Motorvejsbroer truer Kairos historiske gravpladser

For at gøre plads til nye motorveje bliver tusindvis af grave jævnet med jorden i de over 1400 år gamle gravpladser i Kairo, som er på UNESCO’s verdenskulturarvsliste. Det vækker kritik i det egyptiske samfund, hvor mange ser det som en krænkelse af gravpladsernes historiske værdi og både dødes og levendes tilhørsforhold til stedet.

 Af Rosa Folker Kappel
Fotografier af Abdullah Anis og Rosa Folker Kappel

“Den, der ikke kender sin fortid, kender ikke sin fremtid. Og vores fortid er blevet til sand,” konstaterer Shams Galal,¹ en 31-årig NGO-arbejder, mens vi bevæger os igennem Kairos Saida Aisha-kvarter. Vores destination er gravpladsen al-Qarafa, også kendt som “City of the Dead”, der ligger op ad dette kvarter, og ruinerne af, hvad der indtil for nylig var hendes familiegravsted. Vi går under en motorvejsbro, og pludselig står vi ved udkanten af gravpladsen og kan se ud over landskabet af små mausoleer og moskékupler. Vi stopper op ved et byggekrater i udkanten af gravpladsen. Hvor byggekrateret er, og hvor konstruktionsarbejdet allerede er gået i gang, var der indtil for et par måneder siden et mausoleum. Det er blevet revet ned ligesom Shams’ familiegravsted. Shams dropper planen om at gå ind på gravpladsen for at finde ruinerne pga. rygter om, at militæret er til stede på gravpladsen og forhindrer folk i at færdes derinde.

Det var lige efter Eid el-Fitr-højtiden dette år (20.-21. april), da Shams’ familie blev ringet op af vagten ved familiegravstedet, hvor Shams’ far, bedsteforældre, onkler og tanter var begravet. Han meddelte dem, at deres grav var ved at blive revet ned, og at de skulle skynde sig at komme og hente deres afdøde familiemedlemmers knogler. Det var et stort chok for dem, da de ikke anede, at graven var nedrivningstruet. Normalt bliver nedrivningerne varslet, ved at der males et grønt eller rødt kryds på mausoleet, men ikke engang dette varsel havde familien modtaget.

Nedrivninger af denne grav og mange flere på gravpladserne al-Qarafa, som er på UNESCO’s verdenskulturarvsliste på grund af sin islamiske kulturarv, sker, fordi den egyptiske stat bygger nye motorvejsbroer og udvider de allerede eksisterende i området. Siden 2020 er flere tusinde grave blevet revet ned, men særligt inden for de sidste par måneder er antallet af nedrivningerne steget. Regeringen forklarer broernes nødvendighed med, at de vil lette trafikken i Kairo. Derudover er broerne en del af et netværk af motorvejsbroer, der skal forbinde de ældre bydele af Kairo til “Den Nye Administrative Hovedstad”, der er under opbygning 40 km øst for Kairo og er præsident Abdel Fatah al-Sisis hjertebarn. Det skal blive en topsikret hovedstad for magteliten, langt fra den gamle hovedstad, hvor en folkeopstand i 2011 kortvarigt løsnede militærets greb om magten.

Byforsker Amr Abutawila fortæller under et interview i Kairo, at nedrivningerne på al-Qarafa er en del af andre store forandringer af byrummet, som foregår under præsidenten Abdel Fatah al-Sisi, der, siden han kom til magten i 2013, har slået hårdt ned på al slags opposition. Overalt i Kairo og i andre af Egyptens store byer jævnes grønne, offentlige områder, boligkvarterer og kulturarv med jorden for at gøre plads til motorveje, grandiose byggeprojekter og investeringsejendomme. “Det er et forsøg på at øge værdien af jord i den gamle by og at forflytte folk til de nye afsides ørkenkvarterer,” fortæller Amr Abutawila.

I talkshows og på sociale medier har nedrivninger på al-Qarafa mødt undren og kritik, hvilket ikke er uden risici i et militærdiktatur som Egypten. Det er, som om hele byen har et lod i disse gravpladser: Nogle bekymrer sig om tab af islamisk arkitekturhistorie eller tab af historiske personligheders gravsteder, og nogle har familiegravsteder, som de besøger og overnatter i. Derudover er der omkring 13.000 mennesker, som bor inde i mausoleerne og arbejder med at passe på dem. Ifølge byforsker Amr Abotawila, som er specialiseret i al-Qarafa, er “gravpladsen en sjælden og historisk bystruktur, idet den forener de levendes liv og de døde på et sted”. Derfor er hele området og de omkringliggende kvarterer på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, frem for enkelte monumenter. Her er et liv og en kultur, som ikke kan adskilles fra den historiske arkitektur og de monumenter, som omgiver det.

Lag af historie i al-Qarafa

al-Qarafa er det navn, som bliver brugt i Kairo om de middelalderlige gravpladser, der ligger ca. 5 km fra centrum af Kairo. Ældst er den sydlige del af al-Qarafa. Den blev brugt som gravplads allerede af de koptiske kristne og jøder, der boede i den nærliggende by Fustat, Egyptens hovedstad indtil 969 e.Kr. Stedet havde en særlig spirituel værdi, fordi det blev anset for at være det sted, hvor Moses talte med Gud. Samtidig var dette område goldt og sandet og derfor uegnet til landbrug, men særligt egnet til udtørring af nyligt afdøde.²

Den egyptiske stats plan om at udvide Salah Salem-motorvejen, som går igennem al-Qarafa, rystede kulturarvsaktivisten Hossam Abdel Azeem, som jeg interviewede i Kairo: “Udvidelsen skal gå igennem et område, der har været brugt som gravplads siden Amr ibn al-As og før endda. 1400 års historie ligger i lag i dette område,” fortæller han mig. Amr ibn al-As bragte islam til Egypten i 642 efter sin sejr over de byzantinske herskere i Egypten. Efter sigende indviede de koptiske ledere i Fustat Amr Ibn al-As i deres gravteknikker, og Ibn al-As fortsatte med at bruge al-Qarafa som gravplads.

Sammen med en frivillig gruppe ved navn “Shuahed Masr” (Egyptens Vidner) begyndte Hossam Abdel Azeem at dokumentere og redde de artefakter, der dukkede op blandt murbrokkerne. Shuahed betyder vidner, men kan også betyde gravsten, og netop gravsten er et af hovedobjekterne for deres rednings- og dokumentationsarbejde. “Gennem vores redningsarbejde har vi åbenbaret helt nye sider af egyptisk historie. Vi har fundet oplysninger om tre historiske personligheder, som hidtil var ukendte,” fortæller Hossam. En af disse personligheder opdagede de på en gravsten, der dukkede op inde i muren til et nedrevet mausoleum. De frivillige kunne med det samme se, at denne gravsten var fra en helt anden tid, da inskriptionen var på kufisk, en ældre form for arabisk skriftsprog. Gravstenen viste sig at være det 9. århundrede e.Kr., det 3. århundrede efter hijra³, og tilhørte en kvinde ved navn Umama Ibnat Mohammed Ibn Yahya. Hun havde levet i Fustat og var blevet begravet tæt ved sin samtidige Sayyida Nafisa, en kendt kvindelig muslimsk lærd og efterkommer af profeten. Fundet understregede for Hossam, hvordan al-Qarafa rummer vigtige kilder til nogle af de første århundreder af islams historie.

Men al-Qarafa har også været begravelsesplads under næsten alle efterfølgende dynastier og perioder i Egypten indtil i dag. “Her ligger fem historiske gravpladser i lag. Før nogle byggeprojekter kan gå i gang, bør der ske et omfattende arkæologisk udgravnings-, dokumentations- og redningsarbejde,” udtaler Hossam.

Den egyptiske stat hævder ofte, at de historiske monumenter ikke er truede, fordi de er registrerede på en liste hos Ministeriet for Antikviteter. Ifølge byforsker Amr Abotawila er listen, som oprindeligt blev udarbejdet 1881, ukomplet og opdateres ikke, på trods af at der af og til dukker artefakter op fra tidlig islamisk, fatimidisk eller mamlukisk tid. Et andet konfliktpunkt mellem repræsentanter for staten og kulturarvsaktivister er, hvorvidt nyere bygninger og mausoleer også skal kunne betragtes som bevaringsværdige.

Ifølge Amr Abotawila bør det anerkendes, at mausoleer, selvom de ikke er flere hundrede år gamle, kan have en særlig arkitektonisk eller social værdi. Langt de fleste af mausoleerne, der bliver revet ned lige nu, er de familiemausoleer, der blev bygget i løbet af 1800- og 1900-tallet af velstående Kairo-indbyggere, ofte i kreative arkitektoniske stilarter, som trækker på den islamiske arkitekturhistorie. Grave til en del kendte personligheder fra det 20. århundrede er blevet revet ned, f.eks. forfatter Ihsan Koddous’ grav eller kalligrafen Abdullah Beks grav. Også den verdensberømte forfatter Taha Husseins grav stod til at blive revet ned, men dette blev bremset som følge af en kampagne i civilsamfundet.

De levendes by

Mausoleerne bygget i det 19. og 20. århundrede ligner næsten små huse, og faktisk er der også folk, der bor i nogle af dem. Ligesom familierne til de afdøde besøger gravene og måske overnatter et par dage og spiser måltider under muslimske højtider. Mausoleerne er indrettet til beboelse med flere værelser og gårdhaver, vandfaciliteter og i enkelte tilfælde køkkener.

Ofte oplyser guidebøger til Kairo eller journalistiske artikler⁴, at der bor op mod en million mennesker på gravpladserne. I denne litteratur kaldes gravpladsen tit det gotisk klingende “City of the Dead”, og stedet beskrives som en slum, hvor fattige masser bosatte sig i løbet af det 20. århundredes boligkriser i Kairo. Ligeledes indgår beboerne i den egyptiske stats fortælling om området, hvor de fremstilles som squattere, der er skyld i monumenternes forfald. Denne fortælling er sandsynligvis stærkt overdrevet og bliver kritiseret af folk, som har forsket i området. Arkitekturhistoriker Galila el-Kadi vurderede i 2007, at kun ca. 13.000 mennesker bor i gravene – langt størstedelen, fordi de arbejder med at vedligeholde dem, et erhverv, som er gået i arv i generationer. “Den såkaldte ”City of the Dead” burde i virkeligheden kaldes “De Levendes By”,” forklarer Amr Abotawila og uddyber: “Der er et stigma mod folk, der bor på gravpladsen, hvor de bliver set som squattere. Historisk set er det forkert. Siden det 12. og 13. århundrede har infrastruktur for de levende været en del af gravpladserne, såsom skoler, moskéer, sufi-klostre og drikkefontæner.” Amr Abutawila vurderer, at der er et par tusinde husholdninger nu i al-Qarafa, og derudover er der en markedsgade, som går gennem den nordlige gravplads, der har eksisteret siden det 13. århundrede. Markedet tiltrækker sælgere og kunder fra mange af de omkringliggende kvarterer.

Shams, NGO-arbejderen, fortæller, at hun ikke kun mistede sit familiegravsted ved nedrivningen. Hendes oldefar, som byggede mausoleet i 1930, skænkede en jordlod ved siden af sit eget, hvor folk kunne begrave deres familiemedlemmer gratis, hvis de ikke havde råd til at betale for et gravsted. Også disse grave blev revet ned. Shams kendte familierne, der havde gravsteder her, ligesom hun kendte gravvagten, som var barnebarn af vagten, som oldefaren engang havde ansat. Her fortæller Shams om sine barndomsminder fra graven, som hun havde besøgt hvert år under Eid el-Fitr-ferien:

Graven var højloftet med små vinduer øverst. Det gav fuglene en mulighed for at komme ind. Det var et skønt syn! Min far medbragte ris og korn til fuglene. Småfugle kom flyvende, såsom hærfugle og duer. Når vi bragte ris og vand ind i graven, og fuglene kom med det samme, betød det, at stedet havde godhed i sig. Jeg husker også, da jeg var lille, at vi lavede sandwicher med ost og tomater, agurk og æg, og fordelte dem rundt til de fattige mennesker i området.

På dette sted mærkede vi de dødes sjæle omkring os. Vi kom hvert år, og gav vagten hans løn, og han sørgede for graven og for at vande planterne året rundt. Inde i graven var der billeder og marmorplader med detaljer om de afdøde begravede, og hvordan familien hang sammen, som et stamtræ. Alt dette mistede vi også ved nedrivningen. De rev også de træer ned, som min bedstefar havde plantet i gravgården. Piletræ, citrontræ, jasmin. For nylig også trillingranke. Han plantede dem, så deres duft ville sprede sig i graven. Siden min barndom har duften af jasmin mindet mig om graven. Solen stod lodret ned i gravens gård, men træernes skygge beskyttede os mod heden og øgede luftfugtigheden.

Rosa Folker Kappel er kandidatstuderende i Humanøkologi på Lund, men har indtil for nylig boet nogle år i Kairo og studeret arabisk sprog og litteratur. Hun interesserer sig især for sociale bevægelser og forandringerne af byrum og miljø i moderne egyptisk historie.

1. Shams Galal er et dæknavn.
2. El Kadi, Galila; Bonnamy, Alain (2007). Architecture for the Dead: Cairo’s Medieval Necropolis, s. 28.
3. Hijra er profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina. Udvandringen/hijra markerer år 0 i islamisk tidsregning, mens det er år 622 i kristen tidsregning.
4. David Sims: “Understanding Cairo: The Logic of a City out of Control,” s. 54