Butlers briks

Af Cæcilie Varslev-Pedersen
Forsidebillede: Collage efter fotografi af Mathilde Meile/Uniavisen, 4. maj 2023¹

Stemningen før Judith Butlers forelæsning på det nye Center for Applied Ecological Thinking (CApE) – et tiltag på humaniora på Københavns Universitet, som skal bidrage med perspektiver på den grønne omstilling – summer af forventning. Halvanden time før forelæsningen starter, er der allerede kø ind til auditoriet, folks billetter tjekkes i døren, og der er sågar en vagt. Det er ikke hver dag, at 620 mennesker møder op til en forelæsning på universitetet, og det føles da også mere som en musikfestival. Publikummet er ungt og klædt i 90’er-retromode: Buffalo-støvler, mavebluser, teknogrønt tøj og plyssede isser. Da den klejne person – måske 1,60 cm høj – i mørkt jakkesæt, træder ind i det højloftede rum, er det, som om salen holder vejret. Butler har en inciterende autoritet. De taler koncentreret i over en time, kun afbrudt af sessioner, hvor de flirter med fotografen fra Uniavisen, der dækker begivenheden. Der er en intens stemning, og man glemmer efterhånden, hvor mange mennesker der sidder i salen, og føler et direkte nærvær.

***

Forelæsningen handler om sorg over de tab, som klimaforandringerne medfører. Emnet er således højaktuelt, men i sin behandling inddrager Butler temaer med rødder tilbage til sit helt tidlige arbejde i 1980’erne og -90’erne.

Under pandemien, siger Butler, blev det helt klart for alle, at vores liv er radikalt implicerede i hinanden. Vi indånder den samme luft og derfor også de samme mikroorganismer, vira og bakterier. Klimakrisen bringer os til en lignende erkendelse: Når betingelserne for alt liv er truet, bliver vi opmærksom på det økosystem, der hele tiden har været en betingelse for vores egen eksistens som art. Den tyske filosof GWF Hegels tanke om, at vi er så fundamentalt afhængige af hinanden, at vi hverken kunne overleve eller forstå, hvem vi er, uden den anden, er en af Butlers konstante pejlemærker. ”Individualismen har altid været lidt af en løgn”, som de bemærker i en samtale med lektor Mikkel Krause Frantzen efter forelæsningen.

Men klimakrisens konsekvenser – tabet af dyre- og plantearter, ødelagte økosystemer, fordrevne folk og menneskelige ofre for oversvømmelse og skovbrænde – bringer os i en helt ny situation, hævder Butler. Nu er det ikke blot individuelle menneskelige tab, men også mennesket som art og Jordens pluralitet af liv, der lider tab. Sædvanligvis antager vi et perspektiv, hvor vi står over for og observerer verden. Men konfronteret med klimaforandringerne udfordres stabiliteten i relationen mellem subjekt og verden, og vi er tvunget til at erkende, at vi er indlejret i Jordens organiske og uorganiske liv. Vi er en del af komplekse økosystemer. Vi består af vand og metaller og i sidste ende kvarker og atomer ligesom resten af Jordens liv.

1980’ernes AIDS-epidemi fik Butler til at interessere sig for Sigmund Freuds skel mellem sorg og melankoli. Butlers fokus var, hvordan vi sørger over tab af liv, men også hvilke liv vi sørger over og derfor værdsætter som medlemmer af et fællesskab, og hvilke liv der ikke tæller. For Freud er sorgen en reaktion på tabet, der, hvor frygteligt det end er, tillader os at leve med det. Melankolien er derimod en afvisning af tabet, dvs. en benægtelse af, at det har fundet sted. Den melankolske er ubevidst besat af tabet og befinder sig i en form for paralyse, hvor livet er gået i stå.

Ifølge Freuds model er sorgen altid rettet mod et tab i fortiden, minder Butler om. Men under klimakrisens betingelser er der ingen tid til at sørge over det tabte, for tabet sker kontinuerligt. Sorgens tid ændrer sig: Vi må sørge, mens vi uophørligt taber. Og mens temperaturerne og vandstandene stiger, og isen på polerne smelter, sørger vi allerede over det, vi ved, vi snart kommer til at tabe. Derfor er det ikke så underligt for Butler, at vi finder en ny melankoli i vores tid. Allerede Freud beskrev manien som en særlig form for melankoli, en slags hyperaktiv benægtelse af tabet. I vores tid tager den melankolske mani form af en overoptimistisk insisteren på, at hele klimaproblematikken kan trylles væk med teknologiske løsninger, eller alternativt som en aktiv benægtelse af problemet eller dets størrelse.

Butler er også inspireret af tanken om, at den antikke græske tragedie havde en forsonende kraft, der lærte de græske borgere at leve med eksistensens lidelse og sorgen over de døde. Butler foreslår, at kunsten kan hjælpe os med at sørge og leve med det tab, som klimakrisen medfører, men også at den kan motivere os til at handle og yde modstand mod klimaforandringer. Det drejer sig ikke om, at vi skal glemme eller ”overkomme” sorgen, men netop at vi skal anerkende den, så vi undgår at synke ned i melankoliens apati eller fortabe os i maniens rastløse eskapisme, og i stedet gør noget aktivt for at afhjælpe problemet.

For at udforske kunstens potentiale henviser Butler igen til psykoanalysen, men nu hos Donald Winnicott. Ligesom Hegel mener Winnicott, at mennesket er defineret af sin gensidige afhængighed af andre mennesker, og at det menneskelige selv formes i relationen til den anden. Men han er især interesseret i det tidlige spædbarnsstadie, hvor han observerer, at det forsvarsløse spædbarn kun kan udvikle sig fysisk og psykisk ved at få tilstrækkelig omsorg. Helt konkret er det afgørende, at omsorgspersonerne tager barnet op og holder det i sine arme. Over måneder og år udvikler barnet en selvstændig individualitet ved kontinuerligt at adskille sig fra omsorgspersonerne, komme tilbage og adskille sig igen. Nogle gange hjælpes disse overgange mellem tæthed og adskillelse på vej af et overgangsobjekt, hævder Winnicott – fx en dukke eller bamse, som barnet bruger, når det skal lære at sove uden sin omsorgsperson. Selvet er således fundamentalt set en relation snarere end en isoleret enhed.

Butler foreslår, at kunsten kan ”holde os” på samme måde, som man holder et spædbarn. Når vi går på museum og konfronteres med værkernes andethed, overgiver vi os til genstandene. Vi lader også vores psyke reorganisere af genstandene, og der sker en udvikling i os. Butler sammenligner en sådan æstetisk erfaring med den psykoanalytiske terapi. I terapien overfører analysanden sine følelser (fx omkring sine familiemedlemmer) og retter dem mod analytikeren. Denne overførsel eller transferens af kærlighed, vrede, sorg og frustration reorganiserer analysandens egne følelser og skaber en indsigt og udvikling. Kan kunsten, spørger Butler, netop være en sådan pol for de psykiske udfordringer, som klimakrisen præsenterer os for? Kan den fungere som et overgangsobjekt, der kan gøre katastrofen mindre uudholdelig?

Kunst kan selvfølgelig også være provokerende og chokerende. Butler vender flere gange i foredraget tilbage til de aktivister, der i den senere tid har ødelagt kunstværker på museer for at gøre opmærksom på klimaforandringer. Butler fortæller, at de har fuld forståelse for denne aktivistiske bevægelse, der kritiserer museets magt som institution og den kapital, kunsten får, når den bliver gjort til en vare på et marked. Men Butler advarer også mod at reducere kunstens potentiale til det, som kapitalismen har gjort den til, dvs. varer og statussymboler. De siger, at tingenes verden, som kunsten hører til, og det organiske liv i naturen måske ikke er så adskilte endda, og at kunsten kan lære os at forholde os til naturen. Den lille utopi, der fremsættes her, er, at kunsten på én gang kan forsone os med den nye klimasorg og gøre livet i nær-apokalypsen mere tåleligt – og at den kan skubbe os i retning af at gøre noget for at ændre verden. På trods af at museer har koloniale rødder og fungerer på markedspræmisser, er de også offentligt rum, hvor mennesker kan mødes, handle og skabe noget nyt.

Til allersidst i foredraget henviser Butler til filosoffen Hannah Arendts idé om handling. At handle er at være sammen og tale, at mødes og skabe det nye. Og måske skal vi se dette nye, foreslår Butler, som det, grækerne kaldte poesis, en regenerativ skabelse af et produkt, fx når man planter et træ eller genskaber et truet økosystem.

***

Hvis de mange unge tilhørere forventede en rettesnor for, hvordan klimaaktivisme meget konkret kan udføres, måtte de gå forgæves. Og måske var der efter foredraget en form for skuffelse i salen over det dragende, men også teoretiske, foredrag, som tilhørerne havde overværet. Men i stedet for at være skuffet er det måske bedre at se Butler som vor tids terapeut eller analytiker – en skydeskive for vores psykiske transferens, som vi kan overføre vores drømme, begærer, angst, vrede og håb til. Processen udvikler os, forhåbentligt.

1. Tegning: Fraxinus exelsior L. Flora Danica, hæfte 17, Tab. 969, 1790, Det Kgl. Bibliotek.
   Anskuelsesbillede af asketræ: Johann Kautsky, 1889, Dansk Skolehistorie.
   Fraxinus exelsior L. [Almindelig Ask]. Ask har både hun- og hantræer og træer, der har begge køn. Askens frugter spredes med vinden. Om sommeren er vingen grøn, og om efteråret bliver den brun. Ask er naturligt forekommende i Danmark og er et almindeligt skovtræ. Det er en tung og hård træart. Træet bruges bl.a. til møbler, gulve og legetøj. Ask er desuden godt brænde. www.trae.dk/leksikon/ask/