Den politiske boksering

Hvordan skal man forstå det rum, vores politiske kampe foregår i? Som en politisk boksering svarer Brian Rosendal Strandbygaard i dette essay og påpeger, at der ikke kun er kamp i bokseringen, men også kamp om, hvad bokseringen overhovedet er. Skal den forstås som suverænitet? Fornuft? Anerkendelse? Og kan den hindre ødelæggelsen af det naturgrundlag, den hviler på?

Af Brian Rosendal Strandbygaard
Billeder af Julie Kordovsky

Et demokratisk politisk rum. Hvis dette rum findes, hvad det helt sikkert gør, så må det være som en boksering, en arena, hvor uenigheder kan udfolde sig på en måde, der måske nok kan sætte politiske liv på spil, men som aldrig ødelægger selve ringen. Bokseringen er af en sådan beskaffenhed, at formålet ikke er at besejre modstanderen, men i lige så høj grad at blive enig med ham, altså opnå et kompromis, der i det mindste midlertidigt kan opløse slagsmålet. Er man en snu slagsbror, så vil man tage æren for, at kampen midlertidigt er ophørt, altså forsøge på én og samme gang at fremstå som slagsbror og overdommer. Snart vil man opdage, at kampen er i gang igen, at en ny kæmper har sneget sig ind mellem tovene og springer sejrherren i ryggen.

Medierne forstærker støjen fra kamppladsen, så den virker altomfattende, men det er ikke tilfældet. Den er afgrænset af et nærmest usynligt tovværk, der sikrer rummets eksistens, men som ikke selv er en del af det; og magten over tovværket er også magten over det politiske i det hele taget.

Med fare for at metaforens tovværk allerede for længst er bristet, vil jeg påstå, at dette tovværk, grænserne for det politiske rum, ofte er det emne, de politiske filosoffer egentlig fokuserer på, når de forsøger at beskrive selve rummet. Der findes mange forsøg af denne karakter. Jeg kan genkende tre fremtrædende, der stadig spiller en rolle i samtidens politiske arena. Jeg vil benævne dem suverænitet, fornuft og anerkendelse.

Grænserne for det politiske rum er det, der definerer det politiske rum; netop derfor er diskussionen om grænserne egentlig en diskussion om forskellige former for magt og kontrol. Enhver, der evner at erobre kontrollen med det politiske rums grænser, er i stand til at kontrollere, hvornår og om hvad der kæmpes, i stedet for at deltage i kampene i bokseringen.

***

Suverænitet er den klassiske og stærkt genkendelige forklaring om den stærke mand, der er i stand til at træde ind på arenaen og standse alle slagsmål, så der endelig kan ske noget i stedet for små jabs og uendeligt kævl. Thomas Hobbes og Carl Schmitt er fremtrædende eksempler på politiske filosoffer, der udfolder varianter af denne fortælling. Særligt hos Schmitt får historien en prægnans, der gør den næsten arketypisk. Schmitt spidsformulerer det sådan: suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden. Pointen er den følgende, at bokseringen, for at kunne eksistere med sine spilleregler, der gælder i ringen, men ikke udenfor, må være styret af en instans, der bestemmer, hvornår bokseringen skal være i normal drift, og hvornår den er nødsaget til at lukke, så der kan træffes hurtige beslutninger. Suverænen er altså ikke selv en del af det politiske rum, men danner nærmere en grænse til rummet, fordi hun eller han bestemmer, hvornår det skal være i funktion.

Hele denne diskussion har fået en overraskende grad af aktualitet i disse pandemiske tider. Eksemplerne på undtagelsestilstande og stærk suverænitetsudøvelse er legio. Badet i sundhedskrisens syre træder behovet for lynsnar handling frem uden omsvøb. I Danmark var Mette Frederiksen allerede tidligt i forløbet udsat for spage anklager om egenrådighed fra oppositionen. Disse anklager voksede naturligt nok i styrke, da et helt mink-erhverv i praksis blev eksproprieret uden lovhjemmel. I Ungarn har Viktor Orbán (med parlamentets hjælp) brugt krisen til at få vedtaget en bemyndigelseslov, der lader ham styre pr. dekret. Blandt andet Polen, Rumænien og Island har i perioder erklæret undtagelsestilstand på grund af corona-krisen.

Logikken bag Schmitts udsagn er, at det politiske rums indførelse naturligt må følges af en mulighed for at opløse rummet igen. Hvis man ønsker at forstå, hvordan rummet er afgrænset, må man se sig om efter den eller de personer eller instanser, der har magt til at suspendere det.

Undtagelsestilstande er forbundet med akutte situationer, ofte krigslignende tilstande, men altså også pandemiske tilstande eller tilstande af intern forfølgelse som i Hitlers Tyskland. Schmitts pointe er, at vi kun kan tale om politiske modstandere, så længe den politiske boksering findes; når rummet suspenderes, forvandles talen til én om venner og fjender. Enten er du med os, eller også er du med terroristerne, som George Bush udtalte få dage efter angrebet på tvillingetårnene i 2001.

I mildere form er behovet for stærke mænd forbundet med utålmodighed med den politiske arenas ævl og kævl, med den talende klasses uendelige munddiarré, der aldrig fører til konkrete beslutninger. Denne utålmodighed er en utålmodighed med selve det politiske rums langsommelige kampe, der tilsyneladende aldrig får en ende. Ønsket om en stærk mand, der kan gøre kort proces og få tingene til at ske, er altså tæt forbundet med trangen til at suspendere det politiske rum overhovedet.

Selv om det sjældent er dette behov, der i sig selv fører til, at de stærke mænd kommer til magten, kan trangen naturligvis anvendes som et politisk virkemiddel af dem, der ønsker at fremtræde som stærke og handlekraftige. Tovværket kan så at sige anvendes aktivt af de deltagende som en del af det politiske rum i forsøget på at ’kultivere’ det politiske rum snarere end at suspendere det. Dette sker ikke blot ved at appellere til behovet for stærke mænd, men i mindst lige så høj grad gennem hårde eller blødere former for censurering af upassende synspunkter, f.eks. under paroler om at bekæmpe dis-information.

***

Fornuft udgør den afgrænsning af det politiske rum, der oftest bruges af det liberale demokrati. Den første, og stadig en af de mest berømte formuleringer af denne fornuft, findes i den amerikanske uafhængighedserklæring: We hold these truths to be self-evident. Logikken bag denne tankegang er, at den politiske arena, for at kunne eksistere, må være afgrænset af et sæt spilleregler, der kan regulere spillet. Disse spilleregler optræder som regel i form af konstitutioner eller rettighedserklæringer, som implicit eller eksplicit henviser til en fornuft, der optræder som selvindlysende.

Fornuften er oprindeligt – hos de første liberale kontrakttænkere med John Locke som det mest fremtrædende eksempel – begrundet ved at henvise til naturen. Argumentet lyder, at menneskene af naturen er givet en fornuft, der gør os i stand til at hæve sig over stridigheder. Sagt på en anden måde: Fornuften er tvingende. Det skyldes, at den er givet os af naturen, hvilket har den konsekvens, at dens resultater er selvindlysende. Enhver, der nogensinde er blevet overbevist af et bedre argument, ved, hvad der tales om.

Den selvindlysende fornuft er i århundrederne siden den amerikanske uafhængighedserklæring blevet brugt til at etablere et stadigt mere solidt bolværk omkring den demokratiske arena. Kronen på værket er FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, der i princippet gælder for alle klodens mennesker. Også denne erklæring bringer den selvindlysende fornuft i spil med sin henvisning til menneskets iboende værdighed.

Ideen om den suveræne, handlekraftige og stærke mand kan anvendes til at lukke det politiske rum ned snarere end at afgrænse det. Det samme gælder for fornuften. Det sker som regel på to forbundne måder. For det første ved hele tiden at udbygge fornuftens domæne og resultater, så de efterhånden bliver altomfattende og derfor lukker diskussionen ned. Den endeløse række af rapporter fra ’uhildede’ embedsmænd og andre ’objektive’ parter er med til løbende at definere et skel mellem det, der er fagligt baseret eller evidensbaseret og altså fornuftigt (læs: ikke til diskussion) og det, der på den anden side kan diskuteres.

FN har siden formuleringen af sin menneskerettighedserklæring været i arbejdstøjet for at udbygge et ’neutralt’ institutionelt grundlag for globaliseringen. En international domstol og henved 20 organisationer arbejder i dag i den retning. De suppleres af OECD, IMF, Verdensbanken, EU, etc. Disse organisationer repræsenterer naturligvis ikke altid en ambition om at udbygge fornuftens domæne, men de udgør en institutionel struktur, der samlet set har kunnet oppebære en slags globaliseret fornuft, der lidt fyndigt kan beskrives som ’menneskerettigheder + handelsfrihed + økonomisk rationalitet’.

For det andet ved at trække et skel mellem de modne, ansvarsfulde politikere, der er i stand til at lytte til fornuft, og de umodne, irrationelle, barnlige og uansvarlige politikere, der ikke er det. Læg i næste valgkamp mærke til, hvilke politikere der hævder at eje snusfornuft, og hvilke politikere der behandles med den voksnes overbærenhed over det uvorne barn, hvilke politikere der ønsker at fremstå med tempereret modenhed, og hvilke politikere der portrætteres som umodent indignerede eller ude af stand til at formulere sig. Kampen om at være fornuftens ståsted er konstant, og den sunde fornufts ståsted er også altid i et eller andet omfang bedragerisk i sin påståede upartiskhed.

Fornuften er kun i meget basal henseende selvindlysende, som det er tilfældet i matematikkens aksiomer. Ingen kan på fornuftig vis diskutere, om 2+2 giver 4. I de fleste øvrige tilfælde anvendes fornuften som et politisk redskab til at afgrænse, dernæst indskrænke et bestemt politisk rum. Det er ikke uden relevans, at formuleringen om de selvindlysende sandheder i den amerikanske uafhængighedserklæring også henviser til et ’vi’ – et politisk fællesskab – der anser disse sandheder for at være selvindlysende.

Flere af de såkaldt populistiske bevægelser, der i disse år ryster de vestlige demokratier, kan utvivlsomt ses som de angiveligt umodne og irrationelles forsøg på at generobre en politisk stemme efter at være dømt ude af den fornuftige samtale af eliter, eksperter og andre tempererede eksistenser, der har domineret den såkaldt politiske samtale med deres kølige rationalitet.

De nationalkonservative og identitære bevægelser kæmper mod en menneskerettighedsfornuft, der i deres øjne overskrider og opløser en nationalstatsligt forankret pragmatisme. De gule veste i Frankrig kæmper mod en efter deres bedste overbevisning amokløben og hysterisk klimavidenskab. Venstrefløjsbevægelser har allerede længe kæmpet mod en økonomisk rationalitet, der i deres perspektiv blot repræsenterer elitens interesser.

Til tider udfolder kampen om den sunde fornuft sig åbenlyst, f.eks. i kampen om retten til at formulere uomtvistelige sandheder og definere, hvad der er ’fake news’; men som oftest accepteres den vedtagne fornuft som sandhed.

Husk på, at det politiske rum er en boksering. Man har misset pointen, hvis man henviser til sund fornuft i alle samtaler. Marx kaldte fornuften for borgerlig netop af den årsag – for at pege på, at der altid findes et borgerskab, der har opfundet det selvindlysende, og en pøbel, der ikke kan se lyset i dem. Den sunde fornuft er altid blevet anvendt som strategisk magtmiddel for eliterne – som effektive måder at fjerne bestemte diskussioner fra det politiske rum ved at maskere dem som spørgsmål om sund fornuft.

***

Anerkendelsens dynamikker fungerer som en tredje forklaring på, hvordan det politiske rum opstår og er afgrænset. Denne forklaring tager for så vidt også udgangspunkt i den stærke mand, men fokuserer mindre på, hvordan han er i stand til at etablere og suspendere den politiske arena, og mere på, hvem der udelukkes fra at træde ind i bokseringen. Politik udspiller sig ikke først inde i bokseringen, men allerede uden for, hvor visse personer nægtes adgang til ringen.

En af de fremmeste analytikere af denne forklaring er Alexandre Kojéve, der i 1930-erne afholdt en række forelæsninger over Hegels filosofi. Groft parafraseret lyder argumentet som følger: Allerede før der overhovedet eksisterede en boksering, fandt der kampe sted mellem mennesker, ofte med døden til følge. Det, der adskiller mennesker fra dyr, er, at kampene ikke kun handlede om overlevelse, men nok så væsentligt om begæret efter andres begær. Som Kojéve udtrykker det: Menneskehedens historie er historien om begærede begær. Sagt på en anden måde: Menneskelige kampe handler om at vinde menneskelig anerkendelse; de handler om, at en person, man betragter som ligemand, skal betragte én som en ligemand til gengæld.

Den stærke mands problem er nu dette: døde kan ikke give ham anerkendelse – det samme er tilfældet med besejrede, der jo ikke længere er hans ligemænd, men i stedet hans slaver. Den stærke mand løber altså på et tidspunkt tør for ligemænd, der kan anerkende ham. Den besejredes, slavens problem er til gengæld, at han på stedet mistede chancen for at blive anerkendt som ligemand, da han blev besejret.

I den ovenfor skitserede situation, hvor den stærke mand allerede har gjort slaver af de andre og har bygget sig en boksering, drives historien frem af de slaver, der ønsker adgang til bokseringen. På den måde kan slavernes drift efter anerkendelse og adgang til bokseringen betragtes som den historiske motor, der bringer os fra den stærke mands løsning til fornuftens løsning. Fornuften har ikke fra naturens side og på forhånd givet os et politisk rum, vi kan træde frem i. Dette rum må de undertrykte slaver selv vriste ud af hænderne på den stærke mand.

Denne drift har i første omgang trukket dele af menneskeheden fra tyrannier og enevælder, hvor én mand sad alene på magten, til begrænsede demokratier, hvor små grupper af hvide, midaldrende, jordbesiddende mænd sad på magten. Det 20. århundredes kvinde- og borgerrettighedsbevægelser har gradvist kæmpet sig frem til en situation, hvor forskellige minoriteter – i det mindste formelt set – betragtes som ligemænd.

Rettighedsbevægelserne har traditionelt set kæmpet en kamp for at inddrage flest mulige mennesker i den generelle og uspecificerede kategori af ’mennesker med rettigheder og ret til at deltage på lige fod med andre i bokseringen’.

De seneste års identitetspolitik udvider kampzonen i en for anerkendelsesbegrebet logisk retning, nemlig den at søge stadig mere specifik anerkendelse til enkelte individer, ikke for deres generaliserede karaktertræk i egenskab af menneske, men for deres mere specifikke karaktertræk som individer eller grupper, hvad enten disse karaktertræk angår køn, etnicitet, klasse eller en intersektionel kombination af alle tre og endnu flere.

De senere års identitetspolitiske kampe har altså både handlet om at udvide mængden af anerkendelsesværdige ligemænd endnu mere, og dels om også i højere grad at gøre den formelle anerkendelse reelt eksisterende.

Fra anerkendelsesperspektivet går den vigtigste politiske kamp altså forud for den politiske kamp, der foregår i den formelle politiske arena. Den må derfor til tider foregå med andre midler, der ikke er anerkendt som politiske virkemidler af de personer, der driver bokseringen. Tankegangen er således forbundet med ideer om civil ulydighed og ikke-parlamentariske virkemidler. Når bokseringen er defekt, kan kampen også foregå som sabotage af ringen eller som en synlig insisteren på ikke at træde ind i den og deltage i boksekampen på præmisser, du ikke selv har været med til at definere.

Ligesom i de to foregående forklaringsmodeller er der også indbygget en dynamik i denne tankegang, der, hvis den føres til sin yderste konsekvens, kan risikere at lukke det politiske rum ned. Den yderste konsekvens af tankegangen vil nemlig være, at alle individer skulle anerkendes for deres unikke menneskelige eksistens med de særegenheder, der hører med til denne eksistens. En central del af denne anerkendelse vil naturligt nok være, at ingen andre kan have magten til at definere, hvem man er, at denne magt udelukkende hviler hos én selv. Risikoen ved denne tankegang er logisk nok: Det vil svare lidt til, at man kæmper sig vej til bokseringen, hvorefter man – i stedet for at tage del i kampene – insisterer på, at turneringen må ophøre, og at bokseringen i øvrigt skal pilles ned og opføres et andet sted med andre konstruktionsmetoder. Faren er altså, at den politiske samtale, som man i årevis har kæmpet for at være en ligeværdig part i, må lukke ned, mens man giver plads til dem, der kommer bagfra.

Som beskrevet ovenfor kan alle tre forklaringsmodeller både forklare, hvorfor den politiske arena opstod i første omgang, men de kan også bruges strategisk og med overlæg til at lukke arenaen igen. Suverænen kan erklære undtagelsestilstand og lukke bokseringen ned, fornuften kan indskrænke rummet til en størrelse, hvor ingen (bort set fra den elite, der nyder gavn af den) kan finde sig til rette længere, og anerkendelsen kan lukke samtalen ned i forsøget på at gøre alle til unikke deltagere i den.

Suveræniteten har en klar fremvækst i disse år med stærke mænd, der erklærer undtagelsestilstand eller lignende tilstande over hele jordkloden. Selv om vi i Danmark under corona-tider har oplevet en snert af det samme, må det nok stadig siges at være en overdrevet risiko i vores del af verden.

Det er det til gengæld ikke med fornuftens indskrænkning af den politiske arena. Professionelle politikere har i samarbejde med en stærk embedsstand og en international finanselite udviklet en fælles, praktisk fornuft, der i disse år dominerer det politiske rum med nødvendighedens politik, ikke mindst i det velordnede Norden. Denne indskrænkning er uden tvivl den største påvirkning af det politiske rum, der er sket i min levetid.

Anerkendelsens nedlukning af den politiske samtale florerer måske nok i velstillede, vestlige universitetsmiljøer, men den værste effekt af denne identitetspolitiske kamp er vel nok indtil videre, at der flyttes politisk energi over i en krænkelseskultur – en energi, der måske nogle gange kunne være brugt bedre på andre og vigtigere emner.

***

Et af disse vigtige emner er klimakrisen, der i min levetid er dukket op som et prægnant politisk tema, der potentielt set underminerer eller forskyder ovenstående grænsedragninger. Mens vi har kæmpet om bokseringens udformning, placering og udstrækning, har vi fuldstændig overset, at den er blevet helt tilgroet: Naturen har vokset sig ind på arenaen, og samtidig er det gået op for os, at det, vi gør i bokseringen, har indflydelse langt længere ud over tovværkets afgrænsning, end vi før havde troet muligt.

Hvilken betydning har det for bokseringens udformning? Ja, det er der kommet svar på fra både suverænitetens og fornuftens lejr.

Med suverænitetens logik kan vi straks genkende en undtagelsestilstand, når vi ser den. Overalt, og måske særligt hos individer, der mener at repræsentere et højere intellektuelt udviklingsstadie, hører man argumentet om, at klimakrisen er så vigtig, at vi for en periode er nødsaget til at suspendere pøblens folkestyre, så vi kan få genoprettet et stabilt forhold mellem boksering og naturlige gevækster. Selv om der gribes til undtagelsestilstanden som redskab, er argumentationen egentlig hentet fra fornuftens logik. Vi ved fra naturvidenskaben, at udfordringen er uoverstigelig, så derfor må de oplyste teknokrater tage over i denne kritiske fase.

Med fornuftens logik ser vi også straks en rettighedskamp, der endnu udestår. Vores ustabile forhold til naturen kan afhjælpes på samme måde som det dårlige forhold, der tidligere eksisterede til fattige, kvinder og mennesker med anden hudfarve: gennem bedre repræsentation. Giv naturen rettigheder sådan som andre undertrykte grupper, og så vil den politiske fornuft kunne genetablere et godt forhold mellem boksering og natur. De ukontrollerbare temperaturstigninger kræver en tempereret rationalitet. Hvis havene og indlandsisen får en stemme i FN på linje med nationerne, vil fornuftens (nye) tale sejre.

Anerkendelsens logik er ikke så vidt jeg ved fremkommet med en selvstændig løsning på klimakrisen. Hvis man skal strække ideen om anerkendelse lidt langt, vil nogle klima-aktivister, der i stadig stigende grad anerkender ikke-parlamentariske virkemidler som en del af kampen, måske betragte sig selv som repræsentanter for kommende generationer, der ikke i tilstrækkelig grad bliver anerkendt. Bokseringen anses for at være defekt, og dens overgroede tilstand er et klart bevis på, at den ikke er i stand til at være løsningernes arena.

Jeg er meget i tvivl, om klimakrisen er en krise, der kan håndteres inden for de gængse politiske grænser, eller om det er en horisont, der tvinger os til at gentænke bokseringen på en måde, så den bliver mere integreret i sine omgivelser. Her viser den metaforiske sprogbrug både sin styrke og svaghed. På den ene side er det ganske svært at formulere, hvad klimakrisen konkret kan betyde for bokseringen. På den anden side tillader metaforen mig at udtrykke den mulige fremkomst af noget nyt, i første omgang måske kun på en abstrakt måde.

Klart er det i hvert fald, at forholdet mellem naturen og de menneskelige samfund har ændret sig afgørende. Det demokratiske politiske rum er opstået og har vokset sig stærk i en kontekst, hvor vi troede, at baggrunden var stabil; hvor vi troede, at diskussioner om menneskelig frihed kunne ske i et politisk og samfundsmæssigt rum, der var løsrevet fra naturen, simpelt hen fordi vi opfattede naturen som et stabilt vilkår. Det er nu klart, at det ikke var tilfældet, og med begreber som ’det antropocæne’ eller ’Gaia’ forsøger vi nu at navngive de nye vilkår (som i realiteten hele tiden har været de gældende vilkår).

Hvordan fører man politik i en boksering, hvis konstruktion kan vise sig at være opført på et forkert fundament, hvis tovværk kan vise sig at være fiktivt, og hvis overgroede tilstand kan vise sig at være permanent? Det bliver de kommende årtiers store politiske spørgsmål, både i praktisk og teoretisk henseende.

Brian Rosendal Strandbygaard er uddannet idehistoriker og arkitekt. Han er medejer af en mindre virksomhed, der beskæftiger sig med byplanlægning