Festen er slut

Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrup
Efter festen. Nye veje til et bedre samfund uden vækst
Gad, 2023

 

 

 

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Om 10-20 år vil man se tilbage på Efter festen som en af de vigtigste bøger i den socialdemokratiske historie, en bog, der indvarslede en ny epoke for den socialdemokratiske bevægelse. Eller som en bog, der forgæves tog hul på en diskussion, der måske kunne have reddet partiet fra en total kapitulation over for markedskræfterne.

Bogen handler om den økologiske krise, der bliver mere og mere påtrængende: klimaødelæggelserne, tabet af biodiversitet, ressourceproblemer, forurening og naturødelæggelser. Forfatterne indrømmer, at ”i alt for mange år har miljø- klimaproblemer været sekundære for os” (16). Det er de ikke mere. Tilsammen har forfatterne seks børn, og de sidste års voldsomme begivenheder verden over har gjort dem alvorligt bekymrede for børnenes fremtid. Derfor har de nu undersøgt, hvad videnskaben kan fortælle os, og de viser i bogen, hvor galt det står til. Informationsniveauet er højt, og der er ikke gjort noget forsøg på at please nogen ved at relativere de barske realiteter.

Konklusionen er skåret ud i pap: Der er en uoverstigelig kløft mellem en fortsat økonomisk vækst og de materielle grænser, der følger af, at vi lever på en begrænset klode, der på mange forskellige måder reagerer på den voldsomme menneskelige aktivitet. Det har mange andre sagt før dem, men det særlige ved denne bog er, at den er skrevet af to socialdemokrater, der befinder sig ret højt oppe i partihierarkiet. Bjarke Dahl Mogensen er politisk chef i Socialdemokratiet, og Rune Detlif Baastrup er direktør for Teknologirådet og har været rådgiver for partiet.

Bogen skiller sig ud fra den jargon, man almindeligvis møder, når socialdemokrater taler eller skriver om klimaproblematikken. Der er ingen småaggressioner over for den øvrige venstrefløj, ingen nedladende attitude over for klimaaktivisterne (”hvor er det godt, at I holder os i ørerne, men vi voksne og ansvarlige skal jo også handle klogt”). Man slipper også for de sædvanlige pralerier om, hvor meget vi allerede har gjort, og hvordan man ude i den store verden ser med beundrende øjne på Danmark. Dahl Mogensen og Baastrup holder sig til sagen. De redegør ikke bare for de benhårde fakta, men kommer også med et bud på, hvordan det er kommet dertil, og hvordan vi kan komme videre til et samfund uden økonomisk vækst, men med langt større ’lykke’.

Jeg har nogle kritiske kommentarer, men jeg håber ikke, det kommer til at skygge for, at der her foreligger en seriøs socialdemokratisk bog, der er værd at diskutere med og blive klogere af.

Økonomisk vækst er ikke bæredygtig ─ heller ikke den ’grønne’

I sin åbningstale til Folketinget i 2016 sagde Lars Løkke: ”Fremgang er en del af vores selvforståelse. Vi forventer, at Danmark er med blandt de rigeste. Det kan næsten føles som en naturlov”. Men ak: ”I 10 år er vi ikke blevet rigere. Derfor har jeg sat et ambitiøst mål: Danmark skal blive 65 milliarder kr. rigere i 2025”. Andre har formuleret det mindre plat end Lars Løkke, men denne ”vækstideologi”, forestillingen om, at økonomien, rigdommen og forbruget bare skal vokse og vokse, er og har været dominerende i den politiske diskurs (58).

Men den fest er forbi: ”Vi lever i en tid, hvor klimaforandringer og naturødelæggelser er gået fra at være en bekymring for fremtiden til at være en daglig og nærgående realitet. En tid hvor vandmasserne det ene år tager over 200 liv i hjertet af Europa og det næste år dækker en tredjedel af Pakistan, sender 33 millioner fra hus og hjem, mens dødstallet hurtigt kravler over der første tusind. Og det allerværste er, at vi godt ved, at det her kun er begyndelsen” (9). Det handler om meget mere end klimaet, vi er nødt til at ”fokusere på vores samlede økosystem”, der ”består af tusindvis af komplekse samspil, hvoraf vi sandsynligvis kun kender en brøkdel” (26f), og som er afhængige af den biodiversitet, der er under hastig nedbrydning.

Det er en svær og krævende erkendelse, men der er ingen vej uden om: ”økonomisk vækst er ikke foreneligt med overgangen til et bæredygtigt samfund” (19): ”I en økonomi med vækst vil enhver ny innovation typisk blot føre til, at klima- og miljøbelastningen tager til et andet sted i samfundet” (14). Et blik på den hidtidige udvikling viser da også, at det ikke ser godt ud med de danske udledninger: trods store ambitioner og en række energibesparende tiltag er klimaeffekten af det danske forbrug ”kun faldet ganske marginalt gennem de seneste 30 år” (48). Danmark er ikke et eksempel på, ”at en tilstrækkelig afkobling er realistisk inden for den tidshorisont, vi har til rådighed” (50).

Væksttilhængerne mener, at ny teknologi og grøn produktion løser det problem. Men ─ indvender Dahl Mogensen og Baastrup ─ den forjættende teknologi er på kravlestadiet, og det tager årtier for nye teknologier først at modnes og siden spredes. De medgiver, at man godt kan nedbringe både energiforbruget og CO₂-udledningen pr. enhed. Det hjælper bare ikke, hvis man samtidig producerer flere enheder. Og både solceller, vindmøller og diverse former for genbrug kræver enorme mængder af energi og naturressourcer. Det er godt at stræbe efter genbrug, men enhver produktion er forbundet med slid og tab af materialer.

Vækstdogmet bygger på den urealistiske præmis, ”at kontoen er uudtømmelig”. Fremtidsfortællingen ”om vækst som vejen til flere muligheder og mere frihed er reelt en kurs med foden på speederen mod et eller flere vitale og gensidigt forbundne økosystemers kollaps” (56).

De toneangivende politikere og økonomer demonstrerer en imponerende evne til fortrængning af den elementære kendsgerning, at vækst er et eksponentielt fænomen. Hvert år sker væksten fra et højere grundlag. Baastrup og Dahl Mogensen peger på, at selv om væksten i Danmark siden årtusindskiftet kun har været 1,4 % om året, betyder det, hvis det fortsætter år efter år, at økonomien vil være fordoblet i 2070 og firdoblet i år 2100 (40). Man kan tilføje, at Kate Raworth har beregnet, at med en vækst på de 2-3 %, økonomerne mener, der skal til, hvis vi skal undgå fatale økonomiske kriser og holde systemet i gang, vil forbruget i år 2200 være 240 gange så stort som nu.

Dette fremtidsperspektiv skal ses i lyset af, at forskerne advarer om, at katastrofale tipping-points kan indtræffe om ganske kort tid, og at vi har brug for ca. fire jordkloder, hvis alle Jordens beboere skal op på det forbrugsniveau, vi har i Danmark. Dertil kommer, at fortællingen om vækst som vejen til en bedre og rigere verden allerede nu er i strid med kendsgerningerne: ”økonomisk vækst er en underskudsforretning, hvis man medtager de egentlige omkostninger ved miljø- og klimaskader, som følger af den”. Det er svært at beregne, men det nye danske grønne nationalregnskab anslår, at der alene i 2020 var ”en ubetalt forbrugsregning på naturens ressourcer” på 245 mia. kr. (81).

Der er mange flere eksempler og argumenter i bogen, og med al denne videnskabelige dokumentation i ryggen retter de to forfattere en diskret, men i realiteten sønderlemmende kritik af politikerne: ”Ingen af de politiske ledere lader til at have erkendt dybden af problemerne. De er tavse om de uholdbare aspekter af vores livsførelse og samfundsmodel” (17).

Den økonomiske vækst og det gode liv

Er mennesket et umætteligt behovsvæsen, der bare altid vil have mere, og som derfor vil modsætte sig alle forsøg på at begrænse væksten? Det er en præmis, de to forfattere har mødt igen og igen hos ”politikere, beslutningstagere, erhvervsledere, fagforeningsledere, økonomer, rådgivere og andre” (13). Naturkræfterne er imidlertid ligeglade med, hvad alle disse magtfulde mennesker mener. Det bør vi også være: Et samfund uden økonomisk vækst er ikke en trussel mod et godt liv, men vil tværtimod kunne modvirke den mistrivsel, der følger af et uddannelsessystem og et arbejdsmarked, hvor der hele tiden skal præsteres mere og mere. Alle mulige trivselsundersøgelser viser, at det simpelthen ikke passer, at vores tilfredshed med livet vokser med et stigende forbrug, hvis først de basale behov er dækket. Og hvis man endelig skal sige noget om den menneskelige natur, så er det, ”der adskiller mennesket fra andre dyr, netop evnen til at stoppe op, planlægge langsigtet og lade fjerne behov eller mål styre nutidige valg og endda afsavn” (13).

Denne mere positive vurdering af den menneskelige natur korresponderer med de to forfatteres forsøg på at finde oversete eller undervurderede moralske og kulturelle træk, der kan mobiliseres i kampen for et bæredygtigt samfund. De fornægter ikke, at forbrugsniveauet tyder på, at kynikerne har ret, men hvorfor er det sådan? Her peger de på den uhellige alliance mellem vækstideologien og forbrugsmanien: For at sikre den økonomiske vækst er det nødvendigt ”at drive borgerne frem mod øget privatforbrug ved løbende at sælge os drømme” (65). Det sørger reklameindustrien for. Alene i Danmark arbejder over 10.000 højtuddannede specialister på at skabe en ”higen efter mere forbrug” (185). Oven i det kan man så lægge alle de ingeniører, psykologer og it-eksperter, der via de sociale medier systematisk arbejder på at koble vores bevidsthed op på mere forbrug. De ved, at når først de basale behov er opfyldt, skal man pirke til vores tilbøjelighed til at sammenligne os med andre. Dvs. at i et samfund, hvor der ikke er en nogenlunde ligelig fordeling af indkomsterne, vil man altid kunne ramme og påvirke følelsen af, at man mangler noget. Det er skruen uden ende.

Hvad kan man gøre?

Baastrup og Dahl Mogensen foreslår, at der indføres en reklameskat og forbud mod reklamer i det offentlige rum. Reklamer for ”særligt udledende forbrugsgoder” som fx fossile produkter, biler, flyrejser skal helt forbydes (187). Derudover har de en række andre konstruktive forslag og henviser til de mange initiativer, forskellige borgergrupper allerede har søsat. Og så skal arbejdstiden sættes ned, i takt med at produktiviteten stiger. Ellers vil den samlede økonomi fortsætte med at vokse. Også det vil være en klar gevinst for livskvaliteten.

Hovedvægten ligger imidlertid på en ændring af holdninger, normer, idealer og vaner. Som eksemplet med reklameindustrien viste, så er behov ikke noget, der ligger i os som et fastlagt og urokkeligt fænomen. Vi har nogle helt basale behov, som er svære at påvirke, og som i ret høj grad er uafhængige af kultur og samfundsform. De behov er i langt de fleste tilfælde opfyldt i et land som Danmark. Behov derudover er fleksible og påvirkelige, og det er en vigtig pointe i bogen, at det enorme behov for et bestandigt øget forbrug er samfundsskabt. Opgaven bliver derfor at ændre den kultur og den politik, der skaber disse behov, som, hvis de skal opfyldes, fører til en ødelæggelse af vores livsbetingelser. Vi er nødt til at formulere og indoptage et andet mål end fortsat vækst. Det er en værdikamp om, ”hvad der er godt i et samfund, og hvad der er efterstræbelsesværdigt” (148).

Et centralt element i den kulturelle og holdningsmæssige omstilling er oparbejdelsen af en ny ”samfundsfortælling”, altså den fortælling, der rummer ”de accepterede sandheder, som vores samfundsinstitutioner bygger på”, og som forbinder det lille og det store demokrati ─ den enkelte virksomhed og arbejdsplads med de overordnede økonomiske systemer. Det lille livs intime valg, glæder og sorger med det store samfundslivs fortsatte udfoldelse” (148). Her burde politikerne træde i karakter: ”alt for få politikere har betonet radikaliteten af de nødvendige forandringer” (151), men ”det er enhver leders vigtigste rolle i disse år at formidle en troværdig samfundsfortælling om vejen fra verden, som den er, til en verden som den bør være” (150).

Er visionen om et nulvækstsamfund realistisk?

En tilbagevendende argumentationsfigur i Efter festen er en reference til historiske erfaringer. Vi har nemlig ”den rigeste tradition at trække på” (120), vi har før været i stand til at vende skuden, når omstændighederne krævede det. Derfra ved vi, hvad der skal til: ”Nye reguleringer og store skred sker i en vekselvirkning mellem kultur, offentlig debat, demokratiske valg og først til sidst politiske beslutninger og ny lovgivning,” som så efterfølgende påvirker kulturen yderligere ”og sikrer en dybere forankring af nye normer, vaner og værdier, fordi de også tygges og fordøjes i de tusindvis af daglige samtaler, mediehistorier og personlige valg og erfaringer, et samfund består af” (116).

De trækker også på historien, når de vil overbevise deres partikammerater. De ved, at det ikke er let. ”Der har aldrig, og vil sikkert aldrig, foreligge en samlet socialdemokratisk masterplan for, hvordan samfundet skal se ud”. Skal man pege på ét enkelt mål, er det fuld beskæftigelse, og ”det mest benyttede værktøj til at indfri dette mål har været økonomisk vækst (…). Ja, faktisk har et af de primære socialdemokratiske angreb på liberalismen og konservatismen netop været, at de ikke var gode nok til at løfte produktionen og dermed skabe arbejdspladser” (153). Socialdemokratiet har været ”det parti, der mest ihærdigt har forfægtet en produktionsforøgende politik” (169). Derfor har partiet nu et særligt ansvar for at ”finde vejen til at indfri et lighedsorienteret samfund med fuld beskæftigelse ─ uden økonomisk vækst” (154).

De graver så i partihistorien for at undersøge, om der her er glemte ressourcer, der peger i en anden retning end den dominerende vækstfokusering. Det er der. Steincke skrev i 1912, at man selvfølgelig skulle arbejde for at sikre de materielle livsgoder, men derefter var det opgaven at udvikle det ”åndelige” og at skabe ”kulturvæsener” (160).

I 1940 sagde Stauning næsten det samme, men fremhævede i særlig grad forholdet til naturen: ”Den der lærer at elske naturen, at pleje og udvikle de spæde planter, at skabe skønhedsværdier og nytteværdier ─ også i sin egen tilværelse, han udvikler sit følelsesliv, sine kundskaber, sin livsglæde” (155). Sådan fortsætter de med citater fra Fremtidens Danmark, af Hedtoft, Bomholt, Kampmann og Ivar Nørgaard.

Men så kommer 60’ernes forbrugsfest, ”forbrugersamfundet blev den nye normal”, og ”betoningen af andre mål end fremgang i forbrugsmuligheder trådte i baggrunden i denne periode” (161). I 70’erne begynder man imidlertid at opdage grænserne, og i det nye principprogram står der: ”Vi ved, at vort uhæmmede forbrug af råstoffer og energi ikke kan fortsætte, fordi de naturlige reserver af en række vigtige råstoffer er begrænsede (…), nu er videnskaben i stand til at fastslå, at selve de grundlæggende betingelser for menneskeligt liv trues af fortsat ukontrolleret vækst i folketal og ressourceforbrug” (145).

Ud fra disse eksempler konkluderer Dahl Mogensen og Baastrup, at ”den socialdemokratiske historie er spækket med inspiration til alternativer til vækst. Der er afgørende fragmenter til en ny og retningsgivende samfundsfortælling for overgangen til et bæredygtigt samfund uden vækst” (168). De fremhæver også, at partiet har kunnet omstille sig før, altså kan man gøre det igen. Man har altid ”brugt store kriser til at tænke nyt. Ud af Wall-Street-krakket fødtes programmet og fortællingen Danmark for Folket. Afslutningen på anden verdenskrig blev fulgt op af det toneangivende program Fremtidens Danmark, og de strukturelle, økonomiske problemer, der gav anledning til stor arbejdsløshed i 1980’erne, besvaredes med Gang i 90’erne. Hver gang korrigerede man såvel politik som fortælling. Man reviderede positionen ud fra den tid, man stod i” (166).

Kritik af forklaringsmodellen og strategien

Det ville være tåbeligt at benægte, at forfatterne har fat i noget vigtigt. Der er noget at lære af fortidens erfaringer, og en generel holdningsændring er nødvendig. Problemet er, at Baastrup og Dahl Mogensen overser, at alle de eksempler, de kommer med, bygger på et kapitalistisk fundament, som partiet ikke anfægtede. Det gør de heller ikke selv, og det er et problem i en bog, der advokerer for, at en fortsat økonomisk vækst uundgåeligt vil ødelægge både vores naturgrundlag og vores krop og psyke, der heller ikke kan holde til den enorme hastighed og acceleration.

De spørger ikke, hvorfor det er så nødvendigt, at økonomien hele tiden vokser? Eller rettere: De ser det alene som et psykologisk eller kulturelt problem. Forklaringen er ”de evige vækstambitioner” (72) og en ”vækstideologi” (mine kursiveringer), der tilsyneladende har besat alle beslutningstagernes hjerner.

De er med rette forargede over det kommercielle pres, vi er ude for, som når en chef for en kommerciel tv-station siger, at hans medie lever af at sælge ”tilgængelig hjernetid”. Eller Netflix, der indrømmer, at ”de er i konkurrence med søvnen”. Det er jo indlysende, at det medvirker til at skabe ”stress og udbrændthed”, men det er bare ærgerligt, for som nogle forskere har påpeget, er reduktionen af folks nattesøvn ”en direkte betingelse for, at økonomien er i vækst. For når vi sover, kan vi ikke forbruge” (71).

Men Dahl og Baastrup vender tingene på hovedet: Det er ikke menneskers drømme eller ambitioner, der skaber forbruget, men kapitalens behov for nye profitmuligheder, der skaber den reklame, der effektivt bombarderer vores sanser og længsler.

Den uforklarede underliggende præmis er altså, at det vækstfrie samfund, de ser som en nødvendighed, skal realiseres indenfor et økonomisk system, der ikke kan leve uden vækst. Som bekendt konkurrerer de enkelte virksomheder med hinanden, dvs. at alle er tvunget til at maksimere produktionen og sælge så meget som muligt. Gør de ikke det, er konsekvensen, at de går fallit. Hvorefter andre virksomheder overtager markedet og fortsætter konkurrencen derfra. Hvordan det skal kunne forenes med nulvækst, har vi til gode at få forklaret.

Som ejer af en virksomhed kan man ikke bare skifte holdning. Eller det kan man godt, men bortset fra enkelte nichevirksomheder er kun én grundholdning mulig: Skaf så stort et overskud som muligt. Og er man ikke ejer, hjælper en holdningsændring heller ikke meget. Man er tvunget til at tage et arbejde hos en, der ejer de nødvendige produktionsmidler. Dvs. at også lønmodtagerne i et kapitalistisk samfund er tvunget til at arbejde med på kapitalens præmisser. ’Dovne Robert’ forsøgte for nogle år siden at argumentere for, at hans holdninger tilsagde ham, at de job, han fik tilbudt, var nogle lortejob. Det havde han sandsynligvis ret i, men sådan spiller klaveret ikke i et kapitalistisk system. Her hersker det, Søren Mau har kaldt kapitalens ”stumme tvang”.¹ Det er i bogstavelig forstand for overfladisk kun at tale om, at vi skal ændre vaner og gennemføre et kulturelt systemskifte, der ændrer ”samfundets nøgleværdier” (116). De to forfattere overser, at kapitalismen adskiller sig fra alle tidligere samfundsformer, ved at den herskende klasses magt ikke kun er baseret på bestemte ’værdier’, fysisk undertrykkelse eller ideologisk manipulation. Der er tale om en systemlogik, der gradvist æder sig ind på alle sider af menneskers liv.

Forfatterne deler, uden at de gør rede for det, den gængse socialdemokratiske opfattelse, at kapitalismen er en slags ’naturlig’ samfundsform, der blot er kommet på afveje, fordi de toneangivende politikere har ligget under for en uholdbar kultur. Men det kan der laves om på, hvis vi ændrer vores indstilling til, hvad der er godt og rigtigt, for ”i hjertet af ethvert samfund og enhver kultur står moralske fordringer og idealer” (113, mine kursiveringer).

I denne model findes der ikke klasser og magtinteresser, heller ikke ’kultur’ som ’ideologi’, dvs. som tilsløring af magtforhold og udbytning. Som de skriver om det danske samfund: Her har vi ”en overlappende konsensus”, og de forskelle, der er, klarer vi i ”kompromisets favn” (152).

Igen: det er der noget om. ’Bagved’ den kapitalistiske struktur er vi alle ’mennesker’. Problemet er bare, at de slet ikke forholder sig til denne struktur, men begrænser sig til at tale til vores bedre jeg: Vi er alle ”moralske dyr, dybt optaget af at leve op til højere ideer og forestillinger om det gode” (97).

De to forfattere mener, at der i alle samfund har været en samfundsfortælling, der bandt alle sammen og pålagde visse byrder og afsavn, der var nødvendige, for at samfundet kunne bestå. Sådanne almengørende formuleringer fortrænger den kendsgerning, at de fordringer og idealer, der i praksis har været dominerende, først og fremmest har været dem, der kunne legitimere og fastholde de herskende lags magt og privilegier.

Det er ikke i sig selv forkert, at den økologiske krise kræver en holdningsændring. Men vi stikker hinanden blår i øjnene, hvis vi bilder os ind, at den samfundsforandring, de selv mener er uomgængelig, er mulig uden en reel demokratisering af økonomien, dvs. et opgør med de økonomiske magtinteresser og med den form for privat ejendomsret, der tvinger vækst og øget forbrug igennem.

Det er derfor ikke rigtigt når Dahl Mogensen og Baastrup mener, at den opgave, vi står overfor, ikke adskiller sig væsentligt ”fra det, vi altid har gjort. Det hedder politik” (112). De eksempler, de trækker frem som belæg, har alle handlet om at justere og fintune det kapitalistiske system. De forskellige reformer har skullet sikre konkurrenceevnen, modvirke for små profitter i virksomhederne, de periodiske kriser og den følgende arbejdsløshed. Det har altid handlet om at få væksten op i gear, ”sving dankortet” har appellen lydt fra skiftende finansministre.

Det nærmer sig en tilståelsessag, når forfatterne som et eksempel på, hvordan en ny ”samfundsfortælling” kan skabes, nævner den neoliberale fortælling, der vandt frem i 80’erne, efter at den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen havde advaret om, at den danske økonomi kørte på kanten af afgrunden. Opgaven dengang var ”at sikre den langsigtede økonomiske bæredygtighed af den lille, åbne danske økonomi i lyset af flydende kapitalbevægelser og skærpet international konkurrence” (114).

Det klarede man så godt, ”at økonomien i de senere år har været i absolut topform” (115). Det hele foregik ”under hensyntagen til den økonomiske sagkundskabs vurderinger” og ”gennem en folkeopdragende proces, bl.a. ved at vænne vælgerne til, at der var en grænse for, hvad de kunne forvente og kræve af velfærdsforbedringer”. Her kan man se, at ”den ’folkeopdragende’ rolle er hverken ny eller uvant for politikerne,” der lykkedes med at danne ”et bestemt borgerideal af dyder og fordringer” (115).

Kan det virkelig stå som et positivt eksempel på en fælles viljesdannelse? Der var tale om en politik og en påvirkningsproces, der sigtede mod at presse befolkningen til at acceptere øget ulighed og nedskæringer på diverse velfærdsområder for at sikre den økonomiske vækst. Og hvor er det ’fælles’ i kontrolmanien, tvangsaktiveringerne, den retoriske nedgøring af ’taberne’, alle dem, der bare ’lå hjemme på sofaen’ som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister?

Baastrup og Dahl Mogensen glemmer også bekvemt at forholde sig til det prekære spørgsmål om, hvorfor Socialdemokratiet indordnede sig og satte al deres prestige ind på at øge den økonomiske vækst i stedet for at holde fast i den indsigt, de angiveligt havde i slutningen af 70’erne, hvor de havde indset, hvilke skader væksten medførte både for miljøet og for den menneskelige trivsel. Mon ikke svaret er, at socialdemokraterne måtte give op, fordi det netop ikke kun handlede om holdninger, men om at sikre det danske erhvervslivs konkurrenceevne i en kapitalistisk verden.

Baastrup og Dahl Mogensen kunne så argumentere med, at situationen nu er anderledes: Den økologiske krise er en fælles skæbne. Det er den på det helt overordnede plan, men så snart vi kommer til realiteterne, er det svært at få øje på fællesskabet, så længe den økonomiske magt ligger hos en finansiel elite, der har enorme summer investeret i de privatejede selskaber, og hvis overlevelse står og falder med, at de også fremover kan score kassen på en fortsat øget produktion. Disse virksomheder vil også blive ramt af den økologiske krise, men det adskiller sig ikke principielt fra tidligere tiders krise- eller krigssituationer, der blot får virksomhederne til at konkurrere endnu hårdere i en satsen på, at det er de andre, der må tage tabene. Man kan heller ikke på individplanet tale om fælles skæbne, så længe der ikke har fundet en reel udligning sted af de enorme økonomiske forskelle og uligheder i formue, indkomst og materielle livsvilkår. Det giver helt forskellige muligheder for at klare sig under og i en krisesituation.

Et alternativ

Det store spørgsmål er, hvordan vi kommer videre. Min kritik gør mildest talt ikke opgaven lettere. Kapitalismen er en umådelig stærk magt, og vi befinder os ikke i en ’revolutionær’ situation, hvor den for alvor er truet. I sidste ende er der ingen vej uden om en økonomi, der for langt størstedelens vedkommende er demokratisk styret. Reformprocessens mål må være kapitalismens afskaffelse.

De økologiske kriser kræver imidlertid, at der bliver gjort noget radikalt meget hurtigt. Spørgsmålet er derfor, hvilke reformer og reguleringer der skal arbejdes for her og nu.

Baastrup og Dahl Mogensen har selv mange glimrende forslag. De har ret i, at man via afgifter og lovgivning kan gøre det sværere at producere ikke-grønt. Men for det første kræver det, at man har en politik i forhold til den internationale kapitalisme og til den forventelige voldsomme modstand fra alle de kapitalejere, der må se deres investeringers værdi blive voldsomt forringet. For slet ikke at tale om modstanden fra investorer og ejere af alle de virksomheder, der må afvikles, fordi deres produktion aldrig kan blive bæredygtig.

Og for det andet: Selv om man sætter ’grønne’ barrierer op for de private virksomheder, så er de stadig underlagt konkurrencens lov, nu bare med andre rammebetingelser, og så står vi med det samme gamle problem: en økonomi, der nødvendigvis fører til en fortsat vækst.

Der er (mindst) 3 vigtige områder, hvor man kan sætte ind:

For det første: Min kritik af bogens fremstilling af ”samfundsfortællingens” betydning ændrer ikke ved, at de to forfattere har fat i noget vigtigt. Det er nødvendigt, at vi diskuterer med hinanden, hvordan vi ønsker at leve, og at vi opnår en konsensus, der er stor nok til, at den kan bære en forandring igennem. De peger selv på, at der er mange lokale fællesskaber, der allerede spiller en vigtig rolle, og hvor det ville være oplagt at løfte diskussionen op på et højere niveau. Man kunne fx godt forestille sig, at Folketinget ─ situationens alvor taget i betragtning ─ fik udarbejdet materiale til diskussioner om mulige nye produktions- og livsmåder, som man så opfordrede alle de mange foreninger, vi har i Danmark, til at gå i gang med.

For det andet: En af de vigtigste pointer i bogen er, at vores demokratiske system skal speedes op med en styrkelse af byrådene og det lokale demokrati, så kommunerne kan gå foran, der hvor der er lokal opbakning. Det er afgørende for Baastrup og Dahl Mogensen, at det ”deltagerdemokratiske lag” generelt bliver styrket (140). De er fortalere for borgerting både på lokalt og nationalt plan. Der er brug for ”et mere systematisk arbejde med demokratisk fornyelse præget af en tydeligere institutionel integration i den samlede politiske proces” (144). Det er et tiltrængt opgør med en socialdemokratisk tradition for topstyring.

For det tredje: Vi må blive langt bedre til at diskutere, hvilke konkrete reguleringer der nødvendige og mulige.

Det er nødvendigt at sætte en bom for forbruget. Men det vil jo betyde, at endnu flere virksomheder vil bukke endnu hurtigere under i konkurrencen. Det er svært at se andre muligheder end en statslig beslutningsret med udgangspunkt i borgerrådsbeslutninger, mht. hvad og hvor meget der må produceres, og hvad overskuddet skal bruges til. Den ledige arbejdskraft må flytte over i den bæredygtige produktion, og som Baastrup og Dahl Mogensen pointerer: Arbejdstiden må sættes ned, så den svarer til den produktion, der kan finde sted indenfor de angivne rammer.

Det umiddelbart mest presserende er CO₂-udledningerne. Biodiversitetsproblemet er ikke lige så synligt, men alt tyder på, at det også her er afgørende, at der handles hurtigt. Mht. ressourceproblemet er vi allerede der, hvor vi i Danmark d. 28. marts har opbrugt den andel af Jordens ressourcer, der kan tilkomme os på et år, hvis man går ud fra, at de naturressourcer, vi bruger, skal kunne gendannes. Naturen har sin tid. Og den er i en efterhånden katastrofal konflikt med den ’tid’, der regnes med i de kapitalistiske vækstøkonomier.

Det burde derfor være indlysende, at vi ikke kan komme for hurtigt i gang med en omstilling.

Men hvilke reformer skal kæmpes igennem for at nå dertil? Man kan arbejde for, at vi får flere andelsvirksomheder, kooperativer og medarbejderejede firmaer. Og man kan forsøge at få gennemført skrappe krav til de privatejede virksomheder som fx:

• Bæredygtighedskriterierne skal opfyldes. Der må ikke være negative bieffekter, dvs. at det ikke er nok, at forureneren betaler, al produktion skal foregå indenfor bæredygtige rammer. Det betyder bl.a., at produkter, der ikke kun er til éngangsbrug, skal være konstrueret, så de kan repareres eller genanvendes. Det betyder også, at hvis en virksomhed vil indføre ny teknologi eller nyt maskineri, før det gamle er slidt ned, skal man kunne vise, at det, der kasseres, kan genanvendes andre steder.
• Der skal primært produceres de ’nødvendige’ forbrugsvarer. Nødvendighedsniveauet fastlægges i borgerråd. Luksusvarer produceres i det omfang, der er ressourcer tilbage, og borgerne får rationeringskort til disse goder.
• Der skal være medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen plus repræsentanter for staten, kommunen og et kommunalt borgerråd.
• De økonomiske ejere må maks. sidde på halvdelen af pladserne i bestyrelsen.
• Der sættes en overgrænse for, hvor stor en virksomhed må være, dvs. krav om opsplitning, hvis den bliver for stor.
• Regnskabet skal være offentligt og godkendt af uvildige revisorer, som også skal sikre, at der betales skat. De skal indberette, hvis det viser sig, at der er huller i skatteloven.
• Ejere og investorer kan maks. få et udbytte på en demokratisk fastsat procent.
• Der skal være et (lavt) loft over cheflønninger og bund under de ansattes lønninger.
• Overskud derudover og udover den nødvendige investering går til staten og/eller kommunen og/eller til medarbejderne og/eller en velgørende fond og/eller lokale idrætsklubber og foreninger. Generelt må man forestille sig, at provenuet overvejende bliver dirigeret over i etableringen af ikke-ressourcekrævende aktiviteter som omsorgsarbejde og forskellige former for service.
• Indenfor en sådan ramme kunne konkurrencen så foregå. Der ville være et økonomisk incitament for både ejere og medarbejdere, men ingen af dem ville kunne bruge deres penge på noget, der ikke er bæredygtigt. Ville man også kunne standse den økonomiske vækst? Man kan i hvert fald sige, at begrænsningerne ville betyde, at der ville være tale om en meget langsommere vækst. Og et system i denne retning ville også betyde, at man hele tiden kunne justere, hvis man opdager, at en bestemt produktion viser sig at være forurenende eller have utilsigtede konsekvenser. Opgaven må være at indsnævre markedet så meget, at de økologiske grænser respekteres, men samtidig at have et marked, der er omfattende nok til at sikre både en nogenlunde effektiv distribution og en vis innovation. Hvor balancepunktet ligger, må afgøres af de faktiske erfaringer.

Min pointe er ikke, at disse forslag er fyldestgørende. De er kun eksempler, som kan danne udgangspunkt for den nødvendige folkelige diskussion i foreninger og borgerting. Vi er nødt til at tage fat om nældens rod, eller som Baastrup og Dahl Mogensen skriver: Der er ”kun én vej ud af problemerne: at rive plasteret af ved at gå illusionsløst og nøgternt til værks over for hævdvundne sandheder og halvbagte fremtidsdrømme uden forankring i de biofysiske grænser og lovmæssigheder” (19).

1. Læs bogen og/eller se her: https://www.eftertrykket.dk/2021/11/13/soeren-maus-uomgaengelige-kapitalismekritik/