Kampen om sandheden i post-sandhedens tidsalder – en arkitektonisk metode

 

Eyal Weizman
Retsteknisk arkitektur
Informations Forlag, 2022

 

 

Af Anas Kababo
Illustrationer hentet på www.forensic-architecture.org/

Bogen Forensic Architecture (på dansk oversat til Retsteknisk Arkitektur) beskriver over 435 sider det arbejde, der bedrives af den London-baserede forskningsgruppe af samme navn. Gruppen udspringer af arkitekturprofessor Eyal Weizmans arbejde med at kortlægge infrastrukturens rolle i besættelsen af den palæstinensiske Vestbred, hvilket han, som nyudklækket arkitekt, påbegyndte hos den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem.¹ Weizman driver i dag Forensic Architecture-gruppen på Goldsmiths, University of London.

Sporbarhedstærsklen – kritikken i værket

Forensic Architecture (FA) bevæger sig i spændingsfeltet mellem den stringente retsteknik -– som vi kender den fra retssale og krimiserier -– og aktivistens kamp for at udstille fordækt, statssanktioneret vold, hvad der også kaldes for ‘counter-forensics’ eller ‘retsteknisk modpraksis’. Hvor DNA-prøver, fingeraftryk og obduktioner udgør retsteknikkens klassiske metoder, bruger den arkitektoniske retsteknik andre midler til at fremdyrke fysisk bevismateriale. Revner og sprængstykker i bygninger, i vægge, i veje og i landskaber bliver for den retstekniske arkitektur afgørende måleenheder, der kan bruges til at afkode hændelsesforløb og afdække ellers tilslørede voldshandlinger. Landskaber bliver til medier, der sladrer om verden, og de understøtter gennem den arkitektoniske tilgang retsteknikkens klassiske metoder. Ved brug af alskens værktøjer såsom satellitbilleder, 3D-modeller og nedbørskortlægninger, undersøger FA staters og virksomheders voldsudøvelse mod mennesker og rum. Metoden er på én gang dybt forankret i den materielle verden – bygninger, landskaber, billeder, ruiner, rum, vægge, døre, og lofter – og på samme tid forankret i den ideologiske statskritik, der ligger som en understrøm i den moderne vestlige idehistorie. Den retstekniske modpraksis vender grundlæggende retsteknikken på hovedet, og stiller sig kritisk overfor de statslige organer, som typisk har monopol på efterforskning og retsteknik såsom politi- og militærmyndigheder.

Selvom der er visse afstikkere, har langt størstedelen af eksemplerne i Weizmans bog fokus på handlinger begået af vestlige stater, som opererer på eller uden for egne officielle statsgrænser. Når staten udøver vold i fysiske, juridiske eller andre typer liminalområder (områder, hvor muligheden for at afgøre ret og uret eller sandt og falsk er svært tilgængelig) tilegner den sig magten til at skjule volden. Det gælder især i mere eller mindre ‘lovløse’ randområder såsom besat jord, internationalt farvand eller grænseovergange, hvor normale regler ofte er sat ud af spil. Det er ofte lige præcis her, FAs undersøgelser finder sted.

I bogen afgrænses efterforskningsrummet for den retstekniske modpraksis i det, der kaldes ’sporbarhedstærsklen’. Begrebet dækker over de kendsgerninger om menneskerettigheds- og lovovertrædelser, der ”svæver mellem det identificerbare og det uidentificerbare”.² Den underliggende problematik er den ulige adgang til information mellem individ og stat, som tilkommer offeret, når staten udøver vold. Weizman beskriver den retstekniske modpraksis’ to vigtigste opgaver som: ”at dekonstruerere officielle erklæringer, som er falske, og rekonstruere (noget af) sandheden om, hvad der er sket.” Sporbarhedstærsklen dækker altså over det, der ligger mellem det faktiske og det skjulte.

Men ‘sporbarhedstærsklen’ dækker også over to forskellige magtforståelser. På den ene side forstås magt som statens forsøg på at skjule informationer om egne handlinger (informationens magt), og på den anden side forstås magt som evnen til overhovedet at kunne tilgå de steder og den information, stederne besidder (empiriens magt). Udfordringen ved at overkomme især sidstnævnte består i de fysiske begrænsninger, der gør sig gældende de steder, hvor staters vold finder sted, hvilket gør det muligt for staten at skjule eller ødelægge information om voldsudgydelser. Sagt med Weizmans egne ord: “I denne sammenhæng retter statens vold sig mod to ting: folk og ting, og mod bevismaterialet for, at der overhovedet har fundet voldsanvendelse sted.”³

Det gensidige forhold mellem information og empiri er kernen i Forensic Architectures arbejde, og gruppens virke taler ind i nogle af tidens store emner såsom staters brug af misinformationskampagner og psy-ops,⁴ individers datarettigheder, den internationale regelbaserede verdensorden og et øget fokus på statsvold mod ’uønskede’ i samfundet.

Hvem holder stater til ansvar?

På et internationalt niveau belyser FAs arbejde det grundlæggende dilemma i international politik, at stater kun kan holdes til ansvar under international lov, hvis de selv indvilliger til det. Der findes ingen international domstol, der kan tvinge stater til at følge international lov, som vi kender det fra nationale domstole. Der findes heller ikke et internationalt politi, der ved magt kan opretholde disse love. Der findes derimod en kynisk og konstant magtkamp mellem militærmagter, som hver især har et katalog af indflydelsesmuligheder, der spænder fra brugen af rå vold til promoveringen af bløde ideologiske ideer. Og netop i fokuseringen på vestens ideologiske selvforståelse, går FA fra at være efterforskere til at blive juridiske aktivister.

Samtidig er FAs virke en obduktion af de skeletter i skabet, der har muliggjort en (ideologisk) succesfortælling om det demokratiske, ligestillede og lovbaserede Vesten. Det er et opgør med og en insisteren på at belyse de ting, vi helst gerne vil glemme eller fortie om os selv.Hvis bogen havde været skrevet i år, ville Weizman sandsynligvis have fremhævet diskrepansen mellem på den ene side de sanktioner, der blev rettet mod Rusland efter invasionen af Ukraine, og på den anden side manglen på samme i forhold til Israels langvarige besættelse af Golanhøjderne, Vestbredden og Gaza-striben. Weizman fremhæver talrige eksempler på steder, hvor international lov burde stille stater til ansvar: Gaza-striben, hvor adskillige krigsforbrydelser har fundet sted; dele af Amazonskoven, hvor virksomheder fordriver den lokale befolkning; Middelhavet, hvor bådflygtninge skubbes tilbage af europæiske kystvagter; og grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan, hvor vestlige droneangreb uhindret foregår. Alt sammen noget, som FA har været i stand til at kortlægge ved hjælp af deres alsidige arkitektoniske metoder: arkitektoniske modeller bygget på offentligt tilgængelige videoer, der viser bølgernes retning i vandet, når både bliver omdirigeret i Middelhavet; algoritmer, der kan gennemtrawle optagelser lagt ud på YouTube og genkende bestemte våbentyper; 3D-modeller, der kan genskabe missiltypen fra et droneangreb baseret på vinklen, størrelsen af hullet i taget, osv.

Det unikke for FAs metode er den arkitektoniske tilgang, der placerer de tidslige begivenheder i det rum, de har fundet sted. Og samtidig er FAs virke en obduktion af de skeletter i skabet, der har muliggjort en (ideologisk) succesfortælling om det demokratiske, ligestillede og lovbaserede Vesten. Det er et opgør med og en insisteren på at belyse de ting, vi helst gerne vil glemme eller fortie om os selv, som typisk bliver enten outsourcet til klientstater eller udført i ’sorte huller’, hvor mediernes søgelys sjældent kommer.

Revner som metode og kritik – æstetikken som våben

Revner er en vigtig informationskilde, når man som arkitekt eller byggesagkyndig skal identificere en svaghed i bygningens fundament. På samme måde bruges revner og skader af FA i det fysiske genstandsfelt – hvad end det er bygninger, landskaber eller byer – til at afdække svagheder i statens forklaringsmodeller. Revner er ikke kun en metode til at afkode voldens fodspor, men fungerer også som metafor for en forandringsteori. FA bruger netop ikke kun deres bevismateriale i retssale, men arrangerer også udstillinger,⁵ producerer videoer til sociale medier og skriver rapporter i samarbejde med menneskerettighedsorganisationer. I erkendelsen af mange staters bevidste fordækthed samt den internationale lovs ineffektivitet opstår behovet for alternative metoder til at faktatjekke, udøve modstand og stille de ansvarlige til regnskab.

Den positivistiske idé om, at det er tilstrækkeligt at fremvise fakta, som ‘viser verden som den er’ vendes her på hovedet – magt kommer før sandhed. Gruppen abonnerer på en kritisk epistemologi, der i kraft af lovsystemets fallit, ser sig nødsaget til at finde andre metoder, hvorpå borgere kan holde stater og virksomheder til regnskab, når de begår ulovligheder (især uden for egne grænser). Det er en erkendelse af, at ’sandheder’ fabrikeres af stater i kraft af borgerens mangel på adgang til egne informationskilder. I manglen på adgang til at kigge staterne efter i sømmene i liminalområder, bliver den retstekniske modpraksis til en etisk fordring afgrænset af mulighedens kunst, som ikke alene udkæmpes på fakta, men også må kæmpe ved hjælp af æstetik og legitimitetsprincipper. Det er samtidig en folkelig og ofte crowdsourcet retsteknik, der baserer sit forandringspotentiale på overbevisningens og forførelsens kraft i en kamp mod (magtfulde) statslige narrativer. Derfor finder FA nye revner i systemet; arkitektoniske 3D-visualiseringer, hvor videoer og billeder taget af almindelige mennesker med smartphones danner grundlag for dybdegående overlejrede tidslinjer, der kan tilbagevise officielle forklaringer på et hændelsesforløb.

Et eksempel på det er FAs undersøgelse af drabet på Al-Jazeera journalisten Shireen Abu Akleh, som i maj 2022 blev skudt og dræbt af israelske styrker, mens hun rapporterede fra byen Jenin. Den officielle forklaring fra de israelske myndigheder var, at hun var blevet skudt af militante palæstinensere. Efter en hurtig efterprøvning af den påstand foretaget af B’tselem skiftede Israel forklaringen. Nu var det ikke længere muligt “entydigt at fastslå kilden til de skud, der ramte og dræbte fru Abu Akleh.”⁶ I september samme år udgav det israelske militær sin egen efterforskning af sagen, som konkluderede, at der var en ‘stor sandsynlighed’ for, at Abu Akleh blev ramt af israelske skud ”ved en fejl”. Ingen af de involverede ville blive retsforfulgt.

Også den sidste konklusion blev tilbagevist af FAs efterforskning, som blev lavet i samarbejde med den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al Haq. Ved brug af journalisters og vidners videoer, materiale fra Telegram, obduktionsrapporten af Abu Akleh og andet materiale skabte FA en 3D-modellering med en sekund-for-sekund gengivelse af journalisternes og de israelske styrkers position. Heri indgik en visuel genskabelse af, hvad den skydeglade israelske snigskytte kunne se gennem sin sigtekikkert. FAs efterforskning viste, at den israelske snigskytte fra sin position tydeligt havde kunnet se gruppen af Al-Jazeera journalister og bevidst havde målrettet sine skud efter Shireen Abu Akleh, højst sandsynligt med den hensigt at dræbe hende (se den visuelle gengivelse af forløbet via linket i fodnoten).⁷ På baggrund af FAs efterforskning har Abu Aklehs familie i samarbejde med Al-Jazeera rejst hendes sag for den internationale straffedomstol – uden at nogen i det israelske militær endnu er blevet stillet til regnskab.

Samarbejdet med menneskerettighedsorganisationer, privatpersoner og kunstinstitutioner er på den måde en naturlig del af gruppens arbejde, i et forsøg på at stille statsledere og individer til ansvar for den eneste domstol, som de i virkeligheden responderer på – folkedomstolen.

Hvad kan vi bruge det til?

Det kan virke lidt ironisk, at en teknologisk avanceret forskningsgruppe beskriver sit virke i et af de ældste formidlingsformater. En bog har i sagens natur en grundlæggende begrænsning i kraft af sin analoge form, der ikke til fulde lader læseren danne sig et helstøbt billede af gruppens arbejdsmetode. Hertil gør man klogt i at gå ind på Forensic Architectures hjemmeside og se nogle af de 3D-modeller og undersøgelser, som gruppen har fremstillet.

Bogens måske mest interessante bidrag består imidlertid af et efterskrift skrevet i 2019 med overskriften “At blive digital”. Her beskriver Weizman den faktuelle mørklægning, som den digitale udvikling har muliggjort, og som han mener Forensic Architecture er et svar på – det han kalder “post-sandheden”. Her kan stater benægte og fordreje kendsgerninger med langt flere redskaber og langt mere subtilt end tidligere, på en måde som “forener propagandaens traditionelle rolle med censurens”.⁸

Snarere end benægtelsen, som stadig hører til sandhedens domæne, er røgsløret staternes foretrukne værktøj i post-sandhedens æra. Afledninger, provokationer og lokkeduer bruges til at forvride og tilmudre sandheden.Weizman beskriver det således: “Der er imidlertid ikke tale om den traditionelle form for propaganda, hvis rammer er konfrontationen mellem forskellige blokke og ideologier. Den skal ikke fortælle nogen noget og prøver heller ikke at promovere de formodede fortrin ved ét system fremfor et andet – f.eks. totalitarisme versus frihed, eller Øst versus Vest – men snarere at sløre opfattelsesevnen, så ingen længere ved, hvad der er virkeligt. Målet er, at magthaverne, når folk ikke længere ved, hvad de skal tro, eller hvordan de skal fastslå nogen kendsgerninger, kan fylde dette tomrum med, hvad de end ønsker at fylde det med”.

Snarere end benægtelsen, som stadig hører til sandhedens domæne, er røgsløret staternes foretrukne værktøj i post-sandhedens æra. Afledninger, provokationer og lokkeduer bruges til at forvride og tilmudre sandheden. Målet for post-sandheden er ikke at bekræfte eller afvise kendsgerningerne, men snarere at masseproducere en falsk epistemologisk heterogenitet, der besværliggør – og til tider umuliggør – kortlægningen af sandt og falsk. Det kalder Weizman også den mørke epistemologi. Det kritiske spørgsmål vi bør stille os selv, er ikke længere ”hvad er sandt?”, men snarere ”hvad skete der?”.

At denne indsigt ikke er blevet skubbet helt frem i et forord, og i stedet for skal findes i denne forsinkede eftertanke mellem bogens referencer og efterskriftet, vidner om FAs arbejde som en levende praksis, der løbende udvikler sig og responderer på den omkringliggende verden. Men det er ikke desto mindre godt, at eftertanken fandt sin vej ind i bogen.

Post-sandhedsbegrebet som politisk rammesætning skaber nemlig en rød tråd gennem hele FAs virke: når statsmagter prøver at sløre kendsgerningerne, bliver etablering af verificerede fakta og alternativ bevisførelse en farlig modpraksis. Det er ikke kun visheden om kendsgerningers ægthed, der står på spil, også selve evnen til at etablere kendsgerninger som sådan er i fare.  Hvem ved, hvad der er faktisk og hvad der er opspind i en tid, hvor deep-fake videoer, AI text-generatorer og datainformerede kampagner kan producere alternative virkeligheder på få sekunder. Sporbarhedstærsklen bliver på denne måde mere end et metodisk greb. En crowdsourcet og materiel verifikation af kendsgerninger er afgørende i det virvar af informationer, der udgør vores nye virkelighed. Men den bliver også et nyt sandhedsbegreb – sandheden er ikke længere lineær og definitiv, men skal udsondres mellem et utal af fabrikationer af virkeligheden. Den retstekniske arkitektur søger konstant efter revner og brudflader i de officielle forklaringer – på tværs af både medier og virkeligheder. Intet tyder på, at relevansen af dét arbejde ophører lige med det samme.

Anas Kababo er uddannet politolog med en kandidatgrad i Mellemøstpolitik fra SOAS University of London og har været bosat i Jerusalem, hvor han bl.a. har arbejdet med B’tselem og andre menneskerettighedsorganisationer. 

1. B’Tselem – Land Grab: Israel’s Settlement Policy in the West Bank, Comprehensive Report, May 2002: https://www.btselem.org/sites/default/files/sites/default/files2/publication/200205_land_grab_eng.pdf
2. Weizman, Eyal – Forensic Architecture, 2022, s. 26
3. Weizman, Eyal – Forensic Architecture, 2022, s. 550
4. ‘Psy-ops’, kort for psychological operations, er et militærbegreb der dækker over forskellige typer af informationsindsatser rettet mod fjendtlige regeringer eller deres befolkning med henblik på at ændre holdninger og sympatier.
5. I 2022 var der f.eks. en større udstilling på Louisiana om gruppens arbejde: https://louisiana.dk/en/exhibition/forensic-architecture/
6. ‘Israeli police beat crowds at funeral of slain Palestinian journalist in Jerusalem’, NBC, 13. maj 2022: https://www.nbcnews.com/news/world/slain-al-jazeera-journalist-shireen-abu-akleh-laid-rest-jerusalem-rcna28678
7. ‘Israel says ‘high possibility’ its army killed Shireen Abu Akleh’, Al Jazeera, 5. september 2022: www.aljazeera.com/news/2022/9/5/israel-probe-shireen-abu-akleh
8. Weizman, Eyal – Forensic Architecture, 2022, s. 548