Når konteksten bliver en relativering, ser vi kun det bestialske

Af Rithma Kreie Engelbreth Larsen

Et tilbageblik på den offentlige debat

Ifølge Mette Frederiksen og hendes partifæller er det ”dybt bekymrende og aldeles historieløst,” hvis man vover at stille spørgsmålet om, hvorvidt de utallige palæstinensiske tab fortjener samme sympati som de israelske ofre. Hun kalder det en ”relativering” mellem usammenlignelige størrelser: ”Det er Hamas, en terrororganisation, der angriber et demokratisk land, Israel. Og Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre. Det tåler ikke nogen sammenligning. Og det, at en dansk journalist stiller spørgsmålet, er for mig dybt bekymrende, vil jeg gerne sige,” var hendes svar.¹

Mette Frederiksen får med sin afsky over spørgsmålet markeret, at der kun er én legitim fortælling – om en demokratisk stat, der handler i selvforsvar, punktum.

Her ønsker jeg at udfordre netop dette punktum.

Det israelske militær har blot 5 dage efter angrebet d. 7. oktober smidt flere end 6.000 bomber på Gaza², ét af de mest tætbefolkede områder på kloden. Det er endvidere blevet bekræftet af blandt andre Human Rights Watch, at dette inkluderer brugen af fosforbomber, som er forbudt efter international lov.³ Flere hundrede tusinder er allerede blevet fordrevet fra deres hjem. Mere end en million mennesker er blevet beordret evakueret fra den nordlige til den sydlige del af Gaza. FN har meldt, at denne menneskeflugt vil få ”omfattende humanitære konsekvenser”. Flere end 5.500 mennesker er i skrivende stund døde som følge af bombardementerne, heraf mere end 2.000 børn.

Den amerikanske præsident Biden kaldte terrorangrebet “an act of sheer evil”, ”pure unadulterated evil”. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu skrev i et (nu slettet) indlæg d. 16. oktober på mediet X: ”This is a struggle between the children of light and the children of darkness, between humanity and the law of the jungle.”⁴

Forsker i folkemord Raz Segal har kaldt krigen eller konflikten eller forsvaret imod terror – hvad end man vil kalde den – en ”textbook case of genocide”.⁵ Som også påpeget af Segal meldte den israelske premierminister fredag d. 13. oktober, at dette ”kun er begyndelsen”. Den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, udtalte den 9. oktober: ”We are imposing a complete siege on Gaza. No electricity, no food, no water, no fuel. Everything is closed. We are fighting human animals, and we will act accordingly.”⁶

Med udtalelser som disse udviskes ifølge Raz Segal ”distinktionerne mellem Hamas-militanter og Gaza-civilister, og dermed forvanskes den bredere kontekst af kolonisering og besættelse”. Det er imidlertid samme kontekst, der har haft svære kår også i det danske medie- og debatlandskab, som jeg vil kaste et blik på i det nedenstående.

***

I Debatten DR2 d. 12. oktober hørte vi fra dansk-israeler Sarah Rapaport, at Gallants udtalelse ”skal ses i det lys, at israelere er i sorg”. På spørgsmålet om proportionerne i Israels modangreb og de potentielle civile ofre, tøvede hun ikke, men bedyrede, at det “må ordnes, som det skal ordnes” og “ikke på den pæne måde”. Jonatan Møller Sousa, daglig leder af Forum for Dialog om Israel, henviste i samme udsendelse konsekvent til angrebets bestialske karakter. Fem gange forklarede han Israels voldsomme reaktion med henvisning til fjendens uoverstigelige ”bestialskhed”.

Til spørgsmålet, om det ikke også hører sig konteksten til, at Israel er besættelsesmagt, siger Sousa bl.a.: ”Jeg tror, at I skal se på det som et Israel, der forsvarer sig imod en fuldstændig bestialsk fjende.” Jesper Petersen (S) gentog karakteristikken af fjenden som bestialsk – og føjede ”barbarisme” til. Anna Libak kaldte også fjenden ”bestialsk” – og sammenlignede den indledte krig med krigen mod Islamisk Stat.

Men er det ikke rimeligt, at Hamas erklæres utvetydigt onde – så længe der er enighed om, at Gazas civilbefolkning ikke er lig Hamas? Når der ofte henvises til, at ”Hamas nyder ret stor opbakning i Gaza” blandt befolkningen samtidig med en fortsat insisteren på, at Israels militæroffensiv ikke desto mindre er ”rettet mod Hamas” og ikke civilbefolkningen, anstrenger man sig ikke altid for at understrege en skelnen.

Som Yonatan Goldshtein påpeger i Debatten, ville denne forestilling måske ”holde en lille smule vand”, hvis det var sådan, at det israelske modangreb benyttede sig af klart afgrænsede præcisionsvåben frem for den regn af bomber, der sendes ind mod Gaza disse dage. Det er dog blevet bekræftet af det israelske militær, at der er ”fokus på skade og ikke på præcision”.⁷

Alle må vel være enige om, at ”en demokratisk stat” har ret til at forsvare sig imod terror, lyder det ofte. For Rasmus Stoklund er situationen sammenlignelig med såvel Rusland-Ukraine-krigen som angrebet på Pearl Harbor. Sådan lød det, da han d. 11. oktober var sendt i P1 Orientering for at forsvare Mette Frederiksens hidsige udfald mod den TV2-journalist, der kort forinden havde vovet at spørge hende, om hun havde tænkt sig at lægge blomster ved den palæstinensiske ambassade for at vise samme sympati for den palæstinensiske civilbefolkning som den israelske.

Stoklund nævner, at statsministeren jo naturligvis gerne ytrer sympati for den del af den palæstinensiske civilbefolkning, der ikke er tilhængere af Hamas, men mener alligevel, at spørgsmålets præmis er helt urimelig, fordi man med spørgsmålet ”sidestiller parterne”. Han påpeger, at der ikke er nogen, der ville forvente, at statsministeren skulle lægge blomster foran den russiske ambassade.

Men helt konsistent i sin skelnen er han ikke, for heller ikke den palæstinensiske civilbefolkning er det utvetydigt nemt at have sympati med, må man forstå, for man kan ikke helt adskille Gazas befolkning og Hamas på grund af ”den måde, som palæstinensernes egne repræsentanter udtaler sig på”. ”De gør det jo svært at holde af dem, når de ikke kan tage afstand fra et terrorangreb, og når de pålægger Israel ansvaret for det, der skete i weekenden, hvor civile blev dræbt og voldtaget og taget som gidsler og så videre.”

Det er ”svært at holde af dem”, lyder det. Det er tilsyneladende svært at skelne det bestialske fra det uskyldige. Nemmere bliver det ikke, når der kontinuerligt lukkes ned for den samtale, der ser bagom det resolutte modsvar, som den uforbeholdne støtte til Israels ret til selvforsvar også har impliceret og fortsat vil implicere – alt imens den ulovlige besættelse af de palæstinensiske territorier finder sted på 56. år, og indespærringen af Gazas indbyggere fortsætter på 16. år.

***

Human Rights Watch og andre organisationer har igen og igen, men oftest for døve ører, dokumenteret de fortsatte og vedvarende forbrydelser mod menneskeheden, som det israelske militær begår mod den palæstinensiske civilbefolkning. I en rapport fra juni 2022 beskriver organisationen forholdene på Gaza-striben som et fængsel uden tag, et ”open-air prison”.⁸ Rapporten markerede 15-året for den omfattende nedlukning af ind- og udgange for Gaza-stribens beboere.

Det betyder, at Gazas indbyggere med marginale undtagelser er forhindret i at tage til Vestbredden, selvom ”den internationale konsensus er, at disse to landområder af det besatte palæstinensiske territorie udgør én territorial enhed”. Israel kontrollerer store dele af det almindelige liv i Gaza, herunder import og eksport. En stribe af internationale organisationer, herunder FN, kritiserer, at Israel ikke lever op til dets forpligtelser som besættelsesmagt. Heraf følger nemlig et krav om at sikre basale menneskerettigheder til indbyggerne på besat territorium, såsom ret til fri bevægelighed. De vidtgående restriktioner, som Israel har iværksat de seneste mange år, vurderer FN som ude af proportion.⁹

Der er områder på det palæstinensiske territorium, hvor krænkelserne af basale rettigheder er så omfattende, at de udgør forbrydelser mod menneskeheden af apartheid- og forfølgelseskarakter. I Israels 75-årige historie som stat har man fastholdt palæstinensere under et militærstyre (med en enkelt undtagelse på 6 måneder). Det indebærer en suspension af almene civile rettigheder for landets palæstinensere, mens Israels jødiske borgere i stedet lever i et demokratisk styre med civile rettigheder.

Israel har kontrol med grænser og luftrum, hvorigennem man kontrollerer den palæstinensiske befolkning i et land med påtvungne checkpoints og identitetskort. Netanyahu har åbent erklæret sin hensigt om at annektere yderligere dele af Vestbredden til udvidelse af de ulovlige israelske bosættelser.

Alle disse ting har foregået i årtier, altimens verdensledere har set stiltiende til. Hamas’ angreb d. 7. oktober var forkasteligt og hjerteløst, og som en konsekvens regner det ned med bomber på Gaza-striben, Jordens største fængsel. Er det kontroversielt at konstatere, at denne reaktion også er forkastelig? Den vestlige verdens ledere snubler over hinanden for at erklære Israel støtte i statens ret til selvforsvar mod det bestialske angreb fra Hamas, men at påpege, at dette selvforsvar rammer en befolkning, som er blevet frataget land og rettigheder af en besættelsesmægt i årtier, og som er lige så forsvarsløse som ofrene for Hamas’ terror – det er en historieløs relativering forstås. Hamas er ikke Gaza, men desværre er Hamas i Gaza.

Det er aldeles bekymrende at antyde, at der er tale om en konflikt mellem to ligeværdige parter, mener Stoklund. Det er også for mig svært at se, at de skulle være ligeværdige, hvis man tillader at vende blikket mod den større kontekst – en besættelsesmagt med hele den vestlige verdens militærindustri i ryggen overfor en civilbefolkning uden adgang til blot mad og vand, der er blevet undertrykt og fordrevet i årtier. Der er en magtasymmetri på spil af astronomiske proportioner – men i debatten bliver det mødt med forargelse, hvis man tillader sig denne kontekstualisering – undskyld, relativering.

***

Svaret på den tragiske historie, som for både israelere og palæstinensere har varet ved i mange år, om end tabstallene er meget forskellige, må aldrig blive dehumanisering. Det må selvsagt aldrig blive sådan, at jødiske medborgere er bange for at stå frem. Desværre kan jeg forstå, at det allerede for visse jøder i Danmark er virkelighed. Det bør ingen nogensinde acceptere. Dehumaniseringens sprog og handlinger er det onde, vi alle må bekæmpe. Det bedste kampmiddel, vi har, er at følge den internationale konsensus og ophæve besættelsen.

Det får mig til at tænke på de palæstinensere, som jeg mødte i byen Hebron i sommeren 2017.¹⁰ De måtte sætte net op over deres markeder og fodboldbaner, fordi jødisk-israelske bosættere og soldater kastede tåregasgranater og sten ind over dem. Vi må aldrig blive så kontekst- og historieløse, at vi hele tiden vender det blinde øje i den ene retning. Hverken jøder eller palæstinensere skal mødes med had.

Når jeg alligevel lægger forholdsmæssigt større vægt på den palæstinensiske civilbefolknings side i de besatte territorier, skyldes det først og fremmest, at vi her har at gøre med en bemærkelsesværdig uproportionalitet mellem militær styrke og økonomisk magt. Dernæst skyldes det, at historien aldrig er uvæsentlig: Hvor palæstinensere har oplevet at få frataget land, ejendom og familiemedlemmer som direkte konsekvens af oprettelsen af staten Israel, er det tværtom ikke som konsekvens af den palæstinensiske modstand eller endog palæstinensiske terrorangreb, at jøderne blev udsat for folkemordet under Holocaust. Denne historiske kontekst hører jeg dog ofte gentaget fra det socialdemokratiske partiapparat disse dage. Det er vel om noget en ”relativering” og ikke en ”kontekstualisering” af konflikten mellem Israel og Palæstina, eftersom det udelukkende er en historie og en grusomhed, der påhviler de europæiske nationer og hører sig til vores egen historie?

Når Jonatan Møller Sousa i Debatten siger, at palæstinenserne ”kan få fred med det samme,” fordi det blot ”kræver, at de opgiver volden og kampen for at fjerne Israel,” så er det en benægtelse af såvel historien som den realpolitiske virkelighed. Da jeg var i Palæstina i sommeren 2017, var der ikke terrorangreb eller voldelig opstand, men alligevel bevidnede jeg selv israelske soldater, der afviste palæstinensere ved checkpoints, ligesom en ikke-voldelig demonstration med muren i Betlehem blev mødt med tåregasgranater, der ramte voksne og børn. Mange flere, der har været i området meget længere end jeg, har utallige beretninger om uprovokeret vold, ekspropriation og en systematisk undertrykkelse, der ikke ophører under fredelige perioder heller. For sandheden er jo, at der ikke er nogen fred under en efterhånden permanent besættelse. I bedste fald er der fortiet smerte og undertrykt uro.

Det bevidnes af mange organisationer på begge sider. Et oplagt eksempel er organisationen Breaking the Silence, der består af israelske veteraner, der ønsker at oplyse om den diskrimination og undertrykkelse af palæstinenserne, som de har bevidnet eller forøvet. De tager utvetydigt afstand fra Hamas’ umenneskelige handlinger d. 7. oktober, samtidig med at de arbejder for at ophæve besættelsen. Et erklæret mål er at modsætte sig den udbredte fortælling om, at overgreb og ødelæggelse af palæstinensisk ejendom er undtagelsesvise – for deres oplevelse var og er, at det tværtimod er normen, og det understreger de utallige vidnesbyrd, som de over årene har indsamlet.¹¹

Når Sousa supplerer sin udtalelse om, at palæstinenserne bare kan ønske fred, med et håb om, at man også i Danmark nu bør kunne forstå nødvendigheden af det israelske jerngreb overfor palæstinenserne, så er det med til at legitimere og normalisere den brutalitet, som palæstinensere rutinemæssigt udsættes for på de besatte territorier – og har været udsat for i årtier. ”Hvis Israel slipper den militære kontrol bare en smule, så ved alle nu, hvad der sker,” siger han om Hamas’ terrorangreb.

Derfor kan vi heller ikke, som Frederik Vad appellerer til i Deadline d. 12. oktober, lave ”en meget, meget skarp opdeling mellem Israel/Palæstina-konflikten og så det terrorangreb, der kom her i lørdags,” fordi terrorangrebet, reaktionerne derpå og det efterfølgende modsvar fra Israel ikke finder sted i et historie- og kontekstløst vakuum.

Når der ganske hurtigt efter terrorangrebet sker et analytisk arbejde fra medier og eksperter, der peger på den kontekst, som Hamas er opstået i, er det ikke for at negligere den israelske sorg, men derimod fordi man ved, at bomberne snart begynder at regne ned over Gazas indbyggere. Var analysen udeblevet eller blevet udskudt, som Vad, Petersen og Stoklund efterlyser, så havde det bidraget til en øget legitimering af en udifferentieret krigsførsel på Gazas 2 millioner indbyggere. Jeg tror ikke, at det israelske militær havde været mere tilbageholdende i dets angreb på Gazastriben, hvis medier og verdensledere alle havde fulgt trop og holdt sig til at gentage mantraet om Israels uforbeholdne ret til selvforsvar.

***

I Vads forklaring på, hvorfor statsministeren reagerede så voldsomt på journalistens spørgsmål, siger han, at det indeholdt en, for ham at se problematisk, præmis om, at man skal gå til dette terrorangreb på en anden måde end andre terrorangreb, idet han fastholder, at det skal ses i et sådant historie- og kontekstløst vakuum.

Ikke mange andre terrorangreb kommer fra en lokation, der omtales som verdens største ”open air prison”, og som israelske politikere allerede gentagne gange tidligere har vist resolut vilje til at bombe sønder og sammen – til trods for, at der bor hundredtusindvis af børn og millioner af civile på et lille område, der ikke er større end Langeland.

Men skal dette terrorangreb besvares på andre måder end andre terrorangreb? Det kommer vel an på, om også andre terrorangreb skal besvares af en stor militær overmagt, der på få dage dræber tusindvis af civile, herunder mange hundrede børn, og som afskærer 2 millioner mennesker fra mad, vand og elforsyning, fordi der blandt disse millioner et eller andet sted findes ophavsmændene bag terrorangrebet.

Skal terror besvares med mere terror, så vi kan se frem til yderligere terror?

Var det sådan, at modsvaret også havde ladt vente på sig, så kunne man måske tale om, at ”analysen”, som Frederik Vad siger i Deadline, også kunne vente. Men Israel har nu i mere end ti dage haft en total blokade i Gazastriben, og derfor er det svært at forestille sig, at man skulle undlade en analyse, mens mennesker sulter og dør.

Mens Frederik Vad har turneret medierne med det, han igen og igen kalder sit ”nuancerede synspunkt,” er 300.000 reservister indkaldt til tjeneste i den israelske hær, og vi afventer nu, om der iværksættes en landoffensiv. I P1 Morgen d. 10. oktober har DR interviewet dansk-israeleren Peter Israel, der udtaler: ”Dagen efter den her krig skal vi nok bekymre os om humanitær hjælp. Men lige nu skal vi gøre alt for at udslette al militær trussel fra denne [palæstinensisk] side.” Når krigen er færdig, ”skal der ikke være én på den anden side, der har mulighed for at tage et løftet gevær i hånden og såre og skade israelere.”

I samme udsendelse, som i øvrigt er blevet voldsomt kritiseret af Rasmus Stoklund, fordi forskeren Mona Sheikh interviewes sidst i programmet, hører vi ligeledes den israelsk-bosiddende dansker Sara Rapaport, der pure afviser anklagerne om, at Israel skulle være specielt aggressiv i sin fremførsel overfor palæstinenserne. ”Jeg vil gerne se Danmark, hvis Sverige begyndte at skyde missiler ind over Danmark hver eneste dag, og det så bare fortsatte i flere år, om Danmark så ikke ville vågne op på et eller andet tidspunkt.”

Sådanne sammenligninger skyder som nævnt frem over alt, uden at nogen anholder ”relativeringen” og den kunstige kontekstualisering. Danmark har jo ikke besat Sverige eller udvidet vores territorier ulovligt med flere og flere bosættelser i et kollektivt svensk ”open air prison”.

Ethvert blik på den palæstinensiske historie om livet under en besættelsesmagt forkastes disse dage hurtigt som ”historieløs relativering”. Dermed fornægtes en del af konteksten bag det, der sker – og tilbage bliver kun den israelske sorg for angrebet i lørdags, der skal ses som en kontekstløs og fritsvævende begivenhed unddraget historiens øvrige slipstrøm. Dermed underbygger og leverer vi den ensidige legitimeringsfortælling til Netanyahu og det israelske militærs modangreb på Gaza, hvor tusindvis allerede er blevet dræbt i den meget bredspektrede kamp mod de bestialske, som Israel har svoret at udslette, og som indebærer fosforbomber med store civile tabstal. Det er en fortælling, der hurtigt bidrager til en udviskning af grænsen mellem Hamas-militante og Gazas indbyggere bredt set.

De er så svære at holde af, siger Stoklund højt – og mange andre siger det mellem linjerne. Nemmere ville det være, hvis palæstinenserne forholdt sig passivt, mens bomberne faldt omkring dem, og nøjedes med at udtale sympati for de israelske ofre uden et ord om egen historie.

Rithma Kreie Engelbreth Larsen er ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet.

1. Citeret i Jyllands-Posten, d. 10.10.23. https://jyllands-posten.dk/politik/ECE16502526/mette-frederiksen-kritiserer-journalist-der-spurgte-til-palaestinenserne/
2. Det har Wall Street Journal dokumenteret d. 14.10.23 med henvisning til et tweet fra ”Israeli Air Force” d. 12.10.23: https://www.wsj.com/livecoverage/israel-hamas-war-gaza-strip/card/israeli-air-force-says-it-has-dropped-6-000-bombs-on-gaza-QK1aSnupiGqytMVO86PU
3. Human Rights Watch: “Israel: White Phosphorus Used in Gaza, Lebanon”, 12. oktober 2023.https://www.hrw.org/news/2023/10/12/israel-white-phosphorus-used-gaza-lebanon
4. Sonam Sheth: ”Netanyahu deleted a post on X about a struggle against ‘children of darkness’ around the time of a tragic hospital explosion in Gaza”, Business Insider, 17. oktober 2023. https://www.businessinsider.com/netanyahu-deleted-children-of-darkness-post-gaza-hospital-attack-2023-10?r=US&IR=T
5. Raz Segal: “A Textbook Case of Genocide”, Jewish Currents, 13. oktober 2023. https://jewishcurrents.org/a-textbook-case-of-genocide
6. Al Jazeera, d. 9. oktober 2023. https://www.aljazeera.com/news/2023/10/9/israel-announces-total-blockade-on-gaza
7. James Rothwell: ” Israel abandons precision bombing in favour of ‘damage and destruction’”, The Telegraph, 11. oktober 2023. https://www.telegraph.co.uk/world-news/2023/10/11/israel-abandon-precision-bombing-eliminate-hamas-officials/
8. Human Rights Watch: “Gaza: Israel’s ‘Open-Air Prison’ at 15”, 14. juni 2022. https://www.hrw.org/news/2022/06/14/gaza-israels-open-air-prison-15
9. Foruden rapporten af HRW, der refereres til foroven, finder vi blandt andet eksempler herpå i FN’s Menneskerettighedsråd: https://www.ohchr.org/en/press-releases/2023/06/rights-civil-society-members-are-being-violated-all-entities-israel-and og Amnesty International: https://amnesty.dk/staten-israel-udoever-apartheid-mod-palaestinensere/
10. Som jeg også dengang skrev en rejseberetning om, der blev udgivet på Eftertryk: ”Hvad der nærmer sig en reel krigszone”, 27. september 2017.  https://www.eftertrykket.dk/2017/09/27/hvad-der-naermer-sig-en-reel-krigszone/
11. https://www.breakingthesilence.org.il/