Hvorfor er vi så dårlige til at drømme?

Når vi taler om politisk forandring, er det som om, vi mangler evnen til at forestille os, at verden kunne være radikalt anderledes, end den er. Tanker om reel forandring bliver affejet som meningsløs utopi, og vi fortsætter langt hen ad vejen med mere af det samme. Herbert Marcuses begreb om en-dimensional tænkning kan være en ramme for at forstå, hvorfor det hænger sådan sammen.

Af Pernille Loumann

”Hvordan kan det være, vi som samfund er så dårlige til at drømme? Er det manglende mod eller manglende fantasi? Hvorfor har vi ikke nogen visioner?” Nogenlunde sådan spurgte Rikke Collin for nylig i sin podcast Tårekanalen, hvor hun havde besøg af klimaaktivisterne Esther Michelsen Kjeldahl og Christina Roj til en samtale om klimaaktivisme, håb og utopier.

Det er et meget oplagt spørgsmål, som også har optaget mig, lige siden jeg for snart mange år siden begyndte at interessere mig for politik. Hvorfor er det, man ikke kan foreslå, at vi stopper med at producere og spise så meget kød, uden at de såkaldt ansvarlige politikere svarer sarkastisk igen med, at vi også bare kan bo i små tryllehytter i skoven og klippe hinandens hår? Hvorfor er det, man ikke kan tale om muligheden for, at der fandtes gratis og pålidelig offentlig transport i hele landet uden at blive mødt med himmelvendte øjne?

Når vi diskuterer samfundets udvikling, synes det ofte som om, der kun er et meget snævert mulighedsrum for forståelse af eksisterende problemer og for at foreslå egentlige alternativer. Uanset om det handler om indretningen af arbejdsmarkedet, folkeskolen, sundhedssystemet eller, hvordan vi håndterer klimaforandringer, synes der at herske en konformitet, der gør, at reelle forandringer udebliver. Vi tager for givet, at det, der allerede eksisterer, er udtryk for en uomgængelig fornuft, og at mennesker, der peger på radikalt nye veje, er ude af kontakt med virkeligheden.

Men hvorfor er det sådan?

En form for forklaring på dette fænomen fik jeg for nylig ved læsning af den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuses bog One-Dimensional Man fra 1964 (udkommet på dansk i 1969 under titlen Det én-dimensionale menneske).

Marcuse (1898-1979) tilhører sammen med bl.a. Max Horkheimer og Theodor W. Adorno den første generation af den såkaldte Frankfurterskole, og i Det én-dimensionale menneske introducerer han begrebet én-dimensional tænkning som en analytisk ramme til at forstå, hvorfor det er så svært for idéer, der bryder med status quo, at vinde genklang. Selvom bogen snart er 60 år gammel, synes Marcuses analyse også i dag uhyre præcis, når vi skal svare på spørgsmålet: ”hvorfor er vi som samfund så dårlige til at drømme?”

Den én-dimensionale tænkning er en tænkning, hvor vi accepterer det, der fremtræder for os, som sandheden, mens vi afviser alle alternativer. Den én-dimensionale tænkning indebærer, at ”idéer, bestræbelser og mål, som ifølge deres indhold rækker ud over det etablerede univers af sprog og handlinger, enten bliver afvist eller reduceret til at stemme overens med [det etablerede univers]” (Marcuse, 1969a, s. 32). Marcuse påpeger, hvordan den én-dimensionale tænkning er den dominerende tænkemåde inden for filosofi, psykologi, sociologi osv., og at dette har alvorlige følger for videnskaben, fordi det er en tænkning, der begrænser forståelsen af verden. Han er kritisk over for positivismen og empirismen, som, inspireret af naturvidenskaben, hævder, at sand viden er dét, man umiddelbart kan gå ud og få øje på, det, man kan måle og veje. Denne type videnskab er ifølge Marcuse mangelfuld, fordi den bliver låst inden for en allerede defineret betydningsramme, og dermed bliver selvbekræftende.

Den teknologiske rationalitet tillader os at udregne, hvordan vi kan slå flest mennesker mest effektivt ihjel eller tjene flest penge på at udnytte jordens ressourcer, og den én-dimensionale tænkning giver os ingen redskaber til at stille spørgsmålstegn ved dette. Det er med andre ord en tænkning uden reel opposition.Men det er uden for den videnskabelige verden, den én-dimensionale tænkning har de største konsekvenser. Den tjener nemlig til at underordne tanker og idéer det herskende system og at afvise de idéer, der er uforenelige med systemet. Som eksempel nævner Marcuse begrebet ”frihed”, der er etableret i en snæver betydning svarende til den måde, institutionerne i den såkaldt frie verden opererer, mens alle andre forståelser af frihed forkastes. Den én-dimensionale tænkning er altså en tænkning, der støtter og vedligeholder det eksisterende – og dermed dem, der har magten. Det, der umiddelbart ligner et dynamisk samfund, er altså i virkeligheden et fuldkommen statisk system, der blot bekræfter det, der allerede er. Dette system vedligeholdes af det, Marcuse kalder den instrumentelle fornuft og den teknologiske rationalitet, som er en form for perverteret fornuft, hvis primære kriterium er effektivitet: ”Vi lever og dør rationelt og produktivt. Vi ved at ødelæggelse er prisen for fremskridt (…), at forretningen ikke må gå i stå, og at alternativerne er utopiske” (Marcuse, 1969a, s. 157).

Vi genkender den én-dimensionale tanke fra politiske udspil, der har til hensigt at få flere i arbejde, så flere kan betale skat og forbruge, uden at interessere sig for, hvad det er for et samfund, vi ønsker os. Og vi kender det fra forskning, der skal undersøge, hvad ”der virker” i relation til patienter, skoleelever, ældre eller socialt udsatte uden at forholde sig til, hvad målet overhovedet skal være, herunder hvilken tilværelse der for disse mennesker er værd at leve. Men når tænkningen er indskrænket, betyder det, at der ikke er en modvægt til den bestående virkelighed – heller ikke når denne virkelighed bliver umenneskelig og brutal. Den teknologiske rationalitet tillader os at udregne, hvordan vi kan slå flest mennesker mest effektivt ihjel eller tjene flest penge på at udnytte jordens ressourcer, og den én-dimensionale tænkning giver os ingen redskaber til at stille spørgsmålstegn ved dette. Det er med andre ord en tænkning uden reel opposition.

Som modsætning til den én-dimensionale tænkning ser Marcuse den to-dimensionale eller negative tænkning. Det er idéen om to-dimensionalitet, der ansporer os til at få øje på verdens mange urealiserede dimensioner, og som efterlader os med én eller anden form for håb. Den afgørende pointe er, at tænkningen må række ud over det eksisterende: Der er en forskel mellem det, der fremtræder for os, og det, der kunne eller burde være. I den forbindelse har vi brug for nogle mere almene idéer og idealer om, hvad der er godt, sandt, retfærdigt osv. Hvis vi skal vurdere, om noget er retfærdigt, må vi med andre ord have en mere universel idé om, hvad retfærdighed er. Dette er en tankefigur, der kendes fra den allertidligste filosofi, og som vi fx ser tydeligt i Platons idélære, hvor den sande virkelighed er idéerne, som erkendes gennem tænkningen alene. Platons idéer kan ikke tælles eller opgøres i et regneark. De er en form for utopiske elementer, der tjener som pejlemærker. I essayet Philosophie und kritische Theorie (1937) skriver Marcuse, at det såkaldt utopiske længe har været det eneste progressive element i filosofien, og han nævner ”den bedste stat,” ”den højeste nydelse,” ”den fuldkomne lyksalighed” og ”den evige fred” som sådanne idéer i filosofihistorien, der peger frem mod noget andet end det foreliggende. Det er disse idéer, der er blevet lemlæstet af den én-dimensionale tænkning, som kun vil forholde sig til dét, vi umiddelbart kan se.

Idéer og værdier om det gode, det skønne, fred og retfærdighed er blevet gjort til noget suspekt: ”Disse idéers uvidenskabelige karakter svækker fatalt oppositionen til den bestående virkelighed; idéerne bliver blot til idealer, og deres konkrete, kritiske indhold fordamper ud i den etiske eller metafysiske atmosfære” (Marcuse, 1969a, s. 160). Populært sagt sidder vi med den én-dimensionale tænkning stadig nede i Platons hule og stiller os tilfredse med, at skyggerne på væggen er hele virkeligheden uden at forholde os til, om der kunne findes noget større og mere ægte. Imens kan vi så tælle de skygger, vi får øje på, måle dem, registrere dem i regneark, forsøge at systematisere dem. Men til hvad nytte?

Ethvert etableret samfund er ifølge Marcuse en realisering af givne muligheder. Det er ét projekt blandt andre mulige projekter. Samtidig står ethvert samfund over for et muligt kvalitativt anderledes projekt. Marcuse argumenterer i Det én-dimensionale menneske for, at teknologien faktisk gør et andet projekt muligt (og det er vel at mærke i 1964 – tænk bare på, hvilke andre projekter teknologien muliggør i dag!). Vi behøver ifølge Marcuse ikke længere leve i slaveri for at overleve; betingelserne for en anden verden er til stede. Hos Marcuse er utopien derfor ikke et uopnåeligt fantasiland, men snarere en mulighed, der er blevet trængt i baggrunden. At samfundet kunne se anderledes ud, er ikke det samme, som at vi alle kunne flyve rundt med lyserøde vinger og leve af tryllestøv. Det er en afledningsmanøvre, som ofte benyttes af dem, der har magten, for at få enhver kritik til at synes latterlig. De mulige alternativer til det bestående har ifølge Marcuse en klar forbindelse til virkeligheden, de er udtryk for en reel kritik og opposition. Han formulerer det sådan: ”Muligheden for en ganske anderledes samfundsmæssig indretning af livet har intet til fælles med ’muligheden’ for, at der kommer en mand med en grøn hat frem i alle gadedøre i morgen, men hvis man behandler dem med samme logik, kan man derved stille de uønskede muligheder i et dårligt lys” (Marcuse, 1969a, s. 225). Eller som det hedder i “Frigørelsen” (An Essay on Liberation, 1969): “’det utopiske’ er ikke længere det, som har ’intet sted’, og som ikke kan have noget sted i det historiske univers, men snarere det, som bliver forhindret i at komme til stede af de bestående samfunds magt” (Marcuse, 1969b, s. 13).

Vi kan med Marcuse pege på, at forudsætningerne for forandring er til stede. Det samfund, vi har valgt, er udtryk for én model blandt mange mulige. Vi har valgt at ødelægge naturen for, at nogen skal tjene penge. Vi har valgt, at man skal gå på arbejde 37 timer om ugen for at kunne leve et nogenlunde bekvemt liv. Vi har valgt, at de fattige skal bo dårligere end andre. Vi har valgt, at det er en topprioritet for os, at de fleste kan spise kød, flyve til udlandet på ferie og køre i bil til arbejde. Vi har valgt, at det er en god nyhed, når folk køber mere tøj, møbler og elektronik.

Men sådan behøvede det ikke at være.

Vi har ressourcer, viden og teknologi til at indrette os radikalt anderledes, end vi har gjort. Men det kræver, at vi løfter blikket og overvejer, hvordan vi ønsker at leve. Det er måske på tide at genoplive filosofiens store spørgsmål: Er dette ”den bedste stat,” ”den højeste nydelse,” ”den fuldkomne lyksalighed”? Hvordan bliver vores samfund retfærdigt? Hvordan bliver menneskets liv værd at leve – også om 100 år? Og hvis disse spørgsmål overhovedet ikke interesserer os – eller vores politikere – må man spørge: Hvad er så egentlig målet med det hele?

 

Litteratur

Marcuse, H. (1965 [1937]). Philosophie und kritische Theorie. I: Kultur und Gesellschaft 1. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.  

Marcuse, H. (1969a): Det én-dimensionale menneske. En undersøgelse af det højtudviklede industrisamfunds ideologi. København: Gyldendal.

Marcuse, Herbert (1969b): Frigørelsen. Skrevet i revolutionsåret 1968 og tilegnet de unge oprørere. København: Gyldendal.