Teoretikerens udfordring: den økologiske krise, kapitalismen og klimaaktivisterne

Der er værdifuld inspiration at hente i nyudgivet bog af tysk teoretiker, Wolfgang Fritz Haug. Skønt der også er en del at se bort fra, er især den centrale pointe værd at fremhæve: Klimabevægelsen har behov for kontinuerlig filosofisk og teoretisk refleksion samt en skarpere kapitalismekritik. Praktisk handling er afgørende, men uden en solid forståelse af samfundets funktion og vores forbindelse til naturen, risikerer bevægelsens kamp at ende i fatalt nederlag.

 

Wolfgang Fritz Haug: Det praksisfilosofiske blik fra neden
Redigeret af Klaus Schulte, Rolf Czeskleba-Dupont og Hartmut Haberland
2023 v. Selskabet for Arbejderhistorie

 

 

Af Hans Erik Avlund Frandsen
Foto af Pascal Bernadon (lettere redigeret)

Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) har udgivet en artikelsamling af Wolfgang Fritz Haug. Han var i 70’erne en af de tyske teoretikere, der også blev læst i Danmark. Allerede i 1972 blev et uddrag af Kritik af vareæstetikken oversat i Vindrosen, og i 1977-78 underviste han på RUC, hvor han i 2013 blev udnævnt til æresdoktor.

Jeg redegør først for hovedpunkterne i Haugs filosofi. Derefter følger et mere kritisk afsnit, hvor jeg specielt ser på den attitude, han lægger for dagen over for Fridays for Future. Også spørgsmålet om hvilket ansvar man som intellektuel og ”marxistisk filosof” har over for sine læsere, bliver taget op.

Den aktuelle baggrund for de forskellige artikler er, at klimakrisen og den økologiske krise i det hele taget er så alvorlig, at det er uomgængeligt med radikale forandringer: ”De ypperste økologiske eksperter i verden” bekræfter, at ”det ikke kan fortsætte på denne måde” (148). ”Vi befinder os ved en skillevej, hvor det ikke alene er (…) et åbent spørgsmål, om der overhovedet vil være en morgendag for menneskeheden, men hvor der også må spørges, hvad selve denne art vil være og hvordan (om overhovedet!) den vil eksistere” (60).

Haugs filosofiske standpunkt – praksisfilosofien

Leder man efter handlingsanvisninger, diskussioner om strategier og politiske tiltag i forhold til den økologiske krise, er det ikke Haug man skal gå til. Haug er filosof og teoretiker, og det, han bidrager med, er et forsøg på at vise, hvilke teoretiske faldgruber det gælder om at undgå – og omvendt:  pege på hvor den nødvendige teoretiske ballast kan hentes.

Som ung engagerer han sig i kampen for menneskerettigheder, mod Frankrigs krig i Algeriet, mod antisemitismen og i kampen ”mod atomdøden”. På universitetet støder han i slutningen af 60’erne på Marx, og det bliver et afgørende vendepunkt. Det er ikke mindst Marx’ afvisning af den metafysiske tradition i filosofien, der inspirerer ham: Der findes kun ”historiske” og relative sandheder. Ingen indsigt er hævet over menneskenes praktiske liv i samfundet og i stofskiftet med den natur, vi selv er del af. Det er en illusion, når filosoffen tror, at det er muligt at løfte sig oven ud af den naturgivne og samfundsmæssige virkelighed og derfra nå frem til en ”eviggyldig” sandhed. Det er også i praksis en lakajtjeneste for det til enhver tid bestående herredømme som den metafysiske filosofi jo ser helt væk fra.

Opgøret med metafysikken og dualismen er afgørende for naturforståelsen. Her er sproget i sig selv en barriere. Vi har svært ved at tale om vores forhold til naturen uden at placere os selv som en instans, der står overfor ”naturen”, der altså opfattes som noget, der er ”udenfor” os, og som vi så kan udnytte og bruge efter behov. Eller som man ofte hører det i de grønne bevægelser: ”Vi” kan ikke tillade os at ødelægge naturen.

Men vi skal væk fra gerningsmand-offer-tankegangen. Vi er i naturen, vi er selv natur, vi indgår i et ”stofskifte” med andre dele af naturen. Som Haug skriver om Marx:

”Ligesom Kopernikus flyttede betragteren ind i verdensrummet, flytter Marx ham (…) ind i den praksis, der med hånd og hoved griber ind i verdens og naturens faktiske omstændigheder, og derved ind i en verden der består af virkningssammenhænge mellem menneske og natur” (103).

Konsekvensen for filosofien er, at der må udvikles en praksisfilosofi eller en praktisk dialektik, dvs. en tænkning der tager alvorligt, at alt i den ’virke-lige’ verden hele tiden er i bevægelse og udvikling, ikke mindst fordi den menneskelige praksis ændrer omgivelserne og dermed skaber en anden virkelighed end den, der var før. Derfor er den filosofiske opgave at forstå de ”dialektiske” bevægelser, se enheden i modsætningerne, finde de dominerende tendenser og forstå dem netop som et samspil mellem den ydre og den indre natur på den ene side og den menneskelige praksis på den anden side.

Sandheden er altid konkret, men det konkrete ”overrasker til stadighed med nyt”. Praktisk dialektik handler ikke om at kunne forudsige tingene, men om at kunne handle årvågent i det uforudsigelige. Men også det nye – og måske overraskende – har i sig nogle objektive muligheder. Ingen situation er åben for alle mulige løsninger, der er altid objektive begrænsninger (og muligheder), og det gælder om at kunne se dem. Walter Benjamin har fremhævet åndsnærværelse, ”erfaringen og den sunde menneskeforstand” som de højeste former for adækvat adfærd (185). I den forstand er vi alle potentielle filosoffer. Tilfældighederne undgår man aldrig, så derfor handler det også om at have en heldig hånd, men der er samtidig tale om en kunnen, en kunst man kan øve sig i.

Man er både som individ, aktivist og samfund nødt til at vælge, man kan ikke gøre to modsatte ting på én gang, men jo mere rigid og påståelig man er, jo større er risikoen for, at noget af det, man har overset, pludselig har vokset sig stærkt. Det dialektiske er, at modparter ”uagtet deres indbyrdes modsætning også udgør en enhed”. Det viser sig fx ”allerede derved at repressionsmagt og modstand påkalder hinanden på samme frekvens” (183).

Det har den tyske dramatiker Bertolt Brecht prøvet at praktisere i sine teaterstykker ved at lade to modparter komme fuldstændigt til orde uden at opgive, at der tages parti. Det er en metode til at hindre forskelle i at udvikle sig til fjendskab (184). Det gælder ikke mindst internt i de bevægelser og partier, der arbejder for et menneskeværdigt samfund: ”At behandle kammerater som fjender, er at gå over på fjendens standpunkt” (Mao) (180).

Filosofiens rolle i marxismen

Marx er en afgørende inspiration, men Haug oplever det som ”en modsætningsfyldt tilværelsesform for en intellektuel” at være marxist. Marx har jo i den 11. Feuerbachtese skrevet: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” Han har også placeret filosofferne i samme kategori som præster og jurister, nemlig som agenter i dén ideologiske overbygning, der er nødvendig for kapitalismen, hvis den skal accepteres af befolkningens flertal.

Det er tesens ”men”, der er problemet, fordi det markerer en klar modsætning mellem filosofi og handling. Haug mener, at Engels’ redigering af teksten mistolker Marx, som få linjer før skriver, at ”alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.” Altså: praksis skal forstås, dvs. der skal tænkes og filosoferes over den. ”Intet kan begribes uden at blive fortolket” (29).

Engels har mere på samvittigheden. Han definerer Marx’ metode og den materialistiske historieopfattelse på en måde, der truer med at gøre den til netop det, den er et opgør med: et fast og ahistorisk skema, man kan lægge ned over den konkrete virkelighed. Det var det, man gjorde i 2. Internationale og i sovjetmarxismen. Her blev principperne til dogmer, der reelt set blot tjente til at underbygge og forsvare den politik, socialdemokraterne førte, og til at legitimere den herskende klasse i Sovjet.

I opgøret med denne tendens i den marxistiske tradition trækker Haug på den italienske filosof Antonio Labriola, som helliges en hel artikel og omtales ret udførligt i flere af de andre. Det er en nyttig introduktion, fordi Labriola vist er så godt som ukendt i Danmark (bortset fra en kort omtale af Gert Sørensen i Slagmark nr. 77/2018).

Labriola skriver i slutningen af 1800-tallet, hvor han ─ forgæves ─ forsøger at insistere på, at der ikke findes en ”højere” indsigt, der er hævet over den empiriske erfaring (75). Og her har ’marxismen’ ingen fribillet. De empiriske kendsgerninger og iagttagelser er imidlertid mangfoldige, derfor er der stadig brug for den filosofiske nysgerrighed og forsøget på at give ”observationernes mangfoldighed sammenhæng og enhed”. Men det er praksis, der sammenkobler tænkningen og den erfarede empiri. Praksisfilosofien filosoferer ”fra neden” (156), dvs. nede på jorden, i samfundet og naturen. Dét er kernen i den historiske materialisme. ”Vejen fører fra livet til tænkningen og ikke fra tænkningen til livet; kun dette er realistisk. Vejen fører fra arbejdet, som er erkendelse gennem handling, til erkendelse som abstrakt teori, ikke omvendt” (84).

Tænkes skal der, men ”ikke al tænkning er praksisduelig” (187), og de teoretiske abstraktioner er kun ”ledetråde” ud fra ”en slags allerede gjort erfaring” (87).

Det handler ikke kun om samfundet. En filosofi der vil tænke over ’virke-ligheden’, må nødvendigvis tænke ud fra stofskiftet mellem mennesket og naturen, sådan som det finder sted i arbejdet. Derfor er praksisfilosofien både ”arbejdets filosofi og uløsbart forbundet med de arbejdendes skæbne og igen med dennes klassesamfundsmæssige kerne” (86).

Haug er påfaldende tilbageholdende med antydninger af, hvordan praksisfilosofien kan anvendes. Vi kommer en anelse nærmere i artiklen om Jason W. Moore, som vil flytte fokus fra ”den meget omtalte klimakrise” til ”den meget fortiede kapitalismekrise”. Kapitalismen er i sig selv ”et verdens-økologisk system”, og klimakrisen er en krise for den verden, som ”kapitalismen og dennes natur har skabt” (105).

Moores synspunkt er, at menneskeheden er en del af naturen, og den måde vi har organiseret vores relation til den øvrige natur på, er kapitalistisk. ”Der findes ikke noget hjørne på denne jord, som kapitalismen ikke før eller senere de facto tildeler en plads i sin lagdelte verden” (104). Han bygger på udtalelser fra Marx om, at kapitalen undergraver ”de kilder, som al rigdom udspringer af”, jorden og lønarbejderen (129). Netop udbytningen og udpiningen af ”jorden” fører til, at ”det verdensøkologiske overskud falder” (130). Der er en indbygget ”modsigelse mellem to tider, kapitalens akkumulationstid og ressourcernes reproduktionstid”. Der er simpelthen ”grænser for den mængde af nyt arbejde, som kapitalismen kan presse ud af friske arbejderklasser, skove, grundvandsforekomster, oliefelter, kulminer og deslige”. Kapitalismens ”fripas” til ”billig natur” holder ikke længere (133). Natur, kapitalisme og klassekamp kan derfor ikke ses adskilte fra hinanden, men er gensidigt relationelt forbundne.

Moore mener videre, at den gængse ”venstresnoede kritik (…) overvurderer kapitalismens modstandskraft”, fordi man ser kapitalismen som et samfundssystem, der udefra ”indvirker” på naturen (134), og ikke som et system der er sammenvævet med naturen, og som derfor står og falder med den økologiske krise, hvis udfald han ser som ”kapitalismens ragnarok” (105).

Moore kommer tilsyneladende ikke ind på det afgørende spørgsmål: Hvor alvorlig skal den økologiske krise være for at kapitalismen ikke længere kan profitere af den? I det lange løb kan han godt have ret, men historien viser, at kapitalismen kan leve med kriser. Enkeltkapitaler går rabundus, natur bliver ødelagt, mennesker lider etc. Men så længe der er ressourcer og arbejdskraft til stede, vil kapitalismen kunne fortsætte. Nye ejere kommer i front, der skal bygges op efter ødelæggelserne igen og igen. Som man har set det i krig efter krig. Det kan der tjenes mange penge på. Det er svært at forudsige klimakrisens forløb, men biodiversitets- og ressourcekrisen udvikler sig langsomt nok til, at der kan blive plads til mange kapitalistiske initiativer. Også dette problem må nok løses i praksis: kapitalismen fortsætter i en eller anden form, medmindre det lykkes at skabe et alternativ, en økologisk og demokratisk planøkonomi.

Haugs værdifilosofiske overvejelser

Praksisfilosofien blev beskrevet som en årvågen opmærksomhed over for en given situations negative og positive udviklingsmuligheder. Denne formulering rummer i sig selv problemet, for hvordan afgøres det, hvad der er ”positivt”? Spørgsmålet udspringer logisk af den teoretiske fremstilling af den praktiske dialektik: man er nødt til at vælge, ergo kalder det på en overvejelse over, hvad der har værdi. En praksisfilosofi behøver et værdipostulat, og det er der, at Haug – med rette synes jeg ─ vover sig ud i et forsøg på at finde noget universelt i mennesket.

I ”kulturen” leder han efter dens ”kritisk-emancipatoriske brod”. Den finder han ikke i den færdige, fastlåste eller sejrende kultur. Man kan ganske vist godt i finkulturen finde områder, hvor kapitalens fangarme ikke er nået ind, men dels forstår man ikke et sådant frirums betydning uden at kende det, det er frirum i forhold til. Og dels kan det godt være en fordel for kapitalen at ”gøre sig lækker ved hjælp af goder som er blevet skånet for valoriseringen” (60).

Lykkelig er man, når man i sin handling på én gang gør det, der er rigtigt for at opretholde den fælles lykke og i denne handling realiserer sig selv. Dét er modsætningen til kapitalismens krav om en instrumentel adfærd, der skal skabe ’vækst’ og profit.Haug vil frem til det, der ”vælges for dets egen skyld” (54). Derfor er han mest interesseret i kulturudviklingen, dvs. de forskellige forsøg på at udfordre eller skabe alternativer til den herskende kultur, som so oder so legitimerer eller er med til at opretholde de bestående herredømmeforhold. I disse bestræbelser gemmer der sig forestillinger om, hvad der er vigtigt i livet. Haug trækker en linje tilbage til Aristoteles’ ide om ”egenskaben at være et mål i sig selv”, dvs. noget som ikke refererer til noget uden for sig selv som et fremtidigt mål. Det er dette begreb Marx trækker på, når han i Kapitalen taler om ”frihedens rige”, hvor ”den menneskelige kraftudvikling, der er et mål i sig selv”, begynder, og som ”har sin forudsætning i en solidarisk-fornuftig organisering af ’de associerede producenters’ stofskifte med naturen” (43).

Haug anser denne selvreference, altså dette at man umiddelbart stræber efter det, der er værdifuldt i sig selv, som noget almenmenneskeligt. Denne impuls kan antage de mest forskelligartede former. ”Men dens ’ja’ udspringer altid fra subjekternes selvbekræftelse”. Dette ja kan altså godt være regressivt eller reaktionært, men det er alligevel udtryk for en ”kritisk formåen” (43), fordi vi her ser en menneskelig ”prioriteringsadfærd”. Dyr prioriterer ganske vist også, men i en langt mindre skala.

Dette fællesmenneskelige træk garanterer ikke at bestemte værdier vælges eller slår igennem. Heller ikke her er der ”højere” og over-naturlige værdier at støtte sig til. Det er i sidste instans et spørgsmål om tro. Som så kan understøttes af erfaring og teoretisk analyse.

Det mål, ”mennesker forfølger, når deres handling har målet i sig selv, kalder Aristoteles for lykke”. En lykke, som ikke kan opnås blot via den enkeltes individuelle stræben, men som forudsætter både ”et godt kropsligt almenbefindende”, at man har kontrol over det økonomiske, men først og fremmest at relationen til andre mennesker fungerer. Mennesket er et samfundsvæsen. Man kan brodere videre på Aristoteles og spørge, hvad vi ville være uden alle de mennesker, vi ikke kender, men som sørger for, at alle systemerne fungerer? Og mere umiddelbart indlysende: hvad ville vi være uden vores kone/mand, børn/forældre, venner, hjælpsomhed og smil alle vegne?

Lykkelig er man, når man i sin handling på én gang gør det, der er rigtigt for at opretholde den fælles lykke og i denne handling realiserer sig selv. Dét er modsætningen til kapitalismens krav om en instrumentel adfærd, der skal skabe ’vækst’ og profit.

Haug er også modig nok til at byde ind med en mere indholdsfyldt etik. Hans tidligste inspiration fra Marx var dennes kategoriske imperativ ”om at omstyrte alle forhold under hvilke mennesket er et fornedret, et kuet, et afsondret, et foragteligt væsen” (17). Herudfra leder han i kulturen efter tegn på oprør og kamp, der har dét som den moralske drivkraft.

De menneskelige værdier kan ikke funderes i nogen evig sandhed, men der kan argumenteres for de forskellige værdipostulater som fred, menneskeværd, økologisk bæredygtig økonomi og ligestilling mellem kønnene. Hvad angår fundamentet for det hele, ”vores grønne planet”, citerer Haug Marx:  ”Fra en højere økonomisk samfundsformations standpunkt vil enkelte individers private ejendomsret forekomme lige så absurd som en tilstand, hvor det ene menneske kan være det andet menneskes privatejendom. Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidige samfund taget under ét, ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har brugsret til den, og som boni patres familias (gode familiefædre) må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer” (Marx: Kapitalen, 1. bog, 3, s. 718) (161).

Samtidig har Marx et begreb om den menneskelige værdighed – svarende til Haugs optagethed af det, der har værdi for dets egen skyld – og hvor kommer det fra? Det opstår ikke automatisk som en konsekvens af kapitalanalysen. Det er omvendt: Først har han sin indignation over underkuelsen af mennesker, og herudfra går han i gang med at analysere de samfundsforhold, der skaber og vedligeholder undertrykkelsen. Denne indignation er også en erfaring, den kan høres, føles og videreformidles. Det er en kendsgerning, at (nogle) mennesker har det sådan. Men andre ser mere opgivende eller kynisk på det. Man kommer ikke uden om, at det er et troens spring, man foretager, når man gør denne indignation til en handlingsnorm.

Det er imidlertid ikke en tro, der svæver i den blå luft. Marx’ analyser og mange andre iagttagelser viser, at vores eksistentielle virkelighed stiller os i valgsituationer, hvor vi er tvunget til at vælge: støtter jeg kapitalismen eller gør jeg oprør? En mellemvej findes ikke, ─ selv om der naturligvis er mange forskellige støtte- og oprørsformer. Men når man vælger oprøret, altså at handle ud fra normen om menneskelig værdighed, så siger man jo i praksis, at denne norm er den ”sande”. Og det er netop pointen: det er praksis, der afgør, hvad der er sandt. Og praksis er ikke altid og overalt den samme, ligesom den for det enkelte menneske kan ændre sig og/eller være tvetydig.

Det er ikke konfliktløst, men dybest set er det bedste, vi kan gøre for os selv, netop at udvikle vores sans og respekt for den gave, den ikke-menneskelige natur er. At vise omsorg og taknemlighed er ikke i modstrid med, men i overensstemmelse med det vigtigste i den menneskelige natur.Teoretisk set kan alle godt være tilfredse med en given undertrykkelsestilstand. Og i en sådan situation er ”sandheden” om mennesket ikke, at det er et frit og værdigt væsen. Historien viser imidlertid, at protesten som en ”varmestrøm” (Ernst Bloch) løber igennem al historie. Praksis afgør, hvor meget den kommer til at fylde.

De aksiomer eller postulater, man lægger til grund for sin handling, kalder Haug også ”orienteringsmærker”. De er normer, ikke som noget man får pålagt, men som noget man energisk vil af objektive grunde. Der er tale om en relativ ’objektivitet’, som skal forstås ud fra det antikke princip: ”Hvis du (ikke) vil x, så gør (undlad) y”. Eller: ”Hvis du ikke vil, at det livets rum, som jordoverfladen byder os ligesom mange andre levende væsner, bliver ødelagt, så undgå alt, der fremskynder denne ødelæggelse” (162).

Netop her er der brug for en refleksion over menneskets særlige plads i naturen. I forlængelse af Haug foreslår jeg, at vi sondrer mellem forskellige niveauer:

1. ALT er natur, mennesker, ”naturen”, samfundet, den kapitalistiske økonomi, træer, sten etc. etc., det hele.
2. Mennesket er en særlig form for natur. Alle andre arter er også særlige, men mennesket skiller sig ud ved at kunne vælge ud fra langt flere parametre og en langt mere omfattende bevidsthed om fordele, ulemper og konsekvenser.
3. Mennesket lever blandt en række andre levende, følende og sansende væsner. Nogle af dem er faktisk ”ofre” for menneskets handlinger. Man kan godt sige, at antilopen også er et offer for løven, men løven har ikke nogen indlevelsesevne og har ikke nogen valgmuligheder.
4. Menneskene ødelægger masser af anden natur ─ og ja, det sker i stigende grad overalt i et kapitalistisk regi. Noget er uomgængeligt for vores overlevelse, andet er bekvemt, og meget er en konsekvens af kapitalistisk vækstvang. Men bortset fra det livsnødvendige er der tale om æstetiske og moralske valg, og det er nærliggende at spørge, om de ”valg”, der foretages i det kapitalistiske samfund, ikke dybest set er til skade for vores egen livsglæde, indlevelsesevne og livskapacitet. Og umoralsk over for de andre levende væsner.

Men enkelt er det ikke: Hvor går grænsen? Det er let nok at tage afstand fra landbrugets dyremishandling, men kan man overhovedet forsvare at spise kød? Og er fluerne fredet? Hvad med malariamyggen? Den slags problemer og spørgsmål betyder, at vi på dette niveau står ”over” den øvrige natur. Det gør os ikke til ikke-natur, og det betyder ikke, at disse valg kan funderes i en over-naturlig instans. Men det betyder, at afgørelsen er vores ansvar.

Mener man, at ”naturen er hellig”, eller at den har ”rettigheder”, kommer man ikke uden om, at der her er tale om en værditilskrivning, der er foretaget af et menneske. Ingen af os har en position, hvorfra vi kan påstå at sådanne udsagn har en absolut sandhedsværdi hævet over menneskelige vurderinger og skøn. Derfor er det vigtigt at vise, at man ikke behøver at blive religiøs og metafysisk i bestræbelsen på at ”respektere” naturen. Det er ikke konfliktløst, men dybest set er det bedste, vi kan gøre for os selv, netop at udvikle vores sans og respekt for den gave, den ikke-menneskelige natur er. At vise omsorg og taknemlighed er ikke i modstrid med, men i overensstemmelse med det vigtigste i den menneskelige natur.

 Det politiske engagement

Haug indleder med at fortælle om sit møde med Antoine. Han var 19 år og havde et job som lagerarbejder i Paris. Når chefen kom farende med sine kommandoer, havde Antoine en særlig måde at tackle det på, som gjorde stort indtryk på den unge småborgersøn. Vi får ikke at vide, hvad Antoine gjorde, men det satte sig i Haug som en vigtig erfaring om ”solidaritet og praktisk materialisme” (22f).

Haug ville gerne solidarisere sig med arbejderbevægelsen, men den ville, da det kom til stykket, ikke kendes ved ham. Det tyske socialdemokrati og fagbevægelsen sluttede først op om anti-atomvåbenbevægelsen, men droppede den, da denne alliance alligevel ikke gav dem den valgsejr, de havde kalkuleret med (150). I nutiden ser det ikke bedre ud:

”I vores samtid har denne fusion (mellem marxismen og arbejderbevægelsen) stort set opløst sig” (21), og ”arbejderbevægelsen i traditionel forstand er næsten overalt på tilbagetog og i defensiven” (167). Vi lever under en kapitalisme, som nok er ”tæt på sine grænser, men hvis endeligt ikke er til at få øje på, fordi der ikke er nogen kraft i syne, som kunne ophæve den på revolutionær eller overvinde den på evolutionær vis” (96). Men så har der til gengæld dannet sig ”en kvalitativ ny, mangfoldig, internationale, en ’bevægelsernes bevægelse’” i form af en mangfoldighed af protester fra ”de grupper og regioner, der er ramt af den neoliberale globaliseringspolitiks følger” (167).

Haug og de unge klimaaktivister

Derfor er han optaget af de unge klimaaktivister, men spørger sig selv ”om denne bevægelse overhovedet evner at bestå politisk når det bliver alvor” (148). Der er meget, der skal læres ”om forholdet mellem spontanitet og organisering, om lidenskab og forstand, om aktion og teori” (148). Bevægelsen må frigøre sig fra enhver omklamring og lære ”at stå på egne ben”. Den har brug for at fremdyrke sine egne intellektuelle, men bør også gå i lære hos Marx for at tilegne sig hans teori om kapitalismen. Bevægelsen må nødvendigvis blive kapitalismekritisk, fordi dens mål er uforeneligt med ”den kapitalistiske håndtering af det samfundsmæssige stofskifte mellem menneske og natur” (150).

Alt dette kan ses som velmente gode råd fra en erfaren mand. Desværre bliver det ikke ved det.

Haug er i første omgang nostalgisk begejstret for Fridays for Future: ”Hvor er de dog medrivende disse friske ansigter af elever der demonstrerer for deres fremtid (…). Ansigterne gløder af handleevne”, og ”hos de ældste af os vækker det følelsesmæssigt minder om anti-atomvåben-bevægelsen”. De unges protest har givet et ”verdensomspændende ekko”, og ”respekt for det!” (143). Men far er alligevel ikke glad, og tendensen i resten af artiklen er bedrevidende og mistænkeliggørende på en måde, der minder ubehageligt meget om, hvad man kan læse hos diverse borgerlige kommentatorer.

Er det virkelig sandt, spørger Haug, at Fridays for Future bebuder ”en ny radikal alvor, noget ubetinget” hos de unge?

Så vidt jeg kan se, konstruerer Haug her en ideel stråmand, hvorefter han kritiserer den virkelige bevægelse for at være langt fra dette ideal. Først må Greta Thunberg stå for skud. Hun bliver jo brugt af The Establishment! Og ”spørgsmålet om Gretas protegéer rører ved et aspekt der kan fremkalde tvivl om hvorvidt den virkelig bevæger sig, denne ungdom (…) i den nødvendige historisk virksomme bredde”.

Her skal man lægge mærke til den lille sproglige manipulation: glidningen fra Greta Thunberg til hele ”denne ungdom”. Haugs begrundelse er, at bevægelsens internetside er ”gennemsyret af en professionel reklameånd ─ der ikke ligner de hjemmelavede, autonome produkter ’fra neden’ som man kunne se under de mange demonstrationer”. Gretas sejlads over Atlanten uden motorkraft ser Haug som en veltilrettelagt reklamekampagne, hvis management ”fremstår lige så perfekt som det er usynligt”. Han mener også, at en indskrift på nogle smeltende isblokke som Extinction Rebellion brugte i en demonstration i Berlin, lignede ”et reklamefirmas håndskrift”. Og konkluderer på dette grundlag, at ”sådanne og andre begivenheder er med til at rejse spørgsmålet om, hvor selvstændig Fridays for Future-bevægelsen virkelig er, og hvor autonom Greta Thunberg, som har igangsat og inspireret bevægelsen, egentlig er”. Hun er blevet galionsfigur for dét establishment ”der i årtier har været medansvarlig for klimakrisen”. Derefter laver Haug igen en sproglig manipulation ved uden videre at sætte lighedstegn mellem dette magtfulde establishment og dem, der har hjulpet Greta med internetsiden og sejladsen. Det er meget muligt, at et velvilligt reklamebureau har været inde over. Det ved jeg ikke noget om, og det gør Haug heller ikke. Men selv hvis det er tilfældet, betyder det så automatisk, at dette bureau repræsenterer alle de politikere og firmaer, der er ansvarlige for klimakrisen?

Haug har imidlertid mere i sit anklageskrift: ”Betaler bevægelsen, betaler Thunberg for imødekommenheden fra vigtige establishmentgruppers side ved at tie stille om kapitalismen? At dømme ud fra de demonstrerende elevers skilte og bannere, er der noget der kunne tyde på det” (144).

Hvor er dokumentationen? Hvad forestiller han sig? At Greta Thunberg er købt og betalt af kapitalisterne, og at hun så har sørget for at alle de demonstrerende rundt omkring i verden har undladt at kritisere kapitalen på deres hjemmelavede skilte? Det er en absurd antagelse, dels fordi det aldrig ville kunne gennemføres i virkeligheden, og dels fordi Haug jo selv i sine andre artikler beklager, at Marx’ kritik af kapitalismen er så glemt, at vi er nødt til at genoplive den. Skulle de unge aktivister så på egen hånd først have skaffet sig kendskab til denne kritik og bagefter af taktiske grunde eller pga. en kommando fra Greta undladt at komme frem med den?

Haug spørger derefter hvad Greta selv siger til alt dette. Nu fremgår det ikke, om hun er blevet forelagt hans insinuationer, men han lader hende alligevel svare via den tale, hun holdt ved FN’s klimakonference i 2018. Han refererer lidt af talen og skriver så: ”tilføjer man talerens stemme og ansigtsudtryk, var det en fuldkommen optræden. Teksten ville Brecht ikke kunne have skrevet meget bedre, ej heller have instrueret en bedre fremførelse. Men hvis hun skulle have skabt alt dette selv, er det tæt på et under”. Underforstået: Greta er bugtaler for nogle andre.

Referatet af talen er i det hele taget tvetydigt. Greta taler om, at hvis man ikke kan finde løsninger inden for systemet, ”så skal vi måske ændre selve systemet”. Det er vel netop det, Haug selv advokerer for. Men så tilføjer hun, at ”den virkelige magt burde tilhøre folket”. Det mener Haug er et farligt udsagn ”i populismens tidsalder”. Altså lefler Thunberg også for højrefløjen – eller hvad mener Haug? Han kan sagtens se, at hun (der taler ”som var det en slags ’oplevet ungdomslitteratur’”!) kan appellere til de unge, så alt er ”helt perfekt, burde man tro”. Men nej: Thunbergs budskab kommer jo kun ud, hvis det får ”grønt lys fra mediechefernes side”.

Haug har ret i, at de grønne bevægelser har brug for at udvikle en skarpere kapitalismekritik, men hans bedrevidende, elitære og mistænkeliggørende facon fremmer ikke sagen. Han synes ikke at reflektere over sin egen rolle som kendt filosof og tilhørende den ældre generation.I det hele taget er der ”mange og modsatrettede aktører der spiller med i baggrunden. Greta Thunberg omfavnes af paven, Dalai Lama, Obama, Tysklands forbundspræsident, og til kredsen af mentorer og fortalere hører ikke mindst de aktører, der selv venter på at blive hørt i de etablerede interessers brydekamp”. De kaprer Greta, ”for at hun skal udbrede kvintessensen af deres egne budskaber med fynd og klem”. Det kan være en komite i det amerikanske senat, FN’s klimaråd og ”FN selv”.

Det ser Haug alt sammen som ”salvelsen af denne i begyndelsen nok imponerende alvorlige, men dog stadig halvt barnlige figur” (144f).

Ordvalget er interessant:

• Greta er alvorlig ”i begyndelsen”, det er hun, må man forstå, så ikke mere
• Hun er en ”barnlig” figur ─ det er ikke et udtryk, man normalt bruger om teenagere, og hvis man gør det, er det for at stemple dem som umodne
• ”Salvelse” betyder helliggørelse eller indvielse. I jødedommen er det betegnelsen for den kommende frelserkonge. I kristendommen bruges det, når en monark eller præst indvies til et guddommeligt embede. Med andre ord: Greta er frelseren, ikke for klimaet og naturen, men for alle de etablerede magthavere og interessentgrupper.

Haug medgiver dog, at hun med sit engagement kan skabe mere plads til de unges bevægelse, men når hun tager ordet i offentligheden, udvides også ”rækkevidden af den magt som magtfaktorerne for det almene har i privatejendommens og den nationale magtpolitiks samfund” (146). Særlig klart er det jo ikke, men det kan dårligt forstås på anden måde, end at Gretas optræden resulterer i to ting: klimabevægelsen får et større ”mulighedsrum”, og de politiske og økonomiske magthaveres magt udvides. Det er ikke så lidt, de unge mennesker må stå til ansvar for. Står vi ikke, spørger Haug, med ”en modstand der ikke møder nogen modstand? En strejke uden sanktioner?” Og er det ikke mistænkeligt, at et markant flertal af de borgerlige FDP- og CDU-vælgere ”synes godt om FFF-bevægelsen”? Er det, spørger Haug, ”fordi det i deres optik kun er måden at leve på, ikke måden at producere på, der er i fokus, og fordi der ikke tales eksplicit om kapitalismen?” Haug mener, at der er en tavshed i bevægelsen. Igen er sproget afslørende: Ordet tavshed indikerer, at der er noget man holder tilbage. De unge er ikke bare uafklarede på vej til en dybere forståelse af de økonomiske drivkræfter. Nej, de ved godt, hvad det handler om – de vil eller tør bare ikke kritisere kapitalismen.

Ganske vist talte Greta i Davos om, at ”pengemagt og stræben efter profit ødelægger vores verden”, men det giver Haug ikke meget for, for det er jo ”ikke noget andet end paven siger, og alle er vant til, at den slags formaninger ingen følger får”. Det kan ikke blive ved, det er ikke nok at ”bygge på en karismatisk ledelse” (147). Men ”leder” Greta Thunberg noget som helst? Mon ikke de forskellige grupper rundt omkring i hele verden leder sig selv? Det gør de mere eller mindre effektivt, der er meget at lære, men det er plat og nedladende at påstå, at de unges klimabevægelse drives frem ved, at Greta sidder og trækker i trådene.

Haug har ret i, at de grønne bevægelser har brug for at udvikle en skarpere kapitalismekritik, men hans bedrevidende, elitære og mistænkeliggørende facon fremmer ikke sagen. Han synes ikke at reflektere over sin egen rolle som kendt filosof og tilhørende den ældre generation. Og hvis nogle af de unge skulle finde på at læse hans tekst, får de i øvrigt heller ikke megen hjælp til at forstå, hvorfor den efterlyste kapitalismekritik er så nødvendig. Haug har tilsyneladende glemt sin egen senere henvisning til Marx’ krav til de intellektuelle: ”at de først skal studere en social bevægelse, altså finde ud af ’hvorfor den egentlig kæmper’ før de tror de kan belære den”. Dertil hører, tilføjer Marx, ”en del videnskabelig indsigt og en vis portion menneskekærlighed” (162). Det er værd at bemærke, at Marx ikke taler om, at man skal studere en bevægelses frontfigur eller leder, men bevægelsen!

Man kan evt. undskylde Haug med, at artiklen er fire år gammel og måske skrevet på en dårlig dag. Men man må gå ud fra, at han har givet tilladelse til, at den genoptrykkes i 2023. Og de danske udgivere har valgt at tage den med i deres udvalg. Hvad har de tænkt? Hvorfor forholder de sig ikke til, hvad Thunberg senere har sagt om kapitalismen?¹

Har man som marxist ikke et ansvar for formidlingen?

Haugs ærinde er at bidrage til dén nye begyndelse, han anser som uomgængelig, og at vise at en dialektisk praksisfilosofisk tænkning er et uundværligt redskab. Det har han ret i, men artiklerne er på lange strækninger så indforståede og snævert akademiske i deres referencer til andre tænkere og i deres sprog- og begrebsbrug, at det er svært helhjertet at anbefale antologien til de unge kloge hoveder i klimabevægelsen.

Man kan vælge at skrive som Haug gør, men det er ikke et klogt valg, hvis man vil være advokat for et filosofisk ”blik fra neden” (jf. bogens titel), og mener, at den marxistiske videnskab ”ville forråde sig selv, hvis den opgav almenhedens form” (19), for slet ikke at tale om påstanden om, at ”alle mine efterfølgende teoretiske og praktiske projekter (…) er konciperet ’i hørevidde’ af arbejderklassen” (23).

Bedre bliver det ikke af, at oversætterne ikke er behjælpelige med at få Haugs sprogbrug ført over i et forståeligt dansk:

Det havde været muligt, men der er ikke gjort noget for at bryde op i de mange ofte urimeligt lange sætningskæder. Der er et væld af forkert valgte forholdsord (”det synes at være for kønt for at være sandt”). Genitivkonstruktionerne er direkte overført fra tysk og i modstrid med danske sprogregler. De enkelte led i sætningerne står ofte i en bizar rækkefølge, der besværliggør læsningen (”han analyserer kapitalismen nemlig som et ’verdens-økologisk system’”). Mange ord er bøjet forkert eller overført direkte fra tysk (fx: ’klimawandel’ betyder ikke ’klimavandel’, men ’klimaforandring’). Der er mange stavefejl, og flere steder mangler der et ord. Kommateringen er vilkårlig og ofte direkte forkert, og flere steder er enkeltord eller hele sætninger direkte uforståelige.

Teori til praksis

Kan man se hen over disse sprogforbistringer, er der meget, man med udbytte kan lade sig inspirere af. Især Haugs centrale pointe: At den grønne bevægelse har brug for en kontinuerlig filosofisk og teoretisk refleksion og en skarpere kapitalismekritik. Praktisk handling er det afgørende, men uden en nogenlunde velfunderet forståelse af hvordan samfundet fungerer, og af hvordan vores indlejrethed i naturen skal forstås, risikerer aktionerne og den politiske handling at ende i nederlag og desillusion.

Hans Erik Avlund Frandsen (f. 1942) er cand.mag. i dansk og idehistorie og pensioneret universitets- og gymnasielektor. Han er bl.a. forfatter til Klassesamarbejde og klassekamp. Danmark 1940-78 (Gyldendal, 1980) og ’Hvad er kapitalisme?’ (H.E Avlund Frandsen og E. Sønderriis (red.): Sådan er kapitalismen, Politisk revy, 1983)

1. ‘Greta Thunberg throws in her lot with the anti-capitalist Left’, Unherd, 31. okt. 2022, www: https://unherd.com/thepost/greta-thunberg-throws-her-lot-in-with-the-anti-capitalist-left/; ‘Greta Thunberg: It’s time to transform the West’s oppressive and racist capitalist system’, The Telegraph, 2. nov. 2022, www: https://www.telegraph.co.uk/news/2022/11/02/greta-thunberg-time-overthrow-wests-oppressive-racist-capitalist/; ‘Gen Z activist Greta Thunberg rips ‘capitalist consumerism and market economics’ as terrible stewards of civilization in new book’, Fortune Magazine, 13. feb. 2023, www: https://fortune.com/2023/02/13/gen-z-activist-greta-thunberg-rips-capitalism-market-economics-new-book-climate-change/;  ‘Greta Thunberg’s book: Capitalism and market economics a ‘terrible idea’ to slow climate change’, MarketWatch, 14. feb. 2023, www: https://www.marketwatch.com/story/greta-thunbergs-new-book-says-capitalism-and-market-economics-are-a-terrible-idea-to-stop-climate-change-8e9f8e44