kapital fra udviklingslandene og styrke de amerikanske firmaers position var intet at regne mod de sikre gevinster. Som den amerikanske general Robert Porter forklarede i 1968, udgjorde de offentlige midler, der finansierede Kennedys militærbistands- og udviklingsdagsorden, ”en meget beskeden præmie på en forsikringspolice, der beskytter vores enorme private investeringer i et område, som har en kolossal handelsmæssig og strategisk værdi for vores land”.¹⁷² General Porter var øverstbefalende for USA’s Southern Command fra 1965-1969, men altså også i besiddelse af basal indsigt i den internationale økonomis orden – og denne ordens militære støttepunkter.

Generalen havde også historien på sin side. Og historiens vilje havde undertiden udtrykt sig forbilledligt klart. Tilbage i 1954 indgik USA og de lokale magthavere i Honduras en bilateral militærbistandsaftale, hvori den elementære gensidighed, som forbandt nord og syd, blev kodificeret i en række neokoloniale paragraffer. Til gengæld for amerikansk militærbistand lovede den honduranske stat f.eks. at “facilitere produktionen og overførslen til USA’s regering […] af råstoffer og semi-bearbejdede produkter, som USA har behov for som et resultat af mangler eller potentielle mangler i sine egne ressourcer”.¹⁷³ Citatet, som ikke er hentet fra en marxistisk afhængighedsanalyse, men den oprindelige aftaletekst, giver en træffende beskrivelse af kernen i efterkrigstidens inter-amerikanske forhold. Med såvel de øvrige aftalepunkter som de reelle begrundelser for militærbistanden in mente¹⁷⁴ kan indebyrden i aftalens quid pro quo dog udpindes nærmere: militær indflydelse og monopolistisk kontrol med partnerens våbenanskaffelser på den ene side, til gengæld for retten over landets værdier på den anden. En win-win-situation, omend ikke nødvendigvis af den gensidige slags.

Og dog begunstigede aftalen selvfølgelig også visse kredse i partnerstaten. Med de bistandsmidler i ryggen, som Kennedy yderligere forøgede, blev militæret den mest udviklede politiske institution i det underudviklede land.¹⁷⁵

I øvrigt var USA’s ret til de eneste ressourcer, de latinamerikanske lande kunne ernære sig ved, sjældent formuleret så bastant, endsige nedfældet i traktatslige forpligtelser. Men amerikanernes militære og økonomiske indflydelse betød, at det fundamentale dominansforhold stod ved magt før, under og efter Kennedys korte regeringstid. Det, der så småt ændrede sig, var dominansens former og virkemidler. Med massive statsmidler til sin disposition igangsatte præsidenten opbygningen af de instrumenter, der tjente de lokale privilegerede klasser, som det inter-amerikanske udbytningssystem hvilede på, via undertrykkelse, terror og mord på opponenter mod den fremspirende orden. Der var tale om en nationalisering af kontrollen, omend på en regional skala.

For de berørte lande var Kennedy-dagsordenen givetvis langt mere indgribende, og konsekvenserne langt mere vidtrækkende, end hvad der kunne have været opnået med rent juridiske garantier og formelle aftaler. I øvrigt kunne gældende lov og ret i de latinamerikanske lande let tilsidesættes af de herskende interesser, for så vidt loven og retten ikke tjente dem. I Honduras blev 1960’ernes investeringsboom inden for det kommercielle landbrug ledsaget af de store haciendas’ ulovlige overtagelse af bøndernes jorde. I stedet for lovformelig fordrivelse indhegnede oligarkerne simpelthen de ønskede territorier med pigtråd og forviste de uønskede familier, der befandt sig på de nu sikrede områder.¹⁷⁶ Således blev frøene til revolutionære opstande sået, men da de for alvor spirede i 1970’erne,¹⁷⁷ var militæret selvsagt gearet til at tackle de udplyndredes angreb på den ukrænkelige ejendomsret.

Forbindelsen til nogle af fortidens mørke kapitler fornægtede sig ikke. I lyset af deres inspirerende leders interventionistiske tilgang til ”nationsopbygning” genoplivede Kennedys folk koncepter, som ellers længe havde været bandlyst fra vokabulariet for inter-amerikanske relationer. Den demokratiske senator Wayne Morse priste Kennedys centrale udviklingsprojekt som ”en moderne implementering af Monroe-doktrinen […] en ny form for intervention”¹⁷⁸, mens udenrigsminister Dean Rusk talte om ”dollardiplomati – i moderne stil”¹⁷⁹, til gavn for amerikanske firmaer. Det ”moderne” additiv bestod i at subsidiere amerikanske investorer i Latinamerika og ruste de lokale systemer til at forsvare deres interesser. Fordelen var bl.a., at USA ikke selv skulle stille med soldater til at varetage de direkte kontrolfunktioner.¹⁸⁰ Inden landene blev modne nok til at stabilisere sig selv, måtte Washington dog, på klassisk maner, vælge de bedst egnede klienter for derefter at ”give en sådan militærbistand, som bedst kunne bidrage til [deres] magtovertagelse og videre fastholdelse af magten”.¹⁸¹ At ordningens militære mellemmand i stigende grad blev en selvstændig magtfaktor, og endda til tider selvstændiggjorde sig over for USA, frustrerede i nogle tilfælde Kennedy, men fik i intet tilfælde Washington til at vende sig mod sine erhvervede aktiver.¹⁸²

Satsningen på økonomisk og politisk nationsstyring frem for regionalt forsvar blev den faste kerne i amerikansk tredjeverdenspolitik i årtierne efter Kennedys død. I 1970 kunne et udvalg under Repræsentanternes Hus pointere, at ”de fleste af de udfordringer, som skal adresseres vedrørende træning under militærbistandsprogrammerne, er af politisk og økonomisk karakter, snarere end strengt militære. Denne pointe afspejler vores stærke overbevisninger om, at militære bistandsprogrammer primært er et redskab for amerikansk udenrigspolitik og kun sekundært forsvarspolitik”.¹⁸³ Hvad de begunstigede lokale militære styrker så måtte være et redskab for, behøvede udvalget ikke gå i detaljer med. Redskabets praktiske nytte fortjener derimod lidt omtale.

Til understøttelse af det inter-amerikanske kapitaludvindingssystem blev træningsfaciliteten i USA’s militærbase i Panama Kanalzonen genfødt under navnet School of the Americas i juli 1963 med det formål at indføre Latinamerikas militæreliter i oprørsbekæmpelsens ideologi og brutale metoder. Adskillige af de titusindvis af kandidater, som skolen udklækkede, er i dag kendt som præste- og menneskerettighedsaktivist-mordere, torturister, kupmagere og diktatorer.¹⁸⁴ De manualer, der instruerede dem i henrettelser, afpresning og tortur, er mindst lige så berygtede.¹⁸⁵

Bare ikke i vores del af verden. Det er sigende, at bindeleddet mellem det nord- og sydamerikanske kontinent blev omdannet til en kanal for USA’s voldspolitik, mens erfaringerne fra kulturmødet ikke har gjort varigt indtryk på Nord. Det skal da også siges, at undertrykkelsen og terroren hverken var vilkårlig eller drevet af etnisk had, formørket ideologi eller andre uciviliserede anlæg for blind blodsudgydelse. Overgrebene bidrog i det store hele til at bære udviklingen frem og skabe et godt investeringsklima.¹⁸⁶ Når sådanne processer forløber relativt glat, og uden nævneværdige omkostninger for os, går de ubemærket hen.

Anledninger til opstandelse findes i andre tilfælde. F.eks. når officielt udpegede fjender tillader sig at praktisere en dosis af den undertrykkelse, som vi og vores venner administrerer på fast basis, og således kommer vores privilegier ud i vold og menneskerettighedskrænkelser for nær. Til gengæld er interessen behersket, når de undertrykte rejser sig mod vores venner.

Undtagen hos dominanspolitikkens årvågne forvaltere. Da tusinder af demonstranter i marts 1962 gik på gaden i Guatemala i protest mod den Washington-tro general Miguel Ydigoras Fuentes’ økonomiske politik, korruption og valgsvindel, opfangede det amerikanske militærs guatemalanske lokalafdeling straks tilstedeværelsen af den ”kommunistiske trussel”. Som modtræk etablerede USA omgående en lokal base for træning i oprørsbekæmpelse, der bl.a. blev tilført uddannet personel fra træningsanlægget i Panama Kanalzonen, som nu skulle give deres lærdomme videre til de næste i rækkerne og berede dem til at tage hårde metoder i brug. Dele af den guatemalanske militærelite var indledningsvis ikke tilstrækkeligt lydhøre over for Washingtons signaler. Året efter tillod Ydigoras, at Juan Jose Arévalo – en af det guatemalanske demokratis grundlæggere og en foregangsmand for de markedsorienterede landreformsprogrammer, som CIA fik begravet med kuppet mod den reformvenlige præsident Jacobo Arbenz i 1954 – kunne vende tilbage fra sit eksil og stille op til det forestående præsidentvalg. Selv lovede Ydigoras at træde tilbage på lovformelig vis. Men det blev der ikke noget af. Den demokratiske trussel blev afværget af endnu et præventivt, Kennedy-støttet militærkup. ”Borgerkrigen i Guatemala”, som i de følgende årtier krævede omkring 200.000 menneskeliv, var dermed for alvor skudt i gang.¹⁸⁷ Igen viste ”forsikringspolicen” sit værd.¹⁸⁸ Igen så man, hvad militærbistandsprogrammernes ”politiske og økonomiske karakter” i praksis gik ud på.

Guatemala indfinder sig et bredere mønster, som både involverer nationsopbygning og oprørsbekæmpelse. Første del af dagsordenen bestod i at opbygge værn om de autoritaristiske politiske systemer og deres underliggende socioøkonomiske strukturer (og styrke de amerikanske firmaers dominerende positioner heri) med repressive midler og bistandsaftaler. Anden del sigtede mod opbygningen af ”præventive” instrumenter til at afværge truslen fra guerillakrigere og kommunister. I praksis skete der typisk noget lidt andet. De præventive instrumenter blev brugt til at bekæmpe de bevægelser, der rejste sig i opposition mod politikkens første led. Politikken var præventiv, i den forstand at politikkens ene ben foregreb reaktionen mod dens andet.

I det hele taget insisterede Kennedy-regeringen på at stå vagt om den centrale kilde til de latinamerikanske massers utilfredshed – social-økonomisk forarmelse¹⁸⁹ – skønt den almindelige statsvisdom i Washington mente, at subversive bevægelser, guerillakrigere og i værste fald kommunister stod klar til at udfylde gabet mellem de sørgelige realiteter og massernes endnu levende forhåbninger.¹⁹⁰

Trods offentlige erklæringer om det modsatte holdt Kennedy fast i den traditionelle model for sameksistens mellem Vesten og den tredje verden. De fattige lande udfyldte deres rolle som leverandører af råstoffer; markeder for USA’s eksport af overskydende industriprodukter; områder for USA’s ekstraktive kapitalinvesteringer; åbne regioner for ’det frie markeds’ konkurrence i de sektorer, hvor de stod svagest, og udelukket fra konkurrence på de områder, hvor de kunne konkurrere.¹⁹¹ I alle sine led kunne ordningen optimeres. Kennedy satsede især på at fremme og beskytte de private investeringer, som hans bistandsprogrammer indirekte subsidierede.¹⁹²

Som tidligere beskrevet blev de oprørske følgevirkninger typisk besvaret med optrapning af USA’s militære engagement, enten via proxygrupper eller USA’s egne specialstyrker. Sidstnævnte opererede under doktriner, der bevidst kopierede eller foregreb (forestillingen om) guerillaernes egne skånselsløse metoder.¹⁹³ Samtidig med at Kennedys smukke idealer bjergtog en generation af venstreliberale intellektuelle, blotlagde hans militaristiske iver i nedkæmpelsen – eller den ”præventive” afværgelse – af truslerne de reelle prioriteter i Washington. Det var forventeligt, at bestræbelsen på at fastholde forarmelsens grund og eliminere dens udtryksmuligheder ville øge utilfredsheden selv. At dømme efter fraværet af tiltag mod at revidere politikken, var det også spiseligt.¹⁹⁴ I flere af Kennedys såkaldte ”problemområder” blev problemet i stedet løst på en mere definitiv måde, der flugtede med den progressive præsidents forkærlighed for at håndtere interne udfordringer med instrumenter for befolkningskontrol. Det tog dog nogen tid – længere tid, end Kennedy havde tilbage – før modellen fandt sin faste, hårde form: I lande som El Salvador, Brasilien og Indonesien krævede det fuldvoksne politistatsregimer at opretholde ”stabiliteten” via mord og terror, i årtierne efter at Kennedy og hans efterfølger, Lyndon B. Johnson, havde etableret systemets grundelementer.¹⁹⁵

På disse stræk viste Kennedy sig som en interventionistisk arvtager fra Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson og en foregangsmand for Ronald Reagans terroroperationer,¹⁹⁶ for nu at nævne et par andre helte i den vestlige kanon.¹⁹⁷ Da Kennedys nære rådgiver Arthur Schlesinger i 1984 opponerede mod den ukonstruktive brutalitet i Reagan-regeringens tredjeverdenspolitik, kunne kritikken lige så godt have været møntet på Kennedy selv:

“Når freden er genoprettet ved at give en militær sejr til en gruppe, hvis overlevelse er betinget af elimineringen af det demokratiske alternativ – og som torturerer og myrder deres egne demokrater – så reproduceres alle de vilkår, der drev bønderne og middelklassen mod revolution.”¹⁹⁸

Hertil kan man tilføje, at det samtidig er en måde at reproducere de anspændte vilkår, der holder militærindustrien og de sikkerhedspolitiske organer beskæftiget,¹⁹⁹ og som holder liv i efterspørgslen på de lokale undertrykkelsesapparaters ydelser. ”Det demokratiske alternativ”, indså Kennedy derimod ad flere omgange, førte til uacceptable økonomiske og politiske eksperimenter.

9. Arven fra Kennedy

Når man en dag står på John F. Kennedy Plads i Aalborg, kan man, hvis man ikke har travlt, passende mindes nogle af Kennedys virkelige bedrifter. Kennedy bemyndigede brugen af Agent Orange²⁰⁰ og napalm²⁰¹ i Sydvietnam, bl.a. med henblik på at nedbryde livsgrundlaget i de regioner, hvor den sydvietnamesiske modstandsbevægelse stod stærkest.²⁰² Derudover igangsatte han tvangsforflyttelse af civilbefolkningen til koncentrationslejrlignende ”strategiske landsbyer”.²⁰³ Det skete som et led i et program, der udsprang af de erfaringer med befolkningskontrol, som Storbritannien årtier forinden havde tilkæmpet sig i det koloniserede Malaysia – og i strid med den almindelige historiefortællings hårde skel mellem koloniæraen og Vestens ”guldalder” fra 1945-1970.²⁰⁴

Den mest iøjnefaldende og dog upåagtede vindikation af Kennedys militære moderniseringspolitik fandt imidlertid sted i Indonesien, et par år efter præsidentens død. Opildnet, væbnet og vejledt af USA udførte indonesiske generaler først et folkemord på cirka en million forsvarsløse mennesker²⁰⁵ i 1965-1966 for dernæst at bruge krisesituationen som et springbræt til at detronisere den siddende præsident, Sukarno, og selv overtage magten.²⁰⁶ Efter rådslagning med dets vestligt uddannede økonomiske eksperter lukkede det nye indonesiske regime herefter ned for fagforeningerne og op for vestlige firmaer, der hurtigt rakte ud efter landets uudnyttede naturrigdomme. Ikke mindst fik amerikanske oliefirmaer nogle lukrative aftaler om olieudvinding på plads; hermed blev et gammelt stridspunkt mellem Washington og den indonesiske stat endelig løst.²⁰⁷

I begyndelsen af transitionen til militærdiktatur anmærkede CIA dog, at “selv de mest antikommunistiske ledere i hæren nærer den stærke overbevisning, at indoneserne skal kontrollere deres egne naturressourcer” og bevare ”kontrol over [deres] egne anliggender”. Meget lig situationen i de centralamerikanske småstater anså udenrigsministeriet derudover Indonesien for en korrupt, oligarkisk ”klientelstat”, hvori ”massernes velfærd er blevet groft forsømt” til fordel for eliterne og militæret selv, der udnyttede sin nyvundne kontrol over statsapparatet som et middel til personlig berigelse. Det afgørende var dog, at militærets spydspidser, anført af den kommende præsident Suharto, bogstaveligt talt fik likvideret den forhadte økonomiske nationalisme samt de selvstændighedsløfter, der skaffede landet beundring og status i den øvrige postkoloniale verden. Og da der med tiden også blev lagt låg på de tilbageblevne rester af nationalistiske tilbøjeligheder hos generalerne selv, drog Washington den lærdom, at man måtte ”leve med [de korrupte og plutokratiske] aspekter ved systemet og, om muligt, benytte dem til at opnå vores egne mål”.²⁰⁸ USA’s tætte venskab med Suharto-diktaturet viste i de følgende årtier, at det i høj grad var muligt. Systemet bestod, og det hele faldt alt i alt ud til begge parters fordel.²⁰⁹

Mens det få år forinden havde heddet, at det ”[i] det meste af det underudviklede Asien” vil ”tage årtier at udvikle institutioner, som i de mest udviklede lande etablerer civil kontrol med militæret”²¹⁰, opgav Vesten nu enhver tidshorisont for etablering af denne form for civil kontrol. Militær kontrol med de civile fungerede glimrende.

Korrupte eller ej viste de indonesiske generaler sig modne til at påtage sig regeringsansvaret. Kennedys forsvarsminister, Robert McNamara, skulle siden prise Kennedys militærbistandsprogrammer for at have opbygget den indonesiske hærs ”interne sikkerhedskapabilitet” og rustet officererne til at udføre ”statsadministrative opgaver på højt niveau”: ”Denne træning viste sig yderst værdifuld, da hæren overtog kontrollen med regeringen.”²¹¹ Med til succesen hører også, at USA i Sukarno-æraens sidste tid havde skåret kraftigt ned på den økonomiske bistand til landet. Disse to komponenter – styrkelse og skoling af militæret med den ene hånd og økonomisk destabilisering af statens civile organer med den anden – kan genfindes i forberedelsesfasen til mange tidligere, samtidige og senere kup.²¹² Da moderniseringsteorien gik af akademisk mode i slut-60’erne, kunne dens militære version allerede bryste sig af adskillige afgørende sejre.

Men det gjorde den af gode grunde ikke. De største triumfer var af en art, der uundgåeligt måtte støde den nationale selvrespekt i de moderniseringsudsatte lande og oprøre humane følelser derhjemme – begge dele til hinder for fuldbyrdelsen af den ”nødvendige” udrensningspolitik. Altså skulle bedrifterne opnås og fejres uden større offentlige markeringer.²¹³ I oktober 1965 anbefalede den amerikanske ambassadør i Indonesien hjemlandet at holde lav profil for at undgå, at folkelig bevidsthed om USA’s ivrigt hjælpende hånd greb forstyrrende ind i hærens planmæssige fremfærd.²¹⁴ Da succesen året efter stort set var i hus, og man samlede sig om at høste gevinsterne, bemærkede udenrigsministeriet internt, at ”vores overordnede politik over for begivenhederne i Indonesien har været stilhed. Generelt er denne politik fortsat fornuftig, især i lyset af de storstilede drab, som har ledsaget overgangen” til militærstyre: ”Imens vi fortsat holder fast i denne offentlige position, har vi hele vejen igennem privat gjort det klart, at vi på det rette tidspunkt er klar til at yde materielle bidrag for at hjælpe de nye ledere med at etablere sig.”²¹⁵ På denne usynlige baggrund kunne den indonesiske hær i ro og mag udføre, hvad CIA beskrev som ”et af de værste massemord i det 20. århundrede, på linje med de sovjetiske udrensninger i 1930’erne, nazisternes massemord under Anden Verdenskrig og maoisternes blodbad i begyndelsen af 1950’erne […] en af de mest betydningsfulde begivenheder i det 20. århundrede, langt mere betydningsfuld end mange andre begivenheder, som har påkaldt sig langt større offentlig opmærksomhed.”²¹⁶ Dermed ikke sagt, at offentligheden burde oplyses om begivenhedens verdenshistoriske betydning. De citerede bemærkninger ligger hengemt i en fodnote til en hemmeligstemplet rapport.

På lignende vis er mindet om de vestlige lederes ”private” bidrag til folkemordet velbevaret i specialstudier, som kun fagnørder kender til. I den bredere offentlighed værner man derimod om privatlivets fred; her tæller kun den offentlige fremtoning.

Den offentlige betydningsløshed er et udtryk for begivenhedens virkelige betydning i vores kulturkreds. I den totale historiske udrensning elimineres først de uønskede mennesker, dernæst erindringen om drabene og politikken bag. Nogle gange forløber processerne parallelt. Vi lever fortsat i stilhedens morderiske atmosfære. De intellektuelles lovord om den liberale verdensorden og komplette tavshed om det indonesiske folkemord – som hører til den liberale verdensordens absolutte stjernestunder²¹⁷ – er ét blandt utallige tilsagn om, at vi nok skal kigge væk, når magthaverne dræber og undertrykker i deres globale privatsfære, for i stedet at hylde vores fundamentale idealisme og pege fingre ad de virkelige fjender, dvs. slå andre emner for voldelig konfrontation op på to do-listen over ærefulde gøremål.

Endelig den lovede afsløring om Kennedys sexliv: Det er lige meget, og det er lige meget at forklare hvorfor.

1. Hvis man er et kulturelt væsen, der ikke har friske følelser for den gamle, evigt unge legende, kan man alternativt læse op på, hvilken status Kennedy har i vores kultur, og så viderebringe de overleverede sandheder.
2. Videre kan man overveje, hvordan de to ting virker i forening. Fokus er nu ikke Kennedy-fænomenets tiltrækningskraft og omdømme i den kulturelle forestillingsverden, men hvordan forestillingerne virker på verdenen udenfor. Hvordan billedet og den virkelighed, det dækker over, fremmer et særligt politisk udsyn, bestemte former for politisk stillingtagen og bestemte former for politik.
3. Citater fra:
   • Hans Engell: ”’Det bliver pokkers hedt i Texas’”, Ekstra Bladet, 28. maj 2017.
   • Georg Metz: ”INTERMETZO: Før og nu og snart engang”, Information, 17. maj 2017.
   • Uffe Christensen og Jørgen Ullerup: ”JFK’s niece: Kennedys bløde værdier er stadig aktuelle”, Jyllands-Posten, 29. maj 2017.
   • Erik Boel: ”Kennedy 100 år. Derfor lever myten om JFK”, Kristeligt Dagblad, 29. maj 2017.
   • David Trads: ”Inger Støjberg er en katastrofe”, Politiken, 10. marts 2018.

   Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten, Informations Forlag, 2019.

4. Citater fra:
   • Brian Traantoft Rasmussen: ”Fra Cæsar til Estrup og Kennedy: Attentatet har præget den politiske historie”, Kristeligt Dagblad, 21. november 2023.
   • Peter la Cour: ”Den 22. november 1963 må aldrig blive glemt”, Jyllands-Posten, 22. november 2023
   • Minna Skau: ”Arven efter JFK er fortyndet”, Kristeligt Dagblad, 22. november 2023.

   Desuden henvisning til: Anders Agner Pedersen: ”Læren af talen, som Kennedy aldrig nåede at holde”, Politiken, 22. november 2023.

5. Om universiteternes og tænketankenes rolle i udviklingen, se: Michael T. Klare: War Without End: American Planning for the Next Vietnams, New York: Knopf, 1972, kap. 3.
6. Et eksempel på analysen: U.S. Department of the Army: Operations Against Irregular Forces, FM 31-15. Washington, D.C., maj 1961, s. 4-5. www: https://archive.org/details/FM31-151961
7. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959, s. i, ii, iii, 4. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf.

   Det Nationale Sikkerhedsråd og i særdeleshed præsident Dweight Eisenhower var begejstrede for notatet. Se: “Memo of Discussion at the 410th Meeting of the NSC, Washington”, 18. juni 1959, Foreign Relations of the United States 1958–1960, v. 16, s. 97-103.

8. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959, s. i, 5. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf

   En lignende indstilling fremgår af Maurice J. Mountain: “a Political-Military Appraisal”, i: Marine Corps Gazette, vol 49 nr. 9, september 1965. www: https://books.google.dk/books?id=TuHEfmJE7TIC&pg=RA8-PA19. USA må ”deal with the world as it is”, og da det indbefatter, at latinamerikanerne er kulturelt disponerede ”for allegiance to personal leaders who demonstrate their possession of power”, er det både naturligt og nødvendigt, at militæret udfylder rollen som ”political arbiter”: ”Latin America is an area in which government of the many by the few through the use of coercive force is accepted as legitimate simply because this is the way it has always been.”

9. Sådan blev militæret opfattet af fortalerne for den militære moderniseringsteori. Se f.eks. Lucian Pye: “Armies in the Process of Political Modernization.” s. 69-89 i: The Role of the Military in Underdeveloped Countries, J. J. John. (red.), 1962, Princeton, NJ: Greenwood Press.

   Kennedy havde samme opfattelse. Se: Theodore Sorensen: Kennedy: The Classic Biography, Harper & Row, 1965, s. 599-604.

10. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959, s. ii-iii. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf.

    En lignende tiltro til ens eget smittende og styrende eksempel lå bag eskalationen af Vietnam-krigen omkring 1961. Formanden for stabscheferne, Maxwell Taylor, mente således, at problemet med det ineffektive Diem-styre i Sydvietnam ”could be cured if enough dedicated Americans, civilian and military, became involved in South Vietnam to show the South Vietnamese, at all levels, how to get on and win the war”. Det gjaldt bl.a. om at indgyde klienterne den rette “offensive spirit”. Citater fra: Pentagon Papers, Vol II, Beacon Press Boston: 1972, s. 93.

    For en gennemgang af militærets organisatoriske fortrin og potentiale som ”moderniseringsagenter”, se John J. Johnson: The Military in the Political Development of the New States, RAND, Princeton University Press, 1962.

11. Det er sigende, at de akademiske drivkræfter bag strategien indgående reflekterede over, hvordan militærklienternes ”tutelage functions might best be terminated”, og udarbejdede politiske anbefalinger med dette for øje. De bemærkede ikke deres egen ”tutelage function” over for tredjeverdenslandenes formyndere. Så vidt vi kan se, mente de blot at bedrive videnskab. Se: Lucian Pye: “Military Development in the New Countries”, s. 148-166 (citatet er fra s. 162), i: Social Science Research and National Security: A Report Prepared by the Research Group in Psychology and the Social Sciences, ed. Ithiel de Sola Pool, 1963, www: https://apps.dtic.mil/sti/pdfs/AD0437464.pdf.

    Det amerikanske militærs Center for Research in Social Systems gennemførte omfattende studier i ”The changing Roles of the Military in Developing Nations”. En del af arbejdet blev udliciteret til University of Chicagos “Studies in Military Sociology”. Centrale værker fra forskningsprogrammet tæller Henry Eisens Public Order and the Military in Africa, Lou Cantoris Political Development and the Role of the Military in Modern Egypt og Hsi-hseng Chis The Chinese Warlords System.

12. I det tidligere citerede notat til Det Nationale Sikkerhedsråd drøftes dog mulige image-problemer: “No loss of prestige should be involved in our supporting non-democratic military regimes who are making some developmental progress. Nor should support of such regimes contribute to a non-democratic militaristic image of the U.S. Our image will depend basically on the example of our own democracy at work”. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959, s. iii. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf.
13. Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten, Informations Forlag, 2019.
14. DDRS (1987/1081), White House, memorandum by Col. E. G. Lansdale, Office of Special Operations, Department of Defense [no destination], 27. april 1959. Citeret i: Robert H. Holden: Armies without Nations: Public Violence and State Formation in Central America, 1821-1960, Oxford University Press, 2004, s. 116

    Se også Edgar S. Furniss-citaterne, som tilkendegiver en lignende opfattelse, i Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 219-220.

15. Janowitz, Morris. The Military in the Political Development of New Nations: An Essay in Comparative Analysis. Chicago: Phoenix Books, 1964. S. 63-66.

    For yderligere eksempler på de førende moderniseringsteoretikeres modstilling af de irrationelle, varmblodede masser over for de køligt- og klarttænkende militærledere, se: Nils Gilman: Mandarins of the Future: Modernization Theory in Cold War America, Baltimore, MD: Johns Hopkins Press, 2003, s. 55-56.

16. Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 222.
17. F.eks. bemærker historikeren Frederick Nunn, at professionaliseringen af de væbnede styrker i Brasilien i begyndelsen af 1960’erne indebar fjendtlighed mod enhver form for populisme. Se: Frederick M. Nunn: “Military Professionalism and Professional Militarism in Brazil, 1870–1970: Historical Perspectives and Political Implications”, Journal of Latin American Studies, Vol. 4:1, maj 1972, s. 51-52.
18. Edward Shils: “The Military in the Political Development of the New States.” In John H. Johnson, ed., The Role of the Military in Underdeveloped Countries. Princeton University Press, 1962. s. 9.

    Om den anti-kommunistiske tendens i den militære “professionalisme”, se Jan Knippers Black: United States Penetration of Brazil, University of Pennsylvania Press, 1977, s. 193-197.

19. U. Alexis Johnson: “The Role of Police Forces in a Changing World”, Department of State Bulletin, 13. sept. 1971, s. 282. www: https://books.google.dk/books?id=Fb5ng19EtBgC&pg=PA282.
20. G. John Ikenberry & Charles A. Kupchan: “Socialization and Hegemonic Power”. I: International Organization, 44, no. 3 (juni 1990).
21. Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 222.
22. Miles D. Wolpin: Military Aid and Counterrevolution in the Third World, Lexington Books, 1972, s. 53-64.
23. Se citater i: Jeffrey Stein, “Fort Lesley J. McNair: Grad School For Juntas”, The Nation, 21. maj 1977.
24. United States. Congress. House. Committee on Foreign Affairs: Foreign Assistance Act of 1965: Hearings Before the Committee on Foreign Affairs, Eighty-ninth Congress, First Session, Part 3, 1965, s. 351. www: https://books.google.dk/books?id=PfA7AQAAMAAJ&pg=PA351

25. Om demokratiseringseffekterne af træningen, se: Robert H. Holden: The Real Diplomacy of Violence: United States Military Power in Central America, 1950-1990, The International History Review, 1993, 15:2, s. 299-300.

    Udviklingseffekterne behandles nedenfor.

26. Det fremgår af følgende kilder:
    • The President’s Committee to Study the United States Military Assistance Program and the Committee’s Final Report: Letter to the President of the United States from The President’s Committee To Study the United States Military Assistance Program and the Committee’s Final Report, 17. aug. 1959, s. 25. www: https://books.google.dk/books?id=mW7mn3l1D6IC&pg=PA25
    • S. Congress, Senate, Committee on Foreign Relations: Mutual Security Act of 1958, 85th Congress, 2nd Sess., 1958, s. 24. www: https://books.google.dk/books?id=qRbXL7uZPLYC&pg=PA24

    Det polititræningsprogram, som siden hen blev en væsentlig del af Kennedys dagsorden om at sikre stabilitet og udvikling i de svage stater mod syd, blev lanceret under Eisenhower. Se: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 48-49.

27. Dette var indbefattet i Kennedys “Military Civic Action”-programmer. Se gennemgangen i:
    • William B. Rosson: ”Understanding Civic Action” og Robert H. Slover: “This Is Military Civic Action”, i: Army, July 1963, s. 46-52. www: https://books.google.dk/books?id=WjBEAQAAIAAJ&pg=RA8-PA46&lpg
    • United States Army: A Guide to Military Civic Action, Civil Affairs Group, 300^th, juli 1969, s. 4-6. www: https://books.google.dk/books?id=3XxBAAAAIAAJ&pg=PA4

    Blandt moderniseringsteoretikerne gennemtænkte Lucian W. Pye grundigst perspektiverne i visionen om militærets civile og politiske rolle. Pye forklarede bl.a., at ”the military authorities often find that they are in control of one of the most effective general purpose organizations in the society and hence may be called upon […] to perform the duties of civil authorities”, samt at “it may be essential for the military to assume many civil affairs functions and operate even as the prime institution of government in certain regions”. Citater fra s. 161 i: Lucian Pye: “Military Development in the New Countries”, s. 148-166, i: Ithiel de Sola Pool (ed.): Social Science Research and National Security: A Report Prepared by the Research Group in Psychology and the Social Sciences, 1963, www: https://apps.dtic.mil/sti/pdfs/AD0437464.pdf

    Om militærets evne til at nå ud til “very remote and inaccessible areas”, altså særligt landområder, se: Robert J. Wilensky: Military Medicine to Win Hearts and Minds: Aid to Civilians in the Vietnam War, Texas Tech University Press, 2004, s. 24.

    David Sanford bemærker, at “the peculiar advantage of explicit lines of authority does give the military considerable advantages in becoming an effective organization in otherwise disorganized societies”. Se: “Agitators in a Fetilizer Factory”, The New Republic, 11. feb. 1967, s. 17.

28. John F. Kennedy: “Address at a White House Reception for Members of Congress and for the Diplomatic Corps of the Latin American Republics, March 13, 1961”, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/archives/other-resources/john-f-kennedy-speeches/latin-american-diplomats-washington-dc-19610313

    Da regeringen fremlagde sit budgetforslag for udenrigsbistanden i 1961, pegede Kennedy på behovet for ”internal security” i de berørte lande. Se John F. Kennedy: “Special Message to the Congress on Foreign Aid. March 22, 1961“, The American Presidency Project. www: https://www.presidency.ucsb.edu/documents/special-message-the-congress-foreign-aid-1

29. Counterinsurgency-doktrinen var i sig selv temmelig bredspektret og invasiv: “Counterinsurgency includes all military, political, economic and socio psychological activities directed toward preventing and suppressing resistance groups […] In situations of lesser intensity, Army capabilities may be devoted to training, planning, and materiel assistance so as to prepare indigenous forces to counter potential insurgency. At the same time civil affairs, intelligence, psychological warfare, engineer, medical, signal, transportation, and other Army units can be used to enhance the stature of local military forces by training them to undertake civic action, or “nation-building” tasks.” Brigadier General William B. Rosson, “Accent on Cold War Capabilities,” Army Information Digest 17 (May 1962): 2-9. www: https://play.google.com/books/reader?id=hBdqg7x-CUUC&pg=GBS.PA2
30. Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 267-276.
31. Kennedys entusiasme fremgår af:
    • Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 14-15.
    • Theodore Sorensen: Kennedy: The Classic Biography, Harper & Row, 1965, s. 632-633.

    Den organisatoriske oprustning blev matchet af et skift i det intellektuelle klima. I sit studie af moderniseringsteoriens betydning for 1950’erne og 1960’ernes amerikanske udenrigspolitik bemærker Nils Gilman, at moderniseringsteorien transformerede ”anti-Communism from the hysterical red-baiting populism of McCarthy into a social-scientifically respectable political position”. Gilman peger i øvrigt på, at leninismen “differed from the authoritarian form of modernization theory mainly in that it located political and economic authority in the Party rather than in a scientific bureaucracy or the military, as some modernization theorists proposed”. Nils Gilman: Mandarins of the Future: Modernization Theory in Cold War America (Baltimore, MD: Johns Hopkins Press, 2003), s. 13 og 14.

32. Se “Robert Amory, Jr. Oral History Interview – JFK #2, 2/17/1966”, 17. februar 1966, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. s. 25. www: https://www.jfklibrary.org/sites/default/files/archives/JFKOH/Amory,%20Robert,%20Jr/JFKOH-RAJ-02/JFKOH-RAJ-02-TR.pdf

    NSAM 124 fastsatte, at vigtigheden af at bekæmpe “subversive insurgency […] is reflected in the organization, training, equipment and doctrine of the U.S. Armed Forces and other U.S. agencies abroad and in political, economic, intelligence, military aid and informational programs conducted abroad by State, Defense, AID, USIA and CIA.” Se: Senator Mike Gravel: The Pentagon Papers: The Defense Department History of United States Decisionmaking on Vietnam, Volume II, Boston: Beacon Press, 1971, s. 660-661.

    Kennedys instruktion til Agency for International Development (AID) om at fokusere på ”counter-insurgency” findes i: “National Security Action Memoranda [NSAM]: NSAM 132, Support of Local Police Forces for Internal Security and Counter-Insurgency Purposes”, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/asset-viewer/archives/JFKNSF/335/JFKNSF-335-011

    Vidnesbyrd om den amerikanske hærs reaktion på den nye dagsorden findes i: William B. Rosson: ”Understanding Civic Action” og Robert H. Slover: “This Is Military Civic Action”, i: Army, July 1963, s. 46-52. www: https://books.google.dk/books?id=WjBEAQAAIAAJ&pg=RA8-PA46&lpg

33. “R. W. Komer to McGeorge Bundy”, 10. april 1962, JFK Papers. Citeret i: Arthur Meier Schlesinger Jr.: Robert Kennedy and His Times, Ballantine Books, 1996, s. 549.

    Se desuden bemærkningerne om udviklingsindsatsens militære aspekter samt de bredere udviklingspolitiske mål af Frank M. Coffin, viceadministrator i Agency for International Development, i: “Statement of John Hilliard, Deputy Assistant Administrator, Office of Human Resources and Social Development, Agency for International Development”. Gengivet i: Hearings, Reports and Prints of the House Committee on Foreign Affairs, 1963-1964: Winning the Cold War: The U.S. Ideological Offensive. U.S. Government Agencies and Programs: Agency for International Development, 15. januar, 1964, s. 953-960 og 982. www: https://books.google.dk/books?id=bfM1AAAAIAAJ&pg=PA954

    En bredere behandling af de organisatoriske aspekter ved den militært orienterede sammentænkning af civile og militære indsatser findes i: Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 260-261 og 292-294. I begyndelsen var AID og de øvrige udviklingsorganisationer modvillige, idet de frygtede, at ”the counterinsurgency movement represented a militarization of policy” (s. 228), men de fandt sig hurtigt til rette den med den nye vision og de øgede bevillinger.

    Formanden for Joint Chiefs of Staff, General L.L. Lemnitzer, lovpriste Kennedys præventive tilgang. Se Memorandum, L. L. Lemnitzer, for the Special Assistant to the President for National Security Affairs, Subject: A Summary of U.S. Military Counterinsurgency Accomplishments since I January 1961,” 21 July 1962, Carrollton Press (R:242C). Gengivet i: Michael McClintock: Instruments of Statecraft: U.S. Guerilla Warfare, Counterinsurgency, and Counterterrorism, 1940-1990, Pantheon Books, 1992, kap. 7.

    Kennedys forsvarsminister, Robert McNamara, pegede i samme præventive ånd på, at ”certain small expenditures might well have been all that were necessary […] to prevent Cuba from being taken over”. Se Hearings Before the Committee on Foreign Relations, United States Senate, Eighty-Seventh Congress, First Session, Part 1, 1961, s. 658. www: https://books.google.dk/books?id=V9xJAQAAIAAJ&pg=PA658

    Det præventive sigte med “civic action” og “counter-insurgency” er grundigt behandlet i: Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966. Se s. 6-8, 53, 180 og 266-267. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf

    Den præventive tilgang blev bl.a. fulgt i Guatemala, hvor USA’s ambassadør udviklede en omfattende ”Internal Defense Plan” for værtslandet ”with counterguerrilla training at all levels”. Ambassadøren erkendte, at ”the danger of insurgency in the sense of open armed action by guerrillas against the Government is not of great immediacy in this country”, men pointerede samtidig, at “the danger of other forms of subversion, forms which provide a base from which insurgency can develop, is real and present”, hvorfor man for en sikkerheds skyld måtte påbegynde opbygningen af de organer, der er en fuldvoksen sikkerhedsstat værdig. John O. Bell: “Subject: Internal Defense Plan-Guatemala”. 15. september 1962. Gengivet i: Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 17.

    Guerillakrigsførelse blev logisk nok anset for en “sygdom” af moderniseringsteoriens ophavsmand, Walt Rostow. Se: Walt W. Rostow: “Countering Guerrilla Attack”. I: Modern Guerrilla Warfare: Fighting Communist Guerrilla Movements, 1941-1961, Franklin Mark Osanka, ed., New York: The Free Press, 1962, s. 466-471.

    Allerede Roosevelt havde begrundet behovet for militært samarbejde med de centralamerikanske lande “to insure internal stability”. Se: Stetson Conn and Byron Fairchild, The Framework of Hemisphere Defense, Office of the Chief of Military His­tory, Department of the Army, Washington, D.C.: 1960), s. 213. Men det var først med Kennedy, at opbygningen af ”intern sikkerhed” blev det centrale udenrigspolitiske program for regionen.

34. Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 150, 199-201.

    Se også vidnesbyrdene fra International Movement of Catholic Intellectuals and Professionals, Mexico, november, 1977, som citeres s. 12 og 61-62 i: Noam Chomsky & Edward S. Herman: The Washington Connection and Third World Fascism: The Political Economy of Human Rights Volume I, Pluto Press, 2015 (førsteudgave: 1979).

    Se desuden gengivelsen af CIA’s vurdering af guerillatruslen fra 1964 i: Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 177.

35. Minna Skau: ”Arven efter JFK er fortyndet”, Kristeligt Dagblad, 22. november 2023.
36. Defense Technical Information Center: A History of Patterns and Techniques for Insurgency Conflicts in Post-1900 Latin America, 1964, s. 6, 40-48. www: https://archive.org/details/DTIC_AD0430475/

    USA’s politioprustningsprogram – Office for Public Safety – rettede sig specifikt mod at tæmme de mildere former for uro. Se f.eks.: AID’s Joseph J. Wolf: “The function of police in combatting these activities lies in the fields of identifying and controlling criminal and subversive individuals and groups, and controlling violent manifestations ranging from demonstrations and disorders to riots and lower levels of insurrection.” Citatet er fra: “Statement of Joseph J. Wolf, Special Assistant for Internal Defense, Agency for International Development”, 4. marts 1963. Gengivet i: Hearing before the Subcommittee on International Organizations and Movements of the Committee on Foreign Affairs: House of Representatives, Eighty-eighth Congresss. s. 234. www: https://books.google.dk/books?id=-_E1AAAAIAAJ&pg=RA1-PA233.

    Se også “AID Assistance to Civil Security Forces,” Office of Public Safety press release, 11. feb. 1970”. Citeret i: Jan Knippers Black: United States Penetration of Brazil, University of Pennsylvania Press, 1977, s. 139.

    Se også citatet fra den tidligere colombianske udenrigsminister Alfredo Vasquez i: Adriaan Alsema: “Colombia abandons Cold War military doctrine, gets ready for 21st century”, Colombia Reports, 2. marts 2020. www: https://colombiareports.com/colombia-abandons-cold-war-military-doctrine-gets-ready-for-21st-century/

    Se også 1992-rapporten om Colombia af en sammenslutning af kirkelige organisationer og menneskerettighedsorganisationer fra Europa og Latinamerika: Peace Brigades International Proyecto Colombia: Terrorismo de Estado, s. 14. www: https://pbi-guatemala.org/fileadmin/user_files/projects/colombia_formacion/files/Cuadernos/Cuaderno_2/Cuaderno02_imprimir.pdf

    Se endelig Colombia Human Rights Committee: Colombia Update 1, no. 4, dec. 1989.

37. I sine offentlige udtalelser nævnte Kennedy ikke specifikt de civile og politiske mål for de bredspektrede oprørsbekæmpelsesprogrammer. Han var dog åben om sin ambition om at imødegå selv marginale interne trusler. Se f.eks.: “The Free World’s security can be endangered not only by a nuclear attack, but also by being slowly nibbled away at the periphery, regardless of our strategic power, by forces of subversion, infiltration, intimidation, indirect or non-overt aggression, internal revolution, diplomatic blackmail, guerrilla warfare or a series of limited wars. […] We need a greater ability to deal with guerrilla forces, insurrections, and subversion. Much of our effort to create guerrilla and antiguerrilla capabilities has in the past been aimed at general war. We must be ready now to deal with any size of force, including small externally supported bands of men; and we must help train local forces to be equally effective.” Citeret fra: John F. Kennedy: “Special Message to the Congress on the Defense Budget”, 28. marts 1961, The American Presidency Project. www: https://www.presidency.ucsb.edu/documents/special-message-the-congress-the-defense-budget

    Se også bemærkningerne om “the adversaries of freedom” i John F. Kennedy: “Urgent National Needs: Special Message Delivered by President Kennedy to the Congress”, 25. maj 1961”, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/archives/other-resources/john-f-kennedy-speeches/united-states-congress-special-message-19610525

    Om tendensen til at anse venstreorienteret dissens for kommunistiske konspirationer, se: Charles Maechling, Jr., “Insurgency and Counterinsurgency: The Role of Strategic Theory,” Parameters 14, no. 3 (Autumn 1984), pp. 32-41. www: https://books.google.dk/books?id=LQeE0WvdlK0C&pg=PA32

    Ifølge den tidligere rådgiver i USA’s udenrigsministerium Richard J. Barnett betegnede ”kommunist” i 1960’erne enhver regering, som slog ind på en eller flere af følgende politikker: Nationalisering af privatejet industri, især på udenlandske hænder, gennemgribende jordreformer, statskontrolleret handelspolitik, accept af kinesisk eller sovjetisk bistand eller forfølgelsen af en anti-amerikansk eller alliancefri udenrigspolitik. Se: Intervention and Revolution, New York: World, 1968, s. 9. www: https://archive.org/details/interventionrevo00barnrich/page/8/mode/2up

    For et karakteristisk eksempel på, hvordan ”liberale intellektuelle, fagpersoner, universitetsprofessorer og studenter” blev sammenkædet med ”ekstreme elementer”, se Agency for International Development (AID): “Transmittal Statement FY 1964-1965: Program Submission”, 17. september 1963. s. 7. www: https://books.google.dk/books?id=KwaQ9JlomxsC&pg=PP9&lpg

    Om tilbøjeligheden til at anse arbejdernes krav om bedre arbejdsvilkår som tegn på ”subversion”, se Alistair White: El Salvador. Ernest Benn Ltd. London. 1973 s. 208.

38. Udnyttelse-teorien fremgår bl.a. af:
    • Defense Technical Information Center: Counter Insurgency Operations: A Handbook for the Suppression of Communist-Terrorist Operations, 1. marts 1962. www: https://apps.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/a310341.pdf
    • Maurice J. Mountain: “a Political-Military Appraisal”, i: Marine Corps Gazette, vol 49 nr. 9, september 1965. www: https://books.google.dk/books?id=TuHEfmJE7TIC&pg=RA8-PA19
    • Gary MacEoin: Revolution Next Door: Latin America in the 1970s, New York: Holt, Rinehart and Winston, 1971. Se citatet af general William Westmoreland, stabschef for hæren, s. 133-134.

    På baggrund af opfattelsen af, at enhver form for intern uro i en stat gjorde landet sårbart over for kommunistisk indflydelse eller på anden vis truede amerikanske interesser, var der praktisk talt ingen restriktioner på den amerikanske regerings bistands- og sikkerhedspolitik. Se: Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 s. 44-47. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf.

    Ikke desto mindre konkluderede Robert McNamara på baggrund af en analyse af 164 voldelige konflikter i perioden 1958-1966, at konflikterne ”korellerede langt bedre med de pågældende landes overordnede udviklingsniveau end med kommunisme eller nogen anden generel faktor”. Se: David R. Hughes: ”The Myth of Military Coups and Military Assistance”. I: Military Review, december 1967, s. 5-6. www: https://books.google.dk/books?id=OCam3LW4FWIC&pg=PA5

39. Citatbidderne er taget fra en manual, som i en spansk oversættelse blev anvendt til at træne tusinder af latinamerikanske officerer i at indsamle relevant efterretningsmateriale til brug for oprørsbekæmpelsesoperationer. Manualen blev bl.a. brugt på School of the Americas. Se: US Department of the Army: Stability Operations – Intelligence: Appendix E, FM 30-21, januar 1970, s. E1-E7. www: https://www.bits.de/NRANEU/others/amd-us-archive/FM30-31C1%281970C1-1972%29.pdf

    Manualen er fra 1970, men dens koncepter og forskrifter ligger i forlængelse af andre træningsmanualer fra Kennedy-tiden. For et eksempel, se: US Department of the Army, US Army Counterinsurgency Forces, FM31-22, november 1963. www: https://www.bits.de/NRANEU/others/amd-us-archive/FM31-22%2863%29.pdf

    For yderligere kontekst, se: Doug Stokes: America’s Other War: Terrorizing Colombia, Zed Books, 2005, s. 63-67.

40. For et eksempel, se: Ignacio Martín-Baró: “From Dirty War To Psychological War: The Case Of El Salvador”, El Salvador Psychology Journal, 1990, Vol, IX, Nr. 35, s. 109-122, Central American University, San Salvador. www: https://docs.wixstatic.com/ugd/536db9_01345bc7cc144fdba3690bb9dd04bfbf.pdf

    Via katolsk missionærvirksomhed blev mange bønders bevidsthed om deres fundamentale menneskerettigheder vakt i 1970’erne og 1980’erne. Straffen for at bryde ud af den passive accept af forarmelse og elendighed var typisk intensiveret terror og mord. Det gjaldt også de kirkelige aktivister, som levede sammen med undertrykte og fordrevne og i det hele taget gav mæle til dem, der ikke havde nogen stemme. Se: Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982.

41. Chalmers A. Johnson, “Civilian Loyalties and Guerrilla Conflict”, World Politics, juli 1962, s. 652.
42. Tilsvarende var periodens latinamerikanske kommunister få og uden synderlig indflydelse. Se: John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 306-308.
43. Hvad angår fabrikationer, usandheder og hemmeligholdelse, optrevles en lang række eksempler i: John Quigley: The Ruses of War: American Interventionism Since World War II, Prometheus Books, 2007.

    Ifølge Michael Hunt var Washingtons bestræbelse på at trække og vogte over grænsen for acceptabel politisk og økonomisk adfærd langt hen ad vejen ikke et svar på kommunistisk udfordring. Se: Ideology and U.S. Foreign Policy, 2^nd ed., Yale University Press, 2009, kap. 4.

44. Anders Agner Pedersen: ”Læren af talen, som Kennedy aldrig nåede at holde”, Politiken, 22. november 2023.
45. Se de citerede missionserklæringer for USA’s program for træning, professionalisering og oprustning af Latinamerikas politistyrker i: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 49.

    En mere korrekt formålsbeskrivelse ville dog lyde, at man må bekæmpe interesser, der ikke vil, som vi vil. Tager man i stedet udgangspunkt i de officielle og mere snævre trusselsbilleder, bliver det svært at forklare de mange tilfælde – hvoraf et par stykker omtales senere – hvor Washington i samarbejde med sine udsendte diplomater, rådgivere og efterretningsagenter undergravede USA-venlige, men utilstrækkeligt underdanige regeringer.

46. For et eksempel, se gengivelsen af Robert McNamaras overvejelser i: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 106.
47. Rollie E. Poppino: International Communism in Latin America: A History of the Movement, 1917-1963, University of California, 1964, s. 16. www: https://archive.org/details/internationalcom0000unse_g1l4/page/16/mode/2up

    For data om kommunismens styrke i hele Latinamerika, se: John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 306-309.

48. Lyndon B. Johnson-notat i: Pentagon Papers, Vol II, Beacon Press Boston: 1972, s. 57.
49. Om den geopolitiske analyse, se:
    • Walter LaFeber: “The Indochina War”, tale ved Cornell University, i: Indochina War Information Packet, Asian Scholars, Cornell University, Glad Day Press, Ithaca, N.Y., 1970.

    Walter LaFeber: “Our Illusory Affair with Japan,” The Nation, March 11, 1968.

50. Lidt forenklet sagt. Oftest arbejder man også med at ændre på den status og betydning, værdierne har i det offentlige sind. Et eksempel er, at man under NATO’s krig mod Serbien i 1999 både fik defineret projektet som menneskerettighedsbeskyttelse og befolkningen til at forstå, at universel håndhævelse af menneskerettigheder var den centrale vestlige værdi og vor tids store udfordring.
51. Se hhv.:
    • Noam Chomsky: For Reasons of State, Pantheon Books, 1973, s. 31-66.

    Min artikel: ”Et radikaliseret partnerskab”, Eftertryk, 29. juni 2017. www: https://www.eftertrykket.dk/2017/06/29/et-radikaliseret-partnerskab-vesten-og-islamismen/

52. Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 220-221.

    Betoningen af, at militærbistanden skulle vurderes på sin evne til at skabe modtagelighed over for giverens indflydelse, var udbredt blandt højtstående officerer i USA. Et eksempel er admiral Luther C. Heinz, som påpegede: ”Military assistance provides first of all a lever to get our ideas across. It provides a way to instill some initiative.” Se: United States. Congress. House: Foreign Assistance and Related Agencies Appropriations for 1967: Hearings Before a Subcommittee of the Committee on Appropriations, House of Representatives, Eighty-Ninth Congress, Second Session, Part 1, 1967, s. 803. www: https://books.google.dk/books?id=v2PgmF908NUC&pg=PA803.

    Se også general Andrew P. O’Mearas bemærkninger i: United States. Congress. House: Foreign Assistance Act of 1963: Hearings Before the Committee on Foreign Relations, First Session, Part V, 1964, s. 914. www: https://books.google.dk/books?id=13U963_rLgsC&pg=PA914

    Se også vurderingen i United States Senate: Some Important Issues in Foreign Aid, Committee on Foreign Relations, 4. aug. 1966, s. 19. www: https://books.google.dk/books?id=AHT2Tb1v3sIC&pg=PA19.

    Flere eksempler gives længere nede i teksten.

53. Det samme gjaldt den politiske orientering hos USA-venlige regeringer. Se: Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 222.
54. U.S. Department of the Army: US Army Counterinsurgency Forces, FM31-22, november 1963, s. 8. www: https://www.bits.de/NRANEU/others/amd-us-archive/FM31-22%2863%29.pdf
55. Eksistensen af en sammenhæng mellem ringe levevilkår, skuffede forhåbninger og den kommunistiske appel var i det hele taget en af de indsigter, der først mødte læserne af de militærmanualer, der blev udarbejdet inden for Kennedys oprørsbekæmpelsesparadigme. Se note 38.

    Bekymringer om den socioøkonomiske trussel fra kommunismen optræder helt tilbage i 1945. Se: Melvyn P. Leffler: A Preponderance of Power: National Security, the Truman Administration, and the Cold War, Stanford University Press, 1992, s. 60.

56. For et eksempel på forskellen mellem den interne forståelse af truslens indre, Moskva- og Castro-uafhængige karakter og det offentlige trusselsbillede, se: Stephen G. Rabe: The Road to OPEC: United States Relations with Venezuela, 1919-1976, University of Texas Press, 1982, s. 154.
57. For et eksempel, se gennemgangen og Eisenhower-citaterne i Richard H. Immerman: “Confessions of an Eisenhower Revisionist: An Agonizing Reappraisal”, i: Diplomatic History, vol. 14, no. 3, s. 339. Se desuden den videre behandling af spørgsmålet samt kilder senere i teksten.
58. Senere hen, i 1970’erne og 1980’erne, slog militærregimerne i f.eks. El Salvador og Guatemala dog også hårdt ned på de kirkelige kræfter, der skabte jordiske forhåbninger hos de forarmede bønder. Se: Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982.
59. Derfor havde Kennedys militære engagement solid opbakning hos big business. Se Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 203-205.
60. Se kilder om dette i note 65.
61. Jf. de førnævnte ”oprørsaktiviteter”.
62. Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 229.
63. Befolkningskontroldimensionen af Kennedys counter-insurgency-dagsorden er grundigt beskrevet i: Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 242-264.

    Manualen for befolkningskontrol findes i: Department of the Army: FM 31–16, Counterguerrilla Operations, februar 1963. www: http://www.survivalebooks.com/free%20manuals/1963%20US%20Army%20Vietnam%20War%20Counterguerrilla%20Operations%20counterinsurgency%20126p.pdf. Se især s. 38-48.

64. Citatet er fra: Henry Bienen (ed.): The Military and Modernization. Chicago: Atherton, 1971, s. 7. Bienen bemærker videre, at “academic opponents of the conception of militaries as modernizing institutions largely left the [social scientific] field” (s. 9) i perioden fra 1960-1965, i takt med at støtten til denne klassisk liberale forskningsgren svandt bort, og Washingtons støtte til udviklingslandenes væbnede styrker voksede.

    Se også Pauker, Guy: “Southeast Asia as a Problem Area in the New Decade.” World Politics 11 (1959): 339-359.

    De akademiske kræfters centrale bidrag til og rationalisering af oprørsbekæmpelsesdagsordenen er behandlet i: David Miller & Tom Mills: ”Counterinsurgency and terror expertise: the integration of social scientists into the war effort”, Cambridge Review of International Affairs, Vol. 23:2, juni 2010. www: http://www.dmiller.info/images/docs/36927255-counterinsurgency-and-terror-expertise-the-integration-of-social-scientists.pdf

65. Eksempelvis sammentænkte Kennedy “expanded civic action, military aid, and economic stabilization and development programs” i Indonesien. “National Security Action Memoranda [NSAM]: NSAM 179, U.S. Policy Toward Indonesia”, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/asset-viewer/archives/JFKNSF/338/JFKNSF-338-006
66. ennedys militarisme satte også aftryk på stormagtspolitikken. Præsidentens konceptuelle skift fra den atomvåbenfokuserede afskrækkelsesdoktrin om ”Massive Retaliation” til den interventionistiske idé om ”Flexible Response” samt forøgelsen af militærbudgettet og de konventionelle styrker er beskrevet i: Michael T. Klare: War Without End: American Planning for the Next Vietnams, New York: Knopf, 1972, s. 31-43.

    [1] Sigtet om at øge militærets anseelse hos befolkningen indgik i den officielle definition på Kennedys ”Civic Action”-program. Se: ”Cold War Terminology”, Army Information Digest, juni 1962, s. 54. www: https://books.google.dk/books?id=mepmp5wfHAkC&pg=RA5-PA54

    Se også Edwin Lieuwen: “The Latin American Military”. I: U.S. Congress, Senate, Committee on Foreign Relations, Subcommittee: Survey of the Alliance for Progress, Second Session, 1968, s. 64. www: https://books.google.dk/books?id=mpMvAAAAMAAJ&pg=PA64

    Målsætningen er behandlet i: Michael McClintock: Instruments of Statecraft: U.S. Guerrilla Warfare, Counterinsurgency, and Counterterrorism, 1940–1990. New York: Pantheon, 1992, s. 157-165.

    For et eksempel på, hvordan denne dagsorden blev gennemført i et specifikt land (El Salvador), se: Agency for International Development (AID): “Transmittal Statement FY 1964-1965: Program Submission”, 17. september 1963. s. 6. www: https://books.google.dk/books?id=KwaQ9JlomxsC&pg=PP8

    Ambitionen om, at udviklingsengagementet skulle transformere militærets folkelige omdømme “from an oppressive arm of the national government into that of an agency actively assisting in the economic and social development of the country”, indebar en prioritering af kortsigtede “high-impact projects aimed at establishing the credibility of the Civic Action program” på bekostning af mindre synlige, men mere langsigtede indsatser. Det hjalp sjældent på de væbnede styrkers imageproblemer. Se Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 s. 184, 194-201 og 228-235. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf. Denne prioritering behandles yderligere i:

    • Simon G. Hanson: Five Years of the Alliance for Progress, Inter-American Affairs Press, 1967, s. 148-150.
    • Samme prioritering fremgår af: Andrew J. Birtle: S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 241.

    Hvorledes det militære værdisystem, som USA fremelskede hos militæreliterne i Latinamerika, skabte antipati mod demonstrationer, strejker og andre former for ureguleret politisk konflikt, er beskrevet i: Miles D. Wolpin: Military Aid and Counterrevolution in the Third World, Lexington Books, 1972, s. 13.

    I modsætning til de væbnede styrker blev det politiske felt regnet for umoderne og uberegneligt, i og med at det fluktuerede med lokale styrkeforhold og var vanskeligere at bringe under varig kontrol. I sidste ende var den største fare ved effektive demokratiske former, at de primitive befolkninger skulle styre udviklingen i overensstemmelse med deres antiimperialistiske tilbøjeligheder.

67. Om Kennedys gentænkning af amerikansk udenrigspolitik over for tredjeverdenslande og fokusskiftet til ”intern sikkerhed” og bekæmpelse af undergravende kræfter, se:
    • ”National Security Action Memoranda [NSAM]: NSAM 88, Training for Latin American Armed Forces”, i: John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/asset-viewer/archives/JFKNSF/331/JFKNSF-331-018
    • Afsnittet om “Latin America” i: Robert McNamara: “Statement of Hon. Robert S. McNamara, Secretary of Defense”, Foreign Assistance Act of 1963: Hearings Before the Committee on Foreign Relations, United States Senate, s. 175. www: https://books.google.dk/books?id=rRMvAAAAMAAJ&pg=PA175&lpg
    • Michael J. Francis: “Military Aid to Latin America in the U.S. Congress”, Journal of Inter-American Studies, Vol. 6, No. 3 (juli 1964), s. 389-404.
    • Edwin Lieuwen: “The Latin American Military”. I: U.S. Congress, Senate, Committee on Foreign Relations, Subcommittee: Survey of the Alliance for Progress, 1968, s. 64-65. www: https://books.google.dk/books?id=mpMvAAAAMAAJ&pg=PA64

    Kennedys oprørsbekæmpelsesprogram blev institutionaliseret med “National Security Action Memoranda: NSAM 124, Establishment of the Special Group (Counter-Insurgency)”, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/asset-viewer/archives/JFKNSF/333/JFKNSF-333-016.

    USA påtog sig herefter “The Development of US and Indigenous Police, Paramilitary and Military Resources” (NSAM 162).

    “Civic action”-dimensionen er beskrevet i: Harry F. Walterhouse: “Civic Action: A Counter and Cure for Insurgency”, Military Review, august 1962, s. 47-54. www: https://books.google.dk/books?id=V69FAQAAIAAJ&pg=RA1-PA47

    For ambitionen om at opdyrke militærets politiske magt på græsrodsniveau, se: Bradley Simpson: Economists with Guns, Stanford University Press, 2008, s. 97.

68. “The Role of the Military in the Underdeveloped Areas,” State Department Policy Planning Council, January 25, 1963, Thomson Papers, Box 6, JFKL. Citeret efter Bradley Simpson: Economists with Guns, Stanford University Press, 2008, s. 72.

    Hvad angår det civile engagements rolle, adopterede de centralamerikanske landes militære styrker de rationaler og slagord, som tegnede Kennedys programtaler og -skrifter, herunder et officielt fokus på at vinde folkelig tilslutning til fortsat militært lederskab igennem udviklingsprojekter. Se: Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 s. 131-134. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf

69. Det amerikanske udenrigsministeriums notat Points in Explanation of U.S. Military Assistance Program for Latin America anslog den nye kurs: “this Administration is seeking to orient the military assistance program in Latin America away from the outmoded concept of hemispheric defense toward greater emphasis on meeting the internal subversive threat”. Se Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 s. 33. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf

    Kennedys dagsorden levede videre efter hans død. Se:

    • Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 35-36. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf

    “Statement of Hon. Robert S. McNamara, 11. april, 1967”. Gengivet i U.S. House of Representatives, Committee on Foreign Affairs, Foreign Assistance Act of 1967, Hearings, 90^th Congress, 1^st Session, s. 116-118. www: https://books.google.dk/books?id=gJ1eMouVkrUC&pg=116

70. Ang. den militært dikterede “konsensus”, se: Nils Gilman: Mandarins of the Future: Modernization Theory in Cold War America (Baltimore, MD: Johns Hopkins Press, 2003), s. 188.

    Om de lokale militæreliters selvopfattelse som overpolitiske garanter for national enhed, se: Jan Knippers Black: United States Penetration of Brazil, University of Pennsylvania Press, 1977, s. 181-184.

    Om forøgelsen af de militære bistandsprogrammer, se: Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 153.

71. Theodore Sorensen: Kennedy: The Classic Biography, Harper & Row, 1965, s. 599-604.
72. Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 7. www: https://archive.org/details/armspoliticsinla00lieu/page/6/mode/2up
73. Richard N. Adams: “The Development of the Guatemalan Military”, Studies in Comparative International Development, vol. IV, Nr. 5, 1968-1969, s. 103 og 106-107.

    Brian Jenkins & Caesar D. Sereseres: “U.S. Military Assistance and the Guatemalan Armed Forces”, Armed Forces and Society, Vol. 3, No. 4, august 1977, 580-581; 588.

74. Et andet eksempel findes i effekten af USA’s militærbistand på Honduras, som behandles nedenfor.
75. For et eksempel, se min artikel ”Tillykke Trump”, Eftertryk, 23. maj 2017. www: https://www.eftertrykket.dk/2017/05/23/tillykke-trump-praesidentens-forsinkede-indvielse/
76. Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 242 og 264.

    Alfred McCoy: A Question of Torture: CIA Interrogation, from the Cold War to the War on Terror, Metrpolitan Press, 2007, s. 60-63.

    Se anvisningerne for håndteringen af ”Enemy Civilians” i: United States. Department of the Army: Psychological Operations, jan. 1962, s. 115-116. www: https://books.google.dk/books?id=xTZFAQAAMAAJ&pg=PA115

    Michael McClintock: Instruments of Statecraft: U.S. Guerilla Warfare, Counterinsurgency, and Counterterrorism, 1940-1990, Pantheon Books, 1992, kap. 9.

    A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978.

    For en liste over de færdigheder, som brasilianske sikkerhedsstyrker blev oplært i i USA, efter at generalerne havde taget magten, se: United States. Congress. Senate. Committee on Foreign Relations: United States Policies and Programs in Brazil: Hearings Before the Subcommittee on Western Affairs, Ninety-second Congress, First Session, 1971, s. 88-89. www: https://books.google.dk/books?id=kVcLAAAAYAAJ&pg=PA88. Samme sted (s. 86) medgiver general George S. Beatty, formand for USA’s delegation til Joint Brazil-U.S. Military Commission, at de hårdhændede metoder lå i forlængelse af Kennedys oprørsbekæmpelsesdoktrin.

77. Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. xi og 31-32.

    Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 176-185.

    David Ronfeldt & Luigi R. Einaudi: Internal Security and Military Assistance to Latin America in the 1970s, RAND Corporation, 1971, s. 13-14. www: https://www.rand.org/pubs/reports/R0924.html

78. Se bemærkningerne fra den forhenværende ambassadør i Paraguay og El Salvador Robert White i: Presidential Certification on El Salvador (vol. 1): Hearings Before the Subcommittee on Inter-American Affairs, Committee on Foreign Affairs, House of Representatives, 1982, s. 228-229. www: https://books.google.dk/books?id=4dkjAAAAMAAJ&pg=PA228

    Se citatet fra den unavngivne europæiske diplomat i Kenneth Freed: ”Killing Fields of Guatemala Persist Despite U.S. Effort”, Los Angeles Times, 14. april 1990. www: https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1990-04-14-mn-969-story.html

79. Evt. kan man, hvad der beløber sig til det samme, notere sig forbrydelsernes blotte eksistens og erklære dem for et afsluttet kapitel. Se omtalen af Adams Holms apologier længere nede.
80. Virgil Ney: “Guerrilla War and Modern Strategy,” Orbis, II (Spring 1958), s. 75-76. Citeret i: Chalmers Johnson: “Civilian Loyalties and Guerrilla Conflict”. World Politics, 1962, Vol. 14:4, s. 650.

    Brugen af “guerilla/terrorist tactics” og ”terror operations” i oprørsbekæmpelsens navn blev også anbefalet i en feltmanual for specialstyrker i 1960. Se: Defense Technical Information Center: Counter Insurgency Operations: A Handbook for the Suppression of Communist-Terrorist Operations, 1. marts 1962, s. 43 og 51. www: https://apps.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/a310341.pdf

    En manual for brugen af paramilitære styrker i Sydvietnam fastslog, at de mest højtuddannede enheder skulle udføre særlige opgaver, såsom ”acts of terrorism against known VC [Viet Cong] personnel”. Se: Army Concept Team in Vietnam: “Employment of a Special Forces Group”, Department of the Army, 20. april 1966, ANNEX F, s. 14. www: https://apps.dtic.mil/sti/tr/pdf/AD0374659.pdf

    I 1950’erne og 1960’erne var det en ofte anvendt strategi at presse radikale bevægelser, som man ville have bugt med, ud i åben konfrontation for derved at ”skabe grundlag for repressive tiltag”, der kunne retfærdiggøres politisk. Se f.eks. National Security Council: “Statement of U.S. Policy on Indonesia”, 3. februar 1959. Gengivet i: Foreign Relations of the United States 1958-1960, Volume XVII, Indonesia. s. 343. www: https://books.google.dk/books?id=RWZHAQAAMAAJ&pg=PA343

    Et senere eksempel findes i Reagan-plan fra 1981 om at organisere en paramilitær styrke på 1.500 mand mhp. at destabilisere det sandinistiske styre i Nicaragua, “causing its true nature as a repressive and totalitarian government to be displayed”. Ideen var at presse den nicaraguanske regering til at vise sit sande, dæmoniske ansigt, nu hvor den ikke af egen kraft tog initiativ til at påtage sig den totalitære rolle, den var tildelt i USA’s propaganda. Mere specifikt skulle den paramilitære styrke udføre provokationer, “which hopefully would provoke cross-border attacks by Nicaraguan forces and thus serve to demonstrate Nicaragua’s aggressive nature and possibly call into play the Organization of American States provisions. It was hoped that the Nicaraguan Government would clamp down on civil liberties within Nicaragua itself, arresting its opposition, demonstrating its allegedly inherent totalitarian nature and thus increase domestic dissent within the country, and further that there would be reaction against United States citizens, particularly against United States diplomatic personnel within Nicaragua and thus serve to demonstrate the hostility of Nicaragua towards the United States.” Planens officielle formål om at opsnappe (ikke-eksisterende) nicaraguanske våbenleverancer til salvadoranske oprørere var opfundet for at sikre ”plausible denial” og overbevise “the intelligence committees of the United States Congress to authorize the plan”, eftersom “such purposes as provoking hostilities between Nicaragua and any of its neighbours, or the destabilization of the Nicaraguan Government through this programme were prohibited purposes”. CIA-analytiker David MacMichael, i: International Court of Justice: Pleadings, Oral Arguments, Documents: Case Concerning Military and Paramilitary Activities in and Against Nicaragua (Nicaragua v. United States of America), Volume V, s. 44-45 og 50-51. www: https://docplayer.fr/77052472-L-c-j-pleudings-militriry-und-paramilitary-activitirs-in-und-against-nicaru-pu-nicarugua-v-united-states-uf-arnericu-vol-v.html

81. Om Alliance for Progress’ effekt på modtagerlandenes økonomiske nøgletal, se Michael E. Latham: Modernization American as Ideology: Social Science and ‘‘Nation Building’’ in the Kennedy Era, 2000, The University of North Carolina Press, s. 99-100.

    Se også den nedslående vurdering af effekten af Alliance for Progress i:

    • Military Civic Action: Evaluation of Military Techniques, Research Triangle Institute, juli 1971, s. IV-4. www: https://careersdocbox.com/US_Military/70203772-To-approved-for-public-release-distribution-unlimited.html. På positivsiden bemærkes det dog: ”There is, however, an indication that Latin American Armed Forces are closely following the U.S. concepts for civic action organization and operations.” (s. IV-8)
    • Stephen G. Rabe: Kissinger and Latin America: Intervention, Human Rights, and Diplomacy, Cornell University Press, 2020, kap. 1.
    • Gordon Connell-Smith: The Inter-American System, Oxford University Press, 1966, s. 276-282.

    Til gengæld præsterede Alliance for Progress tilsyneladende udmærket som erhvervsstøtte til store multinationale firmaer. Se:

    • Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 206-213.
    • Simon G. Hanson: Five Years of the Alliance for Progress, Inter-American Affairs Press, 1967, s. 169-192.

    Foruden amerikansk ejede firmaer gik Alliancens udviklingsmidler i massivt omfang til de lokale oligarker, der kontrollerede bankerne, de merkantile erhverv og landbruget. Se: Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 155-156.

    Lars Schoultz bemærker, at Alliance for Progress fejlede i sine “altruistiske målsætninger”, men lykkedes i sine realistiske mål. Se: In Their Own Best Interest: A History of the U.S. Effort to Improve Latin Americans, Harvard University Press, 2018, s. 216-217.

82. Klare, Michael T. And Cynthia Arnson: Supplying Repression: U.S. Support for Authoritarian Regimes Abroad, Institute for Policy Studies, 1981.
83. Om omfanget af den kommunistiske trussel, se:
    • Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 208-213.
    • John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 306-309.

    Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 195.

84. Headquarters, U.S. Army Special Warfare School: “Subject: Visit to Colombia, South America, by a team from Special Warfare Center, Fort Bragg, North Carolina, 26 February 1962”, Kennedy Library, Box 319, National Security Files, Special Group; Fort Bragg Team; Visit to Colombia; 3/62. www: https://www.jfklibrary.org/asset-viewer/archives/JFKNSF/319/JFKNSF-319-003#

    En behandling af Yarboroughs rapport findes i: Dennis M. Rempe: “Guerrillas, bandits, and independent republics: US counter‐insurgency efforts in Colombia 1959-1965”, Small Wars & Insurgencies, 6:3, 1995.

85. Human Rights Watch: Colombia’s Killer Networks, 1996, s. 19. www: https://www.legal-tools.org/doc/22208e/pdf/

    Se også: Richard Maullin: Soldiers, Guerrillas, and Politics in Colombia, Lexington, Massachusetts: Lexington Books, 1973, s. 69-70. www: https://www.rand.org/pubs/reports/R0630.html

    Ang. FARC’s opståen, se: Jenny Pearce: Colombia: Inside the Labyrinth, London: Latin America Bureau, 1990, s. 63-64.

86. Inter Press Service: “COLOMBIA: International Criminal Court Scrutinises Paramilitary Crimes”, 27. aug. 2008. www: http://www.ipsnews.net/2008/08/colombia-international-criminal-court-scrutinises-paramilitary-crimes/
87. For en gennemgang af “the discrepancy between official policy statements and actual practice” i det militærbistandssystem, Kennedy videreudviklede, se: Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 208-222 (citatet er fra s. 218).

    Se også: Piero Gleijeses: The Dominican Crisis: The 1965 Constitutional Revolt and American Intervention, The John Hopkins University Press, s. 80.

88. Doug Stokes: America’s Other War: Terrorizing Colombia, Zed Books, 2005.

    Under den kolde krig var det beskårede officielle fjendebillede befolket af kommunister. Det reelle fjendebillede, som statsmagten havde for øje, var venstreorienterede, nationalister og andre, der vendte sig mod det vestlige herredømme. Se John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 307-308.

89. Jenny Pearce: Colombia: Inside the Labyrinth, London: Latin America Bureau, 1990, s. 183-207.
90. Amnesty International: Political violence in Colombia: myth and reality, 23. jan. 1994. www: https://www.amnesty.org/download/Documents/180000/amr230011994en.pdf
91. Javier Giraldo: Colombia: The Genocidal Democracy, Common Courage Press, 1996, s. 66-74. www: https://archive.org/details/colombiagenocida0000gira/page/66
92. Amnesty International: Political violence in Colombia: myth and reality, 23. jan. 1994. www: https://www.amnesty.org/download/Documents/180000/amr230011994en.pdf

    Joint Statement prepared by Amnesty International, Human Rights Watch and the Washington Office on Latin America: Colombia Certification Consultation, 2002. www: https://www.hrw.org/legacy/press/2002/02/colombia0205.htm

93. Se f.eks.: U.S. Department of State: 1999 Country Reports on Human Rights Practices, 2000. www: https://1997-2001.state.gov/global/human_rights/1999_hrp_report/colombia.html. Et par citater: ”Government forces continued to commit numerous, serious abuses, including extrajudicial killings, at a level that was roughly similar to that of 1998”, hvor sikkerhedsstyrkerne og de paramilitære grupper ifølge udenrigsministeriets 1998-rapport var ansvarlige for ca. 80 pct. af drabene. “Paramilitary forces find a ready support base within the military and police, as well as local civilian elites in many areas.”
94. Om de paramilitæres strategi, se: U.S. Department of State: 1999 Country Reports on Human Rights Practices, 2000. www: https://1997-2001.state.gov/global/human_rights/1999_hrp_report/colombia.html; samt: U.S. Department of State: 1998 Country Reports on Human Rights Practices, 1999. www: https://1997-2001.state.gov/global/human_rights/1998_hrp_report/colombia.html

    For den bredere kontekst, se: Doug Stokes: America’s Other War: Terrorizing Colombia, Zed Books, 2005, s. 86-87 og 101-105.

    Se også: Ricardo Vargas Meza: Fumigacion y Conflicto. Politicas antidrogas y deslegitimacion del Estado en Colombia, Accion Andina, 1999.

    For et eksempel fra Kennedy-tiden på målsætningen om at ramme fjendens ”civilian and underground support”, se: FM 31–16, Counterguerrilla Operations, 1963, s. 20. www: http://www.survivalebooks.com/free%20manuals/1963%20US%20Army%20Vietnam%20War%20Counterguerrilla%20Operations%20counterinsurgency%20126p.pdf

95. Jonathan P. Caulkins, Peter Reuter, Martin Y. Iguchi & James Chiesa: How Goes the “War on Drugs”? An Assessment of U.S. Drug Problems and Policy, RAND Corporation, 2005. www: https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/occasional_papers/2005/RAND_OP121.pdf
96. Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 7.
97. Adam Holm: “USA er blevet synonymt med Trumps personlighed”, Berlingske, 6. nov. 2020.
98. Colombian Human Rights Committee: Colombia Update, dec. 1989. Citeret i Noam Chomsky: World Orders, Old and New, Pluto Press, 1997, s. 61.
99. For en gennemgang af denne grundtanke i den tidlige moderniseringsteori samt dens antikommunistiske motivation, se: Lars Schoultz: In Their Own Best Interest: A History of the U.S. Effort to Improve Latin Americans, Harvard University Press, 2018, s. 199-201 og 207-210.
100. Se: Nils Gilman: Mandarins of the Future: Modernization Theory in Cold War America, Baltimore, MD: Johns Hopkins Press, 2003, s. 189, hvor citatet findes.

     Prioriteringen fremgår af den håndbog, som udmøntede Kennedys oprørsbekæmpelsesstrategi: “First and foremost, government authorities had to establish an effective intelligence system. Second, through a combination of military and police measures, the Army had to separate the irregulars both physically and psychologically from the population and all sources of support – internal and external. Third, the Army had to destroy the guerrillas as a military force. Finally, the government would have to reeducate the dissidents, rebuild damaged institutions, and redress the causes of discontent.” Gengivet i: Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 234

     For officielt tilsagn om, at økonomisk hjælp var betinget af opretholdelse af den ”interne sikkerhed”, se Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 219-220.

     Se også “Statement by Brig. Gen. W.A. Enemark, U.S. Army, Director, Western Hemisphere Region Office of the Assistant Secretary of Defense (Isa)”, 31. august 1962. Gengivet i: Hearings Before the Committee on Appropriations United, States Senate, Eighty-Seventh Congress, Second Session, s. 339. www: https://books.google.dk/books?id=VBgvAAAAMAAJ&pg=PA339

     Se også bemærkningerne om militæret i Latinamerika som et “stabilizing element” i: Deputy Director, Western Hemisphere Regional Office, Office of the Assistant Secretary of Defense, International Security Affairs Maurice J. Mountain: “a Political-Military Appraisal”, i: Marine Corps Gazette, vol 49 nr. 9, september 1965. www: https://books.google.dk/books?id=TuHEfmJE7TIC&pg=RA8-PA19

     For det “stabiliserende” sigte med det polititræningsprogram, Kennedy inkorporerede i sin udviklingsdagsorden, se: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 49-50.

     Se også Robert McNamara om betydningen af sikkerhed for udviklingsindsatsen i Latinamerika: “Statement of Robert S. McNamara, Secretary of Defense, Before the Senate Foreign Relations Committee, July 26, 1967”. Gengivet i U.S. House of Representatives, Committee on Foreign Affairs, Foreign Assistance Act of 1967, Hearings, 90^th Congress, 1^st Session, s. 249. www: https://books.google.dk/books?id=kE0RAAAAIAAJ&pg=249

     Se derudover McNamaras synspunkt i: Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966, s. 44-45. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf

     Prioriteringen er også behandlet i:

     • Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 16-18. En behandling af den delvise udmøntning af denne prioritering (stabiliteten blev sikret, men udviklingsindsatsen var sparsom) i El Salvador i 1960’erne findes s. 149.
     • Russell Crandall: The Salvador Option: The United States in El Salvador, 1977-1992, Cambridge University Press, 2016, s. 38.
     • S. Department of the Army: Special Warfare, U.S. Army: An Army Specialty. Washington, D.C., 1962. s. 2.

     Se også udsagnet fra Alva R. Fitch, vicedirektør i Defense Intelligence Agency, om militærets rolle, i: U.S., Congress, House Committee on Foreign Affairs, Subcommittee on Inter-American Affairs: Communism in Latin America, Hearings, 89th Cong., 1st sess., 25. feb. 1965, p. 9. www: https://books.google.dk/books?id=N0BQAAAAMAAJ&pg=PA9&lpg

101. Citaterne findes i: Stephen G. Rabe: The Road to OPEC: United States Relations with Venezuela, 1919-1976, University of Texas Press, 1982, s. 151 og 152.
102. Edwin Lieuwen gennemgår nogle tilfælde, hvor Kennedy-regeringen, med ”noble efforts and intentions”, kortvarigt protesterede imod eller endda tilbageholdt støtte til latinamerikanske militærregeringer, der havde kuppet sig til magten. Halvhjertet og midlertidigt, vel at mærke. At Kennedy igen og igen endte med at tilsidesætte sine demokratiske idealer og forsone sig med kupmagerne, forklarer Lieuwen således: ”The formula for dealing with protests from Washington had been provided: Rationalize the coups by charges of Communist infiltration and gross misgovernment; follow this by promises to hold elections and restore constitutional processes within a ’reasonable’ length of time.” Hertil skal siges, at USA selv – både via sine hidtidige reaktioner på højreorienterede kup og igennem sine antikommunistiske dannelsesprogrammer for de latinamerikanske officerer – havde gjort sit til at udvikle denne formel for kuplegitimering. Dette er Lieuwen i øvrigt også inde på andetsteds. Se: Edwin Lieuwen: Generals vs. Presidents: Neomilitarism in Latin America, London: Pall Mall Press, 1964, s. 129, 117 og 148.

     I det bredere billede blev Kennedys ambition om at gøre ”military personnel subservient to civilian authorities […] soon dropped in favor of the unchanging goal of aid to oppose threats to United States national security”, dvs. nedkæmpe modstand mod USA’s politiske og økonomiske dominans. Se: Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 217.

103. I stedet blev Bosch stemplet som kommunist. Se: Lester D. Langley: ”Military Commitments in Latin America: 1960-1968”, Current History 56 (juni 1969), s. 349-350. Omtalt i: Miles D. Wolpin: Military Aid and Counterrevolution in the Third World, Lexington Books, 1972, s. 52.
104. Jf. Henry Kissingers omtale af Nordvietnam som en “fjerderangsmagt” og en “femterangslandbrugsmagt” i: Robert Dallek: Nixon and Kissinger: Partners in Power, HarperCollins, 2007, s. 152 og 154.
105. Om Goularts opbakning til USA under Cuba-krisen, se Phyllis R. Parker: Brazil and the Quiet Intervention, 1964, University of Texas Press, Austin, 1979, s. 29.
106. Om Washingtons håndtering af Bosch og Goulart, se:
     • William Blum: Killing Hope: U.S. Military and CIA Interventions Since World War II, Zed Books London, 2003, s. 177-180.
     • David F. Schmitz: Thank God They’re on Our Side: The United States and Right-Wing Dictatorships, 1921–1965, The University of North Carolina Press, 1999. s. 261-288
     • Vincent Bevins: The Jakarta Method, PublicAffairs, 2020, s. 91-111.

     For en behandling af, hvad truslen ved Goulart bestod i, se: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 71.

     Om truslen fra “an open political system”, se den citerede analyse fra Office of Intelligence Research i: Gordon L. Bowen: “U. S. Policy Toward Guatemala 1954 to 1963”, Armed Forces & Society, Vol. 10, No. 2, Winter 1984, s. 186.

     Selv spæde tiltag mod politiske åbninger blev prompte afvist. Et andet eksempel er USA’s lunke reaktion på den moderate militærjunta, der efter at have afsat El Salvadors militærdiktator José María Lemus i oktober 1960 løslod politiske fanger, standsede mordene på civilsamfundsaktivister og lovede afholdelse af frie valg (dog uden deltagelse af det ulovliggjorte kommunistparti). Da højreorienterede officerer på vegne af oligarkiet gennemførte et kontrakup og vendte tilbage til de gamle hårdhændede praksisser, anerkendte Kennedy-regeringen derimod den nye regering med det samme. Se: John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 178-179. Se også Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 174-175

107. At de ansvarlige stater, der levede op til forventningerne for god regeringsførelse og fulgte USA’s økonomiske diktater, opbyggede en stor gæld, som den brede befolkning måtte betale af på i de følgende årtier, er en anden sag. De menneskelige konsekvenser – såsom nedgang i gennemsnitlig levealder og andre centrale velfærdsindikatorer – viste, at heller ikke den loyale kurs var gratis, omend profitabel for de mennesker, der betyder noget. Se: Atul Kohli: Imperialism and the Developing World: How Britain and the United States Shaped the Global Periphery, Oxford University Press, 2020, s. 341-365.
108. Robert Dallek: An Unfinished Life: John F. Kennedy, 1917-1963, Little, Brown and Company, 2003, s. 521-522.
109. Hvad angår Brasilien, se:
     • Atul Kohli: Imperialism and the Developing World: How Britain and the United States Shaped the Global Periphery, Oxford University Press, 2020, s. 343-344.
     • Ruth Leacock: Requiem for Revolution: The United States and Brazil, 1961–1969. Kent, Ohio: Kent State University Press, 1990, kap. 11.
     • Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 183-184.

     80 procent af de brasilianske officerer, der deltog i kuppet mod Goulart, havde modtaget træning i USA. Se: NACLA: The Pentagon’s Proteges: U.S. Training Programs For Foreign Military Personnel, vol. 10:1, 1976, s. 13.

     Om den tilsvarende situation i Indonesien, se gennemgangen og noterne nedenfor.

110. Se David Swanson: 20 Dictators Currently Supported by the U.S., Charlottesville, VA, 2020, for en aktuel gennemgang. Hold dens informationer op imod – den ikkeeksisterende – mediedækningen af spørgsmålet.
111. I reglen skete det med direkte eller indirekte amerikansk støtte. I en evalueringsrapport til Kongressen om Kennedys Alliance for Progress bemærkes det: “The recent wave of military interventions suggests that the U.S. training programs, the work of the missions, and the contact between United States and Latin American military men did very little to improve military respect for civilian authority and constitutional processes. Most of the Latin American military leaders who conducted the nine coups between 1962 and 1966 had been recipients of U.S. training.” Citeret fra: Edwin Lieuwen: Survey of the Alliance for Progress: The Latin American Military, A Study Prepared at the Request of the Subcommittee on American Republics Affairs of the Committee on Foreign Relations, United States Senate, 9. okt. 1967, s. 6 og s. 29-30. www: https://books.google.dk/books?id=-n5jAAAAMAAJ&&pg=PA29

     General Andrew P. O’Meara bemærkede i en kongreshøring i februar 1965, at militærjuntaer ni gange havde væltet folkevalgte regeringer i Latin Amerika siden Kennedys tiltrædelse. Han pointerede samtidig: “Certainly, these have not all been detrimental.” F.eks. var omstyrtelsen af præsident Goulart i Brasilien godartet. Se: Foreign Assistance Act of 1962: Hearings Before the Committee on Foreign Affairs, House of Representatives, Eighty-ninth Congress, First Session, part III, s. 346. www: https://books.google.dk/books?id=SPY1AAAAIAAJ&pg=PA346

     USA’s politik om at intervenere for at forsvare ”det repræsentative demokrati” vedrørte ikke de højreorienterede militærkup, men stod kun ved magt, hvor USA’s ”own concept of democracy, closely identified with private, capitalistic enterprise, is threatened”. Se: Gordon Connell-Smith: The Inter-American System, Oxford University Press, 1966, s. 343. Se også Stephen G. Rabe: The Road to OPEC: United States Relations with Venezuela, 1919-1976, University of Texas Press, 1982, s. 147.

112. Om militærets kapacitet for subversive aktiviteter, se f.eks.: Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 199.
113. Inden for dette nye bistandsparadigme handler det bl.a. om at uddanne interessenter i de berørte lande til at holde politikerne til ansvar – primært deres egne, og ikke så meget donorlandenes eliter og institutioner. Tilgangen kommer således sjældent i konflikt med de systemer, der fortsat varetager de vestlige investorers ret til at høste profit og overlade omkostningerne til de underudviklede befolkninger.
114. David Green: The containment of Latin America: A History of the myths and realities of the Good Neighbor Policy, Quadrangle Books, 1971.

     Gordon Connell-Smith: The Inter-American System, Oxford University Press, 1966, s. 317-326.

115. Merle Kling: “Toward a Theory of Power and Political Instability in Latin America”, i: James Petras & Maurice Zeitlin (red.): Latin America: Reform or Revolution?, Faweett Publications, 1968. www: https://archive.org/details/latinamericarefo00petr

     Heraf fulgte, at de skiftende regenters position som autoriserede udøvere af de højere magters vilje også blev udfordret nedefra. På samfundenes bund, hvor den politisk irrelevante majoritet befandt sig, levede man med dominansforholdets sociale og økonomiske realiteter, hvilket affødte uro og undertiden protest mod de hjemlige klienter og deres imperialistiske kompagnoner. Generelt var modstanden så uorganiseret og svag, at den overordnede magtfordeling forblev intakt; men nogle gange viste den sig så forstyrrende, at de siddende tjenere for de reelle magthavere i nord måtte vige pladsen for mere kapable aspiranter.

     Selvom de grundlæggende spilleregler ikke stod til at ændre, havde det stadig betydning, om klienterne var gode eller dårlige tjenere. Hvem valget faldt på, blev undertiden afgjort i en intern konkurrence blandt de aspirerende magtforvaltere om at overbyde hinanden i underdanighed. For generelle betragtninger over dette, se: David Green: The containment of Latin America: A History of the myths and realities of the Good Neighbor Policy, Quadrangle Books, 1971, s. 10. Et tidligt eksempel er Cuba i 1933-1934. Her insisterede USA på, at Cuba fortjente nye regenter, som modsat den siddende regering repræsenterede ”folkets vilje”. I konkretiseret form betød det de ”kommercielle og finansielle” samt ”finere” klassers vilje, til forskel fra de ”ignorante masser”. Følgelig blev regeringen udskiftet, og de amerikanske firmaers fodfæste i landet yderligere styrket. Se gennemgang s. 13-18 samme sted.

116. Dermed ikke sagt, at de grundlæggende regionale traktater, såsom Rio-traktaten fra 1947 og Charteret for Organisationen af Amerikanske Stater fra 1948, i sig selv garanterede USA’s dominans. Snarere tilbød de en mekanisme, hvorigennem USA kunne bemyndige sig selv retten til at intervenere i stort og småt – ofte i modstrid med centrale bestemmelser i de traktater, hvorfra den gode nabo hentede mandatet til at skride til handling. De formelle regelsæt skal altså ikke forveksles med de principper, som rådede for deres – både internt og eksternt – selektive håndhævelse.

     Nok så vigtigt formaliserede etableringen af en USA-domineret regional blok den gamle ordens ånd og praksis: Hverken udefrakommende stater eller det fremspirende verdenssamfund måtte blande sig i regionens interne forhold. Da Cuba kort inden Svinebugtsaffæren forsøgte at bringe USA’s fjendtlige handlinger mod landet for FN’s Sikkerhedsråd, afviste USA således kategorisk det cubanske initiativ med henvisning til, at der var tale om et regionalt anliggende inden for det ”inter-amerikanske system”. USA havde ret til at skride til “fælles handling for at forhindre etableringen af et regime på den vestlige halvkugle, der er domineret af international kommunisme”, da den blotte tilstedeværelse af en ”fremmed ideologi” var en aggression mod det store amerikanske fællesskab, som den stærke stat i nord derpå påtog sig at værne om med terror. (Se citaterne af USA’s FN-ambassadør Henry Cabot Lodge i: Thomas M. Franck & Edward Weisband: World Politics: Verbal Strategy Among the Superpowers, New York: Oxford University Press, 1979, s. 59-60).

     En lignende retfærdiggørelse fremsatte præsident Lyndon B. Johnson, da han i maj 1965 forsvarede optrapningen af den amerikanske invasion af Den Dominikanske Republik: ”Vores mål er, idet vi holder fast i de mægtige principper i det inter-amerikanske system, at forhindre endnu en kommunistisk stat på denne halvkugle.” Johnson henviste til Kennedys erklæring om at forhindre “et nyt Cuba” med alle midler og præciserede: ”vi ved, hvilken slags regering vi håber at se i Den Dominikanske Republik. For det er omhyggeligt beskrevet i de traktater og aftaler, som udgør strukturen i det inter-amerikanske system.” (“Radio and Television Report to the American People on the Situation in the Dominican Republic”, 2. maj 1965. www: https://www.presidency.ucsb.edu/documents/radio-and-television-report-the-american-people-the-situation-the-dominican-republic). Modstanden blandt de øvrige lande i Organisationen af Amerikanske Stater var stor, og den kommunistiske trussel vanskelig at påvise. Affæren viste, at USA under henvisning til regionale traktater tiltog sig retten til – på fællesskabets vegne, men ikke nødvendigvis med dets samtykke – at invadere et land, når blot USA selv mente, at det var truet af ”kommunisme”, f.eks. af grupper, der ifølge USA var ”inspireret udefra” (se udenrigsministeriets juridiske rådgiver Leonard C. Meeker i: ”Statement of May 5”, 1965, The Department of State Bulletin, vol. LII, No. 1345, s. 882-883. www: https://books.google.dk/books?id=tnNd-oCcDVoC&pg=PA882). Invasionen blev den normsættende generalprøve på den Kennedy-inspirerede Johnson-doktrin: ”Amerikanske nationer kan ikke, må ikke, vil ikke tillade dannelsen af endnu en kommunistisk regering på den vestlige halvkugle.” Men den valgte lejlighed til at lancere doktrinen demonstrerede, at princippet om retten til intervention gjaldt, uanset om den ”kommunistiske trussel” eller noget tilløb til dannelsen af en kommunistisk regering fandtes eller ej (se førnævnte World Politics: Verbal Strategy Among the Superpowers, s. 92). I stedet hvilede invasionen på en gennemprøvet og stadig gældende standard: ’Vi har ret til de former for åbenlys magtanvendelse, som vi kan argumentere for, at vi har ret til.’ Ikke noget uoverstigeligt krav, når standarderne for argumentation hverken er tynget af krav om konsistens, faktuel basis eller reel juridisk hjemmel, og argumentationsstyrken hviler på politisk nytte, forstærket i et magttjenende informationssystem: Det rette klima for de reelle princippers virke.

117. David Green: The containment of Latin America: A History of the myths and realities of the Good Neighbor Policy, Quadrangle Books, 1971, s. 259-262. Den foregående behandling af grundtrækkene i den inter-amerikanske orden, som blev etableret i de tidlige efterkrigsår, er hovedsagelig baseret på Greens studie, især kap. 11.

     Om det traktatmæssige grundlag for USA’s brug af militærassistance til ”stabilisering” og bekæmpelse af ”intern subversion”, se: Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 163.

118. Her citeret efter Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten, Informations Forlag, 2019.
119. Det er en gammel erkendelse i de samfundslag, der har materielle interesser på spil og derfor ikke er tjent med uvidenhed om kilderne til deres velstand. I 1938 advarede den indflydelsesrige finansmand Bernand Baruch USA’s ambassadør i Mexico om faren ved at lade landet nationalisere dele af sin olieindustri: ”The ownership, control and direction of the natural resources [såsom Mexicos olie], are important to America because they bring not only these raw materials, but the profits therefrom, raising the American standard of living, and enriching our treasury.” Se: Andreu Espasa: “‘Suppose They were to Do It in Mexico’: The Spanish Embargo and Its Influence on Roosevelt’s Good Neighbor Policy”, The International History Review, 2017, s. 13.
120. Edwin Lieuwen: Generals vs. Presidents: Neomilitarism in Latin America, London: Pall Mall Press, 1964, s. 130, 135 og 148.

     Se også: David Ronfeldt & Luigi R. Einaudi: Internal Security and Military Assistance to Latin America in the 1970s, RAND Corporation, 1971, s. 32. www: https://www.rand.org/pubs/reports/R0924.html

121. I 1970 gav viceforsvarsminister Warren Nutter officielt tilsagn om, at hensynet til den ”nationale interesse” og ”national sikkerhed” betød, at man i nogle tilfælde måtte fremme ”intern stabilitet” i de latinamerikanske lande, i andre tilfælde ikke. Se: Hearings Before the Subcommittee on Asian and Pacific Affairs, Committee on Foreign Affairs, House of Representatives, 91^st Congress, Second Session, 6. oktober 1970, s. 145. www: https://books.google.dk/books?id=tEwgAAAAMAAJ&pg=RA3-PA145&lpg=RA3-PA145

     For en af samtidens rationaliseringer af militærkup, se: David R. Hughes: ”The Myth of Military Coups and Military Assistance”. I: Military Review, december 1967. www: https://books.google.dk/books?id=OCam3LW4FWIC&pg=PA3. Blandt formildende omstændigheder bemærker oberstløjtnant Hughes, at de fleste kup gennemføres af konservative kræfter; at ”det regime, de erstatter, kan være ekstremt venstreorienteret”; og at militæret udfylder et magtvakuum i fraværet af andre ”samlende nationale institutioner” m.m.

122. Et nyere eksempel er sanktionspolitikken mod Venezuela. Gregory Wilpert: “US Sanctions Venezuela Again to Prove Socialism Doesn’t Work”, The Real News, 10. februar 2020. www:  https://therealnews.com/us-sanctions-venezuela-socialism-work
123. Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 168-194.
124. Merle Kling: “Toward a Theory of Power and Political Instability in Latin America”, i: James Petras & Maurice Zeitlin (red.): Latin America: Reform or Revolution?, Faweett Publications, 1968, s. 90 og 79. www: https://archive.org/details/latinamericarefo00petr
125. Medmindre de er konstruktive. Se behandlingen af det indonesiske folkemord nedenfor for et eksempel. Men bemærk også, at begivenheden ikke har nogen plads i ’Vestens historie’ – som den formidles til den brede befolkning.
126. Der er til gengæld en forskel i opfattelsen af gevinsterne. Nytten i de undertrykkende politikker er mest realistisk forstået hos de direkte interessenter og de politiske lag, der varetager systemets fællesinteresser, og mest idealiseret hos de intellektuelle repræsentanter for almenvellet, som har til opgave at sikre almen anerkendelse af praksissen i befolkningerne.
127. For et eksempel på genren, hør Adam Holms omtale af Kennedy i: ”Hvad nu hvis…? 4:5 – JFK vinder valget i 1964”, DR P1, d. 23. juni 2020. www: https://www.dr.dk/radio/p1/hvad-nu-hvis-historien-pa-vrangen-med-adam-holm/hvad-nu-hvis-4-5-jfk-vinder-valget-i-1964
128. Michael McClintock: Instruments of Statecraft: U.S. Guerilla Warfare, Counterinsurgency, and Counterterrorism, 1940-1990, Pantheon Books, 1992, kap. 6.

     Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 227.

129. Michael E. Latham: Modernization American as Ideology: Social Science and ‘‘Nation Building’’ in the Kennedy Era, 2000, The University of North Carolina Press, s. 91.

     Michael H. Hunt: Ideology and U.S. Foreign Policy, 2^nd ed., Yale University Press, 2009, s. 159-170. Hunt fokuserer særligt på den nye socialvidenskabs racistiske inspirationer.

130. John Quigley: The Ruses of War: American Interventionism Since World War II, Prometheus Books, 2007, s. 105-110.

     Walt Haney: “The Pentagon Papers and the United States Involvement in Laos”: The Pentagon Papers: Critical Essays (Noam Chomsky and Howard Zinn, red.), Volume V. Beacon Press Boston: 1972.

131. House: Congressional Record, 24. maj 1965, s. 11230. www: https://www.congress.gov/89/crecb/1965/05/24/GPO-CRECB-1965-pt8-10.pdf
132. En undtagelse er bedrag, som anses for at føre til fiaskoer, samt bedrag rettet mod de magtfulde; den slags vil man ikke have mere af. Centrale, famøse eksempler er Tonkin-episoden, Svinebugts-affæren, Irak-løgnene og Iran-Contra-affæren.
133. Et enkelt eksempel er historien om, at Gadaffi beskød civile demonstranter fra luften, oprindeligt bragt af Al Jazeera. Se Hugh Roberts: ”Who said Gaddafi had to go?”, London Review of Books, vol. 33, No. 22, 17. november 2011. www: https://www.lrb.co.uk/the-paper/v33/n22/hugh-roberts/who-said-gaddafi-had-to-go
134. Hans Engell: ”’Det bliver pokkers hedt i Texas’”, Ekstra Bladet, 28. maj 2017

     Martin Krasnik: ”Amerika igen”, Weekendavisen, 29. oktober 2020.

135. Anders Agner Pedersen: ”Læren af talen, som Kennedy aldrig nåede at holde”, Politiken, 22. november 2023.

     Hans Engell: ”’Det bliver pokkers hedt i Texas’”, Ekstra Bladet, 28. maj 2017.

     David Trads: ”Inger Støjberg er en katastrofe”, Politiken, 10. marts 2018.

136. Minna Skau: ”Arven efter JFK er fortyndet”, Kristeligt Dagblad, 22. november 2023.
137. Erik Boel: ”Kennedy 100 år. Derfor lever myten om JFK”, Kristeligt Dagblad, 29. maj 2017.
138. Georg Metz: ”INTERMETZO: Før og nu og snart engang”, Information, 17. maj 2017.
139. Gordon Connell-Smith: The Inter-American System, Oxford University Press, 1966, s. 161-165. Toriello-citaterne findes på s. 162-163.
140. John C. Dreier: Organization of American States and Hemisphere Crisis, Council on Foreign Relations, Harper & Row, 1962, s. 53.
141. Et udfoldet eksempel findes i Rune Lykkebergs Vesten mod Vesten, hvor store teoretikere som Francis Fukuyama, Samuel Huntington, Frantz Fanon og Edward Said er tildelt rollen som diskussionspartnere og vejvisere i udredningen af de vestlige verdensbilleders indre sammenstød. Lykkebergs højtflyvende ånd dykker ikke ned i de konkrete politikker. Betegnende nok går han grundigst til værks i analyserne af fantasyfortællinger.
142. Tværtimod blev tredjeverdensmilitærfolk, som modtog træning i USA, advaret mod at overføre den udvikledes verdens konkurrencedemokratimodel til hjemlandene. Begrundelsen var, at i og med politiske partier i udviklingslande generelt ”sværger til nationalisme, socialisme eller religiøse doktriner”, vil der ikke indfinde sig nogen ”loyal opposition som i USA”. U.S. Department of Defense: Informational Program of American Life and Institutions for Foreign Military Trainees: Vol II, Popular Participation in Government, Madison, Wisconsin: United States Armed Forces Institute, 1965, s. 9. Gengivet i: Miles D. Wolpin: Military Aid and Counterrevolution in the Third World, Lexington Books, 1972, s. 63-64. Se i øvrigt hele kapitel 4 samme sted.
143. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf
144. ”Frihed” og deslige kan dog give et moralsk rygstød, der sætter den realpolitiske tanke fri – bl.a. fra moralske betænkeligheder. I realpolitiske processer skaffer de vageste og mest storslåede missionserklæringer bureaukraten arbejdsro; forvisset om, at retfærdigheden er på hans side, kan han samle sig om de virkelige problemer og ignorere de moralske detailspørgsmål, der er hans faglighed uvedkommende, så længe de ikke rejser problemer, der kan angribes med PR-teknikker (se Mark Curtis’ bøger). I sfæren for meningsdannelse fritager idealerne derimod magtens tjenestefolk fra at gå nærmere ind på, hvad handlingens mænd foretager sig. Idealerne sikrer således både frihed til at arbejde og frihed fra at arbejde med det realpolitiske stof. At begge dele er konstruktivt i den større sammenhæng, falder tilbage på forskellen i parternes funktioner. Om sagen kalder på tankeløshed eller seriøs tænkning, afhænger af, hvilket domæne vi befinder os i.
145. A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 50.

     Undertiden overtager mere globale størrelser, såsom ”den frie verden”, rollen som det ultimative motiv, statsmændene og bureaukraterne efterstræber. Det hænger sammen med, at den ”nationale interesse” synes for snæver til at gengive trusselsperspektivet i – selv mindre – afvigelser fra den etablerede orden eller indfange betydningen af at statuere eksempler på denne ordens ukrænkelighed. For et eksempel fra Kennedys Vietnam-tænkning, se: Deputy Director of Viet-Nam Working Group, Theodore J.C. Heavner, Address Made Before National Sec & Leg Committee at the National Convention of Veterans of Foreign Wars, in Seattle, Washington, August 25, 1963, “The Viet-Nam Situation,” Department of State Bulletin, 9. sept. 1963. Gengivet i: Pentagon Papers, Vol II, Beacon Press Boston: 1972, s. 825-827.

146. Se f.eks. det Kennedy-godkendte notat af J.K. Galbraith: “Memo to Pres. from Amb. Galbraith”, 4. april 1962. Gengivet i: Pentagon Papers, Vol II, Beacon Press Boston: 1972, s. 670.

     Ifølge Lyndon B. Johnson var det et “basalt princip”, at Sydvietnam havde “retten til at udvikle sig som en nation, uhindret af indblanding fra nogen anden magt, uanset hvor mægtig og stærk den er”. Se: ”Remarks Upon Presenting the Medal of Honor (Posthumous) to the Father of Milton L. Olive III.”, 21. april 1966, The American Presidency Project. www: https://www.presidency.ucsb.edu/documents/remarks-upon-presenting-the-medal-honor-posthumous-the-father-milton-l-olive-iii

     Som begrundelse for at fortsætte krigen indtog Richard Nixon samme standpunkt. Se: “Address to the Nation on Vietnam”, 14. maj 1969, The Richard Nixon Foundation. www: https://www.nixonfoundation.org/2017/09/address-nation-vietnam-may-14-1969/

147. Bemærk planlæggernes brug af termerne i Pentagon Papers. For analytiske bemærkninger om ”selvbestemmelsens” operative betydning, se: Truong Buu Lam: ”A Vietnamese Viewpoint”, i: The Pentagon Papers: Critical Essays (Noam Chomsky and Howard Zinn, red.), Volume V. Beacon Press Boston: 1972.
148. Dog var de operative betydninger i dette tilfælde fleksibel nok til at tillade forskellige taktiske fremgangsmåder. Både Vietnam-krigens høge og duer ønskede at sikre vietnamesisk ”selvbestemmelse”.
149. Andrew Curley: The Irony of Human Rights in the Vietnam War. www: http://static1.squarespace.com/static/563e65aee4b0e5c70f6963c9/t/564b3530e4b06522d5070558/1447769392585/HumanRightsFinal.pdf

     For den generelle “ironi” i USA’s forsvar for folkelig selvbestemmelse i perioden 1945-1960, se: Norman A. Graebner: Cold War Diplomacy: 1945-1960, D. Van Nostrand Company, INC, 1962, s. 106-107.

150. For uddybning, se min artikel: ”Rune Lykkeberg og parodien på en venstreintellektuel offentlighed”, Eftertryk, 24. januar 2018. www: https://www.eftertrykket.dk/2018/01/24/rune-lykkeberg-og-parodien-paa-en-venstreintellektuel-offentlighed-1-del/
151. Da Kennedy er kanoniseret som en sand repræsentant for Vesten, er hans realpolitiske engagement omfattet af censuren. Amerikanske præsidenter har ikke per automatik status som civilisationens personifikationer. Nogle ledere går mere eller mindre i glemme. Andre, såsom Donald Trump, kan iscenesættes som et modbillede til, hvem vi er.
152. Se min artikelserie Moralsk klarhed og virkelighedsforvanskning: Mediedækningen af USA’s rolle i Libanon-krigen 2006, 14. august 2014. www: https://www.eftertrykket.dk/2016/08/14/2841/. Artiklerne dokumenterer, hvordan fakta, fortolkninger og vurderingsstandarder skifter, som de politiske vinde i Washington blæser, og hvordan de samme medier modsiger sig selv, uden at nogen, så vidt vi kan se, noterer sig det.

     Se også min analyse af mediedækningen af Vestens rolle i Kosovo-konflikten 1999: Moralens vogter: Mediemisbruget af Kosovo-katastrofen, 24. marts 2019. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/moralens-vogter-mediemisbruget-af-kosovo-katastrofen/. Analysen viser, at de etablerede medier fremsætter en lang række indbyrdes uforenelige tolkninger af konflikten. Der er kun én fællesnævner i det tilsyneladende fortolkningskaos: den magttjenende tendens, som samler det hele i et faktuelt rodet, men politisk konsistent propagandafremstød.

     Flere andre af mine analyser på Medieoplysning.dk af de etablerede mediers dækning af forskellige konflikter rummer lignende eksempler.

153. Ligeledes udspiller der sig ingen større kontroverser mellem de røster, der med åben pande og uberørt af alle idealistiske fantasier omfavner volden, og de mere sensible typer, der af menneskelige hensyn udsletter indtrykket af volden og retter blikket mod ideernes himmelhvælv. Magtens barske karakter må nemlig godt gøre et stærkt indtryk på de illusionsløse, ”realistiske” meningsdannere, i og med at deres suspendering af de humane idealer friholder magten fra enhver beskæmmende moralsk dom. (Når fjendtlige magters ugerninger trænger sig på, kan moralen derimod uden besvær vækkes fra sin slummer og genindsættes i sin dømmende position). Trusler mod legitimiteten melder sig simpelthen ikke i disse kredse, hvor grufuldt det hele end tager sig ud for de uindviede. Da magtudøvelsens ubestridelige realitet i fraværet af nogen gangbar idealisme er øverste norm, falder forbuddet mod at absorbere indtrykkene af dens virksomhed bort. Dermed åbnes blikket ikke kun for den aktuelle vold; interesserede medieforbrugere kan også følge med i omhyggelige overvejelser om hensigtsmæssigheden i at føre folkemorderiske fantasier ud i livet. Mod umenneskene, selvsagt.

     Offentlighedens voldsforskrækkede humanister protesterer ikke mod sådanne udtryk for bramfri og skånselsløs tænkning (Se min artikel ”Folkemord på muslimer og jøder – et reelt og tænkt eksempel”, Medieoplysning.dk, 25. feb. 2017. www: https://www.eftertrykket.dk/2017/02/25/folkemord-paa-muslimer-og-joeder-et-reelt-og-et-taenkt-eksempel/). I identitetspolitiske spørgsmål regnes nogle af dem ellers for så fintfølende, at det kvæler den nødvendige debat. Til de politiske korrektes forsvar bør man fremhæve, at de trods alt ikke tager anstød af den morderiske tænkning og praksis, når den præsenteres i fuldt format. Hvis der ellers skulle være brug for det. Det er betegnende nok ikke på sådanne punkter, at angrebene sættes ind.

     Illusionsfriheden til trods støder de hærdede iagttageres evne til at processere verden, som den er, på visse grænser. Faktisk er de selv med til at fastsætte dem. Når de f.eks. stolt demonstrerer deres evne til at rumme ”krigens grusomme virkelighed”, siger de i samme nu, at der ikke er noget videre relevant at gå videre med. (Se min artikel ”Krig er …”, som rummer en analyse af, hvordan to forskellige former for krigsapologi trives side om side i den danske offentlighed, skønt de sagligt set er uforenelige. Fra centrum-højre ser vi voldsomfavnelse af et format, der gør ubehag ved civile drab m.v. til en form for virkelighedsfornægtelse. Fra centrum-venstre krigsidealisme. ”Krig er …”, Medieoplysning.dk, 17. jan. 2011. www: https://www.eftertrykket.dk/2011/01/17/krig-er-terrorbekaempelse-demokratiudbredelse-en-fejltagelse-stabilisering-meningsloest-fredsskabende-en-kamp-for-vores-vaerdier-1-del/.)

     Budskabet er, at området er afdækket og afmærket. Det er omsonst at undersøge det nærmere, for der er ikke andet at lære, end hvad ethvert tænkende menneske allerede har forstået. ”Krig medfører vold; hvem vidste ikke det?”, spurgte Anne Knudsen engang de naive typer, der finder det oprørende, at ord betyder, hvad de betyder (Anne Knudsen: ”Lukkede øjne”, Weekendavisen, 29. oktober 2010. For nøjere kontekst, se anden del af den førnævnte artikelserie ”Krig er …”). For så vidt udsiger realisterne den offentlige hemmelighed, at vi er indforstået med enhver form for vold, hvorfor det er intellektuelt uværdigt at forstå de enkelte tilfælde, endsige beskrive mønstrene eller opspore deres rødder i vores samfundsbærende institutioner.

     Idealisterne er ikke så ligefremme. Men uanset om magtens angreb på forsvarsløse mennesker erklæres for lukket land, eller vores opmærksomhed rettes bort fra historiens trivialiteter og op mod himlen, er funktionen basalt set den samme.

     Altså fører modstrid i såvel normativ orientering som faktuel forståelse sjældent til nogen splid, når parterne blot varetager den samme essentielle legitimerings- og mørklægningsfunktion. Det er den apologetiske ydelse og ikke meget andet, der skiller fårene fra bukkene. På den ene side har vi marginale analytikere som mig, der godt nok abonnerer på de samme grundlæggende værdiforestillinger, som de tidligere citerede Kennedy-forkyndere og store dele af den øvrige intellektuelle kultur sværger til, men som ikke tilslutter sig normen om, at magten nyder immunitet mod fakta, der måtte anses som inkriminerende, hvis de først blev anset for noget, og som heller ikke finder belæg for at integrere den genstridige historiske viden i et magttjenende verdensbillede, f.eks. afvigelser fra det glorværdige helhedsbillede eller ”mørke pletter” på et ellers respektindgydende renommé. På den anden side har vi de professionelle åndsarbejdere, der hverken kan enes om fakta eller grundlæggende værdier, men er fælles om at opretholde troen på den vestlige magts essentielle godhed og – nogle gange med taktiske forbehold – kalde til respekt om dens aktuelle dagsordener. At de engagerede intellektuelle i offentligheden sjældent bemærker deres indbyrdes uenigheder, endsige debatterer dem, må skyldes, at de er enige på det afgørende punkt: at tjene magtens bærende institutioner med de symbolske ressourcer, de nu råder over. Hvis værdierne derimod var afgørende, ville etablissementets mere humanistisk sindede repræsentanter let kunne forliges med medlemmer af den ilde- og oversete gruppe af uafhængige iagttagere. Grundholdningerne er jo cirka de samme. Forskellen ligger blot i, hvordan værdierne operationaliseres, når det kommer til forståelsen af vores verden. Men i stedet for at komme de kritiske afvigere i møde og udrede uenighederne i rationel diskussion omfatter offentlighedens intellektuelle dem med tavshed. I sjældne tilfælde kan man svinge sig op til total affærdigelse. Sikkert de reaktioner, der bedst gengiver betydningen af de vildfarnes position, status og forrykte anskuelser.

     Når vi prøver at forstå principperne for, hvad der er respektabelt eller ufornuftigt, hvordan man distingverer mellem intetsigende modsigelser og afgørende uenigheder, hvilke anskuelser man deler sig efter og samler sig under, og hvem der deler lejr med hvem, så ser vi, hvor marginal en betydning værdierne har i den herskende intellektuelle kultur (idet vi ser bort fra, hvad man kan kalde værdiernes ”negative værdi”: at bortcensurere de forhold, magtens institutioner ikke kan være tjent med at få frem i lyset). Altså er det oplagt, at offentlighedens repræsentanter er drevet af egeninteresser, som på forskellig vis er bundet til de større interesser, deres meningsproduktion tjener. Den symbolske kontrol og interne cirkulation af ideer kan ikke bære systemet for magttjenende menings- og vidensproduktion alene. Det modtager også retningsgivende signaler, krav og andre autoritative input fra de kræfter, der besidder materiel magt og beslutningskraft i medievirksomhederne, den politiske verden, den kommercielle verden og militæret. (Dette netværk af magtinteresser kan ikke afdækkes i sin helhed, men man kan komme et godt stykke vej ved at foretage en strukturel analyse af komplekset af institutioner og gennemgå karakteristiske cases. Se Edward S. Herman & Noam Chomskys Manufacturing Consent for en sådan analyse.)

     Endelig må man holde sig for øje, at det kræver kognitive processer og dermed en vis grad af bevidsthed at holde de realiteter, som ikke tjener dominansens legitimitet, ude af verdensopfattelsen. Man må undgå tæt kontakt med upassende viden. Det er selvfølgelig ikke svært at undslå sig berøring med de kontrære mennesker, der befinder sig uden for kredsløbet af konventionelle anskuelser og i det hele taget er langt ude. Vanskeligere er det med officielle kilder og forskere, skulle man tro; men den vestlige perceptionshistorie viser, at også autoritative kilder kan bruges eller ignoreres, som det er formålstjenligt. (For et eksempel, se min analyse af mediedækningen af Vestens rolle i Kosovo-konflikten 1999: Moralens vogter: Mediemisbruget af Kosovo-katastrofen, 24. marts 2019. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/moralens-vogter-mediemisbruget-af-kosovo-katastrofen/. Med ”perceptionshistorie” mener jeg historien om konstruktionen af hævdvundne opfattelser.)

     Selvom meget selvfølgelig kan klares på rutinen, kræver det en vis indsats at holde kursen. Systemet er ikke for den slags tåber, der på må og få griber til hvad som helst, uden sans for, hvad den virkelige opgave går ud på.

154. Se note 8.
155. De regeringer, der fulgte efter Kennedy, holdt fast i denne analyse. Se f.eks.: Nelson Rockefeller: The Rockefeller Report on the Americas: The Official Report of a United States Presidential Mission for the Western Hemisphere (Chicago: Quadrangle Books, 1969), s. 114. www: https://books.google.dk/books?id=Hxpk13MHYd4C&pg=PA114

     For en række eksempler på højtstående Kennedy-bureaukraters beklagelser over latinamerikanernes etnokulturelle handikap, se: Lars Schoultz: In Their Own Best Interest: A History of the U.S. Effort to Improve Latin Americans, Harvard University Press, 2018, s. 215-216.

156. John F. Kennedy: “The President and the Press: Address before the American Newspaper Publishers Association, April 27, 1961”. www: https://www.jfklibrary.org/archives/other-resources/john-f-kennedy-speeches/american-newspaper-publishers-association-19610427
157. Allan Nairn: “Behind the Death Squads: An exclusive report on the US role in El Salvador’s official terror”, The Progressive, maj 1984. www: http://hiaw.org/defcon1/nairnelsalvadorbtds.html
158. Robert H. Holden: Armies without Nations: Public Violence and State Formation in Central America, 1821-1960, Oxford University Press, 2004, s. 116-117.

     For Kennedys varige bidrag til at opbygge politienheder i den tredje verden samt træne dem til undertrykkelse af politiske modstandere og andre subversive elementer med både psykologiske og materielle midler, se: Michael T. Klare: War Without End: American Planning for the Next Vietnams, New York: Knopf, 1972, s. 241-269.

     I forlængelse af Kennedy-regeringens ambition om at skabe ”intern sikkerhed” ved at bringe statens voldsudøvere tæt på borgeren bemærkede den da forhenværende Agency for International Development-administrator David Bell: ”the police are a most sensitive point of contact between the government and people, close to the focal points of unrest, and […] trained and equipped than the military to deal with minor forms of violence, conspiracy and subversion.” Foreign Assistance and Related Agencies Appropriations for 1965: Hearings Before the Committee on Appropriations, United States Senate, Eighty-Eighth Congress, Second Session, 21. juli 1964, s. 72-73. www: https://books.google.dk/books?id=DdtzB_xKDHkC&pg=PA72

     Tankegangen var, at politiet og dets efterretningsorganisationer tidligt skulle opspore ”symptomer på en spirende subversiv situation” og ”håndtere trusler mod den interne orden i deres formative stadier”. Citeret fra hhv. Maxwell D. Taylor: “How a Strong Police Force Can Combat Subversion”, Department of State: News Letter, no. 57, jan. 1966, s. 6. www: https://books.google.dk/books?id=k2crAQAAMAAJ&pg=PA6 og U. Alexis Johnson: “The Role of Police Forces in a Changing World”, Department of State Bulletin, 13. sept. 1971, s. 282. www: https://books.google.dk/books?id=Fb5ng19EtBgC&pg=PA282.

     Om det “præventive” sigte, se også: Martha K. Huggins: “U.S.-Supported State Terror: A History of Police Training in Latin America”. I: Crime and Social Justice, No. 27/28, 1987, s. 162-163.

     Ifølge viceudenrigsminister U. Alexis Johnson, som stod i spidsen for politiindsatsen i Latinamerika under Kennedy, udviste præsidenten ”a particular interest in our police programs, because it was his firm conviction […] that the police forces are a basic element in resisting the threats posed by insurrection and internal subversion”. Se: U. Alexis Johnson: ”The Role of Police Forces in a Changing World”, The Department of State Bulletin, 5. juni 1971. www: https://books.google.dk/books?id=nYdHAQAAMAAJ&pg=PA280&lpg

     Se desuden:

     • Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 179-180
     • Stephen Rabe: The Killing Zone: The United States Wages Cold War in Latin America, Oxford University Press, 2015, s. 112.

     I begyndelsen af 1970’erne var Kennedy-æraens ideer om “præventiv medicin” blevet en fast del af den strategiske tænkning.

159. Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 33-44.

     For hærens egne anbefalinger til at etablere paramilitære militser på “town, village and hamlet level”, se: Defense Technical Information Center: Counter Insurgency Operations: A Handbook for the Suppression of Communist-Terrorist Operations, 1. marts 1962, s. 33. www: https://apps.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/a310341.pdf

160. Branko Marcetic: “The CIA’s Secret Global War Against the Left”, Jacobin, 30. nov. 2020. www: https://www.jacobinmag.com/2020/11/operation-condor-cia-latin-america-repression-torture
161. Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966, s. 223-224. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf.

     Brian H. Smith: “United States–Latin American Military Relations Since World War II: Implications for Human Rights.” I: Human Rights and Basic Needs in the Americas (Margaret Crahan, red.), Washington, D.C.: Georgetown University Press, 1982, s. 271-273.

     Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 183-184. USA’s Kongres insisterede i øvrigt på, at “civic action” ikke måtte ske på bekostning af opbygningen af militære kapabiliteter. Dertil kommer, at ”civic action” selv omfattende forsyninger af megen militært isenkram, som ikke havde nogen civil funktion. Se s. 236-237 og 240 samme sted.

     Om USAID’s afgørende kapitalindsprøjtning til Brasiliens militærstyre i den svære opstartsfase, se: Thomas E. Skidmore: The Politics of Military Rule in Brazil, 1964-85, New York: Oxford University Press, 1988, s. 38-39.

     For en behandling af Kennedys udviklingsfonds bidrag til at holde fortrukne latinamerikanske militærregimer ved magten, se John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 272-278.

     General Andrew P. O’Meara pegede på Bolivia som et eksempel på den positive virkning af Kennedys ”civic action”. Her blev en opstand blandt minearbejdere i 1964 slået ned af en ”combination of army troops and peasant militia”. Succesen illustrerede ifølge generalen de konkrete resultater, som kunne opnås, når befolkningen anså militæret for deres ven. Se: United States. Congress. House. Committee on Foreign Affairs: Foreign Assistance Act of 1964: Hearings Before the Committee on Foreign Affairs, Eighty-Eighth Congress, Second Session, Part 1, 1964, s. 402. www: https://books.google.dk/books?id=5PI1AAAAIAAJ&pg=PA402

162. Om det ideologiske mandat og USA’s kultivering af militæreliternes selvopfattelse som a- og overpolitiske regenter, se: Jan Knippers Black: United States Penetration of Brazil, University of Pennsylvania Press, 1977, s. 188-199 og 210-230.

     Se også:

     • Miles D. Wolpin: Military Aid and Counterrevolution in the Third World, Lexington Books, 1972. Især kapitel 3 og 4.
     • Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 161-162 og 168.

     Stephen Rabe: The Killing Zone: The United States Wages Cold War in Latin America, Oxford University Press, 2015, s. 110.

163. Charles Maechling Jr., leder af ”Internal Defense in Office of Politico-Military Affair” med ansvar for oprørsbekæmpelse og ”intern sikkerhed” i USA’s udenrigsministerium under Kennedy og Johnson, har peget på de langsigtede effekter af Kennedys program:

     “In their endless quest for “stability” south of the border, U.S. Administrations repeatedly turn a blind eye to the rapacity and cruelty of the Latin American military. Not until 1961, however, was there direct complicity (as opposed to occasional direct interventions) by the U.S. government in aiding domestic repression in Latin America.

     In that year, under pressure from the Pentagon, the Latin American military role was changed from “hemispheric defense” to “internal security”; U.S. assistance programs were retooled to strengthen the hold of the local military forces over their own people. For 20 years, the Pentagon has lavished training and equipment on the Latin American military, both at bases in the United States and at the U.S. Army School of the Americas in the former Panama Canal Zone. Under guise of “civic-action” programs, Latin American officers have been encouraged to meddle in government and civilian affairs.

     There has been little screening to weed out the drug racketeers and war criminals, and no indoctrination in civilized standards of warfare. Senior officers indistinguishable from the war criminals hanged at Nuremberg after World War II have passed through the Inter-American Defense College in Washington. Neither in training programs nor thereafter does the Pentagon insist on compliance with the Geneva conventions regarding humane treatment of prisoners and noncombatants. Equipment is given without strings. For the United States, which led the crusade against Nazi evil, to support the methods of Heinrich Himmler’s extermination squads is an outrage.” Se: Charles Maechling Jr.: ”Army massacres follow brutal tradition”, Los Angeles Times, 23. marts 1982. www: https://news.google.com/newspapers?id=FKMyAAAAIBAJ&sjid=gu4FAAAAIBAJ&pg=4132,418739&dq

     For de menneskelige omkostninger: Greg Grandin: The Last Colonial Massacre: Latin America in the Cold War, University of Chicago Press; Second Edition, 2011.

     For eksempler på støtte til dødspatruljer og terror under Kennedy, se: Doug Stokes: ”’Iron Fists in Iron Gloves’: The Political Economy of US Terrorocracy Promotion in Colombia.” The British Journal of Politics and International Relations, 8(3), 2006, s. 368-387.

     For Kennedy-regeringens bidrag til oprettelsen af de berygtede paramilitære enheder, der terroriserede befolkningen i El Salvador i 1960’erne og 1970’erne se: Russell Crandall: The Salvador Option: The United States in El Salvador, 1977-1992, Cambridge University Press, 2016, s. 39-45.

     Om konsekvenserne for Brasilien, se: Thomas E. Skidmore: The Politics of Military Rule in Brazil, 1964-85, New York: Oxford University Press, 1988.

     Historikeren Stephen Rabe peger på, at Kennedy- og Johnson-regeringerne “helped create the political and ideological climate in Latin America in which mass murder and gross violations of human rights characterized political life during the 1970s and 1980s.” Se: The Killing Zone: The United States Wages Cold War in Latin America, Oxford University Press, 2015, s. 87.

164. Lykkeberg berømmer Reagan for sin særlige talent for at bruge ”blød magt”. Hermed udtrykker Lykkeberg ret beset en ærbødig taknemmelighed over, at Reagan formåede at rense hans – og det offentlige – sind for ethvert minde om den terror, han praktiserede. Og så må man jo rigtignok bøje sig for hans tag i menneskenes sind.
165. Se John F. Kennedy: “Address by President Kennedy”, 13. marts 1961. Gengivet i: The Department of State Bulletin, vol. 44, part 2, s. 471-474. www: https://books.google.dk/books?id=hYnZHlGmUcsC&pg=PA471
166. Lester Langley, Central America: The Real Stakes, Crown, 1985, s. 128-129.

     Michael McClintock: The American Connection, Volume I: State Terror and Popular Resistance in El Salvador, Zed Books, 1985, s. 150-154.

     Firmaerne, som eksporterede råvarer til USA, var stort set alle på amerikanske hænder. Desuden var den lånefond, som udgjorde den finansielle hjørnesten i Kennedys udviklingsprogram, reguleret af bestemmelser, som bl.a. betød, 1) at modtagerlandet ikke måtte opkøbe land for de lånte penge, 2) at fortrinsvis kapitalstærke firmaer, det ville i reglen sige amerikanske firmaer, kunne få del i kreditten, 3) at låntagerne forpligtede sig til at købe amerikanske produkter for pengene, 4) at der var ringe muligheder for at bruge pengene til offentlige investeringer (fraset investeringer i militærudstyr fra USA). Om disse og andre ”proamerikanske” aspekter ved Kennedys Alliance for Progress, se: John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 249-343.

     Som Maurice J. Mountain, der indgik i Forsvarsministeriets Policy Planning Staff under Kennedy, har forklaret, skal disse økonomiske og politiske hensyn ses i historisk perspektiv: ”the economic root” til USA’s ”political interest in Latin America” kan opgøres i ”nine billion dollars of private US investment in the area today and the related fact that US trade with Latin America is nearly seven billion dollars annually,”, hvorfor det længe har været amerikansk politik at ”protect US investments and foster trade with the US”. Eftersom “revolutionary struggle for power among major groups which constitute the present class structure” kan falde ud til uamerikanske kræfters fordel, er det afgørende, at militæret er rustet til at forsvare den etablerede orden og om nødvendigt skrider til ”action against” regeringer, der handler uansvarligt. Se Maurice J. Mountain: “a Political-Military Appraisal”, i: Marine Corps Gazette, vol 49 nr. 9, september 1965. www: https://books.google.dk/books?id=TuHEfmJE7TIC&pg=RA8-PA19

167. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf.

     Distinktionen mellem den ofte perspektivrige ”politiske autoritarisme” og den altid kvælende ”økonomiske autoritarisme” er et fast orienteringspunkt i amerikansk udenrigspolitik. Under Reagan blev det officiel politik at holde hånden under de godartede ”autoritære diktaturer” og bekæmpe de ”totalitære stater”. Se Jeane J. Kirkpatrick: ”Dictatorships & Double Standards”, Commentary, november 1979. www: https://www.commentarymagazine.com/articles/jeane-kirkpatrick/dictatorships-double-standards/

168. Michael Hunt: Ideology and U.S. Foreign Policy, 2^nd ed., Yale University Press, 2009, kap. 4.
169. Minna Skau: ”Arven efter JFK er fortyndet”, Kristeligt Dagblad, 22. november 2023.
170. Se åbningscitatet af den chilenske udenrigsminister Gabriel Valdes i: Andre Gunder Frank: ”The Underdevelopment Policy of the United Nations in Latin America”, NACLA Newsletter, vol. III, No. 8, december 1969.

     Se f.eks. de statistiske data, som præsident for Charles Pfizer and Co. John J. Powers præsenterede i en tale til American Management Association, New York City, 10. april 1968. Gengivet som ”The Impact of U.S. Controls on Foreign Investment”, i: NACLA Report on the Americas, vol. II, No. 7. Teksten findes på dette link: https://nacla.org/article/foreign-investment-and-multinational-corporation-impact-us-controls-foreign-investment

     For et andet samtidigt vidnesbyrd om, at amerikanske beslutningstagere var vidende om nettokapitaludførslen, se: U.S. Congress, House, Committee on Foreign Affairs, Foreign Assistance Act of 1969, Hearings, House of Representatives, juni 1969, 91^st Congress, 1^st Session, s. 1068-1069. www: https://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=uc1.$b654910&view=1up&seq=1104

     Se også Richard J. Barnet & Ronald E. Müller: Global Reach: The Power of the Multinational Corporations, New York: Simon and Schuster, 1974, s. 139. www: https://archive.org/details/globalreachpower00barn/page/138/mode/2up

     Forholdet går langt tilbage i tiden. For statistik over ”dekapitaliseringen” af Latinamerika i 1920’erne, se United Nations, Department of Economic and Social Affairs: ”The Growth of Foreign Investments in Latin America”, i: Marvin Bernstein (red.): Foreign Investment in Latin America, New York, 1968, s. 64.

     Da de latinamerikanske stater i 1930’erne begyndte at indsamle information om de summer, de udenlandske firmaer førte ud af landene, udløste det udbredt nationalistisk forbitrelse i regionen. Se: David Green: The containment of Latin America: A History of the myths and realities of the Good Neighbor Policy, Quadrangle Books, 1971, s. 12.

171. Tilbage i 1931 forklarede Theodore Dreiser det gældende princip for amerikansk indblanding: ”The whole principle behind intervention by the United States is that when one of her citizens buys property in a foreign land, that property is no longer subject to the law of that foreign land.” Princippet har vist sig særdeles holdbart. Citat fra: Theodore Dreiser: Tragic America, New York: Liveright, Inc., 1931. Gengivet i: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 62. Se side 104 samme sted for et eksempel på, hvordan magtfulde businessinteresser i marts 1964 oprettede en stor lobbyorganisation, som straks gik i gang med at arbejde for afskaffelsen af Brasiliens demokrati.

     For flere eksempler, se: Lars Schoultz: Beneath the United States: A History of U.S. Policy toward Latin America, Harvard University Press, 1998.

172. Robert W. Porter: “Address by Gen. Robert W. Porter. Jr., Commander in Chief. U.S. Southern Command. Presented to the Pan American Society of the United States. New York, N.Y., Tuesday. March 21, 1968”. i: United States Senate, 90^th Congress: Foreign Assistance Act of 1968: Hearings Before the Committee on Foreign Relations, 2^nd session, s. 1205. www: https://books.google.dk/books?id=-9d8v3iyHW4C&pg=pa1205

     Den såkaldte Draper-rapport, som evaluerede USA’s militære bistandsprogrammer i 1959, fandt også, at træning af lokale militærenheder gav ”more useful returns for the dollars expended” end nogen anden del af bistanden. Se: Composite Report of The President’s Committee To Study the United States Military Assistance Program, 17. aug. 1959, Vol. I, s. 163. www: https://books.google.dk/books?id=-G2HHlGAwnIC&pg=PP183

     Robert McNamara anså også opfostringen af USA-loyale militæreliter for den mest omkostningseffektive metode til at sikre stabilitet. Se: Foreign Assistance Act of 1962: Hearings Before the Committee on Foreign Affairs, House of Representatives, Eighty-seventh Congress, Second Session s. 69. www: https://books.google.dk/books?id=q5pMelHgqywC&pg=PA69. Se også McNamaras forsvar for militærbistanden i: Foreign Assistance Act of 1963: Hearings Before the Committee on Foreign Affairs, House of Representatives, Eighty-Eighth Congress, First Session, s 53. www: https://books.google.dk/books?id=OMxEAQAAMAAJ&pg=PA53.

     For yderligere kontekst se desuden: Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982, s. 178.

     Se også General W.A. Enemarks (formand for Office of the Assistant Secretary of Defense for International Security Affairs-Western Hemisphere Region) begrundelse for militærbistanden: “Latin America is a major source of essential raw materials and a major market of United States products.” United States. Congress. House: Foreign Operations Appropriations for 1963: Hearings, Second Session, Part 1, s. 609. www: https://books.google.dk/books?id=dN_HC28c8B0C&pg=PA609

     Manden bag ”Marshall-hjælpen”, George Marshall, som var USA’s udenrigsminister fra 1947-1949, anså også den militære udrustning af de latinamerikanske stater som en garant for amerikanske firmaers ejendom og aktiviteter. Se: David Green: The containment of Latin America: A History of the myths and realities of the Good Neighbor Policy, Quadrangle Books, 1971, s. 264.

     Michael Stohl bemærker, at USA’s omfattende brug af “surrogate terrorist states”, frem for egne fodsoldater, til at holde orden i USA’s domæner skyldtes, at det var lettere og billigere at uddelegere opgaven til de lokale eliter. Se: ”States, Terrorism and State Terrorism: The Role of the Superpowers”, s. 195, i: Robert O. Slater & Michael Stohl: Current Perspectives on International Terrorism, Macmillan Press, 1988.

     Igen skal det bemærkes, at den militære træning og den civile bistand gik hånd i hånd. Lederen af USAID William A. Ellis bemærkede i 1971, at de to milliarder dollars, USA havde givet eller lånt det brasilianske militærstyre i perioden fra 1964-1970, havde to hovedformål. For det første USA’s nationale sikkerhedsinteresser, for det andet ”the protection and expansion, if possible, of our economic interests, trade and investment, in the hemisphere”. Se: United States. Congress. Senate. Committee on Foreign Relations: United States Policies and Programs in Brazil: Hearings Before the Subcommittee on Western Affairs, Ninety-second Congress, first session, 1971, s. 165. www: https://books.google.dk/books?id=kVcLAAAAYAAJ&pg=PA165

     Se også Miles D. Wolpin: Military Aid and Counterrevolution in the Third World, Lexington Books, 1972, s. 23-24 og 134-141.

173. “Bilateral Military Assistance Agreement Between the Government of the United States of America and the Government of Honduras.” Signed at Tegucigalpa, On 20 May 1954. Gengivet i: United Nations Treaty Series, volume 222, s. 87-99. www: https://treaties.un.org/doc/Publication/UNTS/Volume%20222/v222.pdf.
174. Jf. note 51.
175. Steve C. Ropp: ”The Honduran Army in the Sociopolitical Evolution of the Honduran State”. I: The Americas, Vol. 30, Nr. 4, 1974, s. 508-521.
176. Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 183-185.

     For en række øvrige eksempler på lignende landerobringer, med eller uden lovhjemmel, i 1960’ernes og 1970’ernes Latinamerika, se: Penny Lernoux: Cry of the People: The Struggle for Human Rights in Latin America: The Catholic Church Conflict with U.S. Policy, Penguin Books, 1982. For lignende brug af pigtrådshegnsmetoden, se s. 245-247 (om Den Dominikanske Republik) og s. 263-265 (om Brasilien).

177. Stephen Rabe: The Killing Zone: The United States Wages Cold War in Latin America, Oxford University Press, 2015, s. 111.
178. “Morse lauds alliance plan”, The Bend Bulletin, 12. marts 1962, s. 4.
179. Dean Rusk: “Trade, Investment, and Peace”, Address made before the Mortgage Bankers Association of America, 5. okt., i: The Department of State Bulletin, Vol. LI, No. 1322, 26. oktober 1964, s. 575. www: https://books.google.dk/books?id=YKK7iXs0s5sC&pg=PA575

     Dollardiplomati er en betegnelse af USA’s Latinamerika-politik i perioden fra ca. 1900-1930. Her intervenerede USA gentagne gange militært for at forsvare store firmaers interesser, heriblandt United Fruit Company og Standard Oil. Se: Beneath the United States: A History of U.S. Policy toward Latin America, Harvard University Press, 1998, s. 205-219.

180. For data om de udenlandske firmaers hjemtagelse af landets rigdomme under det honduranske militærstyre, se: Nicholas K. Bruck: ”U.S. Direct Investment and Latin American Development”, i: Robert B. Williamson, William P. Glade Jr. & Karl M. Schmitt (red.): Latin American-U.S. Economic Interactions: Conflict, Accommodation, and Policies for the Future, American Enterprise Institute for Public Policy Research, 1974, s. 171-184. www: https://www.aei.org/wp-content/uploads/2017/04/Latin-American-US-Economic-Interactions_text.pdf?x88519

     Se desuden:

     • Miguel S. Wionczek: “U.S. Investment and the Development of Middle America, Studies in Comparative International Development, 5, 1969-1970, s. 4-11.

     Miguel S. Wionczek: “Latin American Integration and U.S. Economic Policies”, i: Robert W. Gregg (red.): International Organization in the western Hemisphere, Syracuse, 1968.

181. Heliodoro Gonzales: “The Alliance for Progress. The First Year: Political”, Inter-American Economic Affairs, 16 (Summer 1962), s. 23.
182. Edwin Lieuwen: Generals vs. Presidents: Neomilitarism in Latin America, London: Pall Mall Press, 1964, s. 114-129.

     Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, W. W. Norton & Company, 1993 (2^nd ed.), s. 147-196.

183. U.S., Congress, House, Committee on Foreign Affairs, Reports of the Special Study Mission to Latin America on Military Assistance Training and Developmental Television, 91^st Congress, 7. maj 1970, s. 31. www:  https://books.google.dk/books?id=IptjAAAAMAAJ&pg=PA31

     Se også Edwin Lieuwen: Arms and Politics in Latin America, Council on Foreign Relations: Frederick A. Praeger Inc., 1960, s. 7, 220-224. www: https://archive.org/details/armspoliticsinla00lieu/page/6/mode/2up

     Se også udsagnene fra viceudenrigsminister for interamerikanske anliggender Roy R. Rubottom Jr. i: ”Mutual Security Act of 1957”, U.S. Congress. Committee on Foreign Affairs, Hearings, vol. 2, 1958, s. 905. www: https://books.google.dk/books?id=L6lGW-41G_0C&pg=PA905.

184. En oversigt over nogle af de mest markante studenter findes her: SOA Watch: ”Most Notorious SOA Graduates”, 3. juni 2019. www: https://www.soaw.org/notorious-soa-graduates/

     Nærmest profetisk forklarede Robert McNamara i 1962: “Probably the greatest return on our military assistance investment comes from the training of selected officers and key specialists at our military Schools and training centers in the United States and overseas. These students are hand-picked by their own countries to become instructors when they return home. They are the coming leaders of their countries, the men that will have the know-how and impart it to their own forces. I need not dwell upon the value of having in positions of leadership men who have firsthand knowledge of how Americans do things and how they think. It is beyond price to us to make friends of such men.” Gengivet i: Foreign Assistance Act of 1962: Hearings Before the Committee on Foreign Affairs, House of Representatives, Eighty-seventh Congress, Second Session s. 69. www: https://books.google.dk/books?id=q5pMelHgqywC&pg=PA69

     Ikke overraskende anså Pentagon træningsvirksomheden i School of the Americas som et middel til at øge USA’s militære indflydelse i Latin Amerika. Se: John Deats: ”Bridge of the Americas”, Department of the Army: Army Digest, vol. 23:9, sept. 1968, s. 14. www: https://books.google.dk/books?id=cOofAQAAMAAJ&pg=RA8-PA14. Om det generelle rationale om at benytte militær bistand til at øve indflydelse, se Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 221

     En gennemgang af School of the Americas’ undervisningsmateriale og bedrifter findes i nedenstående kilder:

     • Bill Quigley: ”The Case for Closing the School of the Americas”, Brigham Young University Journal of Public Law, vol. 20:1, 2005. www: https://digitalcommons.law.byu.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1355&context=jpl
     • Timothy J. Kepner: “Torture 101: The Case against the United States for Atrocities Committed by School of the Americas Alumni”, Dickinson Journal of International Law, vol. 19:3, 2001. www: https://elibrary.law.psu.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1514&context=psilr

     Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 s. 144-148. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf

185. Dana Priest: “U.S. Instructed Latins on Executions, Torture”, Washington Post, 21. sept. 1996

     Lisa Haugaard: “Textbook Repression: US Training Manuals Declassified”, Covert Action Quarterly, 1. sept. 1997.

     Under Kennedys program for træning og oprustning af de latinamerikanske politistyrker – som var et underafsnit af hans udviklingspolitiske program – leverede USA i mange tilfælde torturmidlerne og uddannede torturbødler. Der findes også vidnesbyrd om, at amerikanske tjenestemænd selv administrerede torturseancer samt personligt udførte tortur. For et par eksempler, se: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 162-165 og 252-253.

186. For specifikke studier af sammenhængen mellem menneskerettighedskrænkelser, åbenhed over for vestlig kapital og militaristiske programmer over for den tredje verden under Kennedy samt efterfølgende regeringer under den kolde krig, se:
     • Edward Herman: The Real Terror Network, South End Press, 1982, kap. 3.
     • Richard Falk: “Interpreting the Interaction of Global Markets and Human Rights.” I: Globalization and Human Rights, ed. Alison Brysk. Berkeley: University of California Press, 2002, pp. 61-76.
     • Peter Evans: Dependent Development: The Alliance of Multinational, State, and Local Capital in Brazil, Princeton, NJ: Princeton University Press, 1979.
     • Meyer: Human Rights and International Political Economy in Third World Nations: Multinational Corporations, Foreign Aid and Repression. Praeger, Westport, CT, 1998.

     Om den mere generelle sammenhæng mellem udenlandske investeringer, lave lønninger og mangel på arbejdstagerrettigheder, se: Adam & F. Filippaios: “Foreign direct investment and civil liberties: A new perspective”. I: European Journal of Political Economy 23 (2007), s. 1047-1049.

     For en analyse af den negative korrelation mellem bistand og menneskerettighedsstandarderne hos modtagerlande, se: Brian L. Miller: Human Rights and US Foreign Aid: A Quantitative Analysis of Aid Allocations before and During the War on Terror, 2011. www: https://drum.lib.umd.edu/bitstream/handle/1903/11959/Miller_umd_0117E_12518.pdf?sequence=1&isAllowed=y

187. Eduardo Galeano: Guatemala, Occupied Country, New York: Monthly Review Press, 1969, s. 53-56. www: https://archive.org/details/guatemalaoccupie0000unse_h3f6/

     Patrick Ball, Paul Kobrak & Herbert F. Spirer: State Violence in Guatemala, 1960-1996: A Quantitative Reflection, American Association for the Advancement of Science, 1999, s. 14. www: https://hrdag.org/wp-content/uploads/2013/01/state-violence-guate-1999.pdf

     George Anne Geyer: “U.S. Backed Guatemala Coup (1963) After Vote of Kennedy Aides”, Miami Herald, 24. dec. 1966. www: https://nacla.org/article/miami-herald-us-backed-guatemela-coup-1963-after-vote-kennedy-aides

     For en gennemgang af det guatemalanske demokratis korte historie fra 1944-1954 samt det USA-instigerede kup, se: Piero Gleijeses: Shattered Hope: The Guatemalan Revolution and the United States, 1944-1954, Princeton University Press, 1991.

188. Jf. Robert Porter-citatet ovenfor.
189. Simon G. Hanson: Five Years of the Alliance for Progress, Inter-American Affairs Press, 1967, s. 1 og 15-16. Hanson citerer bl.a. en ekspert, som under en kongreshøring vurderede, at Kennedys udviklingsprogram havde haft en ”meget negativ effekt” på iværksættelsen af landreformer.
190. At dårlige økonomiske forhold og oplevede uretfærdigheder dannede grobund for subversive eller anti-autoritære kræfter, var standardanalysen hos statens eksperter og en fast del af skolingen af oprørsbekæmpelsesagenter, både USA’s egne og de udenlandske, ”lokale”, officerer. Det var også den centrale præmis bag Kennedys udviklingsdagsorden. Se eks.:
     • “Latin American Reactions to Developments in and with Respect to Cuba,” i: Christopher Kojm, red., Revolution and Subversion in Latin America: Selected U.S. Intelligence Community Estimative Products, 1947-1987. Washington, DC: National Intelligence Council, september 2010, s. 28.
     • S. Department of the Army: Special Warfare, U.S. Army: An Army Specialty. Washington, D.C., 1962. s. 2.
     • S. Department of the Army: US Army Counterinsurgency Forces, FM31-22, november 1963, s. 6-8. www: https://www.bits.de/NRANEU/others/amd-us-archive/FM31-22%2863%29.pdf

     Blandt erfarne analytikere er det i øvrigt en gennemgående indsigt, at guerillabevægelsers succes beror på deres evne til at levere et vist mål af velfærd til masserne. Se:

     • Eqbal Ahmed: ”The Theory and Fallacies of Counterinsurgency”, The Nation, 2. aug. 1971.
     • William R. Polk: Violent Politics: A History of Insurgency, Terrorism & Guerilla War, From the American Revolution to Iraq, HarperCollins Publishers, 2007.

191. Gordon Connell-Smith: The Inter-American System, Oxford University Press, 1966.

     Simon G. Hanson: Five Years of the Alliance for Progress, Inter-American Affairs Press, 1967.

     Atul Kohli: Imperialism and the Developing World: How Britain and the United States Shaped the Global Periphery, Oxford University Press, 2020.

192. United States, Congress, House, Committee on Foreign Affairs: Foreign Assistance Act of 1963, Hearings, 88th. Cong., 2nd. sess., 1963, s. 855. www: https://books.google.dk/books?id=OMxEAQAAMAAJ&pg=pa855

     United States, Congress, House, Select Committee on Small Business: A Resolution Creating a Select Committee to Conduct Studies and Investigations og the Problems of Small Business, Hearings, 88th. Cong., 1^st sess., 1963, s. A3. www: https://books.google.dk/books?id=0a0VAAAAIAAJ&pg=SL1-PA3&lpg=SL1-PA3

     Teresa Hayter: Aid as Imperialism, Penguin Books, 1971, s. 87-98. www: https://archive.org/details/aidasimperialism0000unse/page/86

193. Michael McClintock: Instruments of Statecraft: U.S. Guerilla Warfare, Counterinsurgency, and Counterterrorism, 1940-1990, Pantheon Books, 1992, kap. 9.

     Theodore Sorensen: Kennedy: The Classic Biography, Harper & Row, 1965, s. 632.

     Roger Hilsman: To Move a Nation, Doubleday, 1967, s. 415.

     Andrew J. Birtle: U.S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 229 og 261.

194. Latinamerikanske økonomers kritik af Kennedys udviklingsprogrammer blev stort set ignoreret. Den agentinske økonom Raul Prebisch pegede f.eks. på, at forudsætningen for udvikling i den tredje verden var, at de udviklede landene gennemførte reformer af deres handelspolitikker, bl.a. ved at gøre op med underbetalingen for udviklingslandenes naturressourcer og basale goder og overbetaling for deres egne forarbejdede produkter. For andre lige så fremtrædende som overhørte kritikpunkter fra latinamerikanske økonomer og politikere, se: John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 251-261.

     For en gennemgang af venezuelansk pres for – og USA’s kontante afvisning af – at iværksætte politikker for at mindske prisforskellen mellem den rige og den fattige verdens goder, se: Stephen G. Rabe: The Road to OPEC: United States Relations with Venezuela, 1919-1976, University of Texas Press, 1982, s. 159-167.

195. For det bredere billede, se: Vincent Bevins: The Jakarta Method, PublicAffairs, 2020.

     For indblik i USA’s støtte til Brasiliens torturregime, se: A.J. Langguth: Hidden Terrors: The truth about U.S. police operations in Latin America, Pantheon Books, 1978, s. 117-222.

     For succesen i El Salvador, se: Russell Crandall: The Salvador Option: The United States in El Salvador, I977-I992, Cambridge University Press, 2016.

     Nixon-regeringen videreførte visionen om autoritaristiske regimer som moderniseringsagenter. Nelson Rockefeller: “The authoritarian and hierarchical tradition which has conditioned and formed the cultures of most of these societies does not lend itself to the particular kind of popular government we are used to. Few of these countries, moreover, have achieved the sufficiently advanced economic and social systems required to support a consistently democratic system. For many of these societies, therefore, the question is less one of democracy or a lack of it, than it is simply of orderly ways of getting along. […] a new type of military man is coming to the fore and often becoming a major force for constructive social change in the American republics. Motivated by increasing impatience with corruption, inefficiency, and a stagnant political order, the new military man is prepared to adapt his authoritarian tradition to the goals of social and economic progress.” Nelson Rockefeller: “The Rockefeller Report on Quality of Life in the Americas”, Department of State Bulletin, 8. december 1969, s. 505. www: https://books.google.dk/books?id=RotNAQAAMAAJ&pg=PA505

196. Russell Crandall: The Salvador Option: The United States in El Salvador, I977-I992, Cambridge University Press, 2016, s. 28.

     Den interventionistiske kurs fortsatte i øvrigt op igennem Bill Clinton- og George Bush-regeringerne. NATO’s ”strategiske koncept” (først formuleret i 1999) er båret af den samme grundlæggende vision, som guidede Kennedys omstrukturering af USA’s militær. Kennedys ord om, at “we need the capability of placing in any critical area at the appropriate time a force which, combined with those of our allies, is large enough to […] meet all levels of aggressor pressure with whatever levels of force are required”, ligner til forveksling kernepunkterne i de seneste årtiers NATO-erklæringer. Se: John F. Kennedy: “Radio and Television Report to the American People on the Berlin Crisis”, 25. juli, 1961, John F. Kennedy Presidential Library and Museum. www: https://www.jfklibrary.org/archives/other-resources/john-f-kennedy-speeches/berlin-crisis-19610725. Det samme gælder ideen om “Rapid Response” og “Rapid Deployment”.

     Se også “U.S. Strike Command; for Swift, Tactical Reactions in Every Known Environment” (Interviews with General Paul Adams, USA, and Lieutenant General Bruce Holloway, USAF), Army Information Digest 17 (May 1962): 18-25. www: https://play.google.com/books/reader?id=hBdqg7x-CUUC&pg=GBS.PA18

197. F.eks. roses de i Rune Lykkebergs Vesten mod Vesten.
198. Arthur Schlesinger Jr.: “Failings of the Kissinger Report”, The New York Times, 17. jan. 1984. www: https://www.nytimes.com/1984/01/17/opinion/failings-of-the-kissinger-report.html
199. For betragtninger over målsætningen om at holde våbenindustrien i gang, se:
     • Stephen G. Rabe: The Road to OPEC: United States Relations with Venezuela, 1919-1976, University of Texas Press, 1982, s. 98.
     • Gabriel Kolkos bemærkninger i forordet til Michael T. Klare: War Without End: American Planning for the Next Vietnams, New York: Knopf, 1972, s. xviii.

     John Gerassi: The Great Fear in Latin America (revised edition), Collier Books, 1965, s. 309.

200. Om rationalet bag brugen af Agent Orange, se: “Memorandum From the Secretary of State to the President”, 24. november 1961, i: Foreign Relations of the United States, 1961–1963, Volume I, Vietnam, 1961. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1961-63v01/d275

     Kennedys godkendelse findes her: “National Security Action Memoranda [NSAM]: NSAM 115, Defoliant Operations in Vietnam”, 5. februar 1962. www: https://www.jfklibrary.org/asset-viewer/archives/JFKNSF/332/JFKNSF-332-017

     En gennemgang af brugen af Agent Orange findes i: Jeanne Mager Stellman et al.: “The extent and patterns of usage of Agent Orange and other herbicides in Vietnam”, Nature, vol. 422, 17. april 2003. www: http://stellman.com/jms/Stellman1537.pdf

     For de sundhedsmæssige konsekvenser, se note 90 og 91 i Nick Turse: Kill Anything That Moves: The Real American War in Vietnam, Picador, 2013, s. 302.

     Se også: John Lewallen: Ecology of Devastation: Indochina, Baltimore, Penguin, 1971, s. 114.

201. Dean Rusk: “Telegram From the Department of State to the Embassy in Vietnam”, 8. december 1962, i: Foreign Relations of the United States, 1961–1963, Volume II, Vietnam, 1962. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1961-63v02/d326

     Frederick Nolting: “Telegram from the Embassy in Vietnam to the Department of State”, 15. december 1962, i: Foreign Relations of the United States, 1961–1963, Volume II, Vietnam, 1962. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1961-63v02/d329

202. Eric M. Bergerud: The Dynamics of Defeat: The Vietnam War in Hau Nghia Province, Westview Press, 1991, s. 70. www: https://archive.org/details/dynamicsofdefeat0000berg/

203. Om Kennedys godkendelse: IV.B Evolution of the War (26 Vols.) Counterinsurgency: The Kennedy Commitments, 1961-1963 (5 Vols.). Strategic Hamlet Program, 1961-63. www: https://nara-media-001.s3.amazonaws.com/arcmedia/research/pentagon-papers/Pentagon-Papers-Part-IV-B-2.pdf, s. 14.

     Om selve programmet, se: “Paper Prepared by the Director of the Bureau of Intelligence and Research (Hilsman)”, i: Foreign Relations of the United States, 1961–1963, Volume II, Vietnam, 1962. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1961-63v02/d42

     For vidnesbyrd om efterfølgende affolkningsprogrammer og koncentrationslejrligheden, se: Martin Teitel: “Again, the Suffering of Mylai,” New York Times, June 7, 1972. www: https://www.nytimes.com/1972/06/07/archives/again-the-suffering-of-mylai.html

     Om forholdene i lejrene og programmets menneskelige konsekvenser: Human Sciences Research: A Study of Mass Population Displacement in the Republic of VietNam, Part II: Case Studies of Refugee Resettlement (McLean, Va., 1969), s. 7-43. www: https://apps.dtic.mil/sti/pdfs/AD0747260.pdf

204. Kontinuiteten gjaldt ikke kun baggrunden for programmet om etableringen af ”strategiske landsbyer” i Sydvietnam. I det hele taget var Kennedys oprørsbekæmpelsesprogrammer stærkt præget af eksperter, der havde hands-on-erfaringer med nedkæmpelsen af oprørsbevægelser under kolonitiden. Se:
     • Roger Hilsman: To Move a Nation, Doubleday, 1967, s. 427-439.
     • Willard F. Barber & C. Neale Ronning: Internal Security and Military Power: Counter-insurgency and Civic Action in Latin America, The Ohio State University Press, 1966 s. 57-58. www: https://kb.osu.edu/bitstream/handle/1811/6324/INTERNAL_SECURITY_AND_MILITARY_POWER.pdf
     • Andrew J. Birtle: S. Army Counterinsurgency and Contingency Operations Doctrine, 1942-1976, Center of Military History, United States Army Washington, D.C., 2006, s. 229-231.

     Inden for den moderniseringsteoretiske tænkning hed det, at ”the armies created by colonial administration and by the newly emergent countries have been consistently among the most modernized institutions in their society”. Lucian W. Pye: “Armies in the Process of Political Modernization”, European Journal of Sociology, vol. 2, 1961, s. 84.

     Et eksempel på den omtalte historiefortælling findes i Rune Lykkebergs Vesten mod Vesten.

205. Se CIA’s vurdering, citeret i Bradley Simpson: Economists with Guns, Stanford University Press, 2008, s. 165-166. CIA vurderede i øvrigt, at et kommunistisk Indonesien ikke ville udgøre nogen geopolitisk trussel (se s. 167 samme sted).
206. Peter Dale Scott: “Exporting Military-Economic Development: America and the Overthrow of Sukarno, 1965-67”. I: Malcolm Caldwell (ed.): Ten Years’ Military Terror in Indonesia, Spokesman Books, 1975.
207. Konflikten om amerikanske firmaers adgang til Indonesiens olie er et gennemgående tema i Bradley Simpson: Economists with Guns, Stanford University Press, 2008. Den endelige løsning behandles s. 199.
208. Se citater og kilder i Bradley Simpson: Economists with Guns, Stanford University Press, 2008, s. 198.

     For den indonesiske militærelites systematiske korruption og klientilisme i 1970’erne, se: Richard Robinson: “Toward a Class Analysis of the Indonesian Military Bureaucratic State”, Indonesia, No. 25, april 1978. www: https://ecommons.cornell.edu/bitstream/handle/1813/53657/INDO_25_0_1107119884_17_40.pdf;jsessionid=3EA5A76B5670ED0D436916C4593D47C9?sequence=1

209. Debora Spar: “Trade, Investment, and Labor: The Case of Indonesia.” Columbia Journal of World Business, 1996 (Winter), s. 30-39.
210. Memorandum for The National Security Council: “Political Implications on Afro-Asian Military Takeovers”, 22. maj 1959. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/CIA-RDP86T00268R000400110002-6.pdf
211. Robert McNamara: “Memorandum from Secretary of Defense McNamara to President Johnson”, 1. marts, 1967, Foreign Relations of the United States, 1964–1968, Volume XXVI, Indonesia. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1964-68v26/d232. Samme sted giver McNamara militærassistanceprogrammerne æren for at have opmuntret den indonesiske hær til at gennemføre massakrerne.

     Med slet skjult reference til det indonesiske styrkers magtovertagelse og massakrer bemærkes det i en rapport til Kongressen, at træningen af det indonesiske militær har givet ”enormous dividends to the United States in the past”. Se: ”Military Training in East and Southeast Asia”, Subcommittee on National Security Policy and Scientific Developments of the Committee on Foreign Affairs: U.S. House of Representatives, 91^st Congress, Second Session, february 1971, s. 21. www: https://books.google.dk/books?id=ofU1AAAAIAAJ&pg=RA8-PA21

     Samme synspunkt udtrykte Robert McNamara allerede i 1966. Se: U.S., Congress, Senate, Committee on Foreign Relations, Foreign Assistance, 1966, Hearings before the Committee on Foreign Relations, 89^th Congress, 2^nd session, s. 693. www: https://books.google.dk/books?id=1EIRAAAAIAAJ&pg=pa693

     I 1967 fremhævede McNamara, at USA bestræbte sig på at holde Latinamerikas regulære forsvarsstyrker nede; i stedet var størstedelen af USA’s støtte til de væbnede styrker rettet mod ”intern sikkerhed”. Se: Robert McNamara: “Military Assistance Program: Testimony of the Secretary of Defense”, Foreign Assistance and Related Agencies Appropriations for 1968, s. 460. www: https://books.google.dk/books?id=Uz8s7imU1fIC&pg=PA460

     Se også Roger Hilsman: To Move A Nation, Doubleday, New York, 1967, s. 377 om de tætte bånd mellem det amerikanske og indonesiske militær.

212. Lars Schoultz: Human Rights and United States Policy Toward Latin America, Princeton University Press, 1981, s. 169-177.

     Om Laos i slut-1950’erne, se: Walt Haney: “The Pentagon Papers and the United States Involvement in Laos”: The Pentagon Papers: Critical Essays (Noam Chomsky and Howard Zinn, red.), Volume V. Beacon Press Boston: 1972, s. 252-255 og 264.

     Om USA’s håndtering af Chile under Salvador Allende, se: Teresa Hayter, Aid As Imperialism, Penguin, 1971; Michael Tanzer: The Political Economy of International Oil and the Underdeveloped Countries, Beacon, 1969, kap. 8.

     Om Thailand (i perioden 1973-1976), se:

     • Don Luce: “How the US Engineered a Coup”, Win, vol. 12, nr. 35, 21. okt. 1976. www: https://digitalcollections.tricolib.brynmawr.edu/object/WIN199
     • Edward Thadeus Flood: The United States and the military coup in Thailand: a background study, Indochina Resource Center, 1976.

     Dertil kommer flere kup i Kennedys egen tid. Se: Jan Knippers Black: United States Penetration of Brazil, University of Pennsylvania Press, 1977, kap. 2.

     USA indstillede også den økonomiske bistand i optakten til kuppet mod Juan Bosch i 1963. Se John Bartlow Martin: Overtaken by Events: The Dominican Crisis from the Fall of Trujillo to the Civil War, Doubleday & Company, Inc., 1966, s. 451. www: https://archive.org/details/overtakenbyevent00mart/page/450. Se også: Cole Blasier: The Hovering Giant: U.S. Responses to Revolutionary Change in Latin America 1910-1985 (Revised Edition), University of Pittsburgh Press, s. 331, note 26. Med den anden hånd støttede USA militæret, dvs. Trujillo-diktaturets ordenshåndhævere i de foregående 30 år. Se: Piero Gleijeses: The Dominican Crisis: The 1965 Constitutional Revolt and American Intervention, The John Hopkins University Press, 1978, s. 75-77.

213. I USA blev nyheden om nedslagtningen af indonesiske kommunister godt nok modtaget med eufori hos de store medier og prominente meningsdannere. USA’s delagtighed blev til gengæld kraftigt nedtonet, ligesom offentligheden blev forskånet for indsigt i blodbadets omfang og menneskelige dimensioner. (Se citat af konsul Edward Masters i: Bradley Simpson: Economists with Guns, Stanford University Press, 2008, s. 193).

     Med tiden gik det hele i glemme. For en gennemgang af mediernes reaktion på massakrerne i samtiden, se Noam Chomsky: The Year 501: The Conquest Continues, Haymarket Books; Second Edition, 2015, kap 5.3.

214. Se:

     Embtel 1002, US Embassy Jakarta to DOS, October 14, 1965, Indonesia, vol. 5, Country file, NSF, box 247, LBJ Library.

     Embtel 1166, US Embassy Jakarta to DOS, October 23, 1965, Indonesia, vol. 5, Country file, NSF, box 247, LBJ Library. Begge citeret i: Se Geoffrey B. Robinson: The Killing Season: A History of The Indonesian Massacres, 1965-66, Princeton University Press, 2018, s. 181.

     Se også ambassadør Ellsworth Bunkers meddelelse: ”U.S. visibility should be reduced so that those opposed to the communists and extremists may be free to handle a confrontation, which they believe will come, without the incubus of being attacked as defenders of the neo-colonialists and imperialists.” Ellsworth Bunker: “Report From Ambassador Ellsworth Bunker to President Johnson” (udateret), Foreign Relations of the United States, 1964–1968, Volume XXVI. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1964-68v26/d121

215. DOS Report, ”Indonesia”, US Declassified Documents Catalog [DDC], 1994, #3183. Citeret i: Geoffrey B. Robinson: The Killing Season: A History of The Indonesian Massacres, 1965-66, Princeton University Press, 2018, s. 181.

     Om “low profile”-politikken og den senere vækst i de “materielle bidrag”, se: ”Military Training in East and Southeast Asia”, Subcommittee on National Security Policy and Scientific Developments of the Committee on Foreign Affairs: U.S. House of Representatives, 91^st Congress, Second Session, februar 1971, s. 21-22. www: https://books.google.dk/books?id=ofU1AAAAIAAJ&pg=RA8-PA21 

216. CIA: Indonesia – 1965: The Coup That Backfired, december 1968 (først frigivet i 2007), s. 71. www: https://www.cia.gov/readingroom/docs/esau-40.pdf

     Guy J. Pauker fra den CIA-sponsorerede RAND Corporation bemærkede pessimistisk i et notat fra 1964, at ”Indonesia’s dispersed and demoralized anti-Communist forces […] would probably lack the ruthlessness that made it possible for the Nazis to suppress the Communist Party of Germany a few weeks after the elections of March 5, 1933 […] The enemies of the PKI, including […] certain elements in the Armed Forces are weaker than the Nazis not only in numbers and in mass support but also in unity, discipline, and leadership.”. (Communist Prospects in Indonesia, memorandum, november 1964, RAND Corporation, s. 22. www: https://www.rand.org/pubs/research_memoranda/RM4135.html). Fire år senere måtte han sande, at den indonesiske hær havde gjort hans skepsis til skamme: Militæret havde klaret opgaven med “the ruthlessness that I had not anticipated a year earlier”, hvilket “resulted in the death of large numbers of Communist cadres.” (citeret i: Peter Dale Scott: “Exporting Military-Economic Development: America and the Overthrow of Sukarno, 1965-67”. I: Malcolm Caldwell (ed.): Ten Years’ Military Terror in Indonesia, Spokesman Books, 1975).

217. Se Robert McNamaras opfattelse af betydningen af militærets overtagelse af magten i Indonesien i: Robert McNamara: In Retrospect: The Tragedy and Loss of Vietnam, New York: Times Books, 1995, s. 219 og 270.

     Se også historiker John Roosas vurdering i: Pretext for Mass Murder: The September 30th Movement and Suharto’s Coup d’Etat in Indonesia, Madison, WI: University of Wisconsin Press, 2006, s. 13.

     Et samtidigt udtryk for den amerikanske elites syn på sagen findes i: James Reston: “A Gleam of Light in Asia,” New York Times, 18. juni 1966. www: https://www.nytimes.com/1966/06/19/archives/washington-a-gleam-of-light-in-asia.html

     En anden solstrålehistorie udfoldede sig i Brasilien i 1964. USA’s ambassadør i Brasilien beskrev kuppet mod den demokratisk valgte præsident Goulart som ”a great victory for [the] free world”, som afværgede “a total loss to [the] West of all South American Republics”. På linje med sine kolleger i Indonesien advarede ambassadøren dog om at bryde ud i offentlig jubel. Lincoln Gordon citeret i: Phyllis R. Parker: Brazil and the Quiet Intervention, 1964, University of Texas Press, Austin, 1979, s. 66.