Dødskulten

LEDER

Af Uffe Kaels Auring & Poya Pakzad

I disse tider advarer folk, såsom Danmarks statsminister, mod at ”relativere” de israelske ofre. Meningen er, at vi skal relativere, men på en bestemt måde. Vi skal anerkende, at palæstinensiske ofre – beklagelige, som de er – har minimal moralsk værdi, fordi israelere er blevet dræbt. Vi skal stå fast på, at ingen mængde af palæstinensisk lidelse kan retfærdiggøre angreb på israelere, og at enhver terrorhandling mod Israel kan retfærdiggøre massemord på palæstinenserne. Påbuddet lyder, at vi skal relativere maksimalt og uden skelen til konfliktens proportioner, så betydningen af palæstinensisk lidelse bliver forsvindende lille.

Den dybere pointe er, at vi skal holde fast i vores principper, såsom at der skal ikke gøres et større problem ud af den vedvarende undertrykkelse, forarmelse og fordrivelse af palæstinenserne. Det går helt af sig selv at adlyde dette princip i ”fredstid”.

Fredstid er f.eks., når de indespærrede indbyggere i Gaza marcherer fredeligt, og i titusindvis, op til fængselshegnet med det formål at appellere til ophævelsen af den ulovlige israelske blokade, som efter næsten to årtier har gjort striben ubeboelig. Fredstid er, når Israel sender snigskytter ind, som fra passende afstand likviderer demonstranter i et ”morderisk overgreb”, som er ”bevidst målrettet” civile. Når hundredvis af civile palæstinensere bliver dræbt, og titusinder såret, herunder 9.000 børn.

Fredstid er, når 15-årige Alaa Yihya fra Al Shaboura-flygtningelejren bliver skudt i nakken, selvom han står 80 meter fra hegnet. Eller når 14-årige Wisal Sheikh-Khali fra Al Maghazi-flygtningelejren bliver skudt i hovedet 100 meter fra hegnet. Når handikappede Fadi Abu Salmi på 29 bliver skudt i brystet i sin kørestol 300 meter fra hegnet. Når den frivillige paramediciner Razan Ashraf al-Najjar på 21 fra Khan Younis bliver skudt i brystet og dræbt, mens hun hjælper sårede demonstranter. Og når 13-årige Hussein Madi uden varsel bliver dræbt ved skud i maven, mens han prøver at skærme sig bag et træ.

Fredstid er pogromer på Vestbredden og gentagne overgreb på Gaza-striben. Fredstid er en tilstand af permanent apartheid og forfølgelse fra floden til havet.

Fredstid er, når vi får fred for at høre om de evindelige problemer. Fredstid er de gode perioder, hvor vi klart markerer, at palæstinenserne ikke kan slippe ud af undertrykkelsen ad nogen fredelig vej. Fredstid er, når vi lader verden forstå, at vi vil se israelsk blod for at interessere os for sagen, om end primært dens ene side.

Det nuværende krav om anti-palæstinensisk relativering viser blot, at vores principfaste indifference gælder med endnu større styrke, når konflikten er varm, dvs. kræver israelske ofre. For nu er den almindelige ligegyldighed ikke længere nok. Når israelerne fratager palæstinenserne liv og land på højtryk, er det vigtigt, at vi også stepper op og aktivt fraskriver dem værdi med al den moralske tyngde, vi kan mønstre.

Så passer tingene sammen. Israelerne tager palæstinensernes liv; vi fratager dem deres menneskelighed.

Vi hører også, at vi ikke må moderere vores ubehag ved overgrebene med men’er. Det kan let misforstås, for men’et er faktisk påkrævet, hvis man bringer palæstinensisk ulykke ind i samtalen. Vi kan godt sige:

”Uskyldige palæstinensere lider, men det er pga. Hamas.”

”Civile ofre er altid beklagelige, men det hører med, når et demokrati forsvarer sig mod en uhyrlig terrororganisation.”

Men’et sætter en ramme for medfølelsen: Sympatien hører til i det lukkede afsnit for umyndiggjorte emotioner. Den må ikke bryde ud i moralske vurderinger eller politiske krav. For vi ved allerede, hvad der kræves. Det eneste rigtige er at dræbe og ødelægge. Punktum. Ikke noget men.

Det er dér, vi sætter grænsen. Og den sætter vi ikke dér, fordi vi ikke tåler undskyldninger for Hamas’ massemord. Vi accepterer blot ikke anfægtelser af Israels ret til at begå massemord. Det er det hele.

Foruden den rent moralske grænse er det også vigtigt at hindre forståelse og sikre fortsat produktion af død og ødelæggelse. Men’et åbner op for at forstå baggrunden for, at israelere bliver dræbt. Men vi skal værne om vilkårene for, at israelerne bliver dræbt, og de består, så længe vi ikke roder op i alting. Vi må blindt forsvare Israels overgreb; blindt fordømme palæstinensiske overgreb; således blindt arbejde for, at vi får mest muligt at forsvare og fordømme.

Og man siger, at Hamas er en dødskult …