Asylets gravskrift

The Death of Asylum: Hidden Geographies of the Enforcement Archipelago
Alison Mountz
University of Minnesota Press, 2020

 

 

 

Af Adam Bregnsbo Fastholm
Illustration af Rosy Ziegler

Det blev præsenteret som et historisk vendepunkt, da EU’s indenrigsministre efter et maratonmøde i juni kunne bekendtgøre, at de var nået til enighed om en omfattende ny asylaftale. Selvom parterne gjorde et stort nummer ud af, at aftalen bebudede et moderniseret og såkaldt solidarisk asylsystem, er der ingen tvivl om, at den reelt markerer en stramning af de europæiske asylregler: Færre mennesker, der forsøger at opnå sikkerhed i Europa, skal kunne rejse ind; flere afviste asylansøgere skal kunne sendes ud. “Fort Europa murer sig endnu mere inde”, udtalte den tyske migrationsforsker Sabine Hess i den forbindelse og tilføjede, at aftalens menneskelige omkostninger blev mødt med ligegyldighed; “alle trækker på skuldrene”.¹

I centrum af aftalen står fængselslignende lejre ved EU’s ydergrænser, hvor myndighederne skal registrere og grovsortere alle migranter. Ansøgere med ringe udsigt til asyl skal forblive i lejrene, indtil deres sag er afgjort og eventuel udvisning finder sted.² Forholdene i Europas allerede eksisterende asyllejre er notorisk kummerlige og fornedrende. Human Rights Watch har for eksempel beskrevet de græske modtagecentre som nogle af de “mest forfærdende, dårligst forvaltede og farligste flygtningelejre i verden”.³ Mange – hvis ikke de fleste – migranter vil med den nye aftale opleve en strengere og mere fremskyndet asylprocedure med forringet sikring af deres rettigheder, såsom juridisk bistand. Kompromiset tillader desuden, at hvert enkelt EU-land kan definere, hvad der udgør et “sikkert tredjeland” baseret på et bevidst vagt begreb om asylansøgerens “forbindelse” til det pågældende land.⁴ Parallelt med sorteringen af migranter ønsker EU at intensivere samarbejdet med en række nordafrikanske regimer, der rutinemæssigt krænker fordrevnes rettigheder, med henblik på at sikre tilbagesendelser og fastholdelse.⁵

“Svækkelse”, “tilbageskridt” og “afskaffelse” er blot nogle af de prædikater, som observatører har anvendt til at beskrive den tilstand af forringelse, retten til asyl efterhånden er efterladt i.⁶ Den amerikanske politiske geograf Alison Mountz mener imidlertid at vi må ty til endnu skrappere sprogbrug: Hvad vi bevidner, hævder hun, er slet og ret asylsystemets død. Det er i hvert fald hovedargumentet i hendes prisbelønnede bog The Death of Asylum: Hidden Geographies of the Enforcement Archipelago, der udkom i 2020. Mountz har diagnosticeret asylsystemet og fundet det en terminalpatient. Alt imens tusindvis af migranter lider en undgåelig druknedød i Middelhavet og andre farvande i deres stræben efter asyl, er selve den beskyttelse, de søger, ved at gå bort som fænomen, argumenterer hun i bogen.

Ordet asyl kommer af græsk ásylon, ‘fristed’, der igen er dannet ud fra tillægsordet ásylos, ‘ukrænkelig’. Asyl betegnede i oldtidens Grækenland steder såsom templer, heltegrave og hellige lunde, hvor forfulgte kunne søge tilflugt. Datidens ret til asyl skelnede ikke mellem skyldig og uskyldig, værdig og uværdig. Dens beskyttelse var et spørgsmål om tilflugtsstedets fredhellighed, ikke om forfølgelsens særpræg.⁷ I sit arbejde henviser Mountz imidlertid til det specifikke system, der blev indstiftet ved FN’s flygtningekonvention fra 1951 som reaktion på 2. Verdenskrigs rædsler. Asyl betegner i denne sammenhæng den beskyttelse, en stat yder en person på baggrund af dennes velbegrundede frygt for forfølgelse.

Det er denne ret til beskyttelse, som Mountz indleder sin bog med at skrive nekrolog over. “Retten til asyl er ved at blive begravet”, lyder mindeordene. “[D]en forsvinder i den offentlige diskurs og i lukningen af geografiske og juridiske veje til sikre tilflugtssteder”.⁸ Hendes anvendelse af nutid antyder imidlertid at døden ikke er indtruffet endnu. Nærmere er vi vidne til et igangværende institutionelt drabsforsøg, der har udspillet sig gradvist og i det skjulte siden 1980’erne. Asyl er ikke datid. Endnu. Som Mountz skriver: “Med asylets død mener jeg ikke, at asyl er ophørt med at eksistere, men snarere at det er i krise og trues af forsvinden”.⁹

Fysisk død, ontologisk død, politisk død

Døden er et vanskeligt emne og en ladet metafor — især når vi har at gøre med virkelige menneskers bortgang. Mountz, der egentligt påbegyndte sin forskning med blot at ville undersøge asylets ‘erosion’, insisterer dog på, at døden er et nødvendigt begreb for at forstå asylrettens kritiske tilstand. Hun specificerer sit begreb om døden med henvisning til den amerikanske filosof og queerteoretiker Judith Butlers tænkning om sårbarhed, sorg og glemsel, som den kommer til udtryk i Krigens rammer fra 2009 og især deres tidligere bog, Precarious Life, der endnu ikke foreligger i dansk oversættelse.¹⁰ Sidstnævnte er et kritisk sørgeskrift over den amerikanske stats voldelige fremfærd i kølvandet på den 11. september 2001, hvor Butler reflekterer over den ulige og racialt betingede fordeling af sorg i den internationale offentlighed. “Hvad”, spørger de, “er forholdet mellem vold og de liv, der anses som uvirkelige?”¹¹

Ifølge Mountz tillader Butlers tænkning os at skelne mellem tre forskellige afarter af død: fysisk død, ontologisk død og politisk død. Fysisk død beskriver kroppens død; den totale og uoprettelige standsning af livsfunktionerne, som når et menneske, der forsøger at krydse grænsen i det skjulte, dør af iltmangel i en lastbils aflåste fryserum.¹² Ontologisk død skal forstås som asylets ophør som fænomen. Når asylansøgere dehumaniseres, indespærres, dør eller på anden vis forhindres i at nå Europa, udslukkes muligheden for at søge og opnå asyl. Dermed forsvinder i praksis også asylretten. Endelig indtræffer politisk død, når ingen ænser, interesserer sig for eller politisk modsætter sig den fysiske og ontologiske død. Politisk død er glemsel, ligegyldighed og afmagt.¹³

The Death of Asylum er en indsigtsfuld og nuanceret skildring af asylrettens krampetrækninger på tværs af disse tre dødsriger. Asylets fysiske, ontologiske og politiske livsfare udspiller sig ifølge Mountz over en række åsteder i det Globale Nord. Hun beskriver indgående de racistiske og dehumaniserende diskurser, der undergraver asylsystemet ved at fremstille asylansøgere som ansigtsløse masser, sikkerhedstrusler, vordende forbrydere, “fupflygtninge” eller uværdigt trængende økonomiske migranter.¹⁴ I modsætning til oldtidens agnostiske indstilling til forfølgelsens beskaffenhed, er nutidens diskurs opsat på at frasortere den velbegrundede asylansøgning fra den ubegrundede.¹⁵

Som politisk geograf er Mountz imidlertid primært interesseret i asyldrabets spatialitet, dets udstrakthed og udfoldelse i rum. Dette gælder såvel spatiale former (lejre, grænser, øer og øhave) som spatiale praksisser (kortlægning, grænsedragning, indespærring og offshoring). Med andre ord insisterer hun på vigtigheden af at undersøge de geografiske strategier, der materialiserer diskursens eksklusioner.

Grænsen tager øens form

Netop grænser, øer og øhave er centrale figurer i Mountz’ bog, der besidder en forbilledlig evne til at granske, vende og ommøblere den gængse forståelse af tilsyneladende tilforladelig geografi. Et eksempel er førstnævnte fænomen: Det er udbredt at tænke grænsen som en grundlæggende kartografisk størrelse, det vil sige som en statisk linje på et verdenskort, der optegner, hvor den ene politiske enhed hører op, og den næste begynder. Grænsen forestilles som en barriere fastgjort statens territoriale rand, der håndhæver adskillelsen af indre og ydre, her og der, os og dem. Migrantens møde med og forsøg på at passere grænsen udgør – i denne fremstilling – migrationsrejsens ofte voldelige klimaks. Ifølge Mountz er denne udlægning imidlertid mere myte end sandhed. For det første bestrider hun, at migrantens oplevelse af grænsekontrol kan reduceres til et enestående, højspændt øjeblik. Migrationsrejsen, skriver hun, “ligner ikke længere en grænsepassage [border crossing] som enkeltstående begivenhed men snarere en vildtvoksende serie af rum kendetegnet ved indespærring og uafklarethed, som migranter bevæger sig igennem over flere år: lejren, skibet, arresthuset, øen”.¹⁶ Grænsen er ikke en linje uden dybde, men derimod et vidtstrakt landskab af byzantinsk bureaukrati, snævre korridorer og tilbagevendende indespærring i trange rum.

Mountz anfægter for det andet, at migranten skulle være grænselandets eneste ambulante agent — grænsen bevæger sig også. Med det forstås, at politiske kræfter eksternaliserer grænsekontrol, forskyder den udad, med henblik på at forhindre fordrevne overhovedet at nå den kartografiske grænse: skærpede pas- og visumregler, sikkerhedskontrol i lufthavne, maritime indsatser mod bådflygtninge i Middelhavet, menneskeretligt tvivlsomme aftaler med tredjelande, og planer om afsidesliggende asylbehandling i eksempelvis Rwanda.¹⁷ Grænsen vrider sig, udvider sig og bevæger sig så smidigt som de migranter, den har til opgave at pågribe. Disse nybrud har gjort livet farligere for asylansøgere, der i mangel på sikre og lovlige ruter torteres i libyske interneringslejre, trampes ihjel under stormløb på grænsehegn, drukner i Middelhavet, dør ved kvælning i lastrum eller af tørst i ørkenen.¹⁸

Det er langt fra nogen banebrydende idé, at grænsen er andet og mere end en statisk linje.¹⁹ Mountz bidrager imidlertid til den eksisterende litteratur ved at kæde denne indsigt sammen med øen som politisk rum. Grænsen antager øens spatiale form.²⁰ Øer tænkes ofte som geografisk afsidesliggende, men er ifølge Mountz absolut centrale, hvis vi skal forstå asylets død.²¹ I takt med grænsens eksternalisering er øer nemlig blevet tiltagende fremtrædende skuepladser for eksklusion, hvor de på grund af deres strategisk vigtige beliggenhed på nogle af verdens mest anvendte migrationsruter er blevet knudepunkter, som migranter er nødsaget til at passere. Dertil gør deres omkransning af hav og afkobling fra fastlandet dem velegnede til at fastholde, indespærre og isolere mennesker. I mange år fungerede klippeøen Lampedusa mellem Malta og Tunesien eksempelvis som et sikkert transitsted, indtil de italienske myndigheder i 2004 forvandlede den til åsted for indespærring og udvisning.²²

Mountz’ analyserer også Australiens neokolonialistiske brug af fængselslignende lejre på nærliggende østaters territorium til at forhindre asylansøgeres ankomst. Siden 2013 har det været den australske regerings politik, at ingen af disse mennesker vil blive genbosat i Australien, selv hvis de skulle blive tilkendt asyl.²³ Øernes isolation bidrager til asylets ontologiske død ved at fratage asylansøgere ressourcer, kontrollere deres adgang til information og adskille dem fra venner, familie og bistand.

De særlige spatiale kvaliteter, der kendetegner øen, kan desuden genbruges andre steder i grænselandet som når arresthuse, hospitalsstuer, skoler eller nedlagte militærbaser anvendes til midlertidigt at indkvartere og isolere migranter.²⁴ Derigennem bliver deres isolation fra det omkringliggende samfund og dets beskyttelse mere og mere intens, som var de “øer (kroppe) på øer (detentionscentre) på øer”.²⁵

Mountz mener i sin undersøgelse at kunne spore konturerne af et større apparat, hvor de mange geografisk spredte processer, praksisser og steder virker i samklang med det formål at forhindre migranters adgang til asylbehandling i det Globale Nord. Hun navngiver dette apparat the Enforcement Archipelago, der måske bedst lader sig oversætte til grænsehåndhævelsens arkipelag. Arkipelaget, der betyder øgruppe eller øhav, har en længere begrebslig historie: Inspireret af den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyns bog om Sovjetunionens netværk af arbejdslejre, Gulag Øhavet, beskrev den franske filosof Michel Foucault i 1975 “fængselssystemets arkipelag”, der udgøres af en vidtstrakt og forskelligartet skærgård af metaforiske øer — teknologier, institutioner og vidensformer.²⁶ Begrebet har senere vundet stort indpas i kritiske fængselsstudier blandt andet hos den amerikanske geograf og fængselsabolitionist Ruth Wilson Gilmore.²⁷ Med sin begrebsanvendelse bygger Mountz altså bro mellem grænse- og migrationsstudier på den ene side og fængselsstudier på den anden. Hendes begreb om grænsehåndhævelsens arkipelag henviser til en broget “konstellation af sikkerhedsliggørende steder, hvor migranter møder autoriteter og fanges i net af grænsekontrol og indespærring. Arkipelaget […] fremskynder asylets død ved at kapitalisere på og mobilisere øens spatiale form indlejret i ujævne felter af magt og bevægelighed”.²⁸ Sideløbende bidrager opsigtsvækkende og hårdhændet kontrol ved arkipelagets grænseovergange til at aflede opmærksomhed fra den racistiske og rutinemæssige vold, der udøves ude af syne bag pigtrådshegnene på afsidesliggende øer.²⁹

Det er et dystert landkort, Mountz optegner, men hun nøjes ikke med at begræde grænselandets sørgelige forfatning. I bogens sidste kapitel undersøges de glimtvise håb, der er at finde i asylsystemets ruiner. Målet er ikke at romantisere prekære migranters politiske handlemuligheder, men at insistere på, at de findes.³⁰ Aktivister verden over arbejder for at dokumentere, mindes og sørge over de, der aldrig fandt beskyttelse. De som i stedet blev frataget deres liv, menneskelighed og værdighed. De hvis død mødes med ligegyldighed eller reduceres til et tal blandt mange. Aktivismen udgør en insisteren på at imødegå offentlighedens affærdigende skuldertræk med vedholdende opmærksomhed. Dertil kommer de indespærrede mennesker, der trodsigt protesterer imod deres usynliggjorte tilstand og offentlighedens ligegyldighed ved at bruge deres krop som det sidste politiske redskab, der har til rådighed: Et redskab for forsamlinger, optøjer, selvskade og sultestrejke.³¹

Det undrer mig i denne sammenhæng en smule, at Mountz, der har struktureret hele sin bog omkring Butlers tænkning, ikke forholder sig til deres diskussion af kroppenes sårbare forsamling i eksempelvis På vej mod en performativ forsamlingsteori fra 2015. Butler fremhæver her, hvordan selve fremvisningen af det dehumaniserede, racegjorte, sårbare og voldsramte liv i sig selv artikulerer et krav om den politiske adkomst til liv.³² Inddragelsen af dette perspektiv ville kunne have uddybet, hvordan den dokumenterede aktivisme retter sig både bagud mod at sikre et værdigt minde og fremad mod at sikre et levedygtigt liv.³³

Utåleligt ophold

The Death of Asylum bidrager med en kritisk ramme, der tillader os at ane kontinuitet på tværs af forskellige typer grænsekontrol og migrationsstyring. Hvis vi anskuer den nye asylaftale mellem EU’s indenrigsministre gennem Mountz’ vokabular, kommer et arkipelag af eksternalisering og indespærring tydeligt til syne: Aftaler med tredjelande om tilbagesendelser og fastholdelse bidrager til at skubbe håndhævelsen udad hinsides unionens formelle territorium. Migranter, hvis udsigt til asyl vurderes som ringe, vil ikke gælde som indrejste i EU, mens deres sag behandles i lejre ved grænsen, og vil derfor forblive tilbageholdt i grænselandet uden mulighed for at bevæge sig videre ind i Schengenzonen.³⁴ Uden omfordeling af asylansøgere eller grundlæggende reform af forholdene for modtagelse virker det desuden uundgåeligt, at de nye lejre på Europas rand vil ligne de allerede eksisterende: elendige, overfyldte og nedværdigende. Opførelsen af nye topsikrede og indhegnede centre på græske øer synes blot at bekræfte denne forargelige tendens, hvor asylansøgere indespærres og usynliggøres under livsnedbrydende forhold.³⁵

Udrejsecentre fungerer ligesom de modtagecentre, Mountz beskriver, som afskrækkende foranstaltninger, der skal forringe deres beboeres menneskeretlige beskyttelse, spolere deres liv og udmatte dem til at rejse tilbage, hvor de flygtede fra. Asylets dødsfald udspiller sig også i Danmark, hvis system i sig selv fremstår som et bureaukratisk øhav: Den enkelte sagsbehandler udfører en bestemt, afgrænset opgave, men har ikke overblik over eller en følelse af ansvar for sagens totalitet. Ingen ser sig selv som den endelige beslutningstager over menneskers skæbne. I stedet skubbes asylansøgeren fra fase til fase, sagsbehandler til sagsbehandler, møde til møde og interview til interview, indtil de modtager besked om enten opholdstilladelse eller afslag.³⁶

I 2016 indledte daværende udlændingeminister Inger Støjberg et forløb, der skulle gøre såkaldt tålt ophold så “utåleligt som overhovedet muligt”.³⁷ Formålet var ganske udtalt isolation og afskrækkelse: “personer på tålt ophold […] skal [ikke] opretholde et almindeligt familieliv. Vi skal have styr på dem, de skal være på [udrejsecenter] Kærshovedgård, og de skal leve deres liv der”.³⁸ Senere love har gennemført styrkelse af de danske myndigheders muligheder for at føre kontrol med mennesker, hvis opholdstilladelse er afvist eller bortfaldet, herunder opholds-, underretnings-, melde-, og orienteringspligt.³⁹ Udrejsecentre fungerer ligesom de modtagecentre, Mountz beskriver, som afskrækkende foranstaltninger, der skal forringe deres beboeres menneskeretlige beskyttelse, spolere deres liv og udmatte dem til at rejse tilbage, hvor de flygtede fra. Mountz beskriver afskrækkelse som den smertepåførende “forestilling om, at mere grænsekontrol og mere aggressiv opfangning, indespærring og udvisning vil afskrække migranter fra at krydse grænser”.⁴⁰

Som Sigrid Corry har påpeget, har øer og andre afsidesliggende steder også figureret i den danske debat. I 2018 og igen i 2022 foreslog Støjberg at indkvartere udvisningsdømte på den øde ø Lindholm, et tidligere forsøgscenter for mund- og klovsyge i Stege Bugt, og Dansk Folkeparti har ad flere omgange ønsket at afsøge mulighederne for at anbringe asylansøgere og udvisningsdømte i Kangilinnguit i Grønland.⁴¹ Kenneth Kristensen Berth (DF) udtalte i forbindelse med EU’s nye asylaftale, at “retten til at søge spontan asyl i Europa skal væk, helt væk” ved at “benytte den australske model” og “låse [asylansøgere] inde i interneringslejre”, hvilket, ifølge ham, “har haft en fantastisk effekt”.⁴² Berths tiljubling af et “fantastisk” system, der implicerer frihedsberøvelse, sundhedsfare, overgreb og selvmordsforsøg, tyder på, at dets ofre er ham ligegyldige. De er politisk døde i butlersk forstand.

Mest prominent er nok Socialdemokratiets ønske om at indgå en aftale om at udlicitere dansk asylbehandling til Rwanda efter en indledende screening i Danmark.⁴³ Hvorimod de danske udrejsecentre som bekendt har til formål at facilitere deportationer, vil et modtagecenter i Rwanda rette sig mod de, der søger til Danmark i første omgang. Projektet fremstår på mange måder som indbegrebet af den tendens, Mountz advarer imod: Asylansøgere nægtes adgang til dansk territorium gennem eksternalisering af grænsekontrol til et fjerntliggende tredjeland, der har mødt massiv international kritik for dets behandling af fordrevne. Det er værd at notere, at Rwanda-planen har mødt modstand fra EU-Kommissionen for at bryde med unionens system på området.⁴⁴ Dette indikerer, at grænsehåndhævelsens arkipelag er et ujævnt felt udgjort af mange aktører, hvis taktiske interesser kan divergere, selvom de deler et overordnet strategisk ønske om at begrænse adgangen til asyl.

Så vidt Danmarks spatiale strategier. Danske myndigheder undergraver imidlertid også retten til beskyttelse i et register, som geografen Mountz kun berører sparsomt: Det temporale, dvs. tidslige, register.  The Death of Asylum er som sådan ikke blottet for tidslighed. Mountz skriver både om den udstrakte og nedbrydende ventetid i grænselejre og om, hvordan fortidens forbrydelser og de afdødes minde hjemsøger nutiden.⁴⁵ Hun tematiserer dog ikke, hvordan asylretten fortsat udmagres, selv når den fordrevne tilsyneladende har formået at tilkæmpe sig asyl trods tilbageholdelse, indespærring og afskrækkelse.

I 2015 indførte Danmark en bestemmelse om såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus, der især er rettet imod flygtninge, der ikke er personligt forfulgte, men hvis hjemlande generelt er præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Midlertidig beskyttelse er kendetegnet ved, ja, midlertidighed: Myndighederne tager løbende stilling til flygtningenes beskyttelsesbehov og kan inddrage eller nægte at forlænge deres opholdstilladelse, hvis de vurderer at forholdene i hjemlandet i mellemtiden er blevet mere tålelige. Ikke mindre end halvdelen af Udlændingestyrelsens fire asylkontorer, det første og det fjerde, arbejder udelukkende med potentiel frakendelse af allerede tilkendt asyl.⁴⁶ Siden 2021 har hundredvis af syriske flygtninge fået inddraget deres midlertidige beskyttelsesstatus, idet myndighederne på et tvivlsomt grundlag vurderer, at Damaskus og de omkringliggende områder er nogenlunde sikre. Da Danmark ikke har diplomatiske relationer med Syrien, kan de afviste flygtninge ikke tvangsudsendes, men anbringes i stedet på førnævnte utåleliggjorte udrejsecentre på ubestemt tid.⁴⁷ Midlertidig beskyttelse gør det med andre ord nemmere for myndighederne at trække deres beskyttelse tilbage og derigennem udhule asylretten fra en anden vinkel: Adgangen til asyl begrænses spatialt, og i tilgift forkortes beskyttelsens varighed temporalt. Grænsen tager dermed ikke blot form af den afsidesliggende ø, men også af lånt tid.

Adam Bregnsbo Fastholm er ph.d.-studerende i politisk teori ved Humboldt-Universität zu Berlin og Freie Universität Berlin tilknyttet forskningsprojektet “SCRIPTS – Contestations of the Liberal Script”.  

 

1. Mathias Sonne, “Asyllejre og tvivlsom solidaritet: Fort Europa murer sig endnu mere inde,” Dagbladet Information, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.information.dk/udland/2023/06/asyllejre-tvivlsom-solidaritet-fort-europa-murer-endnu-mere-inde. For asylaftalens forslagstekst, se: Formandskabet for EU-Rådet, “Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og forslaget til forordning (EU) XXX/XXX [Asyl- og Migrationsfonden],” Rådet for den Europæiske Union, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-10084-2023-INIT/da/pdf.

2. Sonne, “Asyllejre og tvivlsom solidaritet;” Formandskabet for EU-Rådet, “Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring.”

3. Bill Frelick, “Déjà vu on the Greek-Turkey Border: Long Past Time to Put an End to Brutal Treatment of Migrants, Asylum Seekers,” Human Rights Watch, 2018. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.hrw.org/news/2018/12/20/deja-vu-greek-turkey-border.

4. Judith Sunderland, “New EU Migration Deal Will Increase Suffering at Borders: Governments Pave the Way for Further Abuse,” Human Rights Watch, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.hrw.org/news/2023/06/09/new-eu-migration-deal-will-increase-suffering-borders.

5. Formandskabet for EU-Rådet, “Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring;” Amnesty International, “EU/Tunisia: Agreement on migration ‘makes EU complicit’ in abuses against asylum seekers, refugees and migrants,” Amnesty International, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.amnesty.org/en/latest/news/2023/07/eu-tunisia-agreement-on-migration-makes-eu-complicit-in-abuses-against-asylum-seekers-refugees-and-migrants/; Human Rights Watch, “No Escape from Hell: EU Policies Contribute to Abuse of Migrants in Libya,” Human Rights Watch, 2019. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.hrw.org/sites/default/files/report_pdf/eu0119_web2.pdf; Martin Bjørck, “EU vil styrke kontroversielt samarbejde med Libyen for at bremse migration,” Politiken, 2022. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://politiken.dk/udland/art8614796/EU-vil-styrke-kontroversielt-samarbejde-med-Libyen-for-at-bremse-migration.

6. Amnesty International, “EU: New migration agreement ‘dangerous and disproportionate’,” Amnesty International, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.amnesty.org/en/latest/news/2023/10/eu-new-migration-agreement-dangerous-and-disproportionate/; Groupe d’études géopolitiques, “Solidarity Deficit, Refugee Protection Backsliding, and EU’s Shifting Borders: The Future of Asylum in the EU?,” Groupe d’études géopolitiques, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://geopolitique.eu/en/articles/solidarity-deficit-refugee-protection-backsliding-and-eus-shifting-borders-the-future-of-asylum-in-the-eu/; Kjeld Hybel og Karin Axelsson, “Fagfolk tager sig til hovedet over asylaftale: Man forstærker problemerne,” Politiken, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://politiken.dk/udland/art9388105/Fagfolk-tager-sig-til-hovedet-over-asylaftale-%C2%BBMan-forst%C3%A6rker-problemerne%C2%AB.

7. Donatella Di Cesare, Resident Foreigners: A Philosophy of Migration (Cambridge: Polity Press, 2020), p. 104.

8. Alison Mountz, The Death of Asylum: Hidden Geographies of the Enforcement Archipelago (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2020), p. xi.

9. Mountz, The Death of Asylum, pp. xx–xxi.

10. Judith Butler, Precarious Life: The Powers of Mourning and Violence (London: Verso, 2004); Judith Butler, Krigens rammer: Hvornår er livet sorgbart?, overs. Iben Engelhardt Andersen og Mikkel Krause Frantzen (København: Arena, 2015).

11. Butler, Precarious Life, p. 33 citeret i Mountz, The Death of Asylum, p. xxiii.

12. Benjamin Bathke, “A look at the deadliest migrant suffocation incidents,” InfoMigrants, 2022. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.infomigrants.net/en/post/41522/a-look-at-the-deadliest-migrant-suffocation-incidents.

13. Mountz, The Death of Asylum, pp. xxii–xxiii, 4–17.

14. Mountz, The Death of Asylum, pp. xiii, 49, 168.

15. For en velformuleret kritik af kategorisk skelnen mellem værdige og uværdige migranter, se Miriam Ticktin, “Thinking Beyond Humanitarian Borders,” Social Research: An International Quarterly 83, no. 2 (2016), pp. 255–271.

16. Mountz, The Death of Asylum, p. xx; se også pp. 22, 57.

17. Mountz, The Death of Asylum, p. 32.

18. Mountz, The Death of Asylum, pp. 5, 29, 120–121, 226; se også Matthew Bremner, “The Melilla massacre: How a Spanish enclave in Africa became a deadly flashpoint,” The Guardian, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.theguardian.com/world/2023/aug/29/the-melilla-massacre-spanish-enclave-africa-became-deadly-flashpoint-morocco.

19. Se eksempelvis John Agnew, “The Territorial Trap: The Geographical Assumptions of International Relations Theory,” Review of International Political Economy 1, no. 1 (1994), pp. 53–80; Étienne Balibar, Politics and the Other Scene (London: Verso, 2002); Wendy Brown, Walled States, Waning Sovereignty (New York, NY: Zone Books, 2010); Sandro Mezzadra and Brett Neilson, Border as Method, or, the Multiplication of Labor (Durham, NC: Duke University Press, 2013); Thomas Nail, Theory of the Border (Oxford: Oxford University Press, 2016); Ayelet Shachar, The Shifting Border: Legal Cartographies of Migration and Mobility (Manchester: Manchester University Press, 2020); Eyal Weizman, Hollow Land: Israel’s Architecture of Occupation (London: Verso, 2007).

20. Mountz, The Death of Asylum, p. 57.

21. Mountz, The Death of Asylum, p. 93.

22. Mountz, The Death of Asylum, pp. 75–86.

23. Mountz, The Death of Asylum, pp. 104–123.

24. Mountz, The Death of Asylum, p. 72.

25. Mountz, The Death of Asylum, pp. 22, 59, 87.

26. Michel Foucault, Overvågning og straf, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Frederiksberg: Det Lille Forlag, 2011), p. 318.

27. Ruth Wilson Gilmore, Golden Gulag: Prisons, Surplus, Crisis, and Opposition in Globalizing California (Oakland: University of California Press, 2011).

28. Mountz, The Death of Asylum, p. 20.

29. Mountz, The Death of Asylum, p. 17.

30. Mountz, The Death of Asylum, p. 196.

31. Mountz, The Death of Asylum, pp. 202–220.

32. Judith Butler, På vej mod en performativ forsamlingsteori, overs. Beate Terletskaja (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2020).

33. En sådan inddragelse kunne ligeledes have forholdt sig til, at Mountz’ primære butlerianske referenceværk, Precarious Life, har modtaget en vis kritik for at forfalde til sorgfuld humanistisk etik på bekostning af genuin politik. Se eksempelvis Bonnie Honig, “Antigone’s Two Laws: Greek Tragedy and the Politics of Humanism,” New Literary History 41, no. 1 (2010), pp. 1–33; Bonnie Honig, Antigone, Interrupted (Cambridge: Cambridge University Press, 2013); Clare Woodford, Disorienting Democracy: Politics of Emancipation (London: Routledge, 2016).

    For et forsvar for den iboende politiske paraontologi i Butlers ‘oprørske humanisme’, se Timothy J. Huzar, “Violence, Vulnerability, Ontology: Insurrectionary Humanism in Cavarero and Butler,” i Toward a Feminist Ethics of Nonviolence, red. Timothy J. Huzar og Clare Woodford (New York: Fordham University Press, 2021).

34. Sonne, “Asyllejre og tvivlsom solidaritet.”

35. International Rescue Committee, “EU Pact could mean more camps on Europe’s borders – not less, warns IRC,” International Rescue Committee, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.rescue.org/eu/press-release/eu-pact-could-mean-more-camps-europes-borders-not-less-warns-irc; Marina Rafenberg, “Refugee camps on Greek islands are once again overcrowded,” Le Monde, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.lemonde.fr/en/international/article/2023/10/07/refugee-camps-on-greek-islands-are-once-again-overcrowded_6155562_4.html; Helena Smith, “Why Greece’s expensive new migrant camps are outraging NGOs,” The Guardian, 2021. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.theguardian.com/world/2021/sep/19/why-greeces-expensive-new-migrant-camps-are-outraging-ngos

36. Tak til Emilie Kirstine Heide og Theresa Nørregaard Jørgensen for at formulere disse indsigter i deres grundige undersøgelse af det danske asylsystem.

37. Inger Støjberg citeret i Morten Skærbæk og Kristian Klarskov, “Støjberg vil utåleliggøre tålt ophold,” Politiken, 2016. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://politiken.dk/indland/art5624285/St%C3%B8jberg-vil-%C2%BBut%C3%A5leligg%C3%B8re%C2%AB-t%C3%A5lt-ophold.

38. Inger Støjberg citeret i Skærbæk og Klarskov, “Støjberg vil utåleliggøre tålt ophold.”

39. Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 9. april 2019.

40. Mountz, The Death of Asylum, p. 229.

41. Sigrid Corry, “Carceral islands: the rise of the Danish deportation archipelago,” Race & Class 64, no. 2 (2022), pp. 94–106; Ulrik Dahlin, “Et knalddyrt udrejsecenter på Lindholm for kriminelle udlændinge får ny aktualitet i valgkampen,” Dagbladet Information, 2022. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.information.dk/indland/2022/10/knalddyrt-udrejsecenter-paa-lindholm-kriminelle-udlaendinge-faar-ny-aktualitet-valgkampen; Thomas Munk Veirum, “DF gentager forslag: Ønsker asylcenter i Grønland,” Sermitsiaq, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://sermitsiaq.ag/node/246277.

42. Kenneth Kristensen Berth i P1 Debat, “Solidarisk EU asylpolitik?” Danmarks Radio, 2023, 6:46, 12:55. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2023/p1-debat-solidarisk-eu-asylpolitik-11162301235.

43. Lars Trier Mogensen, “Rwanda-model: Tesfaye trækker Danmark i en mere brexitagtig retning,” Dagbladet Information, 2022. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.information.dk/indland/2022/04/rwanda-model-tesfaye-traekker-danmark-mere-brexitagtig-retning.

44. Ulrik Dahlin, “Ny UNHCR-chef kalder den danske regerings Rwanda-løsning for meningsløs domino med folks liv,” Dagbladet Information, 2023. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.information.dk/indland/2023/09/ny-unhcr-chef-kalder-danske-regerings-rwanda-loesning-meningsloes-domino-folks-liv; Marie Møller Munksgaard, “EU-Kommissionen advarer: Så snart Danmark sender asylansøgere til Rwanda, kommer der et juridisk efterspil,” Altinget, 2022. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.altinget.dk/artikel/eu-kommissionen-advarer-saa-snart-danmark-sender-asylansoegere-til-rwanda-undersoeger-vi-om-aftalen-er-lovlig.

45. Begrebet om hjemsøgelse, som Mountz henter fra den amerikanske sociolog Avery Gordon, er lovende, men aktiveres kun flygtigt og forbliver uforløst. Se Mountz, The Death of Asylum, pp. 101–104, 220–222; Avery F. Gordon, Ghostly Matters: Haunting and the Sociological Imagination (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2008).

46. Endnu engang tak til Emilie Kirstine Heide og Theresa Nørregaard Jørgensen for denne indsigt.

47. Amnesty International, “Amnesty i opråb til Danmark: Flygtninge må ikke tvinges tilbage til syrisk krigszone,” Amnesty International, 2021. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://amnesty.dk/amnesty-i-opraab-til-danmark-flygtninge-maa-ikke-tvinges-tilbage-til-syrisk-krigszone/; Ulrik Dahlin, “Dramatisk stigning: Over 70 procent af sager, hvor syreres opholdsgrundlag inddrages, bliver omgjort,” Dagbladet Information, 2022. Lokaliseret den 13. oktober 2023 på https://www.information.dk/indland/2022/06/dramatisk-stigning-70-procent-sager-syreres-opholdsgrundlag-inddrages-omgjort.