Hvad er Butlers aktualitet i dag?

Af Anne-Sofie Dichman
Forsidebillede: Collage efter fotografi af Mathilde Meile/Uniavisen, 4. maj 2023¹

“Jeg ville ikke være kommet nogen vegne uden sociale bevægelser”. Dette er Judith Butlers (de/deres) egne ord til en workshop, jeg deltog i, da de gæstede Danmark i starten af maj i år. Med disse ord mener Butler, at sociale bevægelser har påvirket deres tænkning lige fra det tidlige hovedværk Gender Trouble (1990) til den seneste bog, Who’s Afraid of Gender? (2024), der udkommer til næste år. Disse bøger, der er skrevet med 34 års mellemrum, handler begge om køn, men Butler har også ladet sig inspirere af sociale bevægelser, der kæmper andre kampe end kønskampe. Gennem mere end tre årtier har det omfangsrige forfatterskab beskæftiget sig med emner som krig (Precarious Life (2004), Frames of War (2009)), demokrati (Notes Toward a Performative Theory of Assembly (2015)), klima (The Force of Nonviolence (2020)) og Covid-19 (What World is This? (2022)).

En hovedpointe fra Gender Trouble, der er vigtig for at forstå Butlers samlede forfatterskab, er, at (køns)identiteter er noget, vi gør, frem for noget, vi er. Altså er identiteter performative og foranderlige. Inden for Butlers kønsteori finder vi således ingen ’naturlig’ kvinde, ej heller nogen oprindelige identiteter. Kønskategorier er essentielt anfægtelige, fordi de er produkter af normer og praksisser, der skabes og omskabes. Det vil sige, at ’kvinde’ på ét tidspunkt betegnede et subjekt uden stemmeret, mens det på et senere tidspunkt kom til at betyde et subjekt med valgret, med arbejde uden for hjemmet osv. I dag kan ’kvinde’ også være en person, der fik tildelt et mandligt køn ved fødslen. Pointen er, at Butlers feminisme, som vi finder i alle deres værker, kæmper for at udvide identitetskategorier, så flere mennesker føler sig mindre ekskluderede.

Når vi ser på, hvordan mangfoldige sociale bevægelser påvirker Butlers tænkning, kan vi forstå, hvorfor feminismen ikke kun kan have ’kvinden’ som subjekt. I 90’erne reagerede Butler på AIDS-epidemien og den manglende offentlige sorg over de tabte homoseksuelle liv – et problem, der blev artikuleret af bevægelsen Act Up. I 00’erne analyserede de den politik, der var forbundet med ’Krigen mod terror’, der ikke sørgede over brune kroppe (Black Lives Matter viser, at dette kropshierarki stadig gør sig gældende i dag). Derudover er klimaaktivisme med Extinction Rebellion og nutidige kønskampe anført af MeToo, emner, Butler tager som afsæt for sin tænkning. Inden for Butlers teoriapparat er kvindekroppe, homoseksuelle kroppe, brune kroppe, handicappede kroppe og ikke-menneskelige kroppe alle en del af feminismen, og de bør kæmpe sammen i alliancer. Men det er ikke alene, hvad vi kan kalde progressive bevægelser, Butler tænker med. For øjeblikket er de interesseret i at inddrage perspektiver fra kønskritiske bevægelser, fx de neokonservative strømninger i det republikanske parti i USA og de såkaldte TERF-feminister. Disse aktører vender vi tilbage til.

For nuværende kan vi sige, at fælles for Butlers tilgang til disse bevægelser er det overordnede normative feministiske projekt om inklusion og pluralisering. Så selvom emnerne i forfatterskabet favner bredt – køn (og antikøn), krig og klima – kan vi alligevel sige, at Butlers feministiske tilgang forbliver den samme, idet de altid har øje for, hvad der ekskluderes, og hvad der anses for mindreværdigt. Herved kan de patriarkalske hierarkiers stabile binære identiteter anfægtes: mand-kvinde, hvid-farvet osv.

Da Eftertryks redaktion spurgte, om jeg ville bidrage med et kort essay, der besvarer spørgsmålet, ’hvad er Butlers aktualitet i dag?’, er det dette feministiske pluraliseringsprojekt – Butlers tilgang eller metode, om man vil – jeg vil tage som udgangspunkt for at svare på spørgsmålet. Specifikt vil jeg vise, hvordan denne tilgang er relevant i forhold til bedre at forstå konflikterne mellem queer-feminisme og den såkaldte kønskritiske TERF-feminisme, der kan defineres som radikale feminister, der ikke ønsker, at transkvinder skal være en del af den feministiske bevægelse. Foruden det faktum, at konflikten er højaktuel, er mit valg også begrundet af, at emnet optager Butler i den kommende bog Who’s Afraid of Gender.

Til at starte med kan vi sige, at en modreaktion mod feminismen finder sted i dag, samtidig med at MeToo-bevægelserne fortsætter deres kampe. Abortrettigheder, homoseksuelles rettigheder og retten til at undervise i køn og seksualitet er under pres i vestlige kontekster, mens udviklingen i lande som Afghanistan, Iran og Uganda udgør eksempler på en kønskamp, der er sat endnu mere under pres. Resultatet af de forhold er, at vi lever i en verden med kønsulighed, både hvad angår heteroseksuelle cis-kvinder og queer-personer. Det er med dette udgangspunkt, vi muligvis kan foruroliges over konflikterne mellem queers og TERFs. For i en verden, hvor patriarkalske kræfter kæmper mod både cis-kvinder og andre kønsminoriteter, må det, som Butler argumenterer for i flere af deres bøger, være feminismens ærinde at skabe alliancer. Konflikter kan være produktive, fordi de er med til at udfordre og udvide fællesskaber, men de kan blive uproduktive, hvis afstanden bliver for stor, og karakteren for antagonistisk.

Den specifikke udfordring i debatten mellem TERF- og queer-feminisme drejer sig om kønsspørgsmålet. Overordnet set forstår TERFs feminismens subjekt som ’kvinden’ defineret ud fra det tildelte køn ved fødslen. For at konkretisere dette kan vi tage fat i forfatteren bag Harry Potter-bøgerne, J. K. Rowling, der har argumenteret for, at kvinder, der identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen, deler et fælles kvindeligt erfaringsgrundlag, fx omkring sexisme, vold, graviditet og menstruation. Kort sagt lyder argumentet, at transkvinder, der fik tildelt et mandligt køn ved fødslen, ikke deler denne kvindeerfaring. De har levet et liv som mænd med de privilegier, der følger med mandeidentiteten.

Her opstår konflikten. Ifølge Butlers tilgang er transkvinder kvinder, og de bør anses som en del af det feministiske subjekt. Fælles er, at cis-kvinder, transkvinder, hvide kvinder, brune kvinder, overklassekvinder, underklassekvinder samt mænd, der føler sig fremmedgjort af den dominerende maskulinitetskultur, deler erfaringer af at leve som afvigende fra en patriarkalsk samfundsstruktur. Denne erfaring af at være afvigende opleves på forskellige måder og i varierende grader, da nogle oplever flere lag af marginalisering end andre. Lidt skarpt sat op kan vi sige, at Butlers queer-feminisme favner minoritetskroppe generelt, mens TERFs udelukker alle andre end cis-kvinder fra kvindekategorien. Det er vigtigt at have in mente, at TERF-betegnelsen ikke dækker cis-kvinder generelt, men kun den bevægelse af cis-kvinder, der ekskluderer transkvinder fra kvindekategorien.

En udfordring er, at TERF-bevægelsen kommer til at forstærke de nuværende antifeministiske tendenser ved at ride med på den radikale højrefløjs bølge. I feminismens navn bekæmper TERFs queers, mens Donald Trump, Giorgia Meloni, Marine Le Pen, Vladimir Putin, Viktor Orban, Andrzej Duda og mange andre politikere på den yderste højrefløj også kæmper imod queer-identiteter, herunder transkvinder. Hvad dele af TERF-bevægelsen muligvis ikke er klar over, er, at disse ultrakonservative stemmer også kæmper imod cis-kvinders basale rettigheder i kampen for traditionelle familieværdier og andre patriarkalske strukturer, hvor kvinden er afhængig af manden, og hvor queer ses som en sygdom.

Butler mener, at en forklaring på intensiteten i TERF-bevægelsens udbredelse i dag er, at den sociale ulighed er stigende, og at de vestlige velfærdssamfund eroderer. Selvom TERFs har eksisteret i årtier, kan disse kriser være med til at forklare det fornyede momentum i dag. Klimakriser, migrantionskriser og ulighedskriser medfører angst samt et behov for nye sikkerhedsnetværk. I en amerikansk kontekst, siger Butler, søger folk denne sikkerhed i Kirken og hos andre religiøse institutioner, der plæderer for konservative værdisæt, samtidig med at de tilbyder omsorg og anerkendelse til det stigende antal prækære mennesker, der har brug for hjælp.

Resultatet er, at TERF-feminismen retter sin angst mod queer-feminismen i stedet for mod kapitalismens ulighedsskabende kræfter og nutidens skæve magt(u)balancer. Ifølge Butler er der tale om en angstforskydning. I en verden med usikkerhed og kriser må identiteter i det mindste være stabile, lyder ræsonnementet. Derfor bliver det på mærkelig vis queer-personernes skyld, at vi lever i en ulige og varmere verden. Og dette forhindrer en bred alliance, der samlet set ville gøre cis-kvinder og transkvinder (sammen med mange andre minoriteter) bedre stillet i kampen mod patriarkatet.

Kunne Butler blive mere aktuel?

1. Tegning: Fraxinus exelsior L. Flora Danica, hæfte 17, Tab. 969, 1790, Det Kgl. Bibliotek.
   Anskuelsesbillede af asketræ: Johann Kautsky, 1889, Dansk Skolehistorie.
   Fraxinus exelsior L. [Almindelig Ask]. Ask har både hun- og hantræer og træer, der har begge køn. Askens frugter spredes med vinden. Om sommeren er vingen grøn, og om efteråret bliver den brun. Ask er naturligt forekommende i Danmark og er et almindeligt skovtræ. Det er en tung og hård træart. Træet bruges bl.a. til møbler, gulve og legetøj. Ask er desuden godt brænde. www.trae.dk/leksikon/ask/